Filmhistorikeren Tom Gunning om Fritz Langs film.

Året er 1933 i det naziinficerede Tyskland. Den mest betydningsfulde filminstruktør i landet er uden sammenligning Fritz Lang, der har stået bag værker som “Metropolis” og “M”. Men til trods for hans status er Langs nyeste film, “Dr. Mabuses Testamente”, netop blevet forbudt af nazisterne, der mistænker den for at være et slet skjult angreb på dem. Propagandaminister Joseph Goebbels kalder Lang til samtale, og med rystende knæ og svedige håndflader indfinder Lang sig i den berygtede ministers kontor, hvorfra så mange skæbner er blevet beseglet.

Stor er overraskelsen dog, da det i stedet viser sig, at Goebbels har ganske andre tanker. Nazisterne har som få forstået, hvor effektivt et propagandamiddel film er, og Goebbels ønsker, at Lang skal stå i spidsen for deres nye filmproduktion. ”Jo” indvender Lang nervøst ”men der er jo det problem, at min mor oprindeligt var jøde”. ”Det er ikke noget problem” svarer propagandaministeren tørt: ”Her er det os, der bestemmer, hvem der er jøde”.

Hvor meget af den overnævnte episode, der rent faktisk skete, og hvor meget, der er myte, er siden blevet et omdiskuteret emne, men sikkert er det, at Goebbels ønskede Lang på nazisternes side, og sikkert er det, at han kort efter forlod landet og endte med at tage hele vejen til USA. Her måtte den engang så mægtige filmskaber kæmpe med næb og klør for at beholde sine kunstneriske visioner i et ofte ugunstigt kommercielt klima.

Som filmskaber var Fritz Langs opfindsomhed overvældende, og han var en af de få instruktører, der både mestrede stum- og talefilm, men til trods for at han har stået bag højtelskede klassikere såsom førnævnte “Metropolis” og “M”, har der også været en vis tendens til at overse ham. Opmærksomheden synes dog at have svinget tilbage, og i dag udkommer nye bøger om Lang og nyrestaurerede Blu-ray-udgivelser af hans film tiltagende hyppigt. En genopdagelse og revurdering af hans film har ændret vores opfattelse af dem, og hvor mange samtidige instruktører ligger under for en lidt støvet, overromantisk opfattelse af tingene, er det påfaldende, hvor koldblodige og usentimentale Langs film fremstår til sammenligning. Her er det en verden af paranoia, forfølgelse og drabelig melodrama, der udspiller sig, hvor spioner, mordere og politifolk krydser veje. Der er næppe nogen anden instruktør, der så konsekvent har fremstillet den moderne virkelighed som en indespærring, og gang på gang må hovedpersonerne se sig indfanget af fængsler, labyrinter, deres eget begær og i sidste ende skæbnen selv.

Som filmværker fungerer de på utallige niveauer og tjener både som allegorier over den moderne fremmedgjorthed, afsløringer af vores sande motiver såvel som sublim, farverig underholdning. Med den nylige rekonstruering og udgivelse af en mere komplet udgave af “Metropolis”, som man ellers troede var tabt for altid, har opmærksomheden om Langs film nærmest aldrig været større. Filmz har her kigget nærmere på et lille udvalg af Fritz Langs mange fantastiske film.

Dr. Mabuse (1922)

Fritz Lang blev født i Wien den 5. december 1890 og deltog i den første verdenskrig i den østrigske hær. Han blev dekoreret for sit mod, men blev også alvorligt såret under kamp og endte af bizarre omveje i en teatertrup, hvor han spillede med. Teateroplevelsen blev dog hurtigt afløst af filmverdenen, og Lang fik arbejde i det tyske Ufa-studie, hvor han startede som manuskriptforfatter og senere blev filminstruktør. Han dannede et tæt samarbejde med sin faste manuskriptforfatter og fremtidige kone, Thea von Harbou, og sammen stod de bag en serie revolutionerende film, der satte Langs navn på kortet og blandede populærunderholdning med kunst. Den poetiske “Den trætte død” vakte beundring, men det var med stumfilmen om den grusomme mesterforbryder “Dr. Mabuse”, at Lang for alvor fik et kolossalt hit. Filmen – som er i to dele – bruger løs af de klassiske pulp-klicher på uhyre medrivende og stærkt underholdende vis, men samtidig er den også et tankevækkende portræt af den omskiftelige mellemkrigstid i Tyskland, hvor paranoia og usikkerhed over fremtiden slår igennem.

