+'er (altså plusser) Nogle flotte billeder Nogle seje kulisser Umiddelbart fin præmis for historien John Hartnett er cool Vampyrsminken er god Nice helikopter-shot!
-'er (altså minusser) Føles generelt langtrukken Ligeglad med de fleste karakterer Temmelig forudsigelig handling CGI-gore på den ufede måde Ulogisk slutning ...
2/6
The only way to beat a troll is to not play their game.
#11420 - meget enig, jeg lander dog nok på 8/10 med lidt god vilje.
Dercideret suspense kunne have båret filmen helt til tops. Forarbejdet - kameraets rumfornemmelse, karakterernes troværdighed, stilens gennemarbejdethed - var gjort helt fremragende.
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
Jeg havde set enormt frem til denne film og nu, hvor synet er overstået ... for meget!
Filmen er overhovedet ikke dårlig, tværtimod. Jeg er en sucker for stilen og den langsommelige puls, som netop forøger intensiteten i de mere actionfyldte sekvenser. Soundtracket er lige i øjet og jeg er allerede vild med [url= 80'er kitschede Nightcall[/url].
Det er tydeligt, at Refn forsøger at genkalde sig en "has been" stil, fra de hedengange 60'er og 70'er bildage, hvor stemning og personers "humør" får mere fokus, end koreografering af den næste actionsekvens. Selvfølgelig er Gosling i centrum og hans enspænder repertoire udi ansigtsudtryk og retoriske genialiteter nærmer sig en kombi mellem Keanu Reeves og Brett fra 1979 Alien udgaven. Og det ment positivt. Men det resterende persongalleri yder også godt og synes især Albert Brooks brænder vildt godt igennem.
Jeg er dog efterladt med et ønske om at have fået "en 10-15% mere". Jeg var faktisk ret skuffet over koreograferingen eller rettere sagt klipningen af filmens eneste rigtige biljagt. Jeg havde nok en forventning om Bullit klasse og nogle flere hestekræfter under kølerhjelmen og der er man langtfra.
Måske jeg får et gensyn på BD, som frisker lidt op på mit syn, men udover, at jeg trods alt nød filmen, dens stil og skuespil, så undrer jeg mig lidt over ... nej jeg er faktisk skuffet. Hvor blev spændingsopbygningen af? Det var faktisk først bagefter, at jeg reflekterede over, at jeg ikke var spændingsmæssigt engageret, men mere analyserende i de sekvenser, som ledte op til konflikter.
Film: 7.5/10
Enig med karakteren og med de positive elementer som du selv fremfører. Det der dog gør at jeg "kun" lander på en (stor) 7/10'er er ikke så meget skuffelse over koreograferingen, som du selv er inde på, men mere at jeg aldrig rigtig følte mig emotionelt fanget af filmens skildring af forholdet mellem Irene, Benicio og vores protagonist (the Driver). Og da jeg aldrig for alvor rigtigt følte mig draget af dette forhold (som jo er noget nær narrativets absolutte centrum), bliver jeg ikke nær så fængslet af historien som jeg kunne have ønsket. Ryan Gosling er rigtig fin i hovedrollen men også her savner jeg lige de sidste "10-15%". Det er dog ikke så meget en kritik rettet mod Gosling, som bestemt gør det fantastisk, men mere filmens manuskript og eksekveringen af dette. Jeg føler mig aldrig for alvor tæt på vores hovedperson. Dette er måske et bevidst valg da "The Driver" netop er en lukket person, og det kan da også sagtens forsvares. Det koster altså bare filmen "det sidste" som kunne have gjort værket fuldendt.
Jeg ser iøvrigt mange paralleller mellem Mad Maxog Drive hvis protagonister minder meget om hinanden og hvis plot også følger samme skabelon om hævn og det at protagonisten bliver skubbet ud i mord og vold grundet deres omgivelser. Men hvor Mel Gibson også spillede en meget lukket og "kold" karakter formåede "Mad Max" dog alligevel at få mig til at føle mig emotionelt fængslet omkring Max situation, og det er her "Drive" lige mangler det sidste.
