Nu læste jeg lige at Mount Tambora i Indonesien står til at gå i udbrud inden for de nærmeste uger. Der er tale om en såkaldt supervulkan, der kan forårsage global skade, idet at der er risiko for at dens røg vil blokke solen. Nu er overskriften nok lidt på spidsen (men den fangede da din opmærksomhed, ik? ;)) men jeg går egentligt og bekymrer mig meget om den slags katastrofer. Det kunne også være meteornedslag, gammastråler, sygdomsudbrud, zombier, hvad ved jeg? Det er først efter jeg har fået børn, at den slags går mig på. Jeg tænkte også på det før, men der var konteksten en anden. Jeg synes dengang at det kunne blive fedt, at man tilranede sig skydevåben og den slags, og så var det ellers alle mod alle. Nu er perspektivet et lidt andet, da jeg har et totalt andet ansvar at se til. Jeg har tit overvejet, om man skulle hamstre noget dåsemad i kælderen, hvis der nu skulle ske et eller andet. Det kan godt være man bliver paranoid af alle de udsendelser, der dagligt kører på Discovery og Nat Geo, eller de (zombie)film man ser. Men historien viser at det vil ske på et tidspunkt. Hvis Yellowstone ryger i luften, vil det fx. betyde at vi kan vinke farvel til i hvert fald Nordamerika. Hermed tænker jeg også konsekvenser for de flygtningestrømme man vil opleve, og alle de mennesker der skal kæmpe om ressourcerne.
Hvad tænker i om den slags? Er jeg den eneste, der faktisk er glad for min "zombie Survival Guide" ??
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Jeg tror, at menneskets fortsatte røvpuleri af miljø og klima har en stor effekt på vejret. Vi skaber mere ekstreme forhold, og dermed også mindre gunstige forhold for os selv. Hvis man kombinerer det med klodens egen rytme og kapitalismens fald (læs = finanskrisen) ser fremtiden ikke for lys ud. Jeg tror dog ikke, at vi når at opleve det hele styrte sammen i vor levetid, men jeg fraskriver ikke muligheden. Der er allerede sket store ændringer siden Thatcher gjorde os opmærksomme på de menneskeskabte problemer i 80'erne, og det er fortsat med tiltagende hastighed.
Jeg har desuden lige læst en meget interessant artikel i Illustreret Videnskab om singularity, som vi ligeledes nærmer os med hastige skridt. Når vi når det punkt, vil alt langsomt ændre sig. Et optimistisk bud i artiklen siger 2019, og allerede i 2049 spår den, at en hjemmecomputer kan besidde en kopi af din hjerne, og man på den måde kan nå en form for udødelighed. Det finder jeg mindst ligeså skræmmende, selvom det stadig er ren sci-fi.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Hvis Yellowstone for alvor ryger, så kan vi sige farvel ikke kun til USA - men nok til civilisation som vi kender den.
Jeg tænker også på det ind i mellem - og ja, i særlig grad nu når man har børn, så jeg kan sagtens følge dig.
Jeg har desuden lige læst en meget interessant artikel i Illustreret Videnskab om singularity, som vi ligeledes nærmer os med hastige skridt. Når vi når det punkt, vil alt langsomt ændre sig. Et optimistisk bud i artiklen siger 2019, og allerede i 2049 spår den, at en hjemmecomputer kan besidde en kopi af din hjerne, og man på den måde kan nå en form for udødelighed. Det finder jeg mindst ligeså skræmmende, selvom det stadig er ren sci-fi.
Jeg ved ikke om artiklen nævner bogen som tankerne kommer fra. Men ellers hedder den The Singularity is Near og har nogle meget spændende tanker. Den er dog ikke helt letlæselig og er til tider ganske teknisk (første halvdel handler stort set kun om at vise hvordan teknologi stiger eksponentiel inde for alle felter). Kedelig at læse, spændende at fordøje. Så en forsigtig anbefaling herfra :)
Men det positive ved bogen er at den er ret optimistisk omkring menneskets fremtid (som vil blive en HELT anden en den vi kender i dag). Rigtig mange af de bekymringer vi i dag slås med vil ikke længere være relevante.
allerede i 2049 spår den, at en hjemmecomputer kan besidde en kopi af din hjerne
Dette er og bliver science fiction med en stor, tyk streg under det sidste ord, "fiction"/fiktion. Man kan rent fysisk måle, at/når der er hjerneaktivitet. Men alt det konkrete eller detaljerede som menneskehjernen frembringer - tanker, følelser, længsler, ønsker, frustrationer, personlighed, hukommelse, evner o.s.v. - vil aldrig nogensinde kunne overføres til nogen computer. Et menneske kan skrive en masse af disse ting ned (eller viderefortælle dem), men ingen computer eller maskine vil nogensinde kunne læse eller kopiere dem alle rub og stub, så hele personligheden ligger i en computer. Og grunden er ganske simpel: Tanker, følelser, personlighed, hukommelse og evner er ikke håndgribelige, fysiske objekter ligesom f.eks. vores puls, hjertebanken og åndedræt.
Mennesker kan opfinde og fremstille mangt og meget, men der er trods alt en naturlig, uundgåelig grænse for hvad der er muligt.
Naturligvis nærmer jordens undergang sig, det har den gjort siden den formedes. Om det er mere sandsynligt at du dør af apokalypse eller af kropsforfald, det kommer vel ud på et?
