Jo, den er endda en tand bedre. Og her har du dokumentationen for den påstand:
BN (421) skrev:
81) Cop Land 82) Carlito's Way 83) Marathon Man 84) Collateral 85) Man on the Moon 86) First Blood 87) The Wild Bunch X 88) L.A. Confidential 89) The Next Three Days 90) The Fugitive
;-)
Babo Rises (10010) skrev:
Men ellers glemte du at nævne collateral?
Det har du ret i. Udover at være med på min Top 100, hører 'Collateral' også til den type film, jeg forsøgte at beskrive her ovenfor i #10009.
Jeg har aldrig været den største fan af tv-serien, men har da fulgt lidt med i ny og næ, når det nu bliv vist på tv og i modsætning til så meget andet dansk komik, så finder jeg faktisk "Klovn" momentvis sjov. Sidste år fulgte serien så i fodsporet på så mange andre populære serier og tog springet fra tv skærmen op på det store lærred. Det er ikke en let overgang og mange, ja bedre serier, har prøvet og fejlet grusomt på det punkt og "Klovn" må desværre falde i kategorien af mislykkede forsøg.
Filmen fejler når den prøver at fortælle en seriøs historie om Frank, der gerne vil bevise overfor Mia at han magter farrollen. For det første fordi at denne del af historien virker utrolig påklistret og den her "gør den rette ting" filosofi klæder bare ikke rigtig "Klovn" universet. "Klovn" er pinligt og fyldt med egoistiske personer, der kun tænker på sit eget bedste, hvilket oftest får vores to hovedpersoner, Frank og Casper, ud i nogle utrolige pinagtige situationer. Men filmen der ofte prøver at overgå serien i ekstremt groteske situationer falder lidt til jorden, når den kort tid efter hæver pegefingeren og prøver at fortælle en moden historie om at gøre det rette. De to elementer passer ærlig talt ikke særlig godt sammen og den virker faktisk en smule tandløs, når den hele tiden prøver på at provokere, for så derefter at trække i land med den lidt mere familievenlige del af filmen.
Drengen Bo, som er en central karakter i filmen, bliver spillet af Marcuz Jess Petersen og nøjagtig ligesom 100% af alle andre danske børneskuespillere er han mildest talt tvivlsom. Det er ikke et personligt angreb på Petersen, men mere et personligt problem jeg har: jeg synes simpelthen, at der er alt for mange tvivlsomme børneskuespillere og det hiver mig ud af filmen, jeg nu er ved at se.
Filmen har da også enkelte sjove/pinlige episoder, men den ville nok have fungeret bedre som to afsnit i stedet for en hel spillefilm.
Når folk nu til dags nævner navnet "World Trade Center", så kan man unægteligt ikke undgå at tænke på den forfærdelige skæbne den og resten af USA led den 11. september. En dato som for evigt vil være mærket af det største og mest markante terrorist angreb nogensinde. En dag hvor terrorisme for alvor kom ind i folks bevidsthed. Derfor sidder man også med en lidt underlig følelse, når man se en dokumentar som "Man on Wire", som ikke beretter om det "World Trade Center" for altid fremover vil blive husket for, men i stedet beretter om en fantastisk og enestående bedrift som fandt sted mellem de to tårne den 7. august 1974. Noget som "World Trade Center" i den grad også bør huskes for. For den dag gik en lettere excentrisk franskmand, ved navn Philippe Petit, mellem de to tårne på en wire, udelukkende med en balance-stang og sine egne evner som "sikkerhed".
"Man on Wire" fortæller om denne fascinerende og fantastiske bedrift på bedste vis. Den fortæller historien om hvad Petit og hans gruppe af sammensvorne måtte igennem på selve dagen for at få missionen til at lykkedes, og det bliver fortalt som en regulær ”heist-film”, da det jo teknisk set ikke var lovligt det de foretog sig. Selvom at man jo ved at det i sidste ende lykkedes for Petit, så kan man alligevel ikke lade være med at blive revet med af spændingen. Sideløbende med fortællingen om udførelsen af ”le coup”(som han selv kalder det), så får vi også en masse fascinerende optagelser af Philippe Petit fra før han ”erobrede” WTC, samt en hel del rekonstruktioner som er lavet så overbevisende at man nemt kan forveksle dem med de rigtige optagelser. Det hele er blandet flydende sammen på en sådan måde at man ikke keder sig et sekund i løbet af filmen. Man kan ikke lade være med at sidde at være dybt fascineret af sådan et vovestykke, så det giver en enorm glæde og en opløftende følelse når man endelig ser ham gå på linen imellem de to tårne.
”Man on Wire” er en fantastisk og fascinerende dokumentar om en mands besættelse. En drøm der virkede umulig, men som han alligevel forfulgte og opfyldte. Det er på alle måder en imponerende dokumentar som James Marsh har skruet sammen, og bestemt en dokumentar som alle bør tage at se. Især hvis de selv går rundt med en drøm indeni der virker uopnåelig.
6/6
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Helt enig! Det er en fantastisk dokumentar, måske endda min yndlingsdokumentar. Det var en sindssygt medrivende fortælling om et projekt, der ellers virkede umuligt. Meget fascinerende mand. :)
En familie har en dreng som ender i koma efter en ulykke, og så sker der mærkelige ting som falske alarmer, væsner fra en anden dimension kommer på besøg og mærkelig musik dukker op.
Star Wars møder paranormale ting i denne episke gyser, men det er dog første gang at jeg ikke kan holde musikken fra rulleteksterne ud.
8/10
Twilight Sparkle: "Real friends don't care what your cover is. Friendship is a wondrous and powerful thing.
Spændingsfilm har det med at være en gang overskruet action med overdrevne action-helte, der ikke virker som mennesker af kød og blod, karikerede skurke og bifigurer, samt alt andet end virkelighedsnære miljøer.
Enig.
BN (10009) skrev:
Så det er med kyshånd jeg har taget imod 'The Next Three Days', som virkelig overraskede mig med sin fortælling og sin stil. :-)
Og atter enig :)
So, at last we meet for the first time for the last time.
Vi tog os lige et par Anthony Hopkins-film i går..
Først så vi Red Dragon
Jeg havde hverken set den eller Hannibal Rising (sidstnævnte har jeg stadig ikke lyst til at se, da det er Hopkins der trækker i de film), men jeg har dog for flere år siden set Manhunter.
Sådan som jeg husker Manhunter, så er Red Dragon jo meget lig den - de er jo selvfølgelig også begge baseret på samme novelle. Men denne film overraskede mig faktisk særdeles positivt. Hopkins er som altid sikker i rollen som Lecter, men især Ralph Fiennes viste sine evner rigtigt godt heri, synes jeg.
Det var lidt svært at skulle acceptere, at hele historien foregår før Silence of the Lambs (som jeg genså for ganske kort tid siden), da Hopkins (og de ansatte i fængslet) ser en god del ældre ud, men mestentids gik det ubemærket hen, da kun smådele af historien udfoldede sig her.
En 7/10 vil jeg give for en god fortælling fortalt uden for mange svinkeærinder - dog også uden de store sats.
Derefter så vi Fracture
En herlig film, som jeg har set et par gange før, men kæresten ville gerne se en krimi, og jeg kunne godt trænge til et gensyn mellem den sindssyge kemi mellem Hopkins og Gosling.
En herligt veldrejet lille "thriller", som bæres langt det meste af vejen på de to førnævntes præstationer og i særdeleshed den også førnævnte kemi imellem de to. Et herligt "reveal" til sidst og helt sikkert en film, der skal ses et par gange mere - om nogle år :)
8/10 til den! :)
Jeg har intet problem med ikke at have ret. Det er kun, hvis nogen påpeger det, jeg bliver stædig!
Genså 127 Hours på blå. Dejlig film som både giver til øre, øje og lidt at tænke over. 8/10
Paul på blå. En anelse bedre end jeg forventede, her er faktisk plads til lidt hjerte blandt plathederne. Desuden er de mange referencer til sci-fi-film ganske underholdende. 7/10
Efter at have hørt meget positivt om den her film, tog jeg igår den beslutning at købe den, uden at have set den først - noget jeg kun sjældent gør.
