Af: Benway | Udgivet: 2009-12-14

”Carl Dreyers kunst begynder at udfolde sig netop der, hvor de fleste instruktører giver op.”

– Filmkritikeren Pauline Kael

Hvordan kan det være, at Danmarks uden sammenligning største og mest indflydelsesrige filmkunster stadig er forblevet stort set uset i sit eget hjemland? Ja vist, de fleste af os har hørt om Carl Th. Dreyer, og enkelte har set hans film, men det brede kendskab til filmskaberen er udeblevet, og de fleste af hans værker mangler stadig at få en ordentlig dvd-udgivelse herhjemme. Er det fordi, at mange af filmene er af ældre dato, eller skyldes det i stedet deres fremmedartede fremtoning? Eller er det måske som det berømt konstateres i Johannesevangeliet således, at en profet aldrig er agtet i sit eget hjemland? At han ikke er mere set er under alle omstændigheder synd og skam, eftersom hans værker er af kolossal kvalitet, og han regnes da også retteligt for en af verdens største instruktører.

Dreyers ulykkelige opvækst satte utvivlsomt et dybt spor i hele hans virke. Han blev født i 1889 af en ugift mor, der døde kort efter, og blev i stedet adopteret af en familie, der dog aldrig lod ham glemme, at han var fremmed i hjemmet. Han ønskede forståeligt at komme væk og forsøgte sig med kontorarbejde i Store Nordiske Telegrafselskab i håb om at kunne rejse til udlandet. En dag skulle han et ærinde i kælderen hos en ældre kollega, der pegede på et bjerg af arkivbøger og med stolthed i stemmen bekendtgjorde, at: ”Her ser De mit liv!” Den forfærdede Dreyer sagde op dagen efter.

Han kom dog ikke til at fortryde sin impulsive handling, men begyndte i stedet at arbejde som journalist og dækkede så forskellige emner som teaterstykker og ballonfarter. Skriveriet førte i 1912 til arbejde ved Nordisk Filmkompagni, og her kom han først i arbejde som manuskriptforfatter, så filmklipper og til sidst som instruktør – en stilling, som ikke blev tillagt så stor vægt på daværende tidspunkt, hvor de forskellige jobs blev fordelt med løs hånd, men som ikke desto mindre kom til at gøre afgørende forskel. Et nyt kapitel i dansk film var indledt.

Filmz har her kigget nærmere på nogle af de største værker, der flød fra Dreyers hånd:

Præsteenken (1920)

Dreyers første film var den hæderlige, men relativt anonyme “Præsidenten”, der dog allerede etablerede et tema, som sandsynligvis havde ophav i hans mors hårde skæbne: Godhjertede kvinder, der svigtes af svage mænd. Hans første rigtig vellykkede film var dog den tragikomiske “Præsteenken”, der henligger sin handling i 1700-tallet. Her tvinges en ung arbejdsløs præst til at gifte sig med den forrige præsts aldrende enke for at kunne overtage hans sogn. Han planlægger dog at skaffe sig af med hende og i stedet gifte sig med sin unge udkårne – en opgave, han viser sig at være ganske håbløs til. Ikke alle dele af historien er lige effektive, men Dreyer forsyner den med et eventyrligt præg og en komisk tone. Man fornemmer hans tiltagende beherskelse over filmmediet, og den afsluttende sekvens – hvori den aldrende præsteenke resignerende byder omgivelserne farvel – bliver siddende i bevidstheden længe efter, filmen er slut.

Blade af Satans bog (1921)

Hans næste film var “Blade af Satans bog”, der på mange måder var inspireret af D.W. Griffiths film “En nations fødsel” og i særdeleshed “Intolerance”. Ligesom sidstnævnte fortæller den adskillige historier med lignende tema over forskellige tidsperioder. Filmen er flot iscenesat, men lige lovlig ambitiøs, og med en spilletid på over to timer bliver ens tålmodighed til tider hårdt prøvet. Nær slutningen tager filmen imidlertid en overraskende drejning, da den sidste historie – om den russisk-finske krig i 1918 – viser sig at være langt den bedste del. Det skyldes ikke mindst den hastige klipning og nærbillederne – som både skuespillerne og filmselskabet havde protesteret over undervejs, men som alle nu tydeligt kunne se havde givet filmen nerve og dramatisk bid, og faktisk var Clara Pontoppidan så lykkelige over sin rolle i den sidste del, at hun omfavnede Dreyer i taknemmelighed. For Dreyer var filmen et kolossalt fremskridt, og for første gang forstod han fuldstændig de muligheder, den rigtige kameraføring og klipning gav. Han var klar til at udrette mirakler.

