I en lang sekvens vandrer planeter majestætisk over lærredet ledsaget af orkestermusik, og selvom det til tider kan være vanskeligt at gennemskue præcis, hvad der sker, er man alligevel revet fuldstændig med takket være den formidable billedpoesi. De mange effekter og CGI’en stjæler dog ikke filmen fra skuespillerne, og både Brad Pitt, Jessica Chastain og ikke mindst børneskuespillerne leverer alle førsteklasses præstationer. Det er svært at forestille sig, at nogen anden end Malick kunne slippe af sted med at lave en så eksperimenterende film som denne på så stort et budget og med disse skuespillere, men det er et lykketræf for os alle, at det er sket, for det er en stor, ekstremt ambitiøs og nærmest bindegal film, vi her er vidne til – men bestemt også en svært fascinerende en af slagsen.
Reaktionerne fra Cannes har allerede været delte, og mange vil da utvivlsomt indvende mod filmen, at den burde have været mere forklarende, mere afbalanceret og i det hele taget have opført sig mere som en almindelig film, og hvis Malick havde haft mere pragmatisk sans, var det da utvivlsomt også den vej, han havde valgt. Jeg priser mig dog mig lykkelig over, at den slags ikke er hans stærke side.
#171 Lord Beef Jerky 13 år siden
#172 Skeloboy 13 år siden
SÅDAN!
#173 Highland Park 13 år siden
I øvrigt lugter det efterhånden lidt af namedropping med alle de filosoffer, der nævnes på forummet - uden at være ledsaget af nogen form for argumentation.
Og ja, jeg er lidt gnaven i dag.
#174 Skeloboy 13 år siden
#175 Fellaheen 13 år siden
Heidegger???
#176 JannikAnd 13 år siden
#177 Highland Park 13 år siden
Tid til en lille sang:
#178 Fellaheen 13 år siden
Jeg kan føle rigtigheden i din sammenligning, men hvordan helt præcist hænger de to ting sammen?
Men jeg synes bare alt for meget af filmen var for "specifik", og mystik i film opstår jo når der sker noget ikke-specifikt, når tingene ikke er klare eller har en bestemt funktion. F.eks. indeholdt filmen utroligt mange fantastiske småindstillinger fra "the magic hour", der dog ikke nåede at blive helt så magiske - havde man dvælet lidt ved dem, i nogle lidt længere sekvenser, så havde det nok stået stærkere. Mystik frembringes jo mest effektfuldt ved at filme den samme ting - eller det samme sted - og gerne uden mennesker - i længere tid ad gangen. Når Malick skal skildre naturen er det ofte med en bølge eller sådan noget arketypisk og det er plat - så hellere gå lidt rundt med et steadicam inde i en skov. I stedet for den der forhastede americano-stil.
Jo men kristendommen har jo mistet sin mystik, Gud er død og der er kun strukturen tilbage. Den amerikanske kristendom er gudløs; protestantismen i det hele taget er et tab af transcendens. Så det er ikke nok at være kristen eller lave kristne film, oftest er det alt for lidt.
Nej det du beskriver der ville jeg mere sige er postmodernisme. Modernisten er jo ikke holdt op med at "sørge" over tabet af mening - det meste modernisme handler vel nærmest om at sørge og om at længes. Det med myten er nok rigtigt. Modernitet er anti-kristen i sit væsen, men ikke modernisme - Kierkegaard er da også en modernist, det samme er Dreyer og Tarkovskij. Men de tager alle udfordringen fra meningsløsheden og Guds død op - og skaber en "ny" kristendom.
Det gør Malick kun delvist og hans forsøg på at gøre det er ja - New Age-agtigt og uforfinet - med klicheer som den fremmedgjorte mand i "the city of glass" og en flamme i mørket, m.v. Det er jo ikke Rimbaud eller Rilke det her, ingen kompleks eller dyb "modernistisk" vision om noget nyt og helligt. På den måde er Tree of Life overhovedet ikke nyskabende, den ville have været håbløst umoderne og banal som bidrag til litteraturen. Men fordi film er sådan et ungt og stærkt medie så fungerer "det banale" stadigvæk fint nok - det er bare ikke en videreførelse af eller bidrag til traditionen.
Modernismen i malerkunsten er jo også blevet kaldt "det sjælelige gennembrud" - jeg vil helt klart mene at modernister er bekendere af sjælen. Tænk blot på Proust eller Joseph Conrad, som jeg synes du skrev du havde læst. Kernen i modernismen må næsten være at bekende sjælen i en gudsforladt verden - ikke bekende Gud eller kristendommen eller noget andet dogmatisk der har mistet sin mening - bare sjælen og evigheden.
#179 Fellaheen 13 år siden
Film skal jo heller ikke "ophøjes til det stadie", men kunst skal. Gode film behøver ikke at være transcendente - men en "god film" er ikke nødvendigvis kunst. Når jeg siger transcendent mener jeg jo ikke så meget andet end at kunsten skal sætte kærlighed og ånd (altså transcendente/metafysiske begreber) i fokus for at bekæmpe universel menneskelig lidelse og meningsløshed. På den måde er kunsten også en selvudslettelsesproces hvor digteren forsøger at overkomme eller blot italesætte tidens overordnede problemtakker og således skriver sig ind i en tradition eller en helhed.
#180 Bruce 13 år siden
Det kan man så vælge at højtideliggøre, at karakterisere det som om et nyt kuld kunstnere pludselig ser "lyset mere", eller at Gud og kristendommen er død. Sidstnævnte er noget vrøvl. Gud og kristendommen vil være død for ... "the eye of the beholder", dem som har en agenda i at se den værende således.