Et spørgsmål om tillid

Når Marc Forster står for instruktionen, er det sikkert og vist, at resultatet læner sig op ad et visuelt overflødighedshorn. Sådan er det også med “Quantum of Solace”, der er 22. i rækken af James Bond-film, men kun instruktørens første ud i det minefelt. Herved stopper enhver samhørighed imidlertid også, for om end Bond igen i skikkelse af englænderen Daniel Craig skam har udseendet med sig, så mangler filmen både charme og selvtillid, men dog ikke lækre skår.

Der er dynamik og spænding i spandevis, men derudover er “Quantum of Solace” at sidestille som regulær spændingsfilm. Tråden samles op fra den velsmurte forgænger “Casino Royal”, der vakte stor opmærksomhed set med danske øjne. Også i seneste agentfilm er der blevet plads til Jesper Christensen i en mindre, men ikke uvæsentlig gæsteoptræden. Men det er selvfølgelig Daniel Craigs agent 007, handlingen fokuserer på. Han er drevet af hævnmotivet og vil gøre det af med sin elskede Vespers banemand. Det er i hvert fald, hvad omverdenen og ikke mindst den regelrette M – igen spillet af knastørre Judi Dench – mistænker ham for.

Det bringer Bond på sporet af et større stykke efterretningsarbejde, som forgrener sig dybt ind i en verdensomspændende miljøorganisation. Grundlæggende er problematikken i “Quantum of Solace” spørgsmålet om tillid. Hvem kan man i virkeligheden stole på i en verden, der er bygget op omkring løgn og bedrag? Kan M stole på, at Bond ikke lægger personlige følelser i sit arbejde og ikke dræber, hvis det kan undgås? Alvoren står i skærende kontrast til den humor, som selvfølgelig stadig er tilstede – det er jo en James Bond-film – selv om tilstedeværelsen er mere nedtonet end tidligere.

Set over et bredt spektrum er “Quantum of Solace” en tempofyldt film, hvor de betagende kvinder udskiftes lige så hurtigt som de modstandere, Bond møder på sin færd. Desværre er monotonien i førersædet et langt stykke af vejen, hvor biljagter og slagsmål ad libitum tegner billedet af en film, der glemmer, at hovedkarakteren ikke kun er en kynisk dræbermaskinen i hendes majestæts hemmelige tjeneste. Han er også en charmerende kvindebedårer med en udsøgt sans for humor. Traditionen tro er Bond en rejselysten herre, og “Quantum of Solace” er ingen undtagelse i den henseende. England, Italien, Bolivia, Haiti og Rusland er blandt de lande, der denne gang lægger jord til agentens vanvidsudskejelser. Måske skulle produktionen have skruet ned for rejseiveren og i stedet brugt energi på at finde ind til filmens sjæl.

“Quantum of Solace” er dog stadig en underholdende og medrivende affære, hvor Paul Haggis’ pennestrøg knytter bånd til en nutid, hvor klimadebatten raser på alle niveauer. Hovedåren i filmen fører Bond i armene på den griske Dominic Greene, som under foregivelse af at være leder af en større miljøorganisation kommer tæt på verdens sidste diktatorer, laver usle kartelaftaler og ikke er så uskyldsren som påstået. En af dem, der modarbejder ham er Camille spillet af den velskårne Olga Kurylenko. Hun har infiltreret organisationen for at komme tæt på en af organisationens bekendtskaber, general Medrano, som hun har et regnskab at gøre op med. Hun kan blive et vigtigt aktiv for Bond, hvis han da kan regne med hende.

“Quantum of Solace” udstiller det beregnende i mennesket. Magtsyge og den evige higen efter økonomisk velslåethed tager klodens økosystem som gidsel i et spil om fysiske værdier. Heri tilnærmes den væsentligste agenda. Intet er så sort eller hvidt, at der ikke er antydningen af en gråzone imellem. Det gælder ikke mindst James Bond, der ikke er så ensartet som tidligere. Nuancerne er for alvor kommet i spil, og Haggis har støbt kuglerne til en fremtidens Bond, som går godt i spænd med vor tidsalder, og som på fornuftig vis lægger tidligere versioner af figuren bag sig.

Video

På billedsiden er der ikke meget at komme efter. Looket står knivskarpt, og udtværinger og digitale forstyrrelser er der absolut ingen af, mens edge-enhancement forefindes i relativt begrænset omfang. Også farvetemperatur og kontrast er helt efter bogen, og generelt er det et fortræffeligt transfer.

