Af: Benway | Udgivet: 2011-01-22

Da Darren Aronofskys “The Wrestler” ramte filmverdenen, virkede den næsten som et indirekte portræt af Mickey Rourke selv, og den lille afstand mellem skuespiller og hovedperson var utvivlsomt også en af grundene til dens følelsesmæssige styrke. Spørgsmålet er dog, om ikke også Aronofsky kunne se lige så meget af sig selv i figuren, for i en overgang virkede hans karriere trods hans åbenlyse talent også til at være plaget af uheld, uforløste drømme og havarerede projekter.

På et forholdsvist tidligt tidspunkt i karrieren fik han chancen for at skrive og instruere den Batman-film, der skulle få figuren tilbage på ret køl efter Joel Schumachers katastrofale “Batman & Robin”, og Aronofsky nåede endda at kontakte Christian Bale med henblik på at spille hovedrollen. Det projekt kulsejlede imidlertid efter mange kvaler, og Aronofsky endte med at trække sig. I stedet overtog Christopher Nolan som bekendt, og Aronofsky måtte se på, mens Nolan nåede filmhierarkiets allerhøjeste stepper med “Batman Begins” og senere “The Dark Knight”. Det skulle ikke blive sidste gang, en af Aronofskys drømme måtte komme til en brat ende, men heldigvis er han fortsat ufortrødent med en beslutsomhed, der til tider næsten vækker minder om den besættelse, hans figurer fra “Black Swan”, “The Wrestler” og “The Fountain” udviser. Han ville udrette store ting, og ingen modgang skulle standse ham. Med hans to sidste film har han da også for alvor markeret sig med værker, hvis kvalitet kun de færreste vil benægte.

I anledning af premieren på den roste “Black Swan” (anmeldelsen kan læses her) har Filmz kigget lidt nærmere på Aronofskys film.


Pi (1998)

Darren Aronofsky voksede op i Brooklyn, New York. Som dreng elskede han de store blockbustere af George Lucas og Steven Spielberg, men med tiden og alderen blev han også inspireret af alternative filmskabere såsom Jim Jarmusch og Spike Lee. Han studerede film og instruktion, men på trods af adskillelige roste kortfilm tog det ham fem år at få samlet pengene til den sort-hvide debutfilm “Pi” om en matematiker, der manisk søger efter en sandhed gemt i tal. Budgettet var ekstremt skrabet – introsekvensen blev lavet af en ven, remedierne blev klasket sammen med en billig lim, der gav filmholdet kvalme, og Aronofskys egen mor stod for maden – men alligevel var filmen proppet med opfindsomhed og den tydelige tilstedeværelse af råt upoleret talent i dens reneste form. Med var også Clint Mansell, der hermed gjorde sit første indtog i filmmusikkens verden og skabte melodier, der i høj grad bidrog til filmens unikke atmosfære. “Pi” blev flot modtaget, og selvom den ikke ligefrem var nogen blockbuster, så var dens indtjening ekstremt imponerende i forhold til budgettet.


Requiem for a Dream (2000)

Aronofskys næste film var dog den, som for alvor slog hans navn fast. “Requiem for a Dream” var en filmatisering af Hubert Selby Jr.’s roman, men hvor det nærmest er kutyme, at en filmatisering toner de mere ekstreme side af en bog ned, så havde Aronofsky ingen intentioner om noget sådant. Tværtimod fortæller filmen en så rædselsvækkende historie, at det ærlig talt ikke er svært at forstå, hvorfor Ellen Burstyn i første omgang pure afviste at være med i den. Hun skiftede lykkeligvis mening efter at have set “Pi”, hvilket på alle måder er heldigt, for hendes præstation i filmen er fuldstændig formidabel. “Requiem for a Dream” vækker umiddelbart minder fra tidligere film om stoffer, men hvor de som regel indeholder et klart skel mellem illusion og virkelighed, er det sværere at orientere sig her – på mange måde typisk for Aronofskys film. Den præsenterer en art hypervirkelighed, der på den ene side er pinefuld realistisk og på den anden side ekstremt stiliseret. Fornedrelsen og råddenskaben kommer til et rædselsvækkende klimaks i slutningen, hvor Clint Mansells score giver det hele en episk følelse af tragisk uundgåelighed. For mange er dette stadig Aronofskys største bedrift, og selvom der efterhånden er blevet hugget fra filmen med arme og ben, er den forblevet et af 00’ernes hovedværker.