Men alt i alt en fed film med en til tider enormt flot fotografering, gode biljagter og glimt af samme dvælen ved det voldelige som også gennemsyrede Valhalla Rising.
det bliver som sagt til en stor 7/10'er fra mig :)
Ps. Jeg var iøvrigt også helt vild med Soundtracket! Det var virkelig klasse. :)
For de interesserede kan man høre uddrag fra alle sangene på soundtracket her:
“I should say that I was a visual person. I experience with my eyes and never, or rarely, with my ears...to my constant regret.” - Fritz Lang
#11423 Nu jeg sidder og ser noget fra Drive fra 1978, så er inspirationen tydelig. Jeg havde håbet på en biljagt i stil med det, som vi ser her i de første 12 minutter:
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Denne gamle klassiker fra 1954, nomineret til 7 Oscars, er indtil videre kun tilgængelig via Amazon.com, men er ganske billig.
Herman Wouks novelle (ham som også skrev Winds of War, indspillet som serie med Robert Mitchum), er instrueret af Edward Dmytryk. Max Steiner står for filmens musik (Gone With The Wind, Casablanca, Searchers) og så har vi et hav af gode skuespillere. Humphrey Bogart, Van Johnson, Fred McMurray og Jose Ferrer.
Vi befinder os i 1944 under 2 verdenskrig, hvor den unge søofficer Willie Keith, bliver udstationeret på minelæggeren Caine, en svært slidt skude, hvor besætningen af kaptajnen tillades en løsagtig omgang med udseende og pligter. Ikke tilfreds med disciplinen ombord, bliver Willie noget mere glad, da kaptajnen erstattes af en ny, kaptajn Queeg (Bogart), der med en "efter bogen" tilgang, forsøger at sætte skik på besætningen og moralen.
Queeg udviser dog paranoide tendenser og utilfredsheden vokser hos de næstkommanderende, som kaptajnens opførsel giver sig udslag i bemærkelsesværdige episoder og til sidst må man spørge sig selv, om man kan legitimere mytteri?
Bogarts præstation er klassisk og det er altid en nydelse at få gensyn med McMurrays og Van Johnson. Jeg ville egentlig blot tjekke billed- og lydkvaliteten ud, men endte op med at se filmen færdig, hvilket så absolut siger noget om filmens tidsløshed.
Filmens klimaks, en retssag, er glimrende udforsket og på en måde, så man ender op med at stille spørgsmål til og kritisere egne standpunkter, man tidligere måtte have haft undervejs omkring begivenhederne. Måske er det ikke så ligetil at placere skyld så entydigt, som det logisk måtte fremstå og i den henseende formår en snart 60 år gammel film, stadig at lære fra sig!
Billedkvaliteten var mig noget varierende. Dette er en 3 stribe Technicolor film og hvis man sætter næsen op efter Sound of Music referenceklassen, så må man gå skuffet fra borde. Men selvom skarphed og detaljegrad aldrig imponerer, så er præsentationen på et stort lærred dog slet ikke skuffende, faktisk ok og noget bedre end den tidligere DVD udgivelse fra Sony.
Lyden er absolut også godkendt. Steiners score er potent og med dyb bund i bassen og imponerer ganske meget og jeg var ganske godt tilfreds med dialogen og de få effekter undervejs.
Film: 8/10 Video: 6/10 Audio: 7/10
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
# 11420 - Så var det godt jeg valgte ikke at tage afsted for da jeg så forestillingen skulle ske i Falkoner biffen valgte jeg at droppe turen og valte at blive hjemme og se On Airs skod udgave af benævnte Walter Hills "The Driver" som faktisk holder okay i dag.
Film: 5/10 Video: 5/10 Audio: 5/10
Udfra hvad jeg har læst og set tror jeg ikke jeg kommer i nærheden af dine 7,5 hvilket er meget højt i min bog, så Refn må virkelig have oppet sig ;)
# 11425 - Lyder godt ... Det er godt nok en udgivelse jeg har set frem til at gense, og din anmeldelse gør ikke den lyst mindre. Lidt synd at kvaliteten ikke var bedre når man tænker på hvor flotte fx White Christmas var.
Udover "The Driver" blev det til lidt andet filmz fra en nær ven i Amerika ...
August Rush
En ung rockmusiker og en ung cellist mødes efter hver deres koncert. De tilbringer en smuk og romantisk nat sammen, men deres veje skilles som følge af karriere og en dominerende far. Vi springer nu 11 år frem i tiden til et børnehjem, hvor en lille dreng sidder og føler sig udenfor og med med en længsel efter sine forældre han aldrig har mødt. Hans hjerte er fuldt af musik, og han beslutter sig derfor at denne musik skal føre ham og hans forældre sammen igen, for han er sikker på at de også kan høre den. Det er hans og deres rejse vi så skal følge, med alle de glæder og sorger de støder på vejed til den sande/store kærlighed og styrken af blodets bånd er stærkere end noget andet. Mon det lykkes -Snøft!
Dette er en super sentimental og romantisk film, hvor alt er givet på forhånd, men glæden til/over musik og tro på at kærlighed overvinder alt gør dette til en rigtig snøfte film.
Det er en perfekte film til tøseaften, hyggeaften med familien eller bare en romantisk date for selvom det måske ikke er et mesterværk, så er det nu alligevel en sød lille film, der absolut havde fortjent bedre modtagelse end den har fået rundt omkring.
Der spilles som der skal da filmen er castet lige efter bogen, men det er de i musikiske scener filmen virkelig bruser af energi med bl.a. en måske ikke helt efter hensigten reference til bl.a. "Udflugt med Døden" hvor far og sønnike uden at vide det spiller sammen på hver sin guitar. Hvilket er lidt sjov når man ved at filmens forfatter bl.a. har spillet Michael Mayers i de de første Halloween film.
Er det ikke lidt for ofte du kommer med samme kritik, om moderne actionfilm? Koreografering er spændingsniveau er skurken? Nu har jeg ikke set Drive, først på torsdag.
Er det ikke lidt for ofte du kommer med samme kritik, om moderne actionfilm? Koreografering er spændingsniveau er skurken? Nu har jeg ikke set Drive, først på torsdag.
Jeg vil nok sige "ofte", men ikke "for ofte". Klipningen i Drive, hvad angår biljagten, er skåret efter "samme læst", som man ofte ser i nutidens actionfilm, hvilket vil sige meget hurtige klip fra mange vinkler, krydret med et dokumentarisk islæt, altså en smule rysten og uskarpt. Alt sammen for at give indtryk af realisme og intensitet, samt give indikation af at være placeret midt i "orkanens øje".
Alt har en pris og den største omkostning er overblik og det jeg vil kalde simpel filmisk langtidsholdbar nydelse for tilskueren, hvorfor netop en biljagt sekvens i Bullitt er tidsløs og gensynsværdig igen og igen.
Modsat fandt jeg allerede Drive sekvensen ordinær ved første gennemsyn og ret forglemmelig. Det er muligt den slags koreografi skal forsøge at incitere en stemningsfyldt intensitet, men prisen er en meget hurtig sidste salgsdato, hvor efterfølgende gensyn devaluerer kraftigt i værdi. Det betyder ikke, at den slags koreografi pr. definition er det. Nogle formår faktisk at have ekstremt hurtige klip, men hvor hjernen alligevel ubesværet formår at holde styr på logistikken i sekvensen. Det er formentlig en kunstart, som så meget andet.
En film som Drive, er iscenesat med en langsom puls og høj detaljegrad i skildringen af karakterernes handlinger og humør. Hvis ikke instruktøren formår at skabe en underlæggende stemning af usikkerhed og tvivl, altså spænding, når der lægges op hertil, så bliver det mere en betragtningsøvelse af stil, fremfor et engagement i substans. Der var en to tre intense sekvenser, som lagde op til voldelig udgang, som jeg føler manglede spændingsmomentet totalt, men som det da så absolut havde en charme at overvære. Jeg vil kalde det coolness og jeg mener det både er en styrke og svaghed ved Refns stil, at han forsøger at iscenesætte noget, som altid har en coolness faktor over sig. Ihvertfald i de senere år, mens han tidligere, bl.a. med Pusher 2, fandt ind til en nerve og en vedkommenhed, som var ubehagelig og effektiv at overvære. Igår overværede jeg så en særdeles voldelig sekvens, som på ingen måde fik min puls op med bare ét slag. Jeg kiggede bare.
