Nate nævner blot i et skænderi med Brenda om hvorvidt de skal forklare Maya, hvem hendes biologiske mor er. Nate råber så om de også skal nævne at Hoyt og Lisa havde et forhold sammen, at de var samme på den strand hvor Lisa blev fundet, og at Hoyt muligvis har slået hende ihjel fordi hun ville gøre det forbi, men da han skød sig selv vil det nok aldrig blive opklaret. Desuden nævner også om de skal nævne at Nate måske ikke er hendes rigtige far. Så det er altså meget spekulationer og vi får ikke noget endegyldigt svar på det :)
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Jeg har lige set ovenstående på BD og vil sige med det samme, at jeg er kæmpestor fan af remaket af Battlestar Galactica fra pilotafsnit, over de fire sæsoner til "Razor" og mener at det er noget af det bedste sci-fi der nogensinde er lavet.
Derfor var det naturligvis en no-brainer at købe "The Plan" på BD, uden at se den først, hvilket desværre skulle vise sig at være en fejl.
TV-filmen, der er små to timer lang, starter før angrebet på kolonierne og fortæller en historie, der primært er set fra en cylons synspunkt. Idéen er at bygge på den eksisterende historie, ved at blande det nye materiale med materiale fra pilotafsnittet og serien, hvilket giver et par problemer.
Først og fremmest introduceres en karakter, jeg ikke mindes at have set i serien, men som åbenbart har et stærkt forhold til karakteren Galen, hvilket jo virker totalt fjollet, da hun ikke er nævnt før.
Udover dét, er der de tekniske problemer i det, da billedkvaliteten på det nye materiale og materialet fra pilotafsnittet, samt første sæson er af total forskellig kvalitet, hvilket er meget forstyrrende. Dertil kommer at vel halvdelen af filmen er gammel materiale man allerede har set i forvejen og det er en kende svært at sminke personerne, så de 100% matcher det gamle materiale.
Når ovenstående så er sagt, er det nye materiale virkelig groft plaget af dårlige computereffekter, så dårlige, at man skulle tro at de enten ikke var færdiglavet, eller at det var noget, der var nappet fra en cutscene til et computerspil med 4-5 år på bagen.
Det værste er dog at filmen på ingen måde føjer noget nyt til serien, den besvarer ikke rigtigt nogen spørgsmål og er faktisk bedre at undgå at føje til sin BSG-samling, da det klart lugter af et produkt der kun er lavet for at malke succesen.
Jeg kan tilgive en del ting i filmen og det er herligt at se mere til figurene, men alt i alt, er denne film under middel på alle punkter og kan på ingen måde anbefales til fans af serien og det er kun småting, bl.a. slutningen af filmen, der gør at denne ikke får en dårligere karakter.
4/10
Føj, det kan sgu gøres langt bedre og er gjort MANGE gange bedre over de fire sæsoner.
De har ikke opfundet mange skarpe knive.. i skuffen og så er de jo ikke særlig stærke. De er skæve og vinde.. af fuld.
Efter at have set det sidste afsnit af denne serie må jeg sige at dette er den serie som har påvirket mig mest følelsesmæssigt. Som de fleste HBO serier starter den langsomt ud. Den har ikke noget den skal bevise, men tager sig den tid som det skal tage for at få introduceret læseren til omgivelserne og hovedpersonerne. Serien omhandler den dysfunktionelle familie Fisher, som har en bedemandsforretning og tilmed bor i det samme hus. Deprimerende ikke ?
