Nu til noget af det mest depressive, ekspressive og hjerteknækkende blues, jeg nogensinde har hørt:
[url= Willie Johnson - Dark Was the Night, Cold Was the Ground[/url]
Dine adjektiver, er det nogen du vil beskrive lidt? Jeg har ikke vanskeligt ved at bryde mig om musikken og fornemme det meget ekspressive og nærværende (men faktisk også private) i Johnsons udtryk, men når der tales om depressiv og hjerteskærende, kan jeg sjældent følge med, da jeg ofte snarere fornemmer ro og afklarethed i den beherskelse som udtrykket rummer (disse omstændigheder altså ikke blot i dette nummer, men musik som kaldes deprimerende). Kan jeg få dig til til at uddybe lidt eller ville det devaluere mystikken for meget?
Et absolut fremragende nummer fra Vangelis. Hans smukke, drømmende musik passer perfekt til Ridley Scotts ligeså smukke billeder. 10/10
Hvis ikke du har set 'The Last of the Mohicans', skal du være opmærksom på, at den følgende video med et af mine personlige favoritnumre indeholder en lang række spoilers til filmen:
Dine adjektiver, er det nogen du vil beskrive lidt? Jeg har ikke vanskeligt ved at bryde mig om musikken og fornemme det meget ekspressive og nærværende (men faktisk også private) i Johnsons udtryk, men når der tales om depressiv og hjerteskærende, kan jeg sjældent følge med, da jeg ofte snarere fornemmer ro og afklarethed i den beherskelse som udtrykket rummer (disse omstændigheder altså ikke blot i dette nummer, men musik som kaldes deprimerende). Kan jeg få dig til til at uddybe lidt eller ville det devaluere mystikken for meget?
Det er banale, men oprigtige følelser, som uden tvivl er vanskelige at uddybe. Du erstatter mine beskrivelser med ro og afklarethed, men kan disse ikke sagtens være i sammenspil? Johnsons næsten knækkende summen og stønnen overføres til en impressionistisk slide guitar, hvilket kreerer en sammenklang af dyb menneskelig ekspression og musikalsk beherskelse. Du kan dog sagtens have ret i, at en uddybelse af større omfang vil devaluere mystikken og selve nummerets "sjæl"...
Et andet eksempel på musik, der på lignende vis har leget med mine følelser, er Syd Barretts soloalbum "The Madcap Laughs". Jeg linker til et enestående nummer derfra, når jeg har bedømt BNs indlæg.
En mytisk klassiker, der både kontrasterer og forbinder filmen med dens afdæmpende instrumental og mohikanske lyrik. 8/10! Hvad synes du om Trevor Jones' musik til samme film, "Promentory" for at være helt specifik?
Hvad synes du om Trevor Jones' musik til samme film, "Promentory" for at være helt specifik?
Nummeret 'Promentory' hører - med dets tunge folkemusik-agtige rytme tilsat glidende strygere - til det bedste filmmusik, jeg nogensinde har hørt. Det er dette nummers skyld, at jeg får gåsehud hver gang
Hawkeye og Cora får lov til forlade lejren, mens Heyward efter eget forslag bliver som fange,
idet nummeret på perfekt vis indrammer det drama og de følelser, vi ser skildret på billederne. Hele den dramatiske finale foregår uden ét eneste ord - det er kun musikken der taler. Enormt smukt, efter min mening.
Kender intet til Syd Barret, og det her nummer gjorde mig ikke ligefrem interesseret i at høre mere med ham desværre. Teksten er ok, men vokal og ikke mindst musikmæssigt synes jeg det lyder ganske forfærdeligt og flere gange pænt falsk, 4/10.
