Så fik jeg lige læst din første anmeldelse på Bdlive, og tillykke med debuten i øvrigt. :)
Jeg kendte ikke "Farewell" i forvejen, men dens koldkrigstema lyder ganske interessant, så den ku' jeg sagtens finde på at gi' en chance, på trods af den dårlige billedkvalitet.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#150 Ja tillykke med debuten :) Farewell har jeg set på nogle gange. Traileren har set interessant ud, men anmeldelserne er lige lunkne nok til min smag. Din oplevelse med kvaliteten af skiven afskrækker mig dog totalt. Hvis jeg støder på anmeldelser af den andre steder, tjekker jeg lige deres video kommentarer ud. Måske har "danskerne" lavet en brøler?
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#153: Det var i hvert fald fuldstændig horribelt og se på. Nu har jeg lige siddet og set den næste dvd til top 60, og den så altså i mine øjne bedre ud end "Farewell" gjorde. Det er muligt det er en "lokal" fejl, men det kommer nok an på en prøve. Filmen har dog ikke gensynsværdi nok for mig til at jeg vil investere i en anden udgivelse af den.
#152: Jeg er meget interesseret i at høre om du har samme oplevelse hvis du får den set. Jeg synes det helt store scoop i filmen er er Emir Kusturica, som var helt vildt velspillende.
Tak i øvrigt :D
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Den blodrøde himmel lyser kun akkurat nok op på den ellers mørke strand til at man kan se skikkelserne af en ung mand og kvinde. Kvinden løber jublerne imod strandbreden, og manden følger tøvende efter. Han råber til kvinden at hun skal sætte farten ned, men hun fortsætter bare med at løbe. Hun tager tøjet af imens hun løber, og afslører sin nøgne krop for nattemørket. Manden er nu helt opmærksom på kvinden. Da hun når strandbreden tøver hun ikke med at hoppe i vandet. På land synker den unge mand sammen i strandkanten. Hans beruselse og træthed indhenter ham, og han falder langsomt i søvn. Kvinden, Chrissie, har nu glemt alt om hendes kammerat på stranden, og svømmer blot rundt i vandet. Mærker det kærtegne hendes krop. Pludselig løber der en sitren igennem hende. Det er som om noget bevæger sig under hende, og hun når kun lige at panikke før dette fremmede mørke væsen tager fat i hende og hiver hende igennem vandet. Hun skriger på hjælp, men ingen hører hende. Så er der pludselig stille.
36. Jaws af Steven Spielberg:
Således indledes en af de mest effektive gyserfilm i filmhistorien. Aldrig ser vi så meget som et glimt af det monster vi skal tilbringe to timer i selskab med.
Det er svært at tale om "Jaws", fordi så mange har gjort det. Især er det svært at komme med nye måder at rose instruktionen i denne film, for den er blevet værdsat fra øst til vest, og tilbage igen. Jeg vil dog alligevel forsøge. Et begreb som ofte dukker op i forbindelse med denne film er forskellige former af udtrykket less is more. Denne film er simpelthen opbygget således at vi kun langsomt bliver introduceret for den fjende vores helte skal møde, og samtidig er denne introduktion ikke kun den nådesløse indledning. For vi introduceres nemlig for monstret igennem dens gerninger, og den påvirkning disse har på vores karakterer, altså dem vi kan relaterer os til. Det er simpelthen en sindssygt effektiv måde at lokke os ind i filmens univers på. Derudover tager filmen sig også tid til at introducere den familie der er centrum i fortællingen. Scenen hvori far og søn sidder ved bordet er et godt eksempel på fantastisk visuel historiefortælling. For det at vi ser familiens yngste interagere med sin far, og moderen betragte de to, giver os, takket være det fremragende skuespil, oceaner af sympati for karaktererne. Både Roy Scheider og Lorraine Gary gør et fremragende arbejde med at vise os deres familie, og især Gary får virkelig vist mange af Ellen Brodys sider på relativ kort tid. Her har manuskriptforfatterne (og Spielberg) dog også været skarpe, ved at fjerne de unødvendige elementer fra historien. For havde der f.eks. været en affære imellem Ellen Brody og Matt Hooper, kunne man nemt have mistet sympatien for begge disse karakterer. Derudover ville det formentlig også have gjort filmen for lang, og langt mere ufokuseret.
