#1326 Hovsa, det er resultatet af at gå så sent i seng :D
Jeg mener netop, som du så korrekt formulerer, at dens uhyge er mere psykologisk end fysik, og at den ikke tyr til billige chok, som f.eks. nutidens intruktører har en tendens til at fylde deres film med :)
Tænkte nok, at det var dét du mente. :-)
I mine øjne vil det psykologiske gys til enhver tid overgå det fysiske eller diverse forsøg på at få publikum til at hoppe i sædet ved hjælp af chokmomenter. Det gys der kommer indefra og spiller på fantasi og forventning, ja, alt det man ikke ser, er langt mere effektivt (for mig) end at se på blod og lig og galninge der løber rundt efter skrigende teenagere.
”Moonlighting” eller ”De heldige helte” som den hed på dansk, var en forholdsvis populær serie, der kørte på amerikansk tv fra midtfirserne til slutningen af førnævnte årti. Den var berømt for dens måde at blande detektivhistorier med komik, hvor i det sjove oftest kom i form af de to hovedpersoners ildfulde dialoger.
Det var ikke usædvanligt at enten David Addison (Bruce Willis) eller Maddie Hayes (Cybill Shepherd) bryd den fjerde væg og talte direkte til publikum. Engang imellem var der også episoder der skilte sig ud fra resten, f.eks. en enkelt en af slagsen der foregår i 1946 og var optaget i sort/hvid. Serien blev i sin tid betragtet som banebrydende, men virker unægteligt en smule forældet i dag.
Alt det jeg skriver i dette indlæg bygger udelukkende kun på de fire første episoder og gælder derfor mere som et egentlig førstehåndsindtryk, end en samlet vurdering af hele første og anden sæson.
”Pilot”
I første episode af ”De heldige helte” kommer vores to hovedpersoner ved et tilfælde i besiddelse af et ur, der tilfældigvis også gemmer koordinaterne til nogle meget værdifulde diamanter. Der går da heller ikke lang tid, før de bliver jagtet af diverse skumle typer, som meget gerne kunne tænke sig at få fingrene i netop det ur. Robert Mitchum dukker op for en kort stund i denne episode. En fremragende skuespiller som man desværre så alt for lidt til i hans senere karriere.
”Gunfight at the So-So Corral”
I denne episode bliver David og Maddie hyret af en gammel svagelig mand, der ikke har lang tid tilbage, til at finde hans søn, som han ikke har snakket med i årevis. Uheldigvis trækker denne sag dem også ind i en indbyrdes kamp mellem to lejemordere. Tim Robbins har for resten en mindre rolle i denne episode, som en meget ung og nervøs lejemorder.
”Read the Mind… See the Movie”
David og Maddie bliver hyret i en sag om industriel spionage, der hurtigt viser sig at være en smule mere spøjs end først antaget.
”The Next Murder You Hear”
Ganske fin episode, hvor en radiovært bliver myrdet midt i en udsendelse og tingene måske ikke helt er som først antaget.
Det er alle sammen nogle mildt underholdende episoder, der dog aldrig bliver hysterisk morsomme eller sindsoprivende spændende. Serien blev i sin tid også set som værende ret fast-paced, men kan for nogle godt føles en smule langsommelig i dag, hvor det ikke er atypisk at en serie har 2-3 handlinger kørende i en episode, en hovedhandling og en sidehandling, hvorimod ”De heldige helte” kun har gang i en handling pr. episode. Det kan være det ændre sig, som man kommer længere ind i serien, men hvis man er vokset op med hyperaktive japanske tegnefilm i tv og synes at Michael Bay er teh shit, så er det her nok ikke lige serien for dig. Man får nok mest ud af ”De heldige helte” hvis man har et eller andet kendskab til serien fra sin barndom eller, hvis man kan se bort fra seriens firser look, vi er ikke helt oppe på Miami Vice niveau, men det er derhen af, og nyde den på dens egne præmisser, så er det faktisk fin nok underholdning. Man skal bare ikke skrue sine forventninger alt for højt op.
Jeg regner med at skrive løbende om serien, efterhånden som jeg får set flere afsnit.
Jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige til den reaktion, jeg må bare ryste på hovedet og sige suk, manden vil aldrig værdsætte true Magic, om det så var Sigfried and roy der stod og lavede pruttelyde foran ham, med deres store tiger.
En mand må ha sin mening, at det er den HEL FORKERTE! kan jeg så ikke gøre noget VED!
Der findes et ord for dem som ikke kan li Singin in The rain, og det er så farligt at det ikke står i nogen ordbog, det er censureret, men jeg synes at du er en ....................... Og det er ikke med ordet dværg på den gode måde.
Ps. jeg er øm i fødderne nu, har været på dancecamp hele ugen, det var satme godt, men for dælen min fødder skal hvile sig nu, jeg sku bare lige kigge ind ses senere.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Jeg satte mig og så denne dokumentar igår nat. Jeg skulle egentlig bare have en film som jeg kunne døse hen til. Men wow...det her er en fantastisk dokumentar. Jeg var helt oppe på dupperne hele filmen igennem. Der er flere one-liners, instant-classic scener, og skøre/skæve karaktere i denne film end nogen anden jeg har set.
Fremragende dokumentar om den amerikanske gyserfilm fra 1960-1970'erne. Jeg havde forventet den sædvanlige gennemgang af nogle enkelte hovedværker tilsat et skvæt anekdoter fra de sædvanlige mistænkte (= Carpenter, Landis, Romero, Cronenberg og Savini) - og det får man da også. Men til TAMs store fordel taler, at der bydes på en hel del mere, især en glimrende perspektivering af filmene gennem samtidshistorien. Få gyserfilm har sat et så varigt aftryk i genrehistorien som nogle af de B-produktioner, der dukkede op sidst i 1960'erne op til sidst i 1970'erne (fra Night of the Living Dead til Halloween), og TAM gør et fint stykke arbejde med at forklare, hvordan de opstod som et resultat af og spejler den helt specielle tidsånd.
5/6
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Seppuku / Harakiri er det ærefulde ritual, hvor en samurai begår selvmord, og derved dør med æren i behold. Hele filmen udforsker ritualet og tanker og følelser i forbindelse hermed. Vi følger to historier: Hanshiro Tsugumo, der kommer til hans herre, for at begå selvmord. Her bliver han fortalt en historie om Motome Chijiiwa, der ligeledes har opsøgt hans herre for at begå harakiri. Historierne overlapper hinanden, og mest af alt, er det en kritik af det japanske, feudale samfund.
Den er tidstypisk japansk og historien er velfortalt, smuk og filosofisk, samt stærke personskildringer. Det er et studie i vilje og død, og en afsindig god film, fortalt i et dvælende tempo, der passer fodt til filmens dystre tema.
#1331 dyg 15 år siden
#1332 BN 15 år siden
Tænkte nok, at det var dét du mente. :-)
I mine øjne vil det psykologiske gys til enhver tid overgå det fysiske eller diverse forsøg på at få publikum til at hoppe i sædet ved hjælp af chokmomenter. Det gys der kommer indefra og spiller på fantasi og forventning, ja, alt det man ikke ser, er langt mere effektivt (for mig) end at se på blod og lig og galninge der løber rundt efter skrigende teenagere.
#1333 database 15 år siden
#1334 wimmie 15 år siden
Jeg kan godt være mere enig - men kun lidt tror jeg :)
#1335 filmz-Utyske 15 år siden
Haha, yes. Jeg har godt nok set den film mange gange. Den er virkelig dårlig.. på den gode måde. :D
#1336 Bobby Singer 15 år siden
”Moonlighting” eller ”De heldige helte” som den hed på dansk, var en forholdsvis populær serie, der kørte på amerikansk tv fra midtfirserne til slutningen af førnævnte årti. Den var berømt for dens måde at blande detektivhistorier med komik, hvor i det sjove oftest kom i form af de to hovedpersoners ildfulde dialoger.
Det var ikke usædvanligt at enten David Addison (Bruce Willis) eller Maddie Hayes (Cybill Shepherd) bryd den fjerde væg og talte direkte til publikum. Engang imellem var der også episoder der skilte sig ud fra resten, f.eks. en enkelt en af slagsen der foregår i 1946 og var optaget i sort/hvid. Serien blev i sin tid betragtet som banebrydende, men virker unægteligt en smule forældet i dag.
Alt det jeg skriver i dette indlæg bygger udelukkende kun på de fire første episoder og gælder derfor mere som et egentlig førstehåndsindtryk, end en samlet vurdering af hele første og anden sæson.
”Pilot”
I første episode af ”De heldige helte” kommer vores to hovedpersoner ved et tilfælde i besiddelse af et ur, der tilfældigvis også gemmer koordinaterne til nogle meget værdifulde diamanter. Der går da heller ikke lang tid, før de bliver jagtet af diverse skumle typer, som meget gerne kunne tænke sig at få fingrene i netop det ur. Robert Mitchum dukker op for en kort stund i denne episode. En fremragende skuespiller som man desværre så alt for lidt til i hans senere karriere.
”Gunfight at the So-So Corral”
I denne episode bliver David og Maddie hyret af en gammel svagelig mand, der ikke har lang tid tilbage, til at finde hans søn, som han ikke har snakket med i årevis. Uheldigvis trækker denne sag dem også ind i en indbyrdes kamp mellem to lejemordere. Tim Robbins har for resten en mindre rolle i denne episode, som en meget ung og nervøs lejemorder.
”Read the Mind… See the Movie”
David og Maddie bliver hyret i en sag om industriel spionage, der hurtigt viser sig at være en smule mere spøjs end først antaget.
”The Next Murder You Hear”
Ganske fin episode, hvor en radiovært bliver myrdet midt i en udsendelse og tingene måske ikke helt er som først antaget.
Det er alle sammen nogle mildt underholdende episoder, der dog aldrig bliver hysterisk morsomme eller sindsoprivende spændende. Serien blev i sin tid også set som værende ret fast-paced, men kan for nogle godt føles en smule langsommelig i dag, hvor det ikke er atypisk at en serie har 2-3 handlinger kørende i en episode, en hovedhandling og en sidehandling, hvorimod ”De heldige helte” kun har gang i en handling pr. episode. Det kan være det ændre sig, som man kommer længere ind i serien, men hvis man er vokset op med hyperaktive japanske tegnefilm i tv og synes at Michael Bay er teh shit, så er det her nok ikke lige serien for dig. Man får nok mest ud af ”De heldige helte” hvis man har et eller andet kendskab til serien fra sin barndom eller, hvis man kan se bort fra seriens firser look, vi er ikke helt oppe på Miami Vice niveau, men det er derhen af, og nyde den på dens egne præmisser, så er det faktisk fin nok underholdning. Man skal bare ikke skrue sine forventninger alt for højt op.
Jeg regner med at skrive løbende om serien, efterhånden som jeg får set flere afsnit.
#1337 elwood 15 år siden
Did someone call for me?
Jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige til den reaktion, jeg må bare ryste på hovedet og sige suk, manden vil aldrig værdsætte true Magic, om det så var Sigfried and roy der stod og lavede pruttelyde foran ham, med deres store tiger.
En mand må ha sin mening, at det er den HEL FORKERTE! kan jeg så ikke gøre noget VED!
Der findes et ord for dem som ikke kan li Singin in The rain, og det er så farligt at det ikke står i nogen ordbog, det er censureret, men jeg synes at du er en ....................... Og det er ikke med ordet dværg på den gode måde.
Ps. jeg er øm i fødderne nu, har været på dancecamp hele ugen, det var satme godt, men for dælen min fødder skal hvile sig nu, jeg sku bare lige kigge ind ses senere.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#1338 Bates 15 år siden
http://www.imdb.com/title/tt0181288/
TRAILER :
Jeg satte mig og så denne dokumentar igår nat. Jeg skulle egentlig bare have en film som jeg kunne døse hen til. Men wow...det her er en fantastisk dokumentar. Jeg var helt oppe på dupperne hele filmen igennem. Der er flere one-liners, instant-classic scener, og skøre/skæve karaktere i denne film end nogen anden jeg har set.
Kan på det varmeste anbefales!
#1339 Thomsen 15 år siden
Fremragende dokumentar om den amerikanske gyserfilm fra 1960-1970'erne. Jeg havde forventet den sædvanlige gennemgang af nogle enkelte hovedværker tilsat et skvæt anekdoter fra de sædvanlige mistænkte (= Carpenter, Landis, Romero, Cronenberg og Savini) - og det får man da også. Men til TAMs store fordel taler, at der bydes på en hel del mere, især en glimrende perspektivering af filmene gennem samtidshistorien. Få gyserfilm har sat et så varigt aftryk i genrehistorien som nogle af de B-produktioner, der dukkede op sidst i 1960'erne op til sidst i 1970'erne (fra Night of the Living Dead til Halloween), og TAM gør et fint stykke arbejde med at forklare, hvordan de opstod som et resultat af og spejler den helt specielle tidsånd.
5/6
#1340 Skeloboy 15 år siden
Seppuku / Harakiri er det ærefulde ritual, hvor en samurai begår selvmord, og derved dør med æren i behold. Hele filmen udforsker ritualet og tanker og følelser i forbindelse hermed. Vi følger to historier: Hanshiro Tsugumo, der kommer til hans herre, for at begå selvmord. Her bliver han fortalt en historie om Motome Chijiiwa, der ligeledes har opsøgt hans herre for at begå harakiri. Historierne overlapper hinanden, og mest af alt, er det en
kritik af det japanske, feudale samfund.
Den er tidstypisk japansk og historien er velfortalt, smuk og filosofisk, samt stærke personskildringer. Det er et studie i vilje og død, og en afsindig god film, fortalt i et dvælende tempo, der passer fodt til filmens dystre tema.
5/6
IMDB