Uhh, mange alternative film, Jannik. En verden til forskel fra min filmverden, men dog altid interessant med en "anden kultur". Jeg har selvfølgelig også set et par stykker, men ikke mange. Har ellers fået anbefalet Underground, som er på din sidste plads.
You wanna know what happens to an eyeball when it gets punctured?
130. Journey to Kandahar(Mohsen Makhmalbaf; 2001) Mig bekendt Makhmalbafs mest rørende, modige og smukke film.
Den afghanske journalist Nafas er født i Afghanistan, men opvokset som flygtning i Canada. Men da hun flygtede, efterlod hun sin lillesøster, der ikke kunne følge trop pga. sin lemlæstede krop. Men da Nafas modtager et brev fra søsteren, må hun atter vende tilbage til det farlige Taleban-styrede område for at finde sin søster, der har besluttet sig for at begå selvmord...
“Kandahar” er ikke et politisk ståsted for Makhmalbaf. Det Taliban-hærgede Afghanistan er blot de dramatiske rammer om et følelsesladet drama om søskendekærlighed og respekt. I modsætning til “Gabbeh” (#181) giver “Kandahar” mere et billede af den iranske instruktør som kunstner. Præcis som “Gabbeh” er “Kandahar” en cinematisk mesterværk, der blænder med både billed- og lydmæssig storladenhed. Men i dette værk bevæger Makhmalbaf sig væk fra den magiske realisme og tættere på det dokumentariske. Og dramaet virker i sandhed ægte. Selvom fortællingen er så åndelig og emotionel, forekommer den alligevel svært real. Og derfor står den også tilbage som et knugende og modigt stykke kunst.
129. Badlands(Terrence Malick; 1973) “Hastværk er lastværk” synes at være Terrence Malicks arbejdsfilosofi. Siden debutfilmen “Badlands” for næsten 40 år siden, er det blot blevet til fire film fra Malicks hånd. Men hvad gør det, når manden endnu har sit første middelmådige værk til gode?
“Badlands” er historien om den 15-årige Holly (Sissy Spacek), der elsker popmusik og film. En dag møder hun den ti år ældre bad-boy Kit (Martin Sheen). Holly fascineres af den James Dean-lignende Kit, men hendes far forbyder hende at se ham. Med blandede følelser vidner Holly Kit skyde hendes far, og nu starter deres flugt gennem den amerikanske landevej.
Præcis som Malicks øvrige film fungerer “Badlands” overdådigt vha. instruktørens særegne virkemidler. Malick har et unikt øje for detaljer og skyder ofte meget utraditionelt. Derudover fortæller Malick altid med en voice-over, ofte ledsaget af montager. Dette giver filmen en helt særlig lyrisk dimension. Yderst smuk.
128. The Long Goodbye(Robert Altman; 1973) Det er “common knowledge”, at Humphrey Bogart var personificeringen af Raymond Chandlers litterære detektiv-ikon Philip Marlowe. Dette er selvfølgelig “common mistake”, for Chandlers kække, storrygende sporsnuser er bedst i skikkelse af Elliot Gould, med stilsikker håndtering af Robert Altman. Da Altman døde for lidt over tre år siden, efterlod han film buffs verden over en god håndfuld perler. Selvom han var nogenlunde stabil hele karrieren i gennem, var især hans sidste ti år bemærkelsesværdige med film som “The Player”, “Short Cuts” og “Gosford Park”. Men bedst, det var han i starterne af 70‘erne, og “The Long Goodbye” er et hans absolutte hovedværker.
Da privatdetektiven Philip Marlowes bedste ven mistænkes for mord på sin kone og efterfølgende begår selvmord, hvirvles Marlowe ind i en mordsag, der stikker meget dybere end først antaget. For at komme til bunds i sagen må han igennem nogle af LA’s mest magtfulde afkroge.
“The Long Goodbye” er Altman i sit es. Han viser eminent forståelse for krimiromanens overgang til den moderne film noir. Kombineret med Goulds mumlende, kække smart-ass portrættering af Philip Marlowe samt sin eminente fortælleform og sit forbilledlige visuelle og auditive arbejde, giver Altman en konstant følelse af suspense og action - i en film, hvor der - vel at mærke - ikke sker det store. Enkelte scener indeholder ikke andet end en storrygende, stordrikkende, storspisende, stortalende Marlowe i færd med at agere selverklæret verdensmand - og alligevel forekommer det spændende. Det er sand Chandler, det er sand Altman, det er sand filmkunst!
127. Friday Night(Claire Denis; 2002) I USA har de Sofia Coppola, i Frankrig har de Claire Denis. Jo, kvinder kan sagtens lave fremragende film, det er Denis mit bedste eksempel på. Denis er ofte fokuseret af det poetiske, det erotiske og det meditative i mennesket, hvilket også inkorporeres i hendes filmsprog.
“Friday Night” handler om den midaldrende Laure, som har pakket alle sine ting for at flytte ind til sin kæreste. Men i sin beslutnings rodløshed har hun brug for noget adspredelse. Hun hopper ind i sin bil og kører mod et par venner. Men en trafikprop stopper hendes planer, og i stedet må hun tilbringe sin fredag aften i sin bil - indtil hun møder den mystiske og selvsikre Jean, der fortryller hendes aften.
“Friday Night” er en skøn film, i alle henseender. Denis er i den grad en original og forstår at fortælle på en helt unik facon. Denis kan forvandle en trafikprop i Paris til et orkester. Hun kan bringe liv i alt med sin forblændende, sanselige æstetik.
126. Le Samouraï(Jean-Pierre Melville; 1967) Selvom jeg ikke er den store tilhænger af Jean-Pierre Melvilles franske noirs, er der et eller andet, der gør “Le Samouraï” lidt mere interessant. Præcis ligesom Godard, var Melville utroligt inspireret af de hollywood’ske forbilleder Houston, Hitchcock, Wilder etc. Men Melville adskiller sig fra de amerikanske sort-hvid portrætter og giver en mere grå nuance, hvor balancegangen mellem god og ond balancerer på en knivsæg.
I “Le Samouraï” spiller den altid fremragende Alain Delon den effektive lejemorder Jef Costello. Costello er nænsom og professionel som ingen anden. Men en enkelt nat går det galt; under et mord på en natklub-ejer efterlader Costello sig et vidne, og nu tvinges han til at skaffe sig et troværdigt alibi.
“Le Samouraï” er unik, fordi den tager film noir-konventionerne op til revision. De gængse karakterer og plotudviklinger er ulig den klassiske film noir. Så selvom Melville pakker godten ind i film noir’sk gavepapir, gemmer der sig en helt anden film inde under indpakningen. Dejligt uforudsigelig og vanvittig kynisk filmsprog.
125. Chungking Express(Wong Kar-wai; 1994) I “Chungking Express” benytter Kar-wai den samme filmiske formel, som han gjorde fire år tidligere med “Days of Being Wild”. Det er endnu en gang den hektiske æstetik og popkulturens temaer, der fører an i feltet.
“Chungking Express” indeholder to mere eller mindre separate fortællinger. Men i begge tilfælde følger vi en håbløs romantisk betjent (spillet af henholdsvis Takeshi Kaneshiro og Tony Leung) på jagt efter kærligheden.
“Chungking Express” er et must for alle filmelskere med hang til popkultur og kærlighed. Den er charmerende, personlig og er i besiddelse af en energisk nerve, hvis lige er sjældent set. Og så figurerer to af de smukkeste skuespillerinder, Brigitte Lin og Faye Wong, i skønne roller.
124. The Shining(Stanley Kubrick; 1980) Er der en genre, som Kubrick ikke mestrede? En enkelt gang begav han sig ud i den svære gyser-genre, og resultatet var mesterligt. “The Shining” er Kubricks afvigende inspiration af Stephen King roman, og i mine øjne en af de mest skræmmende psykologiske thriller gennem tiderne.
Forfatteren Jack Torrance (Jack Nicholson) rejser med sin kone Wendy (Shelley Duvall) og deres søn til det ferielukkede Overlook Hotel for at varetage bygningen over vinteren. Her har Jack mulighed for at fordybe sig i sine skriverier. Men langsomt glider den isolerede og Jack sig ind i sindssyg tilstand som konsekvens af isolationens ensomhed. Snart får Jack telepatiske evner og ser spøgelser - spøgelser, der overbeviser ham om at udslette sin familie.
“The Shining” er Kubrick i total udfoldelse i ellers uvant terræn. Hans visionære øjne og ører har skabt filmhistoriens måske bedst orkestreret thriller. Han forstår at skabe billedkompositioner og larmende lavmælte lydbilleder, der blotter scenariet for enhver form for håb. Og så formår han at tøjle en ellers utæmmelig Jack, der virkelig rammer plet denne gang. Og det samme gør Danny Lloyd og ikke mindst Shelley Duvall som den lille families skydeskiver. Det er fornem filmkunst det her!
123. Gummo(Harmony Korine; 1997) Mere disharmoni fra Harmony Korine! “Gummo” er umiddelbart den skæve instruktørs mest... skæve film. Eller rettere sagt: hans mest personlige film.
“Gummo” er totalt blottet for plot og er i stedet et portræt af Xenia, en lille flække i Ohio, der aldrig er kommet på benene efter en tornados rasen i 70‘erne. Selvom der ikke hersker nogen skurke eller total ondskab i Xenia, er portrættet af byen yderst ubehageligt. Xenia er ganske enkelt drænet for menneskelighed og rationalitet. Det er pervationerne og det bizarres højborg! Ikke behageligt, men ikke desto mindre yderst fængslende og... sært.
122. WALL•E(Andrew Stanton; 2008) I en tid hvor Walt Disney Pictures er inde i en kreativ og kunstnerisk identitetskrise, må koncernen prise sig lykkelig over deres samarbejde med animationstroldmændene fra Pixar Studios, kunsterisk og økonomisk. Siden åbenbaringen med “Toy Story” i '95 har Disney stået i skyggen af deres småbrødre fra Pixar, der efterhånden er vokset Disney over hovedet og nu nærmest har eneret på giganternes succes. I det seneste årti har Pixar årligt været bagmænd for kreative og innovative værker som de to gange “Toy Story”, “Finding Nemo”, “The Incredibles”, “Ratatouille” og senest “Up”.
Foruden deres visuelle kunst er de fortællemæssige genier og henvender sig stort set til alle målgrupper uden at gå på kompromis med egne visioner. Dog er der en enkelt Pixar-perle, der er uden for kategori. Nærmest en arthouse-film indenfor animationsgenren: “WALL•E”
“WALL•E” er historien om oprydningsrobotten af samme navn. WALL•E er den sidste eksistens på jorden i det 28. århundrede. I timevis gør han rent efter menneskeracen, der har forladt planeten for at leve i rummet, hvor de fører dovne og uforpligtende livsstile. Efter fyraften bruger WALL•E tiden på at samle på rekvisitter, der beretter om menneskehedens samvær og lykke fra fordums tid. En dag lander en rumfærge og ud kommer EVE, den højteknologiske inspektions-robot, der skal undersøge planeten for organiske organismer. Straks forelsker den ensomme og hjertekære WALL•E sig i den labre EVE, og efter et par pinlige optrin danner de et venskab. Men da EVE finder en levende organisme i form af WALL•E's gemte plante, bliver hun atter hentet tilbage til rummet. Men den nyforelskede WALL•E følger efter hende til rumfærgen, hvor den sidste rest af menneskeheden har bosat sig. Nu må WALL•E finde sin EVE, samtidig med at han må tilvænne sig menneskehedens nye tilværelse.
Instruktør Andrew Stanton (“Finding Nemo”) benytter sig af mange af de vanlige ingredienser i Pixar-gryden. Den har de bjergtagende animationer, de kære og sjove karakterer og den underfundige humor. Men alligevel er “WALL•E” mere ambitiøs og original end tidligere Pixar-produktioner. For det første er der stort set ingen dialog i filmens første halvdel. Her følger vi blot den kære “WALL•E” og hans forsøg på at fange EVE's opmærksomhed. Men alligevel er det umuligt ikke at forstå den stumme robot og hans væsen. Hans charme og sødme er mildest talt uimodståelig. Ironisk nok besidder han langt flere menneskelige egenskaber og karaktertræk end menneskeracen selv. Og på netop det plan er “WALL•E” også atypisk. I sit satiriske udtryk og sine lettere kontroversielle tematikker, fungerer filmen også som et politisk og eksistentielt opråb til nutidens menneskehed og dennes udvikling. Det er modigt uden at blive for meget. Og hér fungerer filmen igen på flere planer. De mindste vil more sig over den bedårende WALL•E og de dovne og firkantede mennesker. Deres forældre vil ligeledes hygge sig i det gode selskab, men de vil også være opmærksomme på budskabet. Bevares, “WALL•E” er ikke industriens bedste politiske øjenåbner, men den satiriske skabelon er velskåret og et friskt pust i en genre, der sjældent overrasker.
“WALL•E” er ikke en hæsblæsende animationsfilm som for eksempel den fremragende “The Incredibles”. Den dvæler i sine omgivelser og giver sig god tid til at pålægge omgivelserne og karakterne lag. Planeten Jorden er beskidt, livløs og bestøvet, hvorimod rummet er farverigt og livligt. Detaljerne er mange, og især scenerne i rummet kræver mange gensyn, hvis man ønsker at fange alle pudsighederne i afkrogene. Filmen fortælles i et narrativt atypisk langsomt tempo for genren. Men det er aldrig kedeligt og de få actionscener filmen indeholder, er til gengæld medrivende og hæsblæsende. Især er lyddesignet helt upåklageligt og spiller en stor rolle i portrætteringen i den fjerne fremtid.
Derudover bevæger “WALL•E” sig tilbage i filmhistorien og ærer mange fra fortidens komiske æra. Fans af Jacques Tati, Charlie Chaplin og Buster Keaton vil glæde sig over den underfundige slap-stick. Især WALL•E selv giver den mesterligt som pauseklovn og formår konstant at sprede glæde med sin klodsethed, uden at bevæge sig hen i den unødvendigt pinlige afdeling.
“WALL•E” skal ses, og den skal ses et utal af gange. Den skal ses alene, den skal ses med din kæreste, den skal ses med din bedste ven, og den skal ses i selskab med børn. Men vigtigst af alt skal den bare ses. Med sin charme, sin humor, sit budskab, og sin nærmest futuristisk flotte animationer er “WALL•E” den bedste film fra Disneys hus siden “Beauty and The Beast”. Måske skulle Disney bare holde sig til historier om atypisk kærlighed? Eller også skal de bare lade Pixar agere fanebærer.
121. Fitzcarraldo(Werner Herzog; 1982) Idag er Scorsese & DiCaprio det bedste eksempel. For en generation eller to siden var det Scorsese & De Niro. Makkerparret: Det tætte forhold og samarbejde mellem instruktøren og hans skuespillere. Men Scorseses to filmiske ægteskaber kan ingenlunde måle sig med det mest spektakulære i filmhistorien: Werner Herzog & Klaus Kinski. En instruktør. En skuespiller. To excentrikere. To genier. To kamphaner. De to var kendt for at hade hinanden som pesten og var flere gange på grænsen til ikke blot at aflive samarbejdet, men også hinanden. Bogstavelig talt.
Men når de to slagsbrødre ikke stod med fingere på aftrykkeren, skete der filmiske mirakler. Kunstnerisk set har to så enestående genier aldrig kunnet supplere og forstå hinanden så animeret. “Fitzcarraldo” er blot et af mange eksempler, hvor Herzog behersker personligheden Kinski. Fitzcarraldo er så manisk besat af opera, at han ønsker at opføre et operahus dybt inde i Amazonas jungle. Alle tvivler på ham, men ikke desto mindre begiver den visionære mand sig ind i junglen ombord på et gammelt dampskib. Men hurtigt møder han en forhindring: et bjerg. Løsning: at slæbe skibet over bjerget.
Herzog var ekstremt betaget af den excentriske, besatte mand. “Fitzcarraldo” er et fremragende eksempel på dette, og Kinski er som skabt til roller som denne. Ikke sært, at der ofte blev stillet spørgsmålstegn til skuespillerens virkelige fornuft. En helt igennem medrivende og visionær fortælling om og med en af filmhistoriens største personligheder!
Mangler The Long Goodbye, Friday Night, Fitzcarraldo og Chungking Express(men generelt mangler jeg bare Wong Kar Wai, har kun set In The Mood For Love).
Ellers er jeg ganske, ganske enig i de film du nævner. Især Badlands, Le Samouraï og Wall*E.
Kandahar er en rigtig, rigtig rørende og barsk film. Jeg kan anbefale Turtles Can Fly af Bahman Ghobadi også (og som altid Buddha Collapsed Out Of Shame, når snakken går på iranske film)
Gummo er rigtig nok interessant, dog er den hos mig kun til en 7/10.
Jeg vil rigtig gerne se noget af Claire Denise. 35 Shots of Rum har længe "ventet". Mest fordi jeg håbede franskmændene ville smide den på blu-ray og White Material ser også spændende ud. Men ellers er hun ukendt for mig, men jeg skal skrive Friday Night bag ørerne!
Badlands åh ja! Nu kan jeg jo huske at have set den omkring premieren og dengang var det mest fordi jeg håbede Springsteen sang titelnummeret! Det gjorde han ikke, men Martin Sheen var i mine øjne på højde med James Dean i den film, bedre spillende og jeg vil forfærdelig gerne gense den i HD, hvor den heldigvis er den sidste af Mallicks film, som mangler!
Long Goodbye er endnu én, der er "for langt væk" til at jeg kan udtale mig bedre end en fuld mand. Men jeg kan stadig huske Elliot Gould og med sådan et [url= så skal man da nyde den til en whisky.
Jeg er mere Melville fan end du, men glad for, at du nævner ham på din liste. Jeg har stadig Le Cercle Rouge over denne, men det er ikke med mere end et halvt point og de er et formidabelt dobbeltprogram. Og du har helt ret med Delon. Er der nogen, som er mere cool end ham?
Chungking er på hylden!!! Efter den fantastiske In The Mood for Love, fatter jeg ikke, at jeg ikke er gået igang endnu :(
Shining ... du har helt ret!
Wall-E. Jeg kan følge dig i alt du siger, men desværre ikke helt i mål. Men det den gør rigtigt, gør den til gengæld til perfektion.
Fitzcarraldo. Det er jo lige før omstændighederne og dokumentaren overskygger filmen. Men også en som er lidt for langt tilbage i minderne og som gerne vil kunne genkaldes i HD.
Makhmalbafs, der er jeg nok en tøsedreng, indtil jeg en dag er i humør til at blive overbevist :) Jeg starter nok med Kiarostami og Certified Copy ... måske Close-Up.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#121 JannikAnd 15 år siden
#122 filmz-ab 15 år siden
#123 JannikAnd 15 år siden
#124 Skeloboy 15 år siden
#125 JannikAnd 15 år siden
#126 Skeloboy 15 år siden
#127 JannikAnd 15 år siden
130. Journey to Kandahar (Mohsen Makhmalbaf; 2001)
Mig bekendt Makhmalbafs mest rørende, modige og smukke film.
Den afghanske journalist Nafas er født i Afghanistan, men opvokset som flygtning i Canada. Men da hun flygtede, efterlod hun sin lillesøster, der ikke kunne følge trop pga. sin lemlæstede krop. Men da Nafas modtager et brev fra søsteren, må hun atter vende tilbage til det farlige Taleban-styrede område for at finde sin søster, der har besluttet sig for at begå selvmord...
“Kandahar” er ikke et politisk ståsted for Makhmalbaf. Det Taliban-hærgede Afghanistan er blot de dramatiske rammer om et følelsesladet drama om søskendekærlighed og respekt. I modsætning til “Gabbeh” (#181) giver “Kandahar” mere et billede af den iranske instruktør som kunstner. Præcis som “Gabbeh” er “Kandahar” en cinematisk mesterværk, der blænder med både billed- og lydmæssig storladenhed. Men i dette værk bevæger Makhmalbaf sig væk fra den magiske realisme og tættere på det dokumentariske. Og dramaet virker i sandhed ægte. Selvom fortællingen er så åndelig og emotionel, forekommer den alligevel svært real. Og derfor står den også tilbage som et knugende og modigt stykke kunst.
129. Badlands (Terrence Malick; 1973)
“Hastværk er lastværk” synes at være Terrence Malicks arbejdsfilosofi. Siden debutfilmen “Badlands” for næsten 40 år siden, er det blot blevet til fire film fra Malicks hånd. Men hvad gør det, når manden endnu har sit første middelmådige værk til gode?
“Badlands” er historien om den 15-årige Holly (Sissy Spacek), der elsker popmusik og film. En dag møder hun den ti år ældre bad-boy Kit (Martin Sheen). Holly fascineres af den James Dean-lignende Kit, men hendes far forbyder hende at se ham. Med blandede følelser vidner Holly Kit skyde hendes far, og nu starter deres flugt gennem den amerikanske landevej.
Præcis som Malicks øvrige film fungerer “Badlands” overdådigt vha. instruktørens særegne virkemidler. Malick har et unikt øje for detaljer og skyder ofte meget utraditionelt. Derudover fortæller Malick altid med en voice-over, ofte ledsaget af montager. Dette giver filmen en helt særlig lyrisk dimension. Yderst smuk.
128. The Long Goodbye (Robert Altman; 1973)
Det er “common knowledge”, at Humphrey Bogart var personificeringen af Raymond Chandlers litterære detektiv-ikon Philip Marlowe. Dette er selvfølgelig “common mistake”, for Chandlers kække, storrygende sporsnuser er bedst i skikkelse af Elliot Gould, med stilsikker håndtering af Robert Altman. Da Altman døde for lidt over tre år siden, efterlod han film buffs verden over en god håndfuld perler. Selvom han var nogenlunde stabil hele karrieren i gennem, var især hans sidste ti år bemærkelsesværdige med film som “The Player”, “Short Cuts” og “Gosford Park”. Men bedst, det var han i starterne af 70‘erne, og “The Long Goodbye” er et hans absolutte hovedværker.
Da privatdetektiven Philip Marlowes bedste ven mistænkes for mord på sin kone og efterfølgende begår selvmord, hvirvles Marlowe ind i en mordsag, der stikker meget dybere end først antaget. For at komme til bunds i sagen må han igennem nogle af LA’s mest magtfulde afkroge.
“The Long Goodbye” er Altman i sit es. Han viser eminent forståelse for krimiromanens overgang til den moderne film noir. Kombineret med Goulds mumlende, kække smart-ass portrættering af Philip Marlowe samt sin eminente fortælleform og sit forbilledlige visuelle og auditive arbejde, giver Altman en konstant følelse af suspense og action - i en film, hvor der - vel at mærke - ikke sker det store. Enkelte scener indeholder ikke andet end en storrygende, stordrikkende, storspisende, stortalende Marlowe i færd med at agere selverklæret verdensmand - og alligevel forekommer det spændende. Det er sand Chandler, det er sand Altman, det er sand filmkunst!
127. Friday Night (Claire Denis; 2002)
I USA har de Sofia Coppola, i Frankrig har de Claire Denis. Jo, kvinder kan sagtens lave fremragende film, det er Denis mit bedste eksempel på. Denis er ofte fokuseret af det poetiske, det erotiske og det meditative i mennesket, hvilket også inkorporeres i hendes filmsprog.
“Friday Night” handler om den midaldrende Laure, som har pakket alle sine ting for at flytte ind til sin kæreste. Men i sin beslutnings rodløshed har hun brug for noget adspredelse. Hun hopper ind i sin bil og kører mod et par venner. Men en trafikprop stopper hendes planer, og i stedet må hun tilbringe sin fredag aften i sin bil - indtil hun møder den mystiske og selvsikre Jean, der fortryller hendes aften.
“Friday Night” er en skøn film, i alle henseender. Denis er i den grad en original og forstår at fortælle på en helt unik facon. Denis kan forvandle en trafikprop i Paris til et orkester. Hun kan bringe liv i alt med sin forblændende, sanselige æstetik.
126. Le Samouraï (Jean-Pierre Melville; 1967)
Selvom jeg ikke er den store tilhænger af Jean-Pierre Melvilles franske noirs, er der et eller andet, der gør “Le Samouraï” lidt mere interessant. Præcis ligesom Godard, var Melville utroligt inspireret af de hollywood’ske forbilleder Houston, Hitchcock, Wilder etc. Men Melville adskiller sig fra de amerikanske sort-hvid portrætter og giver en mere grå nuance, hvor balancegangen mellem god og ond balancerer på en knivsæg.
I “Le Samouraï” spiller den altid fremragende Alain Delon den effektive lejemorder Jef Costello. Costello er nænsom og professionel som ingen anden. Men en enkelt nat går det galt; under et mord på en natklub-ejer efterlader Costello sig et vidne, og nu tvinges han til at skaffe sig et troværdigt alibi.
“Le Samouraï” er unik, fordi den tager film noir-konventionerne op til revision. De gængse karakterer og plotudviklinger er ulig den klassiske film noir. Så selvom Melville pakker godten ind i film noir’sk gavepapir, gemmer der sig en helt anden film inde under indpakningen. Dejligt uforudsigelig og vanvittig kynisk filmsprog.
125. Chungking Express (Wong Kar-wai; 1994)
I “Chungking Express” benytter Kar-wai den samme filmiske formel, som han gjorde fire år tidligere med “Days of Being Wild”. Det er endnu en gang den hektiske æstetik og popkulturens temaer, der fører an i feltet.
“Chungking Express” indeholder to mere eller mindre separate fortællinger. Men i begge tilfælde følger vi en håbløs romantisk betjent (spillet af henholdsvis Takeshi Kaneshiro og Tony Leung) på jagt efter kærligheden.
“Chungking Express” er et must for alle filmelskere med hang til popkultur og kærlighed. Den er charmerende, personlig og er i besiddelse af en energisk nerve, hvis lige er sjældent set. Og så figurerer to af de smukkeste skuespillerinder, Brigitte Lin og Faye Wong, i skønne roller.
124. The Shining (Stanley Kubrick; 1980)
Er der en genre, som Kubrick ikke mestrede? En enkelt gang begav han sig ud i den svære gyser-genre, og resultatet var mesterligt. “The Shining” er Kubricks afvigende inspiration af Stephen King roman, og i mine øjne en af de mest skræmmende psykologiske thriller gennem tiderne.
Forfatteren Jack Torrance (Jack Nicholson) rejser med sin kone Wendy (Shelley Duvall) og deres søn til det ferielukkede Overlook Hotel for at varetage bygningen over vinteren. Her har Jack mulighed for at fordybe sig i sine skriverier. Men langsomt glider den isolerede og Jack sig ind i sindssyg tilstand som konsekvens af isolationens ensomhed. Snart får Jack telepatiske evner og ser spøgelser - spøgelser, der overbeviser ham om at udslette sin familie.
“The Shining” er Kubrick i total udfoldelse i ellers uvant terræn. Hans visionære øjne og ører har skabt filmhistoriens måske bedst orkestreret thriller. Han forstår at skabe billedkompositioner og larmende lavmælte lydbilleder, der blotter scenariet for enhver form for håb. Og så formår han at tøjle en ellers utæmmelig Jack, der virkelig rammer plet denne gang. Og det samme gør Danny Lloyd og ikke mindst Shelley Duvall som den lille families skydeskiver. Det er fornem filmkunst det her!
123. Gummo (Harmony Korine; 1997)
Mere disharmoni fra Harmony Korine! “Gummo” er umiddelbart den skæve instruktørs mest... skæve film. Eller rettere sagt: hans mest personlige film.
“Gummo” er totalt blottet for plot og er i stedet et portræt af Xenia, en lille flække i Ohio, der aldrig er kommet på benene efter en tornados rasen i 70‘erne. Selvom der ikke hersker nogen skurke eller total ondskab i Xenia, er portrættet af byen yderst ubehageligt. Xenia er ganske enkelt drænet for menneskelighed og rationalitet. Det er pervationerne og det bizarres højborg! Ikke behageligt, men ikke desto mindre yderst fængslende og... sært.
122. WALL•E (Andrew Stanton; 2008)
I en tid hvor Walt Disney Pictures er inde i en kreativ og kunstnerisk identitetskrise, må koncernen prise sig lykkelig over deres samarbejde med animationstroldmændene fra Pixar Studios, kunsterisk og økonomisk. Siden åbenbaringen med “Toy Story” i '95 har Disney stået i skyggen af deres småbrødre fra Pixar, der efterhånden er vokset Disney over hovedet og nu nærmest har eneret på giganternes succes. I det seneste årti har Pixar årligt været bagmænd for kreative og innovative værker som de to gange “Toy Story”, “Finding Nemo”, “The Incredibles”, “Ratatouille” og senest “Up”.
Foruden deres visuelle kunst er de fortællemæssige genier og henvender sig stort set til alle målgrupper uden at gå på kompromis med egne visioner. Dog er der en enkelt Pixar-perle, der er uden for kategori. Nærmest en arthouse-film indenfor animationsgenren: “WALL•E”
“WALL•E” er historien om oprydningsrobotten af samme navn. WALL•E er den sidste eksistens på jorden i det 28. århundrede. I timevis gør han rent efter menneskeracen, der har forladt planeten for at leve i rummet, hvor de fører dovne og uforpligtende livsstile. Efter fyraften bruger WALL•E tiden på at samle på rekvisitter, der beretter om menneskehedens samvær og lykke fra fordums tid. En dag lander en rumfærge og ud kommer EVE, den højteknologiske inspektions-robot, der skal undersøge planeten for organiske organismer. Straks forelsker den ensomme og hjertekære WALL•E sig i den labre EVE, og efter et par pinlige optrin danner de et venskab. Men da EVE finder en levende organisme i form af WALL•E's gemte plante, bliver hun atter hentet tilbage til rummet. Men den nyforelskede WALL•E følger efter hende til rumfærgen, hvor den sidste rest af menneskeheden har bosat sig. Nu må WALL•E finde sin EVE, samtidig med at han må tilvænne sig menneskehedens nye tilværelse.
Instruktør Andrew Stanton (“Finding Nemo”) benytter sig af mange af de vanlige ingredienser i Pixar-gryden. Den har de bjergtagende animationer, de kære og sjove karakterer og den underfundige humor. Men alligevel er “WALL•E” mere ambitiøs og original end tidligere Pixar-produktioner. For det første er der stort set ingen dialog i filmens første halvdel. Her følger vi blot den kære “WALL•E” og hans forsøg på at fange EVE's opmærksomhed. Men alligevel er det umuligt ikke at forstå den stumme robot og hans væsen. Hans charme og sødme er mildest talt uimodståelig. Ironisk nok besidder han langt flere menneskelige egenskaber og karaktertræk end menneskeracen selv. Og på netop det plan er “WALL•E” også atypisk. I sit satiriske udtryk og sine lettere kontroversielle tematikker, fungerer filmen også som et politisk og eksistentielt opråb til nutidens menneskehed og dennes udvikling. Det er modigt uden at blive for meget. Og hér fungerer filmen igen på flere planer. De mindste vil more sig over den bedårende WALL•E og de dovne og firkantede mennesker. Deres forældre vil ligeledes hygge sig i det gode selskab, men de vil også være opmærksomme på budskabet. Bevares, “WALL•E” er ikke industriens bedste politiske øjenåbner, men den satiriske skabelon er velskåret og et friskt pust i en genre, der sjældent overrasker.
“WALL•E” er ikke en hæsblæsende animationsfilm som for eksempel den fremragende “The Incredibles”. Den dvæler i sine omgivelser og giver sig god tid til at pålægge omgivelserne og karakterne lag. Planeten Jorden er beskidt, livløs og bestøvet, hvorimod rummet er farverigt og livligt. Detaljerne er mange, og især scenerne i rummet kræver mange gensyn, hvis man ønsker at fange alle pudsighederne i afkrogene. Filmen fortælles i et narrativt atypisk langsomt tempo for genren. Men det er aldrig kedeligt og de få actionscener filmen indeholder, er til gengæld medrivende og hæsblæsende. Især er lyddesignet helt upåklageligt og spiller en stor rolle i portrætteringen i den fjerne fremtid.
Derudover bevæger “WALL•E” sig tilbage i filmhistorien og ærer mange fra fortidens komiske æra. Fans af Jacques Tati, Charlie Chaplin og Buster Keaton vil glæde sig over den underfundige slap-stick. Især WALL•E selv giver den mesterligt som pauseklovn og formår konstant at sprede glæde med sin klodsethed, uden at bevæge sig hen i den unødvendigt pinlige afdeling.
“WALL•E” skal ses, og den skal ses et utal af gange. Den skal ses alene, den skal ses med din kæreste, den skal ses med din bedste ven, og den skal ses i selskab med børn. Men vigtigst af alt skal den bare ses. Med sin charme, sin humor, sit budskab, og sin nærmest futuristisk flotte animationer er “WALL•E” den bedste film fra Disneys hus siden “Beauty and The Beast”. Måske skulle Disney bare holde sig til historier om atypisk kærlighed? Eller også skal de bare lade Pixar agere fanebærer.
121. Fitzcarraldo (Werner Herzog; 1982)
Idag er Scorsese & DiCaprio det bedste eksempel. For en generation eller to siden var det Scorsese & De Niro. Makkerparret: Det tætte forhold og samarbejde mellem instruktøren og hans skuespillere. Men Scorseses to filmiske ægteskaber kan ingenlunde måle sig med det mest spektakulære i filmhistorien: Werner Herzog & Klaus Kinski. En instruktør. En skuespiller. To excentrikere. To genier. To kamphaner. De to var kendt for at hade hinanden som pesten og var flere gange på grænsen til ikke blot at aflive samarbejdet, men også hinanden. Bogstavelig talt.
Men når de to slagsbrødre ikke stod med fingere på aftrykkeren, skete der filmiske mirakler. Kunstnerisk set har to så enestående genier aldrig kunnet supplere og forstå hinanden så animeret. “Fitzcarraldo” er blot et af mange eksempler, hvor Herzog behersker personligheden Kinski. Fitzcarraldo er så manisk besat af opera, at han ønsker at opføre et operahus dybt inde i Amazonas jungle. Alle tvivler på ham, men ikke desto mindre begiver den visionære mand sig ind i junglen ombord på et gammelt dampskib. Men hurtigt møder han en forhindring: et bjerg. Løsning: at slæbe skibet over bjerget.
Herzog var ekstremt betaget af den excentriske, besatte mand. “Fitzcarraldo” er et fremragende eksempel på dette, og Kinski er som skabt til roller som denne. Ikke sært, at der ofte blev stillet spørgsmålstegn til skuespillerens virkelige fornuft. En helt igennem medrivende og visionær fortælling om og med en af filmhistoriens største personligheder!
#128 Skeloboy 15 år siden
Ellers er jeg ganske, ganske enig i de film du nævner. Især Badlands, Le Samouraï og Wall*E.
Kandahar er en rigtig, rigtig rørende og barsk film. Jeg kan anbefale Turtles Can Fly af Bahman Ghobadi også (og som altid Buddha Collapsed Out Of Shame, når snakken går på iranske film)
Gummo er rigtig nok interessant, dog er den hos mig kun til en 7/10.
Fedt, du kom i gang igen :)
#129 filmz-Bruce 15 år siden
Jeg vil rigtig gerne se noget af Claire Denise. 35 Shots of Rum har længe "ventet". Mest fordi jeg håbede franskmændene ville smide den på blu-ray og White Material ser også spændende ud. Men ellers er hun ukendt for mig, men jeg skal skrive Friday Night bag ørerne!
Badlands åh ja! Nu kan jeg jo huske at have set den omkring premieren og dengang var det mest fordi jeg håbede Springsteen sang titelnummeret! Det gjorde han ikke, men Martin Sheen var i mine øjne på højde med James Dean i den film, bedre spillende og jeg vil forfærdelig gerne gense den i HD, hvor den heldigvis er den sidste af Mallicks film, som mangler!
Long Goodbye er endnu én, der er "for langt væk" til at jeg kan udtale mig bedre end en fuld mand. Men jeg kan stadig huske Elliot Gould og med sådan et [url= så skal man da nyde den til en whisky.
Jeg er mere Melville fan end du, men glad for, at du nævner ham på din liste. Jeg har stadig Le Cercle Rouge over denne, men det er ikke med mere end et halvt point og de er et formidabelt dobbeltprogram. Og du har helt ret med Delon. Er der nogen, som er mere cool end ham?
Chungking er på hylden!!! Efter den fantastiske In The Mood for Love, fatter jeg ikke, at jeg ikke er gået igang endnu :(
Shining ... du har helt ret!
Wall-E. Jeg kan følge dig i alt du siger, men desværre ikke helt i mål. Men det den gør rigtigt, gør den til gengæld til perfektion.
Fitzcarraldo. Det er jo lige før omstændighederne og dokumentaren overskygger filmen. Men også en som er lidt for langt tilbage i minderne og som gerne vil kunne genkaldes i HD.
Makhmalbafs, der er jeg nok en tøsedreng, indtil jeg en dag er i humør til at blive overbevist :) Jeg starter nok med Kiarostami og Certified Copy ... måske Close-Up.
#130 Skeloboy 15 år siden
Har kun set The Wind Will Carry Us, Close-Up og The Taste of Cherry. Sidstnævnte er helt klart bedst.