denox (140) skrev:

Der er for mig ikke noget underligt i at film-mediet forbedres med tiden, sådan er det også med så meget andet. Teknikken bliver selvfølgelig bedre, så filmene rent visuelt bliver flottere, hvilket jeg vægter højt.

Ja, for der er naturligvis ingen gamle film, der rent visuelt kan måle sig med nye film. Herre jemini...

Ja, teknikken bliver mere avanceret, men det gør ikke nødvendigvis filmene bedre eller betyder, at teknikken bliver udnyttet optimalt. Endvidere forholder det sig således, at hver gang en ny teknik bliver introduceret (såsom f.eks. CGI), så starter en stor del af maskineriet mere eller mindre forfra, eftersom teknikken skal videreudvikles og finpudses, samt fordi man i branchen skal lære teknikkens fordele og ulemper at kende, således at den kan udnyttes optimalt. Teknikken har også indflydelse på, hvorledes man fortæller en historie, hvilke konventioner der gør sig gældende og meget andet.
Det er skam ikke tilfældigt, at filmmediet blev født påny i forbindelse med lydfilmens komme. Pludselig kunne man jo ikke flytte kameraet frit, eftersom man skulle tage hensyn til mikrofoner og skuespilleres placering, så lydkvaliteten kunne blive optimal, derfor skulle der også være ro under optagelserne (hvilket unægteligt også begrænser de tekniske udfoldelser markant) osv.
Filmsproget var ellers blevet meget avanceret i stumfilmsperioden, men pga. tonefilm blev man pålagt en masse begrænsninger - men naturligvis også en masse nye udfordringer og muligheder.
Men at konstatere at film bliver visuelt flottere grundet grundet ny teknologi er en sandhed med voldsomme modifikationer, for ikke at sige en temmelig bizar påstand som formentlig bunder i, at du kun betragter ting som flotte, såfremt de demonstrerer ny teknik, hvilket forholder sig helt anderledes for mit vedkommende.

denox (140) skrev:

Men skuespillerne er også blevet bedre, men kan ihvertfald bedre identificere sig med dem, end man kunne i film-mediets første årtier. I nutiden vil en skuespiller som James Stewart måske ikke være en særlig stor stjerne, måske ville han 'kun' være en sitcom skuespiller, eller måske ville han aldrig slå igennem som filmskuespiller.

Undskyld mig men sikke noget vås! Hvad der betragtes som godt skuespil har ændret sig gennem tiderne, men det betyder ikke, at skuespil i f.eks. stumfilm eller under Stewarts tid ikke besidder kvaliteter, som kan værdsættes den dag i dag. Konventionerne for hvad der kendetegner godt skuespil ændres ligesom alt andet. Det ændrer dog ikke ved den enkelte præstations kvalitet indenfor de givne rammer.
Hele din forestilling om film som et rent progressivt medie er fuldstændig absurd.
Skuespillere bliver hverken født eller udklækket med James Stewarts erfaring efter et langt, rigt liv indenfor branchen, filmfolk laver ikke mesterværker, fordi de har set samtlige Dreyer-, Antonioni- og Tarkovskij-film, eller fordi de har CGI, små, kompakte digitalkameraer og en hær af andre nye teknikker til rådighed. Man kan lytte til, studere og i begrænset omfang tage ved lære af mestrene, filmhistorien og viden om de nye teknikkers begrænsninger og muligheder, men man er nødt til at gøre sig sine egne erfaringer; dvs. begå masser af fejl og tage ved lære af dem (hvad langt fra alle filmfolk gør).
Jeg mindes i øvrigt en bemærkning fra Max von Sydow, hvor han gav udtryk for, at han ville ønske, at han atter var ung og uerfaren, så han kunne begå en masse fejl.

denox (140) skrev:

Men det hele afhænger vel meget af om man betragter film som kunst eller underholdning. Hvis man betrager det som kunst kan man jo fortolke de mest utrolig ting ud af hvilken som helst scene.