The Fountain (2006)

Aronofskys næsten film skulle dog blive et prøvelsernes projekt. “The Fountain” var hans hidtil mest ambitiøse drømmeprojekt og udtænkt som en storfilms science fiction-fortælling. I 2002 er alt på plads og det 70 millioner dollars store budget fastlagt med et crew på 500 folk, da et ubehageligt opkald informerer Aronofsky om, at filmens stjerne Brad Pitt har besluttet sig for at droppe filmen. Med ham røg finansieringen, og det endte med at tage flere år, før Aronofsky fik genoprejst projektet med Hugh Jackman i hovedrollen og til under det halve af det oprindelige budget. På trods af de mange anstrengelser blev filmen dog en kritisk og kommerciel fiasko, hvor ikke mindst manuskriptet fik drøje hug fra anmelderene. I mine øjne føles “The Fountain” også ufuldendt med småklodsede vilde toneskift fra scene til scene, hvilket utvivlsomt skyldes dens hårdt plagede tilblivelseshistorie og de mange elementer, Aronofsky måtte droppe. Brudstykkerne er indimellem fantastiske og indimellem meget tæt på at virke som tåkrummende hippiekitsch – det er nu engang ualmindeligt svært at tage flyvende munke og en romance mellem en mand og et træ alvorligt – men alligevel har filmen fundet et lille, men trofast publikum. Selv håber jeg på, at vi en dag kan få den mere fuldendte udgave at se, som filmskaberen har antydet kunne laves. Aronofsky havde tilsyneladende udtænkt filmen som et storslået science fiction-epos, og jeg tvivler på, at de nuværende 96 minutter gør hans vision retfærdighed.


The Wrestler (2008)

Med kun et kæmpeflop bag sig i løbet af de sidste seks år var Aronofsky kommet i en lidt presset situation, men han fandt et værdigt projekt med “The Wrestler”, som på mange måder både blev et comeback for stjernen Mickey Rourke såvel som for Aronofsky selv. Selvom filmen umiddelbart lignede en stor produktion, var den på mange måder lavet på et relativt skrabet budget, hvori flere af hovedkræfterne efter sigende arbejdede gratis. Fortællingen følger en udbrændt wrestler, som havde sin storhedstid i 80’erne og nu fører et beskedent og meget lidt gloværdigt liv, mens hans krop bliver tiltagende nedslidt. Helbredet skriger efter, at han skal stoppe, men hvordan kan man vende ryggen til den eneste succes og stolthed, man har tilbage? Hvad der ikke mindst fungerer så formidabelt i filmen er, at Aronofsky vedvarende nægter at fylde vores wrestler med forlorne sympatiske træk og hul sentimentalitet. Det er ingen religiøs omvendelse, vi er vidne til, men blot en aldrende herre, der har fået en anelse mere indsigt i tingene. Miljøbeskrivelsen er både komplet overbevisende og fascinerende, og da filmen ankommer til sin uundgåelige konklusion, er det vanskelig ikke at sidde bevæget tilbage. Ligesom Aronofsky selv nægter den aldrende bryder at lade sig kue af uheldige omstændigheder.


Hvilken Aranofsky-film synes du er bedst? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor for at diskutere artiklen i forummet.

Gravatar

#1 MMB 11 år siden

Der står "access denied", når jeg trykker ind på artiklen.
Gravatar

#2 AP 11 år siden

jep, også her
Gravatar

#3 Lord Beef Jerky 11 år siden

Virker fint her.