Die Nibelungen (1924)

Langs næste værk bragte imidlertid hans filmiske ambitioner betydeligt længere. Historien, der udspiller sig over to film, genfortæller den germanske myte, som også havde tjent som inspiration til Richard Wagners opera-epos. I Ufa-studierne blev enorme ressourcer sat i sving for at skabe det mytiske sagn-landskab, der er en overvældende og komplet kunstig konstruktion. Selv de enorme træer var af cement. Den største udfordring blev imidlertid bygningen af en 20 meter lang bevægelig drage, som helten slås med, og selvom det i dag er den del af filmen, som man har sværest ved ikke at trække på smilebåndet over, så er det ganske ufattelig, hvor godt det kom til at virke. “Die Nibelungen” blev endnu en stor succes og er afgjort en af stumfilmtidens højdepunkter. Blandt det begejstrede publikum var Joseph Goebbels og Adolf Hitler, som nød at se Tysklands imaginære fortid bragt til live. Det er der en grum ironi i, eftersom “Die Nibelungen” særligt i sin sidste, barske del forholder sig noget tvetydigt til krigernes stolthed, der i sidste ende driver filmens germanske riddere i en formålsløs død for at beskytte en gennemført usympatisk skurk. Det er ekstremt svært at undgå at se noget profetisk i netop den begivenhed.

Metropolis (1927)

“Die Nibelungen” havde presset grænserne for, hvad man kunne gøre med filmmediet, men Fritz Langs næste projekt bragte dem til et helt andet niveau. Science fiction-filmen “Metropolis”, der fortæller om en dystopisk, fremtidig storbyverden, hvor rige og fattige er skarpt opdelte, blev den hidtil dyreste filmproduktion nogensinde. På settet var Lang som en besat. Han drev de utallige statister gennem endeløse bølger af iskoldt vand, pressede heltinden ud i ægte livstruende situationer og mindede i det hele taget påfaldende meget om en af sine filmskurke. Men resultatet blev overvældende. Filmen er en uforlignelig blanding af apokalyptisk storbyterror og underbevidst galskab. Hvor “Die Nibelungen” havde været fortalt med en stoisk ro, er “Metropolis” i sidste ende en avantgarde-film med revolutionerende lynklipning. Filmen blev imidlertid en kæmpe fiasko. Den blev kritiseret af den borgerlige presse for at være kommunistisk propaganda og af den socialistiske for at være reaktionær, og filmen sendte Ufa-filmselskabet ud i en økonomisk krise. Ikke desto står den tilbage som et af en de allerstørste stumfilmsmesterværker og givetvis den mest indflydelsesrige science fiction-film nogensinde, hvis påvirkning fortsat kan ses i film som “Star Wars” og “Blade Runner”.

Spione (1928)

Fritz Langs næste film var et skridt ned ad rangstigen i forhold til omfanget, men den demonstrerede alligevel til fulde, hvor mesterlig en håndtering af mediet, han havde udviklet. “Spione” er på mange måder en tilbagevenden til den uimodståelige pulp fra “Dr. Mabuse”, og filmen beretter om en spion, der sættes op mod et grusomt netværk af forbrydelse, spionage, afpresning og snigmord. Faktisk er filmen på mange måder en slags tidlig James Bond-fortælling, men hvor 007 er den dominerende kraft i Bond-filmene, lader Lang som altid til at være mere optaget af skurken end helten. Det er ham, der er den mest spændende karakter. I forhold til de tidligere Mabuse-film er Langs beherskelse af klipning og montage-teknik blevet betydeligt mere raffineret, og ikke mindst en dramatisk togulykke er blændende sat sammen. Filmens modtagelse var blandet. Den venstreorienterede presse var stærkt utilfreds med den – muligvis fordi filmens skurk havde en vis lighed med Lenin – men det store publikum tog den helhjertet til sig, og “Spione” er fortsat en af Langs bedste og mest oversete film.

