I en lang sekvens vandrer planeter majestætisk over lærredet ledsaget af orkestermusik, og selvom det til tider kan være vanskeligt at gennemskue præcis, hvad der sker, er man alligevel revet fuldstændig med takket være den formidable billedpoesi. De mange effekter og CGI’en stjæler dog ikke filmen fra skuespillerne, og både Brad Pitt, Jessica Chastain og ikke mindst børneskuespillerne leverer alle førsteklasses præstationer. Det er svært at forestille sig, at nogen anden end Malick kunne slippe af sted med at lave en så eksperimenterende film som denne på så stort et budget og med disse skuespillere, men det er et lykketræf for os alle, at det er sket, for det er en stor, ekstremt ambitiøs og nærmest bindegal film, vi her er vidne til – men bestemt også en svært fascinerende en af slagsen.

Reaktionerne fra Cannes har allerede været delte, og mange vil da utvivlsomt indvende mod filmen, at den burde have været mere forklarende, mere afbalanceret og i det hele taget have opført sig mere som en almindelig film, og hvis Malick havde haft mere pragmatisk sans, var det da utvivlsomt også den vej, han havde valgt. Jeg priser mig dog mig lykkelig over, at den slags ikke er hans stærke side.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#421 Antlion 13 år siden

"Tell us a story from before we can remember."

En overdådig sjælemesse for de døde og de levende, som velsagtens er en af de mest betagende og irriterende filmoplevelser, jeg har oplevet.

Malick dvæler over livets to veje, naturens og Guds nådes, og kreerer en film af kosmologisk størrelse. Til trods for den konstant undertrykte ødelæggelse iboende Jack, Mr. O'Brien & Co., kvæles de pastorale omgivelser aldrig. Dørene er renset, vi har fundet det kærlige og skønne, og transcendensen er altomfattende.

"The Tree of Life" er en naiv film, der tager kunstens og livets uforenlige dilemmaer op, og forener dem. Alt lige fra dinosaurens kærtegn til soundtracket, konstant skiftende fra G-dur til mol, besidder ingen mystik. Hvorvidt mennesket virkelig bør manifesteres i en solsikkemark, kan jeg ikke svare på, men Malicks sikre religiøsitet gør undertegnede usikker. Betaget, men usikker...

8/10!

"Days of Heaven" er fortsat Malicks mesterværk.
Gravatar

#422 BN 13 år siden

#421:

Ang. filmens slutning/konklusion:

Jeg er uenig i, at den er naiv. Det er nemt at sige, at budskabet om kærlighed og tilgivelse - hvad enten det betragtes religiøst eller alment menneskeligt - er naivt. Men er det ikke langt mere naivt, hvis man tror, at noget som helst andet end disse egenskaber kan være en reel drivkraft, ja, befordrende for mennesker og deres indbyrdes gode forhold?

Hvad i alverden er livet værd uden kærlighed?

Skulle filmen have været mere pessimistisk? Jeg synes nu, den meget godt belyste nogle af de grundlæggende ting, der kan godt galt og medføre problemer og stridigheder her i livet. Vi ved allesammen godt, at livet kan være noget lort. ... Og de fleste af os ved også godt, hvordan man kommer videre efter svære perioder.
http://www.amazon.com/First-Album-Beautiful-Night/dp/B00D3RUKFM/
Gravatar

#423 Antlion 13 år siden

OSB:

Det var en skrækkelig kopi af filmen, jeg så. Om det er biografens skyld, ved jeg ikke, men jeg ved, at lyset først blev slukket 2 minutter inde i filmen. Amatører...
Gravatar

#424 Fellaheen 13 år siden

#421 - Helt enig, selvom jeg gav den 9/10. Efter min mening er Badlands dog hans bedste film.

BN (422) skrev:
Jeg er uenig i, at den er naiv. Det er nemt at sige, at budskabet om kærlighed og tilgivelse - hvad enten det betragtes religiøst eller alment menneskeligt - er naivt. Men er det ikke langt mere naivt, hvis man tror, at noget som helst andet end disse egenskaber kan være en reel drivkraft, ja, befordrende for mennesker og deres indbyrdes gode forhold?


Det er jo ikke kærligheden, der er naiv eller banal, men den form, Malick giver den. Malick skulle ikke have været mere pessimistisk, men derimod inddraget pessimismen som en mulighed, skabt en større usikkerhed og gjort kærligheden og Guds nåde til et mere mystisk eller ekstatisk koncept.

Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Kino
Gravatar

#425 Antlion 13 år siden

#422:

Drivkræfter vil jeg mene, der er mange andre af, men lad os undlade at påbegynde en diskussion om kærlighedens mening i livet.

Filmen er naiv, fordi den er "perfekt". Pessimisme eller tvetydighed er ej, hvad filmen bør bestræbe. Nej, den skal erkende det transcendente på mystisk vis, ikke på manipulerende vis - Guds nåde vil ikke, men har fundet vej til mennesket. Slutningen var banal og forceret, hvilket utvivlsomt ikke var meningen, hvorfor Malicks hensigt betvivles af mig.