Serien starter ud med at faren, Nathaniel Fisher, bliver dræbt i en trafikulykke og hele familien skal samles til en begravelse. Familien består af hustruen Ruth, sønnerne David og Nate, samt datteren Claire. Ruth blev gift i en meget unge alder da hun blev gravid med Nate og har aldrig rigtig haft et liv uden Nathaniel. Hun er usikker, deprimeret og meget mærkeligt, da hun simpelthen ikke aner hvorledes hun nu skal gribe livet an. Den ældste søn Nate er kommet hjem fra Seattle, som han flyttede til i en meget ung alder da han absolut ikke vil have noget med bedemands-forretningen at gøre. Han er der for at tage afsked med sin far og det er det. Dette ændrer sig dog hurtigt. Allerede i lufthavnen møder han Brenda, som vi får meget mere at se til og hende og Nate får hurtigt udviklet et forhold til hinanden. Hun er superintelligent men har været igennem en masse skidt da hendes forældre har sendt hende til alverdens eksperter for at analysere hende på kryds og tværs da hun var barn og sådanne ting påvirker børn. Hun er hurtig på aftrækkeren, ualmindelig uforudsigelig, til tider manipulerende og altså superintelligent. Nate er mere nede på jorden. En ganske almindelig person uden nogen særlig uddannelse og hvis man kan sige at der er en hovedperson, så er det ham. Det er nok også ham det er nemmest at identificere sig med, da han umiddelbart er den mest ”normale” person. Men selv han er ikke perfekt og har også haft forhold til højre og venstre, mistede sin mødom som 15-årig til en 32-årig hippie kvinde. Så er der den yngste søn David. Det er ham som er sat til at overtage biksen efter hans far. Han har altid arbejdet i forretningen, deraf navnet ”Fisher and sons”. Han er principfast, kontrolfreak og usikker på mange ting. Han har været i et langt forhold til en kvinde, men er i virkeligheden homoseksuelt forhold med den sorte politibetjent Keith, som i øvrigt er langt fra den stereotype portrættering af homoseksuelle. David har dog ualmindelig svært ved at komme ud af skabet til ”venner” og familie, til stor irritation for Keith. Datteren og samtidig også den yngste af børnene, er Claire en teenagetøs med hvad dertil hører at teenageproblemer. Der bliver røget masser af joints og drukket (egentlig ikke generelt for hende, det gør især Nate også) og hun har det med at vælge de forkerte fyre. Hun er meget kreativ og for hende er kunsten vejen. Hun er bare ikke klar over hvad hun vil med sit liv og forretningen er hun fuldstændig ligeglad med. Derudover har vi også Rico som er ansat hos familien og er latinamerikaner. Han er i et forhold med Vanessa og bliver behandlet som en ansat, men samtidig også som en del af familien.
Hvad der videre sker skal folk selv opleve, men en af de ting som serien gør så fremragende er at det er almindelige personer vi har at gøre med. De har ganske vist deres problemer og fejl, men det har alle og deres personskildring er meget naturlig og det samme er personudviklingen. Dette skyldes først og fremmest et fremragende manuskript. Der er intet overflødigt fedt, det hele har relevans og ingen afsnit eller personudvikling som virker overflødige. Dialogen er ligeledes meget naturlig. Der bliver ikke skåret et par bandeord væk. Faktisk når det allerhedest for sig, så bliver ordet ”fuck” sagt en hel del gange og selve begrebet bliver også taget flittigt i brug også mænd og mænd imellem, så er man sart hvad det angår så bliver det nok hårdt. At foretage en hel analyse til seriens synspunkter ville tage meget spalteplads, men der er i hvert fald nogle ret kraftige synspunkter mht. død, reinkarnation, homoseksuelle etc.
Det er desuden en ret depressiv omgang, i særdeleshed de sidste sæsoner. I starten er der en masse sort humor, hvilket bliver mindre og mindre i takt med at serien skifter mere fokus og bliver endnu mere koncentreret om familien og dens relaterede og i mindre grad om selve forretningen og dens opgaver. I øvrigt skal det nævnes at hvert afsnit starter med at en eller flere personer dør i mere eller mindre forskellige og mærkelige omstændigheder (det er her meget af den sorte/morbide humor finder sted) og omend det er meget tragisk så er der nogle af tilfældene som er ganske komiske.