Udover familien er der to andre karakterer der er særligt vigtige: Quint, den hårdkogte hajjæger som har lært alting på den hårde måde, og Matt Hooper, en rig ung mand der har lært alt hvad han ved på en skole. Da disse karakterer først introduceres er det blot bifigurer, men i anden halvdel af filmen er de centrale karakterer, som fylder meget, og overordnet får masser af tid på skærmen. I øvrigt da hurra for det. For både Robert Shaw og Richard Dreyfuss leverer nogle ekstremt underholdende præstationer. Dreyfuss' Hooper karakter har masser af charme, og man fornemmer helt klart en ungdoms gnist der brænder i ham, og en nysgerrighed som hverken Quint eller Brody besidder. Robert Shaw er absolut fremragende som Quint. Han er bitter, men også munter, og så er der naturligvis den der tale om NSS Indianapolis' skæbne, som vi alle kender så godt. Hele den scene der foregår underborde på Orca er måske mit favoritscene i hele filmen. Ikke alene leverer Quint sin ubehagelige fortælling, men også de tre mænds udgave af "Show me a way to go home" er absolut fantastisk. Hvorfor? Fordi sangen i denne sammenhæng kommer til at virke på mange forskellige niveauer. Ikke alene er den udtryk for en sorg og en længsel, men den er også udtryk for disse ting, med en hvis ironi involveret. Eller rettere sagt, så tror jeg at de tre herre hver især føler en del af de følelser der ligger i sangen, men ikke ønsker at de andre skal vide det. Der er nemlig en konstant kamp de tre imellem (Brody og Hooper på en side, Quint på den anden) om at være den mest hårdkogte son of a bitch på hele båden.
Filmens første halvdel er i mine øjne perfekt. Vinkler, stemning og suspense er absolut mesterligt eksekveret, der er absolut ikke en finger at sætte på denne del. I anden halvdel er der et lille problem: Hajen. Det er et velkendt faktum at der var masser af problemer med at få hajen til at fungere i denne film. I første halvdel optræder den enten mere som en tilstedeværende fare, end noget vi egentlig ser, eller også er den delvist dækket af vand. Især er det skræmmende at se hajen i glimt, som da Alex Kintner myrdes. Den måde hajen her er "lavet" er det mest velfungerende hajen bliver i denne film. I visse scener i filmens anden halvdel er det tydeligt at hajen er lidt stiv i leddene, hvad jeg dog vil sige er, at det er fuldstændig ligegyldigt. Opbygningen fra begyndelsen og helt frem til Quints tale ombord på Orca er simpelthen med til at sælge dette "monster" til os. Jeg husker stadig da jeg så denne film første gang, og jeg var skrækslagen (jeg har ikke været meget mere end 12.) Jeg kan også tydeligt huske hvor skuffet jeg blev da jeg opdagede at udover denne film, og "Jaws II" er der ingen velfungerende hajfilm på markedet. I hvert fald ikke hvad jeg har fundet. Jeg fandt simpelthen denne film så fascinerende, at jeg ville have mere af samme skuffe, men efter "Jaws III" forfærdelige effekter, var jeg noget nervøs for at se 4eren (som dog ikke var helt ligeså slem som 3eren, da jeg fik den set.)
Endnu en ting der er blevet rost fuldstændig til døde er John Williams' fantastiske score til denne film. Hvad jeg dog har lagt mærke til er at det der bliver talt om er "hajens tema", og det er klart at det er det mest iørefaldende. Dog er der langt mere at komme efter i denne film, også på musikfronten. Faktisk er især sidste halvdel i høj grad båret af lydsiden. Musikken er nemlig ikke bare til stede for at skræmme, men også for at lade publikum "trække vejret" ind i mellem de dramatiske scener. Mange moderne instruktører kunne lærer meget af dette, da det samtidig betyder at vi ikke behøver en elendig skrevet karakter til at agere comic relief, men blot kan benytte musikken til det. Lyddesignet udover musikken er dog også ret ekstraordinært. Alle de små lyde på båden ligger skjult i lydbilledet, og ganske forsigtigt fornemmer man af og til i baghøjttalerne en kort stilhed som betyder, at nu sker der snart noget dramatisk.
"Jaws" er Steven Spielberg der skal blære sig. Han tager simpelthen et fast greb om sit publikum, også går han igang med at lege med os. Han sender os igennem op og nedture, men ser aldrig ned på os ved blot at spytte chokeffekt efter chokeffekt i hovedet på os. Istedet for blot at skrige BØ i ansigtet på os, som en hver idiot med et kamera kan gøre, bruger han sin film på at fortælle en god historie, som indeholder både skræmmende, og smukke øjeblikke. Samtidig fremviser den dengang unge instruktør en mesterlig evne til at opbygge suspense gang på gang, uden nogensinde at blive repetetiv eller intetsigende.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Hehe, det er sgu en herlig dramatisk indledning du har lavet, som straks gør læseren interesseret også pga. den "manglende" titel. Fed detalje!
