Sådan har jeg det præcist med filmen The American, som skildrer en tilsvarende hovedrolles rejse, som denne tavse enspænder begiver sig ud i. Og det er heller ikke fordi filmen siger ret meget igennem dialog, som er næsten fraværende, men alligevel er det lykkedes at kommunikere budskabet ud med levende billeder. Der er fokus på hovedrollen, og igennem flere tavse scener skildres paranoia'en, usikkerheden etc. Forholdet til kvinden er langt mere nærværende, også fysisk (illustreret gennem sex-scener, små-snakke etc), og der skal selvfølgelig altid et opgør til sidst, som gør, at man kan lægge fortiden bag sig.. Problemet for mig i Drive var, at jeg ikke købte hans "forelskelse" og deraf hans "udvikling" til sidst, fordi jeg mener den ikke rigtigt var underbygget. Men takker for uddybningen.
Sådan har jeg det præcist med filmen The American, som skildrer en tilsvarende hovedrolles rejse, som denne tavse enspænder begiver sig ud i. Og det er heller ikke fordi filmen siger ret meget igennem dialog, som er næsten fraværende, men alligevel er det lykkedes at kommunikere budskabet ud med levende billeder. Der er fokus på hovedrollen, og igennem flere tavse scener skildres paranoia'en, usikkerheden etc. Forholdet til kvinden er langt mere nærværende, også fysisk (illustreret gennem sex-scener, små-snakke etc), og der skal selvfølgelig altid et opgør til sidst, som gør, at man kan lægge fortiden bag sig.. Problemet for mig i Drive var, at jeg ikke købte hans "forelskelse" og deraf hans "udvikling" til sidst, fordi jeg mener den ikke rigtigt var underbygget.
I forhold til din første kommentar til "Drive", ("franke du skylder mig penge..."), som jeg synes var en meget overfladisk beskrivelse af plottet, så er din sammenligning med "The American" til gengæld ramt lige på kornet og det er bestemt interessant at side og drage paralleller mellem de to films protagonister og den eksistentielle rejse de begge begiver sig ud på. Jeg synes dog modsat dig, at det lykkedes lige godt i begge film mht. at blive grebet af hovedkarakteren og dennes udvikling.
Babo84 (13141) skrev:
Men takker for uddybningen.
Det var så lidt. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Det der fungerede for mig bedre i The American var, at instruktøren igennem enkle billeder illustrerede f.eks ensomheden (den lange vej Clooney kører i starten omgivet af ingenting, eller når han sidder på kaffebaren helt alene, mens kameraet filmer ham fra fugleperspektiv) eller paranoia'en, der skildres igennem små scener, hvor hovedrollen kigger sig over skulderen og forskrækkes af knallert-lyden). Måden han kynisk handler på i startscenen, så han ikke efterlader "spor" - og senere hans møde med luderen, der igennem nærkontakt, sex og date, finder lykke, og ønsker at give slip på sin grumme fortid, til fordel for noget andet. Man er aldrig i tvivl om der står noget på spil - her mener jeg Drive er mere henholden, og jeg kan ellers godt lide når det ikke bliver for rørstrømsk, men jeg var simpelthen ikke grebet af deres forhold - og det er ellers knalddygtige skuespillere. Men ja. Nok om det :)
Jeg så Bullit for første gang. Ja dvs så og så, jeg var så optaget af Drive-snakken, at jeg slet ikke "faldt ind i filmen". Jeg må give filmen en chance senere. Dog vil jeg sige, at hvis det jeg så var BD-udgaven så vil jeg nødigt se dvd-udgaven.
Under en stor anlagt forlovelsesfest mellem deres respektive forældre Lasse og Elisabeth, (Krister Henriksson & Lena Endre), mødes de to kommende søstre, i skikkelse af den lesbiske Frida, (Liv Mjönes), og den umiddelbart heteroseksuelle Mia, (Ruth Vega Fernandez), for første gang. Trods det faktum at Mia selv er midt i planlægningen af sit eget bryllup med kæresten og forretningspartneren Tim, (Joakim Nätterqvist), som ihærdigt presser på at de får annonceret dette til festen, har Mia svært ved at fravriste sit blik fra Frida, og hun ligeså i forhold til Mia, i hvad der lader til at være kærlighed ved første blik mellem de to kvinder. Begge er dog forståeligt, situationen med de forventede ægteskabelige og familiemæssige bånd taget i betragtning, tilbageholdende med at foretage sig yderligere. I den efterfølgende weekend vil tilfældighedernes lunefulde spil det dog ganske anderledes, så da Tim, der hellere vil koncentrere sig om at passe firmaet hjemme i storbyen, uventet melder fra til et ophold på Fyn, hvor Mia og Fridas forældre er på udkig efter at købe et sommerhus, ender de to kvinder i stedet pludselig med at køre alene dertil sammen for at mødes med forældrene.
Her dukker Mias fader, hvem hun har en temmelig anstrengt forhold til dels grundet skilsmissen til hendes moder og ligeså faderens jævnt irriterende tendens til at ville kontrollere alt omkring sig, (et træk han har til fælles med Tim), dog ikke op til hendes store skuffelse, da hun havde håbet på at kunne bruge tiden på Fyn til en endelig forsoning. Situationen viser sig dog at blive held i uheld og trods tilstedeværelsen af Fridas moder, ender Mia og Frida med at falde i en mere og mere flirtende snak. Efterhånden som timerne går udvikler flirten sig for alvor og kulminerer i en hed og lidenskabelig affære, der vækker så stærke og turbulente følelser, at de begge må vende op og ned på deres liv i forsøget på at fastholde den intense og emotionelt eksplosive synergi af kærlighed, der impulsivt er opstået imellem dem. Dette bliver dog langt fra uden konsekvenser, hverken for de to star crossed lovers eller deres respektive omgivelser.
Trods et genkendelig handlingsforløb der spinder sin røde tråd ud fra et efterhånden ganske traditionelt regnbuefarvet garnnøgle koncept, forvandles den forholdsvis simple historie i “Kyss Mig”, som er Sveriges seneste skud på stammen af LGBT film, alligevel til en hurtigt fascinerende oplevelse takket være en yderst kompetent instruktør, der fuldt ud bevidst om sit romantiske koncepts potentielle forudsigelighed eftertænksomt søger væk fra indledningsvis lange trættende karakterportrætter og triviel opbyggende sniksnak som karismatisk katalysator for karakterernes dilemmaer. I stedet lader Alexandra-Therese Keining med stor tålmodighed historien og dermed persongalleriet udfolde sig som dragende og lettere mystificerende ringe i vandet ved blot at drysse beskedne antydninger ud hist og pist om deres respektive fortid, der på den måde langsomt bid for bid beskriver de indbyrdes forhold og konflikter efterhånden som handlingen skrider fremad.
Således lykkedes det dermed ganske overbevisende for den debuterende instruktør, enkelt men effektivt, at integrere de velkendte klichéfyldte temaer om identitetskriser, fordomme, utroskab, opgør med andres forventninger, parforhold og ultimativt alternative familiesammensætninger, ind i historiens, meget apropos forholdets begyndelse på Fyn, H.C. Andersen klingende eventyrlige og magiske rejse, som de to romantisk søgende protagonister Mia og Fridas begiver sig ud på uden, at de tema-mæssige budskaber mister slagside eller romancen mister bare den miste smule af sin pulserende og hjertevarme poesi. Til at skabe denne gribende atmosfære bliver Alexandra-Therese Keining stilsikre overblik sublimt assisteret af en helt igennem smuk, betagende og forførende flot billedside, et hypnotisk fængende soundtrack, og ikke mindst en perlerække af solide præstationer der bl.a. tæller Krister Henriksson fra krimiserien “Wallander”, Lena Endre fra “Millennium” trilogien, og Joakim Nättequist fra den episke saga om tempelridderen “Arn”.