Rumscenerne var de mest gennemførte for mit vedkommende. Blev jeg påvirket af Preisners musik ( Måske, men disse scener blev i det mindste ikke forceret på romantisk, men mystisk vis. Modsat slutningen lod jeg her en lille tåre falde...
Gravatar

#426 Bruce 13 år siden

KeyserSöze (424) skrev:
Malick skulle ikke have været mere pessimistisk, men derimod inddraget pessimismen som en mulighed, skabt en større usikkerhed og gjort kærligheden og Guds nåde til et mere mystisk eller ekstatisk koncept.


Men så havde filmen vel ikke været den autobiografi, som Mallick tilsigter den skal være? Filmen skal vel først og fremmest være tro mod Mallicks vision, om egen opvækst og egen hylde i universets tombola, selvom jeg er enig i (og det siger jeg så efter "kun" et filmsyn, for jeg mener slet ikke, jeg er færdig med den), at den her og der er mig noget naiv i sin tone og jeg er ikke så begejstret for afrundingen. Men jeg kan godt lide lillefussen!
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Gravatar

#427 Antlion 13 år siden

Undskyld Bruce, men du har altså stavet mandens navn forkert i alle dine indlæg. :)

Mallick = Malick
Gravatar

#428 Bruce 13 år siden

#427 Damn! Jeg kunne heller ikke forstå, I alle skrev Tree og ikke Bree! Forkert film!!! Ah, ok. Dagens anden fejl :) Tre og jeg ryger i seng!
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Gravatar

#429 Fellaheen 13 år siden

#426 - Men selve det at filmen ifølge Malick er selvbiografi burde jo også gøre den mere subjektiv eller mystisk. Den handler om en masse store ting i livet, men generaliserer dem, efter min mening, for meget - og udfordrer dem heller ikke rigtig. Tænk på en mystiker som Aleister Crowley, han søgte også at blive forenet med Gud, men i en aldeles mere beskidt og subjektiv form, meget mere lig menneskets oprindelige oplevelse af Gud. Personligt synes jeg, at f.eks. Crowleys unio mystica er langt mere interessant, da den tager udgangspunkt i det menneskelige og ikke bygger en Gud, men søger ham i ekstatiske øjeblikke og tilmed undgår en dogmatisk fastholdelse af oplevelsen. Det samme gælder f.eks. Lynchs, Tarkovskijs, Rochas' eller Herzogs unio mystica, for at nævne nogle filminstruktører.

Mht. det, du skrev om 2001; jo man skal da sanse, men sanserne har ikke nødvendigvis så meget at gøre med intellektet, hvis konklusioner endda af og til kolliderer med sansernes. At sanse er ofte, i sin rene form, noget intuitivt og vitalt, som netop ikke giver "uomtvistelige facts" om hverken en films handling eller verdens beskaffenhed som sådan. Og 2001 er først og fremmest en intuitiv og en sanselig film (som jeg har set den og fået udbytte af den).
Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Kino
Gravatar

#430 BN 13 år siden

Antlion (425) skrev:
Nej, den skal erkende det transcendente på mystisk vis, ikke på manipulerende vis - Guds nåde vil ikke, men har fundet vej til mennesket.


Nå, ligefrem "skal" den det?

KeyserSöze (424) skrev:
Malick skulle ... have ... inddraget pessimismen som en mulighed, skabt en større usikkerhed og gjort kærligheden og Guds nåde til et mere mystisk eller ekstatisk koncept.


Igen: Nå, ligefrem "skulle" han det?

... I lyder begge som om der findes en facitliste for, hvordan de pågældende emner skal behandles på film. Men jeg går ud fra, at I kun taler om, hvad der for jer kunne have gjort filmen en tand bedre, ikk'?

Hovedpersonerne er kristne og går i kirke, men dette forbliver heldigvis kun en del af personkarakteristikken i filmen og munder ikke ud i en bebudelse af noget specifikt religiøst budskab. Filmen stiller spørgsmål gennem de mange voice-overs og billeder af jordens skabelse, og den inddrager da efter min mening i høj grad pessimismen som mulighed, idet både den ældre og yngre udgave af familiens ældste søn Jack føler sig lammet af håbløshed, sorg, og følelsen af tomhed og meningsløshed midt i et koldt, moderne samfund.
Som ganske ung handler Jack ondt og forsvarer det ved at rette anklager mod Gud; han er frustreret og retter også sin vrede mod faderen og moderen. Han gennemlever og repræsenterer således usikkerheden, tvivlen og tabet af troen på en højere mening med tingene. Og som voksen er usikkerheden der endnu - eller er ihvertfald kommet tilbage til ham.

Jeg mener/føler ikke, at moderens optimistiske konklusion og accept af sønnens død (som vi hører via en voice-over), er en konklusion, der påføres mig som tilskuer. Det er netop kun en MULIGHED. Og interessant er det, at slutningen med alle de mange mennesker og al denne kærlighed, tilgivelse og forsoning fremstår som en abstrakt drøm, ja, som noget uvirkeligt - ingen ville jo gå sådan rundt på den der planløse facon, hvis det var i virkeligheden. Desuden er den afdøde broder til stede som barn, på trods af at han døde som 19-årig. Bagefter ser man da også Sean Penn tilbage i den virkelige verden, som om det hele er noget han har drømt eller tænkt eller filosoferet sig frem til. ... Er scenen så lig med en symbolik, der genspejler tingenes reelle udvikling i den virkelighedens verden? Tjah, det er muligt.
http://www.amazon.com/First-Album-Beautiful-Night/dp/B00D3RUKFM/

Skriv ny kommentar: