#10023 - Desuden er det virkelig godt at du forbandt filmen med noget harmonisk og ikke noget usammenhængende eller svært tilgængeligt. Tarkovskijs film er nemlig irrationelle og musikalsk suggererende, der er ikke mere end det der er. En ellers glimrende anmelder som Jonathan Rosenbaum har kaldt Mirror for "opaque", hvilket er helt absurd: folk siger også ofte at Mirror, Nostalghia eller Offret er for personlige og private og ikke indvier seeren. Men som Tarkovskij siger:
"It is an autobiographical film (Mirror). The things that happen are real things that happened to people close to me. That is true of all the episodes in the film. But why do people complain that they cannot understand it? The facts are so simple, they can be taken by everyone as similar to the experience of their own lives. But here we come up against something that is peculiar to cinema: the further a viewer is from the content of a film, the closer he is."
En lodret løgn, der må være en underkategori man ikke kan kalde sig, hvis man ikke har set en af hans film, den anden udtalelse er for geniralserende.
Jeg ville jo ikke skrive det, hvis jeg ikke mente det, i og med jeg jo faktisk skød med skarpt mod mig selv. Jeg har selv længe ment, at det var den måske vigtigste "pind" på mit udestående filmsyns repertoire, at få gjort mig bekendt med en instruktør, som i den grad har haft stor indflydelse på filmkunsten.
Jeg medgiver så absolut, at Tarkovsky og vel også andre instruktører, som netop Dreyer, Bergman, Ozu, Fellini etc. på et eller andet tidspunkt i livet, er obligatorisk at forsøge at gå i clinch med, men at det ikke nødvendigvis behøver at være i "de unge år", hvor de måske er mindst utilgængelige, ikke mindst qua et andet livserfaringsgrundlag. Og derfor mener jeg selvfølgelig heller ikke "filmelsker" pointen så bogstaveligt. Det er jo også derfor jeg skrev:
Og måske nu, kan jeg endelig kalde mig filmelsker ;)
KeyserSöze (10029) skrev:
Det som fascinerer mig ved filmen er dens påpegelse af troens "paradoks": reddede Alexander verden eller blev han sindssyg? Og de vander det døde træ i fuld vished om at det ikke bliver levende - hele idéen om "troen" som noget irrationelt, upraktisk, idiotisk, men alligevel utroligt smukt. Det er det moderne menneske, Tarkovskij selv, fornuften, alting der ofres i Offret.
Hvorvidt han gjorde det eller ej, er jeg ikke så interesseret af, for jeg føler, at det for Tarkovsky selv, ikke er essensen at vi ved det, hvorfor vi heller ikke undervejs får stillet et ultimativt bevismateriale til rådighed for at kunne konkludere. Vi må selv blive i vores tro :) Uanset hvad, er fortællingen fascinerende for begge udgangspunkter og symbolikken jo tonstung. Glæder mig til, at der kommer mere fra ham på BD. [/quote]
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#10023 - Desuden er det virkelig godt at du forbandt filmen med noget harmonisk og ikke noget usammenhængende eller svært tilgængeligt. Tarkovskijs film er nemlig irrationelle og musikalsk suggererende, der er ikke mere end det der er.
Harmoni er det ord, som jeg føler passer bedst til min oplevelse. Noget så simpelt som startsekvensen, hvor postbudet filosofisk diskuterer med Alexander, mens han cykler rundt om ham og balancerer som en anden seks dagesløb rytter, var hypnotiserende. Og så holde tråden og karakteren i en så lang sekvens.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
samtalen mellem Travis og eks-konen gennem glasset var så "udtømmmende" og har brændt sig fast til nethinden for mig.
Jeg er enig i, at det er en helt og aldeles fremragende og både velskrevet og velspillet scene.
