#130: Indrømmer jeg også selv i anmeldelsen, men jeg synes også det er en skam at man fra kulturpolitisk side f.eks. ikke forsøge at få denne slags ukendte kulturpersoner frem, istedet for at have travlt med ting som kanonen. Som jo blot sætter en streg under hvad mange allerede ved er godt, men det er måske også for meget at bede om.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Ed Wood, (5/6), Endnu en fremragende film af Tim Burton, som jeg også holder meget af. Valgte dog at fravælge den til min egen liste til fordel for “Batman Returns”, da der kun var plads til en enkelt af hans værker. Igen rammer du de helt rigtige forcer i filmen og jeg er specielt glad for, at du fremhæver den poetiske/håbefulde tone, som “Ed Wood” er præget af og som stråler ud af Johnny Depp, (i en igen sublim præstation som jeg især i dette tilfælde klart mener, at han burde ha’ fået en Oscar for), samt Martin Landau, da Ed Woods samarbejde med Bela Lugosi opstår og deres respektive glæde for det nostalgiske og magiske i filmens univers smelter sammen. Det er også virkelig rørende, at se den måde Burton skildrer dette nærmest far/søn forhold på, og man bliver selv helt varmt om hjertet over at se Ed Woods behov for at gi’, og i virkeligheden også selv modtage, en form for familiær omsorg som har værende fraværende hos begge karakterer og for Wood måske det meste af sit liv. Her savner jeg så samtidig, at du på en eller anden måde havde fået flettet Woods opvækst, hans fetich for transvestisme og derigennem hans behov for at begå sig i et alternativt miljø med ind i din tekst, for det giver også et lidt ændret billede på det du skriver ang. Dolores.
Du skriver at hun søger fremad, og at Wood søger tilbage mht. at passe ind i samfundsbilledet, og det er jeg ikke helt enig med dig i. Jeg mener derimod, at man skal se det modsat trods det faktum, at Wood også samtidig søger tilbage mod sin barndom bl.a. via Lugosis film. For Woods måde at tænke på og lave film på, samt de personer han omgiver sig med, i hvad man sagtens kan betegne som et Queer miljø, signalerer at her er en mand, der er i færd med et opgør imod det etablerede system både i filmverdenen og den almindelige verden, og dermed bevidst/ubevidst er en person der er med til at sætte gang i en udvikling der på sigt, ved sin hyldest til det alternative/queer miljø, er med til at skabe et mere åben og tolerant samfund. Modsat søger Dolores rent faktisk baglæns i samfundsudviklingen ved at forkaste alt det Wood står for og i stedet holde sig til de traditionelle dyder og rollemønstre fra fortiden, der blev betragtet som den eneste rigtige og normale levevis indtil et godt stykke ind i 70’erne.
Så skulle man måske tro, at Ed Wood blev betragtet som værende en pioner/idol inden for queer miljøet, men således forholder det sig egentligt ikke. Særligt er hans film “Glen & Glenda”, hvor mærkeligt det end kan lyde, temmelig homofobisk, fordi Wood ved gentagne voice-overs havde travlt med at ta’ afstand fra homoseksuelle på bekostning af at legitimere sin egen transvestisme som blot værende en naturlig del af hans heteroseksuelle jeg. Men her skal man selvfølgelig også ta’ med i betragtning, at der på daværende tidspunkt slet ikke var samling på de forskellige grupperinger indenfor queer-miljøet, og alle derfor havde travlt med at passe egne interesser i forhold til myndighederne og de love der gjorde sig gældende. Så jeg tror egentlig ikke at hans afstandstagen er tænkt så ondsindet som det umiddelbart lyder.
Det var egentlig blot ment som en tilføjelse, (nogle tanke jeg havde gjort mig), og ikke en kritik som sån, for generelt set synes jeg, at du igen har skrevet en rigtig god anmeldelse.
Nåede desværre ikke mere i dag, men har resten af kommentarerne klar til i morgen. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så får du lige de foreløbigt sidste kommentarer fra mig i denne omgang. :)
Pinocchio, (6/6), Dette er så absolut også en af mine Disney yndlingstegnefilm, især pga. den meget dystre stemning der gennemsyrer fortællingen og ofte i scener, (da Pinocchio f.eks. ender som en slags slave i cirkusset, samt selvfølgelig turen til og i Pjækkeland), som du også skriver, der bestemt ikke er for de mindste. Synes også det er fedt, at de tør gå linen helt ud mht. horror elementet, men det tjener så i sidste ende også kun til filmens fordel som kontrast til de lyse stunder og understregende moralsk punchline for Pinocchios dannelsesrejse. Og scenen med Monstrom er jeg helt enig med dig i er sublim animationshåndværk i en gennemgående fantastisk film. Er i øvrigt også helt enig, i det du skriver ang. udskiftninger af stemmerne. Det er for mig at se fuldkommen tåbeligt, at man på nogle af filmene har valgt at indspille nye stemmer. De gamle gir nemlig sådan en herlig nostalgisk følelse, der på en eller anden måde bare har noget mere eventyrligt over sig.
Night Of The Living Dead, (5/6), Selv om jeg foretrækker “Dawn of The Dead” i Romeros oprindelige trilogi, (som i mine øjne også er det bedste han har lavet), så er det nu stadigvæk en fornøjelse at se, at du har taget den første film med. Stemningen som du skriver er helt i top her, og man kan kun ærgre sig over, at det ikke senere hen i Romeros zombie serie, (især fra film nr. 5), lykkedes ham at holde fast i den evne til at skabe suspense. Noget andet jeg synes der er fedt ved hans trilogi, er hvorledes han udnytter den udefrakommende trussel i form af de mange zombies til at presse den lille gruppe af overlevende til det maksimale ved at spille på deres forskelligheder, hvor det i denne film jo, kval det underliggende racespørgsmål, er genialt at lade en sort mand spille den altoverskyggende helte og lederrolle, hvilket Duane Jones i øvrig gør særdeles fremragende. Slutningen er noget af det mest groteske og absurde man kan forestille sig, men der er samtidig genialt tænkt fordi det rammer spot on på den tåbelige og stærkt forkastelige opfattelse mange hvide amerikanere havde af deres sorte medborgere.
Wall-E, (5/6), Jep, igen helt enig her i alt hvad du har skrevet. Endnu en fantastisk film fra Pixar, fyldt med lækker animation, og en historie der giver masser af stof til eftertanke. Især er kritikken af menneskets overgivelse til de teknologiske fremskridt ramt lige på kornet og jo egentlig noget, der også er et problem i den tid vi lever i lige nu og her. Synes i øvrigt det er fedt at se den entusiasme, som du har lagt i denne anmeldelse og din konklusion kan man jo kun være helt enig i.
Vredens Dag, Mht. Carl Th. Dreyer har jeg både set dokumentarfilm og læst en hel del om ham, så kender godt til ham og hans film. Men jeg har faktisk aldrig fået set en Dreyer film i fuld længde, så nu tror jeg snart det er på tide at få gjort noget ved det hul i min filmsamling.
Glæder mig til at se hvad du har med på resten af din liste. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#134: Endnu engang tak for tilbagemelding. Jeg tror jeg ligger den næste op d. 30/1, da den dato har en speciel betydning for mig i forhold til den næste film.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Det er ganske bevidst at jeg anmelder denne film i dag. Eller i hvert fald at den kommer online i dag. Når jeg ser denne film giver den mig af og til mindelser om min far, som døde i dag for 3 år siden. Jeg ved ikke rigtig hvorfor filmen minder mig om ham. Måske er det fordi han også var en meget social mand, der elskede mennesker. Måske fordi han også fortalte masser af historier. Hvor mærkeligt det end lyder har jeg et enkelt råd jeg gerne vil tillade mig at give jer allesammen, sågar også mig selv. Lyt til de fortællinger andre mennesker har at give jer, måske særligt dem jeres forældre har lyst til at fortælle. Jeg forsøger ikke med dette at sætte mig over jer andre, for jeg ved at jeg langt fra er den eneste der har mistet en jeg holdt af. Det eneste jeg prøver at gøre er at fortælle hvad jeg blandt andet har lært af det. Take it or leave it.
