Tabet af den politiske uskyld

Selvom politik kan virke som en noget tør affære i aviserne, fremstår politik på film altid som en faretruende bombe, der bare venter på at eksplodere. Det er også tilfældet i “Kamæleonen”, instruktør George Clooneys seneste film, der koncentrerer sig om den intrigante dobbeltmoral og de magtsyge spil, der hersker på den politiske scene.

Stephen Meyers (Ryan Gosling) arbejder som pressemedarbejder (læs: kommende spindoktor) for den demokratiske guvernør Mike Morris (George Clooney), der kæmper for at blive demokraternes præsidentkandidat. I staten Ohio er det svært at tilkæmpe sig stemmer, og de værste kneb gælder. Men guvernøren vil hellere være godhjertet og holde fast i sine idealer frem for at give sig i kast med de sædvanlige politiske intriger – i hvert fald lige indtil nogle store, seriøse problemer dukker op i farvandet, som selv ikke Meyers kan overskue. Nu kommer pressemedarbejderen på en hård prøve, og han bliver prompte indviet i det politiske magtspils skyggesider, som han ellers håbede kunne undgås i en perfekt, pletfri valgkamp.

Det er en gammel sandhed, at politik ikke altid er lige stuerent, men i “Kamæleonen” disker Clooney op med et nyt, interessant perspektiv på den politiske slagmark: Det individuelle tab af politisk uskyld, og hvordan selv den bedste og mest idealistiske pressemedarbejder kan blive til en kyniker, der sælger ideer til et klappende publikum, selvom han måske ikke selv tror på dem. Clooney og medmanuskriptforfatterne Grant Heslov og Beau Willimon (der også skrev teaterstykket, som filmen er baseret på) anerkender, at kampen før ethvert valg er et skuespil, der ikke altid handler om idealisme. Selv perfekte kandidater som Mike Morris er ikke så perfekte, som de virker på overfladen, og Clooney holder heldigvis ikke igen med sin skildring af den barske sandhed.

Clooney gør Stephen Meyers’ overgang fra naiv skoledreng til benhård manipulator fuldkommen realistisk, men han er naturligvis ikke alene om at løfte opgaven. Han får hjælp fra en af Hollywoods stjernedrenge, Ryan Gosling, der gør Meyers til en yderst troværdig og nuanceret personlighed. Med sin blåøjede naivitet er Meyers i begyndelsen let at holde af, men jo længere vi kommer i handlingen, og jo mere udspekuleret Meyers bliver, jo mere burde vores sympati for ham forsvinde. Men ikke med Gosling i førersædet. Takket være Goslings naturlige charme og karisma holder man stadig af Meyers, selv når han spiller det samme spil som sine modstandere. Et spil, der ikke altid er lige stuerent.

Det er ganske ligegyldigt, om man er enig eller uenig i filmens politiske over- og undertoner, for på trods af at Clooney er kendt som en dedikeret demokrat, sætter han aldrig sin egen politiske dagsorden til skue i “Kamæleonen”. Her er demokrater ikke helte, og republikanere er ikke skurke. Intet er sort eller hvidt, og Clooney antyder, at beskidte kneb er beskidte, ligegyldigt hvem der bruger dem. Prisværdig pointe.