En god lille overraskelse. Det var ikke så meget effekterne, som spillet mellem de mange typer af mennesker, der gjorde denne Darabont film seværdig. Udsat for et dommedagslignende scenarie, hvordan indvirker det på menneskers rationalitet, pragmatisme og religiøsitet kombineret med over- og underklasse status.
Heldigvis fører handlingen frem til en afslutning, som hæver hele oplevelsen en karakter.
Jeg så, desværre, farve versionen, men havde foretrukket den sort/hvide som et bedre akkompagnement til filmens tone og stil. Billedet er hæderligt, ikke særlig skarpt, men alligevel på en måde et passende valg. Jeg hørte ikke TrueHD sporet ved kraftig nok volume til at vurdere det korrekt.
Film: 7/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Jeg har været stille i længere tid (dog aldrig borte), men nogen gange er der oplevelser, der er så traumatiske, at man bare må skrige mod himlen og ikke mindst i dette forum.
Nogen tog to timer af mit liv og erstattede dem med forevisningen af den koreanske The Host. Da denne "nogen desværre var mig selv, er dette det eneste sted, hvor jeg kan få aflad for mine synder og bearbejdet de traumer, jeg har pådraget mig selv.
Filmen er en standard-monsterfilm, hvor mennesket er skyld i denne monstrositets fremkomst, da den lokale flod bliver forurenet. Glem alt om mislykkede geneksperimenter og radioaktiv affald. Iflg denne film er et par hundrede flasker gammel formaldehyd alt, hvad der skal til for at en monster i fuld størrelse finder vej til den fredelige storby. Uhyret, der mest kan beskrives som en fiskeudgave af ormen fra Tremors med to ben og snohaleabehale dukker op og udover at tygge lidt i nogle tilfældige forbipasserende snupper den den lille pige, der skal få handlingen til at gå videre. Hendes debile farafar, hendes lettere afstumpede far, hendes onkel og tanten, der netop har vundet bronze i bueskydning (gæt selv om hun får brug for det) drager afsted for at finde hende.
Yadda-yadda-yadda en masse ligegyldigt pladder om en mystisk virus og en hel by i karantæne og monstreret møder sit endeligt.
Denne film indeholder alle de elementer, der minder mig om, hvorfor jeg ikke ser asiatiske film: En fuldstændig idiotisk historie, koreansk over-acting, der får Nicholas Cage til at fremstå som en Shakespeare-fortolker og malplaceret musik, der går fra marchmusik, der ville være Stalin værdig til tolvtonet atonal klaver-pling-pling.
Designerne har forsøgt i bedste Hr. Gieger-stil at konstruere fiske-abens mund, således at visse dele kunne minde om kvindelige kønsorganer, hvilket nok er vældig spændende, hvis man er koreaner. Enten dét, eller også er jeg en anelse afvigende, og kedede mig fælt gennem hele filmen, hvilket jeg bestemt ikke vil være afvisende overfor.
The Host er hverken spændende, uhyggelige eller godt lavet. Den nyeste Anja og Victor er mere skræmmende og monsteret i dén film er bedre animeret. - Hvad? Er det en rigtig baby? Så meget desto mere uhyggeligt. .
"Århundrerets monsterfilm", står der på forsiden. Der er gudskelov 92 år til at overgå den.
Karakter: Nej
"Ud fra størrelsen på halen har vi beregnet, at dyret har været kæmpemæssigt" Prof. Martens - Reptilicus
”You can feel it. That cold ain't the weather - that's death approachin'.”
Ved Nordalaskas yderligste by Barrow omkranset af 130 km ødemark dukker en fremmed, (Ben Foster), frem i det sneklædte landskab og skuler mistænksomt mod en stort sort skib nær en boreplatform et par hundred meter væk, inden han fortsætter sin vandring mod den mindre by, alt imens solen så småt sænker sig i horisonten på vej mod sine 30 dage i dvale. Senere på dagen Finder politichef Eben, (Josh Hartnett) og hans vicesherif Billy, frem til en bunke afbrændte mobiltelefoner og selvom de finder det noget besynderligt, slår de det begge hen som en bagatel og tager tilbage mod byen, hvor flere af indbyggerne og besøgende er på vej væk med det sidste fly inden mørket og en kommende snestorm afskærer dem fra omverdenen. Mens Eben tager sig af en mindre opgave hos eneboeren Beau, (Mark Boone Junior), begynder den første af flere blodige optrin at finde sted, da samtlige slædehunde i den lokale kendel brutalt bliver slagtet. Tilfældet vil det i mellemtiden at Ebens ex Stella, (Melissa George), misser sidste fly og nu pludselig er strandet. Eben, som mildest talt har et anstrengt forhold til hende, sender Billy af sted alt imens han selv, efter et kort smut på politistationen bestyret af hans bedstemor Helen i centralen og hans yngre bror Jake, må videre ud i aftenkulden, da der har været hærværk på elværket.
