I en lang sekvens vandrer planeter majestætisk over lærredet ledsaget af orkestermusik, og selvom det til tider kan være vanskeligt at gennemskue præcis, hvad der sker, er man alligevel revet fuldstændig med takket være den formidable billedpoesi. De mange effekter og CGI’en stjæler dog ikke filmen fra skuespillerne, og både Brad Pitt, Jessica Chastain og ikke mindst børneskuespillerne leverer alle førsteklasses præstationer. Det er svært at forestille sig, at nogen anden end Malick kunne slippe af sted med at lave en så eksperimenterende film som denne på så stort et budget og med disse skuespillere, men det er et lykketræf for os alle, at det er sket, for det er en stor, ekstremt ambitiøs og nærmest bindegal film, vi her er vidne til – men bestemt også en svært fascinerende en af slagsen.

Reaktionerne fra Cannes har allerede været delte, og mange vil da utvivlsomt indvende mod filmen, at den burde have været mere forklarende, mere afbalanceret og i det hele taget have opført sig mere som en almindelig film, og hvis Malick havde haft mere pragmatisk sans, var det da utvivlsomt også den vej, han havde valgt. Jeg priser mig dog mig lykkelig over, at den slags ikke er hans stærke side.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#301 Fellaheen 13 år siden

Jeg kan godt lide det med tiggerne. Det faldt mig også ind for nogle dage siden, at narkomaner er det moderne samfunds munke. Jeg er ikke sikker på om det holder, men det virkede rigtigt og indlysende for mig, da jeg tænkte det :)

Muldgraver (300) skrev:
Jeg kan godt følge dig, men deler ikke din oplevelse helt. For mit vedkommende lå det mystiske udtryk i den insisteren der var i fragmenternes samhørighed, alle facetterne af den essens Malick har forsøgt at afspejle og hvordan det hele ligesom griber sammen som en enhed, med skønheden (og Gud) som det samlende element. Man kan måske sige det sådan, at skønheden er det element der peger mod en skabervilje og dermed en overordnet mening. Når man kan favne skønheden, ydmyges man (på den positive måde) og udlever "grace". Men jeg tror altså jeg forstår hvad du mener med scenerne kunne have brugt noget mere længde, for at deres individuelle mystik kunne udfolde sig i beskueren.


Jeg er egentlig også enig i at Malick brugte det her fragmenterede (i øvrigt klart modernistiske) formgreb glimrende og at der var en fin samhørighed mellem de enkelte dele. Filmen insisterer netop på en organiske opbygning af en masse små samhørende fragmenter, fordi intuitive menneskelige koncepter som erindring og transcendens ikke kan begribes som noget statisk, håndgribeligt eller gennem en lineær perception. Men det organiske i menneskets subjektive perception kan velsagtens også føres videre i de enkelte fragmenter/scener, i deres rytme, længde og impuls.

Man kan sige at det, der kendetegner den menneskelige perception er opfattelsen af tid som noget organisk, en bevægelse eller en livsimpuls, og det er den særlige "vitalisme" som film kan udforske, menneskets særlige tidsbegreb, som udfolder sig i den subjektive, ikke-matematiske opfattelse af ændring. Positivt kan tid kun beskrives som en række immobile punkter, men intuitivt er det en flydende strøm, en impuls, der måske kan beskrives som den inderste årsag til og katalysator for enhver menneskelig forvrængning af virkeligheden, enhver subjektivering og idealisering af den. Den menneskelige opfattelse af tid er subjektets følelsesmæssige investering i et objekt og kan forstærkes gennem filmisk (og anden) kontemplation - gennem en intuitiv "dyrkelse" af det flydende, af bevægelsen og af det sammenhængende, overskridende, relaterende, etc, etc., etc.