Det er en meget simpel historie om en mand ved navn Travis, der har været forsvundet i fire år, men som en dag dukker op et sted i det sydligste Texas nær den mexikanske grænse - tavs og med hukommelsestab. Hans broder bliver tilkaldt og henter ham, og i broderens hjem bliver han genforenet med sin snart 8-årige søn. Efter et stykke tid begynder han at overveje at finde sin eks-kone.
Lad mig sige det med det samme: Jeg er skuffet over filmen. Men først vil jeg fremhæve alt det positive ved den. Jeg elsker billedsiden, fortællingens langsomme tempo og den melankolske stemning, og skuespillet er helt i top. Og historien fangede mig og fastholdt mig hele vejen igennem. ..... Men slutningen ødelagde det for mig:
Først finder Travis sammen med sin søn igen og opbygger et nært forhold til denne, og derpå forlader han ham så igen?!?! Det er noget af det mest usympatiske man overhovedet kan gøre.
Og så er der hans forhold til eks-konen: De elsker tydeligvis stadig hinanden; og de bliver endda forsonet gennem de to monologer tilsidst, hvor de får sat ord på deres følelser (og fejltrin) i forhold til hinanden.
Slutningen giver ingen mening. Ikke bare fordi Travis - igen - forlader kone og barn, men fordi der ikke er noget af alt det forudgående der får hans valg til virke logisk eller som noget han virkelig ønskede.
Jeg har på imdb.com set, at nogle forsvarer slutningen med, at Travis ikke MED ORD har sagt, at han ønsker andet end at genforene konen med sønnen. Men det var konen SELV der havde forladt sønnen - deres adskillelse var ikke noget Travis var skyld i. Så at han udelukkende skulle dukke op efter fire lange år for at genforene mor og søn, men selv forlade dem begge for anden gang i sit liv efter en forsoning med konen og opbyggelsen af et nært forhold til sønnen, virker ulogisk, ja, meningsløst. Og når han gør dette, efter tidligere at have været en sygeligt jaloux, alkoholisk og voldelig ægtemand, forstærker det blot billedet af ham som værende en uansvarlig, tankeløs fader og ægtemand - noget som historien ellers gav indtryk af var fortid, ja, som var en rød tråd, indtil slutningen kom og klippede denne tråd over.
Men jeg fandt da moderens og sønnens genforening rørende.
Jeg er nødt til at dele min karakter i to:
Billedside, fortællestil, stemning, skuespil og det meste af historien: 9/10
Slutningen: 3/10
Det giver en samlet karakter på 6/10.
Men nu vil jeg tygge lidt på det og senere - engang om nogle uger - tage mig et gensyn med filmen. Og så ser vi, hvad jeg tænker om filmen som helhed til den tid.
#10011 BN 14 år siden
Jo, den er endda en tand bedre. Og her har du dokumentationen for den påstand:
;-)
Det har du ret i. Udover at være med på min Top 100, hører 'Collateral' også til den type film, jeg forsøgte at beskrive her ovenfor i #10009.
#10012 BN 14 år siden
Jo, også den.
#10013 Bobby Singer 14 år siden
Jeg har aldrig været den største fan af tv-serien, men har da fulgt lidt med i ny og næ, når det nu bliv vist på tv og i modsætning til så meget andet dansk komik, så finder jeg faktisk "Klovn" momentvis sjov. Sidste år fulgte serien så i fodsporet på så mange andre populære serier og tog springet fra tv skærmen op på det store lærred. Det er ikke en let overgang og mange, ja bedre serier, har prøvet og fejlet grusomt på det punkt og "Klovn" må desværre falde i kategorien af mislykkede forsøg.
Filmen fejler når den prøver at fortælle en seriøs historie om Frank, der gerne vil bevise overfor Mia at han magter farrollen. For det første fordi at denne del af historien virker utrolig påklistret og den her "gør den rette ting" filosofi klæder bare ikke rigtig "Klovn" universet. "Klovn" er pinligt og fyldt med egoistiske personer, der kun tænker på sit eget bedste, hvilket oftest får vores to hovedpersoner, Frank og Casper, ud i nogle utrolige pinagtige situationer. Men filmen der ofte prøver at overgå serien i ekstremt groteske situationer falder lidt til jorden, når den kort tid efter hæver pegefingeren og prøver at fortælle en moden historie om at gøre det rette. De to elementer passer ærlig talt ikke særlig godt sammen og den virker faktisk en smule tandløs, når den hele tiden prøver på at provokere, for så derefter at trække i land med den lidt mere familievenlige del af filmen.