Audio

Også det engelsksprogede DTS HD 5.1-lydspor gør sig heldigt bemærket. Dialogen er hele vejen igennem tydelig og uden overstyringer. Den underliggende strygermusik er stemningsskabende, og så er atmosfæren velfunderet, mens distinkte effektlyde og lydpanoreringer leverer de rette kulisser for filmens mere actionfyldte sekvenser. Der er tradition for, at James Bond-filmene følges af en titelsang udført af en kendt kunstner. Denne gang i et samspil imellem Jack White og Alicia Keys. Hvorvidt den konstellation fungerer er en smagssag. Døm selv.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet holder sig på et rimeligt niveau og flankeres af enkelte aktuelle trailere samt en musikvideo med Alicia Keys og Jack Whites titelsang. En række mindre featuretter – den længste er 25 minutter og den korteste tre minutter – går i kødet på “Quantum of Solace” og stiller skarpt på karakteren James Bond, historien, locations, stunts, instruktøren Marc Forster, musikken og den nytilkomne Olga Kurylenkos tilstedeværelse. Endelig får de mere usynlige crewmedlemmer taletid i en tre kvarter lang videodagbog fra optagelserne. I og for sig udmærket, men filmens format taget i betragtning kunne der nu godt være mere kød på.

The Bond Ultimatum

Der er et fantastisk øjeblik få minutter inde i “Quantum of Solace”. Efter at James Bond har dolket en slyngel i halsen efter en hæsblæsende knivkamp, nærstuderer kameraet Bonds ansigt, mens han holder fast i den lammede, døende forbryders hånd. Man forledes næsten til at tro, at Agent 007, der tydeligvis ikke nyder oplevelsen, forsøger at berolige sin modstander. Bonds anstrengte grimasse står i stærk kontrast til de mange brede smil, den fiktive agent har mønstret de sidste 46 år efter at have begået drab. Daniel Craig skærer her igennem den mytologiske figurs iskolde facade som en varm kniv gennem smør og afslører mennesket indenunder. Han understreger, at der er en konflikt i karakteren, og at selv den sejlivede, kølige brite kan påvirkes af sin barske profession.

Desværre er der ikke nok af den slags øjeblikke i “Quantum of Solace”. Ligesom filmens succesrige forgænger, “Casino Royale”, tilstræber “Quantum of Solace” at løfte sløret for hidtil uviste facetter af James Bond. Men man efterlades med en nagende følelse af, at filmen for ofte trækker i land og tyr til hæsblæsende tju-bang og vanlige klicheer efter at have begivet sig ind på territorium, serien sjældent har udforsket. Visse sekvenser afbrydes pludseligt, når de synes at nærme sig klimaks, og fascinerende dialoger rundes hastigt af. Tak Gud for, at Craig er så fabelagtig en skuespiller, at han med få subtile gestikulationer kan fortælle enormt meget. Han er endnu bedre end i “Casino Royale” – mere tilpas med sit ansvar ligesom sit alter ego.

Bond har dog færre avancerede dingenoter end sidst at gøre godt med, og flere af seriens kendetegn er blevet droppet i et forsøg på at gøre seriens fantasifulde univers mindre karikeret. Det ikoniske Bond-musiktema tages eksempelvis aldrig i brug. Ingen promiskuøse kvinder føjer sig lynhurtigt for Bonds lyster, Agent 007 konstaterer aldrig sit navn, og ikke én eneste Vodka Martini bestilles. “Quantum of Solace” er bestemt en af seriens mest realistiske, alternative dele. Og selv med en instruktør som Marc Forster ved roret, der er ekspert i følelsesladede karakterdramaer, har den 22. officielle Bond-film udartet sig til en mere underholdende og tilfredsstillende actionfilm end “Casino Royale”.

Det har også noget at gøre med spillelængden på 106 minutter – et rekordlavt antal for en Bond-film. Både “Casino Royale” og “Quantum of Solace” har rodede, ufyldestgørende slutninger, der vil for meget, men kan for lidt. Men i det mindste kender sidstnævnte film sin besøgelsestid. Actionsekvenserne er fænomenale. Under flere af dem er brugen af krydsklip og musik så virtuos, at man hurtigt fortrænger, at de første 20 minutter ikke blot låner, men tyvstjæler fra “The Bourne Ultimatum”. En flugt over en række tage og førnævnte knivkamp fastslår med syvtommersøm, at de to films actionscener blev udarbejdet af de samme stuntkoordinatorer.

Men hvis man absolut skal stjæle, hvorfor så ikke også gøre det fra de bedste og endda med stil? På bedste James Cameron-facon bliver plotrelevante redegørelser tit fyret af, mens figurerne er på farten, så man får aldrig tid til at kede sig imellem spændingsmomenterne. Og filmen giver verdenssamfundet en fortjent lussing via historien om et verdensomspændende netværk af griske skurke, der udnytter vestlige nationers tørst efter olie og penge til at opnå mere magt og manipulere U-landene. Overraskende og uventet er “Quantum of Solace” et mønstereksempel på, hvordan man indlemmer politiske budskaber i en spændingsmættet thriller uden at miste fremdrift – tag dén, “Blood Diamond”!