M (1931)

Mange filmskabere og filmstjerner fik gevaldige problemer ved overgangen fra stumfilm til talefilm, men Fritz Lang forstod som få, hvilke ekstraordinære muligheder lyd gav for film. Det oplever man for alvor i hans første lydfilm, “M”. Filmen fortæller om en barnemorder, hvis uhyggelige drab sætter storbyen på den anden ende. Han jagtes tiltagende febrilsk af både politiet og forbrydere, men i sidste ende vendes situationen på hovedet, da morderen findes, og filmen tvinger tilskueren til selv at overveje spørgsmålet om skyld og straf. Langs effektive brug af lyd og tavshed var fuldstændig nyskabende, og morderens signatur – hans maniske fløjten – tjener både som handlingselement og antydningen af foruroligende galskab. Peter Lorre spiller morderen og blev behandlet temmelig barskt af Lang under optagelserne, men hans endelige præstation er slet og ret jordrystende. Det samme kan siges om “M”, der hører til blandt de allerstørste mesterværker overhovedet, og som både tjener som en fremragende, begavet thriller, men også giver et næsten dokumentarisk og profetisk portræt af det Tyskland, som snart skulle blive skueplads for forfærdelige begivenheder.

Dr. Mabuses testamente (1933)

Når man ser “M” i dag, er der ikke megen tvivl om, at dens værdigrundlag er uendelig langt fra nazisternes opfattelse af tingene, men det var ikke desto mindre et aspekt, der gik fuldstændig hen over hovedet på Joseph Goebbels, som efter premieren skrev ”Fantastisk! Lang bliver vores instruktør en dag” i sin dagbog. Beundringen var dog ikke gensidig, og Fritz Langs afsky for nationalsocialisterne skinner endnu tydeligere igennem i “Dr. Mabuses Testamente”, hvor skurkene ytrer sig på en måde, som til forveksling lyder som nazistisk tale. Filmen er en fortsættelse af de tidlige “Dr. Mabuse”-film, men den paranoide stemning er endnu mere udtalt i denne mareridtsagtige thriller. På lydsiden fortsætter Lang sine eksperimenter og lader den djævelske doktors stemme optræde spøgelsesagtig gennem filmen. Vi kan dårligt afgøre, hvor meget der rent faktisk foregår, og hvor meget der blot er feberagtigt vanvid. Filmen er en fabelagtig ekspressionistisk-inspireret fortælling, men den faldt bestemt ikke i god jord hos nazisterne, der hurtigt forbød den. For Fritz Lang var det endnu et tydeligt tegn på, at det var på høje tid at komme ud af Tyskland. Hans hustru, Thea Von Harbou, gik derimod over til nazisterne, og Lang blev skilt fra hende et års tid før, han forlod landet. Han så hende aldrig igen.

Fury (1936)

Efter et kort ophold i Frankrig tog Lang til Hollywood, hvor han fik chancen for at påbegynde en ny karriere. Det skulle imidlertid vise sig at være en prøvende periode. Lang var vant til at få sin vilje uden diskussion, men i USA var det studierne og ikke instruktørerne, der dikterede dagsordenen, og i modsætning til instruktører som Alfred Hitchcock og Billy Wilder, der også var kommet fra Europa, havde Lang særdeles svært ved tilpasse sig systemet. Kvalerne begyndte allerede med hans første amerikanske film, “Fury”, hvor studierne fjernede de mest eksperimenterende dele af filmen og omskrev slutningen til noget mere positivt, der ligger langt fra det klassiske langianske verdenssyn. Ikke desto mindre er “Fury” en fremragende film om en mand, der bliver offer for en hævntørstig pøbel, og Spencer Tracy er forrygende i hovedrollen. Og selvom slutningen ikke er den, Lang oprindeligt ønskede, så er det dog en af de mest bevægende scener i hans karriere. Filmen blev en stor kommerciel succes og modtog særdeles rosende anmeldelser i pressen.

You Only Live Once (1937)

Fritz Lang havde med “Fury” bevist, at han kunne lave gode og succesfulde film i USA, og med “You Only Live Once” fortsatte han stimen. Han blev hentet ind til denne film med løftet om at få friere hænder – denne gang ville ingen insistere på en blød slutning. Lang sprang til projektet fuld energi og begyndte straks at ændre manuskriptet i en mere fatalistisk retning. “You Only Live Once” er en Bonny og Clyde-inspireret historie om en mand, der bliver drevet til forbrydelse. På settet gik Lang op i selv de mindste detaljer, hvilket drev de amerikanske filmfolk – der var uvant med sådan en nidkærhed – til vanvid, men frugten af anstrengelserne endte på lærredet i form af en visuelt duperende film fuld af fremragende kompositioner – en af Langs mest betagende. Henry Fonda blev udsat for en hård behandling af Lang, men leverer ikke desto mindre (eller måske netop derfor) en fremragende præstation. Selvom studiet holdt løftet og lod Langs film være, blev den imidlertid stadig beskåret af censuren, der fjernede betydelige mængder af filmen, som de opfattede som for voldelige. Alligevel er “You Only Live Once” særdeles vellykket, og den blev da også en pæn succes.

Man Hunt (1941)

Efter “You Only Live Once” stødte Lang imidlertid på hård grund, da filmen “You and Me” blev et kæmpeflop, og det blev efterfølgende vanskeligt for ham at finde de rette projekter. Ofte måtte han tage til at takke med halvdårlige manuskripter, skrabede budgetter og andenrangsskuespillere. Ikke desto mindre havde Lang en forbløffende evne til at få noget godt ud af selv skidt materiale, og intetsteds er det så tydeligt, som det er i “Man Hunt”. Filmens plot – om en engelsk jæger, der for sportens skyld afprøver, hvor svært det ville være at snigmyrde Adolf Hitler og efterfølgende selv bliver jagtet – er på papiret en frygtelig omgang usandsynligt vås, men alligevel lykkedes det Lang at løfte materialet, og filmen er en vanvittigt underholdende spændingsfilm, der også har en overraskende stor følelsesmæssig pondus. Lang nød chancen for at kunne bruge de foragtelige nazister som skurke, og da “Man Hunt” er slut, er man som tilskuer selv fuldstændig klar til at springe ud som faldskærmssoldat for at blæse knoppen af Hitler.

Scarlet Street (1945)

Efter et par svingende år fik Lang en stor succes med film noir’en “The Woman in the Window”, og den gav ham mulighed for at oprette et uafhængigt produktionsselskab sammen med filmstjernen Joan Bennett og hendes mand. For en gangs skyld havde han mulighed for at skabe lige den film, han ville, og han udnyttede chancen til fulde med “Scarlet Street”, der tog sig friheder, der ellers havde været utænkelige. Handlingen centrerer sig omkring en frustreret, midaldrende kasserer, der bliver forgabt i en ung prostitueret, som hensynsløst udnytter ham. Det er en overraskende brutal og tragisk beretning fortalt med liv og bid, og den indeholder fremragende præstationer af Joan Bennet, Dan Duryea og ikke mindst Edward G. Robinson, der i en ganske atypisk rolle leverer et af sin karrieres højdepunkter. Resultatet er en rent ud sagt mesterlig film og i undertegnedes øjne den bedste amerikanske film, Lang lavede. Filmen blev presset fra censurens side, men slap dog forholdsvis nådigt med kun at blive forbudt i tre stater, og den blev en stor kommerciel succes. Efter nogle prøvende år lod det til, at Lang atter havde fået ordentligt fodfæste i Hollywood.

Secret Beyond the Door… (1948)

Den opfattelse stod imidlertid for fald med hans næste film, “Secret Beyond the Door…”, der atter havde samarbejdspartneren Joan Bennett i hovedrollen, og som var løst inspireret af Alfred Hitchcocks “Rebecca”, der havde været et stort hit. Filmen handler om en kvinde, der gifter sig med en rigmand, hun dårligt kender, og som opdager, at han muligvis planlægger at dræbe hende. På overfladen lignede det en sikker opskrift til succes, men til en test-forvisning fik filmen elendig feedback fra publikum. Universal panikkede. Filmen blev klippet om, dele blev ændret og dens voice-over blev genindtalt. Lige meget hjalp det. Lang fik sit livs værste anmeldelser, og filmen blev Universals største flop i et allerede dårligt år. Kort efter var Joan Bennett involveret i en skandale, da hendes jaloux ægtemand skød og sårede en mand, han mistænkte hustruen for at have en affære med. Hendes rygte og karriere blev ødelagt, og fiaskoen var komplet. Ikke desto mindre er “Secret Beyond the Door…” steget i agtelse med tiden, og den er da også en konfus, bizar og i sidste ende temmelig fascinerende blanding af gys, freudianske mareridt og hysterisk drama.

