“Quantum of Solace” har heller ikke glemt sine rødder. Der er muntre eksplicitte og implicitte referencer til gamle kapitler i føljetonen, og den nyeste Bond-pige, Camille (underskønne Olga Kurylenko), er en næsten tro kopi af Bonds hævngerrige flamme i “For Your Eyes Only”. Ligesom Bond selv får hverken Camille eller hovedskurken Greene (den djævelsk charmerende Mathieu Amalric) nok spillerum til at adskille sig synderligt fra deres forgængere. Karakterudvikling må ofte vige for det heftige tempo. Men overgangen mellem handlingsforløbet i forgængeren og “Quantum of Solace” er fuldstændig glidende, og tanken om at se Bond udvikle sig endnu mere over en kavalkade af sammenhængende film er tillokkende.
#31 NightHawk 16 år siden
"Everytime we touch, Crash, Boom, Bang!”
2008 og James Bond er tilbage hårdere, sejere og mere gusten end nogen sinde set før i tidligere kapitler af den lange serie om verdens mest fascinerende agent. Dem der savnede mere action under Casino Royale, vil absolut ikke gå skuffede hjem efter at ha’ overværet dette øredøvende sansebombardement af slagkraftig musik og lydeffekter der kæmper en hård kamp mod hinanden om at være mest larmende ind og ud imellem de hysterisk opskuede actionsekvenser, hvis nærbilleder og shaky-cam kombineret skaber større forvirring end noget andet. Svært er det bestemt at holde fokus når Bond, hvad enten om det er i bil, til fods, på vandet, eller i de højere luftlag, smadrer ind i alt på sin vej.
Den løbske nedrivningskugle som Bond var i starten af ”Casino Royale”, er i Marc Forsters revenge fikserede plot nu blevet til en bulldozer på speed og gud nåde og trøste den stakkel eller ting, der krydser Bonds vej. Man spørger sig selv om hvor fanden elegancen blev af, men finder ikke svaret nogen steder her og da slet ikke i Daniel Craigs maskinelle fremtoning og evige stoneface, der ville gøre selv Steven Seagal misundelig. Den engelske gentleman er blevet en kombo af Bauer og Bourne. Intet smil, intet glimt i øjet og stort set ingen kvikke og sarkastiske kommentarer. Bond er så iskold og kynisk at charmen fra ham og serien helt er væk, med undtagelse af scenen hvor han bliver genforenet med Mathhis i Italien. Her liver filmen endelig lidt op og slipper sin selvhøjtidelige tone i hvad der synes at være et mere end behagelig pusterum fra den buldrende knæk og bræk rytme. At dette øjeblik er det mest charmerende ved ”Quantum of Solace” siger så også en hel del om baben Camille samt Bonds forhold til hende. Hun sku’, ligesom Eva Green var i ”Casino Royale”, være filmens varme side, men i Marc Forsters hænder ja så kommer både hende og forholdet til Bond til at fremstå mere køligt end Daniel Craigs krystalblå øjne. På den anden side ku’ man så ha’ forventet andet fra en film, der skider højt og flot på nogen form for følelsesmæssig engagement med karaktererne, men som i stedet er mere interesseret i at køre derud med speederen i bund og hjernen i bagagerummet.
”The trill has gone. The thrill has gone away”
”Quantum of Solace”’s plot vil gerne fremstå som værende interessant og lidt af et snedigt puslespil på vejen mod at afsløre bagmændene i The Organisation og samtidig få en af de mere prominente chefer Dominic Greene, (en af de svageste og mest ligegyldige skurke i Bond historien), ned med nakken. Men hurtigt inde i filmen afsløres det dog, at heller ikke her er der udført nogen synderligt imponerende indsats. Og det er vel også klart nok, nå nu der absolut skal saftpresses så meget action ind i de 106 minutter. Bond farer rundt på må og få og knalder folk ned til højre og venstre, mens oplysningerne om bagmændene synes nærmest at falde ned i skødet på ham undervejs. Særlig fandt jeg scenen i operaen for hovedrystende nemt sluppet om, hvor Bond med et barns snusfornuft får afsløret stort set alle involverede i organisationen og sendt oplysningerne videre til MI6. Ved siden af hovedplottet forsøger Marc Forster så at spice det hele lidt op med Camilles traume, der flettes sammen med Bonds hævnmotiv og udmunder sig i den store og høj eksplosive finale, (det er vist ingen overdrivelse). Det er for så vidt ok tænk, men Forster formår bare ikke at gøre det særligt vedkommende mht. Camille.
Overordnet set er der masser af tempo, masser af action at la’ sig underholde af, men hvad pokker hjælper det når plottet samtidig er svagt og uinteressant, skuespillet stift og mekanisk og humoren og romantikken næsten helt er fraværende. Hvad Martin Campbell så fornemt byggede op med ”Casino Royale”, har Marc Forster på rekordtid revet ned igen og har nu efterladt 007 i et univers, der har fjernet alt det der gjorde James Bond unik i forhold til andre agenter. Hvis folkene bag franchisen synes at ”Quantum of Solace”’s stil er vejen frem, er jeg bange for at Bond til sidst ender et sted hvor der er ingen vej tilbage. Nemlig som en klon af sine amerikanske forbilleder Bauer og Bourne hvilke Marc Forster åbnebart mener Bond karakteren skal være som anno 2008.
3/6.