Længe leve den menneskelige evne til at reflektere, analysere, fortolke og fantasere!

denox (140) skrev:

Men man skal bare passe på at man ikke betragter "klassikerne" som store tidsløse mesterværker, bare fordi man har fået det at vide i mediekundskabs-timerne på gymnasiet.

Jeg kan kun tilslutte mig de herrer Thomsen og mr gaijins fine kommentarer. Det er en sand fornøjelse at læse deres indlæg.

#163: Naturligvis kan ikke al kunst bestå tidens almægtige styrkeprøve.
Jeg er ikke enig med dig i dine vurderinger af Hopkins' og De Niros præstationer, men ja alt ændres med tiden. Men det betyder jo ikke, at de films samtidige konventioner og generelle omstændigheder ændres. Tværtimod, jeg vil snarere påstå, at billedet nuanceres, efterhånden som filmene indlemmes i historien - ligesom det forhåbentlig bliver nuanceret for denox, når han om 10-20 år kan se tilbage på de film, han nu hylder grundet en teknik, der til den tid ikke vil rumme nogen nyhedsværdi.

Det er vigtigt ikke kun at være forankret i nuet men også være i stand til at se ud over sit eget livsforløb og det deraf følgende perspektiv, som, ligesom ny teknik, har sine begrænsninger.

Lige en tilføjelse:
kort sagt findes der mere end en måde at se og nyde en film på, og det er naturligvis op til en selv, hvor meget man ønsker at få ud af det.

Jeg benægter heller ikke, at der er noget, der hedder smag. Den bør blot ikke være forankret i tåbelige idéer, såsom at film er et progressivt medie, der kun kan blive bedre med tiden (i hvilken påstand man bl.a. ser bort fra, at det er mennesket, der bruger mediet og ikke omvendt - mediet gør sig ingen erfaringer på vore vegne) men bør i stedet tage sit udgangspunkt i mødet mellem hjernen og hjertet.

#167 - jessup:

Men du kan vel næppe være uenig i min grundlæggende holdning at naturalisme (som bestemt ikke er den ensteste kvalitet i skuepil) ændre sig over tid.

Næ, vi er enige om begge udsagn.

den sofistikerede, belæste.. (hannibal). Jeg har endnu ikke set eller hørt om en seriemorder der minder om Hannibal.

I det jeg antager, at du her sigter til virkelighedens seriemorder, vil jeg sige, at jeg heller ikke kan komme i tanke om nogen, der minder om Hannibal - ihvertfald ikke på alle områder. Men behøver en seriemorder på film fuldstændig at matche en virkelig seriemorder for at være troværdig el. realistisk nok? Selve hans ugerninger er jo forlængst matchet, hvis ikke overgået, formentlig allerede FØR bøgerne og filmene om ham: der har været flere seriemordere der har spist deres ofre, og endnu flere der har forstået at narre folk med deres veltalenhed og smiger, samt demonstreret en høj intelligens ved siden af deres morderiske tilbøjeligheder.

Egenskaben 'belæst' får i øvrigt mig til at tænke på den veluddannede, flinke og populære (i sin hjemby, før han blev afsløret) Ted Bundy, der menes at have myrdet op til 100 kvinder. ... Og m.h.t. 'sofistikeret' er der jo nogle, der mener, at 1800-tallets Jack the Ripper var af fornem herkomst og som sådan også belæst. Jeg har ikke overblik over de mange massemordere, som det 20. og 21. århundrede har budt på, selvom der i de senere år har kørt dokumentarserier om dem på både TV2 og Discovery Channel.

Min interesse ligger i at finde eksempler (som jeg kan stå inde for)som ligger i den tid hvor de yngre ikke kan forestille sig de kommer til at ligne gamle fjolser.

Den tanke forstår jeg ikke helt. Vil du uddybe det lidt?

#169 - jessup:

Bundy var vel en almindelig belæst gymnasieelev.

Udover gymnasiet studerede han både psykologi og jura på universitetet. Han bestod i psykologi, men fuldførte ikke jurastudiet.