Nu snupper jeg en sang mere med Broken Bells, som er min absolutte yndlings-sang med dem. I øvrigt et helt igennem fremragende album, som jeg kan høre igen og igen. Enjoy :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#1301 Muldgraver 13 år siden
Dine adjektiver, er det nogen du vil beskrive lidt? Jeg har ikke vanskeligt ved at bryde mig om musikken og fornemme det meget ekspressive og nærværende (men faktisk også private) i Johnsons udtryk, men når der tales om depressiv og hjerteskærende, kan jeg sjældent følge med, da jeg ofte snarere fornemmer ro og afklarethed i den beherskelse som udtrykket rummer (disse omstændigheder altså ikke blot i dette nummer, men musik som kaldes deprimerende). Kan jeg få dig til til at uddybe lidt eller ville det devaluere mystikken for meget?
#1302 chronaden 13 år siden
Kommer du frisk fra dansk eksamen? nurj jeg har da aldrig set noget så velformuleret før :P
#1303 Skeloboy 13 år siden
Ingen introduktion nødvendigt. 10/10, kortere kan det ikke siges :)
Lad os blive i tiden, og nuppe et nummer fra Deep Purple fra California Jam '74
[url= Purple - Mistreated[/url]
Det er lidt langt, men det er så stinkende fedt, at det er sgu ligemeget :)
Desuden er Deep Purple mit favoritband, så hvis I ikke kan lide, kommer jeg og sprøjter sæd på jeres hovedpude!
#1304 Muldgraver 13 år siden
Hvad vil du foreslå mig at ændre?
#1305 Sweetiebellefan 13 år siden
Deep Purple er kongen!
10/10
Så er det Vangelis med et 10 minutters nummer fra 1492.
#1306 BN 13 år siden
Et absolut fremragende nummer fra Vangelis. Hans smukke, drømmende musik passer perfekt til Ridley Scotts ligeså smukke billeder. 10/10
Hvis ikke du har set 'The Last of the Mohicans', skal du være opmærksom på, at den følgende video med et af mine personlige favoritnumre indeholder en lang række spoilers til filmen:
#1307 Antlion 13 år siden
Det er banale, men oprigtige følelser, som uden tvivl er vanskelige at uddybe. Du erstatter mine beskrivelser med ro og afklarethed, men kan disse ikke sagtens være i sammenspil? Johnsons næsten knækkende summen og stønnen overføres til en impressionistisk slide guitar, hvilket kreerer en sammenklang af dyb menneskelig ekspression og musikalsk beherskelse. Du kan dog sagtens have ret i, at en uddybelse af større omfang vil devaluere mystikken og selve nummerets "sjæl"...
Et andet eksempel på musik, der på lignende vis har leget med mine følelser, er Syd Barretts soloalbum "The Madcap Laughs". Jeg linker til et enestående nummer derfra, når jeg har bedømt BNs indlæg.
#1306:
En mytisk klassiker, der både kontrasterer og forbinder filmen med dens afdæmpende instrumental og mohikanske lyrik. 8/10! Hvad synes du om Trevor Jones' musik til samme film, "Promentory" for at være helt specifik?
Og nu, som sagt, til Syd Barrett:
[url= Barrett - Dark Globe[/url]
#1308 Sweetiebellefan 13 år siden
Tissekone og sæd.
#1309 BN 13 år siden
Nummeret 'Promentory' hører - med dets tunge folkemusik-agtige rytme tilsat glidende strygere - til det bedste filmmusik, jeg nogensinde har hørt. Det er dette nummers skyld, at jeg får gåsehud hver gang
#1310 NightHawk 13 år siden
Kender intet til Syd Barret, og det her nummer gjorde mig ikke ligefrem interesseret i at høre mere med ham desværre. Teksten er ok, men vokal og ikke mindst musikmæssigt synes jeg det lyder ganske forfærdeligt og flere gange pænt falsk, 4/10.
Nu snupper jeg en sang mere med Broken Bells, som er min absolutte yndlings-sang med dem. I øvrigt et helt igennem fremragende album, som jeg kan høre igen og igen. Enjoy :)