#160: Jamen velbekomme :) Jeg havde simpelthen så stor fornøjelse med at gense filmen. Og bed mærke i nogle helt nye aspekter, og især billeder i filmen. F.eks. det fantastiske billede hvor Quinn sidder for enden af båden i solnedgangens skær. Det er sgu smukt.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg ved det godt. Denne film er helt ny, og jeg har "kun" oplevet den 2 gange i biografen, men nu er dette jo heldigvis min liste, og når jeg i den grad bliver overvældet af en film, må den altså på. Således har "Sweeney Todd" simpelthen forladt listen.
Historien om ballerinaen Nina er om forholdet imellem en moder og en datter, og hvordan det i dette tilfælde har udviklet sig i en helt forkert retning. Det er også historien om en tilbageholdende kvinde, der sidder fast i barndommens naive og sort/hvide perception af virkeligheden. Sidst men ikke mindst er det også en historie om en kunstner der forenes med sin kunst, og forsvinder ud i den.
Filmens indledning indkapsler i virkeligheden lynhurtigt hvad det er der er med denne film. Magisk poesi i mørke omgivelser, er hvad der kommunikeres gennem lærredet de første 2 minutter af filmens spilletid. Nina er på centrum af scenen i et ensomt spotlight, og imod hende kommer en mand klædt i en sort fugledragt. På mange måder indkapsler dette scenarie både filmens efterfølgende handling og symbolik. Nina vågner op fra, hvad vi snart lærer var, en drøm. Herefter indbydes vi langsomt til hendes univers, som dybest set består af ballet og søvn. Natalie Portmans præstation prises allerede nu til skyerne fra mange sider, og jeg skal da ikke nægte at jeg også er en stor tilhænger af denne præstation. Hun er ikke bare uskyldig i kraft af sine handlinger, men hele hendes personlighed og udstråling er fyldt med usikkerhed og uskyldighed (lyt eksempelvis til hendes stemme i filmens indledning). Så overvældende er Portmans præstation at alle fortidens semi-succeser hurtigt blæses bort, og tilbage står den rå talentmasse, som jeg personligt ikke tidligere har set i hende, og det er i kraft af denne film at hun endelig vil finde sin plads i filmhistorien.
Forholdet til moderen er en af de ting visse anmeldere ikke har synes om, da det ganske rigtigt er en problemstilling der er set før. Dog er Barbara Hersheys samspil med Portman grund nok til at vi kommer et lag dybere ned, end andre film har gjort det. Gang på gang er Hersheys tilstedeværelse overvældende, og især scenen hvori hun kommer ud fra stuens mørke, da Nina kommer sent hjem, viser hun en styrke og mørk tilstedeværelse som er imponerende. Stærk som hun kan være, er hun dog også svag, og det er denne type lag og tyngde alle hovedkaraktererne i denne film besidder. Både manuskriptforfatterne, såvel som Aronofsky og de respektive skuespillere må have æren for dette.
Modsat moderen, som prædiker dydighed og selvkontrol er Lily. Mila Kunis bryder fri af sit-com rollen som den overfladiske Jackie Burkhart og leverer i "Black Swan" en sexet forføreske, som undertegnede sent vil glemme. Grunden til at Lily bliver så central en karakter er, at Nina flere gange ser hende som et slags syne. De to er helt åbenlyst modsætninger. Nina ser en side af sig selv i Lily, som hun vil finde ind til. Skubbet af instruktør Thomas Leroy finder Nina pludselig et rebelsk had i sig selv, og det er naturligvis rettet imod moderen. Pludselig kan udviklingen fra det barn hun aldrig er groet ud af ikke gå hurtigt nok. Det er nærmest som om hun ikke længere kan være i sin egen krop. Vincent Cassels levering er atter en af de der 3 dimensionelle karaktertyper, der virker så virkelighedstro. For istedet for blot at gå efter den arketypiske vrede og intense teaterinstruktør, ser vi også at da Thomas har plantet sine tankefrø i Ninas hjerne, når han har provokeret hende ind i denne udvikling, vender han også sit fokus tilbage på forestillingen. Han bliver ikke ved med at hænge over Nina, men bliver rent faktisk overrasket over det mørke han har vækket i hende, kun delvist bevidst.
Stilistisk er filmen meget rå i sin tone, og tager den ligeledes rå tone fra "The Wrestler" og gøre den mere traditionelt filmisk. Hvor stilen i "The Wrestler" fik alt til at virke mere realistisk og jordnært, er dette kun delvist tilfældet i "Black Swan." De af og til meget synlige klip til at give en hektisk stemning og en form for højnet virkelighed, som fra tid til anden, og i det meste af filmens begyndelse, præsenterer os for en nærmest dokumentarisk realisme, for derefter langsomt at bevæge sig over i et mere stiliseret og filmisk udtryk. Da filmen senere udvikler sig i en mere dyster retning, er det fantastisk at se Aronofsky bruge de synlige klip til sin fordel. Suspense får en større rolle imod filmens slutning, og det er her at særligt lydsiden og klipningen viser sine forcer.