Når Refn ikke kan få mig til at føle mig engageret på Goslings vegne, så har filmen tabt noget potentiale på gulvet, som især er vigtigt i film som Drive. Coolness faktoren er intakt, men jeg tvivler på, at det vil kunne få mig til at se filmen mere end én gang mere.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Jeg er med på, at tidens trend ofte består af de ting du nævner. Og det er ikke altid nemt at bevare overblikket (bare se Green Zone). Den er praktisk talt rystet ihjel den film. Jeg kan godt lide mange klip, hvis der er en form for overblik. The Driver har ihvertfald nogle dejlige biljagter og dejligt filmet, selvom de er lidt for lange. Her vil jeg pege på biljagten i French Connection, som jeg mener har den rette ingrediens.
Mht. spænding, så har jeg ikke set Drive, men har læst et par andre anmeldelser, som mener noget andet, men det er som man oplever det.
Her vil jeg pege på biljagten i French Connection, som jeg mener har den rette ingrediens.
Det er en rigtig fed biljagt synes jeg også, hvor man har tid til et nyde både kørsel, de enkelte stunts og mærke spændingen. Så giver jeg som dig gerne køb på en del af den såkaldte 'intensitet' (som den moderne actionfilm alt for ofte lider under, fremfor at blive løftet af). Tror også det er derfor jeg atter er begyndt at søge tilbage, da mange nyere film skuffer, er trættende og slet virker som om de er langtidsholdbar. Så er det muligt at effekterne i film som 'The Guns Of Navarone' (som jeg lige har købt på BD) ikke er 'state of the art', men så vinder den på stort set alt andet som gør en god film (fortællerglæde, karismatiske skuespillere, godt skuespil, flot opbygning til klimaks osv)!!! :-D
I have my principles - And if you don't like them, I have others
#11421 Riqon 14 år siden
+'er (altså plusser)
Nogle flotte billeder
Nogle seje kulisser
Umiddelbart fin præmis for historien
John Hartnett er cool
Vampyrsminken er god
Nice helikopter-shot!
-'er (altså minusser)
Føles generelt langtrukken
Ligeglad med de fleste karakterer
Temmelig forudsigelig handling
CGI-gore på den ufede måde
Ulogisk slutning ...
2/6
#11422 RasmusFL 14 år siden
Dercideret suspense kunne have båret filmen helt til tops. Forarbejdet - kameraets rumfornemmelse, karakterernes troværdighed, stilens gennemarbejdethed - var gjort helt fremragende.
#11423 Twister 14 år siden
Enig med karakteren og med de positive elementer som du selv fremfører. Det der dog gør at jeg "kun" lander på en (stor) 7/10'er er ikke så meget skuffelse over koreograferingen, som du selv er inde på, men mere at jeg aldrig rigtig følte mig emotionelt fanget af filmens skildring af forholdet mellem Irene, Benicio og vores protagonist (the Driver). Og da jeg aldrig for alvor rigtigt følte mig draget af dette forhold (som jo er noget nær narrativets absolutte centrum), bliver jeg ikke nær så fængslet af historien som jeg kunne have ønsket. Ryan Gosling er rigtig fin i hovedrollen men også her savner jeg lige de sidste "10-15%". Det er dog ikke så meget en kritik rettet mod Gosling, som bestemt gør det fantastisk, men mere filmens manuskript og eksekveringen af dette. Jeg føler mig aldrig for alvor tæt på vores hovedperson. Dette er måske et bevidst valg da "The Driver" netop er en lukket person, og det kan da også sagtens forsvares. Det koster altså bare filmen "det sidste" som kunne have gjort værket fuldendt.
Jeg ser iøvrigt mange paralleller mellem Mad Maxog Drive hvis protagonister minder meget om hinanden og hvis plot også følger samme skabelon om hævn og det at protagonisten bliver skubbet ud i mord og vold grundet deres omgivelser. Men hvor Mel Gibson også spillede en meget lukket og "kold" karakter formåede "Mad Max" dog alligevel at få mig til at føle mig emotionelt fængslet omkring Max situation, og det er her "Drive" lige mangler det sidste.
Men alt i alt en fed film med en til tider enormt flot fotografering, gode biljagter og glimt af samme dvælen ved det voldelige som også gennemsyrede Valhalla Rising.
det bliver som sagt til en stor 7/10'er fra mig :)
Ps. Jeg var iøvrigt også helt vild med Soundtracket! Det var virkelig klasse. :)
For de interesserede kan man høre uddrag fra alle sangene på soundtracket her:
#11424 Bruce 14 år siden
#11425 Bruce 14 år siden
Denne gamle klassiker fra 1954, nomineret til 7 Oscars, er indtil videre kun tilgængelig via Amazon.com, men er ganske billig.
Herman Wouks novelle (ham som også skrev Winds of War, indspillet som serie med Robert Mitchum), er instrueret af Edward Dmytryk. Max Steiner står for filmens musik (Gone With The Wind, Casablanca, Searchers) og så har vi et hav af gode skuespillere. Humphrey Bogart, Van Johnson, Fred McMurray og Jose Ferrer.
Vi befinder os i 1944 under 2 verdenskrig, hvor den unge søofficer Willie Keith, bliver udstationeret på minelæggeren Caine, en svært slidt skude, hvor besætningen af kaptajnen tillades en løsagtig omgang med udseende og pligter. Ikke tilfreds med disciplinen ombord, bliver Willie noget mere glad, da kaptajnen erstattes af en ny, kaptajn Queeg (Bogart), der med en "efter bogen" tilgang, forsøger at sætte skik på besætningen og moralen.
Queeg udviser dog paranoide tendenser og utilfredsheden vokser hos de næstkommanderende, som kaptajnens opførsel giver sig udslag i bemærkelsesværdige episoder og til sidst må man spørge sig selv, om man kan legitimere mytteri?
Bogarts præstation er klassisk og det er altid en nydelse at få gensyn med McMurrays og Van Johnson. Jeg ville egentlig blot tjekke billed- og lydkvaliteten ud, men endte op med at se filmen færdig, hvilket så absolut siger noget om filmens tidsløshed.
Filmens klimaks, en retssag, er glimrende udforsket og på en måde, så man ender op med at stille spørgsmål til og kritisere egne standpunkter, man tidligere måtte have haft undervejs omkring begivenhederne. Måske er det ikke så ligetil at placere skyld så entydigt, som det logisk måtte fremstå og i den henseende formår en snart 60 år gammel film, stadig at lære fra sig!
Billedkvaliteten var mig noget varierende. Dette er en 3 stribe Technicolor film og hvis man sætter næsen op efter Sound of Music referenceklassen, så må man gå skuffet fra borde. Men selvom skarphed og detaljegrad aldrig imponerer, så er præsentationen på et stort lærred dog slet ikke skuffende, faktisk ok og noget bedre end den tidligere DVD udgivelse fra Sony.
Lyden er absolut også godkendt. Steiners score er potent og med dyb bund i bassen og imponerer ganske meget og jeg var ganske godt tilfreds med dialogen og de få effekter undervejs.
Film: 8/10
Video: 6/10
Audio: 7/10
#11426 Takfornu 14 år siden
Film: 5/10
Video: 5/10
Audio: 5/10
Udfra hvad jeg har læst og set tror jeg ikke jeg kommer i nærheden af dine 7,5 hvilket er meget højt i min bog, så Refn må virkelig have oppet sig ;)
# 11425 - Lyder godt ... Det er godt nok en udgivelse jeg har set frem til at gense, og din anmeldelse gør ikke den lyst mindre. Lidt synd at kvaliteten ikke var bedre når man tænker på hvor flotte fx White Christmas var.
Udover "The Driver" blev det til lidt andet filmz fra en nær ven i Amerika ...
August Rush
En ung rockmusiker og en ung cellist mødes efter hver deres koncert. De tilbringer en smuk og romantisk nat sammen, men deres veje skilles som følge af karriere og en dominerende far. Vi springer nu 11 år frem i tiden til et børnehjem, hvor en lille dreng sidder og føler sig udenfor og med med en længsel efter sine forældre han aldrig har mødt. Hans hjerte er fuldt af musik, og han beslutter sig derfor at denne musik skal føre ham og hans forældre sammen igen, for han er sikker på at de også kan høre den. Det er hans og deres rejse vi så skal følge, med alle de glæder og sorger de støder på vejed til den sande/store kærlighed og styrken af blodets bånd er stærkere end noget andet. Mon det lykkes -Snøft!
Dette er en super sentimental og romantisk film, hvor alt er givet på forhånd, men glæden til/over musik og tro på at kærlighed overvinder alt gør dette til en rigtig snøfte film.
