The Fountain er bestemt bedst første gang, synes jeg. Men den skal ses. Den er sikkert dobbelt så god på blu-ray og med gode højtalere, hvis man har den slags til rådighed (kan jeg desværre ikke prale af).
The only way to beat a troll is to not play their game.
Jeg kan godt lide, at du har film som "Black snake moan" og "Unfaithful" på din liste. Jeg er ikke sikker på at de ville komme på min liste, men de er begge rigtig gode og er ikke "typiske" listefilm.
"Mars attacks" genså jeg for et par måneder siden og jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at se, hvad jeg fandt så godt ved den, da jeg så den i tidernes morgen.
So, at last we meet for the first time for the last time.
Jeg kan godt lide, at du har film som "Black snake moan" og "Unfaithful" på din liste. Jeg er ikke sikker på at de ville komme på min liste, men de er begge rigtig gode og er ikke "typiske" listefilm.
Kan godt følge dig. Jeg anser dog heller ikke Man on the Moon for at være særlig typisk, da jeg har mødt flere, der fandt den småkedelig eller decideret dårlig. Muppets Christmas Carol er selvfølgelig heller ikke så typisk at ha' på listen.
The only way to beat a troll is to not play their game.
The Fountain er bestemt bedst første gang, synes jeg. Men den skal ses. Den er sikkert dobbelt så god på blu-ray og med gode højtalere, hvis man har den slags til rådighed (kan jeg desværre ikke prale af).
Har set den tre gange og selvfølgelig er overraskelsesfaktoren størst første gang, men styrken synes jeg er, at de efterfølgende syn for mig, har været ligeså gode. Man lægger blot mere mærke til andre elementer. Atmosfæren i sig selv er helt opslugende.
Black Snake Moan er en herlig film.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
60. American Psycho (Mary Harron, 2000) Christian Bale i sit livs rolle. Igen er der tale om en film, der løfter sig og kravler op ad listen, fordi enkelte scener (bl.a. [url= i den har gjort dybt indtryk på grund af skuespil, manuskript, lyd og kameraføring. Bale spiller den psykopatiske forretningsmand, Patrick Bateman, med narcissistiske voldsfantasier, der synes at tage mere og mere overhånd. Bales voice-over sikrer, at man virkelig får dybden i karakteren med, og selv om han ikke vinder nogen emotionel form for sympati hos seeren, så sidder man alene og spekulerer på, om han er en skurk eller om han i virkeligheden er offeret i en syg verden. Jeg har ikke læst bogen, men filmen ramte mig hårdt og må snart ses igen.
59. Skønheden og Udyret (Gary Trousdale, 1991) Denne her er nok sværere at forsvare. Lad mig først sige, at jeg tilslutter mig de kritikere, der mener, at historien i denne film ikke kan hamle op med eventyret, den er baseret på. Alligevel får den point herfra, fordi jeg som 4/5-årig havde en helt fantastisk oplevelse, første gang jeg så den. (Husk på hvad det er for en slags liste, jeg er ved at lave.) Jeg var virkelig revet med af magien, af sangene, af spændingsscenerne med ulvene og kampen til sidst. Modsat mange andre Disney-produktioner (ikke mindst de nyere klamme "High School Musicals"), så fortæller denne film, at man godt kan være et elskeligt væsen, selv om man ikke nødvendigvis er tiltalende på ydersiden.
58. Zodiac (David Fincher, 2007) Mysteriet, der aldrig helt blev løst, om en seriemorder, der slap af sted med det. Fincher forstår at fortælle historier, og det er denne film et fantastisk eksempel på. Zodiac er skræmmende menneskelig i de autentiske mordscener (ingen musik, ingen effekter, man ser det, som det er), og politiet er skræmmende magtesløse som i virkelighedens verden. Jake Gyllenhaal vinder hurtigt ens sympati, og hans besættelse er bekymrende, men også forståelig. Jeg var selv draget med i efterforskningen, og alle beviserne og indicierne blev præsenteret på en måde, hvor jeg hverken følte, man talte ned til mig eller talte over hovedet på mig. Vanvittig godt udført, og slutningen var langt mere forløsende, end hvad jeg havde forventet på omtalen.
57. The Bourne Identity (Doug Liman, 2002) Jeg var lidt i tvivl om dennes placering, men et par gode ting skal da nævnes til dens fordel. Matt Damon gør sit job godt, og jeg var overrasket over at se ham i en så intens actionrolle. Karakteren er blevet væsentlig mere interessant på lærredet, end jeg senere fandt ud af, den var i bogen, og jeg var opsat på at få svaret om hans fortid. Samtidig er der noget utroligt appellerende ved, at han har de spionevner, han har, uden at han helt forstår dem, men nærmest bare bruger dem pr. refleks. Dette er en god actionthriller, formodentlig én af de bedste i sin genre, og det undrer mig ikke, at det blev en trilogi.
56. Back to the Future (Robert Zemeckis, 1985) Sjov og ballade, men med fortælleteknikken i orden. Jeg har altid været fascineret af tidsrejser på film, og selv om ingen film om tidsrejser endnu har undgået væsentlige plothuller, så er det stadig sjovt at følge med i. Der er så meget godt i denne film udover tidsrejseelementet. Michael J. Fox er én af de mest charmerende teenskuespillere, Hollywood nogensinde har haft, og hans komiske timing er også helt i top i denne film. Zemeckis slipper godt af sted med først at introducere en lille verden og derefter spole den 30 år tilbage. Effekterne gør, hvad de skal (ligesom make-up'en), og filmen kan nydes igen og igen.
55. Back to the Future Part II (Robert Zemeckis, 1985) Jeg har svært ved at skelne disse to ad. Hvad den første gjorde godt, det gjorde den anden lige en smule bedre. Mere kompliceret plot, dog uden at det gør særlig meget. Mere charme, mere tidsrejse. 3'eren blev en kedelig familiewestern i sammenligning (dog også en ok film), så den er ikke med på listen.
54. Juno (Jason Reitman, 2007) Jeg så denne film med min kæreste, og vi kiggede lidt mærkeligt på hinanden de første 10 minutter, før vi lod os rive med. Ellen Page er verdens mest charmerende, men også mest overbevisende gravide teenager. Dialogen er vanvittig sjov, og især clash'et mellem Junos personlighed og moderen, der vil adoptere hendes barn er virkelig morsomt. Samtidig er filmen hjertevarm og kom godt under huden på undertegnede. Jeg må også tilstå, jeg nynnede med på guitarsangen i slutningen. Uden at være decideret fremmed, så er den heller ikke ligesom nogen anden film, jeg har set.
53. Cloverfield (Matt Reeves, 2008) Ideen om et stort monster, der tosser rundt og smadrer en storby har aldrig sagt mig særlig meget ... indtil jeg så Cloverfield. Godzilla møder Blair Witch Project, og ægteskabet blev helt fantastisk. Selv om dialogen godt kunne være bedre, så fandt jeg på alle andre områder filmen meget troværdig og overbevisende. Jeg købte illusionen om, at en levende naturkatastrofe skabte kaos i New York, og det var herligt for en gangs skyld ikke at få et detaljerigt HD-billede af monsteret smidt i fjæset fra start af og følge, hvordan 1.000 kampvogne kørte mod den. I stedet fik vi rigtige mennesker og et amatørdokumentarisk perspektiv, der virkede langt, langt bedre.
52. The Woodsman (Nicole Kassell, 2005) Pædofil er det værste, man kan være. Og muligvis også den sværeste filmrolle, man kan påtage sig. Kevin Bacon er ikke blot et af de mest almindelige navne i Hollywood. Med denne præstation beviser han også, at han er en af de bedste. Filmen viser mennesket bag uhyret, mennesket der i konstant kamp mod sine indre dæmoner forsøger at leve et normalt liv, mens verden omkring ham spytter på ham, ikke mindst den politibetjent, der jævnligt tjekker op på ham p.g.a. hans prøveløsladelse. Der er flere fantastiske øjeblikke i denne film,
for eksempel da han snakker med en lille pige, som får ham til at se sig selv i et andet perspektiv. Og senere, da han giver sig til at gennemtæske en anden pædofil fyr og i et utrolig kort øjeblik ser han sit eget ansigt på fyren.
Den tilbagevendende røde bold, hvad den så end repræsenterer i hans syge sind, er også et interessant filmisk element. Hvis du ikke har set denne film endnu, så se at få det gjort!
51. Fight Club (David Fincher, 1999) Endnu en Fincher-film på listen. De fleste kender den, så der behøves vel ikke at sige ret meget. Dunkel, sort og hamrende sarkastisk med en kant af sindssyge.
Skønt et rigtig godt og velfungerende twist, så er det ikke det eneste, der bærer filmen.
Både Edward Norton og Brad Pitt gør det godt i denne sorte, utrolig velfortalte komedie (eller hvad man nu vil kalde den). Jeg kunne ikke andet end elske den. Det gode ved Finchers film er, at man virkelig kan se, han elsker at eksperimentere og prøve mulighederne af. Det er Fight Club muligvis det bedste eksempel på indtil videre.
The only way to beat a troll is to not play their game.
#131 wimmie 15 år siden
Den eneste film på listen jeg ikke har fået set endnu er The Fountain - det må jeg snart få rettet op på.
Og fedt at se noget Muppets :D
#132 Riqon 15 år siden
The Fountain er bestemt bedst første gang, synes jeg. Men den skal ses. Den er sikkert dobbelt så god på blu-ray og med gode højtalere, hvis man har den slags til rådighed (kan jeg desværre ikke prale af).
#133 MOVIE1000 15 år siden
#134 Riqon 15 år siden
#135 Åkepool 15 år siden
"Mars attacks" genså jeg for et par måneder siden og jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at se, hvad jeg fandt så godt ved den, da jeg så den i tidernes morgen.
#136 Riqon 15 år siden
Kan godt følge dig. Jeg anser dog heller ikke Man on the Moon for at være særlig typisk, da jeg har mødt flere, der fandt den småkedelig eller decideret dårlig. Muppets Christmas Carol er selvfølgelig heller ikke så typisk at ha' på listen.
#137 Lord Beef Jerky 15 år siden
#138 filmz-Bruce 15 år siden
Har set den tre gange og selvfølgelig er overraskelsesfaktoren størst første gang, men styrken synes jeg er, at de efterfølgende syn for mig, har været ligeså gode. Man lægger blot mere mærke til andre elementer. Atmosfæren i sig selv er helt opslugende.
Black Snake Moan er en herlig film.
#139 Kruse 15 år siden
#140 Riqon 14 år siden
Christian Bale i sit livs rolle. Igen er der tale om en film, der løfter sig og kravler op ad listen, fordi enkelte scener (bl.a. [url= i den har gjort dybt indtryk på grund af skuespil, manuskript, lyd og kameraføring. Bale spiller den psykopatiske forretningsmand, Patrick Bateman, med narcissistiske voldsfantasier, der synes at tage mere og mere overhånd. Bales voice-over sikrer, at man virkelig får dybden i karakteren med, og selv om han ikke vinder nogen emotionel form for sympati hos seeren, så sidder man alene og spekulerer på, om han er en skurk eller om han i virkeligheden er offeret i en syg verden. Jeg har ikke læst bogen, men filmen ramte mig hårdt og må snart ses igen.
59. Skønheden og Udyret (Gary Trousdale, 1991)
Denne her er nok sværere at forsvare. Lad mig først sige, at jeg tilslutter mig de kritikere, der mener, at historien i denne film ikke kan hamle op med eventyret, den er baseret på. Alligevel får den point herfra, fordi jeg som 4/5-årig havde en helt fantastisk oplevelse, første gang jeg så den. (Husk på hvad det er for en slags liste, jeg er ved at lave.) Jeg var virkelig revet med af magien, af sangene, af spændingsscenerne med ulvene og kampen til sidst. Modsat mange andre Disney-produktioner (ikke mindst de nyere klamme "High School Musicals"), så fortæller denne film, at man godt kan være et elskeligt væsen, selv om man ikke nødvendigvis er tiltalende på ydersiden.
58. Zodiac (David Fincher, 2007)
Mysteriet, der aldrig helt blev løst, om en seriemorder, der slap af sted med det. Fincher forstår at fortælle historier, og det er denne film et fantastisk eksempel på. Zodiac er skræmmende menneskelig i de autentiske mordscener (ingen musik, ingen effekter, man ser det, som det er), og politiet er skræmmende magtesløse som i virkelighedens verden. Jake Gyllenhaal vinder hurtigt ens sympati, og hans besættelse er bekymrende, men også forståelig. Jeg var selv draget med i efterforskningen, og alle beviserne og indicierne blev præsenteret på en måde, hvor jeg hverken følte, man talte ned til mig eller talte over hovedet på mig. Vanvittig godt udført, og slutningen var langt mere forløsende, end hvad jeg havde forventet på omtalen.
57. The Bourne Identity (Doug Liman, 2002)
Jeg var lidt i tvivl om dennes placering, men et par gode ting skal da nævnes til dens fordel. Matt Damon gør sit job godt, og jeg var overrasket over at se ham i en så intens actionrolle. Karakteren er blevet væsentlig mere interessant på lærredet, end jeg senere fandt ud af, den var i bogen, og jeg var opsat på at få svaret om hans fortid. Samtidig er der noget utroligt appellerende ved, at han har de spionevner, han har, uden at han helt forstår dem, men nærmest bare bruger dem pr. refleks. Dette er en god actionthriller, formodentlig én af de bedste i sin genre, og det undrer mig ikke, at det blev en trilogi.
56. Back to the Future (Robert Zemeckis, 1985)
Sjov og ballade, men med fortælleteknikken i orden. Jeg har altid været fascineret af tidsrejser på film, og selv om ingen film om tidsrejser endnu har undgået væsentlige plothuller, så er det stadig sjovt at følge med i. Der er så meget godt i denne film udover tidsrejseelementet. Michael J. Fox er én af de mest charmerende teenskuespillere, Hollywood nogensinde har haft, og hans komiske timing er også helt i top i denne film. Zemeckis slipper godt af sted med først at introducere en lille verden og derefter spole den 30 år tilbage. Effekterne gør, hvad de skal (ligesom make-up'en), og filmen kan nydes igen og igen.
55. Back to the Future Part II (Robert Zemeckis, 1985)
Jeg har svært ved at skelne disse to ad. Hvad den første gjorde godt, det gjorde den anden lige en smule bedre. Mere kompliceret plot, dog uden at det gør særlig meget. Mere charme, mere tidsrejse. 3'eren blev en kedelig familiewestern i sammenligning (dog også en ok film), så den er ikke med på listen.
54. Juno (Jason Reitman, 2007)
Jeg så denne film med min kæreste, og vi kiggede lidt mærkeligt på hinanden de første 10 minutter, før vi lod os rive med. Ellen Page er verdens mest charmerende, men også mest overbevisende gravide teenager. Dialogen er vanvittig sjov, og især clash'et mellem Junos personlighed og moderen, der vil adoptere hendes barn er virkelig morsomt. Samtidig er filmen hjertevarm og kom godt under huden på undertegnede. Jeg må også tilstå, jeg nynnede med på guitarsangen i slutningen. Uden at være decideret fremmed, så er den heller ikke ligesom nogen anden film, jeg har set.
53. Cloverfield (Matt Reeves, 2008)
Ideen om et stort monster, der tosser rundt og smadrer en storby har aldrig sagt mig særlig meget ... indtil jeg så Cloverfield. Godzilla møder Blair Witch Project, og ægteskabet blev helt fantastisk. Selv om dialogen godt kunne være bedre, så fandt jeg på alle andre områder filmen meget troværdig og overbevisende. Jeg købte illusionen om, at en levende naturkatastrofe skabte kaos i New York, og det var herligt for en gangs skyld ikke at få et detaljerigt HD-billede af monsteret smidt i fjæset fra start af og følge, hvordan 1.000 kampvogne kørte mod den. I stedet fik vi rigtige mennesker og et amatørdokumentarisk perspektiv, der virkede langt, langt bedre.
52. The Woodsman (Nicole Kassell, 2005)
Pædofil er det værste, man kan være. Og muligvis også den sværeste filmrolle, man kan påtage sig. Kevin Bacon er ikke blot et af de mest almindelige navne i Hollywood. Med denne præstation beviser han også, at han er en af de bedste. Filmen viser mennesket bag uhyret, mennesket der i konstant kamp mod sine indre dæmoner forsøger at leve et normalt liv, mens verden omkring ham spytter på ham, ikke mindst den politibetjent, der jævnligt tjekker op på ham p.g.a. hans prøveløsladelse. Der er flere fantastiske øjeblikke i denne film,
51. Fight Club (David Fincher, 1999)
Endnu en Fincher-film på listen. De fleste kender den, så der behøves vel ikke at sige ret meget. Dunkel, sort og hamrende sarkastisk med en kant af sindssyge.