Oven over disse kendte og rutinerede navne er det dog ultimativt de to hovedroller i skikkelse af Liv Mjölnes og Ruth Vega Fernandez, hvis kemi sammen fungerer upåklageligt både i form af et sanseberusende erotiske nærvær og en efterfølgende famlende følelsesmæssig jagt på at vinde hinandens hjerter, der gør forelskelsen interessant at følge hele vejen mod den gåsehudsfremkaldende afslutning, hvor Robyn’s pophit “With Every Heartbeat” toner frem på skærmen i en herlig og klokkeklar homage til Lukas Moodysons mesterværk “Fucking Åmål”, som “Kyss Mig” på forunderlig vis, selv om det er forskellige karakterer der er tale om, deler en fimurlig sammenhørighed med, der giver os et indblik i hvordan livet kunnet have set ud for Agnes og Elin 15 år senere. Jeg havde godt nok aldrig troet, at jeg igen set i forhold til en skandinavisk LGBT film bare tilnærmelsesvis skulle sidde tilbage med samme positive indtryk, som jeg gjorde i sin tid med “Fucking Åmål”. Dette formår “Kyss Mig” overraskede nok alligevel at gøre og tilbage er der derfor blot at konstatere, at Sverige nu har gjort det igen igen. Bravo!
9/10
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
A Separation En helt suveræn film! Nogen gange er man lidt fortabt i temaerne, men det skyldes kun dens realisme. Personernes verden drejer sig ikke blot om et par ting.
Dramaet er virkelig stærkt, og det skyldes ikke mindst personerne. Sjældent har jeg set så sublimt et spil...fra den lille pige til den alzheimerz-ramte bedstefag.
Den er emotionel uden at være rørstrømsk, kulturpræget uden at være kulturkritisk, og i det hele taget er det bare en af de bedste dramaer nogensinde...
Bedste dramaer nogensinde?! :) Wow. :) Det er bestemt en gennemført god film med en fantastisk portrættering af en Iransk familie i problemer, og det hele er generelt gennemført godt - fantastisk samfundskritik. Men personligt tror jeg ikke, det er en film, jeg kommer til at vende tilbage til. Til det ramte den mig simpelthen ikke nok. Men bestemt et spændende bekendtskab.
#13141 Babo84 14 år siden
Sådan har jeg det præcist med filmen The American, som skildrer en tilsvarende hovedrolles rejse, som denne tavse enspænder begiver sig ud i. Og det er heller ikke fordi filmen siger ret meget igennem dialog, som er næsten fraværende, men alligevel er det lykkedes at kommunikere budskabet ud med levende billeder. Der er fokus på hovedrollen, og igennem flere tavse scener skildres paranoia'en, usikkerheden etc. Forholdet til kvinden er langt mere nærværende, også fysisk (illustreret gennem sex-scener, små-snakke etc), og der skal selvfølgelig altid et opgør til sidst, som gør, at man kan lægge fortiden bag sig.. Problemet for mig i Drive var, at jeg ikke købte hans "forelskelse" og deraf hans "udvikling" til sidst, fordi jeg mener den ikke rigtigt var underbygget. Men takker for uddybningen.
#13142 MMB 14 år siden
Hey...
#13143 NightHawk 14 år siden
Mange tak! :)
I forhold til din første kommentar til "Drive", ("franke du skylder mig penge..."), som jeg synes var en meget overfladisk beskrivelse af plottet, så er din sammenligning med "The American" til gengæld ramt lige på kornet og det er bestemt interessant at side og drage paralleller mellem de to films protagonister og den eksistentielle rejse de begge begiver sig ud på. Jeg synes dog modsat dig, at det lykkedes lige godt i begge film mht. at blive grebet af hovedkarakteren og dennes udvikling.
Det var så lidt. :)
#13144 Babo84 14 år siden
Hallo main :)
#13145 Babo84 14 år siden
Det der fungerede for mig bedre i The American var, at instruktøren igennem enkle billeder illustrerede f.eks ensomheden (den lange vej Clooney kører i starten omgivet af ingenting, eller når han sidder på kaffebaren helt alene, mens kameraet filmer ham fra fugleperspektiv) eller paranoia'en, der skildres igennem små scener, hvor hovedrollen kigger sig over skulderen og forskrækkes af knallert-lyden). Måden han kynisk handler på i startscenen, så han ikke efterlader "spor" - og senere hans møde med luderen, der igennem nærkontakt, sex og date, finder lykke, og ønsker at give slip på sin grumme fortid, til fordel for noget andet. Man er aldrig i tvivl om der står noget på spil - her mener jeg Drive er mere henholden, og jeg kan ellers godt lide når det ikke bliver for rørstrømsk, men jeg var simpelthen ikke grebet af deres forhold - og det er ellers knalddygtige skuespillere. Men ja. Nok om det :)
#13146 misuma 14 år siden
#13147 NightHawk 14 år siden
http://cdon.dk/film/kyss_mig-14295115
Under en stor anlagt forlovelsesfest mellem deres respektive forældre Lasse og Elisabeth, (Krister Henriksson & Lena Endre), mødes de to kommende søstre, i skikkelse af den lesbiske Frida, (Liv Mjönes), og den umiddelbart heteroseksuelle Mia, (Ruth Vega Fernandez), for første gang. Trods det faktum at Mia selv er midt i planlægningen af sit eget bryllup med kæresten og forretningspartneren Tim, (Joakim Nätterqvist), som ihærdigt presser på at de får annonceret dette til festen, har Mia svært ved at fravriste sit blik fra Frida, og hun ligeså i forhold til Mia, i hvad der lader til at være kærlighed ved første blik mellem de to kvinder. Begge er dog forståeligt, situationen med de forventede ægteskabelige og familiemæssige bånd taget i betragtning, tilbageholdende med at foretage sig yderligere. I den efterfølgende weekend vil tilfældighedernes lunefulde spil det dog ganske anderledes, så da Tim, der hellere vil koncentrere sig om at passe firmaet hjemme i storbyen, uventet melder fra til et ophold på Fyn, hvor Mia og Fridas forældre er på udkig efter at købe et sommerhus, ender de to kvinder i stedet pludselig med at køre alene dertil sammen for at mødes med forældrene.
Her dukker Mias fader, hvem hun har en temmelig anstrengt forhold til dels grundet skilsmissen til hendes moder og ligeså faderens jævnt irriterende tendens til at ville kontrollere alt omkring sig, (et træk han har til fælles med Tim), dog ikke op til hendes store skuffelse, da hun havde håbet på at kunne bruge tiden på Fyn til en endelig forsoning. Situationen viser sig dog at blive held i uheld og trods tilstedeværelsen af Fridas moder, ender Mia og Frida med at falde i en mere og mere flirtende snak. Efterhånden som timerne går udvikler flirten sig for alvor og kulminerer i en hed og lidenskabelig affære, der vækker så stærke og turbulente følelser, at de begge må vende op og ned på deres liv i forsøget på at fastholde den intense og emotionelt eksplosive synergi af kærlighed, der impulsivt er opstået imellem dem. Dette bliver dog langt fra uden konsekvenser, hverken for de to star crossed lovers eller deres respektive omgivelser.
Trods et genkendelig handlingsforløb der spinder sin røde tråd ud fra et efterhånden ganske traditionelt regnbuefarvet garnnøgle koncept, forvandles den forholdsvis simple historie i “Kyss Mig”, som er Sveriges seneste skud på stammen af LGBT film, alligevel til en hurtigt fascinerende oplevelse takket være en yderst kompetent instruktør, der fuldt ud bevidst om sit romantiske koncepts potentielle forudsigelighed eftertænksomt søger væk fra indledningsvis lange trættende karakterportrætter og triviel opbyggende sniksnak som karismatisk katalysator for karakterernes dilemmaer. I stedet lader Alexandra-Therese Keining med stor tålmodighed historien og dermed persongalleriet udfolde sig som dragende og lettere mystificerende ringe i vandet ved blot at drysse beskedne antydninger ud hist og pist om deres respektive fortid, der på den måde langsomt bid for bid beskriver de indbyrdes forhold og konflikter efterhånden som handlingen skrider fremad.
