Stemningsfuld mørk fantasy mellem drøm og virkelighed - med skuespil, der ikke er helt på toppen.
Anna tegner et billede af et hus, der forfølger hendes drømme. Hun finder ud af, at hun kan manipulere drømmen ved at ændre tegningen. Filmen er delt mellem hendes drømme og den virkelige verden.
Den er helt utrolig stemningsmættet og intens. Desværre spiller ignen specielt overbevisende, heller ikke Charlotte Burke(i hendes eneste rolle som Anna). Derfor fungerer filmen også langt bedst, når hun er i fantasien. Men eftersom filmen skrider frem, bliver den bedre og bedre. Der kommer mere uhygge, mere stemning, og man vænner sig til kvaliteten i skuespillet. Lydsiden er for det meste helt suveræn, men til tider selvfølgelig lidt for 80'er.
For fans af 80'er fantasy, kan jeg klart anbefale den her. Den er en del mørkere, men den er fandeme fed!
Den ender på 9/10, og det er kun skuespillet, der gør, den ikke kommer på toplisten.
Eberts 4/4 (bare for at understrege, I skal se den her :)
Mht. slutningen, så finder jeg ikke at den er modigere ved at lave den forudsigelig
Jeg ville netop her have fundet det mere forudsigeligt med en 'ulykkelig slutning', da det ville passe ind i den 'formel' filmen er lavet efter. At Zwick altid har været til fals for den 'typiske' slutning som du kalder det, finder jeg for så vidt totalt ligegyldigt i den sammenhæng, da hver film skal bedømmes individuelt ifølge mig.
Babo Rises (10270) skrev:
Gyllenhaals udvikling bliver en kende for stereotyp
Kan jeg godt give dig ret i...
Babo Rises (10270) skrev:
filmen burde måske have sluttet lidt uvist. Ikke nødvendigvis ulykkeligt, men ikke så "afklaret" som den er
Kunne sikkert også have fungeret fint nok, men det er nu engang en romantisk komedie med lidt kant og ikke en tragikomisk en af slagsen, men da vi ikke ved hvad fremtiden bringer for vores 'lykkelige par', så ligger det jo i teorien også lige for (ved godt det ikke er det filmen prædiker).
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Og må jeg lige tilføje, at jo det er netop mere modigt at vælge den 'forudsigelige' slutning her, for det går jo netop imod det du ønsker, fremfor 'bare' at vælge den 'overraskende' (hvor overraskende det kan være ved jeg så ikke), blot for at overraske dig;) At jeg så ikke tror på at de har valgt denne fordi det er det modigste er en anden sag. Og så fik jeg ikke nævnt at jeg vil give dig ret i, at slutningen kan virke en anelse sukret (for tror det også er det du tænker om den?).
Men nu gav jeg den også blot 6/10 og ikke hele 8/10;-D
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Måske, men i så fald ville "den slutning" have været mere i tråd med resten af filmen. Og en modsig slutning kan jeg godt lide, da det aldrig er nemt at runde en film af, men synes da tit, at de rundes af forhastet så alle går glade hjem.
Thomas E. Nielsen (10272) skrev:
ikke en tragikomisk en af slagsen
Det kunne den måske have været, da den berører sygdomme og kærlighed?
Javel ja, hehe:-D Om det var blevet plat eller krone havde ikke for mig gjort det mere modigt. Men enig i at man kunne have gjort det mindre 'romantiseret' som i sukret og lavet en 'lykkelig' slutning der ikke havde virker så klichefyldt præsenteret. Det behøver nemlig ikke være sort eller hvidt som du er inde på og sådan får den os nok til at føle.
Babo Rises (10275) skrev:
Der er ingen nemme løsninger på deres forhold.
Har ingen da heller påstået?
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Nu var det den konkrete scene med det første mord i "TCM" jeg talte om, og her bruges ikke musik af nogen slags, heller ikke slagtøj.
Nu tænkte jeg på scenen som helhed dvs. at Kirks mord sekunder efter bliver fulgt op af kameratuen mod huset, hvor vi følger kvinden, og her kan du tydelig høre den type score jeg snakker om. Eksemplet med musikken var i øvrigt for at understrege, som jeg også allerede har skrevet, at "TCM" i lige så høj grad som "Psycho" lader underlægningsmusikken være en bærende kraft ud i at skabe sin suspense.