Med alt det sagt er der en central ting jeg endnu ikke har berørt. Denne film ejede mig som tilskuer. Ikke siden "Antichrist" har jeg i den grad været opslugt af en film, og i den grad ladet mig forføre. Filmen gav en fornemmelse af at være der lige ved siden af karaktererne, og jeg fulgte hver en bevægelse, hvert et ord genklang for mit indre øre, og den sidste replik sidder stadig i mig, nu dage efter jeg for anden gang oplevede filmen. Filmen er både smuk og grim, både stærk og sårbar. Et mørkt mesterværk.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Enig med Kiksmann :) Jeg var selv så "blown away" af denne film at den stadig spøger i mit hoved og jeg glæder mig til at se den igen. Den er uden tvivl også i top 50 på min liste.
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Når vi når plads 30 tror jeg lige jeg laver et lille recap på listen so far. Det er sjovt at jeg på så kort tid allerede har lyst til at rykke rundt på ting igen. Holder jeg mig dog fra for nu. Det blive en anden god gang. Men recap kommer som sagt når vi når plads nummer 30.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg ved det godt. Denne film er helt ny, og jeg har "kun" oplevet den 2 gange i biografen, men nu er dette jo heldigvis min liste, og når jeg i den grad bliver overvældet af en film, må den altså på. Således har "Sweeney Todd" simpelthen forladt listen.
Jeg blev selv lige så overvældet af Black Swan, som du gjorde, så kan fuldt ud forstå din handling her. Det skete selv for mig, blot med en anden Aronofsky film, to dage inden jeg postede første film på min egen liste. Allerede ved første gensyn kom The Fountain ind på en 6. plads og skubbede Døde Poeters Klub ud. Fjorten dage efter genså jeg filmen og den havnede derefter på førstepladsen.
Det er fantastisk at blive så overvældet og "blown away" af en film. Nogle gange ville jeg bare ønske, jeg havde den fantastiske førstehåndsoplevelse til gode, så den kan opleves igen med samme overraskelse. :)
"My first girlfriend turned into the moon." "That's rough, buddy."
#168: Ja han kan altså et eller andet. "The Wrestler" var også en god oplevelse. Eller det vil sige, det var en god filmisk oplevelse, men historien var godt nok trist. Det er ikke som sådan negativt, men ja. Den er også meget mørk den film, bare på en anden måde.
Skal lige have fat i den næste film så jeg kan få den genset. Gad godt have den på BD (den er blevet anmeldt herinde fornylig, så kan i jo gætte lidt ;)), men det bliver nok ikke lige nu. Så må bare låne mig til DVDen.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#161 Collateral 13 år siden
#162 Collateral 13 år siden
#163 Collateral 13 år siden
[u]35. Black Swan af Darren Aronofsky:
Jeg ved det godt. Denne film er helt ny, og jeg har "kun" oplevet den 2 gange i biografen, men nu er dette jo heldigvis min liste, og når jeg i den grad bliver overvældet af en film, må den altså på. Således har "Sweeney Todd" simpelthen forladt listen.
Historien om ballerinaen Nina er om forholdet imellem en moder og en datter, og hvordan det i dette tilfælde har udviklet sig i en helt forkert retning. Det er også historien om en tilbageholdende kvinde, der sidder fast i barndommens naive og sort/hvide perception af virkeligheden. Sidst men ikke mindst er det også en historie om en kunstner der forenes med sin kunst, og forsvinder ud i den.
Filmens indledning indkapsler i virkeligheden lynhurtigt hvad det er der er med denne film. Magisk poesi i mørke omgivelser, er hvad der kommunikeres gennem lærredet de første 2 minutter af filmens spilletid. Nina er på centrum af scenen i et ensomt spotlight, og imod hende kommer en mand klædt i en sort fugledragt. På mange måder indkapsler dette scenarie både filmens efterfølgende handling og symbolik. Nina vågner op fra, hvad vi snart lærer var, en drøm. Herefter indbydes vi langsomt til hendes univers, som dybest set består af ballet og søvn. Natalie Portmans præstation prises allerede nu til skyerne fra mange sider, og jeg skal da ikke nægte at jeg også er en stor tilhænger af denne præstation. Hun er ikke bare uskyldig i kraft af sine handlinger, men hele hendes personlighed og udstråling er fyldt med usikkerhed og uskyldighed (lyt eksempelvis til hendes stemme i filmens indledning). Så overvældende er Portmans præstation at alle fortidens semi-succeser hurtigt blæses bort, og tilbage står den rå talentmasse, som jeg personligt ikke tidligere har set i hende, og det er i kraft af denne film at hun endelig vil finde sin plads i filmhistorien.
