Det er dejligt denne lille perle endelig er kommet i en ordentlig udgivelse. Glimrende anmeldelse, jeg er ganske enig!

Glæder mig faktisk...jeg har aldrig set filmen! :D

Har altid villevente påen ordenlig udgivelse

Jubii! Den film har jeg gået og ventet på længe :-)
Sean Connery er simpelthen fantastisk i den film....hvilket han er i de fleste film, han har medvirket i :-)
-

Nu er der - med rette - megen tale om "Rosens navn", i forbindelse med udgivelsen på DVD.

Derfor kunne det være, at nogle ville finde det interessant at læse en artikel, jeg skrev for Fyens Stiftstidende tidligere på året.

Der afsløres muligvis for meget, så vær opmærksom på SPOILERS.

Mord, gåder og middelaldermystik

Det hele begyndte i marts 1978 under påvirkningen af en fiks idé: Jeg havde sådan lyst til at forgive en munk. Umberto Eco om tilblivelsen af Rosens navn.

Umberto Eco er lidt af en intellektuel altmuligmand. Han er professor ved Bolognas universitet og har bl.a. udgivet bøger om middelalderfilosoffen Thomas Aquinas, James Joyce samt skrevet om og beskæftiget sig med Ian Flemmings James Bond romaner. Men i 1980 tog hans karriere et skarpt sving. Han blev skønlitterær forfatter.

Da Umberto Eco i 1980 udgav sit første skønlitterære værk – Rosens navn - havde han ikke forventet, at romanen ville blive en succes og da slet ikke en folkelig. Men som det viste sig, tog en hel verden romanen til sig, og det varede da heller ikke længe, før den blev filmatiseret med ingen ringere end Sean Connery i hovedrollen som middelalderdetektiven William af Baskerville.

Eco benytter sig af talrige litterære henvisninger, og det er da også tydeligt, at William og Adso bygger på Sir Arthur Conan Doyles makkerpar Sherlock Holmes og Dr. Watson. Ikke nok med, at William hedder Baskerville, der her er en intertekstuel reference til Doyles Baskervilles hund, næh, William er skam også ”afhængig” af stoffer som den kære Holmes også er det. Adso siger da også om William, at han ofte havde ham mistænkt for at være påvirket af en vækstart, der kunne fremkalde visioner. En anden underfundighed er Ecos leg med navne, hvor han af W(atso)n udleder den person, der skal være Williams højre hånd.

Også de respektive detektivers fysiske fremtoning minder til forveksling om hinanden. Holmes, der af Doyle skildres som en bleg, høj og radmager mand, hvis profil afslører en næse af samme proportioner som den af Williams, og hvis vigtigste redskab er en lup (William har brillerne), minder om den beskrivelse af William, som man finder hos Eco. Her præsenteres vor middelalder detektiv som værende høj, tynd og udstyret med et gennemtrængende blik samt en spids og krum næse.

Hos Doyle er det Watson, der repræsenterer fortællerinstansen, hvilket også gør sig gældende hos Eco, der lader Adso berette om begivenhederne fra hans alderdoms domicil, nemlig klostret i Melk. Ecos anvendelse af netop denne romanskabelon spiller på en ganske bestemt læserforventning om, at detektiven vil forvandle kaos til kosmos. Men sådan ender det jo ikke, og Eco skriver da også i sit Efterskrift til Rosens navn, der udkom på forlaget Forum i 1985 at der findes to typer bestsellere. Den ene type giver læseren, hvad læseren ønsker og forventer, og den anden giver læseren, hvad læseren ikke vidste han eller hun ønskede. Det er til den anden kategori, at Eco regner Rosens navn.

Romanen emmer af konflikter i alle afskygninger, og som læser bliver man sat på noget af en detektivopgave, hvis man vil holde rede på dem alle. Men det er umagen værd, for værket rummer en ubetalelig mængde middelalderviden, der finurligt og spidsfindigt er pakket ind i den skønlitterære form, så selv den ikkeprofessionelle læser sluger dette ”tørre” stof råt for usødet.

Handlingen tager sit udgangspunkt i året 1327. Her vi møder William af Baskerville og hans novice Adso, der er på vej til et Benedektinerkloster i Norditalien. Hvad de imidlertid ikke har nogen anelse om er, at de ved deres ankomst vil blive involveret i hændelser, der ændrer deres liv på alle tænkelige måder.

Der er begået et mord i klostret, hvilket Abbed Abbone beder William opklare. Hvad den stakkels Abbed dog ikke er klar over er, at det vil blive syv hektiske dage med William og Adso, og at klostret vil blive sat på den anden ende.

Umberto Eco skriver i sit Efterskrift til Rosens navn, at ”Det er ikke tilfældigt, at bogen begynder som en kriminalroman, og fortsætter til sin slutning med at føre den naive læser bag lyset på en sådan måde, at han muligvis ikke engang opdager, at det drejer sig om en kriminalroman, hvor der kun opklares ganske lidt, og hvor detektiven til sidst besejres.”

