I en lang sekvens vandrer planeter majestætisk over lærredet ledsaget af orkestermusik, og selvom det til tider kan være vanskeligt at gennemskue præcis, hvad der sker, er man alligevel revet fuldstændig med takket være den formidable billedpoesi. De mange effekter og CGI’en stjæler dog ikke filmen fra skuespillerne, og både Brad Pitt, Jessica Chastain og ikke mindst børneskuespillerne leverer alle førsteklasses præstationer. Det er svært at forestille sig, at nogen anden end Malick kunne slippe af sted med at lave en så eksperimenterende film som denne på så stort et budget og med disse skuespillere, men det er et lykketræf for os alle, at det er sket, for det er en stor, ekstremt ambitiøs og nærmest bindegal film, vi her er vidne til – men bestemt også en svært fascinerende en af slagsen.
Reaktionerne fra Cannes har allerede været delte, og mange vil da utvivlsomt indvende mod filmen, at den burde have været mere forklarende, mere afbalanceret og i det hele taget have opført sig mere som en almindelig film, og hvis Malick havde haft mere pragmatisk sans, var det da utvivlsomt også den vej, han havde valgt. Jeg priser mig dog mig lykkelig over, at den slags ikke er hans stærke side.
#421 Antlion 13 år siden
En overdådig sjælemesse for de døde og de levende, som velsagtens er en af de mest betagende og irriterende filmoplevelser, jeg har oplevet.
Malick dvæler over livets to veje, naturens og Guds nådes, og kreerer en film af kosmologisk størrelse. Til trods for den konstant undertrykte ødelæggelse iboende Jack, Mr. O'Brien & Co., kvæles de pastorale omgivelser aldrig. Dørene er renset, vi har fundet det kærlige og skønne, og transcendensen er altomfattende.
"The Tree of Life" er en naiv film, der tager kunstens og livets uforenlige dilemmaer op, og forener dem. Alt lige fra dinosaurens kærtegn til soundtracket, konstant skiftende fra G-dur til mol, besidder ingen mystik. Hvorvidt mennesket virkelig bør manifesteres i en solsikkemark, kan jeg ikke svare på, men Malicks sikre religiøsitet gør undertegnede usikker. Betaget, men usikker...
8/10!
"Days of Heaven" er fortsat Malicks mesterværk.
#422 BN 13 år siden
Ang. filmens slutning/konklusion:
Hvad i alverden er livet værd uden kærlighed?
Skulle filmen have været mere pessimistisk? Jeg synes nu, den meget godt belyste nogle af de grundlæggende ting, der kan godt galt og medføre problemer og stridigheder her i livet. Vi ved allesammen godt, at livet kan være noget lort. ... Og de fleste af os ved også godt, hvordan man kommer videre efter svære perioder.
#423 Antlion 13 år siden
Det var en skrækkelig kopi af filmen, jeg så. Om det er biografens skyld, ved jeg ikke, men jeg ved, at lyset først blev slukket 2 minutter inde i filmen. Amatører...
#424 Fellaheen 13 år siden
Det er jo ikke kærligheden, der er naiv eller banal, men den form, Malick giver den. Malick skulle ikke have været mere pessimistisk, men derimod inddraget pessimismen som en mulighed, skabt en større usikkerhed og gjort kærligheden og Guds nåde til et mere mystisk eller ekstatisk koncept.
#425 Antlion 13 år siden
Drivkræfter vil jeg mene, der er mange andre af, men lad os undlade at påbegynde en diskussion om kærlighedens mening i livet.
Filmen er naiv, fordi den er "perfekt". Pessimisme eller tvetydighed er ej, hvad filmen bør bestræbe. Nej, den skal erkende det transcendente på mystisk vis, ikke på manipulerende vis - Guds nåde vil ikke, men har fundet vej til mennesket. Slutningen var banal og forceret, hvilket utvivlsomt ikke var meningen, hvorfor Malicks hensigt betvivles af mig.
Rumscenerne var de mest gennemførte for mit vedkommende. Blev jeg påvirket af Preisners musik ( Måske, men disse scener blev i det mindste ikke forceret på romantisk, men mystisk vis. Modsat slutningen lod jeg her en lille tåre falde...
#426 Bruce 13 år siden
Men så havde filmen vel ikke været den autobiografi, som Mallick tilsigter den skal være? Filmen skal vel først og fremmest være tro mod Mallicks vision, om egen opvækst og egen hylde i universets tombola, selvom jeg er enig i (og det siger jeg så efter "kun" et filmsyn, for jeg mener slet ikke, jeg er færdig med den), at den her og der er mig noget naiv i sin tone og jeg er ikke så begejstret for afrundingen. Men jeg kan godt lide lillefussen!
#427 Antlion 13 år siden
Mallick = Malick
#428 Bruce 13 år siden
#429 Fellaheen 13 år siden
Mht. det, du skrev om 2001; jo man skal da sanse, men sanserne har ikke nødvendigvis så meget at gøre med intellektet, hvis konklusioner endda af og til kolliderer med sansernes. At sanse er ofte, i sin rene form, noget intuitivt og vitalt, som netop ikke giver "uomtvistelige facts" om hverken en films handling eller verdens beskaffenhed som sådan. Og 2001 er først og fremmest en intuitiv og en sanselig film (som jeg har set den og fået udbytte af den).
#430 BN 13 år siden
Nå, ligefrem "skal" den det?
Igen: Nå, ligefrem "skulle" han det?
... I lyder begge som om der findes en facitliste for, hvordan de pågældende emner skal behandles på film. Men jeg går ud fra, at I kun taler om, hvad der for jer kunne have gjort filmen en tand bedre, ikk'?
Hovedpersonerne er kristne og går i kirke, men dette forbliver heldigvis kun en del af personkarakteristikken i filmen og munder ikke ud i en bebudelse af noget specifikt religiøst budskab. Filmen stiller spørgsmål gennem de mange voice-overs og billeder af jordens skabelse, og den inddrager da efter min mening i høj grad pessimismen som mulighed, idet både den ældre og yngre udgave af familiens ældste søn Jack føler sig lammet af håbløshed, sorg, og følelsen af tomhed og meningsløshed midt i et koldt, moderne samfund.
Jeg mener/føler ikke, at moderens optimistiske konklusion og accept af sønnens død (som vi hører via en voice-over), er en konklusion, der påføres mig som tilskuer. Det er netop kun en MULIGHED. Og interessant er det, at slutningen med alle de mange mennesker og al denne kærlighed, tilgivelse og forsoning fremstår som en abstrakt drøm, ja, som noget uvirkeligt - ingen ville jo gå sådan rundt på den der planløse facon, hvis det var i virkeligheden. Desuden er den afdøde broder til stede som barn, på trods af at han døde som 19-årig. Bagefter ser man da også Sean Penn tilbage i den virkelige verden, som om det hele er noget han har drømt eller tænkt eller filosoferet sig frem til. ... Er scenen så lig med en symbolik, der genspejler tingenes reelle udvikling i den virkelighedens verden? Tjah, det er muligt.