[u]37. Big Fish af Tim Burton: Will Bloom er så træt af at hører hans fars fortællinger. Faderen Ed Bloom elsker dog at fortælle sine fortællinger til en hver der gider lytte, og det er der mange der glædeligt gør. Manden er nemlig ikke bare meget nem at holde af, men fortæller også sine historier på en ganske medrivende og fantastisk måde. Will beslutter sig dog for at sandheden skal frem, og begynder at undersøge faderens fortid. Det han finder frem til er dog noget helt andet, end det han troede han ledte efter.
Tim Burton er de seneste år blevet beskyldt for at være meget repetitiv i sine temaer, og sin visuelle stil. Denne film er på mange måder beviset på at der er masser af originalitet tilbage i Burton, også selvom vi er gået ind i 2000erne. Man kan på sin vis sige at den centrale historie stadig er om en mand der kæmper med at være anderledes, men så alligevel ikke. Det vender jeg tilbage til. Først og fremmest er jeg dog nød til at nævne den perlerække af fantastiske præstationer der er i denne film. Ja jeg ved godt at det er sådan noget et hvert discount-remake har stående på coveret, men i dette tilfælde er der intet at rafle om. Der er to lag i denne film, et nutidigt og et der foregår i fortiden. På den nutidige side ses Albert Finney som Ed Bloom og overfor ham Jessica Lange som konen Sandra Bloom. De to får med relativt få replikker solgt deres lange ægteskab, og den der slags kærlighed som bare er vokset med årene. De er både elskende, men også som gamle venner, der kender hinanden vældig godt. Hvis man mener at der er en finger at sætte på nogen af deres præstationer, eller forholdet de to imellem, bør man gense scenen i badekarret (det er mindre kinky end det lyder), som er absolut hjerteskærende, men ironisk også har masser af varme i sig. Billy Crudup og Marion Cotillard spiller det yngre ægtepar, der har et barn på vej. Crudups performance er måske en smule stiv, men så igen er det også meget sådan karakteren er. Det bliver aldrig forstyrrende. Cotillard er charmerende og varmhjertet, og får os hurtigt til at holde meget af hende. De tos kemi kan måske ikke stå mål med Finney og Langes, men på den anden side ligges der heller aldrig den samme vægt på de to karakterer som på de ældre.
I hvad der kan kaldes fortiden/historiefortællingens side har vi Ewan McGregor i den altoverskyggende hovedrolle, som den yngre Ed Bloom. McGregor har en tilpas naiv, men samtidig varm og ikke uintelligent fremtoning, til at give historierne tilpas megen dybde, og samtidig er hans samspil med, og reaktioner på, de andre karakterer i filmen det der gør den overordnede præstation så overbevisende. McGregor er også med til at give filmen masser af den humor og hjertevarme den besidder. Først og fremmest er han dog med til at få os til at holde af den ældre Ed Bloom, som ellers virker sært aflukket. Det er faktisk ironisk at bruge ordet aflukket om en mand, der i sin første scene i filmen stiller sig op foran en stor forsamling, og fortæller hvor meget han elsker sin søn. Problemet er dog, at han ikke bare siger det lige ud, men fortæller en historie. Det er formentlig også det der generer sønnen. Han vil hellere have facts, fordi han føler at faderen skjuler noget.
Helena Bonham Carter skal specielt nævnes og fremhæves og understreges og på alle andre mulige måder udråbes til ballets/filmens dronning. For jeg er træt af at hører kommentarer der hinter til at Burton blot vælger hende fordi de har en relation (de er gift). Hun spiller ikke bare fremragende i denne film. Hun spiller således at jeg nærmest fristedes til, efter en bestemt scene, at give hende et stående bifald. Særligt den længselfulde både yngre og ældre Jenny og måden forskellen de to imellem vises superb. Det er virkelig ærgerligt at se denne brilliante skuespillerinde beskyldt for at skulle være udvalgt for andet end sit talents skyld.
Tilbage ved historien står vi så. Vi har her at gøre med Burtons måske mest upersonlige film. Dette ville normalt være dårligt, men da denne instruktør mange gange har fået skudt i skoene at hans blik er vendt indad, og at han sidder fast, er det nok en fordel at historien om særlingen der gerne vil noget mere end alle de andre, og tænker lidt anderledes end alle de andre er skubbet en smule i baggrunden. Naturligvis er Ed Bloom den der får mest tid på skærmen, men det er ikke ham historien i virkeligheden handler om. Historien handler om Will Bloom og hvad det er han tager med videre fra sin far.
Jeg tror mange kender det at man af og til kan hade sine forældre. Ofte er det i teenageårene at modsætningerne markerer sig tydeligst, og så begynder man pludselig at se nogle af lighederne. På mange måder er begivenhederne i denne film en slags afslutning på det Will følte efter sine yngre år. Han forklarer hvordan han følte sig efterladt, og hvordan han mente at ham og moderen altid kom i anden række på faderens prioritetsliste. Sandheden er dog, finder Will senere ud af, at det var lige omvendt. I tidligere omtalte scene med Carters karakter Jenny, fortæller hun hvordan hendes forelskelse i Ed altid ville være en drøm, og at det har efterladt hende hensygnende og træt at hun aldrig fik indfanget hendes livs kærlighed. Alt sammen fordi der, som hun siger, kun er to slags kvinder i Eds øjne: Wills mor, og alle andre.
Ganske vidst sagde jeg tidligere at denne film er den mest upersonlige film Burton har lavet. Det er naturligvis blot en kringlet måde at forklare at denne film ikke er som nogen anden Burton film. Den har den samme visuelle legesyghed, men hvor han i stortset alle sine andre film er gået i en mørk retning, er denne film visuelt lys. Der er masser af farver i paletten, og det er ikke som i ”Sweeney Todd” hvor det kun er den røde farve af blod der bryder en ellers næsten sort/hvid palet, nej heri er farverne mange. Filmen er filmet som et eventyr bør filmes. Det er som om vi genkender Burtons stil, men samtidig har alt bare et anderledes twist i denne omgang. Selv ”Charlie & Chokoladefabrikken”, som også var fyldt med farver, havde en nagende tone af noget mystisk over sig. Det er ikke fordi denne film blot er fryd og gammen, slet ikke. Faktisk er temaet jo på sin vis liv og død. Formentlig de to største emner man kan finde. Der er da heller ingen tvivl om at den lyse tone er hvad der gør at afslutningen er så overraskende nem at komme igennem. Ikke at man blot sover den igennem, den er både rørende og perfekt udført, men vis man græder ved den næstsidste scene (ved søen) i denne film, vil jeg våge og påstå at det ikke er pga. den egentlige hændelse der er i gang, men snarere pga. det faktum at det er sønnen der fortæller historien til faderen. Her får man i øvrigt virkelig at se hvad det betyder for en film at have opbygget et persongalleri der er genkendeligt og spændende. Man føler faderens gensynsglæde fordi man selv er glad for at gense karaktererne fra tidligere.
Danny Elfman er en af mine favoritkomponister. Nok min absolutte favorit hvis jeg tænker nærmere over det. Jeg elsker i øvrigt også Oingo Boingo, som er det band han havde op igennem firserne og starten af halvfemserne – de er fantastiske. Ikke bare fordi de ”er meget sjove”, men også fordi de virkelig kommer langt ud på den anden side af bare at være morsomme. I deres musik kan man ganske vidst finde catchy rytmer, og kitschede 80er lyde, men lytter man til teksterne er der ingen tvivl om at Elfman har masser at fortælle dem, som gider lytte til mere end det umiddelbare indtryk. Tilbage til filmen: Elfman leverer et dybt rørende, men aldrig overbærende score til denne film, og det minder måske til tider om tidligere scores af manden, men det fungerer, og det løfter filmen de helt rigtige steder.
De tre ord: Tro, håb og kærlighed sættes ofte sammen som en eller anden form for filosofi. En slags ying og yang. Troen i den tresomhed er oprindeligt religiøst betonet, men jeg mener at der er en anden form for tro, der i mine øjne er mindst ligeså vigtig, som religionen er det for andre mennesker: Troen på fantasien. ”Big Fish” er en kærlighedserklæring til fantasien og den gode fortælling mere end noget andet, men det ekstraordinære er at denne film også er en fantastisk fortælling samtidig. Den indeholder alt det et godt eventyr skal have: Lys og mørke. De gode og de onde. Livet og døden. Og frem for alt har den en fantastisk morale: Giv aldrig slip på fantasien. Lad ikke virkelighedens uperfektheder og begrænsninger styrer dine planer og drømme.