Skuespillet er fremragende fra alle de medvirkende. Jeg kan rent faktisk ikke komme i tanke om en person som gør det dårligt. Og det er også i høj grad takke være godt castingarbejde. Jeg er i særdeleshed imponeret af Peter Krause som Nate og Rachel Griffiths. Som tiden går kommer man til at holde mere og mere af personerne (som er en af de ting en serie kan) og man føler med dem som var de en del af ens familie. Men man er samtidig også glad for at serien bliver så godt rundet af, hvilket mange serier desværre ikke bliver. En serie som ikke blev canceled eller ikke havde mere at byde på, men som stoppede på toppen.
Dem som ikke har stiftet bekendtskab med denne serie, bør straks erhverve sig den. Den er fremragende. 10/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Kvindebedårer i en menneskealder. Hvem andre end Cary Grant, kunne i en alder af 55 år spille rollen i Hollywoods dengang største actionbrag, hvori han charmerer en 26 årig kvinde? Eva Marie Saint var faktisk "kun" 20 år yngre end charmetrolden, da Hitchcock castede dem sammen i North By Northwest i 1959, så pyt.
James Stewart bønfaldt Hitchcock for rollen, men tabte den på gulvet fordi han så for gammel ud ... 5 år yngre end Cary. Og det ville også nærmest, uanset James Stewart guddommelige karriere, være umuligt at forestille sig andre end Cary Grant i rollen, som siden nærmest ville ligge til grund for den fremtidige Bond figur. Jo, Cary Grant VAR Bond.
Med North By Northwest ville Hitchcock tage sit et pust mellem Vertigo og Psycho og lege suspense med publikum som aldrig før. Ingen i filmhistorien ville før eller siden, lave tre så ikoniske film i træk, og blive mesterværker i deres respektive genrer. Men North By Northwest var aldrig venstrehåndsarbejde for Hitchcock. Det var eksperimenteren med publikum, med plotelementer, med effekter og med eksplicitte seksuelle referencer, uhørte for sin tid. Men personificeringen af Hitchcocks ønske ego, Grant, fik det hele til at se legende let ud, og charme får denne film til at fungere på tidspunkter, hvor man måske burde pirke kritisk til plothuller og lignende. Først sent i filmen etablerer Hichcock en MacGuffin, som er komplet ligegyldig for underholdningen og forbliver ligegyldig i Hitchcocks optik. Hitchcock har travlt med at more sig og lege med publikum på en måde, som sikkert ikke er ukendt for Von Trier i dag.
North By Northwest er 100% ren og skær underholdning, intelligent, vittig, charmerende og med sekvenser som selv i dag, er svære at eksekvere så succesfuldt. Blot at nævne scenen med Grant ude på en støvet landevej, uden underlægningsmusik og i fuld dagslys er dobbeltkonfekt. Det er en monumental scene i filmhistorien.
Og nu er vi altså i 2009 velsignet med en $1.000.000 restaurering i anledning af filmens 50 års jubilæum og i HD. Og der er noget at glæde sig over. Glem med det samme de anmeldelser, som strør om sig med 5 stjerner af 5 for billed og næsten det samme for lyd. Det er ikke seriøst at lade sig rive med og fortrænge, hvad der er teknisk muligt i dag. Men det er formentlig meget sikkert, at North By Northwest aldrig bliver flottere i hjemmebiografen end den er nu.
Der er ingen ridser at se. Farvepaletten er langt mere naturlig end den forrige DVD udgave, men uden at slække på de mættede, flotte farver fra VistaVision produktionen. Nærbilleder afslører masser med detaljer og kontrast er imponerende med et sortniveau aldrig tidligere set HELT uden fravær af digital støj. Imponerende. Eneste svaghed er en gennemgående blødhed især på distancen, men også i nærbilleder, så man ikke ser de HD detaljer i hud og teksturer, man ofte er vant til. Men det er ikke noget, man skal bekymre sig om. Der er nemlig brugt masser med filtre for at få især Cary Grant, men også Eva Marie Saint til at have en aura omkring dem. Både for at skjule Grants tiltagende alder, men også give de rette sekvenser et drømmelignende look, som bl.a. også Vertigo havde.
