Valkyrie - BD Overrasket god fortælling om Stauffenberg og attentatet på Hitler i 1944. Bortset fra det højere budget og deraf lidt større armbevægelser i produktionen, var det det gode ensemble af skuespillere, som gjorde dette til en seværdig affære. I en lille nedspillet BBC produktion ville Bill Nighy, Kenneth Branagh, Tom Wilkinson, Eddie Izzard, Terrence Stamp og Kevin McNallys tilsteværelse alene, være kvalitetsstempel nok.
Spørgsmålet er, om hovedmanden selv, Tom Cruise som Stauffenberg, kan følge de modne herrer til dørs? Og faktisk gør han det ikke så ringe endda. Han er nedtonet i sit skuespil og undgår melodramaet og ikke mindst at bringe kendte Cruise varetegn på banen. Om det i sig selv gør en god Stauffenberg, vil jeg lade andre om at afgøre. Hæderlig og godkendt er det nok? Hovedsagen er, at filmen formåede at lægge et godt spændingsniveau filmen igennem, føltes troværdig og gav Stauffenberg og "hans medsammensvorne på den rigtige side", et godt mindesmærke.
Filmens eneste rigtige nedtur, var David Bamber som Hitler, der var helt forkert i sin fremtoning som Hitler, ikke mindst pga. et forfærdelig kedeligt engelsk. Men det er jo nærmest også at smide Asian Sensation på som ekstra nummer, efter en Springsteen koncert, når Bruno Ganz nu engang er indbegrebet af Hitler.
Forhåbentlig kan Brian Singer nu ryste lortefilmen Superman Returns endeligt af sig. Ville gerne have set Engle og Dæmoner have haft en smule af spændingen fra denne.
Film: 7/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Ja hvad kan man sige om dette herlige science fiction gys, som der ikke allerede er blevet sagt? Ikke meget, men nu gør jeg et forsøg alligevel. :-P
Carpenters Remake af The Thing From Another World, hører med i samme kategori som Halloween, når vi snakker om mandens allerbedste værker. Sjældent har jeg set en film der både byder på et mindeværdigt persongalleri, fremragende special effekter, der stadig virker ligeså skræmmende og chokerende i dag, som de gjorde for 27 år siden, og en ubehagelig dommedagsagtig stemning af paranoia og galskab, takket være Ennio Morricones musik, der langsomt men sikkert indsvøber dig i et tæppe af momentvis fascination og uhygge.
The Thing har samme effekt på mig, som f.eks. Alien, The Empire Strikes Back og T2 har, alle sammen science fiction, men alligevel vidt forskellige film, som har en rigtig god ting til fælles. Det er alle film, som jeg kan vende tilbage til med jævne mellemrum og blive ligeså begejstret for, som et barn er begejstret for juleaften, hver evig eneste gang jeg ser dem. Hvad der gør alle disse film mindeværdige for mig, er en kombination af samspillet mellem instruktionen, musikken, effekterne, skuespillerne og en lille smule filmmagi.
Hvem kan f.eks. ikke huske første gang de så Star Wars og blev fuldstændig opslugt af dette dragende univers? Det samme gælder Indiana Jones, James Bond eller for mit vedkommende min helt store barndoms helt Zorro. Alt sammen personer og universer, som jeg på et eller andet tidspunkt i min barndom, har stiftet bekendtskab med igennem film og det har påvirket mit barndomssind så meget, at jeg åd det hele råt og troede fuldt og fast på at det var ægte. Faktisk blev min fascination af Zorro så stor, at jeg endte med at gå rundt i mit kostume 24/7 og var overbevist om, at dette var mit kald, jeg var Zorro.
Ja det lyder jo alt sammen meget godt, tænker du sikkert nu, men hvor vil jeg egentlig hen med det? Jo ser du… det har jeg egentlig glemt nu. Planen var vist nok, at jeg ville have lavet noget med en smart overgang, du ved alt det der jeg skrev med barndommen og troen på at en fiktionel person eller verden, virkelig kunne være ægte osv., til Rob Bottins effekter. Sådan går når man beslutter sig for at skrive et styks længere dybde gående anmeldelse her kl.(indsæt et grimt ord her efter eget behov) om natten.
Nå men nu hvor det er fuldstændig spoleret, så lad os da bare gå direkte til sagen. Det fede ved Rob Bottins arbejde på denne film er troværdigheden i, at det du ser på lærredet virkelig er ægte og ikke bare et eller andet hæsligt CGI monstrum. Det giver bare noget ekstra, når det man ser på lærredet virkelige er ”ægte”, i den forstand at det er fysisk tilstede i rummet og skuespillerne kan faktisk se det. Man kan jo nærmest lugte og røre det. Det er f.eks. også derfor at den bedste varulve film der nogensinde er lavet, efter min mening selvfølgelig, er An American Werewolf In London. For det der til dels afgør om en varulve film er en god af slagsen, igen efter min mening, er transformationen fra menneske til ulv og jeg skal da lige love for at den leverer på det punkt. Wauw! Hvorfor leverer den, fordi det til en vis grad er ægte. Ja jeg ved godt at Rob Bottin ikke har stået bag special effekterne på den film, men jeg ville bare lige bruge det, som et eksempel til at slå min pointe fast.
Okay den her anmeldelse er da ved at køre helt af sporet! Jeg tror bare, at jeg vil til at slutte af, inden det går helt galt. Jeg kunne selvfølgelig bare have skrevet noget så simpelt som: det er en god film, og så var den anmeldelse skrevet, men det ville ærlig talt ikke have været særligt underholdende at læse… no beer and no tv make… wow hvad skete der lige der!?!
Nå ja og så genså jeg jo filmen på Blu-ray og den ser jo intet mindre end fantastisk ud. Helt klart alle pengene værd hvis man er fan af filmen og ikke ejer den på BD endnu.
Filmen: Fremragende som sædvanlig. 6/6
BD(billede og lyd): Har aldrig set eller lydt bedre end den gør nu. 6/6
Bringing Up Baby, 1938 Screwball-komedie af Howard Hawks med Cary Grant og Katharine Hepburn.
Grant er en mild paleontolog. Han har kæmpet for at samle en brontosaurus gennem flere år. Han skal giftes, og han skal skaffe penge. På en golftur møder han Hepburn, en livsglad, omend finurlig, type. Selvfølgelig skal de mødes, og morsomheder opstår. Hun har lånt en leopard, kaldet Baby(deraf den danske titel, Han, Hun og Leoparden).
Leoparden løber væk, Hepburns hund stjæler den sidste knogle, og en rigtig leopard bliver sluppet fri af et Zoo. Altsammen i et lettere irriterende overskruet tempo.
Hepburn er som altid fantastisk, Grant er direkte dårlig i starten, men han opper sig gevaldigt senere. Historien raser afsted, replikkerne ryger rundt, og efter 1½ time er man faktisk rigtig træt af at høre på den konstante snakken. Filmen er ikke uden charme, men for meget over the top til min smag
3/6
Roman Holiday, 1953 En ligeså klassisk besætning som den foregående: William Wyler instruerer Gregory Peck og Audrey Hepburn. Og af en helt anden kaliber. Det er en herlig romantisk komedie om en prinsesse, der er træt af sit formelle og trivielle liv. Hun flygter i natten, falder i søvn på en bro, og Peck finder hende og bringer hende hjem til sig selv. Han er journalist, og erfarer, at det faktisk er den prinsesse han skulle interviewe. Straks øjner han et scoop. Meeen selvfølgelig skal han blive forelsket.
Slutningen er faktisk dybt nervepirrende, selvom den er meget, meget simpel. Man kan konstatere to ting: Romantiske komedier var væsentlige bedre dengang, og at jeg er forelsket i Audrey Hepburn. Hun er indbegrebet af skønhed og skuespil. Gregory Peck har også stil, men han er lidt for stiv til min smag.
En historie fra M. Night Shyamalan, om moder natur i sit onde hjørne. Desværre kunne denne film være meget bedre end det er endt med. Historien er alt for utroværdig, en noget rodet sammenklipning af filmen gør det heller ikke bedre. Jeg håber at M. Night Shyamalan snart vil kigge tilbage på sine tidligere projekter, og genfinde den orginalitet som vi har set.
”Sometimes I would like to get my hands on God...”
Sådan lyder blot én af mange barske men samtidig klukkende morsomme replikker i den tyske instruktør Lexi Alexanders udgave om Marvels klassiske antihelt og selvtægtmand Frank Castle, også bedre kendt som alle forbryderes dommer jury og bøddel…The Punisher, i en historie der loyalt følger både den visuelle tone, den bevidst overdrevne ultra vold og galgenhumor som kendetegnede Garth Ennis & Steve Dillon’s populære version af figuren i Max serien, hvor af ”War Zone” plottet er inspireret fra. Omsat til film betyder det en samlet grafisk stil der bedst kan beskrives som et miks af Warren Beattys kulørte farvepaletter i Dick Tracy og Sylvester Stallones nådesløse og brutale over the top blodinferno i Rambo 4, der kombineret ligger sig som en bund solid og ekstremt flot udført indpakning om Nick Santora, Art Marcim og Matt Holloway’s kompakte manuskript, der lader sig inspirere af de familiære elementer fra den originale Punisher film fra 1989 med Dolph Lundgren i hovedrollen, og desuden benytter sig af samme effektive trick som Tim Burton gjorde i Batman hvor helt og skurk blev forbundet via fortidens traume, (med likvideringen af Bruce Waynes familie), og nutidens skabelseshistorie der forvandlede den arrogante gangster Jack Napier til den rablende psykopat The Joker, efter Batman vurderede det bedst at gøre kort proces med slynglen ved at smide ham ned i et kemikaliebad.
Frank Castle : ”Let me put you out of my misery”
I Lexi Alexanders hænder er denne opbygning dog knap så sofistikeret lavet af den simple grund at transformationen af gangsteren Billy Russoti til Punishers ærkefjende, den grotesk udseende Jigsaw, er markant mere makaber og på grænsen til det perverse i sin udførelse. Men det gør egentlig ikke spor da det er helt i filmen og tegneseriens ånd og den tidligere karate/kickboxer mester og stuntkvinde samtidig sørger for, hvor absurd det end måtte lyde, at lave sine blodsudgydelser på en yderst stilsikker og kompromisløs facon, ligesom det også er tilfældet med actionscenerne som af to omgange åbner handlingen i ”War Zone”, der dog ført introducerer publikum for det lokale politi og den kvabsede betjent Martin Soap, (herlig kejtet og charmerende spillet af Dash Mihok), der godvilligt vender det blinde øje til Punishers, der arbejder på 5 år i træk, kontante måde at rydde ud i New Yorks underverden på. Mens Soap og hans makker filosoferer om etik og moral under et stakeout af mafiafamilien Cesares palæ, dukker Billy Russoti, (Dominic West http://www.blu-ray.com/movies/screenshot.php?movie... ), og hans folk op til et aftalt møde, som pludseligt viser sig at ha’ fået en uventet og frygtindgydende gæst til bords i form af The Punisher, (Ray Stevenson http://www.blu-ray.com/movies/screenshot.php?movie... ), der vildt og brutalt kaster sig ud i en ren massakre, hvor blodet sprøjter og knogler knækker side om side med en regndans af patronhylstre i en af de mest voldelige og dynamiske action-scener, (der indeholder filmens eneste, på dette område, tekniske gimmick ; en hurtigt overstået slowmotion sekvens), jeg har set længe, koreograferet i bedste oldschool stil helt renset fra det ellers så moderne brug af shakycam og fast cutting, som kun Paul Grengrass er sluppet godt fra i sine to Bourne film, men som til gengæld ødelagde kampscenerne i både Christopher Nolans Batman Begins og især i Marc Forsters Quantum of Solace.
Frank Castle : ”I'm sorry.”
Angela Donatelli : ”I said shut up! What's this?”
Frank Castle : ”Something to help out.”
Angela Donatelli : ”No, no…you don't get to do that. You don't get to shoot my husband in cold blood and then stop at the ATM.”
Frank Castle : ”It's for your daughter.”
Angela Donatelli : (retter sin pistol imod ham) ”This is what you deserve. What you did to Nick! Who punishes you?”
På mirakuløs vis lykkedes det Russoti og hans håndlangere at undslippe voldsorgiet, men det er kun en stakket frist, for inden længe har The Punisher atter fået færten af dem, hvilket fører til et opgør på mafiosoens skalkeskjul, der bliver en nøglescene i filmen, som både fungere som Jigsaws skabelse, Frank Castles moralske nedtur, (da han nakker en undercover FBI agent), og startskuddet på en voldsspiral, der er faretruende tæt på bringe The Punisher så meget ude af kurs, at han er tæt på at opgive sin nådesløse kamp for retfærdigheden og evige hævn over sin families død, som nu efter 6 års udrensning af scumbags ikke har hjulpet spor på at hele det blødende hjerte, der hviler under det fysiske og psykiske panser, der nu definerer hans personlighed som et lettere afstumpet og følelseskoldt våben. Castles fejlvurdering på fabrikken bliver dog held i uheld for ham da han, efter at være blevet bekendt med Russotis return fra graven, må tvinge sig selv tilbage i skudlinien og ofre hele sin sjæl for FBI agentens enke Angela, (Julie Benz http://www.blu-ray.com/movies/screenshot.php?movie... ), og hendes datter med det meget passende navn Grace, ( Stephanie Janusauskas), som han ud over beskytter af bliver en slags faderfigur for, der modsat gir ham en chance mere for, i overført betydning, at redde sin egen familie gennem dem.
Loony Bin Jim : ”That was fun... Now, let's go kill Castle in his miserable hole.”
Jigsaw : ”No, not yet. We're gonna have ourselves a little bit of fun with this. Next time he has to face us and a fucking army.”
Loony Bin Jim : ”Where do we get the army from?”
Jigsaw : ”Just like Uncle Sam bro. We recruit in troubled neighborhoods. Offer a hundred grand towards a college education they'll never get, promise nobody ever has to go to Iraq…hahaha.”
Alt imens opruster den grumme og stærkt vansirede Jigsaw sig i sin jagt på hævn over Donatelli familien og Frank Castle med forstærkning fra sin psykopatiske og kannibalistiske bror James, (Doug Hutchinson), bedre kendt som Looney Bin Jim, som Jigsaw hjælper med at flygte fra en sindssyge anstalt i en af filmens mest blodige og ulækre scener. Og så ruller lavinen imellem de to familier, (der hos Castle side også består af hans faste makker og samvittighed, våbenhandleren Microchip, (Wayne Knight), det tidligere bandemedlem Carlos, (Carlos Gonzalez-Vlo) samt FBI agenten der var hyret til at fange Punisher, Paul Budiansky, (Colin Salmon)), ellers derud af i én lang og grotesk morsom actionfyld duel, der også når at involvere den russiske mafia og et biologisk våben, dobbeltspil og luskede deals med både FBI og diverse gangstere fra begge sider og surrealistisk social satire, inden Jigsaw og The Punisher endelig konfronterer hinanden i et sandt dommedagsbrag - with all guns blazing -, over hårdtslående nærkampe, der til sidst udmunder sig i et nervepirrende standoff, hvis afslutning er nærmest pervers i sin brutalitet men alligevel lavet på sådan en måde, at man ikke kan undgå at sidde og smågrine trods de absurde løjer. Et miks af kulsort humor der efterfølgende fornemt bliver fulgt op på i filmens epilog, som både visuelt og verbalt er en humoristisk raket placeret direkte i bullseye.
Man siger at bag en hver stærk mand står der en endnu stærkere kvinde og den regel må lille smækre Lexi Alexander, ( http://www.slashfilm.com/wp/wp-content/images/blog... ), i den grad siges at ku’ leve op til med en handling, der trods det at være stramt fortalt og skåret helt ind til benet, (ingen påklistrede romantiske forviklinger og Frank Castles traume ses kun i korte flashbacks), på imponerende vis også lykkedes med, ind imellem de forrygende og slagkraftige actionscener akkompagneret af Michael Wandmachers potente score, ( ), at få skabt en historie der gir plads til at vise den dystre hævner som et desillusioneret og dybt fortabt menneske, der er på en følelsesmæssig og moralsk deroute. Fornemt skildret i scenerne med Angela, (smukt og følelsesladet spillet af Julie Benz fra Buffy TVS og [b]Angel) & Grace, (Stephanie Jabluanska, der udstråler den helt perfekte blanding af uskyldighed og håb for fremtiden), eller hans diskussioner med makkeren Microchip, (Wayne Knight fra Seinfeld i en underspillet knastør humoristisk birolle), der sammen med scenen i kirken i filmens sidste del mellem Castle og Budiansky, (Colin Salmon der er så intens, at han overspiller i et par scener, hvilket dog er ret underholdende, men ellers kommer suverænt igen i filmens andel halvdel), tager et kritisk look på den selvtægt The Punisher udøver og de konsekvenser det fører med sig for ham selv og hans omgivelser. Lexi Alexander gør det ikke sværere end det behøver at være med disse korte scener, men det er også nok til at gi’ ”War Zone” den nødvendig substans, der betyder at man investere sig i karakteren og i historien, som for øvrigt har masser af plot hvor action-elementet får lov til at træde i baggrunden.
Med hvad man godt ku’ kalde for filmens tre ultimative hovedrollerne, har Lexi Alexander og co. gjort noget af et scoop i castingen af Ray Stevenson, , (bedst kendt fra tv-serien Rome), som The Punisher. Skønt Stevenson med sit gustne sammenbidte fjæs ligner en person der med legende lethed ku’ flå dig midt over eller æde dig levende, evner denne hærdebrede og tårnhøje machomand samtidig, med ganske få virkemidler, at skabe en karakter der indeholder en skrøbelighed og nærmest opløsning når minderne om familien, enten via flashbacks eller i form af Angela og Grace, dukker frem på nethinden, og modsat i den anden ende af skalaen udviser en knurrende vrede og aggressivitet, når hans netværk kommer i farezonen og ryster taburetten under den kontante og brutale patriark, der slår som en forhammer og udøver millimeter præcise blodsudgydelser, når truslen fra filmens anden familie, de bindegale Russoti brødre, truer med at udslette hans verden. Stevenson har ikke mange replikker, men når han ytrer sig er det sætninger, heldigvis renset for platte oneliners, der næsten alle har betydning for plottet og som bider sig fast i hukommelsen.
Derimod forholder det sig stik modsat, hvad humoren angår, med ”War Zones” to skurke Billy Russoti/Jigsaw i skikkelse af Dominic West, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Tager man et kig på filmens visuelle side, har det været et element mange, både før premieren og underlig nok også efter, har rynket på næsen over. Men kritikken gir ikke megen mening eftersom Lexi Alexander og fotograf Steve Gainer helt bevist og helt i tegneseriens ånd, blot har gjort deres absolut bedste for at være så tro mod baggrundsmaterialet som overhovedet muligt. Dermed betyder det jo så ikke automatisk at selv samme look fungere på film, men det gør det rent faktisk med overraskende positiv effekt fordi Alexander og Gainer ikke blot bruger de skarpe farver som smart gimmick, men som en forstærkende effekt til at illustrere f. eks karakterernes følelser eller definition af forskellige miljøer og begrænser palleten til max tre farver i samme scene. Kun et sted, scenen i kirken, bryder hun sin egen regel ved at udstyre den i et sandt farveorgie, som nogen måske vil finde for dårlig smag, men som jeg til gengæld synes er utrolig skarpt udført og skaber en smuk kontrast til Frank Castle, siddende nærmest forstenet helt i sort, der perfekt illustrerer ”War Zone”’s blanding af det surrealistiske tegneserieunivers og den realistiske verden.
Et miks der fungerer upåklageligt og som får yderligere forstærkning fra to af de sjoveste øjeblikke i filmen, hvor Lexi Alexander understreger sin irritation over modefænomenet Parkour, da The Punisher konfronterer et par hoppende narkokurerer, og i hendes liberale kritik af Bush regeringens glorificering af krigsførelse, beskrevet i Jigsaws rekrutteringsscene med det amerikanske flag i baggrunden, der er en parodi over selv samme i Michael Moores Fahrenheit 9/11. Alexander er ikke ude i en form for propaganda her, men parodien passer helt ind i hendes idé med resten af filmen, der trods den megen action og vold er en anti-glorificering af selv samme ved pudsigt nok, at vise det hele råt for usødet i al sin absurditet og skildre The Punisher som et menneske der trods det at være helten ikke forvandler sig i nogen positiv retning, men i stedet forbliver et stumpt våben der modvilligt acceptere sin rolle ikke fordi han har lyst, men fordi han allerede i sine egne øjne er så fortabt i volden, at han aldrig kommer til at tilgive sig selv, for hvad han er blevet til.
Jeg ville ønske, at Lexi Alexander havde siddet ved siden af mig i sofaen, for så havde jeg givet hende et ordentlig smækkys og en high five for ikke bare at ha’ leveret den ultimativt bedste film i ”Punisher” serien, men også én af de bedste og mest underholdende actionfilm jeg har set i lang tid.
Ja, og selvom det er mange år siden jeg så den, så forstår jeg sådan set godt meningen med scenen i dag. Jeg forstår godt hensigten med tvetydigheden - man lærer en del af at blive voksen - og se mange film ;p
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
#1021 elwood 15 år siden
desværre.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#1022 wimmie 15 år siden
- Og på House of Blues ;)
#1023 MuManden 15 år siden
Mit billede er taget i Universal Studios i Los Angeles, men ved ikke om det er den originale bil med "flymotoren"? ;-)
#1024 filmz-Bruce 15 år siden
Overrasket god fortælling om Stauffenberg og attentatet på Hitler i 1944. Bortset fra det højere budget og deraf lidt større armbevægelser i produktionen, var det det gode ensemble af skuespillere, som gjorde dette til en seværdig affære. I en lille nedspillet BBC produktion ville Bill Nighy, Kenneth Branagh, Tom Wilkinson, Eddie Izzard, Terrence Stamp og Kevin McNallys tilsteværelse alene, være kvalitetsstempel nok.
Spørgsmålet er, om hovedmanden selv, Tom Cruise som Stauffenberg, kan følge de modne herrer til dørs? Og faktisk gør han det ikke så ringe endda. Han er nedtonet i sit skuespil og undgår melodramaet og ikke mindst at bringe kendte Cruise varetegn på banen. Om det i sig selv gør en god Stauffenberg, vil jeg lade andre om at afgøre. Hæderlig og godkendt er det nok? Hovedsagen er, at filmen formåede at lægge et godt spændingsniveau filmen igennem, føltes troværdig og gav Stauffenberg og "hans medsammensvorne på den rigtige side", et godt mindesmærke.
Filmens eneste rigtige nedtur, var David Bamber som Hitler, der var helt forkert i sin fremtoning som Hitler, ikke mindst pga. et forfærdelig kedeligt engelsk. Men det er jo nærmest også at smide Asian Sensation på som ekstra nummer, efter en Springsteen koncert, når Bruno Ganz nu engang er indbegrebet af Hitler.
Forhåbentlig kan Brian Singer nu ryste lortefilmen Superman Returns endeligt af sig. Ville gerne have set Engle og Dæmoner have haft en smule af spændingen fra denne.
Film: 7/10
#1025 Bobby Singer 15 år siden
Ja hvad kan man sige om dette herlige science fiction gys, som der ikke allerede er blevet sagt? Ikke meget, men nu gør jeg et forsøg alligevel. :-P
Carpenters Remake af The Thing From Another World, hører med i samme kategori som Halloween, når vi snakker om mandens allerbedste værker. Sjældent har jeg set en film der både byder på et mindeværdigt persongalleri, fremragende special effekter, der stadig virker ligeså skræmmende og chokerende i dag, som de gjorde for 27 år siden, og en ubehagelig dommedagsagtig stemning af paranoia og galskab, takket være Ennio Morricones musik, der langsomt men sikkert indsvøber dig i et tæppe af momentvis fascination og uhygge.
The Thing har samme effekt på mig, som f.eks. Alien, The Empire Strikes Back og T2 har, alle sammen science fiction, men alligevel vidt forskellige film, som har en rigtig god ting til fælles. Det er alle film, som jeg kan vende tilbage til med jævne mellemrum og blive ligeså begejstret for, som et barn er begejstret for juleaften, hver evig eneste gang jeg ser dem. Hvad der gør alle disse film mindeværdige for mig, er en kombination af samspillet mellem instruktionen, musikken, effekterne, skuespillerne og en lille smule filmmagi.
Hvem kan f.eks. ikke huske første gang de så Star Wars og blev fuldstændig opslugt af dette dragende univers? Det samme gælder Indiana Jones, James Bond eller for mit vedkommende min helt store barndoms helt Zorro. Alt sammen personer og universer, som jeg på et eller andet tidspunkt i min barndom, har stiftet bekendtskab med igennem film og det har påvirket mit barndomssind så meget, at jeg åd det hele råt og troede fuldt og fast på at det var ægte. Faktisk blev min fascination af Zorro så stor, at jeg endte med at gå rundt i mit kostume 24/7 og var overbevist om, at dette var mit kald, jeg var Zorro.
Ja det lyder jo alt sammen meget godt, tænker du sikkert nu, men hvor vil jeg egentlig hen med det? Jo ser du… det har jeg egentlig glemt nu. Planen var vist nok, at jeg ville have lavet noget med en smart overgang, du ved alt det der jeg skrev med barndommen og troen på at en fiktionel person eller verden, virkelig kunne være ægte osv., til Rob Bottins effekter. Sådan går når man beslutter sig for at skrive et styks længere dybde gående anmeldelse her kl.(indsæt et grimt ord her efter eget behov) om natten.
Nå men nu hvor det er fuldstændig spoleret, så lad os da bare gå direkte til sagen. Det fede ved Rob Bottins arbejde på denne film er troværdigheden i, at det du ser på lærredet virkelig er ægte og ikke bare et eller andet hæsligt CGI monstrum. Det giver bare noget ekstra, når det man ser på lærredet virkelige er ”ægte”, i den forstand at det er fysisk tilstede i rummet og skuespillerne kan faktisk se det. Man kan jo nærmest lugte og røre det. Det er f.eks. også derfor at den bedste varulve film der nogensinde er lavet, efter min mening selvfølgelig, er An American Werewolf In London. For det der til dels afgør om en varulve film er en god af slagsen, igen efter min mening, er transformationen fra menneske til ulv og jeg skal da lige love for at den leverer på det punkt. Wauw! Hvorfor leverer den, fordi det til en vis grad er ægte. Ja jeg ved godt at Rob Bottin ikke har stået bag special effekterne på den film, men jeg ville bare lige bruge det, som et eksempel til at slå min pointe fast.
Okay den her anmeldelse er da ved at køre helt af sporet! Jeg tror bare, at jeg vil til at slutte af, inden det går helt galt. Jeg kunne selvfølgelig bare have skrevet noget så simpelt som: det er en god film, og så var den anmeldelse skrevet, men det ville ærlig talt ikke have været særligt underholdende at læse… no beer and no tv make… wow hvad skete der lige der!?!
Nå ja og så genså jeg jo filmen på Blu-ray og den ser jo intet mindre end fantastisk ud. Helt klart alle pengene værd hvis man er fan af filmen og ikke ejer den på BD endnu.
Filmen: Fremragende som sædvanlig. 6/6
BD(billede og lyd): Har aldrig set eller lydt bedre end den gør nu. 6/6
#1026 Skeloboy 15 år siden
Bringing Up Baby, 1938
Screwball-komedie af Howard Hawks med Cary Grant og Katharine Hepburn.
Grant er en mild paleontolog. Han har kæmpet for at samle en brontosaurus gennem flere år. Han skal giftes, og han skal skaffe penge. På en golftur møder han Hepburn, en livsglad, omend finurlig, type. Selvfølgelig skal de mødes, og morsomheder opstår. Hun har lånt en leopard, kaldet Baby(deraf den danske titel, Han, Hun og Leoparden).
Leoparden løber væk, Hepburns hund stjæler den sidste knogle, og en rigtig leopard bliver sluppet fri af et Zoo. Altsammen i et lettere irriterende overskruet tempo.
Hepburn er som altid fantastisk, Grant er direkte dårlig i starten, men han opper sig gevaldigt senere. Historien raser afsted, replikkerne ryger rundt, og efter 1½ time er man faktisk rigtig træt af at høre på den konstante snakken. Filmen er ikke uden charme, men for meget over the top til min smag
3/6
Roman Holiday, 1953
En ligeså klassisk besætning som den foregående: William Wyler instruerer Gregory Peck og Audrey Hepburn. Og af en helt anden kaliber. Det er en herlig romantisk komedie om en prinsesse, der er træt af sit formelle og trivielle liv. Hun flygter i natten, falder i søvn på en bro, og Peck finder hende og bringer hende hjem til sig selv. Han er journalist, og erfarer, at det faktisk er den prinsesse han skulle interviewe. Straks øjner han et scoop. Meeen selvfølgelig skal han blive forelsket.
Slutningen er faktisk dybt nervepirrende, selvom den er meget, meget simpel. Man kan konstatere to ting: Romantiske komedier var væsentlige bedre dengang, og at jeg er forelsket i Audrey Hepburn. Hun er indbegrebet af skønhed og skuespil. Gregory Peck har også stil, men han er lidt for stiv til min smag.
Roman Holiday er en vaskeægte god og dejlig film.
5/6
#1027 Kiksmann 15 år siden
En historie fra M. Night Shyamalan, om moder natur i sit onde hjørne. Desværre kunne denne film være meget bedre end det er endt med. Historien er alt for utroværdig, en noget rodet sammenklipning af filmen gør det heller ikke bedre.
Jeg håber at M. Night Shyamalan snart vil kigge tilbage på sine tidligere projekter, og genfinde den orginalitet som vi har set.
2/6
#1028 NightHawk 15 år siden
Trailer # 1
Trailer # 2 – Unrated GrindHouse Style
”God be with you Frank”.
”Sometimes I would like to get my hands on God...”
Sådan lyder blot én af mange barske men samtidig klukkende morsomme replikker i den tyske instruktør Lexi Alexanders udgave om Marvels klassiske antihelt og selvtægtmand Frank Castle, også bedre kendt som alle forbryderes dommer jury og bøddel…The Punisher, i en historie der loyalt følger både den visuelle tone, den bevidst overdrevne ultra vold og galgenhumor som kendetegnede Garth Ennis & Steve Dillon’s populære version af figuren i Max serien, hvor af ”War Zone” plottet er inspireret fra. Omsat til film betyder det en samlet grafisk stil der bedst kan beskrives som et miks af Warren Beattys kulørte farvepaletter i Dick Tracy og Sylvester Stallones nådesløse og brutale over the top blodinferno i Rambo 4, der kombineret ligger sig som en bund solid og ekstremt flot udført indpakning om Nick Santora, Art Marcim og Matt Holloway’s kompakte manuskript, der lader sig inspirere af de familiære elementer fra den originale Punisher film fra 1989 med Dolph Lundgren i hovedrollen, og desuden benytter sig af samme effektive trick som Tim Burton gjorde i Batman hvor helt og skurk blev forbundet via fortidens traume, (med likvideringen af Bruce Waynes familie), og nutidens skabelseshistorie der forvandlede den arrogante gangster Jack Napier til den rablende psykopat The Joker, efter Batman vurderede det bedst at gøre kort proces med slynglen ved at smide ham ned i et kemikaliebad.
Frank Castle : ”Let me put you out of my misery”
I Lexi Alexanders hænder er denne opbygning dog knap så sofistikeret lavet af den simple grund at transformationen af gangsteren Billy Russoti til Punishers ærkefjende, den grotesk udseende Jigsaw, er markant mere makaber og på grænsen til det perverse i sin udførelse. Men det gør egentlig ikke spor da det er helt i filmen og tegneseriens ånd og den tidligere karate/kickboxer mester og stuntkvinde samtidig sørger for, hvor absurd det end måtte lyde, at lave sine blodsudgydelser på en yderst stilsikker og kompromisløs facon, ligesom det også er tilfældet med actionscenerne som af to omgange åbner handlingen i ”War Zone”, der dog ført introducerer publikum for det lokale politi og den kvabsede betjent Martin Soap, (herlig kejtet og charmerende spillet af Dash Mihok), der godvilligt vender det blinde øje til Punishers, der arbejder på 5 år i træk, kontante måde at rydde ud i New Yorks underverden på. Mens Soap og hans makker filosoferer om etik og moral under et stakeout af mafiafamilien Cesares palæ, dukker Billy Russoti, (Dominic West
http://www.blu-ray.com/movies/screenshot.php?movie... ), og hans folk op til et aftalt møde, som pludseligt viser sig at ha’ fået en uventet og frygtindgydende gæst til bords i form af The Punisher, (Ray Stevenson http://www.blu-ray.com/movies/screenshot.php?movie... ), der vildt og brutalt kaster sig ud i en ren massakre, hvor blodet sprøjter og knogler knækker side om side med en regndans af patronhylstre i en af de mest voldelige og dynamiske action-scener, (der indeholder filmens eneste, på dette område, tekniske gimmick ; en hurtigt overstået slowmotion sekvens), jeg har set længe, koreograferet i bedste oldschool stil helt renset fra det ellers så moderne brug af shakycam og fast cutting, som kun Paul Grengrass er sluppet godt fra i sine to Bourne film, men som til gengæld ødelagde kampscenerne i både Christopher Nolans Batman Begins og især i Marc Forsters Quantum of Solace.
Frank Castle : ”I'm sorry.”
Angela Donatelli : ”I said shut up! What's this?”
Frank Castle : ”Something to help out.”
Angela Donatelli : ”No, no…you don't get to do that. You don't get to shoot my husband in cold blood and then stop at the ATM.”
Frank Castle : ”It's for your daughter.”
Angela Donatelli : (retter sin pistol imod ham) ”This is what you deserve. What you did to Nick! Who punishes you?”
På mirakuløs vis lykkedes det Russoti og hans håndlangere at undslippe voldsorgiet, men det er kun en stakket frist, for inden længe har The Punisher atter fået færten af dem, hvilket fører til et opgør på mafiosoens skalkeskjul, der bliver en nøglescene i filmen, som både fungere som Jigsaws skabelse, Frank Castles moralske nedtur, (da han nakker en undercover FBI agent), og startskuddet på en voldsspiral, der er faretruende tæt på bringe The Punisher så meget ude af kurs, at han er tæt på at opgive sin nådesløse kamp for retfærdigheden og evige hævn over sin families død, som nu efter 6 års udrensning af scumbags ikke har hjulpet spor på at hele det blødende hjerte, der hviler under det fysiske og psykiske panser, der nu definerer hans personlighed som et lettere afstumpet og følelseskoldt våben. Castles fejlvurdering på fabrikken bliver dog held i uheld for ham da han, efter at være blevet bekendt med Russotis return fra graven, må tvinge sig selv tilbage i skudlinien og ofre hele sin sjæl for FBI agentens enke Angela, (Julie Benz http://www.blu-ray.com/movies/screenshot.php?movie... ), og hendes datter med det meget passende navn Grace, ( Stephanie Janusauskas), som han ud over beskytter af bliver en slags faderfigur for, der modsat gir ham en chance mere for, i overført betydning, at redde sin egen familie gennem dem.
Loony Bin Jim : ”That was fun... Now, let's go kill Castle in his miserable hole.”
Jigsaw : ”No, not yet. We're gonna have ourselves a little bit of fun with this. Next time he has to face us and a fucking army.”
Loony Bin Jim : ”Where do we get the army from?”
Jigsaw : ”Just like Uncle Sam bro. We recruit in troubled neighborhoods. Offer a hundred grand towards a college education they'll never get, promise nobody ever has to go to Iraq…hahaha.”
Alt imens opruster den grumme og stærkt vansirede Jigsaw sig i sin jagt på hævn over Donatelli familien og Frank Castle med forstærkning fra sin psykopatiske og kannibalistiske bror James, (Doug Hutchinson), bedre kendt som Looney Bin Jim, som Jigsaw hjælper med at flygte fra en sindssyge anstalt i en af filmens mest blodige og ulækre scener. Og så ruller lavinen imellem de to familier, (der hos Castle side også består af hans faste makker og samvittighed, våbenhandleren Microchip, (Wayne Knight), det tidligere bandemedlem Carlos, (Carlos Gonzalez-Vlo) samt FBI agenten der var hyret til at fange Punisher, Paul Budiansky, (Colin Salmon)), ellers derud af i én lang og grotesk morsom actionfyld duel, der også når at involvere den russiske mafia og et biologisk våben, dobbeltspil og luskede deals med både FBI og diverse gangstere fra begge sider og surrealistisk social satire, inden Jigsaw og The Punisher endelig konfronterer hinanden i et sandt dommedagsbrag - with all guns blazing -, over hårdtslående nærkampe, der til sidst udmunder sig i et nervepirrende standoff, hvis afslutning er nærmest pervers i sin brutalitet men alligevel lavet på sådan en måde, at man ikke kan undgå at sidde og smågrine trods de absurde løjer. Et miks af kulsort humor der efterfølgende fornemt bliver fulgt op på i filmens epilog, som både visuelt og verbalt er en humoristisk raket placeret direkte i bullseye.
http://www.blu-ray.com/movies/screenshot.php?movie...
Man siger at bag en hver stærk mand står der en endnu stærkere kvinde og den regel må lille smækre Lexi Alexander, ( http://www.slashfilm.com/wp/wp-content/images/blog... ), i den grad siges at ku’ leve op til med en handling, der trods det at være stramt fortalt og skåret helt ind til benet, (ingen påklistrede romantiske forviklinger og Frank Castles traume ses kun i korte flashbacks), på imponerende vis også lykkedes med, ind imellem de forrygende og slagkraftige actionscener akkompagneret af Michael Wandmachers potente score, ( ), at få skabt en historie der gir plads til at vise den dystre hævner som et desillusioneret og dybt fortabt menneske, der er på en følelsesmæssig og moralsk deroute. Fornemt skildret i scenerne med Angela, (smukt og følelsesladet spillet af Julie Benz fra Buffy TVS og [b]Angel) & Grace, (Stephanie Jabluanska, der udstråler den helt perfekte blanding af uskyldighed og håb for fremtiden), eller hans diskussioner med makkeren Microchip, (Wayne Knight fra Seinfeld i en underspillet knastør humoristisk birolle), der sammen med scenen i kirken i filmens sidste del mellem Castle og Budiansky, (Colin Salmon der er så intens, at han overspiller i et par scener, hvilket dog er ret underholdende, men ellers kommer suverænt igen i filmens andel halvdel), tager et kritisk look på den selvtægt The Punisher udøver og de konsekvenser det fører med sig for ham selv og hans omgivelser. Lexi Alexander gør det ikke sværere end det behøver at være med disse korte scener, men det er også nok til at gi’ ”War Zone” den nødvendig substans, der betyder at man investere sig i karakteren og i historien, som for øvrigt har masser af plot hvor action-elementet får lov til at træde i baggrunden.
Med hvad man godt ku’ kalde for filmens tre ultimative hovedrollerne, har Lexi Alexander og co. gjort noget af et scoop i castingen af Ray Stevenson, , (bedst kendt fra tv-serien Rome), som The Punisher. Skønt Stevenson med sit gustne sammenbidte fjæs ligner en person der med legende lethed ku’ flå dig midt over eller æde dig levende, evner denne hærdebrede og tårnhøje machomand samtidig, med ganske få virkemidler, at skabe en karakter der indeholder en skrøbelighed og nærmest opløsning når minderne om familien, enten via flashbacks eller i form af Angela og Grace, dukker frem på nethinden, og modsat i den anden ende af skalaen udviser en knurrende vrede og aggressivitet, når hans netværk kommer i farezonen og ryster taburetten under den kontante og brutale patriark, der slår som en forhammer og udøver millimeter præcise blodsudgydelser, når truslen fra filmens anden familie, de bindegale Russoti brødre, truer med at udslette hans verden. Stevenson har ikke mange replikker, men når han ytrer sig er det sætninger, heldigvis renset for platte oneliners, der næsten alle har betydning for plottet og som bider sig fast i hukommelsen.
Derimod forholder det sig stik modsat, hvad humoren angår, med ”War Zones” to skurke Billy Russoti/Jigsaw i skikkelse af Dominic West,
der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Tager man et kig på filmens visuelle side, har det været et element mange, både før premieren og underlig nok også efter, har rynket på næsen over. Men kritikken gir ikke megen mening eftersom Lexi Alexander og fotograf Steve Gainer helt bevist og helt i tegneseriens ånd, blot har gjort deres absolut bedste for at være så tro mod baggrundsmaterialet som overhovedet muligt.
Dermed betyder det jo så ikke automatisk at selv samme look fungere på film, men det gør det rent faktisk med overraskende positiv effekt fordi Alexander og Gainer ikke blot bruger de skarpe farver som smart gimmick, men som en forstærkende effekt til at illustrere f. eks karakterernes følelser eller definition af forskellige miljøer og begrænser palleten til max tre farver i samme scene. Kun et sted, scenen i kirken, bryder hun sin egen regel ved at udstyre den i et sandt farveorgie, som nogen måske vil finde for dårlig smag, men som jeg til gengæld synes er utrolig skarpt udført og skaber en smuk kontrast til Frank Castle, siddende nærmest forstenet helt i sort, der perfekt illustrerer ”War Zone”’s blanding af det surrealistiske tegneserieunivers og den realistiske verden.
Et miks der fungerer upåklageligt og som får yderligere forstærkning fra to af de sjoveste øjeblikke i filmen, hvor Lexi Alexander understreger sin irritation over modefænomenet Parkour, da The Punisher konfronterer et par hoppende narkokurerer, og i hendes liberale kritik af Bush regeringens glorificering af krigsførelse, beskrevet i Jigsaws rekrutteringsscene med det amerikanske flag i baggrunden, der er en parodi over selv samme i Michael Moores Fahrenheit 9/11. Alexander er ikke ude i en form for propaganda her, men parodien passer helt ind i hendes idé med resten af filmen, der trods den megen action og vold er en anti-glorificering af selv samme ved pudsigt nok, at vise det hele råt for usødet i al sin absurditet og skildre The Punisher som et menneske der trods det at være helten ikke forvandler sig i nogen positiv retning, men i stedet forbliver et stumpt våben der modvilligt acceptere sin rolle ikke fordi han har lyst, men fordi han allerede i sine egne øjne er så fortabt i volden, at han aldrig kommer til at tilgive sig selv, for hvad han er blevet til.
Jeg ville ønske, at Lexi Alexander havde siddet ved siden af mig i sofaen, for så havde jeg givet hende et ordentlig smækkys og en high five for ikke bare at ha’ leveret den ultimativt bedste film i ”Punisher” serien, men også én af de bedste og mest underholdende actionfilm jeg har set i lang tid.
5/6
DVD & Blu-Ray :
http://www.axelmusic.com/productDetails/0313981075...
Punisher – Omnibus. Vol. 1 af Garth Ennis & Steve Dillon :
http://www.amazon.co.uk/Punisher-Garth-Omnibus-Mar...
Soundtrack & Original Score :
http://www.amazon.co.uk/Punisher-War-Zone-Original...
http://www.amazon.com/Punisher-War-Zone-Original-P...
#1029 wimmie 15 år siden
Ja, og selvom det er mange år siden jeg så den, så forstår jeg sådan set godt meningen med scenen i dag.
Jeg forstår godt hensigten med tvetydigheden - man lærer en del af at blive voksen - og se mange film ;p
#1030 elwood 15 år siden
Hehe er det en anmeldelse eller et resume af hele filmen 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"