Således lykkedes det dermed ganske overbevisende for den debuterende instruktør, enkelt men effektivt, at integrere de velkendte klichéfyldte temaer om identitetskriser, fordomme, utroskab, opgør med andres forventninger, parforhold og ultimativt alternative familiesammensætninger, ind i historiens, meget apropos forholdets begyndelse på Fyn, H.C. Andersen klingende eventyrlige og magiske rejse, som de to romantisk søgende protagonister Mia og Fridas begiver sig ud på uden, at de tema-mæssige budskaber mister slagside eller romancen mister bare den miste smule af sin pulserende og hjertevarme poesi. Til at skabe denne gribende atmosfære bliver Alexandra-Therese Keining stilsikre overblik sublimt assisteret af en helt igennem smuk, betagende og forførende flot billedside, et hypnotisk fængende soundtrack, og ikke mindst en perlerække af solide præstationer der bl.a. tæller Krister Henriksson fra krimiserien “Wallander”, Lena Endre fra “Millennium” trilogien, og Joakim Nättequist fra den episke saga om tempelridderen “Arn”.
Oven over disse kendte og rutinerede navne er det dog ultimativt de to hovedroller i skikkelse af Liv Mjölnes og Ruth Vega Fernandez, hvis kemi sammen fungerer upåklageligt både i form af et sanseberusende erotiske nærvær og en efterfølgende famlende følelsesmæssig jagt på at vinde hinandens hjerter, der gør forelskelsen interessant at følge hele vejen mod den gåsehudsfremkaldende afslutning, hvor Robyn’s pophit “With Every Heartbeat” toner frem på skærmen i en herlig og klokkeklar homage til Lukas Moodysons mesterværk “Fucking Åmål”, som “Kyss Mig” på forunderlig vis, selv om det er forskellige karakterer der er tale om, deler en fimurlig sammenhørighed med, der giver os et indblik i hvordan livet kunnet have set ud for Agnes og Elin 15 år senere. Jeg havde godt nok aldrig troet, at jeg igen set i forhold til en skandinavisk LGBT film bare tilnærmelsesvis skulle sidde tilbage med samme positive indtryk, som jeg gjorde i sin tid med “Fucking Åmål”. Dette formår “Kyss Mig” overraskede nok alligevel at gøre og tilbage er der derfor blot at konstatere, at Sverige nu har gjort det igen igen. Bravo!
9/10
#13148 Skeloboy 14 år siden
En helt suveræn film! Nogen gange er man lidt fortabt i temaerne, men det skyldes kun dens realisme. Personernes verden drejer sig ikke blot om et par ting.
Dramaet er virkelig stærkt, og det skyldes ikke mindst personerne. Sjældent har jeg set så sublimt et spil...fra den lille pige til den alzheimerz-ramte bedstefag.
Den er emotionel uden at være rørstrømsk, kulturpræget uden at være kulturkritisk, og i det hele taget er det bare en af de bedste dramaer nogensinde...
10/10
#13149 MMB 14 år siden
Bedste dramaer nogensinde?! :) Wow. :) Det er bestemt en gennemført god film med en fantastisk portrættering af en Iransk familie i problemer, og det hele er generelt gennemført godt - fantastisk samfundskritik. Men personligt tror jeg ikke, det er en film, jeg kommer til at vende tilbage til. Til det ramte den mig simpelthen ikke nok. Men bestemt et spændende bekendtskab.
#13150 Fellaheen 14 år siden
Er det etableret slang?