Så subjektiveringen af livet, forsøget på at give det mening gennem filmkunsten, gives både gennem en intuitiv samling af fragmenter, et forsøg på at samle universets historie, sit eget liv og alle ting i et organisk hele, men også gennem en udforskning af de enkelte fragmenters rækken-ud-over-sig-selv. Deres symbolske kraft, dvs. et barndomsmindes eller en døende stjernes kontakt med det evige; det uendelige og overstrømmende givet en form. Et træs bevægelse i vinden som udtryk for noget helt andet, nemlig en flydende, sammenhængende verden, en ekstatisk mening og harmoni, hvis ophav skal findes i menneskets intuitive perception og ikke i en reel undersøgelse af, hvad verden er, uafhængigt af den vitale subjektivitet.

Muldgraver (300) skrev:
For den som ikke er kristen måske, men jeg kender flere kristne mystikere, for hvem Gud ikke er død :) Og mon man kan skære alle amerikanske kristne over en kam? Jeg så for et stykke tid siden en dokumentar kaldet "Searching for the Wrong Eyed Jesus". Denne dokumentar undersøgte den hyperkarismatiske kirke i sydstaterne, og selvom disse kirker ikke bar så meget præg af mystik som forførthed, var den musik som nogle af de kunstnere, som akkompagnerede filmen, udpræget mystikere. En mand som David Eugene Edwards fra 16 Horsepower, blandt andre, er da om nogen en mystiker (omend fra en anden kirketradition end den europæiske).


Jeg mente også mere den moderne individuelle amerikanske kristendom, hvor Gud hjælper individet til succes i ødemarken. Må Gud hjælpe mig med at finde Guld! Sådan noget er jo ikke Guds opgave, hvis man opfatter ham som en transcendent kraft, der gennemstrømmer alt eller noget lignende. Måske kender du den amerikanske Gud-er-død-teologi, der påstod at gudstroen havde gennemgået en forandring fra at have været altomfattende, panteistisk, til monoteistisk, til en entitet udenfor vores verden som ikke påvirker dens gang og som ikke dømmer os for vores gerninger (præ-destinations-læren, Paradise Lost, osv.) til endelig at blive en metafor for individets styrke og et samfundsopretholdende element i den amerikanske fortolkning.

Så strukturerne fortsætter med at eksistere, kristendommens skelet, men den har mistet sit indhold, den har tabt sin transcendente horisont. Og det er jo grundlaget også i Kierkegaards tanker om den institutionelle kristendom og kirkens gudløshed - der findes kun individets fortolkning og forsøg på at nærme sig Gud - alt andet er løgn. Man kan kun møde Gud ved at genfortolke kristendommen og troen så den passer en selv - kirkens magt dertil er forsvundet fordi Gud som gennemstrømmende, universel kraft er forsvundet i det moderne, materialistiske samfund. Derfor er Kierkegaard modernist, han er jo også den første eksistentialistiske filosof og han er klart et produkt af det moderne samfunds meningsløshed, som han søger at overvinde med den personlige og stærke tro. Som vel ikke er ortodoks og fundamentalistisk (?), men kan antage mange former, for troen i sig selv er jo det vigtigste. Jeg ser Kaj Munk, Dreyer, Tarkovskij og de der "stærkt troende" som tilhængere af Kierkegaard, som kristne eksistentialister og bestemt som moderne mennesker, ikke ortodokse.

Abrahams lydighed på trods af fornuften skal vel blot illustrere den totale hengivenhed til Gud som kirken ikke længere lykkes med at bringe. Det er lidt ligesom at vande det døde træ og håbe på Guds forbarmelse, den totale tro skal genetableres selvom det er upraktisk, ufornuftig og kræver sit offer.

Muldgraver (300) skrev:
Jeg er med på postmodernisten også gør denne skabelsesprocess, men jeg tænker der i den postmoderne ide ligger det, at det skabte ingen værdi har, fordi det er lige så ubestandigt og rodløst som det postmodernisten har skabt fra. Der er en underliggende bevidsthed om "intet nyt under solen", men uden at resignere og overgive sig til en tradition, sådan som jeg hidtil har tænkt modernisten har gjort (primært i en søgen tilbage til humanismen eller en forestilling om noget urmenneskeligt). Postmodernisten er en person som nægter at favne nihilismens alvorlige vilkår, men som heller ikke har modet til at resignere, og således opgiver en bekendelse og det ene øjeblik kan være dit som dat og det betyder noget, men kun som man kan tillægge et fatamorgana en værdi. Derfor er postmoderniteten substansløs, og kan højest udtrykke et hult skrig, hvilket den dog også kan være god til.


Det med det hule skrig forvirrer lidt, men resten er jeg meget enig i. Postmodernismen - både i kunst og som menneskelig tilstand - afviser det moderne menneskes krise, tabet af mening og en overordnet idé. Derfor bliver det hverken et skrig, et håb, eller en transcendent forløsning - det bliver bare et forsøg på at distrahere eller en struktur svævende i intetheden. Postmodernismen afviser vel helt grundlæggende mennesket og menneskelig ærlighed, Tarantinos film er ikke menneskelige, de handler ikke om mennesker. Andy Warhol sagde engang at han elskede plastik og at han ønskede at være lavet ud af plastik - det beskriver vel meget godt postmodernismens mål, plastificering, umenneskeliggørelse for at kunne udholde forringelsen og én-dimensionaliseringen af den menneskelige karakter.

Muldgraver (300) skrev:
Dette finder jeg særdeles interessant, og jeg kunne godt tænke mig en uddybning eller en litteraturhenvisning :) På baggrund af dit indlæg, vil jeg nok dele modernisten op i to bevægelser, en som længes og en som efter sorgen søger at skabe et babelstårn, altså et tårn som skal række ind i himlen.


Yes, en film som Melancholia sørger og længes, en film som Tree of Life konstruerer et babelstårn. Hart Cranes "The Bridge" (som også er oversat til dansk) er det mest moderne digt, der findes. Det handler om fremmedgørelse, isolation og om overvindelsen af den håndgribeliggjort i metaforen Brooklyn Bridge, broen fra det ene menneske til det andet, broen fra individ til helhed. Og broen som det i fællesskab menneskeligt skabte, babelstårnet, der tæmmer naturen - alt det der! Jeg spottede også en bro tilsidst i Tree of Life, mon ikke....?

Litteraturhenvisninger er jeg ikke så gode til, Baudelaire måske og Knut Hamsuns "Fra det ubevidste Sjæleliv" eller bare hans "Sult". De er så grundlæggende moderne og handler om det moderne menneskes psykiske liv, om mulighederne for fortabelse og genetablering af mening, om forvirring og orden, og om humørsvingninger. Modernisme er jo grundlæggende en stor humørsvingning. Ellers vil jeg mene at min definition af modernisme også kan findes på Wikipedia eller i Den Store Danske :)

Muldgraver (300) skrev:
Jeg kender desværre ikke Rimbaud og Rilke


Jeg vil foreslå dig at læse Malthe Laurids Brigges Optegnelser af Rilke og Illuminationer af Rimbaud. Rilke:

"Gyden begyndte at lugte fra alle sider. Den lugtede, såvidt man kunne skelne, af jodoform, af fedt fra pommes frites, af angst. Alle byer lugter om sommeren."

...og bedre bliver det ikke!

Muldgraver (300) skrev:
Jeg har blot hidtil tænkt at sjælen døde efter symbolisterne, men din argumentation har fået mig til at revurdere tanken, *grunde, grunde*


Men er det ikke også lidt svært at skille symbolister fra modernister. Baudelaire, Rimbaud, Verlaine og de andre franske symbolister anses ofte for at være begyndelsen på modernismen - og ligesådan anses Poe for at begyndelsen på symbolismen, skønt han skrev romantisk-gotisk.
Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Kino
Gravatar

#302 Muldgraver 13 år siden

Heh, spøjs sammenligning angående munke og narkomaner. For nogles vedkommende skal der da nok være visse overensstemmelser, men narkomani er vist ikke et asketisk og selvfornægtende princip?