Michael (1924)

Nogle år senere drog Dreyer til Tyskland for at optage “Michael”, der var baseret på Herman Bangs roman, som den følger overraskende tæt i betragtning af det opsigtsvækkende indhold. Filmen handler om den berømte maler Claude Zoret, der bliver håbløst forelsket i en af sine modeller ved navn Michael, som dog selv er mere optaget af en ruineret hertuginde. Filmens indirekte – men alligevel ganske tydelige – homoseksuelle tema fik nogle løftede øjenbryn og hårde ord med på vejen, men ikke desto mindre vakte den også positiv opsigt og blev omtalt som et af de første filmede kammerspil. Bemærkelsesværdig var ikke mindst Dreyers brug af ekspressive baggrunde, som bl.a. Hitchcock lod sig inspirere af. “Michael” bliver tit omtalt som Dreyers første mesterværk, og den etablerer overbevisende en af hans mest tilbagevendende figurer: Den tragiske helt, som ofrer alt for kærligheden, og på mange måder peger filmen ikke mindst mod “Gertrud”, som Dreyer kom til at lave mange år senere.

Du skal ære din hustru (1925)

Tilbage i Danmark kastede Dreyer nu energien over filmen “Du skal ære din hustru”, der var baseret på et skuespil. Beretningen handler om en tyrannisk ægtemand, der plager og piner sin familie med umulige krav, men som får sin retmæssige bekomst, og den er både en komisk og ganske rørende fortælling. Handlingen udspiller sig i en lille trang lejlighed og giver et fuldstændig overbevisende hverdagsbillede fra livet på Christianshavn. Kameraet anvendes opfindsomt til at levendegøre rummene for os, og som resultat kan man næsten lugte sokkerne i den klaustrofobiske bolig. Publikum jublede højlydt over den gamle barnepige, der til sidst sætter tyrannen på plads, og filmen blev velfortjent også et kolossalt hit i Frankrig, hvorfra man hurtigt kaldte Dreyer til sig. “Du skal ære din hustru” er forblevet en af dansk films største klassikere og blev i 2006 en del af den danske filmkanon.

Jeanne d’Arcs lidelse og død (1928)

Den film, der for alvor bragte Dreyer ind på listen over de allerstørste mesterinstruktører, skulle dog blive hans næste. Dreyer fik bygget omfattende kulisser til filmen, som man dog næsten ikke kan se i den færdige film. “Jeanne d’Arcs lidelse og død” har sin helt egen radikale stil og består hovedsageligt af ekstreme nærbilleder af usminkede skuespillere, hvilket gør det vanskeligt for tilskueren at danne sig et overblik over situationen. I stedet kastes vi ind i en kaotisk stemning, hvor en skrøbelig Jeanne d’Arc forhøres og plages af de hykleriske præster. Skuespillet i filmen er rent ud sagt forbløffende, og Maria Falconetti giver i hovedrollen en af filmhistoriens mest duperende præstationer som den pinte heltinde. Trods de endeløse nærbilleder er der aldrig blot den mindste antydning af falskhed eller skuespil i hendes præstation. Lige meget hjalp det dog filmen, der blev en kolossal fiasko ved premieren, men hvor tiden har svækket mange af datidens film, så står “Jeanne d’Arcs lidelse og død” i dag med uformindsket styrke og bliver med rette regnet for et af filmhistoriens allerstørste mesterværker.

Vampyr (1932)

Efter fiaskoen med “Jeanne d’Arcs lidelse og død” stod filmselskaberne ikke ligefrem i kø for at tilbyde Dreyer nye projekter, og eftersom hans krævende væsen nægtede ham at påtage sig opgaver, hvor han ikke havde fuld kontrol, blev det vanskeligt at finde investorer. En ung baron ved navn Julian West tilbød dog sin støtte mod at få lov til at spille hovedrollen. Dreyer accepterede, og gyseren “Vampyr” blev født. Filmen, der skulle blive hans første lydfilm, handler om en ung mand, der træder ind i et mareridtsunivers af mystiske skygger, fæle blodsugere og galskab. Alle former for logik brydes i filmen, hvor truslen er ukonkret og allestedsnærværende, men af samme årsag er den også et særdeles fascinerende værk, der suger tilskueren til sig og blot synes at vokse ved hvert gensyn. Filmen fik dog en blandet modtagelse. Det brede publikum havde kort inden set Tod Brownings mere konventionelle “Dracula” og forventede noget tilsvarende, men blev i stedet forvirret og irriteret over den underlige film, selvom den bestemt også fandt sine beundrere. Nogen økonomisk succes blev den under alle omstændigheder ikke.

