Skibet uden hovedperson

Hvem spiller hovedrollen? Det filmspørgsmål stilles ofte. Vi er interesserede i eneren, individet. Den, der driver handlingen frem. En tankegang, der både er liberal og egoistisk, mente et par fyre ved navn Lenin og Trotskij for snart en del år siden. Derfor var der ingen hovedperson, da kommunismen sejlede ud med propagandafilmen “Panserkrydseren Potemkin” tilbage i 1925. Folket var én kollektiv hovedrolle i en film, der skulle retfærdiggøre, at Zar Nikolaj 2. i 1918 var blevet et hoved kortere.

“Potemkin” er nemlig en lidt bagvendt stumfilms-omgang. Lavet i 1925 om et arbejder-oprør imod Zarens hvidgardister i 1905, der skulle overbevise folket om, at den kommunistiske Oktoberrevolution fra 1917 og alt dens blod skam var en rigtig god idé. Det var folkets vilje. Derfor er der heller ingen nuancer. De røde er de gode, der sammen kæmper imod Zarens børnemyrdende soldater. Det handler om ensretning. Om folkemasser, der i samlet flok hæver sine næver klar til kamp for et mere retfærdigt Rusland. Det er de vrede og de underkuede, der rejser sig.

På den måde har en næsten 100 år gammel film stadig stor værdi i dag. For der er ikke langt fra Potemkins matroser, der begår mytteri, fordi der er orme i kødet, til Donald Trumps vrede, hvide rednecks, som er blevet fucked af finanskrisen. I begge tilfælde melder eliten pas – det er jeres eget problem. Det er magten hos de mange vrede, som “Potemkin” havde og stadig har blik for. Og hvad de mange kan gøre ved de få i toppen, hvis ikke der kommer ormefrit kød på menuen.

Den store nyhed ved den her repremiere er den retropunkede slags Rammstein-musik, der spiller op til den revolutionære billedside. Det er Peter Peter og Christian Rønn, som lækker-tungt og mekanisk fanger massernes vrede i “Potemkin”. For ikke at tale om Zar-soldaternes dræbende trav ned ad den stumfilms-legendariske trappe, hvor den stakkels baby i barnevogn triller mod den sikre død. Bum-bum, bas-bas, gå-gå. Musikken forstærker filmoplevelsen, der var kortere, end jeg huskede og frygtede den.

Der er masser nyttig filmhistorie at se på i “Potemkin”. Sergej Eisensteins montage-teknikker, der gjorde Hitchcocks “Psycho”-mord muligt, er rytmisk epokegørende. Og baby i barnevogn på Odessas stejle trapper er blevet mindet igen og igen af andre – lige fra Brian De Palma til Terry Gilliam har hyldet den scene, som i stumfilms-mindeværdighed nok kun blev overgået af Chaplins støvle-suppe samme år i “Guldfeber.

Stilheden er øredøvende

Kan levende billeder vitterligt ændre verden? Har de magten til at påvirke klodens magthavere og ændre tidens gang? Naturligvis har mange kontroversielle nyhedsudsendelser gennem tiderne tvunget samfundet til at skride til handling, men hvad med spillefilm? Sergei Eisensteins “Panserkrydseren Potemkin” fik i hvert fald mange prominente politikere til at stille disse spørgsmål, da den udkom for 85 år siden siden.

“Panserkrydseren Potemkin” bevirkede ikke en revolution, men den udkom i kølvandet på én – nemlig Ruslands oktoberrevolution i 1917, som resulterede i zarens henrettelse, hvorefter Lenin overtog magten. Eisensteins klassiker var en hyldest til en tidligere revolution i 1905, der slog fejl, men som gav bolsjevikkerne håb forud for deres mere succesrige oprør tolv år senere. Men selvom “Panserkrydseren Potemkin” ikke havde til hensigt at søsætte endnu en opstand, så var filmens billeder så voldsomme, at Tyskland bandlyste filmen i frygt for, at den ville få befolkningen til at gøre oprør. Man frygtede noget lignende i både England og Sverige, hvorfor filmen ikke blev udgivet dér før 1950’erne. Wow.

I dag vil unge biografgængere, som er opvokset med computerskabte vidundere og spektakulære lydspor, formentlig le af den gamle stumfilms manglende farver, lyd og replikker samt det til tider teatralske skuespil. Okay, Eisensteins klassiker er måske ikke ældet lige så yndefuldt som den gængse rødvin, men “Panserkrydseren Potemkin” har stadig masser af power, og hvis skeptikerne faktisk gav filmen en chance, ville de formentlig blive overrasket over dens tempo og intensitet. Eisenstein var ikke interesseret i en langstrakt historielektion (filmen varer endda sølle 69 minutter). Han var opsat på at få folk til at føle noget, og han var overbevist om, at den bedste måde at gøre det på var ved at skære den autentiske historie helt ind til benet – at droppe unødvendige sidespor og overflødige tekstklumper.

