#512 Har en stak bøger jeg skal have læst først (4-5), før jeg starter på 1Q84. Du må meget gerne komme med en indskud til om den er værd, at starte på :)
Kun Wojciech Has filmatisering af Sanatorium pod Klepsydrą, hvilken ikke var videre interessant. Kan du anbefale noget, der ikke har noget med kanel og timeglas at gøre?
Muldgraver (509) skrev:
Ok. Jeg kender ikke forfatteren, så her må jeg melde pas.
Hvorfor den tilsvarende skepsis overfor kanel? Filmen er langt dårligere end dens litterære forlæg, det kan jeg garantere, du også vil mene. "Kanelbutikkerne" er dog hans mesterværk, en svulstig og gal lille bog. Jeg vil især sammenligne ham med Nathanael West, med hvem han deler den absurde humor og de vildtvoksende, oftest latterlige metaforer. Men han skriver samtidig endnu bedre end Nathanael West og identificerer sig mere med og poetiserer galskaben på en måde, der kan komme til at minde om fin-de-siecle-modernisme ala Rimbaud, fra Kanelbutikkerne:
"En halvnøgen og mørk åndssvag skikkelse rejser sig tøvende og står lig en hedensk gudinde på sine korte barneben, og fra hendes hals, der er svulmet op under et overmål af galskab, fra hendes opkogte ansigt, der er helt mørkt af vrede og på hvilket de hårdt spændte årers arabesker slår sig blomstrende op som en særlig barbarisk aftegning eller sminke, bryder et dyrisk hyl frem, en hæs vrælen der kommer helt nede fra alle bronkier og hvinende luftkamre i dette halvdyriske halvguddommelige bryst. De solsvedne tidsler skriger, burrerne puster sig op og står og vigter sig med deres skamløse kød, ukrudtet har en slimet hinde af glimtende gift..." (osv.)
Læser desuden Vilhelm Grønbech for tiden, "Kampen for en ny sjæl". Kan godt lide ham bortset fra Jesus-dyrkelsen. Hans "William Blake"-monografi er stadig noget af det bedste danske litteratur, jeg har læst. Har du læst den Caliban? du var ret vild med William Blake så vidt jeg husker.
Muldgraver (509) skrev:
Ok. Jeg kender ikke forfatteren, så her må jeg melde pas.
Jeg har haft et fag om novellen på dansk i dette semester, hvor vi også har berørt begrebet, derfor min interesse i din interesse :)
Det var sikkert hos Blicher i berørte emnet, ikke? Det er for mig at se ret kedeligt og et oftest misforstået begreb som folk bruger ahistorisk og uden videre overvejelser derom. Det giver kun mening i sin historiske kontekst, synes jeg, som et implicit vidne om den øgede erkendelsesteoretiske skepsis i 1800-tallet. Oftest er det jo hele verdenssystemer og sågar selve muligheden for "objektivitet" eller "fremstilling" (af begivenheder), der falder sammen med fortællerens utroværdighed. Jeg er bestemt ikke fan af Blicher, men det sjove er jo at man kan dekonstruere mange af hans kendteste noveller til uigenkendelighed; præstens utroværdighed i "Sildig Opvaagnen" står samtidig for en hul, utrovædrig småborgerlighed. Og Gud ligeså, der fratages sin status som tilværelsens sidste dommer og kosmiske princip. For Blichers kosmiske princip er en mystisk, skæbnesvanger materialitet, bøjelig og svagelig og uden evne til at modstå uplanlagte fornemmelser, en hemmelighedsfuld magma som præsten og lægen og andre af Blichers svage karakterer bliver opslugt i.
Jeg havde lovet at hjælpe en bekendt med en opgave om emnet, men kunne ikke finde på noget behjælpeligt at sige. Det var egentlig derfor jeg spurgte herinde og begyndte at undersøge emnet en smule.