Dernæst må jeg beklage jeg er lidt tung i hovedet. Jeg er ikke så glad for varmen, og desuden er vores snak nu kommet op på et niveau, hvor jeg ikke er helt kan følge med og ikke har så solid en bagage, så forvent nu ikke et ligeværdigt modspil ;)

KeyserSöze (301) skrev:

Jeg er egentlig også enig i at Malick brugte det her fragmenterede (i øvrigt klart modernistiske) formgreb glimrende og at der var en fin samhørighed mellem de enkelte dele. Filmen insisterer netop på en organiske opbygning af en masse små samhørende fragmenter, fordi intuitive menneskelige koncepter som erindring og transcendens ikke kan begribes som noget statisk, håndgribeligt eller gennem en lineær perception. Men det organiske i menneskets subjektive perception kan velsagtens også føres videre i de enkelte fragmenter/scener, i deres rytme, længde og impuls.

Man kan sige at det, der kendetegner den menneskelige perception er opfattelsen af tid som noget organisk, en bevægelse eller en livsimpuls, og det er den særlige "vitalisme" som film kan udforske, menneskets særlige tidsbegreb, som udfolder sig i den subjektive, ikke-matematiske opfattelse af ændring. Positivt kan tid kun beskrives som en række immobile punkter, men intuitivt er det en flydende strøm, en impuls, der måske kan beskrives som den inderste årsag til og katalysator for enhver menneskelig forvrængning af virkeligheden, enhver subjektivering og idealisering af den. Den menneskelige opfattelse af tid er subjektets følelsesmæssige investering i et objekt og kan forstærkes gennem filmisk (og anden) kontemplation - gennem en intuitiv "dyrkelse" af det flydende, af bevægelsen og af det sammenhængende, overskridende, relaterende, etc, etc., etc.

Så subjektiveringen af livet, forsøget på at give det mening gennem filmkunsten, gives både gennem en intuitiv samling af fragmenter, et forsøg på at samle universets historie, sit eget liv og alle ting i et organisk hele, men også gennem en udforskning af de enkelte fragmenters rækken-ud-over-sig-selv. Deres symbolske kraft, dvs. et barndomsmindes eller en døende stjernes kontakt med det evige; det uendelige og overstrømmende givet en form. Et træs bevægelse i vinden som udtryk for noget helt andet, nemlig en flydende, sammenhængende verden, en ekstatisk mening og harmoni, hvis ophav skal findes i menneskets intuitive perception og ikke i en reel undersøgelse af, hvad verden er, uafhængigt af den vitale subjektivitet.

Dejlig udfoldelse. Og mere har jeg såmænd ikke at sige til den sag :) Jeg har ellers forsøgt nogle gange, men de blev blot en mindre skøn gentagelse af dine ord. Nu vokser en bebriset træling op gennem sprækkerne i mit kranium.

KeyserSöze (301) skrev:
Jeg mente også mere den moderne individuelle amerikanske kristendom, hvor Gud hjælper individet til succes i ødemarken. Må Gud hjælpe mig med at finde Guld! Sådan noget er jo ikke Guds opgave, hvis man opfatter ham som en transcendent kraft, der gennemstrømmer alt eller noget lignende. Måske kender du den amerikanske Gud-er-død-teologi, der påstod at gudstroen havde gennemgået en forandring fra at have været altomfattende, panteistisk, til monoteistisk, til en entitet udenfor vores verden som ikke påvirker dens gang og som ikke dømmer os for vores gerninger (præ-destinations-læren, Paradise Lost, osv.) til endelig at blive en metafor for individets styrke og et samfundsopretholdende element i den amerikanske fortolkning.

Helt moderne er tanken jo ikke, tværtimod kunne man sige den kristendom du der nævner er en reducering af Guden til en høstgud. Men jeg vil nu gerne gå med på moderniseringen, blot for at kunne påpege den liberalistiske bastardisering som den platte "teologi" er. Tragisk nok synes mange af fortalerne at få gravet en del guld op af de forhåbningsinspireredes lommer... Men selvom man vist ret ofte støder på denne selvrealiseringstro, kender jeg nu ikke rigtig noget til selve den teoretiske udformning af den moderne udgaves dogmer.

Så strukturerne fortsætter med at eksistere, kristendommens skelet, men den har mistet sit indhold, den har tabt sin transcendente horisont. Og det er jo grundlaget også i Kierkegaards tanker om den institutionelle kristendom og kirkens gudløshed - der findes kun individets fortolkning og forsøg på at nærme sig Gud - alt andet er løgn. Man kan kun møde Gud ved at genfortolke kristendommen og troen så den passer en selv - kirkens magt dertil er forsvundet fordi Gud som gennemstrømmende, universel kraft er forsvundet i det moderne, materialistiske samfund. Derfor er Kierkegaard modernist, han er jo også den første eksistentialistiske filosof og han er klart et produkt af det moderne samfunds meningsløshed, som han søger at overvinde med den personlige og stærke tro. Som vel ikke er ortodoks og fundamentalistisk (?), men kan antage mange former, for troen i sig selv er jo det vigtigste. Jeg ser Kaj Munk, Dreyer, Tarkovskij og de der "stærkt troende" som tilhængere af Kierkegaard, som kristne eksistentialister og bestemt som moderne mennesker, ikke ortodokse.

Abrahams lydighed på trods af fornuften skal vel blot illustrere den totale hengivenhed til Gud som kirken ikke længere lykkes med at bringe. Det er lidt ligesom at vande det døde træ og håbe på Guds forbarmelse, den totale tro skal genetableres selvom det er upraktisk, ufornuftig og kræver sit offer. [/quote]
Jeg kan dog høre vi, foruden hans manglende sympati for institutionskirken, ikke er så enige angående Kierkegaard. Sådan som jeg ser det, forholdt manden sig ganske vist til mange problemstillinger som det moderne menneske beskæftiger sig med, men oftest fungerer hans skrifter apologetiske overfor de spørgsmål den nye tid må forholde sig til, fremfor at tage kristendommen i en ny retning (Gennem hele Bibelen, i hver eneste af bøgerne, skildres den personlige gudsdyrkelse som fundamental, og når det israelske folk revses af profeterne, er det for ikke som individer at skabe det fredsommelige samfund). Derfor vil jeg kalde ham ortodoks. En indrømmelse jeg dog gerne vil gøre, er at kalde hans sprogbrug for modernistisk, der opstår i hans sprog en mellemting mellem psykologi og åndelighed. Om jeg vil kalde Kierkegaard for fundamentalist, tja, det ved jeg dog ikke, fundamentalist er sådan et belastet ord efterhånden.

Men jeg ville nok ikke kalde ham for trosrelativist, hans opgør med kirken og hans radikalisering af troens manifestation i det daglige liv, og endelig hans tvedelte religiøse stadie, som med Abrahams ofring peger ud over en alment tilgængelig etik. Omend man kunne argumentere for det bibelske sprog som blot en sprogdragt, synes jeg nu Kierkegaard i Philosofiske Smuler får kædet Øjeblikket og den monoteistiske Gud sammen på en sådan måde, at der kun i det religiøse gives en væren, der peger ud over det transcendentale øjeblik, og øjeblikket bliver en engangsindgang til en (gentagelses)tilstand.

Kierkegaard er ellers sjov, han går for både filosof, teolog og digter/skønlitterat, hvor jeg synes han excellerer som digteren. Filosoffer har ladet mig fortælle Kierkegaard, på trods af sin inspireren, ikke var nogen synderlig stor filosof. Som litteratur er hans værker dog udsøgte.

Og så må jeg hellere afslutteligt og retsporligt sige, det er muligt vi er en del for hvem kristendommen har mistet sin Gud, og er blevet en form i psykologien, men jeg kender en del mennesker, for hvem Gud ikke er død og dermed en genfortolkning, men er Skaberen (+ adskillelige andre nuancerende titler). Med det vil jeg blot sige, at der stadig med oprigtighed hævdes, at Gud er levende :) Jeg vægrer mig dermed en smule for at sige at alle de "stærkt troende" post Nietzsche er modernister a la skabende Guden. Selvom jeg nu finder dine beskrivelser ganske interessante og på sin vis opklarende.

