“Shutter Island” er en tankevækkende og særdeles medrivende thriller om, hvor ulykkeligt mørkt der kan være i menneskesindet. Som Dinah Washington synger ved filmens slutning – “It’s a bitter Earth”, og “Shutter Island” er på mange måder en bitter fortælling, men dermed ikke mindre væsentlig. Tværtimod. Og med Martin Scorsese ved instruktørroret og DiCaprio i en af sit livs roller er resultatet en særdeles stor filmoplevelse.
Læs også: Interview: Filmz møder Scorsese og DiCaprio.
Skriv ny kommentar:
#81 MMB 14 år siden
#82 El vez 14 år siden
Jeg synes ikke forvirring er et tegn på godt håndværk. :)
#83 MMB 14 år siden
Så du vil hellere være overbevist om, hvad der rent faktisk sker i filmen? :)
#84 AP 14 år siden
Jeg er helt enig - scorsese bruger musikken super, og lige efter min smag. Jeg synes også specielt at musikken i filmens start opbyggede den helt rigtige stemning.
Mht. Teddys drømmescener og flashbacks, så synes jeg egentlig at de fungerer okay i filmen, men jeg er desværre ikke helt fænget af drømmescenerne med Michelle Williams.. der er noget der ikke virker helt troværdigt. Desuden synes jeg måske det er lidt for kedeligt/simpelt at de skal stå under en regn af aske, og at hun selv forsvinder som aske - fordi hun er død i en brand.. altså det er måske ikke det mest kreative eller opfindsomme.
Jeg synes at DiCaprio leverer en super solid præstation som altid. Og jeg synes også, at han er utrolig troværdig i den nævnte scene. Her synes jeg tilgængæld også at Michelle Williams spiller fantastisk. I virkeligheden synes jeg også at filmen ville have efterladt et større indtryk på mig, hvis den sluttede efter dette. Resten bliver en smule for overfortalt.
#85 MMB 14 år siden
Mener du: "Og jeg synes også, at han er utrolig utroværdig i den nævnte scene"?
#86 AP 14 år siden
#87 El vez 14 år siden
Jeg tror ikke du læste mit indlæg tidligere i tråden. Jeg var ikke forvirret, blot irriteret over de påtagede, ligegyldige forsøg på at gøre seeren forvirret.
#88 MMB 14 år siden
Det gjorde jeg godt nok, men det er et stykke tid siden, og jeg lagde ikke lige mærke til, det var dig, der skrev det. :)
Jeg synes nu det fungerer godt.
#89 Doom 2: Hell on Earth 14 år siden
#90 filmz-Bruce 14 år siden
Det er ufattelig svært ikke at fremstå, som en på forhånd fordomsfuld mavesur anmelder, hvis man vover at tage kritiske ord i sin mund, når Martin Scorsese smider en ny film på gaden. Især hvis man på forkant, ikke er synderlig imponeret over mandens senere repertoire, de sidste 15 år.
Jeg kan dog med det samme afskrive aversion mod manden som at være en drivkraft.
Scorsese fremstår, som Spielberg, som en ualmindelig rar og sympatisk mand, en af dem man ville nyde at have siddende ved sit bord, til et dødkedeligt bryllup, hvor selve madritualet alene tager 5 timer. Få har så stor kærlighed til mediet, som Scorsese. Hans viden om film og hans ydmyghed overfor filmhistorien og klassikerne tjener ham stor ære. Alle bør være taknemmelige overfor hans initiativer til at bevare film og restaurere klassikere. Og sidst men ikke mindst, er hans potentiale udi dokumentargenren kun toppet af kapaciteter som PBS legenden Ken Burns. Set i både et filmhistorisk og kvalitetsmæssigt perspektiv, er hans bagkatalog af film, imponerende.
Men kunst er en beskidt branche og som sådan er det ikke muligt at sætte til side på en konto til nedgangstider, når den kunstneriske inspiration tydeligvis ikke er drivkraften mere. Og det er ærgerligt, for det er tydeligt for enhver, at Scorseses kærlighed til emnerne i sine dokumentarer, omsættes på bundlinien til solide sorte tal.
Jeg skal lade være med at komme nærmere ind på Gangs of New York, Aviator og Departed, men blot konstatere, at Shutter Island ligger sig i slipstrømmen af Scorseses forrige film og endnu engang er dækningsbidraget rødt.