Aronofsky er sammen med P.T. Anderson pt. de mest interessante instruktører i USA for tiden, og jeg vl ivrigt følge med i mandens karriere og film fremover, og snart give The Fountain et gensyn, da den ikke fangede mig første gang, men uden tvivl vil gøre det i dag.

Pi - 6/6
Requiem For A Dream - 5-6/6
The Fountain - 3-4/6 (og uden tvivl mere ved gensyn)
The Wrestler - 6/6
Black Swan - 6/6

Lige nu er Pi og The Wrestler mine favoritter af hans, men efter et gensyn med Black Swan, kunne jeg forestille mig, at den kæmper på lige fod om førstepladsen.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Gravatar

#4 krille 11 år siden

Var inde og se Black Swan på premieredagen og kan uden tøven sige at det er Aronofskys bedste film. Har ikke set Pi. Requim for a dream er et sansebombardament og er hans næstebedste film. The Fountain synes jeg er kedelig og langtrukken. The Wrestler skal ses for Mickey Rourkes præstation. Selve historien er set mange gange før. Black Swan er en fremragende film, der er hypnotiserende og dragende.
Fear can hold you priosoner. Hope can set you free. Tagline. The Shawshank Redemption
Gravatar

#5 Twister 11 år siden

Jeg mangler stadig at se The Fountain (forsøgte mig ellers igår, men opmærksomheden kunne ikke holdes) og Pi. De andre tre film rangerer jeg således:

1. Pladsen: Black Swan --> 6/6 stjerner --> 9/10
2. Pladsen: Requim For a Dream --> 6/6 stjerner --> 9/10
3. Pladsen: The Wrestler --> 5/6 stjerner (meget tæt på 6 stjerner) --> 8/10


Jeg tror snart jeg vil give Pi en chance, føler at jeg hellere må vente lidt med The Fountain oven på det mislykkede forsøg på at se den igår.
“I should say that I was a visual person. I experience with my eyes and never, or rarely, with my ears...to my constant regret.” - Fritz Lang
Gravatar

#6 Riqon 11 år siden

The Fountain er virkelig en undervurderet perle og i mine øjne langt mere interessant end The Wrestler, selv om den selvfølgelig stadig må se sig slået af den barske Requiem for a Dream. Jeg har Pi og Black Swan til gode (skal se Black Swan på mandag).
The only way to beat a troll is to not play their game.
Gravatar

#7 Yossarian 11 år siden

The Fountain, på trods af dens mangler, er en af mine ynglingsfilm, og er den Darren Aronofsky film jeg kan se flest gange. Filmen bliver bedre og bedre på gensyn.
Har desværre ikke fået set Pi endnu, men ville være passende at få set den, så jeg har set alle hans værker.
Gravatar

#8 Kviesgaard 11 år siden

Så er det vist min tur til at komme på banen med min beskedne vurdering. Beskeden i det jeg kun har set 2 af Aronofskys film. Hos mig er der dog ingen tvivl.

The Fountain er så ubetinget min favoritfilm til dato.

Jeg kan sagtens tage flyvende munke med romantiske forhold til træer seriøst. Om det skyldes min hang til diverse superheltetegneserier, skal jeg ikke kunne sige.

Den anden film jeg har set, er The Wrestler, som dog ikke formåede at fange mig, men jeg har nu heller ikke en særlig god filmsmag (i en årrække var Schwarzenegger mit store idol).

Planen for mit vedkommende er dog i nær fremtid at få set Black Swan, da diverse klip har pirret min nysgerrighed.

Sidst men ikke mindst er jeg umådelige spændt på at se, hvad Aronofsky får ud af The Wolverine!
Den Jyske Marvel-fan. Oh Yeah
Gravatar

#9 TheEnd 11 år siden

Politiken har også lige bragt et interview med Aronofsky.

Jeg har kun set Requiem For A Dream, som er en meget god og tankevækkende film.
Jeg havde mareridt om Jared Letos arm i flere dage...
A bottle! Don't bother.
Gravatar

#10 AP 11 år siden

haha forstår jeg godt :D

Skriv ny kommentar: