Martin og Elizabeth var i chok, Ereoros var død, deres mor var fange, og de skulle finde en Wolfgang i en skov som de aldrig har været set eller mødt før. Martin sagde til hende at de burde komme af sted før de fandt ud af vi er undsluppet. De løbte og løbte, de kom til en å og begyndte at drikke af vandet så pludselig hørte de noget i buskede der bevægede sig. Martin drog sit sværd frem og havde det klart, og ud af busken hoppede et lille egeren ud. Martin sagde bare” åh det bare et dumt egeren” Egeren sagde med en Elegant og Britisk stemme” Edgar om jeg må be Sir” Martin gloede på egeneret og sagde undskyldende at det ikke var meningen at fornærme dem. Edgar nikkede bare og spurgte hvor de var på vej hen til Wolfgang og han bor i skoven narrangord. Edgar sagde med hans elegante stemme” Jeg kan visse jer vej, i ser ikke ud som i kender de her egne særlig godt sir”. Martin og Elizabeth nikkede og sagde at de meget gerne vil have hjælp. De fulgte egeneret i 3-4 timer traven, og så de skoven lidt længere fremme. Edgar sagde at de skulle følge med ham, og han sagde han ikke kunne komme længere og børnene gik ind i skoven og den var mørk og stille. De havde gået i lang tid og ikke fundet nogen som helst Wolfgang, de satte sig ned og så en busk bevæge sig igen og de gik over til den og frem af busken hoppede en ork med en økse i hånden og den sagde idiotisk” arr små børn nam,”. Martin slog efter ham med sit sværd men Orken slog ham væk med et kraftig slag. Han vendte sig rundt og stod foran Elizabeth. Han gryntede og med store lange skridt gik trolden over til hende. Elizabeth løbte så hurtig hun kunne, men trolden var hurtigere og greb hende med dens store arme og holdte hende oppe af jorden. Den kiggede på hende og hun Elizabeth skreg af rædsel, trolden gav et andsigt af hendes skrigs larmende skrig. Den strammede grebet på Elizabeth, og hun kunne ikke for vejret. Pludselig ikke langt væk kunne man høre et brøl, trolden kiggede i retningen hvor brølet kom fra, han vendte sig helt om han kunne ikke se noget andet end 5 trærer der stod tæt ved hinanden i en kroget række. Et brag og træerne knækkede i splinter og stumper kom en kæmpe ulv på størrelse på en elefant med en sabel bag ryggen kom løbende mod trolden med en knurren. Ulven drog sit bøjede sværd og huggede efter trolden. Sablen havde skåret håndleddet af trolden som holdte på Elizabeth, trolden brølede og tog fat i en ødelagt stamme og kastede den efter den kæmpe ulv prøvede at ramme ulven med stammen. Den fik ikke ramt den store ulv, men ulven stormede mod Trolden og trolden var dum nok til ikke at flygte fra den håbløse situation og kæmpede mod ulven. Det var en kort kamp for ulven og en hurtig død for trolden, Ulven havde hugget den arm af trolden og så derefter kappet hovedet af trolden. Ulven satte sin sabel bag ryggen, den vendte sig om og kiggede på Elizabeth og den sagde med en blid og dyb stemme” Er de okay, deres højhed”. Elizabeth tænkte” Han ved jeg er en kongelig?”. Elizabeth sagde højt men stadig nervøst” Ja” Ulven gik hen imod hende og hun træk sig lidt tilbage fra den kæmpe ulv. Hun bemærkede han have en ridse i øjet så han var blind på det øje. Ulven Sagde roligt” Bare rolig deres prinsesse, jeg æder dem ikke er ikke i hvert fald ikke råt” Elizabeth sagde med et akavet smil” Hvor beroligende” Ulven lo af hendes bemærkning og sagde at han hed Wolfgang og er hendes loyale undersåt. Elizabeth sagde til ham” Du må hjælpe os herre, vi har ledt efter dig”. Wolfgang spurgte” Hvorfor har i ledt efter mig min frue?”. ”Vores mor har sendt os, Castaluar er faldet hun er taget fange af Ratas og vi har brug for din hjælpe til at redde hende”. Sagde Elizabeth. Wolfgang stod måbende” Hvad? Det kan ikke passe?”. Elizabeth sagde til ham en trist stemme” Vil du ikke nok hjælpe os?”. Wolfgang kiggede ned i jorden og tænkte” Nu kan jeg måske genvinde min ære som jeg tabte for mange år siden.” Han så op på Elizabeth og sagde stolt og stærkt” Følg med mig prinsesse vi skal hjem til mig for at hente min Rustning, og din bror har brug for en seng. Bagefter skal vi give tæsk til nogle Skyggekrigere”.
