Med den amerikanske valgkamp på vej ind den nervepirrende slutperiode har Filmz taget et kig på fire film og en enkelt tv-serie, der på sublim vis har været med til at portrættere den amerikanske verden af politik, magt og altafgørende beslutninger.

Her finder vi alt fra storladne historiske dramaer, sorthumoristiske komedier og til en af nyere tids mest skelsættende tv-serier. Læs med og giv gerne dit bud på de bedste oplevelser til den amerikanske valgaften i kommentarerne.

JFK (1991)

Oliver Stone slog med “JFK” i 1991 sin unikke dokumentariske stil fast i sin yderst ambitiøse fortælling om USA’s mest mytiske præsident, dennes død og det retslige efterspil, der plagede nationen i årevis. Da filmen udkom, havde Stone allerede iscenesat Vietnamkrigen fra en mængde af provokerende vinkler med “Født den 4. juli” og “Platoon”, men ingen kunne have forudset det episke filmværk, han skabte med hjælp fra et utal af amerikanske mesterskuespillere.

I over tre timers maratonfilm med brug af et usædvanligt antal autentiske optagelser iblandet fiktive spekulationer, virkelige kilder og fri fantasi er “JFK” et spraglet værk, der i høj grad puster til konspirationsteorien om John F. Kennedys mord i Dallas. Det er på mange måder nemt at klandre Stone for hans til tider overlæssede formsprog, og han har aldrig været dygtig til at skjule sin egen personlige dagsorden, men “JFK” er alligevel et intenst historisk billede på den amerikanske ånd, tid og stemning i starten af tresserne, og filmen former derudover de mange små historier, der i høj grad kommer til live igennem birolleskuespillere som Jack Lemmon og Joe Pesci. Derudover er hele den lange åbningssekvens et fremragende studie i dramatisk nerve og skarp, virtuos klipning.

Wag The Dog – Når halen logrer med hunden (1997)

I en tilsyneladende lettere genre og udtryk finder vi Barry Levinsons sorte komediedrama fra 1997; “Når halen logrer med hunden”. Efter en sexskandale i Det Hvide Hus i ugerne op til et kommende præsidentvalg kontakter spindoktoren Brean (Robert De Niro) Hollywoodproduceren Motss (Dustin Hoffmann) for at få ham til at skabe en storladen, fiktiv og patriotisk mediebegivenhed, så den almindelige amerikanske borger ikke vil fokusere på præsidentens uheldige sidespring. Det udvikler sig dog hurtigt til en vanvittig, opstillet “krig” mod Albanien, tossede støttesange med rockstjerner og gale eks-marinesoldater på filmsettet, efterhånden som Motss ikke længere kan kontrollere sit projekt.

“Når halen logrer med hunden” er både et elegant, velspillet og humoristisk indblik i spindoktorens magtfulde mediebrug, Hollywoods klassiske fortællestruktur (og dens hang til klichéer i den amerikanske bevidsthed) samt et satirisk blik på præsidentembedet som kransekagefigur uden afgørende indflydelse. Filmen er usædvanlig veloplagt – drevet af Hoffmann og De Niros skæve skuespil – og den blev samtidig et højaktuelt filmklenodie, da præsident Bill Clintons sexsag med Monica Lewinsky eskalerede i årene efterfølgende.

Kamæleonen (2011)

George Clooneys højrelevante politiske drama fra sidste år er mest af alt et tidsrelevant billede på nutidens spindoktorer, valgkampagner og mediebrug. Da kampagnetilrettelæggeren Stephen Meyers (Ryan Gosling) opdager, at den idealistiske demokratiske primærkandidat Mike Morris (George Clooney) ikke er den glansbillede-kandidat, som alle forestiller sig, begynder et drevent korrupt spil om magtmisbrug og personlig hævngerrighed.

“Kamæleonen” udstiller igen Clooneys specielle instruktørstil med fokus på nutidigt, intimt skuespil, et kort, kontant manuskript og den samme naturlige charme, som skuespilleren har gjort til sit eget varemærke, når han er foran kameraet. Filmens dramatiske kurve er dog ujævnt sat sammen – der bygges langsomt op og afsluttes pludseligt, og på samme måde som Clooneys tidligere film “”Good Night and Good Luck” efterlader “Kamæleonen” også en masse gode idéer uforløste over den korte spilletid. Som et intenst, kritisk og kortfattet samfundsbillede på spindoktorers stigende magt, fremviser “Kamæleonen” dog en yderst aktuel problemstilling, der er mindst lige så relevant i en dansk hverdag.

Nixon (1995)

Oliver Stone optræder for anden gang på denne liste med den anden af sine tre præsidentfilm. På trods af at “Nixon” ikke fik ligeså meget medieopmærksomhed som flere af Stones andre film, så er den på mange måder et mere personligt og traditionelt drama end eksempelvis den fragmenterede og højtragende “JFK”. Stone vælger et mere direkte fokus på selve manden bag en lang række rystende historiske begivenheder, og i samarbejde med Anthony Hopkins får han nedbrudt nogle af de barrikader, som Richard Nixon konstruerede rundt om sit privatliv og fortid. Her er formsproget knapt så opstyltet, i det vi følger den pressede præsident fra hans barndom i fattigere kår igennem flere valgkampe frem til Watergate-skandalen og hans senere afgang.

Selvom filmen på mange måder bliver trukket i langdrag, fordi Stone insisterer på at drage et utal af facetter ind i sin skabelse af et troværdigt historisk billede, så understreger “Nixon” stadigvæk en lang række af Stones styrker som instruktør; som eksempelvis følelsen af ægte liv i selv den mindste detalje sidestillet med et stort, bredtfavnende historisk overblik.

Præsidentens Mænd (1999-2006)

Selvom denne liste fokuserer primært på film, så er den svær at færdiggøre uden at inddrage Aaron Sorkins genrebrydende og skelsættende tv-serie “Præsidentens Mænd”, der startede tilbage i 1999. Med en perlerække af perfekt castede amerikanske skuespillere følger vi på tæt hold teamet bag den demokratiske præsident Josiah Bartlet (Martin Sheen) igennem krigserklæringer, diplomatiske kriser og personlige problemstillinger. Med sit vanvittigt høje tempo, vittigt ironisk dialog og svimlende flotte kamerature igennem det unikke filmset varslede serien et hidtil uset ambitionsniveau, der i dag er blevet en fast del af amerikanske primetime-serier på eksempelvis kabelnetværket HBO.

Hver enkelt nuancerede karakter er med til at tegne et billede af mediebrugen og dagligdagen for det gigantiske mediehold, der arbejder lige bag præsidenten tilsat den helt rette dosis af nostalgisk, amerikansk sødme i de dramatiske og personlige sekvenser. Det hele bliver opsummeret i Martin Sheens præsidentskildring, der på en og samme vis er realistisk nøgtern og næsten magisk fabulerende – en unik del af hele seriens charme.

For et europæisk publikum kan enkelte afsnit godt føles fortænkte og sødladent melodramatiske, men kombinationen af humor og højspændt drama fungerer, og karakteriseringen er aldrig ensidig.