Man kunne frygte, at HD ville afsløre datidens effekter og især afslutningen på Mount Rushmore, som er optaget indendøre, men det modsatte er overraskende tilfældet. Jeg var imponeret over bilsekvensen og Hitchcocks effektarbejde med kameraet, men Rushmore scenen tager stikket og kan nu virkelig nydes fuldt ud. Det er en fantastisk setting man har bygget og de matte paintings man har, er meget svære at spotte, selv på lærred, i modsætning til f.eks. i Kubricks 2001, 10 år senere.
I en af slutsekvenserne ser man Eva Marie Saint sidde i en sofa og kameraet svæver over hende, ca 3 meter fra gulvtæppet. Detaljerne er superskarpe og tæppets, bordets og stolens struktur er til at føle på.
Udgivelsens TrueHD spor er i top. Der skal skrues ekstra op for denne skive, gerne 10dB, for den er mikset ret lavt. Musikken af Hitchcocks chef komponist, den geniale Bernard Herrmann har aldrig lydt bedre. Det kendte hæsblæsende og bombastistiske score i introen, er svulstig og dyb som aldrig før og Herrmanns musik er aldrig kommet så godt til sin ret i hjemmebiografen som nu. I bilscenen, hvor Grant har en "lille skid på" får man virkelig smilerynkerne igang, når Herrmanns violiner sætter ind. Surround effekterne er sparsomme, men sætter ind, bl.a. i majsmark sekvensen, uden at virke for effektfulde og for kunstigt. Det bedste er dog dialogen, som står klar, tydelig og med en passende dyb klang.
Udgivelsen er alle pengene værd og ikke mindst ventetiden og det var en storslået oplevelse at få lov og se dette mesterværk í denne stand.
Film: 10/10 Billed: 8/10 Lyd: 7/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Er igang med ekstramaterialet og den første featurette Cary Grant: A Class Apart er i DVD kvalitet og 90 minutter lang. Vist på PBS og en rigtig god dokumentar, som kommer godt bagom Grant og hans liv.
Der vises klip fra alle hans film og det er muligt det er DVD kvalitet, men jeg kunne se på bl.a. Notorious, at denne var KLART i bedre kvalitet, end den DVD udgave, som har været på markedet, så meget, at jeg lige måtte kigge, om dokumentaren var i HD kvalitet. Det lover rigtigt godt, især fordi Notorious i min bog, er en ENDNU bedre film end North By Northwest.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
I sandhed en flader-dag i dag; 4 film fik vi set (jeg har ligget på sofaen med ondt i ryggen og slemt hold i nakken det meste af dagen). Hr. Husbond og jeg valgte to film hver; battle of the genres:
Mandens valg:
Up
En rigtig flot og hyggelig Pixar-film med masser af hjerte. De "talende" hunde var måske en anelse fjollet men alligevel også lidt sødt. Squirrel! :D Introen var sød og sentimental.
En af de bedste Pixar-film - slår dog ikke Wall*E
5/6
The Taking of Pelham 123
Filmen var som forventet: ganske underholdende, forudsigelig og lige ud af landevejen; en typisk Tony Scott. Den leverer dét den skal men er desværre bare alt for "typisk" for sin genre. Udførelsen er som så god nok og skuespillet ligeså - der er bare absolut intet nyt at komme efter og ikke én eneste overraskelse. Tror manden var mere begejstret end mig - var nu glad for at jeg ikke lod ham overtale mig til at se den i biografen.
3/6
Trick'r treat
Så blev det min tur til at vælge film, og der skulle da et par Halloween-film til :) Trick'r treat er ikke nogen genial film og det er ikke rigtigt en gyser, men den er nu en ganske underholdende halloween-slasher der heldigvis ikke tager sig selv for alvorligt men stadig formår at levere masser af sort humor og samme farve ironi.
4/6
Doghouse
Ikke den typiske zombie-film (faktisk ikke rigtige zombier men "inficerede"). Sort, britisk humor; masser af platte one-liners og kreative nedslagtninger. Ikke nogen "Shaun of the Dead" (selvom humoren ligger nær), men jeg var godt underholdt og næsten ikke stødt (som kvinde) ;p
4/6
Oh well, vi endte vel hver med et gennemsnit på 4, så vi står vist lige... (selvom "Pelham" dog er en lille 3'er i min bog).
