I en lang sekvens vandrer planeter majestætisk over lærredet ledsaget af orkestermusik, og selvom det til tider kan være vanskeligt at gennemskue præcis, hvad der sker, er man alligevel revet fuldstændig med takket være den formidable billedpoesi. De mange effekter og CGI’en stjæler dog ikke filmen fra skuespillerne, og både Brad Pitt, Jessica Chastain og ikke mindst børneskuespillerne leverer alle førsteklasses præstationer. Det er svært at forestille sig, at nogen anden end Malick kunne slippe af sted med at lave en så eksperimenterende film som denne på så stort et budget og med disse skuespillere, men det er et lykketræf for os alle, at det er sket, for det er en stor, ekstremt ambitiøs og nærmest bindegal film, vi her er vidne til – men bestemt også en svært fascinerende en af slagsen.
Reaktionerne fra Cannes har allerede været delte, og mange vil da utvivlsomt indvende mod filmen, at den burde have været mere forklarende, mere afbalanceret og i det hele taget have opført sig mere som en almindelig film, og hvis Malick havde haft mere pragmatisk sans, var det da utvivlsomt også den vej, han havde valgt. Jeg priser mig dog mig lykkelig over, at den slags ikke er hans stærke side.
#291 Corgan 13 år siden
NOOOOoooooo!!!
Btw den eneste grund til at jeg tuder (Darth Vader style), er at Jeres samtale ikke har meget at gøre med filmen decideret og virker lidt mere som en konkurrence i at lægge arm. Jeg ville gerne kunne ignorere denne tråd, men da jeg fejlagtigt skrev i tråden tidligere, vil filmz ikke slette tråden fra min "Overvågede tråde", så den popper op konstant.
#292 Skeloboy 13 år siden
#293 BN 13 år siden
Også nu?
;-)
#294 Corgan 13 år siden
I see. Det prøver jeg. Gentlemen... continue the cockfight... Husk at den der får det sidste ord er vinderen. Og der er ekstra bonus hvis beskeden fylder mere end 100 linier. :-D
#295 Bruce 13 år siden
#296 BN 13 år siden
#297 Bruce 13 år siden
#298 BN 13 år siden
I give up! ... Or wait a minute!
#299 Høegh 13 år siden
Det var ren magi. Og jeg sad flere gange med helt åben mund af ren forbløffelse over hvor fremragende hver enkelt person var fremstillet.
Men men men, jeg må nok indrømme at jeg synes Malick bør holde sig fra de store armbevægelser. For mig stod filmens start og slutning langt fra så stærkt som resten af filmen der "bare" omhandlede familien.
Malick beskriver bedst livet når han gør det gennem mennesker og ikke gennem planeter, hvide metafysiske sandstrande og CGI dinosaurusser (mere om dem om lidt).
Så det slog desværre et par skår i glæden hos mig.
Jeg glæder mig dog allerede til at se den igen, for som med stort set alle andre af Malicks film, så forventer jeg at denne også vokser i værdi hos mig ved gensyn.
Men for pokker var det ærgerligt at der lige pludseligt løb Discovery-CGI-Dinosaurusser rundt midt i Malicks flotte film.
Nu havde Malick lige klaret verdens skabelse på en så elegant måde, ved kløgtig brug af CGI og "naturlige" kemiske reaktioner (meget lig hvordan effekterne i fx The Fountain blev lavet). Og så popper der en omgang CGI-juks op, der aldrig på noget tidspunkt tillod en at glemme at dette blot var døde polygoner der hoppede rundt.
Oh well, en mindre detalje. Men dog ikke noget jeg nogensinde ville have troet jeg skulle se i en Malick film.