Just ankommet bliver han klar over at noget er helt galt, da han erfarer fra piloten Wilson af det er resterne af hans helikopter, der ligger i den store metalkværn. Mens snefnuggene tager til i styrke bliver vejstationen angrebet og metrologen slagtet og ædt. Tilbage i byen igen bliver Eben tvunget til at anholde en fremmed, der opfører sig særdeles aggressivt og bliver samtidig genforenet med Stella, der hjælper ham med at holde slynglen i ro. Selvom ingen af dem vil indrømme det, er det tydeligt af gnisten mellem de to stadig er intakt. Mens han forgæves forsøger at afhøre den fremmede går computere og telefonsystemet ned, og på elværket undslipper arbejderen Denise lige akkurat fra et blodigt overfald af en horde vampyrer. Senere ved computer centralen/vejstationen møder der Eben et frygtindgydende syn, som understreger den fremmede tilbage i cellens kryptiske kommentarer om ondskabens komme. På vej tilbage advarer Eben folk i byen om at barriekere sig indtil han har fået overblik over situationen, der udvikler sig værre og værre, sekund for sekund. På stationen redder Eben lillebror Jake fra den fremmede og forsøger frustreret at få at vide hvad der foregår, men får ingen anden besked end at døden er på vej og at han desuden selv allerede er en død mand.
Eben beslutter sig for i selskab med Stella at ta’ endnu en patrulje der ender i ren panik, da de pludselig må ta’ flugten fra en yderst aggressiv vampyr. Tilbage i byen er alt kaos og da de når frem til stationen er både Jack og Helen væk, mens væggen er tilsølet i blod. Eben er skræmmende tæt på at koge over og vil hævne sig på den fremmede i cellen, men Stella får ham heldigvis tilbage på rette spor igen. Mens vampyrerne anført af den makabre Marlow, (Danny Huston), hærger i gaderne bliver Eben og Stella genforenet med Jake på den lokale bar, hvor den resterende del af Barlow har forskanset sig. Byen er nu mørklagt, blodet flyder i gaderne og alle flugtveje destrueret. Nu er det op til den brogede flok at forskanse sig, samarbejde og på bedste vis forsøge at overleve de næste 30 dages totale terror…
Lavet over tegneserien af samme navn har David Slade på fornemmeste vis kreeret en vampyrwestern med ”30 Days Of Night”, der imponerer i sin visuelle stil med smukke og nærmest poetiske billeder af den lille landsby flække og dens snedækkede omgivelser, men som modsat også er ligeså grafisk potent i sine blodrøde og vilde splatteorgier, (bedst illustreret ved overgangen i starten af filmen fra den lysende idylliske by til de parterede og maltrakterede hunde), der skaber en malerisk kontrast mellem den overnaturlige og menneskelige verden, der langsomt opsluges i det alt omfavnende mørke, der på skift trækker persongalleriet ned i dybe psykiske huller, som de hver især må kæmpe deres egen kamp for at grave sig op af. Med sig som sikker styrmand gennem det visuelle landskab har David Slade fået selskab af fotograf Jo Willems hvis øje for at fange skuespillernes forpinte og plagede ansigtsudtryk, mens de langsomt bliver slidt op af både vejr og blodsudgydelser, er blændende godt udført, hvilket betyder at indlevelsen i karaktererne bliver desto mere intens.
Måden at fotografere på kommer løbende gennem filmen dens handling, samt mange chok og groteske scener til gode og gør spændingen for hovedpersonernes ve og vel nærmest ubærlig nervepirrende at se på, fordi vi som tilskuere kommer helt ind under huden på dem. Med nogenlunde samme teknik får Slade og Willems også det ultimative udtryk frem i vampyrerne og den ondskab de symboliserer. Først bygger de dem op som sløret kulisse, der nærmest skabes ud fra mørket, inden deres vildskab dernæst bliver illustreret effektivt ved vejstationen og senere som ren silhuet, da Eben og Stella bliver jagtet, før vampyrerne afslutningsvis så endelig træder frem i al deres grusomme vælde stadig med tøjet tilsølet i blod, (en detalje mangt en vampyrfilm undgår), og fuldt ud afslører sig selv, som de monstre de er.