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
#2121 Highland Park 15 år siden
Hmm... en lidt gådefuld bemærkning. Gider du evt. uddybe det i en spoiler-tekst? :)
#2122 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#2123 Highland Park 15 år siden
#2124 filmz-Utyske 15 år siden
Jeg har lige set ovenstående på BD og vil sige med det samme, at jeg er kæmpestor fan af remaket af Battlestar Galactica fra pilotafsnit, over de fire sæsoner til "Razor" og mener at det er noget af det bedste sci-fi der nogensinde er lavet.
Derfor var det naturligvis en no-brainer at købe "The Plan" på BD, uden at se den først, hvilket desværre skulle vise sig at være en fejl.
TV-filmen, der er små to timer lang, starter før angrebet på kolonierne og fortæller en historie, der primært er set fra en cylons synspunkt. Idéen er at bygge på den eksisterende historie, ved at blande det nye materiale med materiale fra pilotafsnittet og serien, hvilket giver et par problemer.
Først og fremmest introduceres en karakter, jeg ikke mindes at have set i serien, men som åbenbart har et stærkt forhold til karakteren Galen, hvilket jo virker totalt fjollet, da hun ikke er nævnt før.
Udover dét, er der de tekniske problemer i det, da billedkvaliteten på det nye materiale og materialet fra pilotafsnittet, samt første sæson er af total forskellig kvalitet, hvilket er meget forstyrrende. Dertil kommer at vel halvdelen af filmen er gammel materiale man allerede har set i forvejen og det er en kende svært at sminke personerne, så de 100% matcher det gamle materiale.
Når ovenstående så er sagt, er det nye materiale virkelig groft plaget af dårlige computereffekter, så dårlige, at man skulle tro at de enten ikke var færdiglavet, eller at det var noget, der var nappet fra en cutscene til et computerspil med 4-5 år på bagen.
Det værste er dog at filmen på ingen måde føjer noget nyt til serien, den besvarer ikke rigtigt nogen spørgsmål og er faktisk bedre at undgå at føje til sin BSG-samling, da det klart lugter af et produkt der kun er lavet for at malke succesen.
Jeg kan tilgive en del ting i filmen og det er herligt at se mere til figurene, men alt i alt, er denne film under middel på alle punkter og kan på ingen måde anbefales til fans af serien og det er kun småting, bl.a. slutningen af filmen, der gør at denne ikke får en dårligere karakter.
4/10
Føj, det kan sgu gøres langt bedre og er gjort MANGE gange bedre over de fire sæsoner.
#2125 Takfornu 15 år siden
#2126 filmz-jonasgr 15 år siden
Efter at have set det sidste afsnit af denne serie må jeg sige at dette er den serie som har påvirket mig mest følelsesmæssigt. Som de fleste HBO serier starter den langsomt ud. Den har ikke noget den skal bevise, men tager sig den tid som det skal tage for at få introduceret læseren til omgivelserne og hovedpersonerne. Serien omhandler den dysfunktionelle familie Fisher, som har en bedemandsforretning og tilmed bor i det samme hus. Deprimerende ikke ?