At føre læseren bag lyset, som Eco skriver i ovenstående citat, må være enhver krimiforfatters ypperste mål, men samtidig at lade detektiven blive besejret er en vinkel, der ikke hyppigt anvendes. Dette bliver i Rosens navn en effektfuld metode til at vise, at hvor skarpsindig man end er, så er det stadig muligt at fejlfortolke. Man skal aldrig stole på det åbenlyse!
Værket som detektivroman fungerer på flere planer. Således er fortælleren i forordet på jagt efter forsvundne manuskripter i Paris og Buenos Aires, og læseren leder selv efter skjulte citater fra litterære værker. Men romanen fungerer dog også som detektivroman i mindre metaforisk forstand, da fortællingen fra start til slut har en rød tråd, der er farvet med blod.

Fra begyndelsen er det tydeligt, at løsningen på gåden er at finde i det mystiske bibliotek, der er blevet dem - det underfundige detektivpar - forment adgang, og der går da heller ikke lang tid, før William og Adso befinder sig på forbudte steder. Man er vel detektiv med stort D!

Dette forbud mod at betræde biblioteket har en tydelig parallel til syndefaldsmyten, og er dermed tidligt med til at sætte en tyk streg under klostrets skæbne. Anvendelsen af syndefaldsmyten er i høj grad med til at understrege de dogmatiske forhold, hvorunder munkene i klostret lever. De bliver styret med hård og diktatorisk hånd af abbeden, men i særdeleshed også af Jorge, der i denne forbindelse repræsenterer en endnu større autoritet. Man har ikke uhindret adgang til viden, og hvis man tager sig friheder i den retning, ja så er prisen dyr.

Klostrets bibliotek er struktureret som en labyrint, der huser al datidens viden og som metaforisk kan læses som et psykologisk netværk, der igen semiotisk repræsenterer det virvar af hændelser, som William skal holde rede på for at kunne løse gåden. Med andre ord: labyrinten er et billede på klostrets kollektive stilletiende, en stilletiende William forsøger at bryde for at få oplysninger, der kan hjælpe til med at opklare forbrydelserne.

William og Adso farer da også vild i labyrinten, hvilket ikke kun skal læses konkret, men som også symbolsk netop repræsenterer de besværligheder, som de begge har med at finde hoved og hale i de forbryderiske hændelser samt at bryde tavshedens mur. Det er da også kun held – og ikke andet – der til sidst viser dem udgangen af labyrinten.

Men hvorfor dette hemmelighedskræmmeri omkring biblioteket? Jo, hvor romanen også slår sine folder – udover at være bygget over skabelonen til en krimi – er gennem den evige diskussion om viden og religion, der i den mørke middelalder ofte var skarpt adskilt. Der fandtes kun én sand viden, hvilket i romanen er karakteriseret ved den gamle blinde munk Jorge fra Burgos.

Med et værk som Rosens navn, der i sin struktur indlemmer både biblioteker, labyrinter, spejle og myten om babelstårnet, og som til og med også huser en blind bibliotekar (Jorge fra Burgos), ja så er det oplagt at konferere med novellen Biblioteket i Babel, der er forfattet af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, der ligeledes er blind og har fungeret som bibliotekar.

Novellen af Borges fungerer som et palimpsest, hvorpå Eco har skrevet sit eget værk, men det er, som William siger ”ikke skrabet ordentlig ren”, hvilket igen er et spor til læseren. I en læsning af Rosens navn, hvor man kan plædere for, at intertekstualiteten fungerer som et semiotisk lag, hvor læseren – måske mest den professionelle – får mulighed for at finde alle de implicitte og intertekstuelle referencer udlagt af Eco, ja da kan man ikke komme udenom Borges´ novelle.

Semiotik er læren om, hvordan tegn i en tekst – og i verden generelt – skaber betydning via sindrige relationer og koder. For Borges er verden en bog, man kan læse i, dechifrere og afkode, og således har Borges måske mere tilfælles med William som middelaldersemiotiker, end han har med ”forbryderen” Jorge fra Burgos, udover at navneligheden naturligvis er en uundgåelig kontekstualitet, der forbinder dem.

I novellen af Borges leder man efter en bog, der skulle være nøglen til alle andre bøger. Således går dette jo også godt i spænd med Ecos eget udsagn – som det står i Efterskrift til Rosens navn - at: ”bøger altid handler om andre bøger.”

Novellen – Biblioteket i Babel – henviser til byen Babel i Babylonien, der er en region i det gamle Mesopotamien, og William siger da også i Rosens navn, at ”en østerlandsk kalif en dag satte ild på et bibliotek i en berømt og gloværdig og hovmodig by, og at han, mens tusindvis af manuskripter gik op i flammer, sagde, at de kunne og burde forsvinde.”. Dette associeres straks – af den opmærksomme læser – med biblioteket i Alexandria, hvor mange skrifter blev tilintetgjort, da biblioteket brændte. Tårnbygningen i Rosens navn, hvori biblioteket befinder sig, har en slående lighed med babelstårnet, og i begyndelsen af romanen fremstilles det også på en sådan måde, at man netop uundgåeligt drager paralleller til dette.