Jeg ser også en anden pointe i filmen, denne er dog muligvis en overtolkning fra min side. Husk hvad det er du elsker ved de mennesker du har i dit liv. En dag er de der ikke mere, og det nytter ikke noget at man som Will siger til sidst i filmen først kommer i tanke om hvad det var man kunne lide ved den der gamle joke man har hørt hundrede gange, når det er blevet for sent at grine af den.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#131 Collateral 13 år siden
#132 NightHawk 13 år siden
Ed Wood, (5/6), Endnu en fremragende film af Tim Burton, som jeg også holder meget af. Valgte dog at fravælge den til min egen liste til fordel for “Batman Returns”, da der kun var plads til en enkelt af hans værker. Igen rammer du de helt rigtige forcer i filmen og jeg er specielt glad for, at du fremhæver den poetiske/håbefulde tone, som “Ed Wood” er præget af og som stråler ud af Johnny Depp, (i en igen sublim præstation som jeg især i dette tilfælde klart mener, at han burde ha’ fået en Oscar for), samt Martin Landau, da Ed Woods samarbejde med Bela Lugosi opstår og deres respektive glæde for det nostalgiske og magiske i filmens univers smelter sammen. Det er også virkelig rørende, at se den måde Burton skildrer dette nærmest far/søn forhold på, og man bliver selv helt varmt om hjertet over at se Ed Woods behov for at gi’, og i virkeligheden også selv modtage, en form for familiær omsorg som har værende fraværende hos begge karakterer og for Wood måske det meste af sit liv. Her savner jeg så samtidig, at du på en eller anden måde havde fået flettet Woods opvækst, hans fetich for transvestisme og derigennem hans behov for at begå sig i et alternativt miljø med ind i din tekst, for det giver også et lidt ændret billede på det du skriver ang. Dolores.
Du skriver at hun søger fremad, og at Wood søger tilbage mht. at passe ind i samfundsbilledet, og det er jeg ikke helt enig med dig i. Jeg mener derimod, at man skal se det modsat trods det faktum, at Wood også samtidig søger tilbage mod sin barndom bl.a. via Lugosis film. For Woods måde at tænke på og lave film på, samt de personer han omgiver sig med, i hvad man sagtens kan betegne som et Queer miljø, signalerer at her er en mand, der er i færd med et opgør imod det etablerede system både i filmverdenen og den almindelige verden, og dermed bevidst/ubevidst er en person der er med til at sætte gang i en udvikling der på sigt, ved sin hyldest til det alternative/queer miljø, er med til at skabe et mere åben og tolerant samfund. Modsat søger Dolores rent faktisk baglæns i samfundsudviklingen ved at forkaste alt det Wood står for og i stedet holde sig til de traditionelle dyder og rollemønstre fra fortiden, der blev betragtet som den eneste rigtige og normale levevis indtil et godt stykke ind i 70’erne.
Så skulle man måske tro, at Ed Wood blev betragtet som værende en pioner/idol inden for queer miljøet, men således forholder det sig egentligt ikke. Særligt er hans film “Glen & Glenda”, hvor mærkeligt det end kan lyde, temmelig homofobisk, fordi Wood ved gentagne voice-overs havde travlt med at ta’ afstand fra homoseksuelle på bekostning af at legitimere sin egen transvestisme som blot værende en naturlig del af hans heteroseksuelle jeg. Men her skal man selvfølgelig også ta’ med i betragtning, at der på daværende tidspunkt slet ikke var samling på de forskellige grupperinger indenfor queer-miljøet, og alle derfor havde travlt med at passe egne interesser i forhold til myndighederne og de love der gjorde sig gældende. Så jeg tror egentlig ikke at hans afstandstagen er tænkt så ondsindet som det umiddelbart lyder.
Det var egentlig blot ment som en tilføjelse, (nogle tanke jeg havde gjort mig), og ikke en kritik som sån, for generelt set synes jeg, at du igen har skrevet en rigtig god anmeldelse.
