Der skabes en vis stemning, som så forfladiges gennem den absolutte stilstand og mangel på udvikling, som præger nummeret. Det emmer af selvhøjtidelighed, og det selvopfundne sprog i den sungne anden halvdel virker, trods en acceptabel vokal, blot fjollet og ligegyldigt.
4/10
Næh, må jeg så bede om noget ægte musikalsk kunst:
Lidt á la David Lynch, blot med mere vitalitet. Det knuste hjerte forbliver intakt, selvom svigt, jalousi og dræbende kærlighed dominerer hvert eneste udtryk. Desværre omdannes disse til en masse af camoufleret smerte, hvor den kedelige, ikke-menneskelige kvinde bliver så destilleret, at hun minder om et naivt barn. Denne naivitet ses tydeligst i lyrikken, der bekræfter den altomfattende forløsning i en musik, der udtrykker sig som alt andet end udfriende.
Bevares, det er et fint stykke musik, men hvis Norah Jones blot havde et anstrøg af John Balances (fra Coil) lyriske geni, ville det måske for alvor have været et interessant kærligheds/anti-kærligheds nummer. 5/10.
Har faktisk aldrig lyttet til Nick Drake, og det er nok en fejl. Jeg kan godt lide blandingen af optimisme og hjælpeløshed, som han formår at skabe. Det er ellers sjældent, det lykkes at blande de to kontraster succesfuldt, synes jeg. Hans stemme kræver nok lidt tilvænning, men lyrisk synes jeg, det er en smuk sang om misbrugte muligheder og en ny chance.
8/10 --- Nu til noget andet: [url= Crooked Vultures - Bandoliers[/url]
Lidt á la David Lynch, blot med mere vitalitet. Det knuste hjerte forbliver intakt, selvom svigt, jalousi og dræbende kærlighed dominerer hvert eneste udtryk. Desværre omdannes disse til en masse af camoufleret smerte, hvor den kedelige, ikke-menneskelige kvinde bliver så destilleret, at hun minder om et naivt barn. Denne naivitet ses tydeligst i lyrikken, der bekræfter den altomfattende forløsning i en musik, der udtrykker sig som alt andet end udfriende.
Du er vel formentlig klar over, at hvis teksten er et udtryk for (eller blot afspejler) Norah Jones' personlige følelser/erfaringer (hvilket er meget sandsynligt), så falder dine ord helt og aldeles til jorden. Du ser/hører hendes tekster gennem et bestemt "filter", som ikke tager højde for sangerens personlighed, hvordan HUN har haft det og følt. ... Desuden undrer jeg mig over, at hun ifølge dig skal lyde som en anden (eller ihvertfald derhenad) for at levere lyrik, der duer. Skal hun da ikke først og fremmest følge sit eget hjerte og sin egen stil, ja, det hun brænder for?
Du er vel formentlig klar over, at hvis teksten er et udtryk for (eller blot afspejler) Norah Jones' personlige følelser/erfaringer (hvilket er meget sandsynligt), så falder dine ord helt og aldeles til jorden. Du ser/hører hendes tekster gennem et bestemt "filter", som ikke tager højde for sangerens personlighed, hvordan HUN har haft det og følt.
Jeg bedømmer nummeret ud fra dets umiddelbare præmisser, og her fejler det for mit vedkommende. Basalt fordrer nummerets udtryk (lyrikken værende det primære), at den stærke kvinde bevidst bekæmper smerten, eller forsøger på det, men alligevel imødegås den med blid usikkerhed. Hvis det blot var en banal klagesang, der ej indpakkede sig i sådanne refleksioner, burde nummeret udtrykke sig anderledes end ved at gøre krav på falsk og overfladisk form, men det er det ikke!
Jones' personlige følelser er måske interessante at forholde sig til, men ultimativt uvedkommende, da de ikke ændrer nummerets platte insisteren på at tage fløjlshandsker uden på dets alt andet end nænsomme ydre.
BN (2035) skrev:
Desuden undrer jeg mig over, at hun ifølge dig skal lyde som en anden (eller ihvertfald derhenad) for at levere lyrik, der duer. Skal hun da ikke først og fremmest følge sit eget hjerte og sin egen stil, ja, det hun brænder for?