Drengen Bo, som er en central karakter i filmen, bliver spillet af Marcuz Jess Petersen og nøjagtig ligesom 100% af alle andre danske børneskuespillere er han mildest talt tvivlsom. Det er ikke et personligt angreb på Petersen, men mere et personligt problem jeg har: jeg synes simpelthen, at der er alt for mange tvivlsomme børneskuespillere og det hiver mig ud af filmen, jeg nu er ved at se.
Filmen har da også enkelte sjove/pinlige episoder, men den ville nok have fungeret bedre som to afsnit i stedet for en hel spillefilm.
2/6
#10014 Kruse 14 år siden
Når folk nu til dags nævner navnet "World Trade Center", så kan man unægteligt ikke undgå at tænke på den forfærdelige skæbne den og resten af USA led den 11. september. En dato som for evigt vil være mærket af det største og mest markante terrorist angreb nogensinde. En dag hvor terrorisme for alvor kom ind i folks bevidsthed. Derfor sidder man også med en lidt underlig følelse, når man se en dokumentar som "Man on Wire", som ikke beretter om det "World Trade Center" for altid fremover vil blive husket for, men i stedet beretter om en fantastisk og enestående bedrift som fandt sted mellem de to tårne den 7. august 1974. Noget som "World Trade Center" i den grad også bør huskes for. For den dag gik en lettere excentrisk franskmand, ved navn Philippe Petit, mellem de to tårne på en wire, udelukkende med en balance-stang og sine egne evner som "sikkerhed".
"Man on Wire" fortæller om denne fascinerende og fantastiske bedrift på bedste vis. Den fortæller historien om hvad Petit og hans gruppe af sammensvorne måtte igennem på selve dagen for at få missionen til at lykkedes, og det bliver fortalt som en regulær ”heist-film”, da det jo teknisk set ikke var lovligt det de foretog sig. Selvom at man jo ved at det i sidste ende lykkedes for Petit, så kan man alligevel ikke lade være med at blive revet med af spændingen. Sideløbende med fortællingen om udførelsen af ”le coup”(som han selv kalder det), så får vi også en masse fascinerende optagelser af Philippe Petit fra før han ”erobrede” WTC, samt en hel del rekonstruktioner som er lavet så overbevisende at man nemt kan forveksle dem med de rigtige optagelser. Det hele er blandet flydende sammen på en sådan måde at man ikke keder sig et sekund i løbet af filmen. Man kan ikke lade være med at sidde at være dybt fascineret af sådan et vovestykke, så det giver en enorm glæde og en opløftende følelse når man endelig ser ham gå på linen imellem de to tårne.
”Man on Wire” er en fantastisk og fascinerende dokumentar om en mands besættelse. En drøm der virkede umulig, men som han alligevel forfulgte og opfyldte. Det er på alle måder en imponerende dokumentar som James Marsh har skruet sammen, og bestemt en dokumentar som alle bør tage at se. Især hvis de selv går rundt med en drøm indeni der virker uopnåelig.
6/6
#10015 MMB 14 år siden
Helt enig! Det er en fantastisk dokumentar, måske endda min yndlingsdokumentar. Det var en sindssygt medrivende fortælling om et projekt, der ellers virkede umuligt. Meget fascinerende mand. :)
#10016 Sweetiebellefan 14 år siden
En familie har en dreng som ender i koma efter en ulykke, og så sker der mærkelige ting som falske alarmer, væsner fra en anden dimension kommer på besøg og mærkelig musik dukker op.
Star Wars møder paranormale ting i denne episke gyser, men det er dog første gang at jeg ikke kan holde musikken fra rulleteksterne ud.
8/10
#10017 Åkepool 14 år siden
Enig.
Enig.
Og atter enig :)
#10018 HonoDelLoce 14 år siden
Først så vi Red Dragon
Jeg havde hverken set den eller Hannibal Rising (sidstnævnte har jeg stadig ikke lyst til at se, da det er Hopkins der trækker i de film), men jeg har dog for flere år siden set Manhunter.
Sådan som jeg husker Manhunter, så er Red Dragon jo meget lig den - de er jo selvfølgelig også begge baseret på samme novelle. Men denne film overraskede mig faktisk særdeles positivt. Hopkins er som altid sikker i rollen som Lecter, men især Ralph Fiennes viste sine evner rigtigt godt heri, synes jeg.
Det var lidt svært at skulle acceptere, at hele historien foregår før Silence of the Lambs (som jeg genså for ganske kort tid siden), da Hopkins (og de ansatte i fængslet) ser en god del ældre ud, men mestentids gik det ubemærket hen, da kun smådele af historien udfoldede sig her.
En 7/10 vil jeg give for en god fortælling fortalt uden for mange svinkeærinder - dog også uden de store sats.
Derefter så vi Fracture
En herlig film, som jeg har set et par gange før, men kæresten ville gerne se en krimi, og jeg kunne godt trænge til et gensyn mellem den sindssyge kemi mellem Hopkins og Gosling.
En herligt veldrejet lille "thriller", som bæres langt det meste af vejen på de to førnævntes præstationer og i særdeleshed den også førnævnte kemi imellem de to. Et herligt "reveal" til sidst og helt sikkert en film, der skal ses et par gange mere - om nogle år :)
8/10 til den! :)
#10019 misuma 14 år siden
Paul på blå. En anelse bedre end jeg forventede, her er faktisk plads til lidt hjerte blandt plathederne. Desuden er de mange referencer til sci-fi-film ganske underholdende. 7/10
#10020 BN 14 år siden
Efter at have hørt meget positivt om den her film, tog jeg igår den beslutning at købe den, uden at have set den først - noget jeg kun sjældent gør.
Det er en meget simpel historie om en mand ved navn Travis, der har været forsvundet i fire år, men som en dag dukker op et sted i det sydligste Texas nær den mexikanske grænse - tavs og med hukommelsestab. Hans broder bliver tilkaldt og henter ham, og i broderens hjem bliver han genforenet med sin snart 8-årige søn. Efter et stykke tid begynder han at overveje at finde sin eks-kone.
Lad mig sige det med det samme: Jeg er skuffet over filmen. Men først vil jeg fremhæve alt det positive ved den. Jeg elsker billedsiden, fortællingens langsomme tempo og den melankolske stemning, og skuespillet er helt i top. Og historien fangede mig og fastholdt mig hele vejen igennem. ..... Men slutningen ødelagde det for mig:
Og så er der hans forhold til eks-konen: De elsker tydeligvis stadig hinanden; og de bliver endda forsonet gennem de to monologer tilsidst, hvor de får sat ord på deres følelser (og fejltrin) i forhold til hinanden.
Slutningen giver ingen mening. Ikke bare fordi Travis - igen - forlader kone og barn, men fordi der ikke er noget af alt det forudgående der får hans valg til virke logisk eller som noget han virkelig ønskede.
Jeg har på imdb.com set, at nogle forsvarer slutningen med, at Travis ikke MED ORD har sagt, at han ønsker andet end at genforene konen med sønnen. Men det var konen SELV der havde forladt sønnen - deres adskillelse var ikke noget Travis var skyld i. Så at han udelukkende skulle dukke op efter fire lange år for at genforene mor og søn, men selv forlade dem begge for anden gang i sit liv efter en forsoning med konen og opbyggelsen af et nært forhold til sønnen, virker ulogisk, ja, meningsløst. Og når han gør dette, efter tidligere at have været en sygeligt jaloux, alkoholisk og voldelig ægtemand, forstærker det blot billedet af ham som værende en uansvarlig, tankeløs fader og ægtemand - noget som historien ellers gav indtryk af var fortid, ja, som var en rød tråd, indtil slutningen kom og klippede denne tråd over.
Men jeg fandt da moderens og sønnens genforening rørende.
Jeg er nødt til at dele min karakter i to:
Billedside, fortællestil, stemning, skuespil og det meste af historien: 9/10
Slutningen: 3/10
Det giver en samlet karakter på 6/10.
Men nu vil jeg tygge lidt på det og senere - engang om nogle uger - tage mig et gensyn med filmen. Og så ser vi, hvad jeg tænker om filmen som helhed til den tid.