Set fra en teknisk vinkel er filmen så gennemført lækkert lavet, at det næsten alene gør den til et interessant bekendtskab. For ud over Jo Willems flotte og stemningsfulde fotografering byder ”30 Days Of Night” også på et højt niveau når vi snakker redigering, hvor klipper Art Jones skaber stor intensitet i de forskellige dueller, (f. eks. scenen hvor vampyren jager Eben og Stella i bilen, mødet med den lille pige i købmandsbutikken, Beaus afledningsmanøvre, samt det endelige showdown og et par særdeles væmmelige halshugninger undervejs),
der for alles vedkommende fungerer efter hensigten ved deres opskruede tempo. Belysningen må også siges at være et sublimt stykke håndværk, selv om Roger Ebert tidligere i sit review, på vanlig sarkastisk facon, udtalte at det ikke var det rigtige valg, når nu byen sku’ forestille at være total mørkelagt. Meeen her mener jeg så nok, at man bør være lidt large hvad det angår. For det ville ha’ skabt total forvirring, som jeg ser det, havde Slade valgt kun at la’ billerne være oplyst af f. eks små lygter osv. Jeg synes faktisk det klær filmen rigtig godt med dette sølvhvide månelys, som man faktisk ikke rigtig tænker nærmere over, da filmen er konstant spændende og som heller ikke på nogen måde ødelægger stemningen, tværtimod. Effektmæssigt har Weta gjort et ligeledes fornemt arbejde og mikser CGI med gammeldags makeup latex, hvilket samlet fungerer upåklageligt hele vejen, mest tydeligt i vampyrernes look, splattescenerne og snestormen, men som også er mindst ligeså fremragende i den makeup der bruges til at illustrere hovedpersonen Ebens slidte ansigt, som indikerer at han så småt er ved at falde fra hinanden.
”It's hard to stop someone when there family's at stake. The things you'll do to save your own.”
Josh Harnett leverer som politichefen Eben Olson vel nok en af hans bedste præstationer til dato. Rollen synes nærmest skræddersyet til en langt mere erfaren og ældre type, men unge Hartnettt formår mod forventning, på en herlig underspillet facon, alligevel at gøre karakteren helt sin egen og er yderst troværdig fra første scene af som en person, der er i sikker balance med sig selv og sine omgivelser. Som handlingen skrider frem ændres denne ellers så kølige og velovervejede helte arketype dog i form af sin lederrolle, der uomtvisteligt fører et hav af ubehagelige beslutninger med sig som betyder, at Eben gradvist forvandles til det han frygter allermest og som vampyrerne derfor bliver et spejlbillede på, nemlig hans egen kamp for at holde sine indre dæmoner og mørke sider nede, midt i den krigslignende vanhvidsituation Barlow befinder sig i. Selvom broderen Jake,(spillet med en følelsesmæssig og skræmmende ægte skrøbelighed af Mark Rendall) og kæresten Stella, (hvis navn Melissa George i sandhed lever op til med sin smukke, hjertevarme og yndefulde præstation), er hans lys i mørket som hele tiden holder hans psyke ved lige, bliver de også hans motivationsfaktor der får ham til at handle som han gør i filmens slutning. Finalen virker ved første øjekast umiddelbart som et antiklimaks, men er, som jeg ser det, faktisk det stik modsatte både hvad angår Ebens udvikling, men også mht. filmens altoverskyggende budskab om offervilje, overlevelse af racen og et forsøg på at sikre sig at historien ikke gentages.
Dermed bliver ”30 Days Of Night” også sammenlignelig som parallel til krigslignende tilstande, hvor vampyrerne sagtens kan ses som nazister og samlingen af landsbyboere som en miniotetsgruppe af svage personer, der må søge tilflugt på lofter og rationerer med maden, mens udrensningen står på og der samtidig skruppelløst bruges levende madding for at få dem på krogen. Den pågældende scene hvor det foregår, er mindst ligeså hård/skræmmende at se på som filmens mange splattescener og man føler virkelig for både offeret samt Eben og hans team, der ikke kan gøre meget andet end at se på, hvis de selv skal ha’ en chance for at overleve. Samme krigslignende scenarie ser man også i scenen hvor Eben og Stella får kontakt til Billy, som grundet omstændighederne har måtte træffe et grufuldt valg ang. sin familie, hvilket Slade udstiller mesterligt ved kun at vise os rædslerne via Hartnett og Georges ansigtsudtryk. Må indrømme at jeg ikke havde forventet at blive oprigtigt rørt af denne film, men de to scener her især, samt måden Hartnett spiller på, gjorde at jeg uventet sad med en klump i halsen op til flere gange.
