Quantum Of Solace :

"Everytime we touch, Crash, Boom, Bang!”

2008 og James Bond er tilbage hårdere, sejere og mere gusten end nogen sinde set før i tidligere kapitler af den lange serie om verdens mest fascinerende agent. Dem der savnede mere action under Casino Royale, vil absolut ikke gå skuffede hjem efter at ha’ overværet dette øredøvende sansebombardement af slagkraftig musik og lydeffekter der kæmper en hård kamp mod hinanden om at være mest larmende ind og ud imellem de hysterisk opskuede actionsekvenser, hvis nærbilleder og shaky-cam kombineret skaber større forvirring end noget andet. Svært er det bestemt at holde fokus når Bond, hvad enten om det er i bil, til fods, på vandet, eller i de højere luftlag, smadrer ind i alt på sin vej.

Den løbske nedrivningskugle som Bond var i starten af ”Casino Royale”, er i Marc Forsters revenge fikserede plot nu blevet til en bulldozer på speed og gud nåde og trøste den stakkel eller ting, der krydser Bonds vej. Man spørger sig selv om hvor fanden elegancen blev af, men finder ikke svaret nogen steder her og da slet ikke i Daniel Craigs maskinelle fremtoning og evige stoneface, der ville gøre selv Steven Seagal misundelig. Den engelske gentleman er blevet en kombo af Bauer og Bourne. Intet smil, intet glimt i øjet og stort set ingen kvikke og sarkastiske kommentarer. Bond er så iskold og kynisk at charmen fra ham og serien helt er væk, med undtagelse af scenen hvor han bliver genforenet med Mathhis i Italien. Her liver filmen endelig lidt op og slipper sin selvhøjtidelige tone i hvad der synes at være et mere end behagelig pusterum fra den buldrende knæk og bræk rytme. At dette øjeblik er det mest charmerende ved ”Quantum of Solace” siger så også en hel del om baben Camille samt Bonds forhold til hende. Hun sku’, ligesom Eva Green var i ”Casino Royale”, være filmens varme side, men i Marc Forsters hænder ja så kommer både hende og forholdet til Bond til at fremstå mere køligt end Daniel Craigs krystalblå øjne. På den anden side ku’ man så ha’ forventet andet fra en film, der skider højt og flot på nogen form for følelsesmæssig engagement med karaktererne, men som i stedet er mere interesseret i at køre derud med speederen i bund og hjernen i bagagerummet.

”The trill has gone. The thrill has gone away”

”Quantum of Solace”’s plot vil gerne fremstå som værende interessant og lidt af et snedigt puslespil på vejen mod at afsløre bagmændene i The Organisation og samtidig få en af de mere prominente chefer Dominic Greene, (en af de svageste og mest ligegyldige skurke i Bond historien), ned med nakken. Men hurtigt inde i filmen afsløres det dog, at heller ikke her er der udført nogen synderligt imponerende indsats. Og det er vel også klart nok, nå nu der absolut skal saftpresses så meget action ind i de 106 minutter. Bond farer rundt på må og få og knalder folk ned til højre og venstre, mens oplysningerne om bagmændene synes nærmest at falde ned i skødet på ham undervejs. Særlig fandt jeg scenen i operaen for hovedrystende nemt sluppet om, hvor Bond med et barns snusfornuft får afsløret stort set alle involverede i organisationen og sendt oplysningerne videre til MI6. Ved siden af hovedplottet forsøger Marc Forster så at spice det hele lidt op med Camilles traume, der flettes sammen med Bonds hævnmotiv og udmunder sig i den store og høj eksplosive finale, (det er vist ingen overdrivelse). Det er for så vidt ok tænk, men Forster formår bare ikke at gøre det særligt vedkommende mht. Camille.

