Jeg har vidst overset denne tråd!

Nogen dejlige film du har valgt og er glad for så meget Tim Burton :)

Kærlighed På Film, har jeg ikke set, men din måde at beskrive de forskellige facetter på som skuespillet og handlingen besidder, samt det at jeg har set stort set alt andet hvad Ole Bornedal har lavet betyder, at jeg helt klart skal ha’ tjekket denne film ud i den nærmeste fremtid. Min egen yndlingsfilm af Bornedal må indtil videre være “I Am Dina”. Synes den var særdeles fremragende på alle punkter.

Sleepy Hollow, (5/6), ja det er sgu en herlig Tim Burton/Johhny Depp film. Super fed gotisk stemning, (design/kulisser), og ganske imponerende også visuelt set. Og så elsker jeg Depp’s måde at spille på her, hvor han giver den max gas som fjumrende og mega nervøs helt. Jeg synes så selve historien dog har det med at tabe lidt af pusten jo længere tiden går og jo flere mord man udsættes for som tilskuer. Og samtidig så forsvinder uhyggen derfor desværre også en smule hen mod slutningen. Det reddes dog så modsat af Ichabod Cranes detektivarbejde mht. det bagvedliggende konspirationsplot.

The Dark Crystal, (3/6), Måske er det egentligt lidt unfair at give en karakter her, for det er godt nok ved at være mange år siden efterhånden, at jeg har set filmen. Normalt holder jeg rigtig meget af Jim Hensons dukkeunivers, hvad end det er “Fragglerne”, “Muppet Show”, eller “Labyrinth” for bare at nævne et par stykker, men lige hvad “Dark Crystal” angår, kan jeg huske at være pænt skuffet og slet ikke lige så begejstret for hverken dukkernes design eller selve historien. Synes det hele virkede noget klodset og ikke helt så magisk vedkommende på mig, som jeg godt kunne ha‘ ønsket det. Jeg holder mere af Jim Hensons “Labyrinth” af de to fantasy film.

The Libertine, er en af de få film med Johnny Depp, (og hvor er det i øvrigt herligt, at du har taget så mange af hans film med), jeg mangler at se, hvilket i høj grad skyldes de mange brogede anmeldelser og knap så pæne ord filmen fik med på vejen i sin tid, da den havde premiere. Men efter at ha’ læst din beskrivelse af filmen, har du bestemt givet mig mod på at gi’ den en chance. Desuden læste jeg også lige Roger Eberts anmeldelse og den var ligeledes positiv, så nu skal “The Libertine” sgu tjekkes nærmere efter.

The Bride Of Chuky, (3/6), Hehe, ja jeg tænkte nok, at det var denne i serien, som du havde placeret som den bedste. Det er jeg så meget uenig i, for jeg synes bestemt ikke at nogle af de mange sequels slår originalen fra 1988. Jeg vil dog gå så langt som at sige, at “Bride of Chucky” til gengæld er den bedste af efterfølgerne. Derudover så er filmens styrker i mine øjne de to hovedroller og dukkernes design, mens selve historien så kammer lidt over og bliver lige lovlig popsmart for sit eget bedste, selv om der bestemt også er et par gode grin og referencer undervejs.

Fight Club, (6/6), Absolut genialt film og sublimt gennemført i sin histories kritik over forbrugersamfundets sløvsind, som du rammer spot on i en igen rigtig god anmeldelse. Kan især godt lide de eksempler du fremhæver med at leve i nuet og forsøge at bryde hverdagens trivielle trummerum, som vi jo alle i større eller mindre forstand er fastlåst af. Norton, Pitt og Bonham-Carter er alle fremragende og ligeså filmens visuelle side med de mange overlap og den veltimede redigering.

Blow, (4/6), Igen en lidt usikker karakter, da det er lang tid siden jeg har set filmen. Et gensyn vil muligvis ændre på det, så må lige se om jeg kan få lånt filmen på et tidspunkt. Det der står stærkest i hukommelsen her er skuespilspræstationerne, som jeg synes var rigtig gode specielt fra Johnny Depp og Ray Liotta, mens historien havde lidt svært ved at gribe mig.

Batman Returns, (6/6), Den i mine øjne suverænt bedste film i Batman franchisen overhovedet. Elsker det univers Tim Burton får bygget op, og som er helt sin egen tidløse verden bestående af film noir, gotisk design og nutidige elementer. Så er der Danny Elfmans score som denne gang er endnu bedre end forrige værk, og vitterlig udgør, ligesom Gotham City, en ekstra karakter i filmen, der fornemt underbygger de involveredes personlige dilemmaer og skæbnesvangre konflikter. Jeg er så bestemt ikke enig med dig i, at Batman er sat ud på sidelinjen i forhold til filmens skurke. Tværtimod synes jeg Burton giver god plads til alle figurerne og på mesterlig vis forstår at flette deres historier sammen, som jo i bund og grund viser sig at være tæt forbundet mht. tab af familien, identitetskriser og accept fra samfundet. Jeg synes historien her, og også den i Batman fra 1989, fungerer langt bedre end i nogle af Christopher Nolans film, fordi Burton formår at gøre tinge langt mere enkle uden, at selve historien på den anden side bliver for simpel og overfladisk. Måden at linke helt og skurk/skurkene på i Burtons to film fungerer upåklageligt, og giver det hele en langt stærkere nerve og intensitet samlet set, end den måde Nolan har valgt at gøre det på.

The Dark Knight, (3/6), Jeg må være ærlig og tilstå, at jeg aldrig har brudt mig om Christopher Nolans vinkel på Batman franchisen, hvor han dog gør det hæderligt i “Batman Begins”, som generelt set også via den måde Gotham City er designet på har noget af samme stemning som Burtons film. I “The Dark Knight” synes jeg dog Nolans søgen mod det realistiske touch kammer over, hvilket samlet set gør at hele looket bliver alt for sterilt og for mit vedkommende pænt kedeligt at se på, og på den måde suger en stor del af den charme og eventyrstemning ud af universet, som jeg rigtig godt kunne lide. Historiens traditionelle superhelte-temaer er sån set ganske interessante at se udspille sig, men jeg mener samtidig ikke, at det tjener til deres fordel at de bliver skildret igennem en Michael Mann’sk lignende præmis. At filmen desuden strækker sig over 152 min. finder jeg helt unødvendigt i forhold til den centrale del af plottet med Harvey Dent/The Joker/Batman/Rachel, og som jeg oplever det ryger handlingen derfor ind i nogle jævnt gumpetunge perioder, der samlet set dræner filmen for den helt store nerve. Det betyder så også, som jeg oplever det, at den afsluttende duel mod The Joker bliver en lettere tam affære, som i virkeligheden allerede har nået sit klimaks tidligere, da Batman og Jokeren batler løs i motorcykel vs lastbil scenen. I sidste ende er det jo så for at gi’ plads til den overordnede punchline vdr. Harvey Dent/Two Faces rolle i plottet, men det havde jeg faktisk lidt svært ved at blive grebet af, da man endelig når frem til finalen. Skuespillet, samt et par actionscener trækker filmen op hos mig, men det er absolut ikke en film, som jeg har den helt store kærlighed til.

Selv om jeg ikke værdsætter de forskellige film du har med på din liste lige højt, vil jeg stadigvæk gerne rose dig for et rigtig godt stykke arbejde, hvor du meget detaljeret får gjort det klart og tydeligt, hvorfor du sætter så stor pris på dem som du gør. Synes også det er super fedt, at du tager dig tid til at skrive lange anmeldelser af hver film og dermed får sat så mange ord på de forskellige temaer osv. som muligt. Når Filmz forummet tillader det, så synes jeg også man ligeså godt kan udnytte den mulighed der er til stede for, i princippet, at lave sine anmeldelser ligeså lange som man har lyst til.

Skriver selvfølgelig også lige et par kommentarer til de følgende film, som jeg har givet disse karakterer :

Ed Wood, 5/6
Pinocchio, 6/6
Night of the Living Dead, 5/6
Wall-e, 5/6

To be continued. :)

Burtons Batman film bliver så tilgengæld aldrig min kop te. Han er en udmærket dekoratør, hvor det hele ligner et cirkus show, men gudskelov at vi har fået en anden udgave af Batman film.

Collateral (116) skrev:

#115: Ja det er ret fedt at der er kommet to så forskellige versioner. Gør jo at der er noget til os alle sammen.

Jeps.. Og det er også fedt nok :)

[b]38. Vredens dag af Carl Th. Dreyer:
Nu vender vi os imod en af dansk films helt store. En mand jeg har lært at kende igennem www.filmz.dk, hvilket ærlig talt er skammeligt. Ikke fordi filmz ikke skulle have lært mig manden at kende, men fordi hans film ikke er mere anerkendt af den brede befolkning – hvilket er ærgerligt.

”Vredens Dag” foregår i 1623 og har Anne, kone af Absalon Pedersson, i hovedrollen. Den unge Anne er ulykkelig i ægteskabet med Absalon, og forelsker sig snart i Absalons søn (fra et tidligere ægteskab) Martin. Før alt dette bliver vi dog introduceret for et af de største temaer i filmen, nemlig heksejagter. Dette sker igennem karakteren Herlofs Marte som bliver anklaget for at være heks, og må flygte. Denne karakter bruges hovedsageligt til at vise den ubehagelige og uretfærdige måde hvorpå hekse blev ”retsforfulgt” og straffet. Efter Herlofs Martes død på bålet, bliver kærligheden i mellem de to unge Martin og Anne sat i centrum, og da Absalon snart efter dør (kort efter Anne har ønsket dette ville ske) bliver den i forvejen mistroiske moder af Absalon endnu mere mistænksom, og beskylder Anne for at være heks.

Diskussionen om Carl Th. Dreyers stil og fortælleform er voldsom i blandt de der kender til ham. Nogle finder blot filmene langsomme, og voldsomt teatralske, men andre, hvor iblandt jeg tæller mig selv, mener at Dreyer i høj grad forstår at udnytte filmmediet mere effektivt, end selv mange moderne instruktører. Af de film jeg har haft glæden at stifte bekendtskab med fra Dreyers hånd, er ”Vredens Dag” formentlig den mest lettilgængelige. Tempoet i denne film er lavt, men knapt så lavt som det blev senere i hans karriere. Hvad der dog er interessant ved dette relativt lave tempo er at det giver plads. Ikke bare skuespillerne får spillerum, men også kulisserne udnyttes til fulde, og i sammenspil med en effektiv lydside, fortælles historien med alle virkemidler i brug.

Vender man for et kort øjeblik øjnene imod kulisserne, som jeg tidligere nævnte, er det et distinkt kendetegn i alle Dreyers film at kulisserne ofte er meget bare. Store hvide overflader er vigtige virkemidler, og giver plads til skygger, og stort spillerum for brug af lys. Lys som naturligvis også gives plads i de smukke billedkompositioner, som Dreyer i tæt samarbejde med sin fotograf leverer i filmen. Som del af kulisserne er der en række statister, som jeg bringes til at nævne fordi at det er endnu en fantastisk del af billederne i denne film at statisterne alle har ansigter der ville være værd at male. Ansigter som fortæller historier i sig selv – ganske uden replikker.

Carl Th. Dreyer har sagt: ”Med den rigtige rollebesætning er en film halvt reddet” (”Om filmen” Jul. Gjellerups Forlag, 1964.) Og lad der ikke være nogen tvivl om at denne film er superbt castet. Selv den relativt lille rolle som Herlofs Marte er perfekt udført af Anna Svierkier som spiller bittert, indædt og vredt – hvilket tilføjer meget til en karakter, med relativt lidt tid på skærmen. Det er dog også hendes karakter som skal opbygge den alvor der er omkring det at blive udråbt som heks – hvilket en effektiv, og ganske ubarmhjertig afbrændingsscene fint klarer. Det er vigtigt at vi frygter for at Anne kan risikerer at blive udråbt som heks, da det bliver det helt centrale i filmens fortælling. Preben Lerdoff Rye gøre ikke det store væsen af sig i denne film, men ville senere få en mere udfordrende rolle i ”Ordet” som Johannes, i denne film er han blot tilstede, og gør plads for især Lisbeth Movins præstation. Jeg savner ord der kan forklarer Lisbeth Movins præstation i denne film. Ikke alene giver hun os et indblik i hvilken ulykke det er for denne unge kvinde at være gift med den langt ældre Absalon, som hun i øvrigt har været bundet til siden barndommen, men derudover får vi også et blik for hendes forelskelse, og begyndende forhåbning for en lysere fremtid. Det er ud af denne forhåbning at hun i et svagt øjeblik ønsker Absalon død. Da hun senere forbindes med dennes død, udråbes til heks og forrådes af Martin, får vi en afsluttende scene, som kun Carl Th. Dreyer turde lave den. Det er et simpelt nærbillede af Annes ansigt, men Movins skuespil er så overbevisende, at hver en følelse der flyver igennem hende er tydelige for os. Derefter slutter filmen blot. Vi sidder tilbage med al den længsel Anne har følt, og med en viden om hvorledes disse aldrig rigtig blev forløst, og vi ved at de heller aldrig vil blive det, fordi Anne vil komme til at lide den samme skæbne som Herlofs Marte.

Anne: ”Jeg ser dig gennem tårer.”
Martin: ”Tårer som jeg tørrer bort.”

”Vredens Dag” er en fortælling om en af de mange mørke ting der ligger i vores historie. Derudover er det en historie om Anne, som blev nægtet den glæde, som hun havde fortjent. Dreyers film er baseret på et teaterstykke, men selv uden at have læst dette stykke, vil jeg våge den påstand at Dreyer i denne film skaber sin egen fortælling, og det en meget filmisk en af slagsen. At hans stil skulle være teatralsk er meget fejlagtigt at tro. Det er korrekt at de lange indstillinger fra tid til anden kan virke teatralske, men brugen af lys, lyd og kamera er ganske fremsynet, og til tider langt mere effektivt end noget tilsvarende der har været forsøgt under mere moderne former.

Anne: ”Jeg ser dig gennem tårer, men ingen kommer og tørrer dem bort.”