Jeg har skam også tænkt mig at give det er par forsøg til. Jeg startede engang på Maltese Falcon, men jeg synes ikke skuespillet er så godt. De spillede skuespil på en helt specielt måde dengang, som jeg ikke rigtigt kan forholde mig til. Heltene skulle være unaturligt hårde. Hvis heltens bedste ven dør trækkes der næsten kun på skuldrene med en slags det-var-ærgerligt attitude.
Den næste film jeg giver chancen er Rebecca, da jeg har lånt den.
Bud White: The Nite Owl case made you. Do you want to tear all that down? Ed Exley: With a wrecking ball... You want to help me swing it?
#452 - ah, bare gamle film generelt så...Men så tjek Spencer Tracy og Audrey Hepburn...det slå aldrig fejl, og de spiller ikke skuespil på den helt specielle gammeldags måde :)
Det er ikke alle gamle film jeg har et problem med.
Jeg er specielt glad for "North By NorthWest", "Casablanca" og "It's a Wonderfull Life". Derudover er bibel baskerne og sværd og sandal filmene, aka. "Ten Commandments", "Lawrence of Arabia", "Ben Hur" og "Spartacus", også blandt favoritterne.
Det er måske i virkeligheden kun de gamle deciderede film-noir som får hug hos mig.
Bud White: The Nite Owl case made you. Do you want to tear all that down? Ed Exley: With a wrecking ball... You want to help me swing it?
Jeg vil gerne udtrykke min begejstring over din liste Bruce, da der ikke er nogen som helst tvivl om, hvorfor du mener den pågældende film ligger hvor den gør. Det udtrykker du præcist og ikke kort ;-) og det er fornøjelig læsning.
Tusind tak skal du have :)
Jeg har desværre en indbygget defekt, der gør at jeg keder mig ved film som "Sunset Boulevard" og "The Third Man" og de vil derfor ikke optræde på en eventuel liste fra mig. Men heldigvis er formålet med sådan en oplistning ikke at blive enig, men at få nogle gode diskussioner igang, og der er også flere af de oplistede film, jeg ikke har set, som jeg vil kaste mig over.
Hvis vi alle kunne lide nøjagtig det samme, ville vi jo ikke have det sjovt med at debattere. Jeg voksede op med rigtig mange sort/hvid film på TV og især film noir, har været min foretrukne genre.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Fellinis film omhandler 7 dage og nætter i sladderspalte journalistens Marcellos (Marcello Mastroianni) liv. Han bedriver sensationsjournalistik sammen med fotografen Paparazzi (jep, deraf navnet), skriver om det romerske jetset og følger rygter og forbindelser i jagten på nye historier. Således altid tilstede som tilskuer til "det gode liv", udnytter han sin charisma og position til at skabe seksuelle kontakter til det andet køn, trods det, at han på hjemmefronten har kæresten Emma. Han er fanget i betagelse af en verden fyldt med udskejelser, en diametral modsætning til det moralske italienske samfund, med den katolske kirke og religionen som omdrejningspunkt.
Marcellos personlighed dissekeres for vore øjne som ugen går, hvor han skiftevis tiltrækkes af det dekadente miljø og trygheden ved traditionelle værdier. Kløften mellem de to livsformer kommer til udtryk i hans venskab med den succesfulde Steiner, hvis værdisæt står i kontrast til Marcellos. Han har alle muligheder for et valg. En kæreste, som inderligt elsker ham og ønsker en familie, samt muligheder for at kunne genoptage en tidligere fravalgt forfatterkarriere.
Fellini lader mængder af livets store spørgsmål fylde Marcellos liv og vi oplever ham skiftevis værende i kontrol og fortabt, alt afhængig af situation og omgivelsernes påvirkninger. I de legendariske scener med Anita Ekberg, er Marcello patetisk som italiensk charmeur i jagten på det uopnåelige. Han er ikke i stand til at gennemskue, illusionen i "la dolce vita", en tom skal uden indhold. I dekadencen og amoralen finder han kortvarig tilfredsstillelse for derefter at søge tilbage mod en tilværelse med mere åndeligt indhold.
Fellini formår at skildre dette på en sær objektiv måde, så man bliver i tvivl, om hans egne præferencer. Han er respektløs og respektfuld på en og samme tid. Værdier får sat kniven for struben i en kontinuerlig strøm af konflikter, som hver især er sin egen film værdig.
5 - Double Indemnity - 1944
Den store Billy Wilder formår at knibe sig ind på top-10 listen endnu engang. Fred Macmurray, Barbara Stanwick og Edward G. Robinson giver den på alle film noir tangenter, så det er en fryd. Nu skal det også tilføjes, at Wilder og selveste Raymond Chandler samarbejdede om manuskriptet, så ingen tvivl om, at dialogen er exceptionel noirsk med replikker som smælder.
MacMurray er så god som nogen Bogart eller Mitchum, selvom han er castet mod sin type. Barbara Stanwyck er femme fatale, som i bedste genrekonvention, trækker Macmurray mod sin uundgåelige undergang. Og så skal Edward G. Robinson, det store gangster ikon nævnes, for rollen som den både sympatiske og umenneskelige forsikringsassurandør, hvis skarptskårne tunge laver opvisning i fornem monolog.
Den sort hvide koreografi med persienner og skygger er legendarisk og genbrugt til hudløshed siden, bl.a. med succes i Blade Runner.
Men det er hele tiden dialogen man vender tilbage til. Den er i en klasse for sig og man må sidde med et smil om kæften nærmest hver gang en mund åbnes.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
"La dolce vita" er muligvis min yndlingsfilm, men det er sgu svært at vælge blot en. Det kunne også være "2001: A Space Odyssey ", "L'Atalante", "Vertigo", "Ordet" eller "Tokyo Story" - det kommer an på humøret.
Men "La dolce vita" er en af de film, jeg omgående får lyst til at se, så snart jeg tænker på den. Jeg har f.eks. lyst til at sætte den på nu. :)
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Som tiden går, er min kærlighed til denne lille italienske sag, stadig ikke begyndt at falme. Årtiet rinder ud og dermed er Paulo Sorrentinos stilistiske krimi epos altså min favorit film for årtiet og det med god grund.
Sorrentino er i mine øjne den mest interessante italienske filmskaber, siden Fellini. Stil og substansmæssigt er de vidt forskellige, men de har til fælles, at de udnytter medie, billeder og skuespil på ukonventionel vis, med Sorrentino ekstrem pernitten omkring det visuelle udtryk.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg så denne film for nogle år siden og godt det samme, for jeg havde ikke været i nærheden med et gæt.
Vi befinder os på et hotel ved Genevesøen, hvor den midaldrende Titta Di Girolamo på 8. år er indkvarteret. Dagene går med at sidde i baren, i receptionen, spise, være søvnløs og tage et skud heroin hver onsdag kl. 22. Han observerer og analyserer. Tittas liv tog sig en drejning, da han afsluttede en mafia handelstransaktion uheldigt. Gælden skulle indkasseres og Titta måtte udskifte familielivet med hvervet hvidvasker af penge for mafiaen, på ubestemt tid.
Fortællingen er ganske traditionel. Eksekveringen alt andet. Teaterskuespilleren Toni Servillo leverer en spektakulær præstation som Titta og lader publikum komme ind under huden på denne tilsyneladende levende døde, hvis kynisme langsomt bliver brudt ned af hotellets underskønne Sofia, spillet af legenden Anna Magnanis (Roma, città aperta) barnebarn Olivia.
Billedsiden af Luca Bigazzi er intet mindre end et lille under og den ene tilsyneladende enkle billedkomposition efter den anden skiftes til at forbløffe og forundre. Den letbenede visuelle lyrik, Toni Servillos klasseskuespil, små delikate scener med vid, spænding, erotiske undertoner, en flot lydside og så den gennemgående mafia historie smelter sammen og bliver til et stort kunstværk.
At se lyset, giver mening for mig, når talen kommer på denne film.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#451 Skeloboy 15 år siden
Nævner i flæng:
Sweet Smell of Succes
Maltese Falcon
Asphalt Jungle
The Big Sleep
Rebecca
Touch of Evil
Double Indemnity
osv osv..:)
#452 Locke 15 år siden
Den næste film jeg giver chancen er Rebecca, da jeg har lånt den.
Ed Exley: With a wrecking ball... You want to help me swing it?
#453 Skeloboy 15 år siden
#454 Locke 15 år siden
Jeg er specielt glad for "North By NorthWest", "Casablanca" og "It's a Wonderfull Life".
Derudover er bibel baskerne og sværd og sandal filmene, aka. "Ten Commandments", "Lawrence of Arabia", "Ben Hur" og "Spartacus", også blandt favoritterne.
Det er måske i virkeligheden kun de gamle deciderede film-noir som får hug hos mig.
Ed Exley: With a wrecking ball... You want to help me swing it?
#455 Skeloboy 15 år siden
#456 filmz-Bruce 15 år siden
Tusind tak skal du have :)
Hvis vi alle kunne lide nøjagtig det samme, ville vi jo ikke have det sjovt med at debattere. Jeg voksede op med rigtig mange sort/hvid film på TV og især film noir, har været min foretrukne genre.
#457 filmz-Bruce 15 år siden
Fellinis film omhandler 7 dage og nætter i sladderspalte journalistens Marcellos (Marcello Mastroianni) liv. Han bedriver sensationsjournalistik sammen med fotografen Paparazzi (jep, deraf navnet), skriver om det romerske jetset og følger rygter og forbindelser i jagten på nye historier. Således altid tilstede som tilskuer til "det gode liv", udnytter han sin charisma og position til at skabe seksuelle kontakter til det andet køn, trods det, at han på hjemmefronten har kæresten Emma. Han er fanget i betagelse af en verden fyldt med udskejelser, en diametral modsætning til det moralske italienske samfund, med den katolske kirke og religionen som omdrejningspunkt.
Marcellos personlighed dissekeres for vore øjne som ugen går, hvor han skiftevis tiltrækkes af det dekadente miljø og trygheden ved traditionelle værdier. Kløften mellem de to livsformer kommer til udtryk i hans venskab med den succesfulde Steiner, hvis værdisæt står i kontrast til Marcellos. Han har alle muligheder for et valg. En kæreste, som inderligt elsker ham og ønsker en familie, samt muligheder for at kunne genoptage en tidligere fravalgt forfatterkarriere.
Fellini lader mængder af livets store spørgsmål fylde Marcellos liv og vi oplever ham skiftevis værende i kontrol og fortabt, alt afhængig af situation og omgivelsernes påvirkninger. I de legendariske scener med Anita Ekberg, er Marcello patetisk som italiensk charmeur i jagten på det uopnåelige. Han er ikke i stand til at gennemskue, illusionen i "la dolce vita", en tom skal uden indhold. I dekadencen og amoralen finder han kortvarig tilfredsstillelse for derefter at søge tilbage mod en tilværelse med mere åndeligt indhold.
Fellini formår at skildre dette på en sær objektiv måde, så man bliver i tvivl, om hans egne præferencer. Han er respektløs og respektfuld på en og samme tid. Værdier får sat kniven for struben i en kontinuerlig strøm af konflikter, som hver især er sin egen film værdig.
5 - Double Indemnity - 1944
Den store Billy Wilder formår at knibe sig ind på top-10 listen endnu engang. Fred Macmurray, Barbara Stanwick og Edward G. Robinson giver den på alle film noir tangenter, så det er en fryd. Nu skal det også tilføjes, at Wilder og selveste Raymond Chandler samarbejdede om manuskriptet, så ingen tvivl om, at dialogen er exceptionel noirsk med replikker som smælder.
MacMurray er så god som nogen Bogart eller Mitchum, selvom han er castet mod sin type. Barbara Stanwyck er femme fatale, som i bedste genrekonvention, trækker Macmurray mod sin uundgåelige undergang. Og så skal Edward G. Robinson, det store gangster ikon nævnes, for rollen som den både sympatiske og umenneskelige forsikringsassurandør, hvis skarptskårne tunge laver opvisning i fornem monolog.
Den sort hvide koreografi med persienner og skygger er legendarisk og genbrugt til hudløshed siden, bl.a. med succes i Blade Runner.
Men det er hele tiden dialogen man vender tilbage til. Den er i en klasse for sig og man må sidde med et smil om kæften nærmest hver gang en mund åbnes.
#458 Skeloboy 15 år siden
En af mine helt store huller...
#459 Benway 15 år siden
Men "La dolce vita" er en af de film, jeg omgående får lyst til at se, så snart jeg tænker på den. Jeg har f.eks. lyst til at sætte den på nu. :)
#460 filmz-Bruce 15 år siden
Som tiden går, er min kærlighed til denne lille italienske sag, stadig ikke begyndt at falme. Årtiet rinder ud og dermed er Paulo Sorrentinos stilistiske krimi epos altså min favorit film for årtiet og det med god grund.
Sorrentino er i mine øjne den mest interessante italienske filmskaber, siden Fellini. Stil og substansmæssigt er de vidt forskellige, men de har til fælles, at de udnytter medie, billeder og skuespil på ukonventionel vis, med Sorrentino ekstrem pernitten omkring det visuelle udtryk.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg så denne film for nogle år siden og godt det samme, for jeg havde ikke været i nærheden med et gæt.
Vi befinder os på et hotel ved Genevesøen, hvor den midaldrende Titta Di Girolamo på 8. år er indkvarteret. Dagene går med at sidde i baren, i receptionen, spise, være søvnløs og tage et skud heroin hver onsdag kl. 22. Han observerer og analyserer. Tittas liv tog sig en drejning, da han afsluttede en mafia handelstransaktion uheldigt. Gælden skulle indkasseres og Titta måtte udskifte familielivet med hvervet hvidvasker af penge for mafiaen, på ubestemt tid.
Fortællingen er ganske traditionel. Eksekveringen alt andet. Teaterskuespilleren Toni Servillo leverer en spektakulær præstation som Titta og lader publikum komme ind under huden på denne tilsyneladende levende døde, hvis kynisme langsomt bliver brudt ned af hotellets underskønne Sofia, spillet af legenden Anna Magnanis (Roma, città aperta) barnebarn Olivia.
Billedsiden af Luca Bigazzi er intet mindre end et lille under og den ene tilsyneladende enkle billedkomposition efter den anden skiftes til at forbløffe og forundre. Den letbenede visuelle lyrik, Toni Servillos klasseskuespil, små delikate scener med vid, spænding, erotiske undertoner, en flot lydside og så den gennemgående mafia historie smelter sammen og bliver til et stort kunstværk.
At se lyset, giver mening for mig, når talen kommer på denne film.