Det er banale, men oprigtige følelser, som uden tvivl er vanskelige at uddybe. Du erstatter mine beskrivelser med ro og afklarethed, men kan disse ikke sagtens være i sammenspil? Johnsons næsten knækkende summen og stønnen overføres til en impressionistisk slide guitar, hvilket kreerer en sammenklang af dyb menneskelig ekspression og musikalsk beherskelse. Du kan dog sagtens have ret i, at en uddybelse af større omfang vil devaluere mystikken og selve nummerets "sjæl"...
Et andet eksempel på musik, der på lignende vis har leget med mine følelser, er Syd Barretts soloalbum "The Madcap Laughs".
Befriende oprigtige.
Jo, jeg vil give dig helt ret i samspilsmuligheden. Og jeg tror egentlig det er derfor musikken fungerer så godt, fordi den bliver til i en spænding, eller i det mindste en tidligere erfaring af en spænding, som kunstneren så udlever en gentagelse af. Men det er måske også der jeg har glippet lidt med indlevelsen, jeg har (over)fokuseret på forløsningen snarere end det tragiske element som går forud og søger forløsningen. Selvom jeg nu har hørt nummeret en hel del gange, finder jeg stadig nye knæk og plink i stemme og guitar, som giver hans udtryk flere nuancer af både vemod og fortrøstning.
Fin uddybning med Dark Globe, hvor jeg noget bedre kan fornemme den selvironiserende (og deri snarere fornægtende end beherskende (i modsætning til Johnson) desperation som kommer til udtryk i foreningen af stemme, guitar og lyrik. Det er sandelig et råt nummer. Minder mig også en del om dele af Bowies udtryk (som dog er lidt mere glimmerede...). Fænomenalt nummer, Dark Globe.
Ærgeligt, du ikke brød dig om det. Jeg anser selv Barrett for værende en af de mest innovative lyrikere og guitarister fra 60erne/70ernes psykedeliske bølge. Bryder du dig så heller ikke om det tidlige Pink Floyd (hovedsageligt "The Piper at the Gates of Dawn"), hvor Barrett dannede fundamentet for gruppens æstetisk stilistiske vej?
[quote=NightHawk (1310)] Nu snupper jeg en sang mere med Broken Bells, som er min absolutte yndlings-sang med dem. I øvrigt et helt igennem fremragende album, som jeg kan høre igen og igen. Enjoy :)
Synes det er forvirrende...og en temmelig fesen vokal. 4/10
Men det er jo meget pudsigt, at jeg bruger ord som forvirrende og fragmenteret, for det næste nummer er kaotisk.
Ærgeligt, du ikke brød dig om det. Jeg anser selv Barrett for værende en af de mest innovative lyrikere og guitarister fra 60erne/70ernes psykedeliske bølge. Bryder du dig så heller ikke om det tidlige Pink Floyd (hovedsageligt "The Piper at the Gates of Dawn"), hvor Barrett dannede fundamentet for gruppens æstetisk stilistiske vej?
Jeg synes teksten er god, som jeg også skrev, men selve musikken lige i dette nummer finder jeg ikke særlig vedkommende, selvom han gør hvad han kan for at krænge hele sjælen ud. Så vidt jeg kan høre, rammer han også forkert i både sin vokal og et par greb på guitaren undervejs, og det ødelægger det også en hel del for mit vedkommende. Men fordi jeg ikke lige bryder mig om dette nummer, kan det jo sagtens være at der er noget andet du lægger op med ham, som mere falder i min smag, måske.
Mht. det sidste du skriver, så kan jeg ikke rigtig svare dig på det, da jeg aldrig har været den store Pink Floyd fan. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Kan normalt godt li' det elektroniske touch, og et eller andet sted gemt bag al støjen fornemmer jeg en ganske udmærket vokal hos forsangeren. Desværre drukner hendes stemme totalt i denne urytmiske rodebutik af dimensioner, som alt i alt lyder ganske rædselsfuldt, 2/10.
Nu snupper jeg lidt rock med de altid herlige Queens of The Stone Age.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#1311 Muldgraver 13 år siden
Befriende oprigtige.
Jo, jeg vil give dig helt ret i samspilsmuligheden. Og jeg tror egentlig det er derfor musikken fungerer så godt, fordi den bliver til i en spænding, eller i det mindste en tidligere erfaring af en spænding, som kunstneren så udlever en gentagelse af. Men det er måske også der jeg har glippet lidt med indlevelsen, jeg har (over)fokuseret på forløsningen snarere end det tragiske element som går forud og søger forløsningen. Selvom jeg nu har hørt nummeret en hel del gange, finder jeg stadig nye knæk og plink i stemme og guitar, som giver hans udtryk flere nuancer af både vemod og fortrøstning.
Fin uddybning med Dark Globe, hvor jeg noget bedre kan fornemme den selvironiserende (og deri snarere fornægtende end beherskende (i modsætning til Johnson) desperation som kommer til udtryk i foreningen af stemme, guitar og lyrik. Det er sandelig et råt nummer. Minder mig også en del om dele af Bowies udtryk (som dog er lidt mere glimmerede...). Fænomenalt nummer, Dark Globe.
#1312 Antlion 13 år siden
Ærgeligt, du ikke brød dig om det. Jeg anser selv Barrett for værende en af de mest innovative lyrikere og guitarister fra 60erne/70ernes psykedeliske bølge. Bryder du dig så heller ikke om det tidlige Pink Floyd (hovedsageligt "The Piper at the Gates of Dawn"), hvor Barrett dannede fundamentet for gruppens æstetisk stilistiske vej?
#1313 Antlion 13 år siden
Interessant sammenligning. Hvad synes du i så fald om [url=
#1314 Skeloboy 13 år siden
Synes det er forvirrende...og en temmelig fesen vokal. 4/10
Men det er jo meget pudsigt, at jeg bruger ord som forvirrende og fragmenteret, for det næste nummer er kaotisk.
#1315 NightHawk 13 år siden
Jeg synes teksten er god, som jeg også skrev, men selve musikken lige i dette nummer finder jeg ikke særlig vedkommende, selvom han gør hvad han kan for at krænge hele sjælen ud. Så vidt jeg kan høre, rammer han også forkert i både sin vokal og et par greb på guitaren undervejs, og det ødelægger det også en hel del for mit vedkommende. Men fordi jeg ikke lige bryder mig om dette nummer, kan det jo sagtens være at der er noget andet du lægger op med ham, som mere falder i min smag, måske.
Mht. det sidste du skriver, så kan jeg ikke rigtig svare dig på det, da jeg aldrig har været den store Pink Floyd fan. :)
#1316 NightHawk 13 år siden
Kaotisk rammer det vist lige på kornet. :)
Kan normalt godt li' det elektroniske touch, og et eller andet sted gemt bag al støjen fornemmer jeg en ganske udmærket vokal hos forsangeren. Desværre drukner hendes stemme totalt i denne urytmiske rodebutik af dimensioner, som alt i alt lyder ganske rædselsfuldt, 2/10.
Nu snupper jeg lidt rock med de altid herlige Queens of The Stone Age.
#1317 MMB 13 år siden
Vil lade en anden bedømme den, men i mine ører er det klart en 10'er. Jeg er dog også en stor QOTSA fan.
#1318 Skeloboy 13 år siden
#1319 dyg 13 år siden
#1320 stoffer 13 år siden