Man kan rent fysisk måle, at/når der er hjerneaktivitet. Men alt det som menneskehjernen frembringer - tanker, følelser, længsler, ønsker, frustrationer, personlighed, hukommelse, evner o.s.v. - vil aldrig nogensinde kunne overføres til nogen computer
Aldrig?
Et menneske kan skrive en masse af disse ting ned (eller viderefortælle dem), men ingen computer eller maskine vil nogensinde kunne læse eller kopiere dem alle rub og stub, så hele personligheden ligger i en computer
Ingen? Nogensinde?
Du lyder ret skråsikker. Jeg kunne anbefale dig at læse bogen, men det er du nok ikke meget for. Men derfor kan du jo naturligvis godt udtrykke hvad du synes og føler om emnet.
Jeg siger ikke at det VIL ske, eller at det sker inden for 40 år. Men blankt at afvise det synes jeg er uklogt.
Muldgraver: Nå, men det er ikke døden jeg er bange for i den forbindelse. Jo vi skal alle sammen dø. Det er det der sker før døden. Altså det samfund der vil være.
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
#1 davenport 13 år siden
Nu er overskriften nok lidt på spidsen (men den fangede da din opmærksomhed, ik? ;)) men jeg går egentligt og bekymrer mig meget om den slags katastrofer. Det kunne også være meteornedslag, gammastråler, sygdomsudbrud, zombier, hvad ved jeg?
Det er først efter jeg har fået børn, at den slags går mig på. Jeg tænkte også på det før, men der var konteksten en anden. Jeg synes dengang at det kunne blive fedt, at man tilranede sig skydevåben og den slags, og så var det ellers alle mod alle.
Nu er perspektivet et lidt andet, da jeg har et totalt andet ansvar at se til.
Jeg har tit overvejet, om man skulle hamstre noget dåsemad i kælderen, hvis der nu skulle ske et eller andet.
Det kan godt være man bliver paranoid af alle de udsendelser, der dagligt kører på Discovery og Nat Geo, eller de (zombie)film man ser. Men historien viser at det vil ske på et tidspunkt. Hvis Yellowstone ryger i luften, vil det fx. betyde at vi kan vinke farvel til i hvert fald Nordamerika.
Hermed tænker jeg også konsekvenser for de flygtningestrømme man vil opleve, og alle de mennesker der skal kæmpe om ressourcerne.
Hvad tænker i om den slags? Er jeg den eneste, der faktisk er glad for min "zombie Survival Guide" ??
#2 Slettet Bruger [3482849591] 13 år siden
#3 Lord Beef Jerky 13 år siden
Jeg har desuden lige læst en meget interessant artikel i Illustreret Videnskab om singularity, som vi ligeledes nærmer os med hastige skridt. Når vi når det punkt, vil alt langsomt ændre sig. Et optimistisk bud i artiklen siger 2019, og allerede i 2049 spår den, at en hjemmecomputer kan besidde en kopi af din hjerne, og man på den måde kan nå en form for udødelighed. Det finder jeg mindst ligeså skræmmende, selvom det stadig er ren sci-fi.
#4 Patriarch 13 år siden
Jeg tænker også på det ind i mellem - og ja, i særlig grad nu når man har børn, så jeg kan sagtens følge dig.
Jeg ved ikke om artiklen nævner bogen som tankerne kommer fra. Men ellers hedder den The Singularity is Near og har nogle meget spændende tanker. Den er dog ikke helt letlæselig og er til tider ganske teknisk (første halvdel handler stort set kun om at vise hvordan teknologi stiger eksponentiel inde for alle felter). Kedelig at læse, spændende at fordøje. Så en forsigtig anbefaling herfra :)
Men det positive ved bogen er at den er ret optimistisk omkring menneskets fremtid (som vil blive en HELT anden en den vi kender i dag). Rigtig mange af de bekymringer vi i dag slås med vil ikke længere være relevante.
#5 Patriarch 13 år siden
#6 BN 13 år siden
Dette er og bliver science fiction med en stor, tyk streg under det sidste ord, "fiction"/fiktion. Man kan rent fysisk måle, at/når der er hjerneaktivitet. Men alt det konkrete eller detaljerede som menneskehjernen frembringer - tanker, følelser, længsler, ønsker, frustrationer, personlighed, hukommelse, evner o.s.v. - vil aldrig nogensinde kunne overføres til nogen computer. Et menneske kan skrive en masse af disse ting ned (eller viderefortælle dem), men ingen computer eller maskine vil nogensinde kunne læse eller kopiere dem alle rub og stub, så hele personligheden ligger i en computer. Og grunden er ganske simpel: Tanker, følelser, personlighed, hukommelse og evner er ikke håndgribelige, fysiske objekter ligesom f.eks. vores puls, hjertebanken og åndedræt.
Mennesker kan opfinde og fremstille mangt og meget, men der er trods alt en naturlig, uundgåelig grænse for hvad der er muligt.
#7 Muldgraver 13 år siden
Gisp, jeg er kedelig...
#8 Thomsen 13 år siden
#9 Patriarch 13 år siden
Aldrig?
Ingen? Nogensinde?
Du lyder ret skråsikker. Jeg kunne anbefale dig at læse bogen, men det er du nok ikke meget for. Men derfor kan du jo naturligvis godt udtrykke hvad du synes og føler om emnet.
Jeg siger ikke at det VIL ske, eller at det sker inden for 40 år. Men blankt at afvise det synes jeg er uklogt.
#10 davenport 13 år siden