Den vilde Dronning Magrethe

Når der skal remses danske litteraturikoner op, må det siges at være umuligt at komme udenom H.C. Andersen. Til trods for den enorme popularitet omkring den danske forfatter står det sløjt til med de filmiske fortolkninger af de ellers mange eventyr. Faktisk er det måske eneste nævneværdige indslag den fremragende “The Red Shoes” af Michael Powell og Emeric Pressburger, baseret på eventyret af samme navn. Det har Ghita Nørby og selveste Dronning Margrethe II tænkt sig at lave om på med “De vilde svaner” – sammenligningen med Powell & Pressburgers mesterværk fra 1948 er dog absolut en saga blot.

Som så mange andre eventyr handler “De vilde svaner” om prinser, prinsesser – og ikke mindst dannelsesrejser. Den lille prinsesse Elisa lever lykkeligt med sine elleve brødre, men freden forsvinder i løbet af kort tid. Kongen beslutter sig nemlig for at gifte sig med en ond dronning, som forvandler de elleve brødre til svaner og sender Elisa bort. År senere finder Elisa ud af, at brødrene bliver mennesker om dagen, og for at bryde forbandelsen skal hun sy elleve panserskjorter af brændenældehør – men må forblive stum indtil da.

“De vilde svaner” er lavet som mere eller mindre én lang green screen optagelse, hvor så Dronning Margrethes designs, eller såkaldte decoupager, er indsat digitalt i efterredigeringen. Og et kæmpe cadeau til det royale bidrag, da det virkelig skaber en underlig surrealistisk atmosfære og unik billedside, der føles som taget ud af et eventyr. Desværre synes idéen at ramme ved siden af i den forstand, at det sikkert er uvante omstændigheder for de ellers dygtige skuespillere. Dansk film har en fornem tradition inden for teater og realistisk drama, men skuespillerne falder alle som en igennem over for green screen-teknikken. Det bliver for stift, overspillet og føles meget hen ad vejen som en alt for billig tv-produktion.

Ingen tvivl om, at “De vilde svaner” er eventyrligt udført og indeholder nogle ganske fantastiske sekvenser alene i kraft af Dronning Margrethes overraskende imponerende sans for at formidle eventyr visuelt. Udover det eminente arbejde på billedsiden har vores kære Kongelige Højhed også stået for kostumedesignet – og her udmærker hun sig igen. Var hendes bidrag udeblevet er der heller ingen tvivl om, at resultatet var blevet noget mindre fortryllende, end det er tilfældet. Den svære balancegang mellem kolossal respekt for forlæg og filmisk udførelse opnås til dels i kraft af den gode historie og vores personificeret nationalklenodie, hvilket på sin vis gør den sparsomme spilletid på en time til en unik oplevelse – på godt og ondt.

Det er nemlig hér, at filmens paradoks opstår – for ser man bort fra den flotte visuelle stil, halter alt fra helt basale filmiske elementer til sjusket skuespillerpræstationer. Til trods for en habil skuespillertrup bestående af bl.a. Ghita Nørby, Thure Lindhardt, Helle Hertz og Søren Sætter-Larsen, forbliver de jammerlige præstationer ligeså papirtynde som siderne i H.C. Andersens samlede værker. Det ér eventyr og meget er tilladt – ganske vist – men uden indlevelse i karaktererne falder interessen for den egentlige historie til fordel for den flotte indpakning. Visse af skuespillerpræstationerne er lattervækkende ringe – særligt Benedikte Hansen som den onde dronning er håbløs. Jim Henson formåede med “Eventyrtimen” at gøre karakterer levende – og dermed universet troværdigt – i al sin enkelthed, hvilket ikke lykkes med “De vilde svaner”. Det giver desværre et utilsigtet amatørfilmpræg, hvilket desværre punkterer illusionen med et trylleslag.