Det er en perfekte film til tøseaften, hyggeaften med familien eller bare en romantisk date for selvom det måske ikke er et mesterværk, så er det nu alligevel en sød lille film, der absolut havde fortjent bedre modtagelse end den har fået rundt omkring.
Der spilles som der skal da filmen er castet lige efter bogen, men det er de i musikiske scener filmen virkelig bruser af energi med bl.a. en måske ikke helt efter hensigten reference til bl.a. "Udflugt med Døden" hvor far og sønnike uden at vide det spiller sammen på hver sin guitar. Hvilket er lidt sjov når man ved at filmens forfatter bl.a. har spillet Michael Mayers i de de første Halloween film.
Film: 6/10
Audio: 6/10
Video: 6/10
#11427 Babo84 14 år siden
Er det ikke lidt for ofte du kommer med samme kritik, om moderne actionfilm? Koreografering er spændingsniveau er skurken? Nu har jeg ikke set Drive, først på torsdag.
#11428 Bruce 14 år siden
Jeg vil nok sige "ofte", men ikke "for ofte". Klipningen i Drive, hvad angår biljagten, er skåret efter "samme læst", som man ofte ser i nutidens actionfilm, hvilket vil sige meget hurtige klip fra mange vinkler, krydret med et dokumentarisk islæt, altså en smule rysten og uskarpt. Alt sammen for at give indtryk af realisme og intensitet, samt give indikation af at være placeret midt i "orkanens øje".
Alt har en pris og den største omkostning er overblik og det jeg vil kalde simpel filmisk langtidsholdbar nydelse for tilskueren, hvorfor netop en biljagt sekvens i Bullitt er tidsløs og gensynsværdig igen og igen.
Modsat fandt jeg allerede Drive sekvensen ordinær ved første gennemsyn og ret forglemmelig. Det er muligt den slags koreografi skal forsøge at incitere en stemningsfyldt intensitet, men prisen er en meget hurtig sidste salgsdato, hvor efterfølgende gensyn devaluerer kraftigt i værdi. Det betyder ikke, at den slags koreografi pr. definition er det. Nogle formår faktisk at have ekstremt hurtige klip, men hvor hjernen alligevel ubesværet formår at holde styr på logistikken i sekvensen. Det er formentlig en kunstart, som så meget andet.
En film som Drive, er iscenesat med en langsom puls og høj detaljegrad i skildringen af karakterernes handlinger og humør. Hvis ikke instruktøren formår at skabe en underlæggende stemning af usikkerhed og tvivl, altså spænding, når der lægges op hertil, så bliver det mere en betragtningsøvelse af stil, fremfor et engagement i substans. Der var en to tre intense sekvenser, som lagde op til voldelig udgang, som jeg føler manglede spændingsmomentet totalt, men som det da så absolut havde en charme at overvære. Jeg vil kalde det coolness og jeg mener det både er en styrke og svaghed ved Refns stil, at han forsøger at iscenesætte noget, som altid har en coolness faktor over sig. Ihvertfald i de senere år, mens han tidligere, bl.a. med Pusher 2, fandt ind til en nerve og en vedkommenhed, som var ubehagelig og effektiv at overvære. Igår overværede jeg så en særdeles voldelig sekvens, som på ingen måde fik min puls op med bare ét slag. Jeg kiggede bare.
Når Refn ikke kan få mig til at føle mig engageret på Goslings vegne, så har filmen tabt noget potentiale på gulvet, som især er vigtigt i film som Drive. Coolness faktoren er intakt, men jeg tvivler på, at det vil kunne få mig til at se filmen mere end én gang mere.
#11429 Babo84 14 år siden
Det er nok mere passende, ja :)
Jeg er med på, at tidens trend ofte består af de ting du nævner. Og det er ikke altid nemt at bevare overblikket (bare se Green Zone). Den er praktisk talt rystet ihjel den film. Jeg kan godt lide mange klip, hvis der er en form for overblik. The Driver har ihvertfald nogle dejlige biljagter og dejligt filmet, selvom de er lidt for lange. Her vil jeg pege på biljagten i French Connection, som jeg mener har den rette ingrediens.
Mht. spænding, så har jeg ikke set Drive, men har læst et par andre anmeldelser, som mener noget andet, men det er som man oplever det.
#11430 Hr. Nielsen 14 år siden