Nåede desværre ikke mere i dag, men har resten af kommentarerne klar til i morgen. :)
#133 Collateral 13 år siden
#134 NightHawk 13 år siden
Pinocchio, (6/6), Dette er så absolut også en af mine Disney yndlingstegnefilm, især pga. den meget dystre stemning der gennemsyrer fortællingen og ofte i scener, (da Pinocchio f.eks. ender som en slags slave i cirkusset, samt selvfølgelig turen til og i Pjækkeland), som du også skriver, der bestemt ikke er for de mindste. Synes også det er fedt, at de tør gå linen helt ud mht. horror elementet, men det tjener så i sidste ende også kun til filmens fordel som kontrast til de lyse stunder og understregende moralsk punchline for Pinocchios dannelsesrejse. Og scenen med Monstrom er jeg helt enig med dig i er sublim animationshåndværk i en gennemgående fantastisk film. Er i øvrigt også helt enig, i det du skriver ang. udskiftninger af stemmerne. Det er for mig at se fuldkommen tåbeligt, at man på nogle af filmene har valgt at indspille nye stemmer. De gamle gir nemlig sådan en herlig nostalgisk følelse, der på en eller anden måde bare har noget mere eventyrligt over sig.
Night Of The Living Dead, (5/6), Selv om jeg foretrækker “Dawn of The Dead” i Romeros oprindelige trilogi, (som i mine øjne også er det bedste han har lavet), så er det nu stadigvæk en fornøjelse at se, at du har taget den første film med. Stemningen som du skriver er helt i top her, og man kan kun ærgre sig over, at det ikke senere hen i Romeros zombie serie, (især fra film nr. 5), lykkedes ham at holde fast i den evne til at skabe suspense. Noget andet jeg synes der er fedt ved hans trilogi, er hvorledes han udnytter den udefrakommende trussel i form af de mange zombies til at presse den lille gruppe af overlevende til det maksimale ved at spille på deres forskelligheder, hvor det i denne film jo, kval det underliggende racespørgsmål, er genialt at lade en sort mand spille den altoverskyggende helte og lederrolle, hvilket Duane Jones i øvrig gør særdeles fremragende. Slutningen er noget af det mest groteske og absurde man kan forestille sig, men der er samtidig genialt tænkt fordi det rammer spot on på den tåbelige og stærkt forkastelige opfattelse mange hvide amerikanere havde af deres sorte medborgere.
Wall-E, (5/6), Jep, igen helt enig her i alt hvad du har skrevet. Endnu en fantastisk film fra Pixar, fyldt med lækker animation, og en historie der giver masser af stof til eftertanke. Især er kritikken af menneskets overgivelse til de teknologiske fremskridt ramt lige på kornet og jo egentlig noget, der også er et problem i den tid vi lever i lige nu og her. Synes i øvrigt det er fedt at se den entusiasme, som du har lagt i denne anmeldelse og din konklusion kan man jo kun være helt enig i.
Vredens Dag, Mht. Carl Th. Dreyer har jeg både set dokumentarfilm og læst en hel del om ham, så kender godt til ham og hans film. Men jeg har faktisk aldrig fået set en Dreyer film i fuld længde, så nu tror jeg snart det er på tide at få gjort noget ved det hul i min filmsamling.
Glæder mig til at se hvad du har med på resten af din liste. :)
#135 Sweetiebellefan 13 år siden
Wall-E, (6/6)
The Dark Crystal, (4/6)
#136 Collateral 13 år siden
#137 NightHawk 13 år siden
Det var så lidt. :)
Lyder både mystisk og spændende mht. datoen du nævner. Glæder mig til at høre mere om den sammenhæng.
#138 Collateral 13 år siden
#139 Sweetiebellefan 13 år siden
Jeg har ikke set "The Breaskfast Club" endnu.
#140 Collateral 13 år siden
[u]37. Big Fish af Tim Burton:
Will Bloom er så træt af at hører hans fars fortællinger. Faderen Ed Bloom elsker dog at fortælle sine fortællinger til en hver der gider lytte, og det er der mange der glædeligt gør. Manden er nemlig ikke bare meget nem at holde af, men fortæller også sine historier på en ganske medrivende og fantastisk måde. Will beslutter sig dog for at sandheden skal frem, og begynder at undersøge faderens fortid. Det han finder frem til er dog noget helt andet, end det han troede han ledte efter.
