Af: Benway | Udgivet: 2009-09-16

Selvom filmens verden bestemt også kan bruges til at fortælle dybsindige og komplekse historier, så er det ikke desto mindre ofte de magiske fortællinger, der synes som skabt til filmen. Heriblandt tæller ikke mindst eventyrenes beretninger, hvis visuelt stærke sider passer perfekt til mediet. Det kan derfor heller ikke undre, at det fra filmens begyndelse ikke har skortet på fantasifulde historier om prinsesser i nød, ildspyende drager, tapre søfarende, drabelige sværdkampe og magiske genstande.

Eventyrfortællinger var allerede populære på teaterscenen, længe inden filmen kom til, men med hjælp af special effects, animation og lign. remedier kunne man føje et ekstra lag til historierne, hvor en del af fornøjelsen ikke blot blev at forestille sig de fantasifulde skabninger, men også rent faktisk at se dem i fuld bevægelse. Derfor har den slags film altid lagt et pres på effektmagernes evne til at skabe overbevisende syn, men de har samtidigt givet sådanne folk mulighed for at få plads til at dupere med deres evner, og det er netop også i forbindelse med denne genre, at mange er blevet til store navne.

I anledning af den nylige premiere på “De vilde svaner” har Filmz kigget nærmere på nogle af de mest markante eksempler på de utallige eventyrfilm, der er blevet lavet igennem tiderne.

Tyven fra Bagdad (1924)

Stumfilmstjernen Douglas Fairbanks har hovedrollen som den dristige tyv i eventyret fra “Tusind og én nat”. Med bar muskuløs overkrop begår han akrobatiske indbrud, men skifter dog sind, da han forelsker sig hovedkulds i den smukke prinsesse. Hvad, der følger, er et herligt eventyr, hvor datidens mest imponerende special effects fremvises, og hvor undervandsscener, flyvende tæpper og fantastiske skabninger flyver over lærredet. Mest imponerende er dog filmens enorme kulisser, hvor en hel arabisk eventyrby er konstrueret. Alle døre og porte virker enorme, og alle skjulte gange fremstår smalle og klaustrofobiske. Fremragende er også Fairbanks’ præstation, der bringer charme, vid og sanselighed til den fornøjelige slyngel, hvis evner til at forcere alle forhindringer virker næsten så magiske som selve fortællingen.

Snehvide og de syv dværge (1937)

Ideen om at lave en storladen farvetegnefilm i fuld spillefilmlængde virkede måske en kende tosset tilbage i 1937, og Walt Disneys kone Lillian sagde da også til gemalen, at ”ingen vil betale en øre for at se en dværge-film.” Forbeholdet blev dog gjort til skamme af denne magiske eventyrfortælling, som for alvor fastslog Disneys status som verdens førende tegnefilmstudie. Filmen blev en kolossal succes og øjeblikket modtaget som et mesterværk. Sergei Eisenstein, der havde instrueret “Panserkrydseren Potemkin”, kaldte den sågar ”den bedste film nogensinde lavet.” Den klassiske Disney-kombination med en renskuret (og lidt kedelig) heltinde, en karismatisk skurk og ikke mindst de underholdende sidekicks i form af de syv dværge, der hurtigt stjæler billedet, fungerede over al forventning, og utallige Disneyfilm har fulgt samme opskrift lige siden.

Troldmanden fra Oz (1939)

Det kulørte farvebrug spiller også en betydelig rolle i MGM’s “Troldmanden fra Oz”, hvor den hårdt prøvede Dorothy sendes med en tornado fra sin triste sort-hvide hverdag til den fantastiske Technicolor-verden i eventyrlandet Oz. Medbringende sin trofaste hund Toto tager hun på rejse sammen med de tre venner, hvis problemer hun også må klare. Historien krydres med humor, hjertevarme og ikke mindst de uimodståelige sange, hvor ikke mindst “Over the Rainbow” er forblevet en klassiker. Bemærkelsesværdig er også filmens evne til at gribe ned i nogle eviggyldige vilkår for børn i alle aldre og generationer, og dens ligefremme, men inspirerende moralfortælling om at overvinde prøver og at påtage sig ansvar vækker stadig gehør. ”There’s no place like home” fastslås det i slutningen, men som tilskuer synes man dog ikke desto mindre betydelig bedre om Oz’ magiske verden end den virkelighed, som Dorothy må vende tilbage til.

Tyven fra Bagdad (1940)

Bortset fra titlen og et par enkelte plotelementer er der næsten ingen relation mellem 1924-udgaven af eventyret fra “Tusind og én nat” og så denne genindspilning, der bestemt ikke står tilbage for den tidligere film. Vi følger prinsens forsøg på at erobre prinsessen, men de egentlige hovedpersoner er den unge tyv, der spilles med stor energi af den 15-årige indiske Sabu, og den onde Jaffar, spillet af en særdeles gusten Conrad Veidt. Det er vanskeligt at pege på et værk, der bobler mere af overskud, fortællerglæde og opfindsomhed end netop denne vidunderlige film, hvor farverne springer lystigt over lærredet, og hvor de gode og onde kræfter krydser krumsabler. De utallige effekter er ganske vist blevet tydelige med alderen, men de føjer faktisk kun til filmens ukuelige charme, der virker fuldstændig tidløs og synes at pege tilbage til en svunden alder, der endnu havde en uskyldighed i behold, som vi nu kun kan længdes efter.