Som stor elsker af klassiske film, er Shutter Island ved første øjesyn guf. Allerede fra traileren kunne man glædes over de slet skjulte homages til Hitchcock og co og se frem til en instruktør, som ikke blot lægger sig på ryggen over denne måneds visuelle artisteri fra Hollywoods hønsefarm af hovedløse cinematografer. Man håbede lidt på et overflødighedshorn af old school gode gamle virkemidler, tilsat en god portion hårdkogt krimi. Nogle af os frygtede dog også på forhånd det essentielle, fortællingen.
Lad os få ud af verden med det samme, at Scorsese teknisk triumferer med blændende overblik, bestående i altid flotte mise-en-scene kompositioner, som giver grundlag for den rigtige stemning og med et fejlfrit digitaliseret lærred. Hans forståelse for brugen af lys og skygger er sublim til at lægge den rigtige bund af atmosfære. Et eksempel er Di Caprios enetur i blok C. Dette er en af de film, som jeg allerhelst vil se en "making of" feature til. Jeg har på fornemmelsen, at kun enkelte sekvenser er optaget udendøre og at særdeles meget er green/blue screen, bl.a. turen i båden, da Caprio kører i bil med the Warden og hele lys tårnet. Tilsat samme viden om lyd, forstår han at manipulere tilskuerens forventninger som Hitchcock gjorde det og opbygge dette mærkværdige koncept, som vi kender som suspense.
Skuespillet over en bred kam er upåklageligt. Ja Leonardo Di Caprios er faktisk fremragende, så jeg må lede andre steder efter en forklaring på, hvorledes hele dette imponerende underlag, alligevel ikke formåede at engagere og imponere mig på andet end de tekniske meritter.
Mit syn reduceredes undervejs til et studie i betragtningen af mesterligt arbejde, som om dette var en spillefilms lang version af Scorseses Key To Reserva reklame. For hvor Scorsese brillerer med den tekniske pallette, så fejler han først og fremmest grumt mht. at give personkaraktererne autencitet og vedkommenhed og dernæst ved sine utallige forsøg på at sylte historien ind i flere små afbræk og sidehistorier end der er plads til, ikke mindst når Scorsese hellere vil dvæle ved det tekniske islæt, fremfor at drive histoien og få os til at og bekymre os om de medvirkende. De mange spring tilbage i Di Caprios minderegister tjente mere som studier i brugen af eye candy cinematografi, end at lade publikum få tid og lov til at dvæle over fortællingens ligning og inspirere til at få de ubekendte variable sat i system.
Som tiden gik måtte jeg konstatere, at jeg var komplet ligeglad med karaktererne og deraf var spændingsniveauet faldet til nulpunktet. Scorsese formår ikke at opbygge en empati for sine karakterer og deres situation.
Ser man på dette ifht. filmens slutning, så kan man måske argumentere for, at der er en grund til, at Shutter Island, modsat f.eks. Clint Eastwood med Changeling, ikke formår at få os til at investere følelser nok i dramaet og de medvirkende, simpelthen fordi det ikke er formålet, når alt kommer til alt.
Jeg kan ikke lade være med at betragte Shutter Island som en staccato film, der er nødt til at trække store veksler på ens velvillighed til at følge med for enhver pris, for at kunne forveksle slutningen med en tilfredsstillende forløsning. Potentialet var der til en våd drøm, men erektionen udeblev.
Til sidst skal jeg have luft for lidt kritik omkring nogle af Scorseses digitale teknikker, som IKKE virker. Stormen! Den var digital og blottet for troværdighed og derved spænding. Hvis nogle har set gamle film som bl.a. Rebecca og Vindeltrappen, så ved man, hvorledes storm og uvejr kan skabe en utryg atmosfære. Det er kedeligt med disse digitaliseringer!
Skal disse greenscreen transport scener undervejs ses i kontekst af at passe ind i filmens visuelle stil, som homage til de gamle scener i klassiske film, med et lærred bag ved, eller ...? Hvis Scorsese laver det som homage, så køber jeg det, men jeg håber ikke det er noget vi skal til at se meget af fremover, fordi det er "lettere" at lave.
Jeg elsker ... "as in NOT", når mas ser
Film: 5/10