Overordnet set er der masser af tempo, masser af action at la’ sig underholde af, men hvad pokker hjælper det når plottet samtidig er svagt og uinteressant, skuespillet stift og mekanisk og humoren og romantikken næsten helt er fraværende. Hvad Martin Campbell så fornemt byggede op med ”Casino Royale”, har Marc Forster på rekordtid revet ned igen og har nu efterladt 007 i et univers, der har fjernet alt det der gjorde James Bond unik i forhold til andre agenter. Hvis folkene bag franchisen synes at ”Quantum of Solace”’s stil er vejen frem, er jeg bange for at Bond til sidst ender et sted hvor der er ingen vej tilbage. Nemlig som en klon af sine amerikanske forbilleder Bauer og Bourne hvilke Marc Forster åbnebart mener Bond karakteren skal være som anno 2008.

3/6.

Nøj en skuffelse, enig i mange af de ting #3, #28 og #31 nævner. Er da bange for de ødelægger Bond fuldstændigt nu :( Casino Royale kunne godt gå an, men hvad sker der for, at man kun føler en Bond-stemning i starten og i slutningen af QOS.. for latterligt. Synes nu heller ikke der var "dobbelt så meget action" i QOS end i CR, som man ellers havde læst der ville være. Der var for meget dialog imo.

Og hvad er grunden til de fjerne nærmest alle de elementer fra filmen som ellers altid kendetegner Bond. Nu skal han jo sikkert snart også være sort, og have facebook og jeg ved ikke hvad. Håber virkelig de kan få rettet det her op i næste Bond-film.

3/6

# 32 -

Selvom Quantum of Solace går i direkte forlængelse af Casino Royale og Bond derfor naturligvis stadig i starten af filmen er depri over Vesper, ja så udspiller handlingen sig i så tilpas lang tid efterfølgende, at jeg ikke kan se noget malplaceret eller utroværdigt i, at Bond indleder et forhold til en ny kvinde. Vesper er fortid, hvor tragisk det så end måtte være, men livet går sgu da videre og Marc Forster ku' derfor sagtens ha' gjort mere for at bruge mødet med Camille som et tiltrængt break fra det ellers så hardcore brutale plot. Idéen med at bruge Camille som en paralel til Bonds hævnmotiv og på den måde bringe dem tætterer sammen er sådan set godt tænkt. Problemet er bare at Forster i stedet får distanceret de to karakterer følelsesmæssigt fra hinanden og deraf forblir den romantik der kunne ha' været godt for filmen som kontrast fraværende og efterlader én ligeglad med begge personer.

Din sammenligning med Flygtningen synes jeg ikke dur her. Richard Kimble er på konstant flugt fra politiet og US Marshalls og har derfor selvfølgelig ikke tid til at indlede et romantisk forhold. Bond derimod arbejder for efteretningstjenesten og har derfor slet ikke disse begrænsninger over sig i sin jagt på bagmændende. ja ok, han blir godt nok frataget sin stilling af M på et tidspunkt, men da hendes straf af hans pligtforsømmelser overhovet ikke har nogen konsekvenser for ham, arbejder han faktisk hele tiden i hendes majestæts tjeneste. Kort og godt så kan han, hvis han vil, sagtens indlede et romantisk forhold under sin jagt, hvorimod Kimble ganske enkelt ikke havde hverken tid eller mulighed for det med en glubsk koppel konstant i hælene.

#34 Jeg håber du har ret ;) Men ja de har forhåbentlig en bedre/ny historie at fortælle næste gang

#35 - fætter guf:

livet går sgu da videre

Ja, heldigvis! .... Men bare ikke SÅ hurtigt, hvis man har været dybt forelsket og mistet sin elskede, netop som man troede, at man skulle til at starte et helt nyt liv sammen!

Hvis der vel at mærke er tale om ægte kærlighed - og det er der i 'Casino Royale' - så er man ganske enkelt ikke følelsesmæssigt klar til rigtig kærlighed så kort tid efter. Og da slet ikke når man er i sorg efter sin elskedes død! ..... Sex måske (for nogles vedkommende), men ikke et følelsesmæssigt engagement.

Hvis alting er endt brat på et tidspunkt, hvor kærligheden blomstrede og var helt ny, så kan man ikke bare slukke for følelserne og straks springe ind i et nyt forhold, for man har simpelthen stadig eks-kæresten/konen i sit "system" eller i hjertet.