Er i øvrigt helt enig i de ting du fokuserer på som filmens styrker ; Spielberg der tager sig god tid til at opbygge sine karakterer og relationerne immelem dem, samt kameraarbejdet + John Williams sublime underlægningsmusik, der kombineret skaber denne her helt forrygende stemning af suspense. Og hele scenen på Orca hvor trioen viser deres skader/ar frem for hinanden, krydret med Quints stærkt ubehagelige beretning, er jo, som du siger, fremragende udført, og er bestemt også en af mine yndlingsscener fra filmen. Og så leder det jo hen til selve finalen, mødet med monstret og Orcas skæbne, hvor man bare kan se rædslen lyse ud af Quints øjne, fordi hans historie fra fortiden gentager sig.
Mht. selve haj-effekterne så synes jeg faktisk Spielberg slipper mere end hæderligt fra de problemer, der opstod under filmens tilblivelse og det er faktisk ikke rigtig noget jeg sidder og tænker over, når filmen først er igang.
Tak for en super anmeldelse, som er herlig nostalgisk læsning. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#151 Sweetiebellefan 13 år siden
Et af sidste årtis bedste film ved siden af Find Nemo.
10/10
#152 NightHawk 13 år siden
Så fik jeg lige læst din første anmeldelse på Bdlive, og tillykke med debuten i øvrigt. :)
Jeg kendte ikke "Farewell" i forvejen, men dens koldkrigstema lyder ganske interessant, så den ku' jeg sagtens finde på at gi' en chance, på trods af den dårlige billedkvalitet.
#153 Bruce 13 år siden
#154 Collateral 13 år siden
#152: Jeg er meget interesseret i at høre om du har samme oplevelse hvis du får den set. Jeg synes det helt store scoop i filmen er er Emir Kusturica, som var helt vildt velspillende.
Tak i øvrigt :D
#155 Collateral 13 år siden
Således indledes en af de mest effektive gyserfilm i filmhistorien. Aldrig ser vi så meget som et glimt af det monster vi skal tilbringe to timer i selskab med.
Det er svært at tale om "Jaws", fordi så mange har gjort det. Især er det svært at komme med nye måder at rose instruktionen i denne film, for den er blevet værdsat fra øst til vest, og tilbage igen. Jeg vil dog alligevel forsøge. Et begreb som ofte dukker op i forbindelse med denne film er forskellige former af udtrykket less is more. Denne film er simpelthen opbygget således at vi kun langsomt bliver introduceret for den fjende vores helte skal møde, og samtidig er denne introduktion ikke kun den nådesløse indledning. For vi introduceres nemlig for monstret igennem dens gerninger, og den påvirkning disse har på vores karakterer, altså dem vi kan relaterer os til. Det er simpelthen en sindssygt effektiv måde at lokke os ind i filmens univers på. Derudover tager filmen sig også tid til at introducere den familie der er centrum i fortællingen. Scenen hvori far og søn sidder ved bordet er et godt eksempel på fantastisk visuel historiefortælling. For det at vi ser familiens yngste interagere med sin far, og moderen betragte de to, giver os, takket være det fremragende skuespil, oceaner af sympati for karaktererne. Både Roy Scheider og Lorraine Gary gør et fremragende arbejde med at vise os deres familie, og især Gary får virkelig vist mange af Ellen Brodys sider på relativ kort tid. Her har manuskriptforfatterne (og Spielberg) dog også været skarpe, ved at fjerne de unødvendige elementer fra historien. For havde der f.eks. været en affære imellem Ellen Brody og Matt Hooper, kunne man nemt have mistet sympatien for begge disse karakterer. Derudover ville det formentlig også have gjort filmen for lang, og langt mere ufokuseret.
Udover familien er der to andre karakterer der er særligt vigtige: Quint, den hårdkogte hajjæger som har lært alting på den hårde måde, og Matt Hooper, en rig ung mand der har lært alt hvad han ved på en skole. Da disse karakterer først introduceres er det blot bifigurer, men i anden halvdel af filmen er de centrale karakterer, som fylder meget, og overordnet får masser af tid på skærmen. I øvrigt da hurra for det. For både Robert Shaw og Richard Dreyfuss leverer nogle ekstremt underholdende præstationer. Dreyfuss' Hooper karakter har masser af charme, og man fornemmer helt klart en ungdoms gnist der brænder i ham, og en nysgerrighed som hverken Quint eller Brody besidder. Robert Shaw er absolut fremragende som Quint. Han er bitter, men også munter, og så er der naturligvis den der tale om NSS Indianapolis' skæbne, som vi alle kender så godt. Hele den scene der foregår underborde på Orca er måske mit favoritscene i hele filmen. Ikke alene leverer Quint sin ubehagelige fortælling, men også de tre mænds udgave af "Show me a way to go home" er absolut fantastisk. Hvorfor? Fordi sangen i denne sammenhæng kommer til at virke på mange forskellige niveauer. Ikke alene er den udtryk for en sorg og en længsel, men den er også udtryk for disse ting, med en hvis ironi involveret. Eller rettere sagt, så tror jeg at de tre herre hver især føler en del af de følelser der ligger i sangen, men ikke ønsker at de andre skal vide det. Der er nemlig en konstant kamp de tre imellem (Brody og Hooper på en side, Quint på den anden) om at være den mest hårdkogte son of a bitch på hele båden.
Filmens første halvdel er i mine øjne perfekt. Vinkler, stemning og suspense er absolut mesterligt eksekveret, der er absolut ikke en finger at sætte på denne del. I anden halvdel er der et lille problem: Hajen. Det er et velkendt faktum at der var masser af problemer med at få hajen til at fungere i denne film. I første halvdel optræder den enten mere som en tilstedeværende fare, end noget vi egentlig ser, eller også er den delvist dækket af vand. Især er det skræmmende at se hajen i glimt, som da Alex Kintner myrdes. Den måde hajen her er "lavet" er det mest velfungerende hajen bliver i denne film. I visse scener i filmens anden halvdel er det tydeligt at hajen er lidt stiv i leddene, hvad jeg dog vil sige er, at det er fuldstændig ligegyldigt. Opbygningen fra begyndelsen og helt frem til Quints tale ombord på Orca er simpelthen med til at sælge dette "monster" til os. Jeg husker stadig da jeg så denne film første gang, og jeg var skrækslagen (jeg har ikke været meget mere end 12.) Jeg kan også tydeligt huske hvor skuffet jeg blev da jeg opdagede at udover denne film, og "Jaws II" er der ingen velfungerende hajfilm på markedet. I hvert fald ikke hvad jeg har fundet. Jeg fandt simpelthen denne film så fascinerende, at jeg ville have mere af samme skuffe, men efter "Jaws III" forfærdelige effekter, var jeg noget nervøs for at se 4eren (som dog ikke var helt ligeså slem som 3eren, da jeg fik den set.)
Endnu en ting der er blevet rost fuldstændig til døde er John Williams' fantastiske score til denne film. Hvad jeg dog har lagt mærke til er at det der bliver talt om er "hajens tema", og det er klart at det er det mest iørefaldende. Dog er der langt mere at komme efter i denne film, også på musikfronten. Faktisk er især sidste halvdel i høj grad båret af lydsiden. Musikken er nemlig ikke bare til stede for at skræmme, men også for at lade publikum "trække vejret" ind i mellem de dramatiske scener. Mange moderne instruktører kunne lærer meget af dette, da det samtidig betyder at vi ikke behøver en elendig skrevet karakter til at agere comic relief, men blot kan benytte musikken til det. Lyddesignet udover musikken er dog også ret ekstraordinært. Alle de små lyde på båden ligger skjult i lydbilledet, og ganske forsigtigt fornemmer man af og til i baghøjttalerne en kort stilhed som betyder, at nu sker der snart noget dramatisk.
"Jaws" er Steven Spielberg der skal blære sig. Han tager simpelthen et fast greb om sit publikum, også går han igang med at lege med os. Han sender os igennem op og nedture, men ser aldrig ned på os ved blot at spytte chokeffekt efter chokeffekt i hovedet på os. Istedet for blot at skrige BØ i ansigtet på os, som en hver idiot med et kamera kan gøre, bruger han sin film på at fortælle en god historie, som indeholder både skræmmende, og smukke øjeblikke. Samtidig fremviser den dengang unge instruktør en mesterlig evne til at opbygge suspense gang på gang, uden nogensinde at blive repetetiv eller intetsigende.
#156 Collateral 13 år siden
#157 Åkepool 13 år siden
#158 dyg 13 år siden
#159 Åkepool 13 år siden
Hov for søren, den smuttede :)
#160 NightHawk 13 år siden
Hehe, det er sgu en herlig dramatisk indledning du har lavet, som straks gør læseren interesseret også pga. den "manglende" titel. Fed detalje!
Er i øvrigt helt enig i de ting du fokuserer på som filmens styrker ; Spielberg der tager sig god tid til at opbygge sine karakterer og relationerne immelem dem, samt kameraarbejdet + John Williams sublime underlægningsmusik, der kombineret skaber denne her helt forrygende stemning af suspense. Og hele scenen på Orca hvor trioen viser deres skader/ar frem for hinanden, krydret med Quints stærkt ubehagelige beretning, er jo, som du siger, fremragende udført, og er bestemt også en af mine yndlingsscener fra filmen. Og så leder det jo hen til selve finalen, mødet med monstret og Orcas skæbne, hvor man bare kan se rædslen lyse ud af Quints øjne, fordi hans historie fra fortiden gentager sig.
Mht. selve haj-effekterne så synes jeg faktisk Spielberg slipper mere end hæderligt fra de problemer, der opstod under filmens tilblivelse og det er faktisk ikke rigtig noget jeg sidder og tænker over, når filmen først er igang.
Tak for en super anmeldelse, som er herlig nostalgisk læsning. :)