Med sine livlige håndgemæng, fåtallige pauser og hurtige tempo er “Panserkrydseren Potemkin” nærmest en forløber for den moderne actionfilm, hvor de hyppige klip og den ekstremt effektive krydsklipning mellem storslåede totalbilleder og følelsesladede nærbilleder får filmen til at fremstå adskillige årtier forud for sin tid. Intet under, at Eisenstein er krediteret som montagens opfinder. Østrigske Edmund Meisels musik akkompagnerer fornemt skuespillernes handlinger, således at man aldrig for alvor bider mærke i, at der ikke er nogen lydeffekter. Og Eduard Tisses billeder er sensationelle. Sergio Leone blev tydeligvis inspireret af Tisses evne til at forvandle det menneskelige ansigt til et landskab, hvor hver eneste grimasse fortæller sin egen historie.

Jovist, skuespillet er til tider en anelse overdrevet, men Eisenstein propper sin films stormfulde sekvenser med grandiose taler, store følelser og dramatiske billeder, som får skuespillet til at falde fornemt i hak med resten af filmens elementer. Skildringen af matrosernes mytteri på kampskibet Potemkin er måske ikke særlig nuanceret, men Eisenstein gjorde klogt i at ofre moralprædikener, tung symbolik og polemik for at forsimple fortællingen, således at den let og elegant kan snige sig ind under huden på publikum, uden at den nogensinde føles tilnærmelsesvis banal.

Scenen på trappen i Odessa, hvor zarens soldater plaffer de uskyldige indbyggere ned, er med rette gået over i historiebøgerne som et af filmmediets mest bevægende øjeblikke. Synet af en utrøstelig mor, som bønfalder soldaterne om nåde med sin søns lig i favnen, brænder sig fast på nethinden. Ingen “Panserkrydseren Potemkin”, ingen “De uovervindelige”. Ja, mange film var nok aldrig blevet lavet, hvis Eisenstein ikke havde omskrevet filmsproget med sin majestætiske milepæl. Mange film føles forældede blot få år efter udgivelsen, men “Panserkrydseren Potemkin” har modkæmpet tidens tand med en kæmpe kanonsalve fra panserkrydserens artillerier. Ét ord opsummerer Eisensteins mesterværk: Tidløs.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.33:1. Det er urimeligt at forlange, at “Panserkrydseren Potemkin” skal se helt perfekt ud på Blu-ray. Filmen har trods alt 85 år på bagen, og man kan næppe udradere alt snavs fra kildematerialet uden også at fjerne adskillige detaljer. Men selvom transferet indeholder støv og flænger, så er det svært at forestille sig, at filmen nogensinde vil se bedre ud. Den utilsigtede støj og snavs er fuldstændig overkommelig, og transferets styrker er talstærke – billedet er som regel knivskarpt og forholdsvis pletfrit, og detaljerigdommen er ofte forbløffende – bare tjek sprækkerne på Odessa-trappens mursten. Selvom kontrasten svinger lidt, så bliver både den smukke sort/hvid-billedsides dunkle og lyse nuancer gengivet fornemt.

Audio

Eftersom der er tale om en stumfilm, kan man naturligvis udelukkende bedømme præsentationen af musikken. Man har kun inkluderet Edmund Meisels oprindelige score fra 1926. En række af Dmitri Shostakovichs fantastiske værker blev mange år senere splejset sammen i et nyt og superbt score til klassikeren, og for en håndfuld år siden komponerede selveste Pet Shop Boys et alternativt soundtrack. Det er en skam, at disse kompositioner ikke befinder sig på disken, men Meisels musik er fantastisk – storslået og temperamentsfuld ligesom billederne. Lydkvaliteten er superb, idet musikken blev genindspillet for nylig, og musikken folder sig godt ud via alle højtalere. Det er bare en skam, at man kun har inkluderet et Dolby Digital 5.1-lydspor. Et ukomprimeret mix havde formentlig gengivet musikkens høje og dybe toner en tand klarere.

Ekstramateriale

Som sagt er det ærgerligt, at man ikke har inkluderet flere af de alternative lydspor, som er blevet skabt til filmen i årenes løb. Til gengæld indeholder skiven dokumentaren “På sporet af Panserkrydseren Potemkin” (43 min.), som ikke engang nævnes på udgivelsens omslag. Her bliver både filmens historie og dens restaurering gennemgået, og vi præsenteres bl.a. for sjældne optagelser af Eisenstein fra 1920’erne, og de forskellige udgaver af filmen sammenlignes. Fascinerende, men mere info om Eisenstein og filmens tilblivelse havde været velkommen.