Back, and to the left…

Tillad mig at fremsige en gammel floskel: ”Modsætninger mødes, og sød musik opstår.” Sjældent har en film rummet flere modsætninger end “JFK” – en film, der er direkte drevet af friktionen, som skabes af kolliderende kontraster: Fakta og fiktion, fabrikerede løgne og indiskutable sandheder, gedigen godhed og rendyrket ondskab… Men selvom Oliver Stones magnum opus blev hædret af talløse kritikere og nomineret til hele otte Oscars (den vandt to), så blev dens premiere ikke ligefrem ledsaget af ”sød musik”.

For mens flere roste Stones godt tre timer lange konspirationsthriller om snigmordet på præsident John F. Kennedy og særligt dens forbløffende skuespil, æstetik og intensitet, så stod mange i kø for at kritisere Stones noget lemfældige omgang med sandheden. Det er da også rigtigt, at Stone ofte præsenterer påstande og gætterier som kendsgerninger. Selv har jeg i årevis været så fascineret af både Stones film og Kennedys embedsperiode, at jeg har studeret begge intensivt, men jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt Lee Harvey Oswald fik hjælp til at planlægge og udføre mordet på Kennedy den 22. november 1963. Til gengæld er jeg stensikker på, at “JFK”, som film, er et regulært kunststykke. Og da dette jo er en filmanmeldelse og ikke en disputats om Hollywoods håndtering af sandheden, så må “JFK” først og fremmest bedømmes som, ja, en film.

Egentlig er det et mindre mirakel, at “JFK” overhovedet fungerer som film. I denne udvidede Director’s Cut-udgave bruger Stone hele 206 minutter på at servere et sammensurium af teorier om attentatet på Kennedy, og undervejs introduceres vi for flere personer, steder og begivenheder, end man normalt møder under et helt skolesemester. Der springes hyppigt frem og tilbage i tid, flashbacks findes i overflod, og der klippes konstant mellem reelle nyhedsklip fra fordums tid og iscenesatte scener med skuespillere i aktion. Det lyder ærlig talt som byggeplanen til en rodebutik.

Men man bliver aldrig hægtet af undervejs, selvom man bombarderes med informationer. Det skyldes ikke mindst det sensationelle, Oscar-belønnede klippearbejde af Joe Hutsching og Pietro Scalia. D’herrer får gamle arkivklip og Robert Richardsons nydelige, nyskudte materiale til at smelte sammen som vådt papir, og som lim bruger de elegant alt fra John Williams’ majestætiske musik til pludselige, dramatiske lydeffekter som skuddene fra riflen, der dræbte Kennedy og sendte verden i chok. Stone og klipperne giver “JFK” en mærkbar puls. Et underliggende beat. Og ligesom de allerbedste musiknumre får “JFK” ikke blot et godt tag i øregangene, men også i hjernen og hjertekulen. De 206 minutter føles snarere som 80.

Kevin Costner er vores følelsesmæssige anker i oceanet af oplysninger. Han spiller New Orleans’ statsadvokat, Jim Garrison – den eneste, der har ført retssag om Kennedy-attentatet. Costner gengiver ubesværet Garrisons drive, kløgt og karisma såvel som hans tærende tvivl og nærmest selvdestruktive engagement. Han skildres hverken som opportunist eller helgen, men som et almindeligt menneske af kød og blod med et ualmindeligt vovemod. Således får Costner os til at investere os emotionelt i historien, og han støttes af et af filmhistoriens allerbedste ensembler. Sissy Spacek, Kevin Bacon, Tommy Lee Jones, Donald Sutherland, John Candy, Jack Lemmon… Alle brillerer.

Bedst blandt Costners ærværdige kollegaer er Joe Pesci som den nærmest maniske David Ferrie, der er med til at så Garrisons mistillid til Warren-kommisionens officielle rapport om attentatet, og Gary Oldman som Oswald. Oswald må have været en uhyre udfordrende rolle – en enigmatisk mand, der beskrives vidt forskelligt af utallige mennesker. Men Oldman skærer igennem alle de stridende skrøner og finder frem til noget menneskeligt underneden, som man kan forholde sig til. 206 minutter havde været hård kost, hvis karaktererne var druknet i konspirationerne, men Stone taber dem aldrig af syne.