Er det ikke et lidt absurd argument? Du tager [spoiler]det FØRSTE mord i "TCM" og sammenligner det med det ANDET mord i 'Psycho', hvorpå du udråber "TCM"-scenen som mere overraskende. Ret beset burde du jo sammenligne det første mord i "TCM" med det første ditto i 'Psycho', ikk'? ;-)
Det er jo ikke et absurd argument, når de to scener vi forholder os til, er dem der var i linket, nemlig mordet på hhv. Abrogast og Kirk. Det er opbygningen i de to scener, der er omdrejningspunktet her. ;)
Say what? Manden i "TCM" udover overkroppen, mens detektiven i 'Psycho' kun har en smule i panden. ... Så jeg er ét stort spørgsmålstegn.
Ja her fik jeg måske formuleret mig lidt klodset, men det jeg rent faktisk mente var, at fokus på blodet hverken er mere eller mindre afdæmpet i "Psycho", (faktisk holdes fokus på Abrogast hoved i forholdsvis lang tid), end det er i "TCM". Der er blod i begge scener og kameraet fokusere på blodet på begge ofre. Men begge scener drager samme fordel af en hurtig og effektiv redigeringsproces, således at de voldsomme eskapader ikke virker så barske igen når man ser dem, som hvis man f.eks. skal beskrive scenens indhold for andre på skrift.
Jeg har altså aldrig påstået, at scenen med det første mord i "TCM" indeholder "blod og indvolde. Jeg skrev derimod: "I "TCM"-scenen derimod fokuseres der på blodet og hammerslagets virkning på mandens nerver, og vi ser slagene."
Der fokuseres da præcis lige så meget på knivstikket i panden på Arbogast og den efterfølgende chokeffekt det har på ham, mens han vælter baglæns ned af trappen.
Du må have misforstået den følgende sætning, som er en generel betragtning, der er aktuel i forbindelse med filmen som helhed betragtet: "Blod, vold og indvolde skaber ikke uhygge eller gys hos mig, så instruktøren ødelægger meget ved at vise mig [det]."
Ja jeg har misforstået dit udsagn ang. "Blod & indvolde" i den pågældende scene, men dit udsagn passer jo alligevel ikke på resten af filmen, hvad fremvisning af indvolde angår som en plat chockeffekt. Og jeg finder det temmelig modstridende, at du på den ene side værdsætter "Psycho" og ser igennem dens brug af blod og vold som suspenseskabende middel, men bruger samme argument til at nedvurdere og latterligørere "TCM", for at gøre det samme.
Der er absolut ingen mystik forbundet med Leatherface-figuren. Og jeg oplever ham som komisk og kluntet, og slet ikke ubehagelig i den forstand, at han skræmmer mig ligesom en vis person i 'Psycho'.
Men det er der jo som sagt, hvis du ser på figuren i kontekst med de buskaber Tobe Hooper vil fortælle, som jeg også nævnte i mit indlæg, men som du har valgt at ignorere.
Du glemmer, at vi taler om, hvorfor filmen ikke fungerer for mig. Selvfølgelig er det naturligt at en kvinde skriger i den situation. Men hvad var det jeg skrev? Jo, jeg fjerner lige den indskudte sætning: "Kvindens klichéagtige skrigen skaber distance hos mig ..... i forhold til min indlevelse."
I 1970'erne og 80'erne fik vi smidt den ene slasher-film efter den anden smidt i nakken, og skabelonen var den samme hver gang: Personerne er samlet til en udflugt/en tur eller i et hus/område. Der sker mystisk forsvindinger (som senere viser sig at skyldes mord). Nogle kvinder løber rundt og skriger og morderen jagter dem og dukker som regel "pludselig" op for at myrde løs. ..... Den måde kvinderne altid skal skrige på, synes at hænge sammen med en idé om, at jo mere rædselslagne kvinderne er, jo mere vil publikum også føle rædsel = kæmpe misforståelse.
Men værre er det dog, at scenen med den skrigende kvinde ikke drager mig ind i situationen. Dér hvor hun er på fødderne og skriger, er hun filmet på afstand. De skulle konsekvent have filmet hende tæt på, så omgivelser virkede uoverskuelige/klaustrofobiske, og de skulle have krydsklippet mellem nærbilleder af hende og af rummene og dørene. Så ville jeg have følt hendes panik og ikke have været irriteret over / distanceret af hendes skrigen. Men som scenen fremstår, føler jeg ikke noget.
Nej, jeg glemmer skam ikke, at det er din opfattelse af filmen du snakker om, og du argumentere da og fint hvorfor lige netop dette aspekt ikke fungere for dig.
Som sagt: Antydninger er en fin ting, men det der her antydes, er alt det ulækre og makabre, som man ikke ser. Og disse ting i sig selv finder jeg ikke uhyggelige - kun ulækre og makabre.
Og det opfatter vi så klart vidt forskelligt, for antydningens kunst i forhold til den lurende ondskab acceptere jeg fuldt ud, hvad end det udspiller sig i "Psycho" eller "TCM"'s koncept. For mig har det samme effekt på gyset som helhed.
Forskellen er at "TCM" gør det hele 3 gange i træk: først går mand nr. 1 alene ind i huset, kigger sig nysgerrigt omkring og bliver myrdet af morderen, der styrter frem. Derefter - kun 20 sekunder efter mandens død (vi skal altså føle spænding ved de samme ting allerede øjeblikket efter!) - går kvinden alene ind i huset, snuser lidt omkring rundt i huset og bliver myrdet af Leatherface (dog udenfor billedet), der kommer styrtende ud af samme dør som før. Så - blot 3½ minut efter kvindens off camera-død - lister mand nr. 2 omkring i huset, og pludselig styrter morderen frem og tager livet af ham. ... Give me a break! (også bogstaveligt talt, hehe) Det er et af de mest kluntede og mislykkede forsøg på at skabe spænding og gys jeg nogensinde har set i en gyser. Der er slet ikke tid til at opbygge suspense og forventning på så få minutter. Det er mord på samlebånd, 'slim-slam-slask!' En typisk slasher-film-bommert.
Ah, jeg vil nu ikke ligefrem kalde det for en bommert eller noget i den stil, for selv om du har ret i, at mordene sker hurtigt efter hinanden, så har denne aflivning af de to mest potente af de mandlige karaktere vital betydning for resten af filmen hvad spændingen angår, da man i princippet har to "svage" figurer tilbage i forhold til skurkene. Men det er der jo så også en logisk årsag til, fordi Sally skal sættes i scene som slasher genrens klassiske final girl, og ved det at hun til sidst er isoleret enlig kvinde mod tre grumme og stærkere psykopater gør, at gyset bliver det mere intenst, fordi styrkeforholdet og magtbalancen er så ulige som den er.
Der er her derimod tale om en klassisk og effektfuld slasher opbygning, som altså har et klart formål med den formel, som den vælger at benytte sig af.
Du kan jo prøve at tælle alle de scener i "TCM", hvor man ser blod på personer, på gulvet eller på vægge eller på noget andet, foruden skelethoveder. Der er indledningsscenen med ligene på kirkegården, galningen der sidder i hovedpersonernes bil og skærer sig i ansigt og hænder med en lommekniv, det første mord, kvinden i fryseren, kørestolsbrugerens død hvor man ser blodet sprøjte ud på Leatherface (uden at man dog tydeligt ser kroppen der bliver savet i), den sidste overlevende kvindes natlige flugt hvor hun i huset støder på et skelet eller indtørret lig, den gamle mumie-agtige mand der sutter blod af hendes finger, de afhuggede arme/hænder der udgør armlænene på den stol hun bliver bundet til, lastbilen der kører en af hendes forfølgere ned, så kroppen (i en direkte visning) bliver revet i to dele, alt blodet (fra den nu todelte forfølger) der tilsøler hele hendes krop, nærbilledet da Leatherface taber motorsaven og saver sig selv i benet.
.... I 'Psycho' ser du derimod blod sølle 2 gange og et skelethoved/indtørret lig én eneste gang.
Bortset fra af blafferen ikke skærer i sit ansigt, og at blodmængden er yderst begrænset, da Leatherface skærer i kørestolsbrugeren, ja så er alle de ting du nævner rigtigt nok med i filmen. Men...for der et ret stort men i den forbindelse. For én ting er at "TCM" har disse ting inkluderet, noget helt andet, og hvad der langt vigtigere at fokusere på, er hvordan det kommer til udtryk og bliver brugt i filmen som, og nu gentage jeg mig selv for 117 gang, ikke svælger i ulækre og eksplicitte volds og blodudgydelser, med undtagelse af scenen hvor blafferen til sidst bliver kørt ned. Hovedessensen som Tobe Hooper benytter sig af er samme grundprincipper som Hitchcocks, og er også en af de væsenligste grunde til, at filmen har opnået den status som den har i dag.
For den sags skyld er det også underondet hvor få gange blod & vold og makabre effekter der bliver brugt i "Psycho", da det er måden hvorpå disse voldsscener/mord og dertil hørende makabre effekter bliver visualiseret på i forhold til handlingen, som er det væsenligste at fokusere på og altså ikke antallet i sig selv.
Når du selv skriver, at filmen fungerer for dig af de og de grunde, så tror jeg da på, at det er sådan det forholder sig. At visse ting, som for mig er store ting, så er småting for dig, kan man jo ikke sige så meget til. Jeg kan kun forsøge at beskrive min oplevelse af filmen, og jeg kan udpege hvad det er der fungerer for mig i 'Psycho' og hvad det er der ikke fungerer i "TCM".
Jeg har fortalt hvad JEG oplever og føler, når jeg ser "TCM" ... og så siger du, at det ikke holder vand?? Hvem kender min oplevelse og mine følelser i forbindelse med det jeg ser, bedre end jeg selv?
Nej, det gjorde dine argumenter nemlig ikke umiddelbart i første omgang og derfor skrev jeg, som jeg nu engang gjorde. I dit opfølgende indlæg har du derimod redegjort for din opfattelse af filmen langt bedre, og selv om jeg ikke er enig med dig, så kan jeg bedre forholde mig til hvad du mener nu. :)
Jeg synes, at "TCM" er en syg, ulækker film pga. hele dens "tone" (den dyrker efter min mening det makabre som noget sensationelt), og at personerne, mest skurkene, i den er nogle latterlige karikaturer.
På ingen måde forsøger filmen at dyrke det ulækre og makabre som noget sentationelt, tværtimod er budskabet fra Tobe Hoopers side det stik modsatte og en klar aftstandstagen mod blod og voldsudgydelser, qua "TCM"s allegori over vietnamkrigen og den amerikanske befolknings forhold til dette vandvid. Så der har du klart misforstået filmens hensigt.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#10271 Skeloboy 14 år siden
Stemningsfuld mørk fantasy mellem drøm og virkelighed - med skuespil, der ikke er helt på toppen.
Anna tegner et billede af et hus, der forfølger hendes drømme. Hun finder ud af, at hun kan manipulere drømmen ved at ændre tegningen. Filmen er delt mellem hendes drømme og den virkelige verden.
Den er helt utrolig stemningsmættet og intens. Desværre spiller ignen specielt overbevisende, heller ikke Charlotte Burke(i hendes eneste rolle som Anna). Derfor fungerer filmen også langt bedst, når hun er i fantasien. Men eftersom filmen skrider frem, bliver den bedre og bedre. Der kommer mere uhygge, mere stemning, og man vænner sig til kvaliteten i skuespillet. Lydsiden er for det meste helt suveræn, men til tider selvfølgelig lidt for 80'er.
For fans af 80'er fantasy, kan jeg klart anbefale den her. Den er en del mørkere, men den er fandeme fed!
Den ender på 9/10, og det er kun skuespillet, der gør, den ikke kommer på toplisten.
Eberts 4/4 (bare for at understrege, I skal se den her :)
#10272 Hr. Nielsen 14 år siden
Kan jeg godt give dig ret i...
Kunne sikkert også have fungeret fint nok, men det er nu engang en romantisk komedie med lidt kant og ikke en tragikomisk en af slagsen, men da vi ikke ved hvad fremtiden bringer for vores 'lykkelige par', så ligger det jo i teorien også lige for (ved godt det ikke er det filmen prædiker).
#10273 Hr. Nielsen 14 år siden
Men nu gav jeg den også blot 6/10 og ikke hele 8/10;-D
#10274 Babo Rises 14 år siden
Måske, men i så fald ville "den slutning" have været mere i tråd med resten af filmen.
Og en modsig slutning kan jeg godt lide, da det aldrig er nemt at runde en film af, men synes da tit, at de rundes af forhastet så alle går glade hjem.
Det kunne den måske have været, da den berører sygdomme og kærlighed?
#10275 Babo Rises 14 år siden
Måske ikke helt derfor, men bare ikke så afklaret. Der er ingen nemme løsninger på deres forhold.
#10276 Hr. Nielsen 14 år siden
Har ingen da heller påstået?
#10277 Skeloboy 14 år siden
#10278 Herrguth 14 år siden
Tak for anmeldelsen.
#10279 Batsy 14 år siden
Fantastiske film, med fantatiske og flotte, medrivende og nye scener
Triologien er et mesterværk
10/10 eller 6/6
#10280 NightHawk 14 år siden
Det er jo ikke et absurd argument, når de to scener vi forholder os til, er dem der var i linket, nemlig mordet på hhv. Abrogast og Kirk. Det er opbygningen i de to scener, der er omdrejningspunktet her. ;)
Ja her fik jeg måske formuleret mig lidt klodset, men det jeg rent faktisk mente var, at fokus på blodet hverken er mere eller mindre afdæmpet i "Psycho", (faktisk holdes fokus på Abrogast hoved i forholdsvis lang tid), end det er i "TCM". Der er blod i begge scener og kameraet fokusere på blodet på begge ofre. Men begge scener drager samme fordel af en hurtig og effektiv redigeringsproces, således at de voldsomme eskapader ikke virker så barske igen når man ser dem, som hvis man f.eks. skal beskrive scenens indhold for andre på skrift.
Der fokuseres da præcis lige så meget på knivstikket i panden på Arbogast og den efterfølgende chokeffekt det har på ham, mens han vælter baglæns ned af trappen.
Ja jeg har misforstået dit udsagn ang. "Blod & indvolde" i den pågældende scene, men dit udsagn passer jo alligevel ikke på resten af filmen, hvad fremvisning af indvolde angår som en plat chockeffekt. Og jeg finder det temmelig modstridende, at du på den ene side værdsætter "Psycho" og ser igennem dens brug af blod og vold som suspenseskabende middel, men bruger samme argument til at nedvurdere og latterligørere "TCM", for at gøre det samme.
Men det er der jo som sagt, hvis du ser på figuren i kontekst med de buskaber Tobe Hooper vil fortælle, som jeg også nævnte i mit indlæg, men som du har valgt at ignorere.
Nej, jeg glemmer skam ikke, at det er din opfattelse af filmen du snakker om, og du argumentere da og fint hvorfor lige netop dette aspekt ikke fungere for dig.
Og det opfatter vi så klart vidt forskelligt, for antydningens kunst i forhold til den lurende ondskab acceptere jeg fuldt ud, hvad end det udspiller sig i "Psycho" eller "TCM"'s koncept. For mig har det samme effekt på gyset som helhed.
Ah, jeg vil nu ikke ligefrem kalde det for en bommert eller noget i den stil, for selv om du har ret i, at mordene sker hurtigt efter hinanden, så har denne aflivning af de to mest potente af de mandlige karaktere vital betydning for resten af filmen hvad spændingen angår, da man i princippet har to "svage" figurer tilbage i forhold til skurkene. Men det er der jo så også en logisk årsag til, fordi Sally skal sættes i scene som slasher genrens klassiske final girl, og ved det at hun til sidst er isoleret enlig kvinde mod tre grumme og stærkere psykopater gør, at gyset bliver det mere intenst, fordi styrkeforholdet og magtbalancen er så ulige som den er.
Der er her derimod tale om en klassisk og effektfuld slasher opbygning, som altså har et klart formål med den formel, som den vælger at benytte sig af.
Bortset fra af blafferen ikke skærer i sit ansigt, og at blodmængden er yderst begrænset, da Leatherface skærer i kørestolsbrugeren, ja så er alle de ting du nævner rigtigt nok med i filmen. Men...for der et ret stort men i den forbindelse. For én ting er at "TCM" har disse ting inkluderet, noget helt andet, og hvad der langt vigtigere at fokusere på, er hvordan det kommer til udtryk og bliver brugt i filmen som, og nu gentage jeg mig selv for 117 gang, ikke svælger i ulækre og eksplicitte volds og blodudgydelser, med undtagelse af scenen hvor blafferen til sidst bliver kørt ned. Hovedessensen som Tobe Hooper benytter sig af er samme grundprincipper som Hitchcocks, og er også en af de væsenligste grunde til, at filmen har opnået den status som den har i dag.
For den sags skyld er det også underondet hvor få gange blod & vold og makabre effekter der bliver brugt i "Psycho", da det er måden hvorpå disse voldsscener/mord og dertil hørende makabre effekter bliver visualiseret på i forhold til handlingen, som er det væsenligste at fokusere på og altså ikke antallet i sig selv.
Nej, det gjorde dine argumenter nemlig ikke umiddelbart i første omgang og derfor skrev jeg, som jeg nu engang gjorde. I dit opfølgende indlæg har du derimod redegjort for din opfattelse af filmen langt bedre, og selv om jeg ikke er enig med dig, så kan jeg bedre forholde mig til hvad du mener nu. :)
På ingen måde forsøger filmen at dyrke det ulækre og makabre som noget sentationelt, tværtimod er budskabet fra Tobe Hoopers side det stik modsatte og en klar aftstandstagen mod blod og voldsudgydelser, qua "TCM"s allegori over vietnamkrigen og den amerikanske befolknings forhold til dette vandvid. Så der har du klart misforstået filmens hensigt.