Et par tilføjelser angående slutningen på 'Paris, Texas':
I en båndoptagelse til sønnen siger han: "Jeg elsker dig mere end mit eget liv." Disse ord får en temmelig hul klang, når han efterfølgende forlader sønnen igen.
Og desuden siger han, altså Travis, i samme forbindelse: "Det største håb jeg havde, kan ikke blive til virkelighed. Det ved jeg nu." ... Problemet er bare, at der ikke er nogensomhelst forklaring på, hvorfor han ikke kan være med om ikke BÅDE eks-konen og sønnen, så ihvertfald sønnen.
Et par tilføjelser angående slutningen på 'Paris, Texas':
I en båndoptagelse til sønnen siger han: "Jeg elsker dig mere end mit eget liv." Disse ord får en temmelig hul klang, når han efterfølgende forlader sønnen igen.
Og desuden siger han, altså Travis, i samme forbindelse: "Det største håb jeg havde, kan ikke blive til virkelighed. Det ved jeg nu." ... Problemet er bare, at der ikke er nogensomhelst forklaring på, hvorfor han ikke kan være sammen med om ikke BÅDE eks-konen og sønnen, så ihvertfald sønnen.
Det er svært at kalde sig for filmelsker og så aldrig have set en Tarkovsky film. Andrei Tarkovsky er en russisk instruktør, som befinder sig på en filmisk arthouse piedestal med ikoner som Dreyer, Ozu, Bergman og på mange måder er en af Von Triers muser.
Han nåede kun at indspille 7 film, førend han som kun 54 årig i 1986, kort tid efter indspilningen af Offret, satte træskoene pga. lungecancer. Tarkovsky vendte ikke tilbage til Sovjetunionen da han skulle indspille Nostalghia i 1982 og måtte lade kone og sin 12 årige søn blive i Sovjetunionen. Ikke mindst den afsluttende bemærkning i "Offret", at filmen er dedikeret til Tarkovskys søn with hope and consolation, vidner om en personlige fortælling, som inddrager instruktørens eget offer. Selvvalgt, at være foruden sin familie og dertil blive ramt af dødelig cancer, i dette lys skal fortællingen om "Offret" ses og forstås. Eller ... det er ihvertfald min personlige opfattelse :)
Det er især Tarkovskys visuelle geni, som er berømmet og eftersom hans værker på VHS og DVD til dato ikke just kvalitetsmæssigt har imponeret, har jeg valgt at vente med at se hans film, indtil de fik en ordentlig behandling i HD formatet og det må siges at være tilfældet med både Solaris og nu altså også Offret. Og måske nu, kan jeg endelig kalde mig filmelsker ;)
Historien finder sted i et landligt kystområde i Sverige i 80'erne og omhandler den ældre journalist Alexander, tidligere skuespiller og filosof, som har fødselsdag. Han og hans kone Adelaide samt deres lille efternøler af en søn, gossen (ca 7-8 år) holder en familiekomsammen, der dog spoleres en smule af, at den 3. verdenskrig ser ud til at bryde ud lige før aftensmaden. Før dette har vi fået et indblik i faderens tanker om tilværelsen, som menneskeheden qua dens valg af materialisme før spiritualitet, har gjort til et fandens sted at opdrage et barn. I denne ufattelige stund tilbyder Alexander i desperation et offer til Gud.
Hvad der vil blive svært at sluge for et nutidigt publikum, er Tarkovskys fuldstændige afvisning af montageteknikker i en film som Offret. Biljagten i Bourne Supremacy har ca. 540 skud over ca 5 minutter. Der er til sammenligning 120 skud over 145 minutter i Offret. Tarkovskys brug af kameraet til at indfange billeder, bærer mere præg landskabsmaleriets evne til at indfange omgivelsernes betydning for helheden end nærportrættets fokusering på detaljer. Sammenlignet med vor tids filmiske svælgen i hurtige klip og montageeffekter, er Tarkovsky vel egentlig en af de største udfordringer man kan byde et nutidigt publikum.
Men en ting er mandens evne til komponere en malerisk billedside, hvori han organisk manøvrerer kameraet ubesværet rundt, en anden er at placere historie og skuespil heri, som kvalitetsmæssigt formår at leve op til billederne. Et forhold jeg på forhånd var skeptisk om. Der er mange instruktører, som kan skabe filmkunst enten billed- eller fortællemæssigt, men det er ikke mange forundt at kunne levere "hele pakken" og det overraskede mig i den grad, at det er det Tarkovsky leverer.
Offret er indspillet i Sverige. Cinematografen er Ingmar Bergmans hof fotograf Sven Nykvist og ligeledes optræder svenske skuespillere, som kender deres Bergmanske metier. Det er således ikke en overraskelse, at skuespillet er typisk stærkt for en Bergman fortælling, til tider næsten velovervejet kynisk, men alligevel skinner der noget humoristisk igennem, så man efterfølgende ikke er opfyldt af livslede og pessimisme. Jeg synes næsten der er noget von Triersk til stede. Men det er vel blot et eksempel på Tarkovskys indflydelse på Triers film.
Og at kalde forskellen for blot humoristisk, er også en underdrivelse. Undervejs bliver vi inddraget i nogle særdeles givtige filosofiske tankeudvekslinger mellem Alexander og ikke mindst postbudet Otto, som qua billedsiden og filmens tempo, giver en nærmest hypnosefyldt fredfyldt ro, som man sidder der og reflekterer over det sagte. Det er på ingen måde raketvidenskab, eller Lynch agtigt. Harmoni er nok det rette ord.
Bbilledsiden sætter store krav til teatermæssige skuespilskundskaber og der leveres i den grad. Ikke mindst af Erland Josephson og Allan Edwall. Lydsiden er så sandelig også glimrende. Der er en smule støj indimellem, men jeg var overrasket over klarheden og detaljerigdommen i dialogen, ikke mindst grundet den megen brug af panoramaskud, hvor skuespillerne ofte er langt væk og i bevægelse. De få gange, hvor jetjagere overflyver ved lav hastighed, er lyden særdeles virkelighedstro og meget meget potent.
Der er ingen tvivl om, at det var et fantastisk filmsyn, men det skal også lige fordøjes og et gensyn om 5-6 måneder vil nok være fornuftigt. Indtil da kan jeg kun sige, at "der er noget snakken" og jeg har fået lyst til at se mere af ham, men faktisk også Bergman igen. Jeg vil tro filmen indtil videre har sneget sig ind i min top 100.
Film: 9/10 Video: 8/10 (se det fra HD's fulde potentiale. Det er en meget flot karakter) Audio: 8/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Hvis vi skal videre diskutere det kommunikatives ækvilibrering med det imaginative, eller som du kalder det, harmoni. Hvorvidt "Offret" ligefrem er Bergman'sk vil jeg fundere lidt over...
#10020: Godt at du kan lide mange af filmens kvaliteter som jeg også forelskede mig i, selvom at det er ærgeligt at slutningen trak så meget ned for dig. Jeg skal ærligt talt sige at jeg ikke kan huske de sidste par scener særligt godt, da samtalen mellem Travis og eks-konen gennem glasset var så "udtømmmende" og har brændt sig fast til nethinden for mig. Så jeg kan nok ikke give dig nogle tilfredsstillende svar angående slutningen.
Jeg håbede måske også at Travis fandt sammen med eks-konen, da de jo tydeligt stadig elsker hinanden, men han er fuldt ud klar over at det ikke ville fungere. De ville bare ende med at "nedbryde" hindanden igen. Og han mener desuden at han selv er det destruktive led, men at det ikke skal forhindre barnet i at have sin mor. Han ved at han slet ikke ville kunne have hende i sit liv, uden at han vil forsøge at finde tilbage sammen med hende, da han elsker hende så dybt. Men det er han jo samtidigt også klar over på ingen måde ville fungere, så han vælger derfor helt at afholde sig selv fra den mulighed ved at fordufte.
Men altså jeg kan sagtens se hvad du mener angående slutningen, og jeg kan kun sige at det ikke var noget der ødelagde filmoplevelsen for mig. At Travis træffer sådan en beslutning er for mig ikke stridende imod hvad hans karakter kunne finde på at foretage sig.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Nu er mit kendskab til Tarkovsky ganske begrænset, har kun set "Solaris" men det er snart mange år siden, så det har derfor været ganske interessant og fascinerende at følge med i de forskellige skriverier/diskutioner, der har været her inde, samt nu at læse din ameldelse af "Offret". Det har bestemt givet mig lyst til at få set flere af hans film.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Det som fascinerer mig ved filmen er dens påpegelse af troens "paradoks": reddede Alexander verden eller blev han sindssyg? Og de vander det døde træ i fuld vished om at det ikke bliver levende - hele idéen om "troen" som noget irrationelt, upraktisk, idiotisk, men alligevel utroligt smukt. Det er det moderne menneske, Tarkovskij selv, fornuften, alting der ofres i Offret.
Jeg vil nu heller ikke kalde filmen Bergmansk eller Triersk, selvom der er noget Bergmansk kammerdrama over den. Bergmans dramaer er dog meget mere trivielle og Tarkovskij er mere mystisk.
De første 10-15 minutter virker lovende, da filmen på dette tidspunkt ligger sig op af den brillante The Others, men så knækker tråden desværre, og resten af filmen bliver en gang overgearet wannabe Poltergeist-miskmask.
Introduktionen af de 2 slipseklædte ghostbusters virker totalt malplaceret, og er et underligt forsøg på humor som vi så alligevel bliver bedt om at tage alvorlige. Værre bliver det så
under den første seance, da Elise putter gasmasken på. Jeg var på dette tidspunkt helt overbevist om, at disse, nu 3, ghostbusters var ment som plattenslagere eller at der var noget helt tredje i gære (f.eks. at Renai var mentalt syg, og at slutscenen ville blive i et hospital, eller at de alle var døde) men nej, fuck om det ikke er meningen at vi skal tage skidtet alvorligt!
Sekvensen hen imod slutningen hvor
Josh aka Patrick Wilson skal lede efter sin søn er dræbende kedelig, klichefyldt og set utallige gange, og som publikum kender vi desværre ikke ret meget til Josh, så det virker helt malplaceret at bruge denne semi-blanke karakter i helterollen.
Og til slut præsterer den saftsuseme at tager endnu et skrid ud i tåbelighederne. Det er ikke det mindste spændende eller skræmmende, og latterligheden er dermed komplet.
Generelt set, så fatter jeg nada hvorfor gysere nu om dage altid skal pensle det hele ud. Alt er bare blevet til visuelle effekter, høje lyde og trolden op af æsken gimmicks som - JA - sagtens kan skræmme folk (inklusiv mig selv), men SPÆNDINGEN og OPBYGNINGEN er totalt forsvundet ved denne slags mainstream gysere. Lad dog folks egen fantasi fuck rundt med dem, og hold de visuelle effekter til et absolut minimum. Det er både billigere (produktions-mæssigt) og folk når ikke at blive immune til shock når det så endelig kommer.
#10021 BN 14 år siden
Og desuden siger han, altså Travis, i samme forbindelse: "Det største håb jeg havde, kan ikke blive til virkelighed. Det ved jeg nu." ... Problemet er bare, at der ikke er nogensomhelst forklaring på, hvorfor han ikke kan være med om ikke BÅDE eks-konen og sønnen, så ihvertfald sønnen.
#10022 BN 14 år siden
Rettelse lavet i spoiler-teksten.
#10023 Bruce 14 år siden
Det er svært at kalde sig for filmelsker og så aldrig have set en Tarkovsky film. Andrei Tarkovsky er en russisk instruktør, som befinder sig på en filmisk arthouse piedestal med ikoner som Dreyer, Ozu, Bergman og på mange måder er en af Von Triers muser.
Han nåede kun at indspille 7 film, førend han som kun 54 årig i 1986, kort tid efter indspilningen af Offret, satte træskoene pga. lungecancer. Tarkovsky vendte ikke tilbage til Sovjetunionen da han skulle indspille Nostalghia i 1982 og måtte lade kone og sin 12 årige søn blive i Sovjetunionen. Ikke mindst den afsluttende bemærkning i "Offret", at filmen er dedikeret til Tarkovskys søn with hope and consolation, vidner om en personlige fortælling, som inddrager instruktørens eget offer. Selvvalgt, at være foruden sin familie og dertil blive ramt af dødelig cancer, i dette lys skal fortællingen om "Offret" ses og forstås. Eller ... det er ihvertfald min personlige opfattelse :)
Det er især Tarkovskys visuelle geni, som er berømmet og eftersom hans værker på VHS og DVD til dato ikke just kvalitetsmæssigt har imponeret, har jeg valgt at vente med at se hans film, indtil de fik en ordentlig behandling i HD formatet og det må siges at være tilfældet med både Solaris og nu altså også Offret. Og måske nu, kan jeg endelig kalde mig filmelsker ;)
Historien finder sted i et landligt kystområde i Sverige i 80'erne og omhandler den ældre journalist Alexander, tidligere skuespiller og filosof, som har fødselsdag. Han og hans kone Adelaide samt deres lille efternøler af en søn, gossen (ca 7-8 år) holder en familiekomsammen, der dog spoleres en smule af, at den 3. verdenskrig ser ud til at bryde ud lige før aftensmaden. Før dette har vi fået et indblik i faderens tanker om tilværelsen, som menneskeheden qua dens valg af materialisme før spiritualitet, har gjort til et fandens sted at opdrage et barn. I denne ufattelige stund tilbyder Alexander i desperation et offer til Gud.
Hvad der vil blive svært at sluge for et nutidigt publikum, er Tarkovskys fuldstændige afvisning af montageteknikker i en film som Offret. Biljagten i Bourne Supremacy har ca. 540 skud over ca 5 minutter. Der er til sammenligning 120 skud over 145 minutter i Offret. Tarkovskys brug af kameraet til at indfange billeder, bærer mere præg landskabsmaleriets evne til at indfange omgivelsernes betydning for helheden end nærportrættets fokusering på detaljer. Sammenlignet med vor tids filmiske svælgen i hurtige klip og montageeffekter, er Tarkovsky vel egentlig en af de største udfordringer man kan byde et nutidigt publikum.
Men en ting er mandens evne til komponere en malerisk billedside, hvori han organisk manøvrerer kameraet ubesværet rundt, en anden er at placere historie og skuespil heri, som kvalitetsmæssigt formår at leve op til billederne. Et forhold jeg på forhånd var skeptisk om. Der er mange instruktører, som kan skabe filmkunst enten billed- eller fortællemæssigt, men det er ikke mange forundt at kunne levere "hele pakken" og det overraskede mig i den grad, at det er det Tarkovsky leverer.
Offret er indspillet i Sverige. Cinematografen er Ingmar Bergmans hof fotograf Sven Nykvist og ligeledes optræder svenske skuespillere, som kender deres Bergmanske metier. Det er således ikke en overraskelse, at skuespillet er typisk stærkt for en Bergman fortælling, til tider næsten velovervejet kynisk, men alligevel skinner der noget humoristisk igennem, så man efterfølgende ikke er opfyldt af livslede og pessimisme. Jeg synes næsten der er noget von Triersk til stede. Men det er vel blot et eksempel på Tarkovskys indflydelse på Triers film.
Og at kalde forskellen for blot humoristisk, er også en underdrivelse. Undervejs bliver vi inddraget i nogle særdeles givtige filosofiske tankeudvekslinger mellem Alexander og ikke mindst postbudet Otto, som qua billedsiden og filmens tempo, giver en nærmest hypnosefyldt fredfyldt ro, som man sidder der og reflekterer over det sagte. Det er på ingen måde raketvidenskab, eller Lynch agtigt. Harmoni er nok det rette ord.
Bbilledsiden sætter store krav til teatermæssige skuespilskundskaber og der leveres i den grad. Ikke mindst af Erland Josephson og Allan Edwall. Lydsiden er så sandelig også glimrende. Der er en smule støj indimellem, men jeg var overrasket over klarheden og detaljerigdommen i dialogen, ikke mindst grundet den megen brug af panoramaskud, hvor skuespillerne ofte er langt væk og i bevægelse. De få gange, hvor jetjagere overflyver ved lav hastighed, er lyden særdeles virkelighedstro og meget meget potent.
Der er ingen tvivl om, at det var et fantastisk filmsyn, men det skal også lige fordøjes og et gensyn om 5-6 måneder vil nok være fornuftigt. Indtil da kan jeg kun sige, at "der er noget snakken" og jeg har fået lyst til at se mere af ham, men faktisk også Bergman igen. Jeg vil tro filmen indtil videre har sneget sig ind i min top 100.
Film: 9/10
Video: 8/10 (se det fra HD's fulde potentiale. Det er en meget flot karakter)
Audio: 8/10
#10024 MMB 14 år siden
Meget spændende læsning! :) Interessant lyder det i hvert fald.
#10025 Antlion 14 år siden
http://filmz.dk/forum/tagwall/debat-om-tarkovskij-...
Hvis vi skal videre diskutere det kommunikatives ækvilibrering med det imaginative, eller som du kalder det, harmoni. Hvorvidt "Offret" ligefrem er Bergman'sk vil jeg fundere lidt over...
#10026 Kruse 14 år siden
Men altså jeg kan sagtens se hvad du mener angående slutningen, og jeg kan kun sige at det ikke var noget der ødelagde filmoplevelsen for mig. At Travis træffer sådan en beslutning er for mig ikke stridende imod hvad hans karakter kunne finde på at foretage sig.
#10027 NightHawk 14 år siden
Super anmeldelse du har skrevet! :)
Nu er mit kendskab til Tarkovsky ganske begrænset, har kun set "Solaris" men det er snart mange år siden, så det har derfor været ganske interessant og fascinerende at følge med i de forskellige skriverier/diskutioner, der har været her inde, samt nu at læse din ameldelse af "Offret". Det har bestemt givet mig lyst til at få set flere af hans film.
#10028 elwood 14 år siden
En lodret løgn, der må være en underkategori man ikke kan kalde sig, hvis man ikke har set en af hans film, den anden udtalelse er for geniralserende.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#10029 Fellaheen 14 år siden
Det som fascinerer mig ved filmen er dens påpegelse af troens "paradoks": reddede Alexander verden eller blev han sindssyg? Og de vander det døde træ i fuld vished om at det ikke bliver levende - hele idéen om "troen" som noget irrationelt, upraktisk, idiotisk, men alligevel utroligt smukt. Det er det moderne menneske, Tarkovskij selv, fornuften, alting der ofres i Offret.
Jeg vil nu heller ikke kalde filmen Bergmansk eller Triersk, selvom der er noget Bergmansk kammerdrama over den. Bergmans dramaer er dog meget mere trivielle og Tarkovskij er mere mystisk.
Nu må jeg hellere se at få bestilt Offret på BD!
#10030 loki 14 år siden
*shakes head and sighs*
De første 10-15 minutter virker lovende, da filmen på dette tidspunkt ligger sig op af den brillante The Others, men så knækker tråden desværre, og resten af filmen bliver en gang overgearet wannabe Poltergeist-miskmask.
Introduktionen af de 2 slipseklædte ghostbusters virker totalt malplaceret, og er et underligt forsøg på humor som vi så alligevel bliver bedt om at tage alvorlige. Værre bliver det så
Sekvensen hen imod slutningen hvor
Og til slut præsterer den saftsuseme at tager endnu et skrid ud i tåbelighederne. Det er ikke det mindste spændende eller skræmmende, og latterligheden er dermed komplet.
Generelt set, så fatter jeg nada hvorfor gysere nu om dage altid skal pensle det hele ud. Alt er bare blevet til visuelle effekter, høje lyde og trolden op af æsken gimmicks som - JA - sagtens kan skræmme folk (inklusiv mig selv), men SPÆNDINGEN og OPBYGNINGEN er totalt forsvundet ved denne slags mainstream gysere. Lad dog folks egen fantasi fuck rundt med dem, og hold de visuelle effekter til et absolut minimum. Det er både billigere (produktions-mæssigt) og folk når ikke at blive immune til shock når det så endelig kommer.
0/6