Skønheden og udyret (1946)

Magien flyder ligeledes ubesværet i Jean Cocteaus filmatisering af det franske folkeeventyr om “Skønheden og udyret”, som blev lavet kort efter, at krigens rædsler havde ramt Europa. Timingen kunne ikke have været bedre, og ud af ruinerne trådte denne film, som netop handlede om at genfinde det skønne, hvor det ikke forventes. Cocteau anvender den simple fortælling til at skabe en mageløs poetisk og surrealistisk historie, som uden brug af CGI udfører visuelle mirakler: Menneskelige arme holder mystiske stearinlys og skænker vin op, og den unge pige svæver nærmest gennem slottet. Den største bedrift er dog filmens evne til at få ikke bare hende, men også publikum til at holde af udyret. Faktisk er den del af filmen så vellykket, at det føles lidt som et antiklimaks, da det elskede udyr forsvinder, og en flot, men ordinær eventyrprins dukker op i stedet. Det samme mente ikke mindst Greta Garbo, som ved premieren udbrød: ”Giv mig mit udyr tilbage!” Filmen er som bekendt senere blevet genindspillet af Disney, men den udgave fanger slet ikke den samme følelse af magi, som originalen havde.

The 7th Voyage of Sinbad (1958)

Eventyrene fra “Tusind og én nat” danner atter meget løst grundlag for denne fortælling, der er udført i bedste swashbuckler-tradition. Her skal den berømte søfarer Sinbad befri sin prinsesse fra en grum forbandelse og udsætte sig selv for alverdens farer i form af kykloper, kolossale fugle og en ond troldmand. Der er dømt forrygende søndagsunderholdning i denne film, der har en overbevisende Kerwin Mathews i hovedrollen som Sinbad, hvis mod og nysgerrighed nærmest virker dumdristigt. Filmens egentlige stjerne var dog Ray Harryhausen, der lavede filmens uhyrer via stop-motion og derved skabte nogle særdeles mindeværdige skabninger, hvor ikke mindst filmens kyklop huskes med nostalgisk kærlighed. Underholdende er også filmens kulmination, hvor Sinbad må kæmpe mod et sværdsvingende skelet. Netop den sekvens er siden gået over i filmhistorien og inspirerer stadig effektmagere den dag i dag.

Star Wars: Episode IV – Stjernekrigen (1977)

Selvom man let kunne opfatte “Star Wars: Episode IV – Stjernekrigen” som en science fiction-film, så er det nok mere givtigt at betragte den som en eventyrfilm. Alle de grundlæggende elementer er tilstede i hobetal: En prinsesse, der skal reddes; en kampklar ung helt; en ond troldmand; en sørøver og sågar sværdkampe. “Star Wars: Episode IV – Stjernekrigen” var tydeligvis påvirket af “Rumrejsen år 2001”, men hvor Stanley Kubrick forsøgte på at skabe en så realistisk virkelighed som muligt, så var George Lucas’ fokus tydeligvis andetsteds. Rumskibene larmer og eksploderer, de gode og onde Jedier kan anvende magi, og Tusindårsfalkens våben ligner mere noget fra Anden Verdenskrig. De færreste tog filmen særlig alvorligt, mens den blev lavet – hvilket egentlig ikke er så underligt i betragtning af, hvor fjollet selve fortællingen er, når man gennemtænker den – men ikke desto mindre skabte Lucas et mesterværk indenfor genren, som siden har smittet generationer og sat en standard, som alle efterfølgende er blevet målt og vejet efter.

Ladyhawke og lommetyven (1985)

Selvom Richard Donner forsat mest er kendt for sine “Superman”- og “Dødbringende våben”-film, så har han bestemt også lavet andre, og en af de film er den glimrende og lidt oversete eventyrfilm “Ladyhawke og lommetyven”. Filmen har Rutger Hauer i en af hans få heroiske hovedroller som den tapre ridder, der må lide den tort altid at være adskilt fra sin elskede (spillet af Michelle Pfeiffer) pga. en sadistisk forbandelse. Matthew Broderick spiller tyven, der må hjælpe parret, og selvom han virker lidt som om, han er placeret i en forkert film, og selvom det kontroversielle musikvalg godt kan være lidt distraherende, så er romancen mellem de elskende så rørende og Pheiffers erotiske udstråling så stærk, at man rask væk tilgiver den det.

Ringenes herre: Eventyret om ringen (2001)

Det er blevet sagt utallige gange, at Lucas’ “Star Wars”-film skylder meget til Tolkiens’ univers, men “Ringenes herre”-filmene skylder ligeledes en stor gæld til “Star Wars”. Peter Jackson har tydeligvis set ordentligt efter, for i skabelsen af dette fantasieventyr har han valgt en tilsvarende low-tech-attitude. I stedet for at være renskuret og pletfri er Midgård befolket af indbyggere, der ligner, at de rent faktisk bor der, og selv eventyrprinsen trænger alvorligt til et bad og en barbering. Selvom historien fortælles med megen bulder og brag, lader Jackson ikke effekterne dominere, og samtidig skaber han en charme og elskelighed over hobbitterne, som gør, at man rent faktisk interesserer sig for, om de overlever eller ej. Den charme blev dog efterhånden noget fortrængt i de mere effektjagende fortsættelser, men den er under alle omstændigheder bibeholdt i denne første fremragende film i rækken.

Pans labyrint (2006)

En barskere tone fastlægges i Guillermo del Toros “Pans labyrint”, der ganske vist nærmest er udformet som en billedbog, men som man bestemt ikke skal vise til de mindste. Filmen fortæller historien om Ofelia, der er placeret i det diktatoriske Spanien under Franco. Hun undslipper fra den grumme hverdag ind i en fantastisk verden, der måske – eller måske ikke – er virkelig. Samtidig kæmper oprørere en håbløs kamp mod den psykopatiske Kaptajn Vidal. De to virkeligheder supplerer hinanden på interessant vis i filmen, men den virkelige attraktion er den overvældende detaljerigdom, som Guillermo del Toros fortælling prydes med og de fantastiske og rædselsvækkende skabninger, der befolker den. Filmen vækker minder om nogle af de grummeste af Brødrene Grimms eventyr, omend selv de virker helt muntre ved sammenligning.

Gravatar

#1 filmz-loke76 13 år siden

Udemærket artikel.. Synes dog der mangler et par film..

Clash of the titans - 1981

Legend - 1985
That´s what I like about them highschool girls man. I get older, they stay the same age.
Gravatar

#2 Christian Voldborg 13 år siden

"Clash of the Titans" er også essentiel i denne sammenhæng, som der bliver sagt.

Ellers er det da en fin liste, der minder en om, hvorfor man elsker filmmediet. :)
Filmnørder, bøj jer i støvet for Christopher Nolans "Inception"...
Gravatar

#3 Skeloboy 13 år siden

Nu har jeg ikke set den, men Jason & The Argonauts kunne også være nævnt.

Men sådan er det jo altid:)

Jeg savner noget ordentlig, big-budget fantasy, som ikke det mindste henvender sig til børn. Eksempelvis Age of Misrule.

Gravatar

#4 Buzz 13 år siden

fantasy film? så skal det være en Forgotten Realms film, om en grupper eventyr som som komme ud for lidt af være og møder nogle af de kendte osv.
Gravatar

#5 Herrguth 13 år siden

Selvom de måske ikke helt hører med på listen, så elsker jeg dog også disse eventyr-film:

Labyrinth
The Dark Crystal
Bridge to Terabithia

Og så vil jeg da give ret i at Clash of the Titans burde have været nævnt på listen.
Men ellers rigtig god og spændende læsning.
Gravatar

#6 Antlion 13 år siden

Spændende læsning!

Mine personlige favoritter er nok: Carnés "Les Visiteurs du soir", Cocteaus "La Belle et la Bête", Disney-filmen "Fantasia", Murnaus "Faust - Eine deutsche Volkssage" og par gamle kultfilm, som jeg ikke vil nævne. :)

Jeg vil dog mene, at du har undladt et essentielt værk: Nemlig Langs "Die Nibelungen", både Siegfrieds Tod og Kriemhilds Rache!
Gravatar

#7 filmz-Bruce 13 år siden

Pyt med at jeg mangler nogen :) Det vil alle jo gøre. Det er bare super, at du laver et godt "view" med lidt af hvert repræsenteret. Synes det er nogle gode klassikere du har valgt og hr. Fairbanks må jo nævnes i den sammenhæng.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#8 Collateral 13 år siden

Jeg har de fleste af disse film til gode, men min appetit er vækket, og det så eftertrykkeligt! Meget velskrevet (stykket om Pan's labyrint kunne dog godt have været en tand mere uddybende.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Gravatar

#9 Ericmase 13 år siden

Hvor er "Harry Potter og De Vise Sten" henne? Det er også en fantastisk fortælling! Det synes jeg ihvertfald! :)
The Movie Nerd is here...
Gravatar

#10 filmz-Narniabæver 13 år siden

Hvad var det?

Det eneste som var noget værd er Pan's Labyrinth på den liste.

Ingen Narnia, Taran eller The Last Unicorn?
Chip: Rescue Rangers, away!

Skriv ny kommentar: