jeg er især enig med Iron man, Children of men og Stargate jeg synes bedst om Stargate første gang jeg så den siden hen er det så serien jeg er kommet ind i lige nu er jeg nået til Sg-1 sæson 5, håber at få den i julegave da jeg er igang med at gense serien jeg er lige nået til sæson 2, hvornår skal man starte med Atlantis er det først når man har set alle sg-1 sæsoner eller begynder den imellem nogle sæsoner? lidt uenig American history x og Highlander American history x skal ind i en top 150, men ikke i top 100 fra min side. Highlander er en fed film, men så fed er den heller ikke, den ville nok have været på min top 200 eller 300 derimellem.
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
74. American History X (Tony Kaye, 1998) En fin, men måske også lidt overvurderet film. Den har nogle meget stærke scener og nogle interessante dialoger, men i sidste ende køber man (=jeg) simpelthen ikke Dereks omvendelse.
Det gør JEG så til gengæld. Jeg har læst om værre personer med endnu mere på samvittigheden der er vendt fuldstændig om på en tallerken. De to faktorer der forårsager "omvendelsen", finder jeg meget realistiske. Derek opdager, at hans egne teorier og forestillinger ikke holder stik, og dernæst får en forstående og empatisk lærer sat gang i hans tanker. Bedre kombination og bedre grundlag for et retningsskifte fås næppe.
#119 Du har sgu de bedste albums så... men de er naturligvis alle fremragende, men det er lige de 4 der er mine favoritter.
#120 Der er et par stykker vi har været igennem før. Minority Report og American History X synes jeg er meget overvurderede film, men det er vel snart ikke nogen overraskelse længere. K-Pax kan jeg slet ikke se det store i. Meget sentimental film der er alt for ligeud af landevejen (ingen overraskelser, karakterer uden den store dybde osv.). Stargate er jo en fin nok film. Den kunne sikkert have vakt mere opsigt hos mig, havde jeg set den som barn, men jeg var lidt for gammel da den kom ud, og kan derfor slet ikke udvikle nostalgiske følelser overfor den. Smukt at se Children Of Men og Highlander dog. Iron Man skal jeg lige se igen, da jeg synes den var godt underholdende, men slet ikke kunne se hvorfor alle synes den var fremragende. Anden omgang må være lykkens gang. Crouching Tiger og Empire Of The Sun er gode film, men ikke nogen jeg selv ville placere så højt... jeg har dog intet imod at de er at finde på disse lister.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
American History X og Minority Report er begge fremragende film som jeg efterhånden har set mange gange. Crouching Tiger, Hidden Dragon er også en ganske glimrende film. Iron Man synes jeg er overvurderet, selvom at jeg dog finder den ganske god, og Children of Men fangede mig ikke helt ved første syn, men jeg har i lang tid haft tænkt på at gense den, da jeg tror at jeg muligvis vil ændre mening om den ved gensyn.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
70. Black Snake Moan (Craig Brewer, 2007) Fantastisk velfortalt drama med suverænt skuespil fra både Christina Ricci og Samuel L. Jackson. Filmen topper i en stemningsfuld scene med Jackson på elguitar under tordenvejr, mens Ricci's karakter kæmper med sine indre dæmoner. Det hele løfter sig til en exorcisme på et plan, som formodentlig ikke er fremmed for mange mennesker. God og anderledes historie - filmen fortjener muligvis at være endnu højere på listen.
69. Mars Attacks (Tim Burton, 1996) Jeg elskede denne film allerede fra første trailer, og jeg fattede nok ikke rigtig dengang at det var en spooffilm, selv om jeg fandt den hamrende morsom. Hvor er det i det hele taget dejligt at se en ægte alien film, hvor de netop har store slimede hjerner og bare vil zappe alt og alle. Burtons Mars Attacks er en inkarnation af min yndlings sci-fi fantasi. Gid der var flere film af den slags.
68. Eternal Sunshine of the Spotless Mind (Michel Gondry, 2004) Jeg kender ikke Gondrys andre film, men denne gjorde kæmpestort indtryk på mig, sådan som den er fortalt (ganske ukronologisk). Den har mange små styrker (visuelle effekter, dialog, skuespil, komplementerende sidehistorier, etc.), der samlet løfter filmen op og gør den til en meget intelligent romantisk komedie. En rigtig "hvad nu hvis" film.
67. First Blood (Ted Kotcheff, 1982) Denne film havde nok ikke været med på listen, hvis ikke det var for den meget overraskende tale leveret af Rambo i finalen. Selv om jeg er ganske godt underholdt af, hvad jeg siden har set i serien, så var det denne dimension af 1'eren, der gjorde den så unik i forhold til så mange andre actionfilm. John Rambo var ganske enkelt en interessant karakter i den første.
66. The Fountain (Darren Aronofsky, 2006) Billederne er stimulerende og siger på mange måder mere end dialogen i denne smukke film, der reflekterer over livet og døden. Jeg er nok ikke enig i de budskaber, filmen forsøger at formidle, men jeg var ikke desto mindre betaget af de tre beretninger, og hvordan de ganske smukt endte med at høre sammen. For resten er det utroligt smuk musik, der virkelig bærer fortællingen, særligt i slutningen. Hugh Jackman er en langt større skuespiller, end Wolverine-filmene har gjort ham til, og jeg håber virkelig på, at manden igen får lejlighed til at lave noget anderledes i nærmeste fremtid.
65. Training Day (Antoine Fuqua, 2001) Denzel Washington er helt klart stjernen i denne lille film, hvor han viser sig fra sine mest usympatiske og alligevel karismatiske sider som en politibetjent, der kender livet på gaden indefra. Det ville være synd at spolere alt for meget, men jeg tror aldrig, jeg har siddet så meget på kanten af stolen, som da
Ethan Hawkes karakter bliver forrådt. Han havde al min sympati og jeg ville virkelig ikke have, han skulle dø, men kunne virkelig ikke se, hvordan han skulle overleve den. Det var dette twist og den endelige konfrontation mellem de to til sidst, der for alvor gjorde mig forelsket i filmen.
Den virkede bare helt efter hensigten på mig.
64. Man on the Moon (Milos Forman, 1999) Jeg vidste ikke ret meget om Andy Kaufman, før jeg så denne film, men jeg skal love for, at jeg undersøgte ham godt og grundigt bagefter. Filmen fokuserer på hans karriere og lader hans egentlige drivkraft og motiver hvile lidt. Hvem var han virkelig, og hvorfor gjorde han, hvad han gjorde? Hvad der havde været en svaghed ved mange andre biografiske film er denne films styrke, for denne mand fortjener at være kendt gennem sin karriere og som den kunstner han var. Hints af hans filosofi kommer til udtryk, da han på et tidspunkt siger, "we shouldn't take ourselves so seriously", og
da han søger helbredelse for sin kræft i Indien, men opdager at healeren er en fupmager, og han giver sig til at grine.
Jim Carrey leverer en super præstation og så vidt jeg kan vurdere er han meget respektfuld overfor forlægget samtidig som han gør karakteren til sin egen. Filmen vil interessere alle lige fra stand-up komikere til antropologer.
63. The Muppet Christmas Carol (Brian Henson, 1992) Det bliver svært at begrunde denne, da den nok mest har en følelsesmæssig appel, end egentlig filmteknisk ... men forklaringen skal findes i, at jeg bare må se den hver december måned. Man skal naturligvis se versionen med sangen "[url= Love is Gone[/url]", hvis man kan. Der er mange versioner af samme fantastiske fortælling fra Dickens om en mands åndelige omvendelse, da han tvinges til at reflektere over sit liv. Indtil videre er dette min favorit, ikke mindst på grund af sangene og den altid underholdende Michael Caine.
62. Unfaithful (Adrian Lyne, 2002) Hvis nogen film forstår nøgternt at formidle fænomenet utroskab, så er det denne. På en måde er den nok alt for intim for min smag, men på den anden side, så rammer den hårdt, hvor det gør ondt - og det er nøjagtig, hvad den skal. Den viser både de appellerende sider, fristelserne og det erotiske ("begæret"), men i lige så høj grad viser den sorgen, vreden, skuffelsen og hvad der nødvendigvis må følge med. Løsninger har den ikke mange af, men det er heller ikke dens ærinde. Diane Lane imponerede med sin alsidige præstation. Men dette er bestemt ikke en film for alle og enhver.
61. Superbad (Greg Mottola, 2007) Jeg ved det. Der findes rigtig mange komedier om liderlige teenagere, men ingen af dem ramte så godt plet som denne. Jeg genkendte mange af samtalerne, ikke fra mit eget liv (I was different. I swear.), men fra de fleste unge mennesker, jeg gik i 8. og 9. klasse med. Jonah Hill og Michael Cera var begge utrolig morsomme, sidstnævnte på en nærmest ufrivillig og kikset måde, der samtidig vækkede ens sympati, og skuespillet var så godt helt ned i mindste detalje, hvor Michael Cera på et tidspunkt (det drejer sig om få sekunder og er så diskret, at mange knapt nok ænser det) irriteres over, "hvorfor nogen producerer et videospil man ikke kan vinde!" Nej, jeg vil skide tykt på Van the Man og alle de andre, den her satte standarden.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Nu har jeg brokket mig nok, så jeg holder kæft denne gang =) Dem jeg har set her er alt imellem fine og fantastiske film. Sejt der lige er blevet plads til en Muppet-film... hehe.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
#121 Åkepool 15 år siden
"Highlander", "K-Pax" og "Dead man walking" er også tre udemærkede film.
"Children of men" er sådan lidt hmm, kedelig.
"Empire of the sun" husker jeg ikke godt nok.
Har ikke set den sidste.
#122 MOVIE1000 15 år siden
jeg synes bedst om Stargate første gang jeg så den siden hen er det så serien jeg er kommet ind i lige nu er jeg nået til Sg-1 sæson 5, håber at få den i julegave da jeg er igang med at gense serien jeg er lige nået til sæson 2, hvornår skal man starte med Atlantis er det først når man har set alle sg-1 sæsoner eller begynder den imellem nogle sæsoner?
lidt uenig American history x og Highlander
American history x skal ind i en top 150, men ikke i top 100 fra min side.
Highlander er en fed film, men så fed er den heller ikke, den ville nok have været på min top 200 eller 300 derimellem.
#123 BN 15 år siden
Det gør JEG så til gengæld. Jeg har læst om værre personer med endnu mere på samvittigheden der er vendt fuldstændig om på en tallerken. De to faktorer der forårsager "omvendelsen", finder jeg meget realistiske. Derek opdager, at hans egne teorier og forestillinger ikke holder stik, og dernæst får en forstående og empatisk lærer sat gang i hans tanker. Bedre kombination og bedre grundlag for et retningsskifte fås næppe.
#124 Lord Beef Jerky 15 år siden
#120 Der er et par stykker vi har været igennem før. Minority Report og American History X synes jeg er meget overvurderede film, men det er vel snart ikke nogen overraskelse længere. K-Pax kan jeg slet ikke se det store i. Meget sentimental film der er alt for ligeud af landevejen (ingen overraskelser, karakterer uden den store dybde osv.). Stargate er jo en fin nok film. Den kunne sikkert have vakt mere opsigt hos mig, havde jeg set den som barn, men jeg var lidt for gammel da den kom ud, og kan derfor slet ikke udvikle nostalgiske følelser overfor den. Smukt at se Children Of Men og Highlander dog. Iron Man skal jeg lige se igen, da jeg synes den var godt underholdende, men slet ikke kunne se hvorfor alle synes den var fremragende. Anden omgang må være lykkens gang. Crouching Tiger og Empire Of The Sun er gode film, men ikke nogen jeg selv ville placere så højt... jeg har dog intet imod at de er at finde på disse lister.
#125 filmz-Bruce 15 år siden
#126 Kruse 15 år siden
#127 Riqon 15 år siden
Fantastisk velfortalt drama med suverænt skuespil fra både Christina Ricci og Samuel L. Jackson. Filmen topper i en stemningsfuld scene med Jackson på elguitar under tordenvejr, mens Ricci's karakter kæmper med sine indre dæmoner. Det hele løfter sig til en exorcisme på et plan, som formodentlig ikke er fremmed for mange mennesker. God og anderledes historie - filmen fortjener muligvis at være endnu højere på listen.
69. Mars Attacks (Tim Burton, 1996)
Jeg elskede denne film allerede fra første trailer, og jeg fattede nok ikke rigtig dengang at det var en spooffilm, selv om jeg fandt den hamrende morsom. Hvor er det i det hele taget dejligt at se en ægte alien film, hvor de netop har store slimede hjerner og bare vil zappe alt og alle. Burtons Mars Attacks er en inkarnation af min yndlings sci-fi fantasi. Gid der var flere film af den slags.
68. Eternal Sunshine of the Spotless Mind (Michel Gondry, 2004)
Jeg kender ikke Gondrys andre film, men denne gjorde kæmpestort indtryk på mig, sådan som den er fortalt (ganske ukronologisk). Den har mange små styrker (visuelle effekter, dialog, skuespil, komplementerende sidehistorier, etc.), der samlet løfter filmen op og gør den til en meget intelligent romantisk komedie. En rigtig "hvad nu hvis" film.
67. First Blood (Ted Kotcheff, 1982)
Denne film havde nok ikke været med på listen, hvis ikke det var for den meget overraskende tale leveret af Rambo i finalen. Selv om jeg er ganske godt underholdt af, hvad jeg siden har set i serien, så var det denne dimension af 1'eren, der gjorde den så unik i forhold til så mange andre actionfilm. John Rambo var ganske enkelt en interessant karakter i den første.
66. The Fountain (Darren Aronofsky, 2006)
Billederne er stimulerende og siger på mange måder mere end dialogen i denne smukke film, der reflekterer over livet og døden. Jeg er nok ikke enig i de budskaber, filmen forsøger at formidle, men jeg var ikke desto mindre betaget af de tre beretninger, og hvordan de ganske smukt endte med at høre sammen. For resten er det utroligt smuk musik, der virkelig bærer fortællingen, særligt i slutningen. Hugh Jackman er en langt større skuespiller, end Wolverine-filmene har gjort ham til, og jeg håber virkelig på, at manden igen får lejlighed til at lave noget anderledes i nærmeste fremtid.
65. Training Day (Antoine Fuqua, 2001)
Denzel Washington er helt klart stjernen i denne lille film, hvor han viser sig fra sine mest usympatiske og alligevel karismatiske sider som en politibetjent, der kender livet på gaden indefra. Det ville være synd at spolere alt for meget, men jeg tror aldrig, jeg har siddet så meget på kanten af stolen, som da
64. Man on the Moon (Milos Forman, 1999)
Jeg vidste ikke ret meget om Andy Kaufman, før jeg så denne film, men jeg skal love for, at jeg undersøgte ham godt og grundigt bagefter. Filmen fokuserer på hans karriere og lader hans egentlige drivkraft og motiver hvile lidt. Hvem var han virkelig, og hvorfor gjorde han, hvad han gjorde? Hvad der havde været en svaghed ved mange andre biografiske film er denne films styrke, for denne mand fortjener at være kendt gennem sin karriere og som den kunstner han var. Hints af hans filosofi kommer til udtryk, da han på et tidspunkt siger, "we shouldn't take ourselves so seriously", og
63. The Muppet Christmas Carol (Brian Henson, 1992)
Det bliver svært at begrunde denne, da den nok mest har en følelsesmæssig appel, end egentlig filmteknisk ... men forklaringen skal findes i, at jeg bare må se den hver december måned. Man skal naturligvis se versionen med sangen "[url= Love is Gone[/url]", hvis man kan. Der er mange versioner af samme fantastiske fortælling fra Dickens om en mands åndelige omvendelse, da han tvinges til at reflektere over sit liv. Indtil videre er dette min favorit, ikke mindst på grund af sangene og den altid underholdende Michael Caine.
62. Unfaithful (Adrian Lyne, 2002)
Hvis nogen film forstår nøgternt at formidle fænomenet utroskab, så er det denne. På en måde er den nok alt for intim for min smag, men på den anden side, så rammer den hårdt, hvor det gør ondt - og det er nøjagtig, hvad den skal. Den viser både de appellerende sider, fristelserne og det erotiske ("begæret"), men i lige så høj grad viser den sorgen, vreden, skuffelsen og hvad der nødvendigvis må følge med. Løsninger har den ikke mange af, men det er heller ikke dens ærinde. Diane Lane imponerede med sin alsidige præstation. Men dette er bestemt ikke en film for alle og enhver.
61. Superbad (Greg Mottola, 2007)
Jeg ved det. Der findes rigtig mange komedier om liderlige teenagere, men ingen af dem ramte så godt plet som denne. Jeg genkendte mange af samtalerne, ikke fra mit eget liv (I was different. I swear.), men fra de fleste unge mennesker, jeg gik i 8. og 9. klasse med. Jonah Hill og Michael Cera var begge utrolig morsomme, sidstnævnte på en nærmest ufrivillig og kikset måde, der samtidig vækkede ens sympati, og skuespillet var så godt helt ned i mindste detalje, hvor Michael Cera på et tidspunkt (det drejer sig om få sekunder og er så diskret, at mange knapt nok ænser det) irriteres over, "hvorfor nogen producerer et videospil man ikke kan vinde!" Nej, jeg vil skide tykt på Van the Man og alle de andre, den her satte standarden.
#128 Lord Beef Jerky 15 år siden
#129 Riqon 15 år siden
#130 Lord Beef Jerky 15 år siden