#300 Muldgraver 13 år siden
- Angående tiggerne og ure: Du havde stavet dem med k, hvorfor tidsmålersammenligningen straks faldt mig ind. Så kom jeg til at tænke lidt over det, og synes blot tastefejlen var en spøjs måde at fortælle tiggerens stadige plads i samfund på. Tiggere vil der tilsyneladende altid være, og vores (som individer såvel som samfund) måde at behandle dem på, dømmer/afslører os på en måde, sådan som et ur kan gøre det, når vi bliver klar over tidens magt over os og vi gerne for guder eller efterkommere vil præsentere os som have værende dydige i livet. Og man ville kunne bygge videre, men egentlig ville jeg bare fremhæve elementet, fordi jeg syntes det fortjente opmærksomhed :)
Jeg kan godt følge dig, men deler ikke din oplevelse helt. For mit vedkommende lå det mystiske udtryk i den insisteren der var i fragmenternes samhørighed, alle facetterne af den essens Malick har forsøgt at afspejle og hvordan det hele ligesom griber sammen som en enhed, med skønheden (og Gud) som det samlende element. Man kan måske sige det sådan, at skønheden er det element der peger mod en skabervilje og dermed en overordnet mening. Når man kan favne skønheden, ydmyges man (på den positive måde) og udlever "grace". Menj jeg tror altså jeg forstår hvad du mener med scenerne kunne have brugt noget mere længde, for at deres individuelle mystik kunne udfolde sig i beskueren.
For den som ikke er kristen måske, men jeg kender flere kristne mystikere, for hvem Gud ikke er død :) Og mon man kan skære alle amerikanske kristne over en kam? Jeg så for et stykke tid siden en dokumentar kaldet "Searching for the Wrong Eyed Jesus". Denne dokumentar undersøgte den hyperkarismatiske kirke i sydstaterne, og selvom disse kirker ikke bar så meget præg af mystik som forførthed, var den musik som nogle af de kunstnere, som akkompagnerede filmen, udpræget mystikere. En mand som David Eugene Edwards fra 16 Horsepower, blandt andre, er da om nogen en mystiker (omend fra en anden kirketradition end den europæiske).
Dette finder jeg særdeles interessant, og jeg kunne godt tænke mig en uddybning eller en litteraturhenvisning :) Lige lidt supplerende tanker som følge af dit indlæg:
Jeg er med på postmodernisten også gør denne skabelsesprocess, men jeg tænker der i den postmoderne ide ligger det, at det skabte ingen værdi har, fordi det er lige så ubestandigt og rodløst som det postmodernisten har skabt fra. Der er en underliggende bevidsthed om "intet nyt under solen", men uden at resignere og overgive sig til en tradition, sådan som jeg hidtil har tænkt modernisten har gjort (primært i en søgen tilbage til humanismen eller en forestilling om noget urmenneskeligt). Postmodernisten er en person som nægter at favne nihilismens alvorlige vilkår, men som heller ikke har modet til at resignere, og således opgiver en bekendelse og det ene øjeblik kan være dit som dat og det betyder noget, men kun som man kan tillægge et fatamorgana en værdi. Derfor er postmoderniteten substansløs, og kan højest udtrykke et hult skrig, hvilket den dog også kan være god til.
Modsat Munchs Skriget, som er anderledes følsomt og bastant, og mystisk. Fordi der er en tradition til stede og denne begrædes tabet af, hvorved der er tale om en art resignation. På baggrund af dit indlæg, vil jeg nok dele modernisten op i to bevægelser, en som længes og en som efter sorgen søger at skabe et babelstårn, altså et tårn som skal række ind i himlen.
Jeg vil anfægte din tanke om Kierkegaard som modernist, jeg finder ham orthodox. Dette begrunder jeg i hans opgør med kirken som værende for overfladisk og hans religiøse stadie begrundet i Abrahams lydighed på trods af fornuften?
Jeg kender desværre ikke Rimbaud og Rilke, men jeg kan godt følge din argumentation, og giver dig velsagtens ret, der er noget umiddelbart klichéfyldt over glasbyen og flammen i mørket. Grænsen mellem tradition og kliché er ganske lille. Jeg synes dog Malick slipper fint af sted med sin brug af symbolerne, fordi jeg synes de passer hæderligt ind i den kristne tradition, men som jeg vist tidligere har nævnt, er min finkulturelle bevidsthed ikke synderligt erfaren, og jeg vil ikke anfægte dette dit synspunkt :)
Pas, af samme grunde som ovenstående. Jeg har dog læst Mørkets hjerte, og den kan jeg godt følge dig i er sjælelig, og modernistisk. Jeg har blot hidtil tænkt at sjælen døde efter symbolisterne, men din argumentation har fået mig til at revurdere tanken, *grunde, grunde*