Serien starter ud med at faren, Nathaniel Fisher, bliver dræbt i en trafikulykke og hele familien skal samles til en begravelse. Familien består af hustruen Ruth, sønnerne David og Nate, samt datteren Claire. Ruth blev gift i en meget unge alder da hun blev gravid med Nate og har aldrig rigtig haft et liv uden Nathaniel. Hun er usikker, deprimeret og meget mærkeligt, da hun simpelthen ikke aner hvorledes hun nu skal gribe livet an. Den ældste søn Nate er kommet hjem fra Seattle, som han flyttede til i en meget ung alder da han absolut ikke vil have noget med bedemands-forretningen at gøre. Han er der for at tage afsked med sin far og det er det. Dette ændrer sig dog hurtigt. Allerede i lufthavnen møder han Brenda, som vi får meget mere at se til og hende og Nate får hurtigt udviklet et forhold til hinanden. Hun er superintelligent men har været igennem en masse skidt da hendes forældre har sendt hende til alverdens eksperter for at analysere hende på kryds og tværs da hun var barn og sådanne ting påvirker børn. Hun er hurtig på aftrækkeren, ualmindelig uforudsigelig, til tider manipulerende og altså superintelligent. Nate er mere nede på jorden. En ganske almindelig person uden nogen særlig uddannelse og hvis man kan sige at der er en hovedperson, så er det ham. Det er nok også ham det er nemmest at identificere sig med, da han umiddelbart er den mest ”normale” person. Men selv han er ikke perfekt og har også haft forhold til højre og venstre, mistede sin mødom som 15-årig til en 32-årig hippie kvinde. Så er der den yngste søn David. Det er ham som er sat til at overtage biksen efter hans far. Han har altid arbejdet i forretningen, deraf navnet ”Fisher and sons”. Han er principfast, kontrolfreak og usikker på mange ting. Han har været i et langt forhold til en kvinde, men er i virkeligheden homoseksuelt forhold med den sorte politibetjent Keith, som i øvrigt er langt fra den stereotype portrættering af homoseksuelle. David har dog ualmindelig svært ved at komme ud af skabet til ”venner” og familie, til stor irritation for Keith. Datteren og samtidig også den yngste af børnene, er Claire en teenagetøs med hvad dertil hører at teenageproblemer. Der bliver røget masser af joints og drukket (egentlig ikke generelt for hende, det gør især Nate også) og hun har det med at vælge de forkerte fyre. Hun er meget kreativ og for hende er kunsten vejen. Hun er bare ikke klar over hvad hun vil med sit liv og forretningen er hun fuldstændig ligeglad med. Derudover har vi også Rico som er ansat hos familien og er latinamerikaner. Han er i et forhold med Vanessa og bliver behandlet som en ansat, men samtidig også som en del af familien.
Hvad der videre sker skal folk selv opleve, men en af de ting som serien gør så fremragende er at det er almindelige personer vi har at gøre med. De har ganske vist deres problemer og fejl, men det har alle og deres personskildring er meget naturlig og det samme er personudviklingen. Dette skyldes først og fremmest et fremragende manuskript. Der er intet overflødigt fedt, det hele har relevans og ingen afsnit eller personudvikling som virker overflødige. Dialogen er ligeledes meget naturlig. Der bliver ikke skåret et par bandeord væk. Faktisk når det allerhedest for sig, så bliver ordet ”fuck” sagt en hel del gange og selve begrebet bliver også taget flittigt i brug også mænd og mænd imellem, så er man sart hvad det angår så bliver det nok hårdt. At foretage en hel analyse til seriens synspunkter ville tage meget spalteplads, men der er i hvert fald nogle ret kraftige synspunkter mht. død, reinkarnation, homoseksuelle etc.
Det er desuden en ret depressiv omgang, i særdeleshed de sidste sæsoner. I starten er der en masse sort humor, hvilket bliver mindre og mindre i takt med at serien skifter mere fokus og bliver endnu mere koncentreret om familien og dens relaterede og i mindre grad om selve forretningen og dens opgaver. I øvrigt skal det nævnes at hvert afsnit starter med at en eller flere personer dør i mere eller mindre forskellige og mærkelige omstændigheder (det er her meget af den sorte/morbide humor finder sted) og omend det er meget tragisk så er der nogle af tilfældene som er ganske komiske.
Skuespillet er fremragende fra alle de medvirkende. Jeg kan rent faktisk ikke komme i tanke om en person som gør det dårligt. Og det er også i høj grad takke være godt castingarbejde. Jeg er i særdeleshed imponeret af Peter Krause som Nate og Rachel Griffiths. Som tiden går kommer man til at holde mere og mere af personerne (som er en af de ting en serie kan) og man føler med dem som var de en del af ens familie. Men man er samtidig også glad for at serien bliver så godt rundet af, hvilket mange serier desværre ikke bliver. En serie som ikke blev canceled eller ikke havde mere at byde på, men som stoppede på toppen.