Forholdet til moderen er en af de ting visse anmeldere ikke har synes om, da det ganske rigtigt er en problemstilling der er set før. Dog er Barbara Hersheys samspil med Portman grund nok til at vi kommer et lag dybere ned, end andre film har gjort det. Gang på gang er Hersheys tilstedeværelse overvældende, og især scenen hvori hun kommer ud fra stuens mørke, da Nina kommer sent hjem, viser hun en styrke og mørk tilstedeværelse som er imponerende. Stærk som hun kan være, er hun dog også svag, og det er denne type lag og tyngde alle hovedkaraktererne i denne film besidder. Både manuskriptforfatterne, såvel som Aronofsky og de respektive skuespillere må have æren for dette.
Modsat moderen, som prædiker dydighed og selvkontrol er Lily. Mila Kunis bryder fri af sit-com rollen som den overfladiske Jackie Burkhart og leverer i "Black Swan" en sexet forføreske, som undertegnede sent vil glemme. Grunden til at Lily bliver så central en karakter er, at Nina flere gange ser hende som et slags syne. De to er helt åbenlyst modsætninger. Nina ser en side af sig selv i Lily, som hun vil finde ind til. Skubbet af instruktør Thomas Leroy finder Nina pludselig et rebelsk had i sig selv, og det er naturligvis rettet imod moderen. Pludselig kan udviklingen fra det barn hun aldrig er groet ud af ikke gå hurtigt nok. Det er nærmest som om hun ikke længere kan være i sin egen krop. Vincent Cassels levering er atter en af de der 3 dimensionelle karaktertyper, der virker så virkelighedstro. For istedet for blot at gå efter den arketypiske vrede og intense teaterinstruktør, ser vi også at da Thomas har plantet sine tankefrø i Ninas hjerne, når han har provokeret hende ind i denne udvikling, vender han også sit fokus tilbage på forestillingen. Han bliver ikke ved med at hænge over Nina, men bliver rent faktisk overrasket over det mørke han har vækket i hende, kun delvist bevidst.
Stilistisk er filmen meget rå i sin tone, og tager den ligeledes rå tone fra "The Wrestler" og gøre den mere traditionelt filmisk. Hvor stilen i "The Wrestler" fik alt til at virke mere realistisk og jordnært, er dette kun delvist tilfældet i "Black Swan." De af og til meget synlige klip til at give en hektisk stemning og en form for højnet virkelighed, som fra tid til anden, og i det meste af filmens begyndelse, præsenterer os for en nærmest dokumentarisk realisme, for derefter langsomt at bevæge sig over i et mere stiliseret og filmisk udtryk. Da filmen senere udvikler sig i en mere dyster retning, er det fantastisk at se Aronofsky bruge de synlige klip til sin fordel. Suspense får en større rolle imod filmens slutning, og det er her at særligt lydsiden og klipningen viser sine forcer.
Med alt det sagt er der en central ting jeg endnu ikke har berørt. Denne film ejede mig som tilskuer. Ikke siden "Antichrist" har jeg i den grad været opslugt af en film, og i den grad ladet mig forføre. Filmen gav en fornemmelse af at være der lige ved siden af karaktererne, og jeg fulgte hver en bevægelse, hvert et ord genklang for mit indre øre, og den sidste replik sidder stadig i mig, nu dage efter jeg for anden gang oplevede filmen. Filmen er både smuk og grim, både stærk og sårbar. Et mørkt mesterværk.
#164 Kiksmann 13 år siden
#165 wimmie 13 år siden
Jeg var selv så "blown away" af denne film at den stadig spøger i mit hoved og jeg glæder mig til at se den igen. Den er uden tvivl også i top 50 på min liste.
#166 Kruse 13 år siden
#167 Collateral 13 år siden
#168 Neranders 13 år siden
Jeg blev selv lige så overvældet af Black Swan, som du gjorde, så kan fuldt ud forstå din handling her. Det skete selv for mig, blot med en anden Aronofsky film, to dage inden jeg postede første film på min egen liste. Allerede ved første gensyn kom The Fountain ind på en 6. plads og skubbede Døde Poeters Klub ud. Fjorten dage efter genså jeg filmen og den havnede derefter på førstepladsen.
Det er fantastisk at blive så overvældet og "blown away" af en film. Nogle gange ville jeg bare ønske, jeg havde den fantastiske førstehåndsoplevelse til gode, så den kan opleves igen med samme overraskelse. :)
"That's rough, buddy."
#169 wimmie 13 år siden
#170 Collateral 13 år siden
#169: Lyder godt :)
Skal lige have fat i den næste film så jeg kan få den genset. Gad godt have den på BD (den er blevet anmeldt herinde fornylig, så kan i jo gætte lidt ;)), men det bliver nok ikke lige nu. Så må bare låne mig til DVDen.