Jeg kom hel væk fra den her tråd, men i sidste weekend fik jeg jo endelig set Road House for første gang....
Ja men ved hvo'en den ender stortset før filmen er igang, men for dælen det er en herlig film, Patrick Swayce som står og nikker stille med hovedet op og ned, og nøjsomt overvåger siuationen, og kun bryder ind når det er nødvendigt.
Herlig slagsmål film, med de rigtige lydeffekter til slagene i ansigtet. og musik af Michael Kamen (band of Brothers Anyone) det var en overraskelse.
Lånte den af en god ven, så jeg venter stadigvæk på min egen udgave, så jeg kan få hørt noget kommentar spor.
Men thumbs up for en herlig slå hjernen fra film, og bare nyd slagsmålene.
Hehe og hvor mange gange blev I've thought you were bigger Joken ikke lige brugt gennem filmen 8-)
Tak for anbefalingen Fætter Guf, som gjorde jeg endelig tog mig sammen til og få den set, nu er den grimme smag af The Mummy 3 væk.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Weeds (S1,S2,S3,S4E03) Serien er en dejligt anderledes omgang, omkring en husmor, der efter sin mands pludselige død, ender med at forsørger sig som pot-dealer i en hyggelig "uskyld" copy/paste by.
Selve setuppet omkring forstadskvarter og pot-handler, mens hun også kæmper med de dagligsdag problemer fungerer rigtig godt. Jeg stornød hele første sæson, men halvvejs henne i S2 begynder tingene desværre at gå nedad. Serier forsøger at genskabe sig selv med forskellige settings, men det bliver aldrig helt det samme. Her i Sæson 4 ser jeg det mest af pligt, selvom afsnitttene som sådan er sjove nok, men den gennemgåede historie er bare blevet hamrende uinteressant. En skam.
War Inc. En af-art af Grosse Point Blank. Cusack spiller en lejemorder, der er hyret til at tage livet af en mellemøstlig leder, i en privatiseret krig. Jeg elsker Point Blank, så jeg havde høje forventninger, som absolut ikke blev indfriet. En kæmpe skuffelse.
This weekend will be filled with staring out of windows while holding a glass of scotch.
Paul Schraders film om den berømte japanske forfatter Mishima Yukio er en flot sammenvævning af kunstnerliv, kunstværk og rekonstruktion. Schrader kæmper for at få en sammenhæng ud af Mishima. Men filmens store styrke er, at den respekterer kompleksiteten og i kunstneren.
Mishimas liv skildres i sort/hvide sekvenser. Tre af hans værker, ”Kinkakuji”, ”Kyoko’s House” og ”Runaway Horses” skildres som teateropsætninger på en soundsstage i enkle, smukke, kunstige kulisser. Løbende skildres Mishimas sidste værk: sin egen død. Mishima stak som bekendt sit sværd i maven iklædt uniform, efter han havde opfordret den japanske hær til at finde tilbage til Yamato-ånden. Schrader insisterer (måske ed rette) på en sammenhæng mellem Mishimas sidste handling og hans øvrige værker. Han læser op fra Mishimas noter om sit liv og sin kunst. Om sammenhængen mellem fyldepennen og sværdet. Mellem kunst (ideal) og livet. Om skønhed og forfald. Han akkompagnerer det med underskønne billeder og en kraftpræstation af Ogata Ken i rollen som Mishima. En skuespiller, der ikke ligner Mishima, men som har en vigtigere egenskab: talentet til at finde ånden i Mishima.
Schraders film er en flot sammenvævning af Mishima, men han når ikke helt ned i dybden. Mishima er mere, end hvad Schrader viser på to timer. Mere kompleks. Mere kontroversiel. Schrader tager ikke for alvor fat i problematikken ved Mishimas død. Han tager heller for alvor ikke fat på Mishimas homoseksualitet. Eftersigende efter enkens ønske. Men som film er det noget af det mest seværdige, der kom ud af 80erne.
En interessant detalje: Filmen er aldrig blevet udgivet i Japan. En af mine japanske filmfreak-venner havde 'indsmuglet' Criterion-udgaven fra USA (det er ganske lovligt at importere den). Jeg kan ellers ikke se, hvad problemet er. Men noget lignende skete tidligere i år, da en ellers ganske ukontroversiel kinesisk dokumentar om Yasukuni fik begrænset sin premiere i april. Den ydre japanske højrefløj har tilsyneladende stadig godt greb om tingene i krogene i de japanske magtcentre.
Hehe, det var så lidt. Glad for at høre du syntes godt om den. :)
Det er helt klart en no-brainer som du siger og Kevin Smith nævner forøvrigt også i en af sine mange morsomme kommentarer til Scott Mousier, at Road House er sådan en film hvor man kan gå ud og lave en kande kaffe, gå på toilettet, eller gå ud med skraldet, alternativt alle tre dele i træk og stadig ku' vende tilbage til sofaen uden at være lost i handlingen. ;)
Det er helt klart en "Guilty Pleasure" klassikker og grunden til at den er det , imo, er både pga. den ekstrem corny handling og dialog, men også fordi den har en ganske højt production value. Alle actionscenerne/kampscenerne er f. eks. ret godt lavet, musikken af Michael Kamen og Jeff Healey bundsolid og castet/skuespillet over niveau for den her type film.
Og så vælter "Road House" sig jo i dialog og scener, som må gå over i "guilty pleasure" historiens hall of fame, som f.eks. Daltons tai-chi, Monstertrucken der går amok og måske den bedste i hele filmen ; duellen med Brad Wesleys håndlanger ved flodbreden hvor det berømte dødsgreb indgår. Jeg er færdig af grin over ikke blot den scene, men også den lige inde hvor håndlangeren med nemhed ku' være sluppet væk efter at ha' sprunget Daltons udlejers hus i stykker. I stedet vælger slamberten at stoppe sin motorcykel og bruge 20-30 sekunder på det nok så berømte skurkegrin...Muhahahahaha, hvilket gir Swayze nok tid til at indhente og smadre ham til plukfisk. :D
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Også meget sjov detalje med hjulene han starter ud med og købe, jeg tænkte hva i helvede går det ud, og når man så ser årsagen, viser det bare Dalton er vandt til lidt af hvert hehe.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Endnu en serie som HBO gav kniven efter kun en sæson. Serien følger 3 par og deres fælles terapeut. Det er en serie en serie om følelser, nærhed, modenhed, tosomhed, kærlighed og sex i parforholdet, og det er uanset om du dater, har familie eller ønsker at starte en.
Hvor serier som Sopranos og Deadwood flyttede grænser for sprog og vold i serier, flytter denne serie grænser for hvad man kan vise af sex og hvad der ellers sker i et sundt og usundt parforhold uanset alder. Dette skal nok bringe sindende i kog også herhjemme med mindre den ligesom Six Feet Under bliver henvist til de sene aften timer, hvis nogen vælger at vise dem på en dansk kanal.
Filmet med håndholdt kamera og uden brug af meget musik, samt ingen åbningssekvens men går på lige på og råt fra starten, gør at man føler at man sidder i sammen stue eller ligger sammen med parene i sengen, specielt når man har/får frit udsyn både til kropsdele og kropsvæsker.
De 10 afsnit svinger meget i kvalitet, og savner måske en rød tråd om hvor den gerne vil hen, men her vendes masser af problemstillinger, som nok skal kunne give grundlag for masser af snak med sin bedre halvdel, hvis man ser den sammen. Men hvem siger også, at livet altid har en rød tråd.
Skuespillet er intenst og dialogen er skarp, så meget hurtig føler man at personerne kunne være i ens egen omgangskreds, da de ligner os, med rynker mv. perfekt krop så ingen typiske Hollywood stars er at finde her eller på rollelisten.
Teknisk set er den også spændende for den er skudt på Super 16 og råd lyd uden effekter og musik, hvilket giver grynede og næsten farveløse billeder og ikke mindst et meget dokumetarisk look, som ligger langt fra HBOs andre serier skudt på HighDef og super lyd, så den lave karakter i audio/video skal ikke fraholder dig et køb, da det helt i seriens ånd.
Serien er skabt og skrevet af Cynthia Mort, der har været forfatter på bl.a. The Brave One og diverse tv-serier, som eftersigende ikke vidste hvordan hun skulle komme videre i historien om de 3 par til en hel ekstra sæson.
Du kan læse mere om den her Tell Me You Love me og købe den flere steder til en 20 - 25 USD, hvilket er billigt for en HBO serie.
Både ja og nej, for det er en af de serier, som sagtens kunne have båret en sæson til for nu har man jo lært personerne så godt at kende. Noget sluttes godt, andet mindre godt, men måske er det også i seriens ånd, med en masse åbne muligheder lige, der ligesom livet ikke altid giver svar og løsninger efter 55 minutter og vi har bare fået lov til at kligge ind i 3 par liv i 10 uger.
En god forfatter kunne sikkert have taget en skridt videre, men dejligt med personer man tror på. Jeg kunne genkende flere af personerne fra min vennekreds i Amerika og efter at have snakket med dem om den, sagde de også at de følte sig ramt og udstillet, men på den gode måde, for det gav dem anledning til at få snakket om en del ting.
#201 elwood 16 år siden
Ja men ved hvo'en den ender stortset før filmen er igang, men for dælen det er en herlig film, Patrick Swayce som står og nikker stille med hovedet op og ned, og nøjsomt overvåger siuationen, og kun bryder ind når det er nødvendigt.
Herlig slagsmål film, med de rigtige lydeffekter til slagene i ansigtet. og musik af Michael Kamen (band of Brothers Anyone) det var en overraskelse.
Lånte den af en god ven, så jeg venter stadigvæk på min egen udgave, så jeg kan få hørt noget kommentar spor.
Men thumbs up for en herlig slå hjernen fra film, og bare nyd slagsmålene.
Hehe og hvor mange gange blev I've thought you were bigger Joken ikke lige brugt gennem filmen 8-)
Tak for anbefalingen Fætter Guf, som gjorde jeg endelig tog mig sammen til og få den set, nu er den grimme smag af The Mummy 3 væk.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#202 DarkLight 16 år siden
Crap. Crap. Crap.
Weeds (S1,S2,S3,S4E03)
Serien er en dejligt anderledes omgang, omkring en husmor, der efter sin mands pludselige død, ender med at forsørger sig som pot-dealer i en hyggelig "uskyld" copy/paste by.
Selve setuppet omkring forstadskvarter og pot-handler, mens hun også kæmper med de dagligsdag problemer fungerer rigtig godt. Jeg stornød hele første sæson, men halvvejs henne i S2 begynder tingene desværre at gå nedad. Serier forsøger at genskabe sig selv med forskellige settings, men det bliver aldrig helt det samme.
Her i Sæson 4 ser jeg det mest af pligt, selvom afsnitttene som sådan er sjove nok, men den gennemgåede historie er bare blevet hamrende uinteressant. En skam.
War Inc.
En af-art af Grosse Point Blank. Cusack spiller en lejemorder, der er hyret til at tage livet af en mellemøstlig leder, i en privatiseret krig. Jeg elsker Point Blank, så jeg havde høje forventninger, som absolut ikke blev indfriet. En kæmpe skuffelse.
#203 mr gaijin 16 år siden
Paul Schraders film om den berømte japanske forfatter Mishima Yukio er en flot sammenvævning af kunstnerliv, kunstværk og rekonstruktion. Schrader kæmper for at få en sammenhæng ud af Mishima. Men filmens store styrke er, at den respekterer kompleksiteten og i kunstneren.
Mishimas liv skildres i sort/hvide sekvenser. Tre af hans værker, ”Kinkakuji”, ”Kyoko’s House” og ”Runaway Horses” skildres som teateropsætninger på en soundsstage i enkle, smukke, kunstige kulisser. Løbende skildres Mishimas sidste værk: sin egen død. Mishima stak som bekendt sit sværd i maven iklædt uniform, efter han havde opfordret den japanske hær til at finde tilbage til Yamato-ånden. Schrader insisterer (måske ed rette) på en sammenhæng mellem Mishimas sidste handling og hans øvrige værker. Han læser op fra Mishimas noter om sit liv og sin kunst. Om sammenhængen mellem fyldepennen og sværdet. Mellem kunst (ideal) og livet. Om skønhed og forfald. Han akkompagnerer det med underskønne billeder og en kraftpræstation af Ogata Ken i rollen som Mishima. En skuespiller, der ikke ligner Mishima, men som har en vigtigere egenskab: talentet til at finde ånden i Mishima.
Schraders film er en flot sammenvævning af Mishima, men han når ikke helt ned i dybden. Mishima er mere, end hvad Schrader viser på to timer. Mere kompleks. Mere kontroversiel. Schrader tager ikke for alvor fat i problematikken ved Mishimas død. Han tager heller for alvor ikke fat på Mishimas homoseksualitet. Eftersigende efter enkens ønske. Men som film er det noget af det mest seværdige, der kom ud af 80erne.
En interessant detalje: Filmen er aldrig blevet udgivet i Japan. En af mine japanske filmfreak-venner havde 'indsmuglet' Criterion-udgaven fra USA (det er ganske lovligt at importere den). Jeg kan ellers ikke se, hvad problemet er. Men noget lignende skete tidligere i år, da en ellers ganske ukontroversiel kinesisk dokumentar om Yasukuni fik begrænset sin premiere i april. Den ydre japanske højrefløj har tilsyneladende stadig godt greb om tingene i krogene i de japanske magtcentre.
8/10
http://www.imdb.com/title/tt0089603/
#204 NightHawk 16 år siden
Hehe, det var så lidt. Glad for at høre du syntes godt om den. :)
Det er helt klart en no-brainer som du siger og Kevin Smith nævner forøvrigt også i en af sine mange morsomme kommentarer til Scott Mousier, at Road House er sådan en film hvor man kan gå ud og lave en kande kaffe, gå på toilettet, eller gå ud med skraldet, alternativt alle tre dele i træk og stadig ku' vende tilbage til sofaen uden at være lost i handlingen. ;)
Det er helt klart en "Guilty Pleasure" klassikker og grunden til at den er det , imo, er både pga. den ekstrem corny handling og dialog, men også fordi den har en ganske højt production value. Alle actionscenerne/kampscenerne er f. eks. ret godt lavet, musikken af Michael Kamen og Jeff Healey bundsolid og castet/skuespillet over niveau for den her type film.
Og så vælter "Road House" sig jo i dialog og scener, som må gå over i "guilty pleasure" historiens hall of fame, som f.eks. Daltons tai-chi, Monstertrucken der går amok og måske den bedste i hele filmen ; duellen med Brad Wesleys håndlanger ved flodbreden hvor det berømte dødsgreb indgår. Jeg er færdig af grin over ikke blot den scene, men også den lige inde hvor håndlangeren med nemhed ku' være sluppet væk efter at ha' sprunget Daltons udlejers hus i stykker. I stedet vælger slamberten at stoppe sin motorcykel og bruge 20-30 sekunder på det nok så berømte skurkegrin...Muhahahahaha, hvilket gir Swayze nok tid til at indhente og smadre ham til plukfisk. :D
#205 filmz-Bruce 16 år siden
#206 elwood 16 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#207 mr gaijin 16 år siden
#208 Takfornu 16 år siden
Endnu en serie som HBO gav kniven efter kun en sæson. Serien følger 3 par og deres fælles terapeut. Det er en serie en serie om følelser, nærhed, modenhed, tosomhed, kærlighed og sex i parforholdet, og det er uanset om du dater, har familie eller ønsker at starte en.
Hvor serier som Sopranos og Deadwood flyttede grænser for sprog og vold i serier, flytter denne serie grænser for hvad man kan vise af sex og hvad der ellers sker i et sundt og usundt parforhold uanset alder. Dette skal nok bringe sindende i kog også herhjemme med mindre den ligesom Six Feet Under bliver henvist til de sene aften timer, hvis nogen vælger at vise dem på en dansk kanal.
Filmet med håndholdt kamera og uden brug af meget musik, samt ingen åbningssekvens men går på lige på og råt fra starten, gør at man føler at man sidder i sammen stue eller ligger sammen med parene i sengen, specielt når man har/får frit udsyn både til kropsdele og kropsvæsker.
De 10 afsnit svinger meget i kvalitet, og savner måske en rød tråd om hvor den gerne vil hen, men her vendes masser af problemstillinger, som nok skal kunne give grundlag for masser af snak med sin bedre halvdel, hvis man ser den sammen. Men hvem siger også, at livet altid har en rød tråd.
Skuespillet er intenst og dialogen er skarp, så meget hurtig føler man at personerne kunne være i ens egen omgangskreds, da de ligner os, med rynker mv. perfekt krop så ingen typiske Hollywood stars er at finde her eller på rollelisten.
Teknisk set er den også spændende for den er skudt på Super 16 og råd lyd uden effekter og musik, hvilket giver grynede og næsten farveløse billeder og ikke mindst et meget dokumetarisk look, som ligger langt fra HBOs andre serier skudt på HighDef og super lyd, så den lave karakter i audio/video skal ikke fraholder dig et køb, da det helt i seriens ånd.
Serien er skabt og skrevet af Cynthia Mort, der har været forfatter på bl.a. The Brave One og diverse tv-serier, som eftersigende ikke vidste hvordan hun skulle komme videre i historien om de 3 par til en hel ekstra sæson.
Du kan læse mere om den her Tell Me You Love me og købe den flere steder til en 20 - 25 USD, hvilket er billigt for en HBO serie.
Film 7/10
Audio 5/10
Video 5/10
#209 wiseguy 16 år siden
#210 Takfornu 16 år siden
En god forfatter kunne sikkert have taget en skridt videre, men dejligt med personer man tror på. Jeg kunne genkende flere af personerne fra min vennekreds i Amerika og efter at have snakket med dem om den, sagde de også at de følte sig ramt og udstillet, men på den gode måde, for det gav dem anledning til at få snakket om en del ting.