Dem som ikke har stiftet bekendtskab med denne serie, bør straks erhverve sig den. Den er fremragende.
10/10
'Cause I'm evil"
#2127 filmz-Bruce 15 år siden
Kvindebedårer i en menneskealder. Hvem andre end Cary Grant, kunne i en alder af 55 år spille rollen i Hollywoods dengang største actionbrag, hvori han charmerer en 26 årig kvinde? Eva Marie Saint var faktisk "kun" 20 år yngre end charmetrolden, da Hitchcock castede dem sammen i North By Northwest i 1959, så pyt.
James Stewart bønfaldt Hitchcock for rollen, men tabte den på gulvet fordi han så for gammel ud ... 5 år yngre end Cary. Og det ville også nærmest, uanset James Stewart guddommelige karriere, være umuligt at forestille sig andre end Cary Grant i rollen, som siden nærmest ville ligge til grund for den fremtidige Bond figur. Jo, Cary Grant VAR Bond.
Med North By Northwest ville Hitchcock tage sit et pust mellem Vertigo og Psycho og lege suspense med publikum som aldrig før. Ingen i filmhistorien ville før eller siden, lave tre så ikoniske film i træk, og blive mesterværker i deres respektive genrer. Men North By Northwest var aldrig venstrehåndsarbejde for Hitchcock. Det var eksperimenteren med publikum, med plotelementer, med effekter og med eksplicitte seksuelle referencer, uhørte for sin tid. Men personificeringen af Hitchcocks ønske ego, Grant, fik det hele til at se legende let ud, og charme får denne film til at fungere på tidspunkter, hvor man måske burde pirke kritisk til plothuller og lignende. Først sent i filmen etablerer Hichcock en MacGuffin, som er komplet ligegyldig for underholdningen og forbliver ligegyldig i Hitchcocks optik. Hitchcock har travlt med at more sig og lege med publikum på en måde, som sikkert ikke er ukendt for Von Trier i dag.
North By Northwest er 100% ren og skær underholdning, intelligent, vittig, charmerende og med sekvenser som selv i dag, er svære at eksekvere så succesfuldt. Blot at nævne scenen med Grant ude på en støvet landevej, uden underlægningsmusik og i fuld dagslys er dobbeltkonfekt. Det er en monumental scene i filmhistorien.
Og nu er vi altså i 2009 velsignet med en $1.000.000 restaurering i anledning af filmens 50 års jubilæum og i HD. Og der er noget at glæde sig over. Glem med det samme de anmeldelser, som strør om sig med 5 stjerner af 5 for billed og næsten det samme for lyd. Det er ikke seriøst at lade sig rive med og fortrænge, hvad der er teknisk muligt i dag. Men det er formentlig meget sikkert, at North By Northwest aldrig bliver flottere i hjemmebiografen end den er nu.
Der er ingen ridser at se. Farvepaletten er langt mere naturlig end den forrige DVD udgave, men uden at slække på de mættede, flotte farver fra VistaVision produktionen. Nærbilleder afslører masser med detaljer og kontrast er imponerende med et sortniveau aldrig tidligere set HELT uden fravær af digital støj. Imponerende. Eneste svaghed er en gennemgående blødhed især på distancen, men også i nærbilleder, så man ikke ser de HD detaljer i hud og teksturer, man ofte er vant til. Men det er ikke noget, man skal bekymre sig om. Der er nemlig brugt masser med filtre for at få især Cary Grant, men også Eva Marie Saint til at have en aura omkring dem. Både for at skjule Grants tiltagende alder, men også give de rette sekvenser et drømmelignende look, som bl.a. også Vertigo havde.