Vredens dag (1943)

11 lange år skulle der gå, før verden igen så et værk fra Dreyers hånd. I mellemtiden havde han bl.a. arbejdet som filmanmelder på B.T. – et job, han dog blev fyret fra for at være for kritisk. Den kritiske indstilling gjorde også, at han tålmodigt ventede på den rigtige film, og han fandt den omsider med “Vredens dag”, der var baseret på et norsk teaterstykke. Filmen er et dramatisk skridt væk fra den tidlige hastigt klippede stumfilmteknik og var med sit dvælende tempo, langsomme kalkulerede panoreringer og underspillede skuespil markant anderledes end tidens øvrige film. De danske anmeldere var utilfredse og opfattede den som gammeldags, men historien om hekseforfølgelser vakte genklang i den tyskbesatte befolkningen, som tog den helhjertet til sig. Blandt dem var forfatterinden Tove Ditlevsen, som erklærede, at værket ”er den skønneste film, jeg nogensinde har set!” Filmen er en uafrystelig fortælling med nogle virkelig hårrejsende billeder og en dybt foruroligende historie, og den blev sammen med “Du skal ære din hustru” optaget i filmkanonen i 2006.

Ordet (1955)

Selvom stilen i “Vredens dag” var blevet angrebet, så var det ikke en kritik, som Dreyer lod sig berøre det fjerneste af, og hans efterfølgende talefilm var udført i lignende ånd. Der gik dog atter mange år, før han fik chancen for at skabe filmkunst igen. I mellemtiden lavede han mindre projekter såsom en kortfilm om Thorvaldsen og “De nåede færgen”, der faktisk indholdt noget så atypisk som en ret effektiv biljagt. Fra 1952 var han leder for Dagmar Bio, men det var først i 1955, at han atter fik mulighed for at vise sit geni på lærredet. Det skete med “Ordet”, der er baseret på Kaj Munks skuespil, og som besidder en unik særhed, der aldrig rigtig forlader én efterfølgende. I filmen følger vi striden mellem to trosretninger i det mørke Jylland, men dens egentlige emne er det uafrystelige paradoks, hvormed den spiller ateisme og religiøs tro overfor hinanden. Efterhånden som optimistisk tro knuses brutalt af realiteterne, griber “Ordet” ud efter sit publikum, og som i en Peter Pan-film sidder tilskueren selv tilbage og ønsker helhjertet på det umulige. Begivenhederne kulminerer omsider i en scene, der med al rimelighed må regnes for et af filmhistoriens højdepunkter.

Gertrud (1964)

Mens “Ordet” blev belønnet med priser i Venedig og USA, arbejdede Dreyer ihærdigt videre på en film om Jesus, men trods anstrengelserne blev den aldrig realiseret. Hans sidste projekt blev i stedet “Gertrud”, der uden sammenligning må kaldes den vanskeligst tilgængelige af alle hans film. Historien følger den romantiske idealist Gertrud, der på skift afviser mændene omkring sig, fordi de ikke vil ofre alt for kærligheden. Filmen består primært af lange næsten hypnotiske klip og er nærmest en total afvisning af den klassiske fortælleform. Billederne, den maler, er afsindigt smukke, men da den skulle lanceres i Paris, blev visningen ikke desto mindre en kolossal katastrofe. Fremviseren gik i stå, de franske undertekster var næsten ulæselige, og filmen blev efterfølgende slagtet i aviserne. Over de efterfølgende måneder begyndte stemningen imidlertid at vende, og da den blev vist i fransk tv året efter, tog mange den til sig. Siden er dens ry blot vokset, og mange Dreyer-kendere regner den i dag for hans bedste og mest kompromisløse film.

De senere år arbejdede Dreyer videre på Jesus-filmen, og han lærte sig endda hebraisk til opgaven. Hans helbred var dog i dårlig stand, og bankerne var derfor i tvivl om hans evne til at gennemføre projektet. Netop som finansieringen og støtten omsider lod til at være der, svigtede helbredet for sidste gang. Dreyer blev begravet på Frederiksberg ældre kirkegård. Han blev 77 år.

Læs også: Filmz Classics: Orson Welles – Den store mand.