KeyserSöze (301) skrev:
Det med det hule skrig forvirrer lidt, men resten er jeg meget enig i. Postmodernismen - både i kunst og som menneskelig tilstand - afviser det moderne menneskes krise, tabet af mening og en overordnet idé. Derfor bliver det hverken et skrig, et håb, eller en transcendent forløsning - det bliver bare et forsøg på at distrahere eller en struktur svævende i intetheden. Postmodernismen afviser vel helt grundlæggende mennesket og menneskelig ærlighed, Tarantinos film er ikke menneskelige, de handler ikke om mennesker. Andy Warhol sagde engang at han elskede plastik og at han ønskede at være lavet ud af plastik - det beskriver vel meget godt postmodernismens mål, plastificering, umenneskeliggørelse for at kunne udholde forringelsen og én-dimensionaliseringen af den menneskelige karakter.

Med hult skrig mente jeg blot, at hvis man ikke har nogen substans, kan man ikke engang være rigtigt desperat eller fortvivlet, skriget er således også meningsløst, men det betyder ikke man ikke kan have trang til at skrige (og skreget bliver der da stadig).

At du siger postmodernisters film ikke handler om mennesker, synes jeg er en fantastisk formulering. Der er nu noget bedrøveligt over, at menneskets problem i dag synes at være, at det ikke kan blive voksent, og deri forstå at længes efter sin barndom, men blot synes at stå og skrige over at skulle blive voksen, og derfor aldrig kommer til at forstå barndommens glæde.

KeyserSöze (301) skrev:
Yes, en film som Melancholia sørger og længes, en film som Tree of Life konstruerer et babelstårn. Hart Cranes "The Bridge" (som også er oversat til dansk) er det mest moderne digt, der findes. Det handler om fremmedgørelse, isolation og om overvindelsen af den håndgribeliggjort i metaforen Brooklyn Bridge, broen fra det ene menneske til det andet, broen fra individ til helhed. Og broen som det i fællesskab menneskeligt skabte, babelstårnet, der tæmmer naturen - alt det der! Jeg spottede også en bro tilsidst i Tree of Life, mon ikke....?

Litteraturhenvisninger er jeg ikke så gode til, Baudelaire måske og Knut Hamsuns "Fra det ubevidste Sjæleliv" eller bare hans "Sult". De er så grundlæggende moderne og handler om det moderne menneskes psykiske liv, om mulighederne for fortabelse og genetablering af mening, om forvirring og orden, og om humørsvingninger. Modernisme er jo grundlæggende en stor humørsvingning. Ellers vil jeg mene at min definition af modernisme også kan findes på Wikipedia eller i Den Store Danske :)


KeyserSöze (301) skrev:
Jeg vil foreslå dig at læse Malthe Laurids Brigges Optegnelser af Rilke og Illuminationer af Rimbaud. Rilke:

"Gyden begyndte at lugte fra alle sider. Den lugtede, såvidt man kunne skelne, af jodoform, af fedt fra pommes frites, af angst. Alle byer lugter om sommeren."

...og bedre bliver det ikke!

Jovist, der var vist et par broer i Tree of Life :) Tak for litteraturhenvisningerne, nu har bibliotekarerne lidt mere at lave med at finde bøger til mig.

KeyserSöze (301) skrev:
Men er det ikke også lidt svært at skille symbolister fra modernister. Baudelaire, Rimbaud, Verlaine og de andre franske symbolister anses ofte for at være begyndelsen på modernismen - og ligesådan anses Poe for at begyndelsen på symbolismen, skønt han skrev romantisk-gotisk.

Tjæh, det er det måske nok, men symbolisterne (måske kun de danske, som er dem jeg har kigget lidt på) er alligevel så pokkers iltre og ufornuftige, sværmeriske... måske symbolisme er modernismen i dens (hormonforstyrrede) ungdomsår. Så vist jeg har forstået symbolismen, giver det dog meget god mening at associere Poe dermed, fordi han også har denne sublime hengivelse til det uforklarlige og groteske. Men men, det er den har gotikkerne jo også. (Og a pro pos gotisk: har du læst Gormenghast-trilogien af Peake?)
"Mørk ånde i det grønne krat." G. Trakl
Gravatar

#303 Skeloboy 13 år siden

Fuck, det her er en nederen tråd at komme igennem, når man lige skal finde et bestemt indlæg...