Havde skrevet en tilføjelse til det om den upålidelige fortæller, som ikke kom med i rettelsesprocessen:
På den måde kan den implicerede forfatter narre og ødelægge sine fortællere og trække dem rundt i sin gudløse verden, hvor intet, ikke engang den distinkte erkendelse af fænomener, er legitimeret. Men det er altsammen ligemeget i postmoderne litteratur (der er ontologisk interesseret fremfor epistemologisk undersøgende?) og den, skal vi kalde den "affirmative modernisme", som helt afviser muligheden for objektiv repræsentation og gør tingenes psykologiske fremtrædelse til den eneste sandhed. Et eksempel fra filmen: er planeten i "Melancholia" og havet i "Solaris" virkelige? Altså er vores fortællere ærlige og fornuftige? Det er ganske ligemeget for oplevelsen af begge kunstværker og iøvrigt umuligt at finde ud af. At præsten i "Sildig Opvaagnen" derimod tager fejl er et faktum indlejret i teksten af den implicitte forfatter og meget vigtigt for forståelsen af historiens dybere moral (eller umoral om man vil). Det er derfor vigtigt tror jeg, først og fremmest, at se på fortællerens og forfatterens værdier og sammenstille dem før man undersøger om en fortæller er utroværdig - ellers tømmes begrebet for sin mening.
Om Patrick Bateman er pålidelig eller ej er ligemeget, en ontologisk petitesse, som intet giver til eller tager fra historiens mening.
#512 Har en stak bøger jeg skal have læst først (4-5), før jeg starter på 1Q84. Du må meget gerne komme med en indskud til om den er værd, at starte på :)
Will do! :) Men husk mig lige på det.
mr gaijin (514) skrev:
#512 Jeg læste den for et par år siden. En ganske udmærket Murakami-bog, men langtrukken.
Har jeg ikke fået opfattelsen af indtil videre. Men har heller ikke læst andre af hans bøger. :)
I forbindelse med at jeg fik Løven, heksen og garderobeskabet og Morgenvandrerens Rejse i julegave har jeg besluttet mig for at genlæse hele C.S. Lewis' fremragende Narnia serie.
I den forbindelse har jeg erhvervet mig en ganske pæn hardback udgivelse af Troldmandens nevø som jeg begynder med.
“I should say that I was a visual person. I experience with my eyes and never, or rarely, with my ears...to my constant regret.” - Fritz Lang
#515 + 516 Fine tanker om den upålidelige fortæller. Det er blandt andre hos Blicher vi har undersøgt fortællerinstansen. Du lægger en del mere i begrebet end jeg. Jeg anser egentlig blot upålidelighed som et potentielt redskab til enten at komme med en eller anden pointe, eller bare som eventuelt spidsfindig underholdning. Blicher var vist primært underholder, om end han ikke just havde meget vind i sejlene grundet anmeldernes moralske forstoppelse. Sæderne skifter sandelig. Jeg finder desuden Blicher tilpas dygtig, til han af og til er interessant læsning.
#511 Castanea 12 år siden
Jeg svarer i det nye år, da en eksamensopgave presser mig for tiden.
#512 MMB 12 år siden
#513 bhs 12 år siden
Har en stak bøger jeg skal have læst først (4-5), før jeg starter på 1Q84. Du må meget gerne komme med en indskud til om den er værd, at starte på :)
#514 mr gaijin 12 år siden
#515 Fellaheen 12 år siden
Hvorfor den tilsvarende skepsis overfor kanel? Filmen er langt dårligere end dens litterære forlæg, det kan jeg garantere, du også vil mene. "Kanelbutikkerne" er dog hans mesterværk, en svulstig og gal lille bog. Jeg vil især sammenligne ham med Nathanael West, med hvem han deler den absurde humor og de vildtvoksende, oftest latterlige metaforer. Men han skriver samtidig endnu bedre end Nathanael West og identificerer sig mere med og poetiserer galskaben på en måde, der kan komme til at minde om fin-de-siecle-modernisme ala Rimbaud, fra Kanelbutikkerne:
"En halvnøgen og mørk åndssvag skikkelse rejser sig tøvende og står lig en hedensk gudinde på sine korte barneben, og fra hendes hals, der er svulmet op under et overmål af galskab, fra hendes opkogte ansigt, der er helt mørkt af vrede og på hvilket de hårdt spændte årers arabesker slår sig blomstrende op som en særlig barbarisk aftegning eller sminke, bryder et dyrisk hyl frem, en hæs vrælen der kommer helt nede fra alle bronkier og hvinende luftkamre i dette halvdyriske halvguddommelige bryst. De solsvedne tidsler skriger, burrerne puster sig op og står og vigter sig med deres skamløse kød, ukrudtet har en slimet hinde af glimtende gift..." (osv.)
Læser desuden Vilhelm Grønbech for tiden, "Kampen for en ny sjæl". Kan godt lide ham bortset fra Jesus-dyrkelsen. Hans "William Blake"-monografi er stadig noget af det bedste danske litteratur, jeg har læst. Har du læst den Caliban? du var ret vild med William Blake så vidt jeg husker.
Det var sikkert hos Blicher i berørte emnet, ikke? Det er for mig at se ret kedeligt og et oftest misforstået begreb som folk bruger ahistorisk og uden videre overvejelser derom. Det giver kun mening i sin historiske kontekst, synes jeg, som et implicit vidne om den øgede erkendelsesteoretiske skepsis i 1800-tallet. Oftest er det jo hele verdenssystemer og sågar selve muligheden for "objektivitet" eller "fremstilling" (af begivenheder), der falder sammen med fortællerens utroværdighed. Jeg er bestemt ikke fan af Blicher, men det sjove er jo at man kan dekonstruere mange af hans kendteste noveller til uigenkendelighed; præstens utroværdighed i "Sildig Opvaagnen" står samtidig for en hul, utrovædrig småborgerlighed. Og Gud ligeså, der fratages sin status som tilværelsens sidste dommer og kosmiske princip. For Blichers kosmiske princip er en mystisk, skæbnesvanger materialitet, bøjelig og svagelig og uden evne til at modstå uplanlagte fornemmelser, en hemmelighedsfuld magma som præsten og lægen og andre af Blichers svage karakterer bliver opslugt i.
Jeg havde lovet at hjælpe en bekendt med en opgave om emnet, men kunne ikke finde på noget behjælpeligt at sige. Det var egentlig derfor jeg spurgte herinde og begyndte at undersøge emnet en smule.
#516 Fellaheen 12 år siden
På den måde kan den implicerede forfatter narre og ødelægge sine fortællere og trække dem rundt i sin gudløse verden, hvor intet, ikke engang den distinkte erkendelse af fænomener, er legitimeret. Men det er altsammen ligemeget i postmoderne litteratur (der er ontologisk interesseret fremfor epistemologisk undersøgende?) og den, skal vi kalde den "affirmative modernisme", som helt afviser muligheden for objektiv repræsentation og gør tingenes psykologiske fremtrædelse til den eneste sandhed. Et eksempel fra filmen: er planeten i "Melancholia" og havet i "Solaris" virkelige? Altså er vores fortællere ærlige og fornuftige? Det er ganske ligemeget for oplevelsen af begge kunstværker og iøvrigt umuligt at finde ud af. At præsten i "Sildig Opvaagnen" derimod tager fejl er et faktum indlejret i teksten af den implicitte forfatter og meget vigtigt for forståelsen af historiens dybere moral (eller umoral om man vil). Det er derfor vigtigt tror jeg, først og fremmest, at se på fortællerens og forfatterens værdier og sammenstille dem før man undersøger om en fortæller er utroværdig - ellers tømmes begrebet for sin mening.
Om Patrick Bateman er pålidelig eller ej er ligemeget, en ontologisk petitesse, som intet giver til eller tager fra historiens mening.
#517 MMB 12 år siden
Will do! :) Men husk mig lige på det.
Har jeg ikke fået opfattelsen af indtil videre. Men har heller ikke læst andre af hans bøger. :)
#518 Twister 12 år siden
I den forbindelse har jeg erhvervet mig en ganske pæn hardback udgivelse af Troldmandens nevø som jeg begynder med.
#519 Muldgraver 12 år siden
Fine tanker om den upålidelige fortæller. Det er blandt andre hos Blicher vi har undersøgt fortællerinstansen. Du lægger en del mere i begrebet end jeg. Jeg anser egentlig blot upålidelighed som et potentielt redskab til enten at komme med en eller anden pointe, eller bare som eventuelt spidsfindig underholdning. Blicher var vist primært underholder, om end han ikke just havde meget vind i sejlene grundet anmeldernes moralske forstoppelse. Sæderne skifter sandelig. Jeg finder desuden Blicher tilpas dygtig, til han af og til er interessant læsning.
#520 Muldgraver 12 år siden
Den er fjong. Jeg har også været væk grundet sådan en. Hvilken forfatter endte du med at skrive om, eller var det en anden opgave?