Det ser faktisk rigtig godt ud, sådan som du har sammensat det nu. Det hele virker på en eller anden måde bare meget mere hyggeligt og indbydende, sådan som bloggen fremstår under de nye farver. Det får thumbs up herfra. :)
Det holdt hårdt, men tror også det bliver sådan nu. Kan være jeg piller lidt med detaljer, men overordnet forbliver det nok sådan her :) Er lykkelig for jeg ikke skal lave det fra bunden med HTML og halløj. Tak for hjælpen.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
@Collateral Der er stadig store farveflader som ensartet sætter sig fast på nethinden, og jeg ser lidt bjælker nu, efter at have læst hele det nydelige sammendrag af Seinfeld-serien, men jeg er ikke i nær samme grad konfus og med let kvalme som tidligere :)
@Collateral Der er stadig store farveflader som ensartet sætter sig fast på nethinden, og jeg ser lidt bjælker nu, efter at have læst hele det nydelige sammendrag af Seinfeld-serien, men jeg er ikke i nær samme grad konfus og med let kvalme som tidligere :)
Jeg har i hvert fald svært ved at se hvad jeg mere skal ændre :/ Godt at det i det mindste er blevet bedre.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
24. Psycho af Alfred Hitchcock: Det starter med et par dråber, men inden længe vælter regnen ned på Marion Cranes (Janet Leigh) forrude. Hun har netop byttet sig til den, efter at være stukket af med 40.000 dollars. Marion kan dårligt se hvor hun kører i det elendige vejr, men da det endelig lykkedes hende at genskabe sit udsyn, får hun øje på et skilt hvorpå der står: "Bates Motel".
Efterhånden som vi nærmer os top 20, vil der være nogle film, som er så omtalte at det er svært helt at vide hvordan man som anmelder og filmelsker, skal gå til arbejdet med at fortælle noget om ens egen kærlighed til filmen. Således faldt det mig ind at "Psycho" formentlig er blandt de mest omtalte thrillers/gysere i filmhistorien. Særligt omtalt er naturligvis den ikoniske scene i badet. Min første oplevelse med filmen var dog noget anderledes. For da jeg oprindeligt begyndte at se filmen, lykkedes det mig ikke at komme igennem den i et hug. Heldigvis har jeg genset filmen siden, og glædet mig over at man lykkeligvis modnes som filmkigger, og lærer at have tålmodigheden mere med sig i sit filmkiggeri. Hvordan jeg i det hele taget har kunnet finde indledningen på "Psycho" tung, ved jeg ikke. Men nu lander den altså på min top 60, hvilket må være tegn på at den er vokset på mig ved senere gensyn. For at vende tilbage til den ikoniske scene der tidligere blev omtalt, må jeg faktisk indrømme at den ikke var det mest interessante ved filmen ved mit gennemsyn. For hvad jeg synes endnu mere om, og interesserede mig endnu mere for, var den overordnede stemning. Alfred Hitchcock kan, som ingen anden, leverer en unikt dunkel stemning, som særligt denne films vedkommende arbejder sammen med Bernard Herrmans score om at indfange sin seer i filmens spænding og fortælling.
Det er ikke mindst i filmens første halve time at seeren indhylles i "Psycho"s unikke stemning. For i filmens indledende del ligger der ikke blot en opbygning af filmens præmis, men også en opbygning af filmens enormt virkningsfulde atmosfære. Med en blanding af klaustrofobi, anger og frygt følger vi Marions flugt fra sin samvittighed, og det siger sit om filmen, at selv montagerne hvori der blot køres bil er mørke og med til at opbygge filmens gys. Hitchcock er ligesom kollegaen Sergio Leone, langt mere interesseret i de ting der ligger imellem de egentlige gyserelementer, og filmen er derfor fyldt med stille perioder, hvor flader af dialog får lov at fylde seeren med eftertænksomhed, og også giver karaktererne rig mulighed for at udvikle sig. Altsammen sker der, imens seeren er eftertrykkeligt underholdt, og for undertegnedes vedkommende, nærmest hypnotiseret af filmens dunkle fortælling.
Stilistisk er også denne Hitchcock film mesterlig, og udover den scene, som gang på gang er blevet gennemgået ned til mindste detalje, er billedsiden ofte enormt stemningsfuld i sine sort/hvide billeder, såvel som i den rolige klipning, der kun stedvist hæver tempoet. Der er ingen tvivl om at filmen har dannet skole for gyserfilm, og særligt den poesi de bedste af slagsen kan indeholde på deres billedsider. "Psycho" kan dog, i forhold til mange af de senere års mainstream gyserproduktioner, fastholde dens æstetiske overlegenhed igennem hele værket, og ikke blot i glimt. Janet Leigh bærer filmens åbningsdel, og det må tillægges min langsomme opfattelse, at jeg ikke vil tidligere gennemsyn af filmen har fanget den enorme femininitet og sensualitet hun ligger i rollen, samtidig med at hun, på undertegnede virker lynene skarp. Hendes karakter har i den grad ben i næsen - hvilket i øvrigt gør sig gældende for flere af Hitchcocks kvindelige hovedpersoner. Nævnes må også Anthony Perkins, som i sin rolle gør et fremragende stykke arbejde med at vise en enorm dualitet og splittelse, hvilket (naturligvis) er helt centralt for karakteren. Vera Miles og John Gavin gør sig også godt, og fastholder filmens stemning, og i høj grad også dens momentum. Joseph Stefano og Robert Blochs manuskript er ligeledes i top, og giver karaktererne en passende indsigt, til at man som seer kan relatere sig til dem, og at de samtidig aldrig bliver endimensionelle. Dialogerne er fyldt med underliggende uhygge (hvilket selvfølgelig også skyldes Hitchcocks orkestrering af dialogscenerne.)