Tim Burton er de seneste år blevet beskyldt for at være meget repetitiv i sine temaer, og sin visuelle stil. Denne film er på mange måder beviset på at der er masser af originalitet tilbage i Burton, også selvom vi er gået ind i 2000erne. Man kan på sin vis sige at den centrale historie stadig er om en mand der kæmper med at være anderledes, men så alligevel ikke. Det vender jeg tilbage til. Først og fremmest er jeg dog nød til at nævne den perlerække af fantastiske præstationer der er i denne film. Ja jeg ved godt at det er sådan noget et hvert discount-remake har stående på coveret, men i dette tilfælde er der intet at rafle om. Der er to lag i denne film, et nutidigt og et der foregår i fortiden. På den nutidige side ses Albert Finney som Ed Bloom og overfor ham Jessica Lange som konen Sandra Bloom. De to får med relativt få replikker solgt deres lange ægteskab, og den der slags kærlighed som bare er vokset med årene. De er både elskende, men også som gamle venner, der kender hinanden vældig godt. Hvis man mener at der er en finger at sætte på nogen af deres præstationer, eller forholdet de to imellem, bør man gense scenen i badekarret (det er mindre kinky end det lyder), som er absolut hjerteskærende, men ironisk også har masser af varme i sig. Billy Crudup og Marion Cotillard spiller det yngre ægtepar, der har et barn på vej. Crudups performance er måske en smule stiv, men så igen er det også meget sådan karakteren er. Det bliver aldrig forstyrrende. Cotillard er charmerende og varmhjertet, og får os hurtigt til at holde meget af hende. De tos kemi kan måske ikke stå mål med Finney og Langes, men på den anden side ligges der heller aldrig den samme vægt på de to karakterer som på de ældre.
I hvad der kan kaldes fortiden/historiefortællingens side har vi Ewan McGregor i den altoverskyggende hovedrolle, som den yngre Ed Bloom. McGregor har en tilpas naiv, men samtidig varm og ikke uintelligent fremtoning, til at give historierne tilpas megen dybde, og samtidig er hans samspil med, og reaktioner på, de andre karakterer i filmen det der gør den overordnede præstation så overbevisende. McGregor er også med til at give filmen masser af den humor og hjertevarme den besidder. Først og fremmest er han dog med til at få os til at holde af den ældre Ed Bloom, som ellers virker sært aflukket. Det er faktisk ironisk at bruge ordet aflukket om en mand, der i sin første scene i filmen stiller sig op foran en stor forsamling, og fortæller hvor meget han elsker sin søn. Problemet er dog, at han ikke bare siger det lige ud, men fortæller en historie. Det er formentlig også det der generer sønnen. Han vil hellere have facts, fordi han føler at faderen skjuler noget.
Helena Bonham Carter skal specielt nævnes og fremhæves og understreges og på alle andre mulige måder udråbes til ballets/filmens dronning. For jeg er træt af at hører kommentarer der hinter til at Burton blot vælger hende fordi de har en relation (de er gift). Hun spiller ikke bare fremragende i denne film. Hun spiller således at jeg nærmest fristedes til, efter en bestemt scene, at give hende et stående bifald. Særligt den længselfulde både yngre og ældre Jenny og måden forskellen de to imellem vises superb. Det er virkelig ærgerligt at se denne brilliante skuespillerinde beskyldt for at skulle være udvalgt for andet end sit talents skyld.
Tilbage ved historien står vi så. Vi har her at gøre med Burtons måske mest upersonlige film. Dette ville normalt være dårligt, men da denne instruktør mange gange har fået skudt i skoene at hans blik er vendt indad, og at han sidder fast, er det nok en fordel at historien om særlingen der gerne vil noget mere end alle de andre, og tænker lidt anderledes end alle de andre er skubbet en smule i baggrunden. Naturligvis er Ed Bloom den der får mest tid på skærmen, men det er ikke ham historien i virkeligheden handler om. Historien handler om Will Bloom og hvad det er han tager med videre fra sin far.
