I en lang sekvens vandrer planeter majestætisk over lærredet ledsaget af orkestermusik, og selvom det til tider kan være vanskeligt at gennemskue præcis, hvad der sker, er man alligevel revet fuldstændig med takket være den formidable billedpoesi. De mange effekter og CGI’en stjæler dog ikke filmen fra skuespillerne, og både Brad Pitt, Jessica Chastain og ikke mindst børneskuespillerne leverer alle førsteklasses præstationer. Det er svært at forestille sig, at nogen anden end Malick kunne slippe af sted med at lave en så eksperimenterende film som denne på så stort et budget og med disse skuespillere, men det er et lykketræf for os alle, at det er sket, for det er en stor, ekstremt ambitiøs og nærmest bindegal film, vi her er vidne til – men bestemt også en svært fascinerende en af slagsen.
Reaktionerne fra Cannes har allerede været delte, og mange vil da utvivlsomt indvende mod filmen, at den burde have været mere forklarende, mere afbalanceret og i det hele taget have opført sig mere som en almindelig film, og hvis Malick havde haft mere pragmatisk sans, var det da utvivlsomt også den vej, han havde valgt. Jeg priser mig dog mig lykkelig over, at den slags ikke er hans stærke side.
#441 Antlion 13 år siden
#442 Bruce 13 år siden
#441 Nevøen og lillepigen :)
#443 Bruce 13 år siden
Men spørgsmålet er jo også, OM auteuren Malick har en forståelse af sin egen opvækst, som kan retfærdiggøre en abstrakt eller mystificeret fremstilling. SKAL Malick pakke det ind i andre klæder, hvis det banale nu trænger sig på i hans minderegister?
Personligt er jeg ret ligeglad med, hvorvidt en historie i sit udgangspunkt er det ene eller det andet. Malick bør ikke søge udtryk man synes om hos andre, hverken Tarkovsky, Lynch eller Kubrick, hvis det nu ikke er hans kontrafej og jeg har ikke noget problem med Malicks fremstilling af det guddommelige, men må erkende, og det er nok første gang ifbm. Malick, at de instruktørmæssige virkemidler og valg for at effektuere det, ikke altid er lige heldige i Tree of Life. Det banale kan være smukt, men det kan også synes plat, hvor man måske, fordi der er tale om Malick, kan have lyst til at finde på retfærdiggørelser af hans valg.
Jeg tror du langt mere end jeg, er en æstetiker og en visuel nyder. Ikke at jeg ikke selv nyder f.eks. Kubricks, Malicks, Tarkovskys og Sorrentinos billedsider og ikke, at jeg ikke selv anerkender, at der findes film, som KAN hive "den i mål", nærmest på billed og lyd alene. Du kalder det det sanselige, hvor jeg vil kalde det filmisk stemning og atmosfære. 2001 har i rigelig mål stemning og atmosfære og har mig ofte fuldkommen hooked.
POD sekvensen, hvor Dave gerne vil tilbage i rumskibet Discovery One, men hvor HAL nægter ham det, er et prima eksempel. Kubricks brug af lyd, eller rettere, det modsatte, hvor der ingen underlægningsmusik er og det vakuumfri rum er drænet for lyde, skærper alle vore sanser, så selv de mindste lyde i POD kabinen får detaljer, som man efter år kan genkalde sig. Det er en af filmhistoriens mest intense scener. Kubricks blik for de billedmæssige detaljer i scenen, er ligeså kompromisløst. POD'ens drejning og dens fangarmes bevægelser. Skyggerne. POD'ens lyskegle. Instrumentpanelets farvereflektioner i Daves ansigt, som nu fuldkommen har skiftet udtryk. Nu ikke mere udtryksløst, præget af rumrejsens kedsommelighed og rutiner, men med det som er kendetegnet for en astronaut. Stålsat vilje og en indre computer, hvis intuition langt overgår HALs beregningskraft og som derfor formår at gøre det umulige, det som HALs sandsynlighedsberegning har overset og som slutteligt er menneskets, som vi kender det, endestation, inden vi igen transcenderer til en anden form.
Hele denne sekvens vil jeg uden problemer kunne nyde herfra og til dommedag, blot for dens audiofile og visuelle udtryk. Men det er netop i forståelsen af den røde tråd, den underliggende logik omkring menneskehedens evolution, at scenen transcenderer og bliver til filmisk magi. Instruktørmæssig tæft for virkemidler og effekter, kombineret med et uhyggeligt øje for stemning og sidst men ikke mindst tilsat den med længder mest episke sci-fi fortælling nogensinde vist på det store lærred.
Med ovenstående in mente, så er det helheden, som "gør det for mig" i 2001. Det er det sanselige, som du siger, som bygger rammen op og drager mig fuldkommen ind i Kubricks univers, hvor jeg hungrende forsøger at få øje på alle detaljer i billedet og grådigt lægger mærke til hver en lyd. Alt spiller en rolle i denne film og uanset nogle vil påstå, at der i sekvenser "spilles dårligt", så er alt, med forståelse for Kubricks fremstilling, fuldkommen essentielt i forståelsen af det underliggende tema. Og det er netop i den underliggende, af omfang sindssygt store fortælling, og den fremragende akkompagnering af billed og lyd, at jeg finder det hele går op i en højere enhed.
Men det er netop også erkendelsen AF historiens episke indhold, at man NETOP afsøger alt i billed og lyd så detaljeret for information, fordi man efterfølgende ved, at alt spiller en rolle i 2001.
Derudover kan du læse denne anmeldelse, jeg skrev til Recordere.dk af 2001 på et tidspunkt:
http://www.recordere.dk/indhold/templates/design.a...
#444 Antlion 13 år siden
Der er ikke noget, han (eller nogen anden instruktør) skal føle sig nødsaget til. Modsat "Days of Heaven" banaliseres den transcendente bestræbelse (og jo, det hvad Malick bestræber, eller allerede har bestræbt i følge ham selv; at rense dørene til "Gud"), om det være hensigten er ligegyldigt, da det simpelthen ikke virker for mig. Jeg føler mig som sagt betaget, irriteret og løget overfor...
#445 MMB 13 år siden
#446 Bruce 13 år siden
#447 BN 13 år siden
Og 50 kr. for hver gang man læste et fint fremmedord eller et lommefilosofisk, "dybt" indlæg af den slags, som sandsynligvis nok hægter de fleste herinde af - og dét ikke på grund af indholdet/pointerne, men på grund af tonen og overforbruget af "intellektuelle", fine fremmedord og alt for mange indforståede referencer.
#448 Antlion 13 år siden
#449 Bruce 13 år siden
#450 IK 13 år siden
Haha! :-)