Man kunne frygte, at HD ville afsløre datidens effekter og især afslutningen på Mount Rushmore, som er optaget indendøre, men det modsatte er overraskende tilfældet. Jeg var imponeret over bilsekvensen og Hitchcocks effektarbejde med kameraet, men Rushmore scenen tager stikket og kan nu virkelig nydes fuldt ud. Det er en fantastisk setting man har bygget og de matte paintings man har, er meget svære at spotte, selv på lærred, i modsætning til f.eks. i Kubricks 2001, 10 år senere.
I en af slutsekvenserne ser man Eva Marie Saint sidde i en sofa og kameraet svæver over hende, ca 3 meter fra gulvtæppet. Detaljerne er superskarpe og tæppets, bordets og stolens struktur er til at føle på.
Udgivelsens TrueHD spor er i top. Der skal skrues ekstra op for denne skive, gerne 10dB, for den er mikset ret lavt. Musikken af Hitchcocks chef komponist, den geniale Bernard Herrmann har aldrig lydt bedre. Det kendte hæsblæsende og bombastistiske score i introen, er svulstig og dyb som aldrig før og Herrmanns musik er aldrig kommet så godt til sin ret i hjemmebiografen som nu. I bilscenen, hvor Grant har en "lille skid på" får man virkelig smilerynkerne igang, når Herrmanns violiner sætter ind. Surround effekterne er sparsomme, men sætter ind, bl.a. i majsmark sekvensen, uden at virke for effektfulde og for kunstigt. Det bedste er dog dialogen, som står klar, tydelig og med en passende dyb klang.
Udgivelsen er alle pengene værd og ikke mindst ventetiden og det var en storslået oplevelse at få lov og se dette mesterværk í denne stand.
Film: 10/10
Billed: 8/10
Lyd: 7/10
#2128 Bony 15 år siden
#2129 filmz-Bruce 15 år siden
Er igang med ekstramaterialet og den første featurette Cary Grant: A Class Apart er i DVD kvalitet og 90 minutter lang. Vist på PBS og en rigtig god dokumentar, som kommer godt bagom Grant og hans liv.
Der vises klip fra alle hans film og det er muligt det er DVD kvalitet, men jeg kunne se på bl.a. Notorious, at denne var KLART i bedre kvalitet, end den DVD udgave, som har været på markedet, så meget, at jeg lige måtte kigge, om dokumentaren var i HD kvalitet. Det lover rigtigt godt, især fordi Notorious i min bog, er en ENDNU bedre film end North By Northwest.
#2130 wimmie 15 år siden
Hr. Husbond og jeg valgte to film hver; battle of the genres:
Mandens valg:
Up
En rigtig flot og hyggelig Pixar-film med masser af hjerte. De "talende" hunde var måske en anelse fjollet men alligevel også lidt sødt. Squirrel! :D
Introen var sød og sentimental.
En af de bedste Pixar-film - slår dog ikke Wall*E
5/6
The Taking of Pelham 123
Filmen var som forventet: ganske underholdende, forudsigelig og lige ud af landevejen; en typisk Tony Scott. Den leverer dét den skal men er desværre bare alt for "typisk" for sin genre. Udførelsen er som så god nok og skuespillet ligeså - der er bare absolut intet nyt at komme efter og ikke én eneste overraskelse.
Tror manden var mere begejstret end mig - var nu glad for at jeg ikke lod ham overtale mig til at se den i biografen.
3/6
Trick'r treat
Så blev det min tur til at vælge film, og der skulle da et par Halloween-film til :)
Trick'r treat er ikke nogen genial film og det er ikke rigtigt en gyser, men den er nu en ganske underholdende halloween-slasher der heldigvis ikke tager sig selv for alvorligt men stadig formår at levere masser af sort humor og samme farve ironi.
4/6
Doghouse
Ikke den typiske zombie-film (faktisk ikke rigtige zombier men "inficerede"). Sort, britisk humor; masser af platte one-liners og kreative nedslagtninger.
Ikke nogen "Shaun of the Dead" (selvom humoren ligger nær), men jeg var godt underholdt og næsten ikke stødt (som kvinde) ;p
4/6
Oh well, vi endte vel hver med et gennemsnit på 4, så vi står vist lige... (selvom "Pelham" dog er en lille 3'er i min bog).