Krigens første offer er uskyldigheden

Jeg savner det 20. århundredes Oliver Stone. Forstå mig ret, “Wall Street: Money Never Sleeps” var en hæderlig fortsættelse, og mange afskrev uretfærdigt den bevægende “World Trade Center” som patriotisk følelsesporno. Men der er alligevel en stor forskel på Stones bedrifter før og efter årtusindskiftet. I 1980’erne og 90’erne var Stone Hollywoods enfant terrible – en rebel, som blæste til angreb på sin kunstarts konventioner såvel som sin nations politiske kræfter, men som samtidigt opnåede respekt og anerkendelse for sit vovemod. Men siden da er Stone blevet mere medgørlig og mainstream, og selvom hans talent stadig skinner igennem i hans nyere film, så er der altså et stort skel mellem hans seneste sager og så en film som “Platoon” – Stones store gennembrud fra 1986.

“Platoon” er ikke blot en af krigsfilmgenrens allerstørste kronjuveler, men også en af dens helt store trendsættere. Jovist, Francis Ford Coppolas “Dommedag nu” skildrede USA’s indsats i Vietnams drivvåde jungler syv år før Stone, men Coppolas mesterværk var mere optaget af menneskets krig med sine indre dæmoner end krigen i Vietnam. “Platoon” skildrede krigens rædsler på en rystende realistisk facon, som har påvirket næsten samtlige seriøse krigsfilm lige siden. Den er nærmest dokumentarisk i sin æstetik – kameraet er som regel håndholdt, lydeffekterne er naturtro, og musik optræder sjældent. Ligesom selve krigen fremstår “Platoon” ægte, grum og snavset, hvilket kun gør den mere opslugende.

Samtidig er Stones’ semiselvbiografiske manus barskt, blottet for sentimentalitet og klicheagtige karakterer og replikker. Således smadrede Stone for alvor den naive, filmiske illusion af den amerikanske krigsmaskine, som var blevet skabt og næret af film som John Waynes “De grønne djævle” og “Rambo: First Blood 2”. I “Platoon” bliver krig ikke udstillet som en letforståelig dyst mellem gode helte og snerrende skurke, men som et blodbesmurt kaos, hvor helt almindelige mennesker, man kan forholde sig til, er omgivet af forvirring og død. Og selv et kvart århundrede efter premieren har “Platoon” ikke mistet sit greb om sanserne og nerverne.

Det kommer ikke som den store overraskelse, at netop Stone kunne gengive Vietnams rædsler så nøjagtigt, for han var selv soldat derovre. I flere omgange. Stone levede en privilegeret tilværelse sammen med sin velhavende familie på Manhatten, alt imens han studerede på Yale. Men alligevel besluttede Stone sig for at droppe ud og drage frivilligt til de sydøstasiatiske slagmarker for at opleve den kontroversielle konflikt på egen hånd. Flere af instruktørens egne, skræmmende oplevelser rekonstrueres undervejs, og mange af personerne er mere eller mindre tro kopier af dem, han mødte under krigen.

Charlie Sheen spiller den idealistiske rekrut Chris, der tydeligvis er Stones alter ego, og som kastes ind i Vietnams uforudsigelige jungle og ned mellem to stridende parter i den amerikanske lejr: Den nederdrægtige Sgt. Barnes’ bataljon og den pacifistiske Sgt. Elias’ vennekreds. De to sergenter repræsenterer hver sin del af ikke blot et splittet USA, men også menneskets natur, der henholdsvis higer efter krig og fred, og Willem Defoe (Elias) og Tom Berenger (Barnes) lever sig så meget ind i deres roller, at man som tilskuer lever sig helt ind i deres tvekamp. Desuden leverer Sheen sin formentlig mest nuancerede og modne præstation til dato – og det i en alder af blot 20 år.

Stone tvang skuespillerne (deriblandt Forest Whitaker og Johnny Depp) igennem adskillige dages benhård soldatertræning, og det har styrket filmens autenticitet. Men Stones måske største genistreg er brugen af Samuel Barbers melankolske musikstykke, “Adagio”, hvis smukke toner står i skærende kontrast til de forfærdende billeder og dermed gør krigens meningsløshed så tydelig, at tårerne triller, mens læberne skælver, og vreden vokser. Det er den slags genistreger, man ofte savner fra det 21. århundredes Oliver Stone.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “Platoon” ser markant bedre ud på Blu-ray, end den gør den på dvd. Overtoninger og billeder med tekst fremstå tit en anelse uskarpe, formentlig fordi man ikke har fundet de oprindelige kameranegativer og genskabt billedteksterne og fades. Resten af “Platoon” ser forbavsende godt ud. Junglens mørkegrønne farver har aldrig før fremstået så frodige, og den superbe kontrast gør det muligt at se, hvad der foregår i skovenes mørkeste afkroge. Grynniveauet er tilpas, og detaljerigdommen er ofte overvældende – hver eneste bitte gren og blad i junglen er som regel tydelig, og hverken edge-enhancement eller DNR forekommer.

Audio

Som sagt har “Platoon” et forholdsvis mådeholdent lydbillede, hvilket er med til at gøre filmen mere virkelighedstro. Alligevel savner man ofte mere punch fra diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix – eksempelvis når magasinerne tømmes, og Sheens hjertebanken går amok. Musikken folder sig indimellem ud i baghøjtalerne, som også bruges til at levere stemningsfulde lydeffekter som vindpust og regndråber, og der er også enkelte hæderlige panoreringer, især når helikopterne kommer flyvende. Men det er primært fronthøjtalerne, der tages i brug, og de udubbede replikker er indimellem lidt utydelige.

Ekstramateriale

Oliver Stones har indtalt et fantastisk kommentarspor til filmen, som lever op til mandens egne, høje standarder. Instruktørens ucensurerede fortællinger om både Vietnam og filmens tilblivelse er ufatteligt spændende. Filmens militærkonsulent, Dale Dye, som siden hen har arbejdet på et utal af krigsfilm, har også indtalt et fascinerende kommentarspor til filmen, hvor han især diskuterer sine egne oplevelser i Vietnam og filmens autenticitet.

Her er omtrent halvanden times fremragende dokumentarer, hvori både filmmagerne og Vietnam-veteraner diskuterer krigen og filmen, men man savner dog den fremragende dokumentar “Tour of the Inferno” fra dvd-udgivelsen, som fornemt gennemgik skuespillernes oplevelser. Derudover er her en stor stak slettede/forlængede scener, som alle er værd at se, samt adskillige tv-reklamer og trailere.