Hvis man kritiserer “JFK” for dens diskutable autenticitet, så ignorerer man i mine øjne dens formål. ”Det er op til jer,” siger Garrison under sin sidste tale i retssalen, mens han tydeligt stirrer direkte ind i kameraet. Det er hverken en fejl eller et tilfælde, men en klokkeklar opfordring til tilskueren om selv at søge sandheden. Til at være nysgerrig og kritisk, særligt når nogen hævder at kende den ultimative sandhed – og personligt får jeg ikke fornemmelsen af, at Stone forsøger at pådutte os den ultimative sandhed om Kennedys død, særligt fordi flere af filmens teorier modsiger hinanden helt åbenlyst. I øjeblikket synes hver dag at byde på nye afsløringer om regeringer, der nærer så stor mistro til deres befolkninger, at de strammer grebet om deres friheder. Det er en sejr for Stone, at “JFK” stadig er lige så potent den dag i dag, som den var i 1991. Det er sørgeligt for os alle, at den også er lige så aktuel.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1 (coveret hævder i øvrigt fejlagtigt, at filmen præsenteres i billedforholdet 1.78:1, men filmen præsenteres altså helt korrekt i billedforholdet 2.40:1). “JFK” består både af Robert Richardsons vidunderlige, Oscar-belønnede billeder og talrige arkivklip af svingende kvalitet. Meget af det, Richardson skød, manipulerede Stone i øvrigt under redigeringen, så det så mere medtaget ud og dermed gik bedre i spænd med arkivmaterialet. Alt det er man naturligvis nødt til at have in mente, når man bedømmer et transfer som dette, for det betyder selvsagt, at billedkvaliteten indimellem er relativt lav – men vel at mærke med fuldt overlæg. Og billedsidens indimellem slidte udseende er udelukkende med til at styrke filmens autenticitet og dermed også dens pondus.

Billedkvaliteten er nu også meget høj for det meste – detaljerigdommen er sædvanligvis enorm, kontrasten er god, farverne (som Stone ofte manipulerede for at differentiere filmens forskellige tidsperioder og afspejle stemningen i scenerne) gengives fornemt, og jeg spottede ingen edge-enhancement, banding eller komprimeringsfejl – hvilket er et mindre mirakel, idet filmen varer over 200 minutter og befinder sig på én disk. Derudover er det værd at bemærke, at den amerikanske BD-udgivelses transfer blev komprimeret via det såkaldte VC-1-codec (mens transferet på denne danske skive er komprimeret via et andet codec, AVC, som nævnt ovenfor), men under en sammenligning bemærkede jeg ikke nogen nævneværdig kvalitetsforskel på de to transfers.

Audio

“JFK” er i allerhøjeste grad en dialogdrevet film, der hovedsageligt udfolder sig i mødelokaler og retssale. Alligevel imponerer diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor enormt. Ganske vist er baghøjtalerne relativt tavse gennem store dele af filmen, men endnu oftere er de med til at støbe en troværdig, auditiv atmosfære. Der er også mange imponerende panoreringer, eksempelvis da Costner taler med Jack Lemmon ved en travbane, hvor man nærmest føler, at hovene danser rundt i stuen. Lyden har ofte også en god slagkraft – særligt skuddene under rekonstrueringen af drabet på Kennedy gør indtryk. Derudover kommer både replikkerne og John Williams’ mægtige musik klokkeklart igennem (sjældent har jeg hørt slagtøj lyde bedre i HD end trommehvirvlerne under prologen), og jeg hørte ingen støj.

Ekstramateriale

Jeg tror sagtens, jeg ville kunne lytte til Oliver Stone ævle løs i dagevis uden afbrydelse. Jeg har hørt adskillige interviews og kommentarspor med den Oscar-belønnede filmmager, og han er altid velformuleret, jordnær, snakkesalig og skarp. På sit kommentarspor til “JFK” gentager Stone heldigvis aldrig det, der foregår på skærmen, og selvom filmen varer over tre timer, så holder han meget få (og i øvrigt ultrakorte) pauser undervejs. Til gengæld disker han op med et væld af interessante anekdoter om filmens tilblivelse, og han kommer rundt om alt fra redigeringen og musikken til skuespillet og billedsiden. Han bruger også megen tid på at underbygge filmens påstande, mens han samtidig er ærlig nok til at indrømme, hvornår han har overdrevet for at fremme forståelsen.

“Beyond JFK: The Question of Conspiracy” (90 min.) er en yderst fascinerende dokumentar, der blev produceret cirka samtidigt med “JFK”, og som ikke blot gennemgår kontroverserne omkring filmen, men også attentatet på Kennedy. Undervejs interviewes både vidner til drabet, politikere, debattører, skuespillere, filmmagere og mange menige dødelige, der interesserer sig for sagen. Nogle af dem er overbeviste om, at en sammensværgelse fandt sted, mens andre er skeptiske – såsom den legendariske nyhedsmand Walter Cronkite, som var reporteren, der i sin tid bekræftede Kennedys død på amerikansk tv. Knap 55 minutters slettede/forlængede scener medfølger, som Stone i øvrigt også har indtalt kommentarer til. Her er mange interessante momenter, men personligt savner jeg ikke nogen af dem i filmen.

Her er også to enormt interessante featuretter: “Assassination Update – The New Documents” (30 min.) og “Meet Mr. X: The Personality & Thoughts of Fletcher Prouty” (11 min.), der henholdsvis ser nærmere på de førhen hemmeliggjort dokumenter om drabet, som blev frigjort efter premieren på “JFK” (og som umiddelbart lader til at understøtte teorierne om en sammensværgelse), og den tidligere oberst Fletcher Prouty, som var en af de to personer, som Donald Sutherlands gådefulde karakter i “JFK”, Mr. X, er baseret på. Sidst (og mindst) er her filmens trailer. Ekstramaterialet er blevet opskaleret fra SD.