Gravatar

#1 rockysds 12 år siden

En sand lækkerbisken af en artikel, Benway. Spot on, især når det gælder "Ordet". :)

Jeg er selv voldsomt glad for specielt de senere film og "Jeanne d'Arc", men mangler at se de helt tidlige stumfilm og "Michael". Er nu blevet fremskyndet til at bestille specielt "Blade af Satans bog" hjem i lyset af, at jeg sad og så "Intolerance" den anden aften; en film, hvis afslutning er ren poesi. "Du skal ære din hustru" er næsten lige ankommet og er klar til at blive set i weekenden, når tiden er der.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Gravatar

#2 tiany 12 år siden

Tja her står jeg helt af den eneste af hans film jeg har set, er kortfilmen "De nåede færgen". Men ud fra den vil jeg nu også konkludere at det ikke lige er min filmsmag.
Valar morghulis
Gravatar

#3 mr gaijin 12 år siden

Dejlig artikel. Tak for den. Jeg mangler stadig "Gertrud" og "Vredens Dag", men nu har jeg fået blod på tanden efter at få dem at se.
Happiness is not always the best way to be happy.

#4 12 år siden

Har hørt gode ting om Ordet, den burde man jo nok få set så :)
Gravatar

#5 Blacksanta 12 år siden

Glimrende artikel. Tror ikke jeg kender nogle af hans film, men det burde jeg måske ændre på ;)


Btw, jeg fik en deja-vu lignende følelse da jeg læste artiklen. Har i bragt den før, eller? :s
Gravatar

#6 filmz-Bruce 12 år siden

Tusind tak for en god artikel! Det var nok lige det kickstart man skulle have for at komme i gang! Har kun set Jeanne D'Arc og Ordet for mange år siden, så skal på udkig. Åh ville Criterion dog bare tage skidtet under behandling!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#7 Antlion 12 år siden

Endnu en yderst interessant artikel fra din side!

Det er uacceptabelt, at så få mennesker faktisk har givet sig tid til at se hans film. De fleste forbinder udelukkende dansk filmkunst med navne som Lars von Trier, imens Dreyers tid forbliver en halv-glemt - på grænsen til overset - epoke.
Gravatar

#8 Skeloboy 12 år siden

God artikel.

#6 - det har Criterion da også? Dog ikke hans film før Passion

Ordet, Vredens Dag, Gertrud

Passion of Joan of Arc

Vampyr

Ovenstående er dem, jeg har set undtagen Vampyr. Men Blade af Satans Bog, Du Skal Ære Din Hustru og Vampyr er på ønskelisten.

Passion of Joan or Arc er genial, og Ordet kommer ikke langt bagefter. Vredens dag er bestemt også seværdig, men Gertrud var jeg ikke så begejstret for.

Når vi nu er ved dansk stumfilm, så har jeg planer om at købe en del af dem, men er der nogen af jer, der har set nogen af følgende og i så fald, er der nogen, jeg slet ikke behøver at bruge penge på:
Afgrunden, Balletdanserinden, Den sorte drøm med Asta Nilesen

Det hemmelighedsfulde X, Hævnens nat, Haxan af Benjamin Christensen

Eller Verdens undergang og Himmelskibet
Gravatar

#9 filmz-Utyske 12 år siden

God artikel. :)

Hvor kan man så få fingrene i filmene før "La passion de Jeanne d'Arc"? Selv har jeg set "La passion de Jeanne d'Arc", "Vampyr" og "Vredens dag".

Den første er et spark i maven af en film, jeg aldrig før har oplevet, mand, Maria Falconetti var en fantastisk skuespillerinde.

"Vredens dag" er god og interessant, ikke mindst viser emnet at Dreyer havde massive klodser, da han laver en film om heksejagt, under Danmarks besættelse, noget der sikkert kunne have givet ham mange problemer.

"Vampyr" synes jeg er mere interessant mht. de tekniske virkemidler, altså hvordan Dreyer bruger kameraet, laver skygger o.s.v., end historien er interessant. Det er muligt at jeg giver den en chance til ved lejlighed, men så spændende var den heller ikke. :)
De har ikke opfundet mange skarpe knive.. i skuffen og så er de jo ikke særlig stærke. De er skæve og vinde.. af fuld.
Gravatar

#10 Skeloboy 12 år siden

#9 - Jeg har fundet dem på amazon:

http://www.amazon.co.uk/s?ie=UTF8&search-alias...

Der er både Præsteenken(parsons widow), Michael, Blade fra Satans Bog og Du Skal Ære Din Hustru(master of the house).

BFI og MOC har udgivet dem. Ellers kan du vist også købe nogen af dem over DFI.

Skriv ny kommentar: