30. Up (Pete Docter, 2009) Autentisk nok til at være banebrydende for animationsfilm og skør nok til at være en sjov og spændende Pixarfilm. Autenciteten ligger i hovedpersonens livshistorie. Hele historien med Ellie var fantastisk godt fortalt og rørte mig dybt og var det perfekte grundlag for resten af filmen. De talende hunde i flyvemaskiner var noget af det sjoveste, jeg har set fra Pixar, men det giver nok mest mening for os, der rent faktisk er hundeejere og kan genkende personlighederne.
29. The Lord of the Rings: The Return of the King (EE) (Peter Jackson, 2003) Det afsluttende kapitel på en fantastisk filmsaga. Det kan diskuteres, om Peter Jackson gjorde bøgerne ære, sådan som han pillede ved slutningen og malede den i meget lysere toner end Tolkien gjorde, men det kan vel argumenteres, at Jackson dermed gjorde historien sin egen, sådan som instruktører nu engang bør gøre, når de transformerer litterære forlæg. Filmen er smuk, smukke billeder, smuk musik, smuk afvikling af alle konflikterne. Trilogien lukkes med stil i dette tredje kapitel, ikke mindst i Extended Edition.
28. Cast Away (Robert Zemeckis, 2000) Det er sin kunst at fokusere næsten en hel film på én person, der sidder ude på en meget øde ø, men så er det godt, at Zemeckis kunne kapre et talent som Tom Hanks til det. Isolation gør én skør i bolden (bogstavelig talt), og det er med en stærk psykologisk dybde, at Hanks portrætterer denne almindelige person i ekstreme forhold. Scenen hvor han
er kommet "hjem", og hvor han ligger på gulvet i sit værelse og tænder og slukker en lighter, er noget af det mest tankevækkende, jeg har set på film.
Mange andre scener lykkes urimelig godt i denne fortælling lige fra nedstyrtningen til "dialogerne" med Wilson.
27. The Lord of the Rings: The Two Towers (Peter Jackson, 2002) Dette er uden tvivl den mest voldelige af de tre LotR-film, og selv om det blev temmelig repititivt for mit vedkommende, så har jeg senere indset, at nogle af trilogiens stærkeste scener findes i denne film, ikke mindst Kong Theodens historie, der for mig nok var filmens lidt for tidlige klimaks. Derudover er det selvfølgelig en fantastisk film, alene fordi den forbinder den første suveræne film med den habile afslutning og bidrager til begge og til helheden (hm, det siger jo egentlig sig selv).
26. Hotel Rwanda (Terry George, 2005) FN-soldaterne så til, mens folkemordet blev en realitet i Rwanda. Hvide vesterlændinge stod uforstående og så til, da den ene stamme udryddede den anden. Don Cheadle sætter et ansigt på disse afrikanere og spiller en heroisk hotelbestyrer, der løber alle risici for at redde så mange som muligt. Men spørgsmålet bliver stadig hængende: Hvor er dem, der har magt til at redde os? Hvorfor gør de ikke noget? En rørende og meget tankevækkende film, og Cheadle er virkelig en fantastisk (amerikansk) skuespiller.
25. Shadowlands (Richard Attenborough, 1994) Antony Hopkins spiller rollen som C.S. Lewis, som mange kristne vil genkende som forfatteren ikke bare til Narnia-bøgerne, men også nogle af de mest anerkendte kristne bøger skrevet i det 20. århundrede. Filmen tager udgangspunkt i hans ægteskab med Joy Gresham, en amerikansk kvinde, der giftede sig med ham for at få opholdstilladelse i England. Skuespillet i filmen er eminent, og den skildrer på en ganske diskret, men meget rammende måde kærlighed og tab. Dette er muligvis én af de sørgeligste film, jeg har set, men også én af de mest autentiske, og jeg genkender sorgen og bitterheden, filmen skildrer.
24. A Beautiful Mind (Ron Howard, 2002) Ron Howard er af mange blevet kaldt "håndværker", fordi hans film synes at følge skabeloner for amerikanske succesfilm uden at bringe nyt til det store lærred. Dette er bestemt sandt for "The Da Vinci Code" og "Cinderella Man" og mange andre film, men "A Beautiful Mind" er anderledes. For en gangs skyld gør Ron Howard noget, jeg sjældent har set før i sin karakterudvikling.
Jeg kender ikke nogen film, der nogensinde har taget skizofreni lige så seriøst og i den grad taget jobbet på sig at formidle, hvad det drejer sig om. Man kan selvfølgelig kritisere, at det hele giver lidt for meget mening selv fra John Nash' synspunkt, men filmen formår at formidle det psykologiske mareridt, som skizofrene mennesker i virkeligheden gennemgår. Og for dét fortjener den respekt.
Det er herligt at se Russel Crowe i en rolle, der på mange måder adskiller sig fra de testoteronfyldte roller, han har det med at påtage sig, og Jennifer Connelly formår som altid at gøre én lidt småforelsket (shh). Musikken er rigtig god og komplementerer plottet perfekt.
23. Memento (Christopher Nolan, 2001) At denne film blev en klassiker indenfor psykologiske thrillers er måske især Jonathan Nolans fortjeneste. Det er historien og måden (rækkefølgen), som den bliver fortalt på, der gør filmen til noget ganske særligt. Leonard Shelby kan ikke danne nye minder, så derfor husker han aldrig, hvordan han er havnet dér hvor han befinder sig, eller hvad han er i gang med. Filmen bliver fortalt i små bidder som gives i baglæns rækkefølge, således at man aldrig ved, hvad der er sket før det klip man ser. På den måde kan man som seer tage fuldt ud del i Leonards oplevelse, som om man selvfølgelig i sidste ende er klogere end ham selv, fordi man får at se, hvordan det hele startede. Dette er ubestrideligt Nolan-brødrenes mest originale værk til dato og en hyldest til filmmediet og fortællekunst generelt. (Den bliver dog lidt kedelig ved gensyn, når man først har fanget den.)
22. District 9 (Neill Blomkamp, 2009) Det er blevet populært lige på det seneste at vende alien konceptet lidt på hovedet og gøre menneskene til "de fremmede". Det ser man James Cameron gøre i Avatar, det gøres også i animationsfilmen Planet 51, men mest effektivt blev det gjort i District 9. Filmen foregår i Sydafrika og fortæller historien om en flygtningelejr med aliens, der ligner rejer. Menneskene bliver portrætteret som overvejende usympatiske med kyniske agendaer. Filmen starter med et dokumentaristisk præg, men udvikler sig til at blive en småblodig, men kreativ sci-fi actionfilm. Dette var årets store overraskelse for mig og én af de bedste biografoplevelser, jeg har haft. Glæder mig til District 10.
21. Bruce Almighty (Tom Shadyac, 2003) Jeg kastede min kærlighed på denne film næsten med det samme det gik op for mig, at Morgan Freeman skulle spille Gud. Den er fyldt til randen med den sædvanlige Shadyac/Carrey humor, og der er naturligvis flere forbiere imellem, men filmen løfter sig langt over rigtig mange film i dens simple formidling af nogle ret simple budskaber af filosofisk og småteologisk karakter.
Bruce: "How do you make someone love you without affecting free will?" Gud: "Welcome to my world, son. You come up with an answer to that one, you let me know."
Som kristen og teologistuderende må jeg bare hylde den slags, så den kom et godt stykke op på listen og landede altså her.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Har kun set 3 film i denne omgang, og Memento, Hotel Rwanda og Return of the King havde alle været på min top 30 liste. :) 2 af dem er på min top 24 liste.
(Den bliver dog lidt kedelig ved gensyn, når man først har fanget den.)
Helt uenig - for mit vedkommende i hvert fald...har set Memento adskillige gange nu og den fænger mig stort set lige meget hver gang; især historien om Sammy Jankins og konklusionen herpå formår at give mig gåsehud hver gang :)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Up - 5/6 Return Of The King - 5/6 Cast Away - 2/6 The Two Towers - 3/6 A Beautiful Mind - 2/6 Memento - 5/6 District 9 - 5/6 Bruce Almighty - 3/6
Et par rigtigt gode og et par ret ringe film for mit vedkommende i denne omgang. A Beautiful Mind virkede på mig som en ensporet skildring af et interessant menneske, som hellere ville fokusere positivt på hans livs hændelser. Med andre ord - en meget sort/hvid film. Det hjælper heller ikke at det sentimentale skriger en ind i hovedet i stort set hver anden scene. Cast Away skal man nok være ualmindelig glad for Tom Hans for at kunne li'. Jeg synes ikke specielt godt om Hans, hans skuespil er acceptabelt at best, og i Cast Away synes jeg slet ikke om ham. Ca. 2 timer er blot ham på en øde ø, og filmen formår i mine øjne ikke at være medrivende, interessant eller underholdende. Vildt at se District 9 og Up så højt, men det er sgu også glimrende film, som jeg håber kan holde til flere gensyn.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
#205 Næh, det synes jeg ikke. At han har vundet diverse Oscars og er blevet nomineret til andre, synes jeg ikke er et tydeligt tegn på kvalitet. For det første er Oscars jo filmbranchen der hylder sig selv. Tom Hans er en ganske vellidt skuespiller og menneske i det hele taget, og stort set alle i Hollywood snakker kun godt om ham. Hvis man sog skal definere kvalitet på den måde, kan man jo ikke være uenig i de afgørelser som Oscar komiteen kommer med... dvs. f.eks. at Crash ER simpelthen den bedste film i 2004, og sådan er det bare! Min smag og vurdering af kvalitet er tydeligvis ikke lig med Hollywoods, og sådan er det bare. Næste gang jeg ser en Tom Hans film, skal jeg nok bide ekstra mærke i hans skuespil, og komme med en lang redegørelse for, hvorfor jeg anser ham for, at være den absolutte mest overvurderede skuespiller i vores tid.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Cast Away skal man nok være ualmindelig glad for Tom Hans for at kunne li'.
Eller også skal man være ualmindelig træt af Tom Hanks for at ha' noget imod den ;) Han har lavet mange halvdårlige film i senere tid, Dan Brown-filmene og The Terminal, men som skuespiller formår han både komik og sympati. Som jeg læser #205, så siges der ikke, at Oscars nødvendigvis bliver delt helt rigtigt ud, men omvendt så indikerer de for mig at se stadig en form for kvalitet -- hvis en skuespiller igen og igen bliver anerkendt ved akademiet, så er det en kraftig indikation af, at hans skuespil er godt, og at hans præstationer i hvert fald fænger en større skare af biografgængere.
For resten, så bemærker jeg igen, at dit kritikpunkt nr. 1 (som så mange gange før) er, at filmen er for sentimental. Lidt tankevækkende det altid er dér, vandene skiller. :)
The only way to beat a troll is to not play their game.
#207 Der findes simpelthen ikke en objektiv vurdering af film i mine øjne... de kan belønne hr. Hans med utallige æres-Oscars, men det vil ikke ændre min opfattelse af hans skuespil som værende forholdsvist kedeligt og ekstremt overvurderet. Naturligvis fænger hans skuespil en større skare af biografgængere, faktisk en gigantisk en af slagsen, men for at komme med en provokerende sammenligning, er Britney Spears vel heller ikke den bedste sangerinde, blot fordi hun sælger godt? Jeg er ikke ualmindelig træt af Tom Hans, jeg synes bare ikke han er noget specielt. Nogle roller er han som sagt acceptabel i, andre fjumrer han sig igennem, men hans præstationer og skildringer finder jeg meget ens i sidste ende og hans spændvidde meget snæver.
Mht. det sentimentale er det vel næppe nogen overraskelse længere =)
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
#208: Nej, det er næppe nogen overraskelse, men jeg er lidt forvirret, hvad angår dit forhold til Spielbergs film, for de rummer jo alle sentimentalitet i mærkbar grad. Hvad er det, der bevirker, at du synes, at det kammer over i visse af hans film men ikke har problemer med det i andre?
Naturligvis fænger hans skuespil en større skare af biografgængere, faktisk en gigantisk en af slagsen, men for at komme med en provokerende sammenligning, er Britney Spears vel heller ikke den bedste sangerinde, blot fordi hun sælger godt?
Nu har jeg ikke hyldet det som objektiv sandhed, at Tom Hanks er en dygtig skuespiller, for det har også noget at gøre med, hvad man søger og lægger mest vægt på, altså smag. Du nævner, at han har en snæver spændvidde, ok, så er der andre skuespillere, der har en bred spændvidde og kan spille langt flere roller, dog ikke alle lige så overbevisende end Hanks kan spille sin ene rolle. Jeg har ikke noget imod typecasting som sådan. Omvendt er det fedt, at manden, der spillede Hannibal Lecter, også kan spille en kristen, engelsk forfatter i filmen Shadowlands...men selv her har Hopkins jo nogle gentleman-kvaliteter, der skinner igennem i begge roller, selv om karaktererne er vidt forskellige.
Det er sjovt, du nævner Britney. Hun er ikke en stor kunstner, og dog kan hun synge sange, som de fleste vil være enige om lyder godt. Jeg har en ven, som er ret sofistikeret i sin smag indenfor alt fra mad til musik til tøj (dog ikke film, pudsigt nok). Han var i en pladeforretning og hørte noget musik i højtalerne, som han syntes lød rigtig godt - han spurgte ekspedienten, hvad det dog var for noget og blev vældig chokeret, da han fik at vide, det var Britney Spears (det harmonerede ikke ligefrem med hans image). Min pointe er, at Britney alligevel må siges at ha' et talent -- eller hvem der nu end skriver hendes sange -- når det appellerer til masserne. Det er klart, at havde hun haft endnu større talent, så havde det måske kun appelleret til en minoritet, men havde hun ikke haft talent overhovedet, så havde det næppe appelleret til nogen som helst (og dog, så er der fluerne og lorten).
Lord Beef Jerky (208) skrev:
Mht. det sentimentale er det vel næppe nogen overraskelse længere =)
Hører det ikke fra andre...er du sådan lidt emotionelt reserveret, måske? (ups, det blev vel egentlig lidt af et personangreb :-s )
The only way to beat a troll is to not play their game.
#201 Riqon 14 år siden
Autentisk nok til at være banebrydende for animationsfilm og skør nok til at være en sjov og spændende Pixarfilm. Autenciteten ligger i hovedpersonens livshistorie. Hele historien med Ellie var fantastisk godt fortalt og rørte mig dybt og var det perfekte grundlag for resten af filmen. De talende hunde i flyvemaskiner var noget af det sjoveste, jeg har set fra Pixar, men det giver nok mest mening for os, der rent faktisk er hundeejere og kan genkende personlighederne.
29. The Lord of the Rings: The Return of the King (EE) (Peter Jackson, 2003)
Det afsluttende kapitel på en fantastisk filmsaga. Det kan diskuteres, om Peter Jackson gjorde bøgerne ære, sådan som han pillede ved slutningen og malede den i meget lysere toner end Tolkien gjorde, men det kan vel argumenteres, at Jackson dermed gjorde historien sin egen, sådan som instruktører nu engang bør gøre, når de transformerer litterære forlæg. Filmen er smuk, smukke billeder, smuk musik, smuk afvikling af alle konflikterne. Trilogien lukkes med stil i dette tredje kapitel, ikke mindst i Extended Edition.
28. Cast Away (Robert Zemeckis, 2000)
Det er sin kunst at fokusere næsten en hel film på én person, der sidder ude på en meget øde ø, men så er det godt, at Zemeckis kunne kapre et talent som Tom Hanks til det. Isolation gør én skør i bolden (bogstavelig talt), og det er med en stærk psykologisk dybde, at Hanks portrætterer denne almindelige person i ekstreme forhold. Scenen hvor han
27. The Lord of the Rings: The Two Towers (Peter Jackson, 2002)
Dette er uden tvivl den mest voldelige af de tre LotR-film, og selv om det blev temmelig repititivt for mit vedkommende, så har jeg senere indset, at nogle af trilogiens stærkeste scener findes i denne film, ikke mindst Kong Theodens historie, der for mig nok var filmens lidt for tidlige klimaks. Derudover er det selvfølgelig en fantastisk film, alene fordi den forbinder den første suveræne film med den habile afslutning og bidrager til begge og til helheden (hm, det siger jo egentlig sig selv).
26. Hotel Rwanda (Terry George, 2005)
FN-soldaterne så til, mens folkemordet blev en realitet i Rwanda. Hvide vesterlændinge stod uforstående og så til, da den ene stamme udryddede den anden. Don Cheadle sætter et ansigt på disse afrikanere og spiller en heroisk hotelbestyrer, der løber alle risici for at redde så mange som muligt. Men spørgsmålet bliver stadig hængende: Hvor er dem, der har magt til at redde os? Hvorfor gør de ikke noget? En rørende og meget tankevækkende film, og Cheadle er virkelig en fantastisk (amerikansk) skuespiller.
25. Shadowlands (Richard Attenborough, 1994)
Antony Hopkins spiller rollen som C.S. Lewis, som mange kristne vil genkende som forfatteren ikke bare til Narnia-bøgerne, men også nogle af de mest anerkendte kristne bøger skrevet i det 20. århundrede. Filmen tager udgangspunkt i hans ægteskab med Joy Gresham, en amerikansk kvinde, der giftede sig med ham for at få opholdstilladelse i England. Skuespillet i filmen er eminent, og den skildrer på en ganske diskret, men meget rammende måde kærlighed og tab. Dette er muligvis én af de sørgeligste film, jeg har set, men også én af de mest autentiske, og jeg genkender sorgen og bitterheden, filmen skildrer.
24. A Beautiful Mind (Ron Howard, 2002)
Ron Howard er af mange blevet kaldt "håndværker", fordi hans film synes at følge skabeloner for amerikanske succesfilm uden at bringe nyt til det store lærred. Dette er bestemt sandt for "The Da Vinci Code" og "Cinderella Man" og mange andre film, men "A Beautiful Mind" er anderledes. For en gangs skyld gør Ron Howard noget, jeg sjældent har set før i sin karakterudvikling.
23. Memento (Christopher Nolan, 2001)
At denne film blev en klassiker indenfor psykologiske thrillers er måske især Jonathan Nolans fortjeneste. Det er historien og måden (rækkefølgen), som den bliver fortalt på, der gør filmen til noget ganske særligt. Leonard Shelby kan ikke danne nye minder, så derfor husker han aldrig, hvordan han er havnet dér hvor han befinder sig, eller hvad han er i gang med. Filmen bliver fortalt i små bidder som gives i baglæns rækkefølge, således at man aldrig ved, hvad der er sket før det klip man ser. På den måde kan man som seer tage fuldt ud del i Leonards oplevelse, som om man selvfølgelig i sidste ende er klogere end ham selv, fordi man får at se, hvordan det hele startede. Dette er ubestrideligt Nolan-brødrenes mest originale værk til dato og en hyldest til filmmediet og fortællekunst generelt. (Den bliver dog lidt kedelig ved gensyn, når man først har fanget den.)
22. District 9 (Neill Blomkamp, 2009)
Det er blevet populært lige på det seneste at vende alien konceptet lidt på hovedet og gøre menneskene til "de fremmede". Det ser man James Cameron gøre i Avatar, det gøres også i animationsfilmen Planet 51, men mest effektivt blev det gjort i District 9. Filmen foregår i Sydafrika og fortæller historien om en flygtningelejr med aliens, der ligner rejer. Menneskene bliver portrætteret som overvejende usympatiske med kyniske agendaer. Filmen starter med et dokumentaristisk præg, men udvikler sig til at blive en småblodig, men kreativ sci-fi actionfilm. Dette var årets store overraskelse for mig og én af de bedste biografoplevelser, jeg har haft. Glæder mig til District 10.
21. Bruce Almighty (Tom Shadyac, 2003)
Jeg kastede min kærlighed på denne film næsten med det samme det gik op for mig, at Morgan Freeman skulle spille Gud. Den er fyldt til randen med den sædvanlige Shadyac/Carrey humor, og der er naturligvis flere forbiere imellem, men filmen løfter sig langt over rigtig mange film i dens simple formidling af nogle ret simple budskaber af filosofisk og småteologisk karakter.
#202 MMB 14 år siden
#203 wimmie 14 år siden
Helt uenig - for mit vedkommende i hvert fald...har set Memento adskillige gange nu og den fænger mig stort set lige meget hver gang; især historien om Sammy Jankins og konklusionen herpå formår at give mig gåsehud hver gang :)
#204 Lord Beef Jerky 14 år siden
Return Of The King - 5/6
Cast Away - 2/6
The Two Towers - 3/6
A Beautiful Mind - 2/6
Memento - 5/6
District 9 - 5/6
Bruce Almighty - 3/6
Et par rigtigt gode og et par ret ringe film for mit vedkommende i denne omgang. A Beautiful Mind virkede på mig som en ensporet skildring af et interessant menneske, som hellere ville fokusere positivt på hans livs hændelser. Med andre ord - en meget sort/hvid film. Det hjælper heller ikke at det sentimentale skriger en ind i hovedet i stort set hver anden scene. Cast Away skal man nok være ualmindelig glad for Tom Hans for at kunne li'. Jeg synes ikke specielt godt om Hans, hans skuespil er acceptabelt at best, og i Cast Away synes jeg slet ikke om ham. Ca. 2 timer er blot ham på en øde ø, og filmen formår i mine øjne ikke at være medrivende, interessant eller underholdende. Vildt at se District 9 og Up så højt, men det er sgu også glimrende film, som jeg håber kan holde til flere gensyn.
#205 MMB 14 år siden
Ah, er det ikke lige at stramme den? Det er jo ikke tilfældigt, at han har vundet 2 Oscars og været nomineret til 5...
#206 Lord Beef Jerky 14 år siden
#207 Riqon 14 år siden
Eller også skal man være ualmindelig træt af Tom Hanks for at ha' noget imod den ;) Han har lavet mange halvdårlige film i senere tid, Dan Brown-filmene og The Terminal, men som skuespiller formår han både komik og sympati. Som jeg læser #205, så siges der ikke, at Oscars nødvendigvis bliver delt helt rigtigt ud, men omvendt så indikerer de for mig at se stadig en form for kvalitet -- hvis en skuespiller igen og igen bliver anerkendt ved akademiet, så er det en kraftig indikation af, at hans skuespil er godt, og at hans præstationer i hvert fald fænger en større skare af biografgængere.
For resten, så bemærker jeg igen, at dit kritikpunkt nr. 1 (som så mange gange før) er, at filmen er for sentimental. Lidt tankevækkende det altid er dér, vandene skiller. :)
#208 Lord Beef Jerky 14 år siden
Mht. det sentimentale er det vel næppe nogen overraskelse længere =)
#209 Highland Park 14 år siden
#210 Riqon 14 år siden
Nu har jeg ikke hyldet det som objektiv sandhed, at Tom Hanks er en dygtig skuespiller, for det har også noget at gøre med, hvad man søger og lægger mest vægt på, altså smag. Du nævner, at han har en snæver spændvidde, ok, så er der andre skuespillere, der har en bred spændvidde og kan spille langt flere roller, dog ikke alle lige så overbevisende end Hanks kan spille sin ene rolle. Jeg har ikke noget imod typecasting som sådan. Omvendt er det fedt, at manden, der spillede Hannibal Lecter, også kan spille en kristen, engelsk forfatter i filmen Shadowlands...men selv her har Hopkins jo nogle gentleman-kvaliteter, der skinner igennem i begge roller, selv om karaktererne er vidt forskellige.
Det er sjovt, du nævner Britney. Hun er ikke en stor kunstner, og dog kan hun synge sange, som de fleste vil være enige om lyder godt. Jeg har en ven, som er ret sofistikeret i sin smag indenfor alt fra mad til musik til tøj (dog ikke film, pudsigt nok). Han var i en pladeforretning og hørte noget musik i højtalerne, som han syntes lød rigtig godt - han spurgte ekspedienten, hvad det dog var for noget og blev vældig chokeret, da han fik at vide, det var Britney Spears (det harmonerede ikke ligefrem med hans image). Min pointe er, at Britney alligevel må siges at ha' et talent -- eller hvem der nu end skriver hendes sange -- når det appellerer til masserne. Det er klart, at havde hun haft endnu større talent, så havde det måske kun appelleret til en minoritet, men havde hun ikke haft talent overhovedet, så havde det næppe appelleret til nogen som helst (og dog, så er der fluerne og lorten).
Hører det ikke fra andre...er du sådan lidt emotionelt reserveret, måske? (ups, det blev vel egentlig lidt af et personangreb :-s )