#32 BN 16 år siden
Har ikke set filmen endnu, men én ting kan jeg dog godt kommentere:
Det er ikke alene nødvendigt, men også meget glædeligt, at "romantikken næsten er helt fraværende" i 'Quantum of Solace'. ... Det ville være vildt utroværdigt, ja, meget langt ude, hvis Bond kun få timer el. dage efter at have mistet Vesper, kunne indlede en egentlig romance, der byggede på andet eller mere end sex! ..... Vi så ham dybt fortvivlet, desperat og sørgende ved hendes lig i en af de sidste scener i 'Casino Roayle'. Så på dette punkt forstår jeg slet ikke din kritik, fætter guf.
Ja, for nu at drage en sammenligning, så ville dette jo være ligeså malplaceret og utroværdigt som hvis Harrison Ford's karakter i 'Flygtningen' havde indledt en ny romance lige efter sin kones død, ikke mindst fordi dr. Richard Kimble's tab er omdrejningspunktet eller den motiverende faktor i historien, akkurat ligesom Bond's tab er det i 'Quantum of Solace'.
#33 icetea 16 år siden
Og hvad er grunden til de fjerne nærmest alle de elementer fra filmen som ellers altid kendetegner Bond. Nu skal han jo sikkert snart også være sort, og have facebook og jeg ved ikke hvad. Håber virkelig de kan få rettet det her op i næste Bond-film.
3/6
#34 BN 16 år siden
Jeg får lyst til at citere mig selv fra #18:
"Min umiddelbare tanke - uden at have set filmen endnu - er, at anmelderne glemmer, at mens 'Quantum of Solace' er en film om hævn, så kommer den næste film nok næppe til at handle om dette! .... Jeg finder det lidt fjollet, at mange anmelder filmen ud fra en frygt om, at "Nå, kommer alle fremtidens Bond-film nu til at være sådan?", for det er da en utrolig kortsigtet vurdering!
Hovedsagen her og nu må ligesom være, at den ligger i naturlig forlængelse af 'Casino Royale' - et aspekt man i den grad savnede ved 'On Her Majesty's Secret Service's efterfølger, 'Diamonds Are Forever', hvori Connery's Bond ganske vist i den indledende scene var efter sin kones morder, men samtidig syntes at være i godt humør!!!!!"
Nå, helt mistet håbet har du dog ikke. ;-)
Fremfor at der skulle være noget at rette op, kan det jo være, at der bare er en ny historie at fortælle! Og med en ny historie og en ny instruktør bliver filmen sikkert anderledes.
#35 NightHawk 16 år siden
Selvom Quantum of Solace går i direkte forlængelse af Casino Royale og Bond derfor naturligvis stadig i starten af filmen er depri over Vesper, ja så udspiller handlingen sig i så tilpas lang tid efterfølgende, at jeg ikke kan se noget malplaceret eller utroværdigt i, at Bond indleder et forhold til en ny kvinde. Vesper er fortid, hvor tragisk det så end måtte være, men livet går sgu da videre og Marc Forster ku' derfor sagtens ha' gjort mere for at bruge mødet med Camille som et tiltrængt break fra det ellers så hardcore brutale plot. Idéen med at bruge Camille som en paralel til Bonds hævnmotiv og på den måde bringe dem tætterer sammen er sådan set godt tænkt. Problemet er bare at Forster i stedet får distanceret de to karakterer følelsesmæssigt fra hinanden og deraf forblir den romantik der kunne ha' været godt for filmen som kontrast fraværende og efterlader én ligeglad med begge personer.
Din sammenligning med Flygtningen synes jeg ikke dur her. Richard Kimble er på konstant flugt fra politiet og US Marshalls og har derfor selvfølgelig ikke tid til at indlede et romantisk forhold. Bond derimod arbejder for efteretningstjenesten og har derfor slet ikke disse begrænsninger over sig i sin jagt på bagmændende. ja ok, han blir godt nok frataget sin stilling af M på et tidspunkt, men da hendes straf af hans pligtforsømmelser overhovet ikke har nogen konsekvenser for ham, arbejder han faktisk hele tiden i hendes majestæts tjeneste. Kort og godt så kan han, hvis han vil, sagtens indlede et romantisk forhold under sin jagt, hvorimod Kimble ganske enkelt ikke havde hverken tid eller mulighed for det med en glubsk koppel konstant i hælene.
#36 dome 16 år siden
#37 icetea 16 år siden
#38 filmz-Bruce 16 år siden
#39 BN 16 år siden
Ja, heldigvis! .... Men bare ikke SÅ hurtigt, hvis man har været dybt forelsket og mistet sin elskede, netop som man troede, at man skulle til at starte et helt nyt liv sammen!
Hvis der vel at mærke er tale om ægte kærlighed - og det er der i 'Casino Royale' - så er man ganske enkelt ikke følelsesmæssigt klar til rigtig kærlighed så kort tid efter. Og da slet ikke når man er i sorg efter sin elskedes død! ..... Sex måske (for nogles vedkommende), men ikke et følelsesmæssigt engagement.
Hvis alting er endt brat på et tidspunkt, hvor kærligheden blomstrede og var helt ny, så kan man ikke bare slukke for følelserne og straks springe ind i et nyt forhold, for man har simpelthen stadig eks-kæresten/konen i sit "system" eller i hjertet.
#40 filt 16 år siden