Men fra min lille afviger, må jeg hellere vende tilbage til William, der hurtigt finder ud af, at der er mere end én ting på spil i klostret, der huser de ”fromme” munke, som hellere end gerne hengiver sig til løssluppen sex, og lader sig styre af deres syndige liderlighed. Men straffen står for døren, og Johannes Åbenbaring og den frygtelige apokalypse er da også allestedsnærværende i romanen.

Det viser sig faktisk, at den første munk begik selvmord, da han ikke længere kunne leve med den synd, han sammen med en anden munk – forføreren Berengario – udøvede. Så stakkels Adelmo kaster sig fra den ene synd ud i en anden: selvmordet!

Og herefter støder William og Adso på den ene døde munk efter den anden i dette dødens kloster, og alle – hver som én – med en sort finger og ditto tunge. Faktisk viser det sig, at syv munke dør under deres syv dage lange ophold, hvilket er tæt knyttet til de syv basuner i Johannes Åbenbaringen. Der bliver således ikke alene talt uhyre meget om apokalypsen, hele historien er opbygget som en sådan, og også mordene, der finder sted, lader til at følge et apokalyptisk mønster.

Alle spor peger i retning af biblioteket, og det lykkes da også de to snushaner at få skaffet sig adgang til det af omveje. En gammel snakkesalig og forbigået olding af en munk ved navn Alinardo giver William og Adso løsningen til, hvorledes de skal skaffe sig adgang til det bevogtede bibliotek: gennem benhuset, hvilket er stedet, hvor de døde munkes rester opbevares.

Mens de to ihærdige tegntydere prøver at kaste lys over de dunkle sager, dukker Inkvisitoren Bernard Gui op med sit følge, og uskyldige mennesker tages til fange og dømmes for kætteri. Deriblandt den uskyldige bondepige, som Adso havde et ikke helt syndfrit møde med i klostrets køkken. Men også stedets nar, den stakkels enfoldige Salvatore, der ironisk nok betyder frelser på italiensk, beskyldes af Bernard Gui for kætteri, og når stenen først ruller, ja så ruller hovederne også. Køgemesteren Remigio føler sig tvunget til – under truslen om tortur – at indrømme, at han er manden bag de skrækkelige mord, der har hjemsøgt klostret, hvilket jo ikke er sandt.

Her giver romanen et godt indblik i den hæslighed, der ledsagede den forfærdelige inkvisition. Uskyldige mennesker bukker under for torturen, og ender på bålet.

Vi bliver også indført i diskussionen om, hvorvidt Jesus var fattig, og om hvorvidt de forskellige munkeordner bør være det. Her sættes de rige benediktinere overfor de fattige franciskanere, kejseren over for paven, og læseren vælter rundt i lærde diskussioner om disse emner.

Men lad nu det ligge, og lad os vende tilbage til mordene. William er nu på sporet af gerningsmanden, og han har da også mistanke om, at årsagen til disse mord er at finde pga. en ganske bestemt bog, nemlig Aristoteles’ forsvundne bog om komedien. En bog, der hylder latteren, og som af en ganske bestemt person holdes skjult for nysgerrige sjæle og deres blikke.

Nu skal jeg ikke afsløre, hvem der er morderen, men William finder ham siddende i bibliotekets hemmelige rum med bogen af Aristoteles. Det viser sig, at alle de døde munke ikke har kunne nære sig, og alle som én har de læst i bogen, hvis hjørner er smurt med en giftig substans, der – når man fugter fingrene for at bladre i den – bliver optaget gennem munden, og man dør en smertelig og krampagtig død.

Her afsløres det nu, at årsagen til disse mange dødsfald er at finde i latteren. Den latter, der i Aristoteles’ bog om komedien bliver prist, og som har været årsagen til munkenes nysgerrighed og død. Gennem hele romanen er der intense diskussioner om latterens negative påvirkning, og for William bliver målet, at få ”sandheden” til at le, hvilket også lykkes ham til sidst, da morderen med fråde om munden fortærer det værk, der er ham så inderligt modbydeligt, og som bliver hans søde grav.

Som det bliver sagt til Johannes i den nok så bekendte åbenbaring: ”Tag denne bog og spis den, den vil smage sødt i din mund, men vække bitter smerte i din mave.”

Artiklen er sidenhen udvidet i forbindelse med, at den blev trykt i magasinet "BLÆST", der udkommer på centrene for litteratur og film på Syddansk Universitet.

Så begreberne intertekstualitet/semiotik er kommet på senere. Redaktøren på Stifen ville sikkert også have brugt saksen, hvis jeg havde dristet mig til at præsentere sådanne begreber for den "almene" avislæser. ;-)