The Big Heat (1953)

De efterfølgende år blev en prøvelse for Lang, der ofte var presset til at påtage sig filmprojekter, han ikke følte synderlig meget for og kun tog af ren nødvendighed. Da han fik chancen for at instruere noir-thrilleren “The Big Heat”, vidste Lang, at han atter sad med noget potentielt dynamit, og den nu aldrende instruktør gik til opgaven med krum hals. Resultatet blev blændende. “The Big Heat” er en drabelig og fremragende film om en hævngerrig betjent, der alene går imod korruptionen og underverden. Filmen er fyldt til randen med førsteklasses præstationer fra Gloria Grahame, Glenn Ford og ikke mindst en ung Lee Marvin i rollen som en dybt frastødende gangster. Publikummet var ikke mindst rystet over en brutal scene, hvor Marvin vansirer en kvinde med skoldhed kaffe. Filmen blev godt modtaget og i særdeleshed skamrost i Frankrig, hvor den fremtidige filminstruktør François Truffaut skrev glødende om dén og Langs karriere i en tre siders artikel med overskriften ”Elsker Fritz Lang”.

Das indische Grabmal og Der Tiger von Eschnapur (1959)

Derefter oplevede Lang større personlig succes, men den evige kamp om hver enkelt film var begyndt at køre ham træt, og samtidigt var hans syn begyndt at svigte. Han planlagde at trække sig fra branchen, men blev imidlertid lokket tilbage, da han fik tilbudt at genindspille to tyske eventyrfilm, som var gledet ud af hans hænder helt tilbage i 20’erne. Det var for lokkende et tilbud for den gamle mester, der følgende vendte tilbage til det Tyskland, som han i sin tid var flygtet fra. At lave film i Tyskland betød, at Lang ikke havde adgang til de samme budgetter eller filmstjerner som i USA, men ikke desto mindre glimter de to film med en fortælleglæde, som Langs sidste amerikanske projekter havde savnet. Et par horribelt skidte effekter – inklusive en meget falsk udseende tøjtiger, der agerer stand-in i slåskampe – stikker lidt i øjnene, men ellers er der ganske enkelt tale om herlig eventyrlig underholdning, der på mange måder foregriber “Indiana Jones”-filmene, men som samtidig besidder det ikoniske langianske sortsyn. Den tyske presse jordede filmene, men publikummet elskede dem, og i udlandet blev de rost.

Succesen i hjemlandet rørte Lang, og han lod sig overtale til at lave en sidste Mabuse-film “Dr. Mabuses tusind øjne”, som fik en identisk modtagelse. Anmelderne hadede den, og publikummet strømmede ind. Den almene tysker satte forsat pris på Lang, men var den kolde modtagelse fra filmskribenterne side mon en slags indirekte hævn over, at han havde vendt landet ryggen under nazi-tiden? Eller måske mindede Lang dem om, at nutidens tyske film kun var en sølle skygge af, hvad de engang havde været? Det er svært at sige, men da Lang kort efter rundede de 70 år, modtog han lykønskninger fra byer i hele verden – men ingen fra Berlin.

Efter filmene begyndte hans syn for alvor at svigte, og en fortsættelse af karrieren var umulig. Til gengæld nød han i de senere år en tiltagende hengivenhed fra den næste generation af filmmagere, hvor ikke mindst den nye franske bølge erklærede ham for et af filmhistoriens helt store genier. Han fik således en birolle som sig selv i Jean-Luc Godards “Jeg elskede dig i går”, som blev en smuk hyldest og en værdig afslutning på et langt liv inden for film. Fritz Lang døde i 1976 i alder af 85 år. Han blev begravet i Hollywood.

Læs også de tidligere Filmz Classics-artikler:

Filmz Classics: Sam Peckinpah – Hollywoods fandenivoldske instruktør

Filmz Classics: Akira Kurosawa – sværd, blod og poesi.

Filmz Classics: Federico Fellini – den italienske maestro.

Filmz Classics: Carl Th. Dreyer – Dansk films store geni.

Filmz Classics: Orson Welles – Den store mand.