Jeg tror mange kender det at man af og til kan hade sine forældre. Ofte er det i teenageårene at modsætningerne markerer sig tydeligst, og så begynder man pludselig at se nogle af lighederne. På mange måder er begivenhederne i denne film en slags afslutning på det Will følte efter sine yngre år. Han forklarer hvordan han følte sig efterladt, og hvordan han mente at ham og moderen altid kom i anden række på faderens prioritetsliste. Sandheden er dog, finder Will senere ud af, at det var lige omvendt. I tidligere omtalte scene med Carters karakter Jenny, fortæller hun hvordan hendes forelskelse i Ed altid ville være en drøm, og at det har efterladt hende hensygnende og træt at hun aldrig fik indfanget hendes livs kærlighed. Alt sammen fordi der, som hun siger, kun er to slags kvinder i Eds øjne: Wills mor, og alle andre.
Ganske vidst sagde jeg tidligere at denne film er den mest upersonlige film Burton har lavet. Det er naturligvis blot en kringlet måde at forklare at denne film ikke er som nogen anden Burton film. Den har den samme visuelle legesyghed, men hvor han i stortset alle sine andre film er gået i en mørk retning, er denne film visuelt lys. Der er masser af farver i paletten, og det er ikke som i ”Sweeney Todd” hvor det kun er den røde farve af blod der bryder en ellers næsten sort/hvid palet, nej heri er farverne mange. Filmen er filmet som et eventyr bør filmes. Det er som om vi genkender Burtons stil, men samtidig har alt bare et anderledes twist i denne omgang. Selv ”Charlie & Chokoladefabrikken”, som også var fyldt med farver, havde en nagende tone af noget mystisk over sig. Det er ikke fordi denne film blot er fryd og gammen, slet ikke. Faktisk er temaet jo på sin vis liv og død. Formentlig de to største emner man kan finde. Der er da heller ingen tvivl om at den lyse tone er hvad der gør at afslutningen er så overraskende nem at komme igennem. Ikke at man blot sover den igennem, den er både rørende og perfekt udført, men vis man græder ved den næstsidste scene (ved søen) i denne film, vil jeg våge og påstå at det ikke er pga. den egentlige hændelse der er i gang, men snarere pga. det faktum at det er sønnen der fortæller historien til faderen. Her får man i øvrigt virkelig at se hvad det betyder for en film at have opbygget et persongalleri der er genkendeligt og spændende. Man føler faderens gensynsglæde fordi man selv er glad for at gense karaktererne fra tidligere.
Danny Elfman er en af mine favoritkomponister. Nok min absolutte favorit hvis jeg tænker nærmere over det. Jeg elsker i øvrigt også Oingo Boingo, som er det band han havde op igennem firserne og starten af halvfemserne – de er fantastiske. Ikke bare fordi de ”er meget sjove”, men også fordi de virkelig kommer langt ud på den anden side af bare at være morsomme. I deres musik kan man ganske vidst finde catchy rytmer, og kitschede 80er lyde, men lytter man til teksterne er der ingen tvivl om at Elfman har masser at fortælle dem, som gider lytte til mere end det umiddelbare indtryk. Tilbage til filmen: Elfman leverer et dybt rørende, men aldrig overbærende score til denne film, og det minder måske til tider om tidligere scores af manden, men det fungerer, og det løfter filmen de helt rigtige steder.
De tre ord: Tro, håb og kærlighed sættes ofte sammen som en eller anden form for filosofi. En slags ying og yang. Troen i den tresomhed er oprindeligt religiøst betonet, men jeg mener at der er en anden form for tro, der i mine øjne er mindst ligeså vigtig, som religionen er det for andre mennesker: Troen på fantasien. ”Big Fish” er en kærlighedserklæring til fantasien og den gode fortælling mere end noget andet, men det ekstraordinære er at denne film også er en fantastisk fortælling samtidig. Den indeholder alt det et godt eventyr skal have: Lys og mørke. De gode og de onde. Livet og døden. Og frem for alt har den en fantastisk morale: Giv aldrig slip på fantasien. Lad ikke virkelighedens uperfektheder og begrænsninger styrer dine planer og drømme.
Jeg ser også en anden pointe i filmen, denne er dog muligvis en overtolkning fra min side. Husk hvad det er du elsker ved de mennesker du har i dit liv. En dag er de der ikke mere, og det nytter ikke noget at man som Will siger til sidst i filmen først kommer i tanke om hvad det var man kunne lide ved den der gamle joke man har hørt hundrede gange, når det er blevet for sent at grine af den.