Angående filmens slutning:
Men som han selv siger i filmen på båndoptagelsen til sønnen, har det vist sig, at han sagtens kunne genindtage rollen som fader for sønnen. Der er ikke nogen praktisk grund til, at han skulle udelukke den mulighed. De kunne skiftes til at have sønnen hos sig, og afleveringen kunne ske ved andres mellemkomst, f.eks. broderen og svigerinden. At han fastholdt rollen som dele-forælder, ville ikke på nogen måde forhindre sønnen i at have sin moder.
Jeg køber simpelthen ikke det med Travis' selvopofrende handling, hvor han giver afkald på langt mere end hvad der er nødvendigt og kaster vrag på sine egne ord om, at han elsker sønnen mere end alt andet, hvorved han sårer sin søn, som for anden gang i sit korte liv skal opleve at blive svigtet og forladt af sin far. (Den følelse af tomhed og savn vil jo komme til ham, ligeså han har vænnet sig til, at moderen er der igen.)
Slutningen og motivationen føles mere sentimental og "filmisk" end troværdig og realistisk på det punkt - og det er i mine øjne en svaghed, fordi fortællingen hører til den realistiske, hverdagsagtige slags. Jeg havde som minimum foretrukket en slutning, hvor man havde ladet det stået åbent, om Travis og konen havde fundet sammen, men hvor sønnen havde fået vished for, at han ville komme til at se sin fader igen. Travis havde jo desuden lovet ham at de ville vende tilbage sammen, så ved denne løgn eller kovending viste han sig upålidelig overfor sin søn.
Har man ikke stiftet bekendtskab med Cross of Iron af Sam Peckinpah, så er det absolut ikke det dårligste sted at starte, med den nye BD udgave. Filmen har tidligere lignet, som grækerne altid siger det ... lort, i forskellige DVD udgaver. Men den nye Optimum udgave er særdeles velrestaureret og leverer en billedside og en farvenøgle, som er upåklagelig mht. både filmens alder og tema.
Handlingen udspiller sig på østfronten under 2. verdenskrig på et tidspunkt, hvor tyskerne er presset i defensiven af russerne og langsomt må trække sig tilbage efter slaget ved Stalingrad. Vi oplever situationen fra tyskernes synspunkt, en nærmest autonom deling af tyskere, som er ledet af korporal Steiner (spillet af James Coburn). Den tyske overkommando, Col. Oberst Brandt (spillet af James Mason) og Capt. Hauptmann Kiesel (David Warner) har dog for vane at se igennem med delingens rebelske og anti nazistiske opførsel i kraft af, at Steiner er en legende blandt soldaterne og skaffer resultater og indgyder moral. Det ændrer sig dog, da kaptajn Stransky (Maximillian Schell), med prøjsisk stamtavle og forventninger om at få et jernkors, en dag får kommandoen over den lille enhed. Kaptajnen har ikke just kvaliteterne til at gøre sig fortjent til jernkorset og Steiner har ikke i sinde, at spille med på kaptajnens pibe for at tilrane sig det. Velkommen til helvedets forgård.
$6 mio var et kæmpe budget i 1977 og der er heller intet billigt over produktionen. Man endte dog op med at være kørt tør for penge til slut og derfor slutter filmen på en tangent, som for mange vil virke provokerende og eksperimenterende og for andre blot være yderligere en indikation på Sam Peckinpahs ukontrollerbare og uforudsigelige karakter.
Der er noget fascinerende over fortællingen, men den er langtfra så sammenhængende og tilfredsstillende eksekvereret som The Wild Bunch og Straw Dogs. Peckinpah gør meget brug af slowmotion under actionsekvenser og ret effektivt. På denne vis kunne han mere end nogen anden i sin tid, æstetisere brutale voldssekvenser, så meget, at selv[url= Monty Python satiriserede over ham[/url]. De mange krigssekvenser bliver dog hurtigt trivielle, fordi de for det meste blot optræder i kontekst af bombardementer, som ikke indfatter nogen angrebs- eller forsvarsmæssige taktikker og først mod slutningen kommer et reelt "slag".
Plot og skuespilsmæssigt set ser det bedre ud. Det er faktisk en fin antikrigshistorie, vi er vidner til og Coburn og Schell er begge kapable i deres roller. Men jeg kan ikke lade være og føle, at der må have foregået noget mærkværdigt bag kulisserne indimellem. Men så absolut seværdig.
Flot billedside og meget tilfredsstillende 2.0 LPCM lydspor.
Film: 6/10 Video: 8/10 Audio: 7/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#10023 Fantastisk oplevelse. Jeg havde set "Offret" før, men at se den på HD var fuldstændig som at se den på ny. Det føles som om, det først er nu, jeg har set den rigtigt. Helt igennem formidabel film.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#10031 Fellaheen 14 år siden
"It is an autobiographical film (Mirror). The things that happen are real things that happened to people close to me. That is true of all the episodes in the film. But why do people complain that they cannot understand it? The facts are so simple, they can be taken by everyone as similar to the experience of their own lives. But here we come up against something that is peculiar to cinema: the further a viewer is from the content of a film, the closer he is."
#10032 Bruce 14 år siden
Jeg ville jo ikke skrive det, hvis jeg ikke mente det, i og med jeg jo faktisk skød med skarpt mod mig selv. Jeg har selv længe ment, at det var den måske vigtigste "pind" på mit udestående filmsyns repertoire, at få gjort mig bekendt med en instruktør, som i den grad har haft stor indflydelse på filmkunsten.
Jeg medgiver så absolut, at Tarkovsky og vel også andre instruktører, som netop Dreyer, Bergman, Ozu, Fellini etc. på et eller andet tidspunkt i livet, er obligatorisk at forsøge at gå i clinch med, men at det ikke nødvendigvis behøver at være i "de unge år", hvor de måske er mindst utilgængelige, ikke mindst qua et andet livserfaringsgrundlag. Og derfor mener jeg selvfølgelig heller ikke "filmelsker" pointen så bogstaveligt. Det er jo også derfor jeg skrev:
Og måske nu, kan jeg endelig kalde mig filmelsker ;)
Hvorvidt han gjorde det eller ej, er jeg ikke så interesseret af, for jeg føler, at det for Tarkovsky selv, ikke er essensen at vi ved det, hvorfor vi heller ikke undervejs får stillet et ultimativt bevismateriale til rådighed for at kunne konkludere. Vi må selv blive i vores tro :) Uanset hvad, er fortællingen fascinerende for begge udgangspunkter og symbolikken jo tonstung. Glæder mig til, at der kommer mere fra ham på BD. [/quote]
#10033 Bruce 14 år siden
Harmoni er det ord, som jeg føler passer bedst til min oplevelse. Noget så simpelt som startsekvensen, hvor postbudet filosofisk diskuterer med Alexander, mens han cykler rundt om ham og balancerer som en anden seks dagesløb rytter, var hypnotiserende. Og så holde tråden og karakteren i en så lang sekvens.
#10034 BN 14 år siden
Jeg er enig i, at det er en helt og aldeles fremragende og både velskrevet og velspillet scene.
Angående filmens slutning:
Jeg køber simpelthen ikke det med Travis' selvopofrende handling, hvor han giver afkald på langt mere end hvad der er nødvendigt og kaster vrag på sine egne ord om, at han elsker sønnen mere end alt andet, hvorved han sårer sin søn, som for anden gang i sit korte liv skal opleve at blive svigtet og forladt af sin far. (Den følelse af tomhed og savn vil jo komme til ham, ligeså han har vænnet sig til, at moderen er der igen.)
Slutningen og motivationen føles mere sentimental og "filmisk" end troværdig og realistisk
på det punkt - og det er i mine øjne en svaghed, fordi fortællingen hører til den realistiske, hverdagsagtige slags. Jeg havde som minimum foretrukket en slutning, hvor man havde ladet det stået åbent, om Travis og konen havde fundet sammen, men hvor sønnen havde fået vished for, at han ville komme til at se sin fader igen. Travis havde jo desuden lovet ham at de ville vende tilbage sammen, så ved denne løgn eller kovending viste han sig upålidelig overfor sin søn.
#10035 Sweetiebellefan 14 år siden
Efter en tragedie ender en radiovært på gaden, og han møder en hjemløs der tror han er i riddertiden.
Langtrukken men flot klassiker.
8/10
#10036 Bruce 14 år siden
Har man ikke stiftet bekendtskab med Cross of Iron af Sam Peckinpah, så er det absolut ikke det dårligste sted at starte, med den nye BD udgave. Filmen har tidligere lignet, som grækerne altid siger det ... lort, i forskellige DVD udgaver. Men den nye Optimum udgave er særdeles velrestaureret og leverer en billedside og en farvenøgle, som er upåklagelig mht. både filmens alder og tema.
Handlingen udspiller sig på østfronten under 2. verdenskrig på et tidspunkt, hvor tyskerne er presset i defensiven af russerne og langsomt må trække sig tilbage efter slaget ved Stalingrad. Vi oplever situationen fra tyskernes synspunkt, en nærmest autonom deling af tyskere, som er ledet af korporal Steiner (spillet af James Coburn). Den tyske overkommando, Col. Oberst Brandt (spillet af James Mason) og Capt. Hauptmann Kiesel (David Warner) har dog for vane at se igennem med delingens rebelske og anti nazistiske opførsel i kraft af, at Steiner er en legende blandt soldaterne og skaffer resultater og indgyder moral. Det ændrer sig dog, da kaptajn Stransky (Maximillian Schell), med prøjsisk stamtavle og forventninger om at få et jernkors, en dag får kommandoen over den lille enhed. Kaptajnen har ikke just kvaliteterne til at gøre sig fortjent til jernkorset og Steiner har ikke i sinde, at spille med på kaptajnens pibe for at tilrane sig det. Velkommen til helvedets forgård.
$6 mio var et kæmpe budget i 1977 og der er heller intet billigt over produktionen. Man endte dog op med at være kørt tør for penge til slut og derfor slutter filmen på en tangent, som for mange vil virke provokerende og eksperimenterende og for andre blot være yderligere en indikation på Sam Peckinpahs ukontrollerbare og uforudsigelige karakter.
Der er noget fascinerende over fortællingen, men den er langtfra så sammenhængende og tilfredsstillende eksekvereret som The Wild Bunch og Straw Dogs. Peckinpah gør meget brug af slowmotion under actionsekvenser og ret effektivt. På denne vis kunne han mere end nogen anden i sin tid, æstetisere brutale voldssekvenser, så meget, at selv[url= Monty Python satiriserede over ham[/url]. De mange krigssekvenser bliver dog hurtigt trivielle, fordi de for det meste blot optræder i kontekst af bombardementer, som ikke indfatter nogen angrebs- eller forsvarsmæssige taktikker og først mod slutningen kommer et reelt "slag".
Plot og skuespilsmæssigt set ser det bedre ud. Det er faktisk en fin antikrigshistorie, vi er vidner til og Coburn og Schell er begge kapable i deres roller. Men jeg kan ikke lade være og føle, at der må have foregået noget mærkværdigt bag kulisserne indimellem. Men så absolut seværdig.
Flot billedside og meget tilfredsstillende 2.0 LPCM lydspor.
Film: 6/10
Video: 8/10
Audio: 7/10
#10037 Åkepool 14 år siden
Jeg vil nu mene, at det er NightHawks tråd, den her ;)
Tænker du ikke på den der "Hvilken fil skal du se"-tråden? det var vist dig der kickstartede den, eller hvad?
#10038 Batsy 14 år siden
#10039 Benway 14 år siden
#10040 Bruce 14 år siden