#220 Mig bekendt indeholder den det originale cut. Vær dog opmærksom på, at der er udkommet to engelske BD-udgaver. Den ene er ifølge DVD Compare klippet med ca. 35 sek., ikke alverden, men man vil jo helst have det hele med. ;) Den anden, den fra Optimum (du linker til) er uklippet.

Dawn of the Dead har jeg på BD og synes faktisk, den ser fin ud - i hvert fald en klar forbedring fra min DVD! :)

[u]33. Finding Neverland af Marc Foster:
Kynisme og fantasi er ikke to størrelser der passer sammen. I "Finding Neverland" udforskes forskellen på at være realist og idealist. Samtidig udforskes også temaet om at vokse op, og særligt udfordres og granskes vores fantasi. J. M. Barrie, forfatteren bag "Peter Pan" er hovedpersonen i denne film, og portrætteres af Johnny Depp. Da forfatteren møder en lille familie, finder han hurtigt at denne er langt mere på linje med hans egen tankegang, end hans egen aristokratiske kone er det. Det varer dog ikke længe inden forfatterens forhold til familien mistænkeliggøres, og Barrie må reagerer på denne mistænkeliggørelse, og alvorligere dilemmaer.

Det vil, for folk der har kigget resten af denne liste igennem, måske være tydeligt at jeg kan være et ganske sentimentalt menneske. Det vil ydermere være tydeligt at fantasi er noget jeg ser som værende meget vigtigt. Af samme grund har jeg altid interesseret mig meget for Danmarks formentlig mest hadede forfatter H. C. Andersen. Nu hefter du dig måske ved at jeg skriver hadede, men det er for mig at se den retning tingene går i. Vi er blevet så stopfodret med 4 - 5 forskellige HCA eventyr at mange efterhånden er dødtrætte af manden. Han er blevet en del af den kedelige form for danskhed der består i at bælle øl og se fodbold (ikke at der som sådan er noget galt i disse ting, men som symbol for et helt lands kultur?) Heldigvis er dette blot en overflade, og mandens forfatterskab griber langt dybere end "Den grimme ælling". Hvorfor nu hive frem i denne herre? Det skal jeg forklarer: Der er endnu ikke skabt en rigtig god HCA film. Der findes ganske vist den til dels oversete Humle Hammerich film "Unge Andersen", som er ret vellavet, men dog besidder en del fejl (læs: hele delen med den ældre Andersen der ser tilbage). Det er dog som om at den ene film ikke rigtig dækker hvad HCA for mig handler om, og således henledes mine tanker en smule på ham når jeg ser denne film. Ikke fordi hans eventyr kun var til børn, men fordi fantasien spiller så stor en rolle for både HCA og J. M. Barrie.

Ser man bort fra glemte danske helte og vender blikket tilbage på filmen, er der mange der i øjeblikket savner en Johnny Depp rolle der er helt fri for Jack Sparrow og make-up. Med andre ord en præstation som den Depp leverer i denne film. Det er først ved dette, mit femte eller sjette gensyn med filmen, at jeg bemærker hvor lidt Barrie egentlig taler i denne film. Ganske vidst er der fantasisekvenserne, som vi vender tilbage til, hvori der råbes og tales en del, men i den "virkelige verden" taler Barrie ikke meget. Han observerer. Det er interessant at se filmen med denne brille på, da "Peter Pan" i sidste ende trækker på mange af de oplevelser vi ser forfatteren have med den lille familie. Det er dog ikke kun Depp der spiller strålende i denne film, men også Kate Winslet er stærkt overbevisende i rollen som den udkørte moder til 4. Det er en fornøjelse at betragte Winslets skuespil i filmen, og selvom det ikke er første gang hun leverer en stærk kvinde, er det måske første gang hun leverer en stærk kvinde med så meget sårbarhed liggende lige under overfladen. Den unge Freddie Highmore skal også nævnes, ja faktisk hele det unge cast. Det er dog særligt Highmore, som får plads i filmen som Peter, og som virkelig formår at vise et skuespiltalent af format. Se blot hans øjne da han river siderne ud af sin læderindbundne notesbog. Trodsighed, vrede og frygt lyser ud af den lille dreng.

Stilistisk er det særligt mikset af drømmesekvenser, og virkelighed der løfter denne film. Drømmesekvenserne benyttes både til symbolske formål - eksempelvis når Barrie og konens adskillelse skal vises - men også til at hinte til "Peter Pan" stykket, og at vise seeren Barries fantasi i al dens vidunderlige mystik. Roberto Schaefers arbejde som fotograf går ikke ubemærket hen. Filmen er fyldt med både vidunderligt smukke, og stærkt underspillede billeder. Stærkt underbygget af Jan A. P. Kaczmareks længselfulde soundtrack er billedsiden idérig, og altid interessant. Med hjælp fra effekter fra tid til anden. Det er dog herligt at se hvor mange af disse effekter der er bevidst overdrevne og parodierende. Personligt kan jeg ikke lade være med at lade mig rive med af de små mini-universer filmen lynhurtigt skaber, for snart at pille dem fra hinanden igen. I det store billede kommer dette til at virke som rigtige dagdrømme, fordi universerne er så kortvarigt eksisterende i filmen.

Det er muligt at det er min sentimentalitet der får mig til at elske denne film. Dog er jeg sikker på at få andre film jeg har set har så bred appeal på trods af så store tematikker. Livet, døden og fantasien er ikke små størrelser at tage fat i, og filmen formår at favne dem alle. Ikke alene det, men den formår oven i dette også at få skabt et interessant persongalleri, som alle får mulighed for at blive tegnet som værende hele personligheder. Særligt Julie Christies karakter kunne nemt være blevet en stærkt fortegnet karakter, som aldrig ville have været andet end en publikum kunne hade, men både hun og Radha Mitchells karakter Mary Barrie, når at blive langt mere end blot symboler på kyniske realister. Filmen er et rørende portræt af manden der var Peter Pan, men i særdeleshed også en fortælling om hvad det vil sige at vokse op. Balancen imellem aldrig at ville vokse op, og samtidig være tvunget til at tage tunge ansvar på sine skuldre, er en modig kompleksitet "Finding Neverland" besidder. For selvom Barrie måske aldrig bliver voksen, og for altid bevarer sin fantasi, fralægger han sig heller aldrig sit ansvar. Dette er en misundelsesværdig kvalitet hos et menneske, men samtidig også en inspirerende en af slagsen.

[u]32. Der Untergang af Oliver Hirschbiegel:
Når det kommer til film, er jeg ofte tilbøjelig til at foretrække det stiliserede. Realisme kan i høj grad være en fordel, men ikke hvis det er en realisme der blot er der for at være der. I "Der Untergang" er realismen nødvendig. I disse år forsvinder de sidste af de der har oplevet krigen på nært hold, og i en alder hvor de har kunnet forstå omfanget af disse ubehageligheder. De generationer, som var nærmest krigen vil formentlig fortsat huske den, men det er ikke en selvfølge at fremtidige generationer automatisk vil huske den. I dette tilfælde vil der naturligvis være historiebøgerne, men de kan ikke nødvendigvis besvarer spørgsmålet som uundgåeligt må komme ovenpå at lærer denne mørke del af vores verdenshistorie at kende: Hvorfor? Hvorfor fulgte det tyske folk Hitler? "Der Untergang" forsøger ikke at give os det fulde svar på dette spørgsmål, men giver en psykologisk og stærk afbildning af krigens bagmænd, og deres idealistiske besættelse. Herigennem gives måske også dele af svaret på hvorfor så mange valgte at følge Hitler. Sjældent har en krigsfilm i den grad vist tingene fra en tysk side, og aldrig har en 2. verdenskrigsfilm været af så helstøbt en kvalitet som denne. Såvel Hitler som de øvrige karakterer udfoldes i denne film til det yderste. Samtidig formår den til tider at ligne noget der kunne hører til i en dokumentarfilm.

Plottet er relativt simpelt. I de sidste dage før Berlins fald følger vi livet i førerbunkeren. Des nærmere russerne når Berlins midte, des mere stiger den intenst klaustrofobiske fornemmelse af at være omsluttet. Traudl Junge er Hitlers sekretær, og oplever igennem naive øjne krigens afsluttende dages forræderi og desperation.

Det er sin kunst at skabe et helstøbt billede af en hadet person som Adolf Hitler. At forsøge at vise hans mindre ubehagelige sider er en opgave denne film tager sig på. Den viser med udgangspunkt i den let naive Traudl Junge hvorledes den tiltagende klaustrofobi i førerbunkeren medfører at mange desertere til Hitlers store vrede. Den realisme jeg tidligere omtalte er gjort klar fra indledningen af filmen. Hvor et interview med virkelighedens Traudl Junge giver et kort indblik i hvad det er vi skal til at se. Alexandra Maria Lara portrætterer på fremragende vis filmens udgave af Traudl Junge. Hun giver karakteren en ungdom og en naivitet, som ikke tager overhånd, men alligevel giver publikum mulighed for at have en karakter at sympatisere med i en film fyldt med fanatiske nazister. Selv disse nazister males dog grundigt, og aldrig ensidigt. De der er fanatiske er det ikke blot på hjernevasket, men tvivler også på deres handlinger, og mærkes af dem. Alle har de deres egne grunde. Fra loyalitet til magtliderlighed.

Bruno Ganz. Ja han får simpelthen sit eget afsnit. Manden der formår at skabe den mest helstøbte portrættering, af en af de mest hadede mennesker i verdenshistorien. Ganz selv var oprindeligt svært overrasket over at blive tilbudt rollen, og havde svært ved at forestille sig den spillet, uden at det ville blive en parodi. Det bliver det bestemt ikke. Igennem det velskrevne manuskript, og Ganz spil lærer vi den kyniske og kolde såvel som den mere varme og ligefrem kærlige Hitler at kende. Der undskyldes på ingen måder for hans handlinger, og lyset han sættes i er bestemt ikke charmerende, men ikke desto mindre, er han ikke malet, som entydigt værende ond. Få andre kan tilskrives så mange forspildte menneskeliv, som Adolf Hitler, men selv han må have kunnet elske, frygte og hade. Det er det denne film viser, og det er igennem Ganz kraftpræstation at dette realiseres. Det er ikke nok at han ligner manden, han tilføjer også en dybde til ham, som ingen andre film, jeg har set, kan leve op til. Faktisk har film med mere sort/hvide portrætteringer af manden lidt et lille slag i kølvandet på Ganz præstation. Det ville være forkert at sige at det var en fornøjelse at betragte præstationen, men det er under alle omstændigheder intenst hver eneste gang filmen ses.

På trods af filmens realisme tager den også visse mere filmiske virkemidler i brug, heldigvis. Instruktør Oliver Hirschbiegel formår at få skabt en mange facetteret film, som ikke bare imponerer med sin autentiske fornemmelse, men også som filmisk værk. Teknisk er den fremragende sat sammen, og auditivt skabes der en stærk fornemmelse af den klaustrofobi der må have været i bunkeren. Hvis man nogensinde har gået i en bunker er det ikke svært at forestille sig hvordan det må have været at være til stede. God hjælp til stemningen giver også Rainer Klausmanns arbejde bag kameraet, som er fremragende. Ikke alene giver det kornede look filmen en råhed, men den tilføjer også en tidsmæssig fornemmelse til den.

Jeg er nødt til at adressere at den udgave af filmen jeg her anmelder er den udvidede. Denne udgave er skabt til tv, og derfor opdelt i 2 halvanden time lange dele. Jeg har set den oprindelige udgave flere gange, og synes denne lange udgave er en god tilføjelse til den oprindelige. Tempo og intensitet bibeholdes i mine øjne, og ydermere tilføjes der meget til de mange sidehistorier. De civile tab gives også mere vægt, og alt i alt finder jeg at de over 20 minutter af ekstra scener giver filmen meget som helhed.

Jeg hørte for nylig en anmeldelse af Uwe Bolls "Auschwitz". I denne film taler Boll om at ungdommen i stigende grad ikke kender til uhyrlighederne der skete under anden verdenskrig. Det forekommer mig usandsynligt at man skulle kunne undgå at lærer om denne del af vores verdenshistorie. Ikke alene blev jeg stopfodret med denne viden op igennem folkeskolen, men også mange fantastiske film omhandler perioden. Ifølge anmelder Brad Jones var Uwe Bolls film efter indledningen med Boll selv, der udspurgte nogle unge mennesker omkring anden verdenskrig, en uendelig række af aflivninger. Det er tilsyneladende Bolls måde at sige glem det aldrig. Det gør denne film på sin helt egen måde også. Den fortæller os bare samtidig noget andet, og vigtigt. Det kunne være dig. Disse fanatikere er ikke tossede monstre, som hensynsløst slagter uden vid. Hitler var et intelligent monster. Der slagtede massevis af mennesker, helt overlagt. Det der nu er kunsten er at det ikke sker igen, og at vi husker det, er vigtigt af lige netop den grund.

Disse fanatikere er ikke tossede monstre, som hensynsløst slagter uden vid. Hitler var et intelligent monster.

Vi er jo helt enige. Manden VAR et monster. Jeg forsøgte bare at understrege at visse film, gør ham til langt mindre intelligent, og det fjerner nogle gange lidt af realismen. Det eneste eksempel jeg kan komme på er "Inglourious Basterds" (Tarantinos udgave), hvor Hitler er ret overgearet. Er godt klar over at det i den film er bevidst, men kunne ikke lige komme på et bedre eksempel.

#229: Har det på samme måde.