Det var blot en løs sammenstilling af to lyrikere. Ingen af dem skal opretholde hinanden på nogen måde. Jeg kan også sætte f.eks. Hölderlin og Ewald overfor hinanden i forhold til poetisk virtuositet, uden at spekulere videre over, om de har andet tilfældes end at være genier. Forskellen er dog naturligvis, at Jones' lyrik er meningsløs.
#2031 MMB 12 år siden
#2032 BN 12 år siden
Der skabes en vis stemning, som så forfladiges gennem den absolutte stilstand og mangel på udvikling, som præger nummeret. Det emmer af selvhøjtidelighed, og det selvopfundne sprog i den sungne anden halvdel virker, trods en acceptabel vokal, blot fjollet og ligegyldigt.
4/10
Næh, må jeg så bede om noget ægte musikalsk kunst:
#2033 Pécuchet 12 år siden
Lidt á la David Lynch, blot med mere vitalitet. Det knuste hjerte forbliver intakt, selvom svigt, jalousi og dræbende kærlighed dominerer hvert eneste udtryk. Desværre omdannes disse til en masse af camoufleret smerte, hvor den kedelige, ikke-menneskelige kvinde bliver så destilleret, at hun minder om et naivt barn. Denne naivitet ses tydeligst i lyrikken, der bekræfter den altomfattende forløsning i en musik, der udtrykker sig som alt andet end udfriende.
Bevares, det er et fint stykke musik, men hvis Norah Jones blot havde et anstrøg af John Balances (fra Coil) lyriske geni, ville det måske for alvor have været et interessant kærligheds/anti-kærligheds nummer. 5/10.
---
Og nu til en (mesterlig) 3 minutters sang:
[url= Drake - Fly
#2034 MMB 12 år siden
Har faktisk aldrig lyttet til Nick Drake, og det er nok en fejl. Jeg kan godt lide blandingen af optimisme og hjælpeløshed, som han formår at skabe. Det er ellers sjældent, det lykkes at blande de to kontraster succesfuldt, synes jeg. Hans stemme kræver nok lidt tilvænning, men lyrisk synes jeg, det er en smuk sang om misbrugte muligheder og en ny chance.
8/10
---
Nu til noget andet:
[url= Crooked Vultures - Bandoliers[/url]
#2035 BN 12 år siden
Du er vel formentlig klar over, at hvis teksten er et udtryk for (eller blot afspejler) Norah Jones' personlige følelser/erfaringer (hvilket er meget sandsynligt), så falder dine ord helt og aldeles til jorden. Du ser/hører hendes tekster gennem et bestemt "filter", som ikke tager højde for sangerens personlighed, hvordan HUN har haft det og følt. ... Desuden undrer jeg mig over, at hun ifølge dig skal lyde som en anden (eller ihvertfald derhenad) for at levere lyrik, der duer. Skal hun da ikke først og fremmest følge sit eget hjerte og sin egen stil, ja, det hun brænder for?
Bare en tanke.
#2036 Pécuchet 12 år siden
Jeg bedømmer nummeret ud fra dets umiddelbare præmisser, og her fejler det for mit vedkommende. Basalt fordrer nummerets udtryk (lyrikken værende det primære), at den stærke kvinde bevidst bekæmper smerten, eller forsøger på det, men alligevel imødegås den med blid usikkerhed. Hvis det blot var en banal klagesang, der ej indpakkede sig i sådanne refleksioner, burde nummeret udtrykke sig anderledes end ved at gøre krav på falsk og overfladisk form, men det er det ikke!
Jones' personlige følelser er måske interessante at forholde sig til, men ultimativt uvedkommende, da de ikke ændrer nummerets platte insisteren på at tage fløjlshandsker uden på dets alt andet end nænsomme ydre.
Det var blot en løs sammenstilling af to lyrikere. Ingen af dem skal opretholde hinanden på nogen måde. Jeg kan også sætte f.eks. Hölderlin og Ewald overfor hinanden i forhold til poetisk virtuositet, uden at spekulere videre over, om de har andet tilfældes end at være genier. Forskellen er dog naturligvis, at Jones' lyrik er meningsløs.
#2037 BN 12 år siden
Mjah ..... Vi har ihvertfald en meget, meget forskellig måde at anskue musik og lyrik på.
Men tilbage til Foellers sang i #2034.
#2038 Pécuchet 12 år siden
Film ditto. Men i det mindste kan vi mødes ved Talk Talk? :)
#2039 MMB 12 år siden
#2040 BN 12 år siden
Nåjo, det har du ret i. :-)