Nærværende anmeldelse af "Psycho" har bestemt ikke været den nemmeste at skrive. Ikke fordi filmen ikke har rigeligt med kvaliteter at prise, men nok snarere fordi undertegnede har svært ved at finde flere superlativer til at understrege filmens mange utroligt velfungerende momenter. Det er nok ingen overraskelse at finde "Psycho" på min topliste, men med skulle den altså.
Ovenstående og tidligere anmeldelser kan også læses på min blog. Husk i den forbindelse også at kigge de andre tiltag på bloggen og min helt nye tv-serie relaterede blog "Komedie og Kant"
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg er enig i det meste du har skrevet om "Psycho", men synes filmen taber en del af sin samlede styrke i sin alt for analyserende finale, der fjerner noget af mystikken omkring den ondskab der omgærer Norman Bates.
Jeg synes filmen burde være sluttet lige efter opgøret med Sam Loomis og Lila Crane, hvilket Hitchcock sagtens kunne have gjort, fordi han allerede tidligere i filmen har indikeret, hvad der ligger til grund for Norman Bates handlinger. Jeg mener Hitchcock burde havde ladet det være mere op til tilskuerens fantasi at sammensætte det psykologiske puslespil frem for, at tingene skulle skæres ud i pap, som det så desværre endte med at blive.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg er enig i, at psykoanalysen til sidst burde have været droppet. Den er ganske overflødig. De skulle have klippet direkte til Norman Bates siddende i sin celle.
Jeg er enig i det meste du har skrevet om "Psycho", men synes filmen taber en del af sin samlede styrke i sin alt for analyserende finale, der fjerner noget af mystikken omkring den ondskab der omgærer Norman Bates.
Jeg synes filmen burde være sluttet lige efter opgøret med Sam Loomis og Lila Crane, hvilket Hitchcock sagtens kunne have gjort, fordi han allerede tidligere i filmen har indikeret, hvad der ligger til grund for Norman Bates handlinger. Jeg mener Hitchcock burde havde ladet det være mere op til tilskuerens fantasi at sammensætte det psykologiske puslespil frem for, at tingene skulle skæres ud i pap, som det så desværre endte med at blive.
Enig. Men pladsen på top 60 fortjener den stadig.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#671 Collateral 13 år siden
Det holdt hårdt, men tror også det bliver sådan nu. Kan være jeg piller lidt med detaljer, men overordnet forbliver det nok sådan her :) Er lykkelig for jeg ikke skal lave det fra bunden med HTML og halløj. Tak for hjælpen.
#672 NightHawk 13 år siden
#673 Muldgraver 13 år siden
Der er stadig store farveflader som ensartet sætter sig fast på nethinden, og jeg ser lidt bjælker nu, efter at have læst hele det nydelige sammendrag af Seinfeld-serien, men jeg er ikke i nær samme grad konfus og med let kvalme som tidligere :)
#674 Collateral 13 år siden
Jeg har i hvert fald svært ved at se hvad jeg mere skal ændre :/ Godt at det i det mindste er blevet bedre.
#675 Collateral 13 år siden
Det starter med et par dråber, men inden længe vælter regnen ned på Marion Cranes (Janet Leigh) forrude. Hun har netop byttet sig til den, efter at være stukket af med 40.000 dollars. Marion kan dårligt se hvor hun kører i det elendige vejr, men da det endelig lykkedes hende at genskabe sit udsyn, får hun øje på et skilt hvorpå der står: "Bates Motel".
Efterhånden som vi nærmer os top 20, vil der være nogle film, som er så omtalte at det er svært helt at vide hvordan man som anmelder og filmelsker, skal gå til arbejdet med at fortælle noget om ens egen kærlighed til filmen. Således faldt det mig ind at "Psycho" formentlig er blandt de mest omtalte thrillers/gysere i filmhistorien. Særligt omtalt er naturligvis den ikoniske scene i badet. Min første oplevelse med filmen var dog noget anderledes. For da jeg oprindeligt begyndte at se filmen, lykkedes det mig ikke at komme igennem den i et hug. Heldigvis har jeg genset filmen siden, og glædet mig over at man lykkeligvis modnes som filmkigger, og lærer at have tålmodigheden mere med sig i sit filmkiggeri. Hvordan jeg i det hele taget har kunnet finde indledningen på "Psycho" tung, ved jeg ikke. Men nu lander den altså på min top 60, hvilket må være tegn på at den er vokset på mig ved senere gensyn. For at vende tilbage til den ikoniske scene der tidligere blev omtalt, må jeg faktisk indrømme at den ikke var det mest interessante ved filmen ved mit gennemsyn. For hvad jeg synes endnu mere om, og interesserede mig endnu mere for, var den overordnede stemning. Alfred Hitchcock kan, som ingen anden, leverer en unikt dunkel stemning, som særligt denne films vedkommende arbejder sammen med Bernard Herrmans score om at indfange sin seer i filmens spænding og fortælling.
Det er ikke mindst i filmens første halve time at seeren indhylles i "Psycho"s unikke stemning. For i filmens indledende del ligger der ikke blot en opbygning af filmens præmis, men også en opbygning af filmens enormt virkningsfulde atmosfære. Med en blanding af klaustrofobi, anger og frygt følger vi Marions flugt fra sin samvittighed, og det siger sit om filmen, at selv montagerne hvori der blot køres bil er mørke og med til at opbygge filmens gys. Hitchcock er ligesom kollegaen Sergio Leone, langt mere interesseret i de ting der ligger imellem de egentlige gyserelementer, og filmen er derfor fyldt med stille perioder, hvor flader af dialog får lov at fylde seeren med eftertænksomhed, og også giver karaktererne rig mulighed for at udvikle sig. Altsammen sker der, imens seeren er eftertrykkeligt underholdt, og for undertegnedes vedkommende, nærmest hypnotiseret af filmens dunkle fortælling.
Stilistisk er også denne Hitchcock film mesterlig, og udover den scene, som gang på gang er blevet gennemgået ned til mindste detalje, er billedsiden ofte enormt stemningsfuld i sine sort/hvide billeder, såvel som i den rolige klipning, der kun stedvist hæver tempoet. Der er ingen tvivl om at filmen har dannet skole for gyserfilm, og særligt den poesi de bedste af slagsen kan indeholde på deres billedsider. "Psycho" kan dog, i forhold til mange af de senere års mainstream gyserproduktioner, fastholde dens æstetiske overlegenhed igennem hele værket, og ikke blot i glimt. Janet Leigh bærer filmens åbningsdel, og det må tillægges min langsomme opfattelse, at jeg ikke vil tidligere gennemsyn af filmen har fanget den enorme femininitet og sensualitet hun ligger i rollen, samtidig med at hun, på undertegnede virker lynene skarp. Hendes karakter har i den grad ben i næsen - hvilket i øvrigt gør sig gældende for flere af Hitchcocks kvindelige hovedpersoner. Nævnes må også Anthony Perkins, som i sin rolle gør et fremragende stykke arbejde med at vise en enorm dualitet og splittelse, hvilket (naturligvis) er helt centralt for karakteren. Vera Miles og John Gavin gør sig også godt, og fastholder filmens stemning, og i høj grad også dens momentum. Joseph Stefano og Robert Blochs manuskript er ligeledes i top, og giver karaktererne en passende indsigt, til at man som seer kan relatere sig til dem, og at de samtidig aldrig bliver endimensionelle. Dialogerne er fyldt med underliggende uhygge (hvilket selvfølgelig også skyldes Hitchcocks orkestrering af dialogscenerne.)
Nærværende anmeldelse af "Psycho" har bestemt ikke været den nemmeste at skrive. Ikke fordi filmen ikke har rigeligt med kvaliteter at prise, men nok snarere fordi undertegnede har svært ved at finde flere superlativer til at understrege filmens mange utroligt velfungerende momenter. Det er nok ingen overraskelse at finde "Psycho" på min topliste, men med skulle den altså.
Ovenstående og tidligere anmeldelser kan også læses på min blog. Husk i den forbindelse også at kigge de andre tiltag på bloggen og min helt nye tv-serie relaterede blog "Komedie og Kant"
#676 NightHawk 13 år siden
Jeg synes filmen burde være sluttet lige efter opgøret med Sam Loomis og Lila Crane, hvilket Hitchcock sagtens kunne have gjort, fordi han allerede tidligere i filmen har indikeret, hvad der ligger til grund for Norman Bates handlinger. Jeg mener Hitchcock burde havde ladet det være mere op til tilskuerens fantasi at sammensætte det psykologiske puslespil frem for, at tingene skulle skæres ud i pap, som det så desværre endte med at blive.
#677 BN 13 år siden
#678 Collateral 13 år siden
Enig. Men pladsen på top 60 fortjener den stadig.
#679 NightHawk 13 år siden
Det gør den bestemt og jeg har heller intet imod, at du har taget den med på din liste.
Trods min kritik af slutningen, indeholder "Psycho" trods alt stadig så mange kvaliteter, at jeg også betegner den som værende en klassiker. :)
#680 Collateral 13 år siden
The Thin Red Line