Nuvel

The Tree of Life, 2011

10½/10

Ved ikke hekt, hvad jeg skal sige...andet end jeg aldrig nogensinde har set noget bedre eller noget lignende. Den er i en skala helt for sig selv, og den springer rammerne for, hvad en film kan indeholde. Som jeg har skrevet på FB:
Er lamslået, benovet, paf, overvældet og beæret over at have overværet den måske bedste film nogensinde! Se Tree of Life! Det bliver ikke større
Gravatar

#304 BN 13 år siden

Skeloboy (303) skrev:


The Tree of Life, 2011

10½/10

Ved ikke hekt, hvad jeg skal sige...andet end jeg aldrig nogensinde har set noget bedre eller noget lignende. Den er i en skala helt for sig selv, og den springer rammerne for, hvad en film kan indeholde. Som jeg har skrevet på FB:
Er lamslået, benovet, paf, overvældet og beæret over at have overværet den måske bedste film nogensinde! Se Tree of Life! Det bliver ikke større


Wow!!!!!
http://www.amazon.com/First-Album-Beautiful-Night/dp/B00D3RUKFM/
Gravatar

#305 Skeloboy 13 år siden

BN (304) skrev:
Wow!!!!!

Lige mine ord!

Og det er selvfølgelig plat at give mere end 10...men selv EB(eller BT, kan ikke huske hvilken) har én gang givet en koncert 7/6...

Ved gensyn ender den jo nok på 10/10...;)
Gravatar

#306 BN 13 år siden

Skeloboy (305) skrev:
Lige mine ord!

Og det er selvfølgelig plat at give mere end 10...men selv EB(eller BT, kan ikke huske hvilken) har én gang givet en koncert 7/6...

Ved gensyn ender den jo nok på 10/10...;)


Kun 10/10? ;-D

Jeg skal ind og se den indenfor de næste 14 dage, hvilket jeg glæder mig meget til - ikke mindst fordi den er blevet så godt modtaget. Og DIN anbefaling gør ikke mine forventninger mindre.
http://www.amazon.com/First-Album-Beautiful-Night/dp/B00D3RUKFM/
Gravatar

#307 Bruce 13 år siden

Skeloboy (303) skrev:
Se Tree of Life! Det bliver ikke større


Det er jo også et gammelt træ!

Skeloboy (305) skrev:
...men selv EB(eller BT, kan ikke huske hvilken) har én gang givet en koncert 7/6...


Det må have været Thomas Treo, som har været til undergrunds koncert, hvor man spiller på tagpap med mursten!
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Gravatar

#308 Skeloboy 13 år siden

#307 - hehe. Jeg aner ikke, hvad Thomas Treo kan lide...

Det var dog til Neil Young & Crazy Horses i 1996 på Roskilde Festival
Gravatar

#309 Babo Rises 13 år siden

BN (306) skrev:
ikke mindst fordi den er blevet så godt modtaget. Og DIN anbefaling gør ikke mine forventninger mindre.


Den er også ret god (meget flot) men slet ikke en 10'er imo. Jeg tror heller ikke du ender så højt. Jeg håber dog at du får en god oplevelse.
Gravatar

#310 BN 13 år siden

Babo Rises (309) skrev:
Den er også ret god (meget flot) men slet ikke en 10'er imo. Jeg tror heller ikke du ender så højt.


Nu skal du huske, at jeg godt kan lide '2001' med dens eksistentielle/filosofiske eftertanke og langsomme, dvælende stil, så hvem ved ... ;-)

Babo Rises (309) skrev:
Jeg håber dog at du får en god oplevelse.


Tak. :-)
http://www.amazon.com/First-Album-Beautiful-Night/dp/B00D3RUKFM/

Skriv ny kommentar: