Susan Muska og Greta Olafsdottirs fremragende dokumentar om den transseksuelle Brandon Teena, er unægtelig en meget barsk omgang at overvære, jo længere ind i hendes tragiske livshistorie man involveres, hvilket senere resulterede i et brutalt voldeligt overfald og efterfølgende voldtægt udført de to vaneforbrydere Tom Nittes og John Lotter, inden deres modbydelige likvidering af Teena, Lisa Lambert og Paul Devine fandt sted i Lamberts hjem i Humbolt, Nebraska i 1993.
Inden der for alvor lægger sig en tung sky af melankoli over det videre forløb, der illustrerer en skræmmende kynisme og en total mangel på empati fra flere sider i det midtvestlige USA filmen skildrer, introduceres man dog først kronologisk for Teenas liv i fødebyen Lincoln, Nebraska fortalt via et par nære venner, samt flere af de kvinder som hun datede både under og efter at hendes mandlige alter ego Brandon blev afsløret. Under de mange forskellige interviews, især med kæresten Gina, står det dog hurtigt klart at der, (trods en forståelig ambivalens og følelsesmæssig usikkerhed som ret basalt stammer fra en manglende viden om de sfære af seksualiteten der ligger uden for den “normale” definerede heteroseksualitet), var konsensus iblandt Teenas kærester ang. hendes måde at behandle dem på. Dette skyldtes først og fremmest, at hun stik modsat de gængse mandetyper i området lå i den helt anden ende af det romantiske barometer med en venlig og imødekommende attitude, hvilket var årsagen til at de ikke efterfølgende lagde hende for had, netop fordi de nu selv havde fået syn for sagen og et indblik i en persons liv og væremåde, som de tidligere kun havde kendskab til via et hav af fordomme og negative stereotyper, og som i forhold til de personer man møder i filmen tegner et White trash samfund, der er håbløst forsumpet i gammeldags vanetænkning og opfattelse af andre.
Behovet for at blive elsket og tilbedt som Teena havde så hårdt brug for i sin psykiske dannelsen af den mandlige person hun stræbte efter at blive, havde dog immervæk sin pris da omsorgen og gaverne til kæresterne blev etableret via en række af diverse svindelnumre hvor hun, ganske interessant mht. hendes mentale konflikt, ligeledes brugte flere personligheder i at nå sit mål. I sidste ende var det en kombination af det lokale politis pres og de forskellige kæresters manglende accept af hendes seksuelle identitet, der sendte Teena på flugt mod Falls City og det senere skæbnesvangre møde med Lana Tisdel og hendes omgangskreds. I de efterfølgende mange nærgående og skarpe interviews med alle de involverede parter, (heriblandt Teenas openminded søster Tammy og hendes lettere ambivalente moder Joann), møder man bl.a. også den afstumpede Tom Nissen og den nærmest ligeglade John Lotter i fængslet, samt Lanas kvalmende dobbeltmoralske mor og en usædvanlig arrogant og dumsmart sherif, Steven Goldsberry, der stod for afhøringen af Brandon Teena efter voldtægten, som myndighederne i første omgang troede var løgn. Her gives der virkelig et detaljeret billede af et par personer, der er så langt ude for pædagogisk rækkevidde grundet deres nærmiljø og den negative sociale arv, at det er ganske skræmmende og i bund og grund også temmelig tragisk at se på, hvilket alt sammen bliver knastørt og hudløst ærligt opsummeret af en af de Texas Rangers der til sidst fik skovlen under Nissen og Lotter og som her klart udviser en foragt for deres gerninger og den dybt forankrede homofobi der gennemsyrer de små landsbysamfund.
Man skulle umiddelbart tro, at det udelukkende var Nissen og Lotters interviews, der gjorde størst negativt indtryk i dokumentaren, men i stedet bliver det sheriffens afhøring af en mere og mere ydmyget og grådkvalt Brandon Teena i forbindelse med voldtægten, der ender med at være den mest kvalmende oplevelse, da man her fuldstændig absurd sidder med indtrykket af, at det er hende der er den skyldige og ikke ofret, og hvor hendes dybt personlige og private kamp med sin seksuelle identitet bliver udstillet og latterliggjort på det groveste. Og jo stærkere beskrivelsen af miljøet hun befinder sig i og personerne hun omgiver sig med ridses op, jo mere viser det sig da også, at det stort set hele tiden har været en håbløs kamp op af bakke for denne outsider hvis længsel efter respekt og accept indhyllet i den helt store romantiske kærlighed aldrig har haft en chance for at kunne blive en realitet i den del af Amerika hun befinder sig i. Kontrasten mellem denne utopiske drøm og den indre ensomhed og isolation hun har følt på trods af andres selskab illustreres i øvrigt på fornemeste vis af Muska og Olafsdottir med en sammensmeltning af storladne country sange og billeder af Nebraskas kolde og golde marklandskaber.
“The Brandon Teena Story” er en af de bedste og mest detaljerede LGBT dokumentar jeg nogensinde har set, og den formår i den grad, ligesom Kimberly Pierces fremragende adaption “Boys Don’t Cry”, at komme helt ind under huden mest af alt fordi dens beskrivelser af de forskellige karakter, påvirkningen af hinanden, og påvirkningen fra deres respektive miljø, er så så stærkt og nuanceret beskrevet. Derfor kommer dokumentaren naturligvis med de største og varmeste anbefalinger herfra.
6/6
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Vampyr, 1932 I Dreyers samtid blev den ikke godt modtaget. Nu bliver den af mange hyldet på linje med hans andre film. Og det er helt forståeligt!
Historien om Allen Gray, der befinder sig i en vampyrbefængt landsby er en forunderlig, forførende og helt igennem stemningsmættet film. De fleste scener er velkomponeret, og selvom dens tempo og handlingsforløb burde sætte ens tålmodighed på prøve, er det aldrig aktuelt. Opbygningen gør nemlig, at man bliver holdt i uvidenhed - hovedpersonens uvidenhed - og persongalleriet består af dystre karakterer, man ikke ved specielt meget om. Normalt vil det være distraherende, at man intet ved om personernes baggrund, men det virker i Vampyr.
Det er et par ting, der ikke helt spiller. Eksempelvis er jeg ikke så glad for de forklarende skilte - tilsyneladende er de med, fordi Dreyer skulle optage filmen på tre sprog. Desuden er der et par kiksere i soundtracket. Men ellers er der kun at sige: Bravo, Dreyer!, Bravo!
#10631 Det lyder rigtig spændende, og helt sikkert som noget jeg skal have set.
Jeg så "Boys Don't Cry" som 18/19-årig, og den gik virkelig ind under huden på mig og påvirkede mig meget og efterfølgende viste de også en dokumentar i TV om Brandon Teena (gad vide om det er den du skriver om?). Jeg har ikke set filmen siden (selv om jeg dog har købt den på DVD), men jeg bliver snart nødt til at få den genset, selv om jeg er lidt nervøs for om den har samme virkning på mig i dag. En virkelig tragisk historie.
Jeg bliver helt angst i kroppen når jeg hører om mennesker der er så fordomsfulde. Det skræmmer mig virkelig.
Jeg så "Boys Don't Cry" som 18/19-årig, og den gik virkelig ind under huden på mig og påvirkede mig meget....
Jeg har ikke set filmen siden (selv om jeg dog har købt den på DVD), men jeg bliver snart nødt til at få den genset, selv om jeg er lidt nervøs for om den har samme virkning på mig i dag. En virkelig tragisk historie.
Præcis ligesom mig...jeg står tit med filmen i hånden, men sætter den tilbage på hylden hver gang.
________________________
Battle: Los Angeles
Skal vi smøre tykt på, er det 'Blackhawk Down' hvor Somalierne er skiftet ud med rumvæsener. Smutter vi tilbage til virkeligheden, er filmen kvalmende pompøs i lyd, billede og indhold. Jeg er nu blevet hjernevasket og er to skridt fra at melde mig til den amerikanske hær for hvor pokker hvor er det hele åbenbart meget heroisk.
Desuden trænger jeg til en lang pause fra den håndholdte "dokumentariske" stil, nej jeg bliver ikke draget ind i scenariet bare fordi kameramanden lider af Parkinson, ej heller får det mig til at fornemme kaos....det eneste jeg får ud af stilen er en fæl mistanke om det blot skal skjule dårlig CGI.
Hmm, det lyder vist en kende negativt, Jeg trænger vist til min morgenkakao.
Flot og velspillet - og med et ret grumt plot. Den følger bogen ganske godt, dog mangler jeg lidt mere indsigt i de 3 hovedpersoner og deres venskaber.
8/10
Paul
Sjov og dejlig nørdet - akkurat som forventet :) Det er altid en fryd at se Pegg og Frost sammen, selvom jeg nu klart foretrækker Edgar Wright i instruktørstolen ;) Masser af sjove nørd-referencer og biroller.
7/10
The Flock
Ikke en dårlig film - den fangede mig bare aldrig rigtig. Training Day møder 8MM hvor Richard Gere er mere Denzel Washington end Nicolas Cage - og Claire Danes (som jeg eller normalt godt kan lide) er en smule for hysterisk.
5/10
Monsters
Jeg blev meget positivt overrasket over den da jeg havde hørt en del middelmådige anmeldelser - og endda et par ret dårlige. Mange synes åbenbart den er kedelig - det synes jeg bestemt ikke, selvom jeg da godt kunne have brugt lidt mere intense øjeblikke. Det er nok synd at kalde det en gyser - sci-fi/thriller ville nok være mere passende. Flotte effekter og flotte billeder :)
8/10
The Switch
Havde lånt den da jeg synes jeg trængte til noget "tomhjernet underholdning" og det beskriver vist også filmen udemærket ;) En "lige-efter-bogen komedie med meget få grin...desværre... Jeg er nok ellers én af de få der normalt godt kan lide Jennifer Anistons komedier (med undtagelser naturligvis).
4/10
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
#10632 Meget enig. Formidabel film. Hele lydsiden er meget meget besynderlig, men det føjer blot til filmens unikke og sære stemning, og gør den til en mere bizar og udefinerbar størrelse. En af de film jeg kan blive ved med at gense.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#10632 - bare en lille kommentar (jeg håber ikke at jeg ryger på din ignore liste:):et af argumenterne mod talefilm var, så vidt jeg husker at de ikke var "internationale", men at stumfilm (selvom de kunne blive klippet om til andre markeders "smag") var, med deres få intertitles og lydløshed.
Så den for nogle måneder siden i Cinemateket og jeg er meget enig i karakteren.
#10638 - yes, og derfor blev alle scener optaget på tre sprog. Jeg ved dog ikke, om filmen ville give mening uden intertitles. Det er også kun et lille irritationsmoment. en voice-over. At man lige pludselig skal koncentrere sig om at læse bryder lidt rytmen, synes jeg. Det er ikke intertitles som sådan, for kan godt lide stumfilm jo...
#10631 Det lyder rigtig spændende, og helt sikkert som noget jeg skal have set.
Det lyder godt. :)
Glad for at høre, at du har fået lyst til at se/gense dokumentaren, der i øvrigt fungerer som et perfekt supplement til "Boys Don't Cry", hvor ekstramaterialet jo kun består af et enkelt kommentarspor og en kort featurette.
Jeg så "Boys Don't Cry" som 18/19-årig, og den gik virkelig ind under huden på mig og påvirkede mig meget og efterfølgende viste de også en dokumentar i TV om Brandon Teena (gad vide om det er den du skriver om?). Jeg har ikke set filmen siden (selv om jeg dog har købt den på DVD), men jeg bliver snart nødt til at få den genset, selv om jeg er lidt nervøs for om den har samme virkning på mig i dag. En virkelig tragisk historie.
Jeg bliver helt angst i kroppen når jeg hører om mennesker der er så fordomsfulde. Det skræmmer mig virkelig.
Jeg er ret sikker på, at der ikke har været lavet andre dokumentarer, så det må være "The Brandon Teena Story", som du har set i sin tid. :)
Mht. at blive skræmt/blive ramt af angst når jeg ser sådan nogle typer som Tom Nissen og John Lotter, ja så har jeg det på fuldstændig samme måde som dig. Du skulle prøve at se dokumentarene "For The Bible Told Me So", og "8 : The Mormon Proposition". Her er der godt nok også en række personer, plus de udtalelser de kommer med, der vil få det til at løbe koldt ned af ryggen på dig.
Jeg er glad for at skulle sidde og skrive om "Kaboom" nu, for kom faktisk i pænt dårligt humør under "The Brandon Teena Story".
misuma (10634) skrev:
Præcis ligesom mig...jeg står tit med filmen i hånden, men sætter den tilbage på hylden hver gang.
Næste gang du tager "Boys Don't Cry" ned fra hylden, så sæt endelig filmen på. :)
Det er en fantastisk rørende film, der formår at skildre alle sine karakterer lige stærkt og som er lige effektiv i formidlingen af den romantiske tilværelse Brandon Teena længes efter, samt de senere meget barske volds episoder. Skuespillet hele vejen rundt er i øvrigt fremragende og Hilary Swanks oscar er i den grad fuldt fortjent. Du må sørme ikke snyde dig selv fra at se denne filmperle.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#10631 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/Brandon-Teena-Story-Collec...
Susan Muska og Greta Olafsdottirs fremragende dokumentar om den transseksuelle Brandon Teena, er unægtelig en meget barsk omgang at overvære, jo længere ind i hendes tragiske livshistorie man involveres, hvilket senere resulterede i et brutalt voldeligt overfald og efterfølgende voldtægt udført de to vaneforbrydere Tom Nittes og John Lotter, inden deres modbydelige likvidering af Teena, Lisa Lambert og Paul Devine fandt sted i Lamberts hjem i Humbolt, Nebraska i 1993.
Inden der for alvor lægger sig en tung sky af melankoli over det videre forløb, der illustrerer en skræmmende kynisme og en total mangel på empati fra flere sider i det midtvestlige USA filmen skildrer, introduceres man dog først kronologisk for Teenas liv i fødebyen Lincoln, Nebraska fortalt via et par nære venner, samt flere af de kvinder som hun datede både under og efter at hendes mandlige alter ego Brandon blev afsløret. Under de mange forskellige interviews, især med kæresten Gina, står det dog hurtigt klart at der, (trods en forståelig ambivalens og følelsesmæssig usikkerhed som ret basalt stammer fra en manglende viden om de sfære af seksualiteten der ligger uden for den “normale” definerede heteroseksualitet), var konsensus iblandt Teenas kærester ang. hendes måde at behandle dem på. Dette skyldtes først og fremmest, at hun stik modsat de gængse mandetyper i området lå i den helt anden ende af det romantiske barometer med en venlig og imødekommende attitude, hvilket var årsagen til at de ikke efterfølgende lagde hende for had, netop fordi de nu selv havde fået syn for sagen og et indblik i en persons liv og væremåde, som de tidligere kun havde kendskab til via et hav af fordomme og negative stereotyper, og som i forhold til de personer man møder i filmen tegner et White trash samfund, der er håbløst forsumpet i gammeldags vanetænkning og opfattelse af andre.
Behovet for at blive elsket og tilbedt som Teena havde så hårdt brug for i sin psykiske dannelsen af den mandlige person hun stræbte efter at blive, havde dog immervæk sin pris da omsorgen og gaverne til kæresterne blev etableret via en række af diverse svindelnumre hvor hun, ganske interessant mht. hendes mentale konflikt, ligeledes brugte flere personligheder i at nå sit mål. I sidste ende var det en kombination af det lokale politis pres og de forskellige kæresters manglende accept af hendes seksuelle identitet, der sendte Teena på flugt mod Falls City og det senere skæbnesvangre møde med Lana Tisdel og hendes omgangskreds. I de efterfølgende mange nærgående og skarpe interviews med alle de involverede parter, (heriblandt Teenas openminded søster Tammy og hendes lettere ambivalente moder Joann), møder man bl.a. også den afstumpede Tom Nissen og den nærmest ligeglade John Lotter i fængslet, samt Lanas kvalmende dobbeltmoralske mor og en usædvanlig arrogant og dumsmart sherif, Steven Goldsberry, der stod for afhøringen af Brandon Teena efter voldtægten, som myndighederne i første omgang troede var løgn. Her gives der virkelig et detaljeret billede af et par personer, der er så langt ude for pædagogisk rækkevidde grundet deres nærmiljø og den negative sociale arv, at det er ganske skræmmende og i bund og grund også temmelig tragisk at se på, hvilket alt sammen bliver knastørt og hudløst ærligt opsummeret af en af de Texas Rangers der til sidst fik skovlen under Nissen og Lotter og som her klart udviser en foragt for deres gerninger og den dybt forankrede homofobi der gennemsyrer de små landsbysamfund.
Man skulle umiddelbart tro, at det udelukkende var Nissen og Lotters interviews, der gjorde størst negativt indtryk i dokumentaren, men i stedet bliver det sheriffens afhøring af en mere og mere ydmyget og grådkvalt Brandon Teena i forbindelse med voldtægten, der ender med at være den mest kvalmende oplevelse, da man her fuldstændig absurd sidder med indtrykket af, at det er hende der er den skyldige og ikke ofret, og hvor hendes dybt personlige og private kamp med sin seksuelle identitet bliver udstillet og latterliggjort på det groveste. Og jo stærkere beskrivelsen af miljøet hun befinder sig i og personerne hun omgiver sig med ridses op, jo mere viser det sig da også, at det stort set hele tiden har været en håbløs kamp op af bakke for denne outsider hvis længsel efter respekt og accept indhyllet i den helt store romantiske kærlighed aldrig har haft en chance for at kunne blive en realitet i den del af Amerika hun befinder sig i. Kontrasten mellem denne utopiske drøm og den indre ensomhed og isolation hun har følt på trods af andres selskab illustreres i øvrigt på fornemeste vis af Muska og Olafsdottir med en sammensmeltning af storladne country sange og billeder af Nebraskas kolde og golde marklandskaber.
“The Brandon Teena Story” er en af de bedste og mest detaljerede LGBT dokumentar jeg nogensinde har set, og den formår i den grad, ligesom Kimberly Pierces fremragende adaption “Boys Don’t Cry”, at komme helt ind under huden mest af alt fordi dens beskrivelser af de forskellige karakter, påvirkningen af hinanden, og påvirkningen fra deres respektive miljø, er så så stærkt og nuanceret beskrevet. Derfor kommer dokumentaren naturligvis med de største og varmeste anbefalinger herfra.
6/6
#10632 Skeloboy 14 år siden
I Dreyers samtid blev den ikke godt modtaget. Nu bliver den af mange hyldet på linje med hans andre film. Og det er helt forståeligt!
Historien om Allen Gray, der befinder sig i en vampyrbefængt landsby er en forunderlig, forførende og helt igennem stemningsmættet film. De fleste scener er velkomponeret, og selvom dens tempo og handlingsforløb burde sætte ens tålmodighed på prøve, er det aldrig aktuelt. Opbygningen gør nemlig, at man bliver holdt i uvidenhed - hovedpersonens uvidenhed - og persongalleriet består af dystre karakterer, man ikke ved specielt meget om. Normalt vil det være distraherende, at man intet ved om personernes baggrund, men det virker i Vampyr.
Det er et par ting, der ikke helt spiller. Eksempelvis er jeg ikke så glad for de forklarende skilte - tilsyneladende er de med, fordi Dreyer skulle optage filmen på tre sprog. Desuden er der et par kiksere i soundtracket. Men ellers er der kun at sige: Bravo, Dreyer!, Bravo!
9/10
#10633 Herrguth 14 år siden
Jeg så "Boys Don't Cry" som 18/19-årig, og den gik virkelig ind under huden på mig og påvirkede mig meget og efterfølgende viste de også en dokumentar i TV om Brandon Teena (gad vide om det er den du skriver om?). Jeg har ikke set filmen siden (selv om jeg dog har købt den på DVD), men jeg bliver snart nødt til at få den genset, selv om jeg er lidt nervøs for om den har samme virkning på mig i dag. En virkelig tragisk historie.
Jeg bliver helt angst i kroppen når jeg hører om mennesker der er så fordomsfulde. Det skræmmer mig virkelig.
#10634 misuma 14 år siden
Præcis ligesom mig...jeg står tit med filmen i hånden, men sætter den tilbage på hylden hver gang.
________________________
Battle: Los Angeles
Skal vi smøre tykt på, er det 'Blackhawk Down' hvor Somalierne er skiftet ud med rumvæsener. Smutter vi tilbage til virkeligheden, er filmen kvalmende pompøs i lyd, billede og indhold. Jeg er nu blevet hjernevasket og er to skridt fra at melde mig til den amerikanske hær for hvor pokker hvor er det hele åbenbart meget heroisk.
Desuden trænger jeg til en lang pause fra den håndholdte "dokumentariske" stil, nej jeg bliver ikke draget ind i scenariet bare fordi kameramanden lider af Parkinson, ej heller får det mig til at fornemme kaos....det eneste jeg får ud af stilen er en fæl mistanke om det blot skal skjule dårlig CGI.
Hmm, det lyder vist en kende negativt, Jeg trænger vist til min morgenkakao.
#10635 wimmie 14 år siden
Lige et par anmeldelser á la Narniabæver :)
Never let me go
Flot og velspillet - og med et ret grumt plot. Den følger bogen ganske godt, dog mangler jeg lidt mere indsigt i de 3 hovedpersoner og deres venskaber.
8/10
Paul
Sjov og dejlig nørdet - akkurat som forventet :)
Det er altid en fryd at se Pegg og Frost sammen, selvom jeg nu klart foretrækker Edgar Wright i instruktørstolen ;)
Masser af sjove nørd-referencer og biroller.
7/10
The Flock
Ikke en dårlig film - den fangede mig bare aldrig rigtig. Training Day møder 8MM hvor Richard Gere er mere Denzel Washington end Nicolas Cage - og Claire Danes (som jeg eller normalt godt kan lide) er en smule for hysterisk.
5/10
Monsters
Jeg blev meget positivt overrasket over den da jeg havde hørt en del middelmådige anmeldelser - og endda et par ret dårlige. Mange synes åbenbart den er kedelig - det synes jeg bestemt ikke, selvom jeg da godt kunne have brugt lidt mere intense øjeblikke. Det er nok synd at kalde det en gyser - sci-fi/thriller ville nok være mere passende.
Flotte effekter og flotte billeder :)
8/10
The Switch
Havde lånt den da jeg synes jeg trængte til noget "tomhjernet underholdning" og det beskriver vist også filmen udemærket ;)
En "lige-efter-bogen komedie med meget få grin...desværre... Jeg er nok ellers én af de få der normalt godt kan lide Jennifer Anistons komedier (med undtagelser naturligvis).
4/10
#10636 Benway 14 år siden
#10637 misuma 14 år siden
#10638 jessup 14 år siden
Så den for nogle måneder siden i Cinemateket og jeg er meget enig i karakteren.
#10639 Skeloboy 14 år siden
#10640 NightHawk 14 år siden
Det lyder godt. :)
Glad for at høre, at du har fået lyst til at se/gense dokumentaren, der i øvrigt fungerer som et perfekt supplement til "Boys Don't Cry", hvor ekstramaterialet jo kun består af et enkelt kommentarspor og en kort featurette.
Jeg er ret sikker på, at der ikke har været lavet andre dokumentarer, så det må være "The Brandon Teena Story", som du har set i sin tid. :)
Mht. at blive skræmt/blive ramt af angst når jeg ser sådan nogle typer som Tom Nissen og John Lotter, ja så har jeg det på fuldstændig samme måde som dig. Du skulle prøve at se dokumentarene "For The Bible Told Me So", og "8 : The Mormon Proposition". Her er der godt nok også en række personer, plus de udtalelser de kommer med, der vil få det til at løbe koldt ned af ryggen på dig.
Jeg er glad for at skulle sidde og skrive om "Kaboom" nu, for kom faktisk i pænt dårligt humør under "The Brandon Teena Story".
Næste gang du tager "Boys Don't Cry" ned fra hylden, så sæt endelig filmen på. :)
Det er en fantastisk rørende film, der formår at skildre alle sine karakterer lige stærkt og som er lige effektiv i formidlingen af den romantiske tilværelse Brandon Teena længes efter, samt de senere meget barske volds episoder. Skuespillet hele vejen rundt er i øvrigt fremragende og Hilary Swanks oscar er i den grad fuldt fortjent. Du må sørme ikke snyde dig selv fra at se denne filmperle.