Kapitel 3 Wolfgangs hjem
Det var ved at blive mørkt, men månen oplyste Surina som en slags natlampe, Wolfgang havde bærret på Martin i 2 timer. Elizabeth havde lyst at snakke med den store ulv men hun ved ikke hvad, men pludselig sagde Wolfgang” Du vil snakke med mig prinsesse?”. Elizabeth var overassket over at han vidste at hun ville snakke med ham. Hun spurgte” hvordan. Hvordan vidste du at jeg ville de det herre?”. Wolfgang smilede for sig selv” Det noget vi ulve har frøken, og jeg gættede nu os bare pågrund af den tavse stilhed der har været imens vi har gået”. Elizabeth blev generet og smilede hun tog sig god til finde på noget at spørge om” Hvor længe har de boet i den her skov Wolfgang?”. Wolfgang tøvede med et lille suk” Om forladelse, min prinsesse jeg har ikke lyst til at drøfte det med nogen som helst pågrund af skammen”. Elizabeth tænkte” Idiot Elizabeth!”. Wolfgang kiggede bag skulderen og sagde” Så er vi her, min prinsesse, pas på der kan være lidt glat”. Hun så ikke andet end en kæmpe tyk klippe omringet af træere, så fik hun øje på at der var en sten trappe der gik ned. Wolfgang gik ned af den, Wolfgang stod foran en Flad mur og bankede med 2 store slag på den. Der Lød et lille brag og muren gik til side og åbnende der stod en træ dør og han kiggede op på Elizabeth som stod og kiggede iagttagende på den besynderlige bevægende mur. Wolfgang sagde blidt til hende” Kom her ned prinsesse, jeg har noget til dig og din bror”. Elizabeth gik ned og hen til muren hun så en træ dør og Wolfgang tog fat i dørhåndtaget og åbnede for hende og viftede med arme at hun gerne måtte gå ind. Elizabeth smilede tilbage og gik roligt og forsigtigt ind. Wolfgang lukkede døren efter sig og bankede denne gang 4 gange og bag tre døren lød der et lille brag igen. Elizabeth så at Wolfgang boede primitivt han havde en seng, og en skorsten som førte om bag klippen. Hun havde os set at han ikke er så god til at rydde op efter sig selv for der flød med beskidte ting på gulvet og det var støvet. Wolfgang sagde undskyldende” du må undskylde mit rod, men jeg er en ulv og halvt menneske så jeg er ikke så god til at rydde op det godt være jeg er hurtig men jeg har arvet dovenskaben af mennesket”. Elizabeth grinede og Wolfgang grinede med, Martin vågnede han sprang op drog sit sværd og råbte” Hvad fanden sker der her!”. Elizabeth rystede på hovedet” Bare rolig Martin det Wolfgang, han reddede os fra trolden han dræbte den på kort tid”. Martin stod der fuldstændig forvirret og satte sit sværd på plads. Han gik over til Wolfgang og sagde hele historien og de har ikke tid at drikke te og småkager. De skulle vinde en krig, Wolfgang var smigret over hans mod men han sagde til ham” Du kan ikke vinde en krig med en loyal kriger kun du skal have flere 1000 loyale for at vinde en krig deres højhed”. Martin sagde til ham bedrøvet” Jamen Eraeros er død sammen med hans 500 mænd”. Wolfgang sagde til ham smilende” Du glemmer vist Surinas andre helte og krigere, vis jeg kender dem ret vil de ofre deres liv for Kong Martins søn”. Martin fik en mærkelig følelse af stolthed og smilede stolt igen til ham” Jamen hvor skal vi finde dem?”. Wolfgang sagde til dem begge” Først skal jeg have noget at spise og vi skal sove nu det er mørkt og det nu de gudsforladte monstre kommer ud af deres skjul efter bytte”. Marin nikkede og Wolfgang rejste sig op og begyndte at pakke ting sammen. Martin havde allerede faldet i søvn men Elizabeth var urolig for sin mor og Wolfgang så det derfor gik han hen til hende og spurgte” Du er urolig over for din mor ikke?”. Hun nikkede sørgmodigt, Wolfgang kiggede på hende og han sagde alvorligt” Du er min prinsesse og jeg er villig at redde dit liv sammen med din mor og din bror for at genvinde min ære. Vi skal nok få reddet din mor det lover jeg med mit liv!”. Elizabeth smilede til ham og takkede ham for det, Wolfgang nikkede og rejste sig op og gik hen til sin rustning og våben for at gøre dem kampklar.
Kapitel 4 Rejsen begynder
Wolfgang havde vækket dem, med at varme noget suppe og noget brød op, De havde spist i et godt stykke tid. Wolfgang var for længst færdig og var i gang med at putte sin rustning på, Martin sagde til Elizabeth” kan vi mon stole på ham? han engang havde været genareal for Morock” Elizabeth sagde til ham at de godt kunne stole på ham for hun stolede på ham. Martin sagde” Okay du er visere en mig, du taler jeg kæmper som vi sagde da vi var små”. Elizabeth smilede til ham og kiggede væk igen og så sagde hun” Hvorfor tager det så lang tid?”. Wolfgang kom ud og han var ikke en længere kæmpe ulv. Han havde Jern skulder smykkede med trekanter som gik i stripper og øverst af skulderpladerne var der 4 små pikke på begge skulderne. Han havde også en brystrustning der gik ned til bæltestedet den var udsmykket med en ulve hovedet der gøede op i luften. Han havde et bælte og der hang en stor dolk der var næsten ligeså langs som Martin sværd. På ryggen sad hans sabel fast i en skede der sad fast i sen snor der var viklet om hans krop. Martin stod måbende og tænkte at han lignede en krigsmaskine en dødsensfarlig krigsmaskine. Wolfgang sagde til dem smilende” Er i klar?”. Martin nikkede og Elizabeth gjorde det samme, Wolfgang gik hen til træ døren åbnede den og bankede de 2 gange og lod børnene komme ud og ham selv derefter lukkede han efter sig selv og bankede 4 gange på muren så den lukkede. Han gik op med børnene og spejdede omkring sig og sagde de skulle til højere. De gik af sted rejsen var begyndt.
Kapitel 5 Troldenes hævn (har ikke skrevet mere indtil videre)
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Jeg har før anbefalet det geniale skriveprogram SCRIVENER til Mac her. Det er næsten lige blevet opdateret til 2.0 (den første opdatering, man har skulle betale for - men selvfølgelig kan ejere af 1.xx opgradere med rabat) - og som noget nyt er det nu også tilgængeligt til Windows.
Her er en lang videoanmeldelse på YouTube, der gennemgår meget af programmet:
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
#121 davenport 14 år siden
#122 Batsy 14 år siden
#123 wimmie 14 år siden
Selvfølgelig :D
#124 Batsy 14 år siden
Kapitel 2
Wolfgang
Martin og Elizabeth var i chok, Ereoros var død, deres mor var fange, og de skulle finde en Wolfgang i en skov som de aldrig har været set eller mødt før. Martin sagde til hende at de burde komme af sted før de fandt ud af vi er undsluppet.
De løbte og løbte, de kom til en å og begyndte at drikke af vandet så pludselig hørte de noget i buskede der bevægede sig. Martin drog sit sværd frem og havde det klart, og ud af busken hoppede et lille egeren ud. Martin sagde bare” åh det bare et dumt egeren” Egeren sagde med en Elegant og Britisk stemme” Edgar om jeg må be Sir” Martin gloede på egeneret og sagde undskyldende at det ikke var meningen at fornærme dem. Edgar nikkede bare og spurgte hvor de var på vej hen til Wolfgang og han bor i skoven narrangord. Edgar sagde med hans elegante stemme” Jeg kan visse jer vej, i ser ikke ud som i kender de her egne særlig godt sir”. Martin og Elizabeth nikkede og sagde at de meget gerne vil have hjælp. De fulgte egeneret i 3-4 timer traven, og så de skoven lidt længere fremme. Edgar sagde at de skulle følge med ham, og han sagde han ikke kunne komme længere og børnene gik ind i skoven og den var mørk og stille. De havde gået i lang tid og ikke fundet nogen som helst Wolfgang, de satte sig ned og så en busk bevæge sig igen og de gik over til den og frem af busken hoppede en ork med en økse i hånden og den sagde idiotisk” arr små børn nam,”. Martin slog efter ham med sit sværd men Orken slog ham væk med et kraftig slag. Han vendte sig rundt og stod foran Elizabeth. Han gryntede og med store lange skridt gik trolden over til hende. Elizabeth løbte så hurtig hun kunne, men trolden var hurtigere og greb hende med dens store arme og holdte hende oppe af jorden. Den kiggede på hende og hun Elizabeth skreg af rædsel, trolden gav et andsigt af hendes skrigs larmende skrig. Den strammede grebet på Elizabeth, og hun kunne ikke for vejret. Pludselig ikke langt væk kunne man høre et brøl, trolden kiggede i retningen hvor brølet kom fra, han vendte sig helt om han kunne ikke se noget andet end 5 trærer der stod tæt ved hinanden i en kroget række. Et brag og træerne knækkede i splinter og stumper kom en kæmpe ulv på størrelse på en elefant med en sabel bag ryggen kom løbende mod trolden med en knurren. Ulven drog sit bøjede sværd og huggede efter trolden. Sablen havde skåret håndleddet af trolden som holdte på Elizabeth, trolden brølede og tog fat i en ødelagt stamme og kastede den efter den kæmpe ulv prøvede at ramme ulven med stammen. Den fik ikke ramt den store ulv, men ulven stormede mod Trolden og trolden var dum nok til ikke at flygte fra den håbløse situation og kæmpede mod ulven. Det var en kort kamp for ulven og en hurtig død for trolden, Ulven havde hugget den arm af trolden og så derefter kappet hovedet af trolden. Ulven satte sin sabel bag ryggen, den vendte sig om og kiggede på Elizabeth og den sagde med en blid og dyb stemme” Er de okay, deres højhed”. Elizabeth tænkte” Han ved jeg er en kongelig?”. Elizabeth sagde højt men stadig nervøst” Ja” Ulven gik hen imod hende og hun træk sig lidt tilbage fra den kæmpe ulv. Hun bemærkede han have en ridse i øjet så han var blind på det øje. Ulven Sagde roligt” Bare rolig deres prinsesse, jeg æder dem ikke er ikke i hvert fald ikke råt” Elizabeth sagde med et akavet smil” Hvor beroligende” Ulven lo af hendes bemærkning og sagde at han hed Wolfgang og er hendes loyale undersåt. Elizabeth sagde til ham” Du må hjælpe os herre, vi har ledt efter dig”. Wolfgang spurgte” Hvorfor har i ledt efter mig min frue?”. ”Vores mor har sendt os, Castaluar er faldet hun er taget fange af Ratas og vi har brug for din hjælpe til at redde hende”. Sagde Elizabeth. Wolfgang stod måbende” Hvad? Det kan ikke passe?”. Elizabeth sagde til ham en trist stemme” Vil du ikke nok hjælpe os?”. Wolfgang kiggede ned i jorden og tænkte” Nu kan jeg måske genvinde min ære som jeg tabte for mange år siden.” Han så op på Elizabeth og sagde stolt og stærkt” Følg med mig prinsesse vi skal hjem til mig for at hente min Rustning, og din bror har brug for en seng. Bagefter skal vi give tæsk til nogle Skyggekrigere”.
Kapitel 3
Wolfgangs hjem
Det var ved at blive mørkt, men månen oplyste Surina som en slags natlampe, Wolfgang havde bærret på Martin i 2 timer. Elizabeth havde lyst at snakke med den store ulv men hun ved ikke hvad, men pludselig sagde Wolfgang” Du vil snakke med mig prinsesse?”. Elizabeth var overassket over at han vidste at hun ville snakke med ham. Hun spurgte” hvordan. Hvordan vidste du at jeg ville de det herre?”. Wolfgang smilede for sig selv” Det noget vi ulve har frøken, og jeg gættede nu os bare pågrund af den tavse stilhed der har været imens vi har gået”. Elizabeth blev generet og smilede hun tog sig god til finde på noget at spørge om” Hvor længe har de boet i den her skov Wolfgang?”. Wolfgang tøvede med et lille suk” Om forladelse, min prinsesse jeg har ikke lyst til at drøfte det med nogen som helst pågrund af skammen”. Elizabeth tænkte” Idiot Elizabeth!”. Wolfgang kiggede bag skulderen og sagde” Så er vi her, min prinsesse, pas på der kan være lidt glat”. Hun så ikke andet end en kæmpe tyk klippe omringet af træere, så fik hun øje på at der var en sten trappe der gik ned. Wolfgang gik ned af den, Wolfgang stod foran en Flad mur og bankede med 2 store slag på den. Der Lød et lille brag og muren gik til side og åbnende der stod en træ dør og han kiggede op på Elizabeth som stod og kiggede iagttagende på den besynderlige bevægende mur. Wolfgang sagde blidt til hende” Kom her ned prinsesse, jeg har noget til dig og din bror”. Elizabeth gik ned og hen til muren hun så en træ dør og Wolfgang tog fat i dørhåndtaget og åbnede for hende og viftede med arme at hun gerne måtte gå ind. Elizabeth smilede tilbage og gik roligt og forsigtigt ind. Wolfgang lukkede døren efter sig og bankede denne gang 4 gange og bag tre døren lød der et lille brag igen.
Elizabeth så at Wolfgang boede primitivt han havde en seng, og en skorsten som førte om bag klippen. Hun havde os set at han ikke er så god til at rydde op efter sig selv for der flød med beskidte ting på gulvet og det var støvet. Wolfgang sagde undskyldende” du må undskylde mit rod, men jeg er en ulv og halvt menneske så jeg er ikke så god til at rydde op det godt være jeg er hurtig men jeg har arvet dovenskaben af mennesket”. Elizabeth grinede og Wolfgang grinede med, Martin vågnede han sprang op drog sit sværd og råbte” Hvad fanden sker der her!”. Elizabeth rystede på hovedet” Bare rolig Martin det Wolfgang, han reddede os fra trolden han dræbte den på kort tid”. Martin stod der fuldstændig forvirret og satte sit sværd på plads. Han gik over til Wolfgang og sagde hele historien og de har ikke tid at drikke te og småkager. De skulle vinde en krig, Wolfgang var smigret over hans mod men han sagde til ham” Du kan ikke vinde en krig med en loyal kriger kun du skal have flere 1000 loyale for at vinde en krig deres højhed”. Martin sagde til ham bedrøvet” Jamen Eraeros er død sammen med hans 500 mænd”. Wolfgang sagde til ham smilende” Du glemmer vist Surinas andre helte og krigere, vis jeg kender dem ret vil de ofre deres liv for Kong Martins søn”. Martin fik en mærkelig følelse af stolthed og smilede stolt igen til ham” Jamen hvor skal vi finde dem?”. Wolfgang sagde til dem begge” Først skal jeg have noget at spise og vi skal sove nu det er mørkt og det nu de gudsforladte monstre kommer ud af deres skjul efter bytte”. Marin nikkede og Wolfgang rejste sig op og begyndte at pakke ting sammen. Martin havde allerede faldet i søvn men Elizabeth var urolig for sin mor og Wolfgang så det derfor gik han hen til hende og spurgte” Du er urolig over for din mor ikke?”. Hun nikkede sørgmodigt, Wolfgang kiggede på hende og han sagde alvorligt” Du er min prinsesse og jeg er villig at redde dit liv sammen med din mor og din bror for at genvinde min ære. Vi skal nok få reddet din mor det lover jeg med mit liv!”. Elizabeth smilede til ham og takkede ham for det, Wolfgang nikkede og rejste sig op og gik hen til sin rustning og våben for at gøre dem kampklar.
Kapitel 4
Rejsen begynder
Wolfgang havde vækket dem, med at varme noget suppe og noget brød op, De havde spist i et godt stykke tid. Wolfgang var for længst færdig og var i gang med at putte sin rustning på, Martin sagde til Elizabeth” kan vi mon stole på ham? han engang havde været genareal for Morock” Elizabeth sagde til ham at de godt kunne stole på ham for hun stolede på ham. Martin sagde” Okay du er visere en mig, du taler jeg kæmper som vi sagde da vi var små”. Elizabeth smilede til ham og kiggede væk igen og så sagde hun” Hvorfor tager det så lang tid?”. Wolfgang kom ud og han var ikke en længere kæmpe ulv. Han havde Jern skulder smykkede med trekanter som gik i stripper og øverst af skulderpladerne var der 4 små pikke på begge skulderne. Han havde også en brystrustning der gik ned til bæltestedet den var udsmykket med en ulve hovedet der gøede op i luften. Han havde et bælte og der hang en stor dolk der var næsten ligeså langs som Martin sværd. På ryggen sad hans sabel fast i en skede der sad fast i sen snor der var viklet om hans krop. Martin stod måbende og tænkte at han lignede en krigsmaskine en dødsensfarlig krigsmaskine. Wolfgang sagde til dem smilende” Er i klar?”. Martin nikkede og Elizabeth gjorde det samme, Wolfgang gik hen til træ døren åbnede den og bankede de 2 gange og lod børnene komme ud og ham selv derefter lukkede han efter sig selv og bankede 4 gange på muren så den lukkede. Han gik op med børnene og spejdede omkring sig og sagde de skulle til højere. De gik af sted rejsen var begyndt.
Kapitel 5
Troldenes hævn
(har ikke skrevet mere indtil videre)
#125 Collateral 14 år siden
Jeg spørger bare
fordi du ikke reagerer
bare sidder stift og ser
ser hvordan jeg driver
videre og udover.
Vil du ikke nok se?
Jeg spørger bare
Jeg lyver bare
Jeg ser bare
jeg bliver stille
og ser bare
Vil du ikke nok gå?
Her er for megen larm
og jeg kan ikke se
hvor jeg skal gå hen
når alt det andet falder
Vil du så ikke nok gå?
#126 Thomsen 14 år siden
Her er en lang videoanmeldelse på YouTube, der gennemgår meget af programmet:
#127 gi-jones 14 år siden
#128 Thomsen 14 år siden
#129 BN 14 år siden
Jeg har ligget kigget ude på trapperne, og den er der altså ikke.
#130 gi-jones 14 år siden