David Slade har lavet en af de bedste vampyrfilm jeg har set længe. Ganske enkelt af den simple grund at den er så meget mere end blot endnu en vampyrfilm. Dens personskildring er ikke dyb hvis man ser på de andre beboere i byen og heller ikke overdrevet nuanceret når det kommer til Jake, Stella eller sågar vampyrerne, særligt deres leder Marlow, men de er sådan set heller ikke vigtige at få beskrevet ned i mindste detalje, da det i bund og grund er Eben det hele drejer sig om. Stella fungerer som den lyse side, vampyrerne den mørke og i midten står en mand hvis hvide og rene hjerte presses ind i en moralsk gråzone, som han ikke kan se nogen anden udvej på end det valg han træffer til sidst hvis han selv skal frelses, for nu at bruge et lettere teatralsk ordvalg. ”30 Days of Night” er en visuel fryd for øjet, har en enkel men godt fortalt historie, (hvis deprimerende tone bliver opvejet med et rørende closing shot, samt et smukt budskab), er fremragende spillet af samtlige medvirkende og har masser af blood & guts for horrorfans. Kort sagt den har det hele og derfor tøver jeg heller ikke med at gi filmen...
Baseret på et kinesisk digt om de fire følelser Happiness, Pleasure, Sorrow og Love, tager instruktør Jieho Lee publikum med på en rejse gennem, hvad der bedst kan beskrives som en krydsning mellem en moderne fabel og et hårdkogt gangsterdrama, hvor de forskellige karakterer ved tilfældighedernes uforudsigelige spil kommer på kollisionskurs og i forsøget på at slippe ud af deres eget fastlagte mønster ubevidst ændrer livet for hinanden. Whitaker/Happinesshttp://www.theairibreathemovie.com/aib21280.jpg spiller en bankmand der siden skolen har fulgt en skematisk linie til punkt og prikke for at skabe sig en karriere, men som undervejs i forløbet gradvist har mistet sig selv samt sin lyst til livet generelt, hvilket delvist bliver beskrevet i det første af 4 flashback, der fornemt understøtter persongalleriets sindstilstande og efterfølgende i nutiden hvor han bruger sin fritid på at kontrollere udløbsdatoen på sine konserves, skure striberne på badeværelsesgulvet og sirligt sørge for at placere sine piller i eksakt rækkefølge, inden han tager dem. Forståeligt er det derfor når man lidt efter ser den stakkels mand alene i sin lejlighed sumpe hen foran tv'et i den totale depression.
”Sometimes being totally fucked can be a liberating experience.”
Da chancen for spænding byder sig, først i form af gangsterbossen Fingers, (Andy Garcia) http://www.thecinemasource.com/moviesdb/images/The... , håndlangers udfordrende kommentarer og senere da han overhører sine kollegaer om et fixet hestevæddeløb, slår han straks til og begir sig famlende ud i en hel ny verden, han slet ikke kan overskue og ender derfor hurtigt i kløerne på den brutale Fingers som tvinger ham, presset af gæld, til et bankrøveri der på én gang ender i kaos, men som samtidig også befrir ham fra sit eget følelsesmæssige fængsel. I andet kapitel introducere Lee os for Fingers højre hånd, den synske håndlanger Pleasure/(Brendan Fraser) http://i14.ahpic.com/4cye13.png, hvis evner har gjort ham til en følelseskold kampmaskine, der udfører sit job med nådesløs og slagkraftig effekt. Han fornemmer dog så småt at hans fremtid kan ændres, da Fingers præsenterer ham for, hvad han er sikker på bliver hans vej ud af det kriminelle miljø, popsangerinden Trista hvis pladekontrakt han har overtaget. Da håndlangeren tager et kig på hendes foto, svigter hans evner ham højst overraskende for første gang.
Senere under en bytur hvor han bliver beordret til at ta’ Fingers nevø Tony, (Emile Hirsch), med på sin rute går tingene helt galt, hvilket fører til et opgør med en bande særdeles nasty typer fra den russiske mafia. Da hans syn svigter ham igen, får det alvorlige konsekvenser og oplevelsen bliver et slags wake up call der åbner hans emotionelle panser og sender ham smask forelsket direkte i armene på den sørgmodige men underskønne Trista og dermed endnu flere problemer.
”Did you know that scars are the roadmap to the soul?”
Trista/Sorrow, (Sarah Michelle Gellar) http://www.theairibreathemovie.com/aib41280.jpg der gemmer på et traume så ubærligt hårdt, er en person man straks fatter sympati for, da man som tilskuer præsenteres for hende i et talkshow hvor værten gør alt for at pille hende og hendes image, som hun desperat prøver at opretholde, fra hinanden med en række spørgsmål og en fremgangsmåde, der er mere ubehagelig end et slag i ansigtet. Tingene skal dog efterfølgende hurtigt vise sig at blive meget værre, da Fingers melder sig på banen og tvinger hende til at arbejde for sig. Under et mindre sammenbrud redder håndlangeren hende og foretager så et skæbnesvangert valg, da han grundet sine nye stærke følelser, hjælper Trista ved at skjule hende fra gangsterbossens klamme fingre i sin lejlighed. Mens håndlangeren professionelt opretholder sin kølige attitude udadtil for ikke at virke mistænkelig, smelter hans hjerte fuldstændig i perioderne med Trista og de to forelsker sig hovedkuls i hinanden.
Lykken ender dog brat da Fingers og hans folk finder frem til dem, som man kan se i denne utroligt velspillede og barske scene :
Im not a bad man – Indeholder en stor spoiler. Så det er på eget ansvar!
Et stykke tid senere efter en koncert dukker en panisk mand pludselig op uden for spillestedet på jagt efter Trista. Han viser sig at være læge Love, (Kevin Bacon) http://www.blu-ray.com/movies/screenshot.php?movie... og er, ud over hele sit liv at ha’ ledt efter en større mening med sin eksistens, håbløst forelsket i biologen Gina, (Julie Delpy), en kvinde som han har måtte se sig gifte med en god ven, hvilket er endnu værre for det tvinger ham til ofte at være smerteligt tæt på og alligevel så langt fra. Da hun bliver dødeligt bidt af en slange under et eksperiment, går hans følelser amok og drevet frem af kærligheden til Gina, må han nu ud i en åndeløs kamp mod tiden for at finde frem til en modgift. Løsningen finder han ved et lykketræf, men kan han nå det tids nok og vil kærligheden i sidste ende overvinde alt for alle involverede?
Jieho Lee har både instrueret og delvist skrevet, (sammen med Bob DeRosa), denne perle af en film, med et overblik der er helt fænomenalt i sin visuelle stil. Skiftet mellem de lyse og uskyldige flashback scener og scenen til sidst i solopgangen kontra de mange mørke film noir inspirerede, (sublimt fotograferet af Walt Lloyd), fungerer med lige dele melankolsk poesi og malerisk skønhed sat overfor hverdagens realisme i hhv. skyggebaserede og sort orange billeder, der oser af atmosfære og som alle er med til at understrege og forstærke karakterernes inde og ydre følelser. Med sig i baglommen har Lee yderligere forstærkning i form af et stærkt soundtrack og score som levere lige dele slagkraft samt atmosfære de helt rigtige steder. Bare ta’ f eks hele åbningsmontagen der bliver banket solidt fast sat til tonerne af dette nummer eller The Concretes smukke og stemningsfulde ”Tomorrow” over en montage af Tristas forsøg på at skabe sig en ny tilværelse, (drømmen/håbet) i håndlangerens lejlighed, alt imens han står for at minde om den rå virkelighed ved at udføre sit beskidte arbejde for Fingers. Filmens score af Marcelo Zarvos fungerer så med sin afdæmpede og melodiøse klang modsat som perfekt kontrast, som specielt scenen i solopgangen er et ufatteligt smukt eksempel på.
Lee’s ultimative trumfkort, som løfter hans i forvejen komplekse og intelligente mosaikmanuskript helt op i skyerne, kommer dog i form af et cast der alle leverer deres absolut højeste niveau. Forest Whitaker spiller rollen som den desillusionerede og ensomme bankmand så overbevisende, at man bliver helt deprimeret ved synet af ham i hans lejlighed og samtidig er hans nervøse og klodsede forsøg på at skifte karakter i en fremmed og nådesløst miljø så godt lavet, at han burde være nomineret til en Oscar for sin præstation. I de yderligere mindre hovedroller leverer Emile Hirsch, som nevøen Tony, varen ved først at være fræk som en slagterhund i en klassisk smart ass rolle, men som løbende præget af de ting der sker, viser sig at være en ganske cool fyr med hjertet det rette sted. Julie Delpy, i den mindste rolle, er ligeledes god på sin sædvanlige charmerende facon. Hun behøver ikke mange replikker eller scener for, at vi forstår hvorfor Kevin Bacon er så forelsket i hende. En forelskelse som han spiller eminent godt, først afdæmpet ved frokost scenen med Gina og hendes mand og senere da han desperat og panisk mister overblikket i kampen for at redde hende, inden han så igen i en scene på hospitalet på Ginas stue skal vise både glæde og frustration på én og samme gang.
Oven over dem alle stråler de tre hovedroller, Fraser, Gellar og Garcia dog med tre præstationer, der uden tvivl må siges at være deres absolut bedste i karrieren filmmæssigt set. Fraser spiller ”against type” så hamrende godt som den fåmælte og brutale håndlanger, at jeg for første gang har fået decideret respekt for ham som skuespiller. Ligeså fucking cool når han klædt helt i sort træder ind i billedet med en smøg i kæften og et hærget blik i øjnene og uddeler tørre tæsk, ja ligeså afdæmpet og elskelig er han i de romantiske scener med Gellar, som gir ham perfekt modspil. Jeg troede ikke jeg længere ku’ blive overasket over hvad hun kunne præstere, men i ”The Air I Breathe” fejer hun fuldstændig benene væk under mig og trækker mig med helt ind i hendes karakter som må så grueligt meget ondt igennem, at det næsten ikke er til at holde ud at se på. De to scener med Brendan Fraser som jeg har vist længere oppe går begge lige i hjertet og ligeså er to scener i forlængelse af hinanden på hospitalet, den ene mellem hende og Garcia, også fantastisk spillet i alt sin enkelthed. Føj for satan hvor kan den mand dog spille en ondskabsfuld stodder og når man ser den nævnte scene, ja så forstår man hvorfor. Garcia kan den her type mafioso på rygraden og umiddelbart er det også en ganske traditionel en af slagsen, som Lee har kreeret her. Men bagved klicheerne gemmer der sig samtidig en mand der er så forpint og i konflikt med sig selv, at det grænser til skizofreni, hvilket Garcia i sin bedste rolle til dato mestrer at udstille med en uhørt elegance.
Jiehro Lee har som jeg ser det lavet et sandt mesterværk, som trods det ikke at ku’ undgå den her type histories fortænkthed, alligevel konstant er uforudsigelig og hvis tema om følelsernes indflydelse på hinanden afspejlet i karakterernes liv hænger så godt sammen og er så suverænt spillet, at det bliver en film der kan ses igen og igen uden at den mister sin magi. ”The Air I Breathe” er både fysisk og psykisk barsk, men indeholder samtidig en varm poetisk tone og et afslutningsvis smukt budskab, som jeg kun kan overgive mig til.
Har lige set In The Valley of Ellah eller hvad den nu hedder. :-)
Ganske udemærket underholdning der dog bæres af Tommy Lee Jones der som altid gør det godt. Ved dog ikke om den sådan blir rigtigt spændende af en opklaringsfilm at være, men på den anden side kedede jeg mig egentligt heller ikke. Så den på blu-ray og billede og lyd fungerede fint.
Så fik jeg endelig set 'Borte med blæsten' - underforstået HELE filmen den her gang - for første gang i 20-25 år. Jeg mener at have set den som barn, men er ikke sikker. Så indtil igår aftes begrænsede mine minder om filmen sig til den dag i 1988, hvor jeg som 22-årig havde lejet den (og et par andre film) i den nærmeste videobutik og blev totalt afskrækket af filmens musical-agtige udseende i de indledende scener og fremstillingen af den sorte husholderske - to faktorer der fik mig til at gå i panik og spole og spole fremad på vhs-båndet for at se, om der var noget der kunne fænge, hvilket der ikke var.
Nå, men det var DENGANG .......... Du og jeg tidligere haft en diskussion omkring filmen, og da jeg læste dine to indlæg, blev jeg mindet om, at jeg for noget tid siden forærede min kone et eksemplar af filmen, og at jeg havde lovet at se den sammen med hende.
Og ##!!¤¤!! tage dig! .... Men du har ret, og jeg må æde langt de fleste af mine ord i mig igen. ;-)
Det ER en ret god film, og jeg forstår godt, at den har fået den status, den har i filmhistorien. Det kom som en overraskelse for mig, hvor fuldstændig uglamouriøs og hvor tragisk kærlighedshistorien mellem Scarlet og Rhett er. Og de ting, der overgår Scarlet's familie
moderens død, faderen der først bliver lidt sær og dernæst dør ved en ulykke, det ufødte barn der dør pga. Scarlet's fald nedad trappen og datteren der dør på samme måde som sin bedstefader
tegner en alt andet end romantisk og musical-agtig (læs: glansbillede-agtig) film. ... Og ja, så er der den kynisme og bitterhed hos personerne, som du selv fremhæver.
Jeg blev også overrasket, ja, imponeret, over følgende scene: Tænk sig at en man i en film fra 1939 viser en mand (den indtrængende nordstatssoldat) blive skudt i hovedet, så blodet sprøjter! Lige dér - og især med de to kvinder, der fuldstændig bevarer roen i denne situation og gennemsøger soldaten - følte jeg mig hensat til en splinter-moderne film fra vores eget årti. Og hold da op, hvor er det en flot opsat scene, den hvor Scarlet leder efter doktoren og hvor kameraet kører op og lader os se stedet i fugleperspektiv, og der er bare sårede soldater overalt!
Ja, selv den sorte husholderske Mammy virkede ikke helt så racistisk fremstillet som jeg huskede det (og sandsynligvis tager jeg helt og aldeles fejl, da hun det jo kan jo være, hun simpelthen bare var den type, som hun fremstår som i filmen). Faktisk portrætteres hun med både karakter og viljestyrke, bl.a. ved de forargede blikke hun kaster på den beregnende Scarlet. Og de andre sorte personer i filmene skildres ikke ret meget anderledes end i nyere film. Så jeg har måttet pakke sammen med alle mine fordomme omkring filmene.
Er der så nogle svagheder ved filmen? Ja, indimellem irriterer den meget melodramatiske musik mig lidt, men sådan var film fra dengang nu engang, og jeg kan sagtens leve med det. Det hører til småtingsafdelingen. En anden ting er, at dialogen og skuespillet enkelte steder havde et ganske bestemt melodramatisk, banalt tilsnit, der fik mig til at tænke på diverse intrige-spækkede "soap operas" på tv ('Dollars', 'Horton-sagaen' o.lign.), men det var som sagt kun enkelte steder.
Rollen som Rhett Butler må vist være Clark Gables bedste - ihvertfald er han perfekt i den, og det samme må siges om Vivien Leigh's præstation som den selviske, beregnende Scarlet, der må lære af bitter erfaring, hvor den sande kærlighed findes.
'Borte med blæsten' bliver aldrig en af mine helt store favoritfilm. Men den har hermed opnået min uforbeholdne anerkendelse og ros. Det ER et stort værk, og jeg er ikke spor i tvivl om, at jeg vil nyde at gense den engang om et halvt eller helt år. Det er en rigtig helaftensfilm, en rigtig storfilm.
Jeg fik til gengæld endelig set The Great Escape :)
Det var en god fornemmelse endelig at få den set efter at have hørt og læst om hvor fed den skulle være i så mange år nu...derudover er det jo en af Eddie Izzards yndlingsfilm ... ;P
Skulle der være andre der ikke har set den, så får I lige et ganske kort resumé;
Det er 2. verdenskrig og nazisterne har lige bragt en stor flok til en fangelejr i Tyskland. Blandt disse fange er nogle af de mest berygtede udbryderkonger; som de høje herrer havde besluttet sig for at samle på ét sted for at holde øje med dem og undgå at de flygtede fra en fangelejr igen. Om det var en logisk idé ved jeg ikke...men det sørger for en god omgang underholdning da en håndfuld af fangerne lægger planer for (surprise surprise) at bryde ud - denne gang vil de tage 250 fanger med sig. Hvordan det går vil jeg ikke afsløre men udover selve planlægningen og udførelsen er det sjovt at se en række af de "gode gamle" samlet i denne film; Steve McQueen, James Coburn, James Garner, Richard Attenborough, Donald Pleasance og Charles Bronson (som jeg vist hidtil kun har set i de dér hævn-film fra 70'erne ;)
Alt i alt en god og underholdene film 5/6
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
#261 McPeter 16 år siden
#262 elwood 16 år siden
Crossroads
[url= og en trailer[/url]
jeg tror godt du kan genkende den unge herre i filmen 8-)
Det ikke nogen stor film, men jeg mener man som blues fan bør ha set den mindst engang, jeg finder den ret hyggelig.
og self. Martin Scorsese The Blues, men det en hel anden snak 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#263 filmz-Bruce 16 år siden
En god lille overraskelse. Det var ikke så meget effekterne, som spillet mellem de mange typer af mennesker, der gjorde denne Darabont film seværdig. Udsat for et dommedagslignende scenarie, hvordan indvirker det på menneskers rationalitet, pragmatisme og religiøsitet kombineret med over- og underklasse status.
Heldigvis fører handlingen frem til en afslutning, som hæver hele oplevelsen en karakter.
Jeg så, desværre, farve versionen, men havde foretrukket den sort/hvide som et bedre akkompagnement til filmens tone og stil. Billedet er hæderligt, ikke særlig skarpt, men alligevel på en måde et passende valg. Jeg hørte ikke TrueHD sporet ved kraftig nok volume til at vurdere det korrekt.
Film: 7/10
#264 lyspunkt 16 år siden
Nogen tog to timer af mit liv og erstattede dem med forevisningen af den koreanske The Host. Da denne "nogen desværre var mig selv, er dette det eneste sted, hvor jeg kan få aflad for mine synder og bearbejdet de traumer, jeg har pådraget mig selv.
Filmen er en standard-monsterfilm, hvor mennesket er skyld i denne monstrositets fremkomst, da den lokale flod bliver forurenet. Glem alt om mislykkede geneksperimenter og radioaktiv affald. Iflg denne film er et par hundrede flasker gammel formaldehyd alt, hvad der skal til for at en monster i fuld størrelse finder vej til den fredelige storby. Uhyret, der mest kan beskrives som en fiskeudgave af ormen fra Tremors med to ben og snohaleabehale dukker op og udover at tygge lidt i nogle tilfældige forbipasserende snupper den den lille pige, der skal få handlingen til at gå videre. Hendes debile farafar, hendes lettere afstumpede far, hendes onkel og tanten, der netop har vundet bronze i bueskydning (gæt selv om hun får brug for det) drager afsted for at finde hende.
Yadda-yadda-yadda en masse ligegyldigt pladder om en mystisk virus og en hel by i karantæne og monstreret møder sit endeligt.
Denne film indeholder alle de elementer, der minder mig om, hvorfor jeg ikke ser asiatiske film: En fuldstændig idiotisk historie, koreansk over-acting, der får Nicholas Cage til at fremstå som en Shakespeare-fortolker og malplaceret musik, der går fra marchmusik, der ville være Stalin værdig til tolvtonet atonal klaver-pling-pling.
Designerne har forsøgt i bedste Hr. Gieger-stil at konstruere fiske-abens mund, således at visse dele kunne minde om kvindelige kønsorganer, hvilket nok er vældig spændende, hvis man er koreaner. Enten dét, eller også er jeg en anelse afvigende, og kedede mig fælt gennem hele filmen, hvilket jeg bestemt ikke vil være afvisende overfor.
The Host er hverken spændende, uhyggelige eller godt lavet. Den nyeste Anja og Victor er mere skræmmende og monsteret i dén film er bedre animeret. - Hvad? Er det en rigtig baby? Så meget desto mere uhyggeligt. .
"Århundrerets monsterfilm", står der på forsiden. Der er gudskelov 92 år til at overgå den.
Karakter: Nej
#265 NightHawk 16 år siden
Trailer :
”You can feel it. That cold ain't the weather - that's death approachin'.”
Ved Nordalaskas yderligste by Barrow omkranset af 130 km ødemark dukker en fremmed, (Ben Foster), frem i det sneklædte landskab og skuler mistænksomt mod en stort sort skib nær en boreplatform et par hundred meter væk, inden han fortsætter sin vandring mod den mindre by, alt imens solen så småt sænker sig i horisonten på vej mod sine 30 dage i dvale. Senere på dagen Finder politichef Eben, (Josh Hartnett) og hans vicesherif Billy, frem til en bunke afbrændte mobiltelefoner og selvom de finder det noget besynderligt, slår de det begge hen som en bagatel og tager tilbage mod byen, hvor flere af indbyggerne og besøgende er på vej væk med det sidste fly inden mørket og en kommende snestorm afskærer dem fra omverdenen. Mens Eben tager sig af en mindre opgave hos eneboeren Beau, (Mark Boone Junior), begynder den første af flere blodige optrin at finde sted, da samtlige slædehunde i den lokale kendel brutalt bliver slagtet. Tilfældet vil det i mellemtiden at Ebens ex Stella, (Melissa George), misser sidste fly og nu pludselig er strandet. Eben, som mildest talt har et anstrengt forhold til hende, sender Billy af sted alt imens han selv, efter et kort smut på politistationen bestyret af hans bedstemor Helen i centralen og hans yngre bror Jake, må videre ud i aftenkulden, da der har været hærværk på elværket.
Just ankommet bliver han klar over at noget er helt galt, da han erfarer fra piloten Wilson af det er resterne af hans helikopter, der ligger i den store metalkværn. Mens snefnuggene tager til i styrke bliver vejstationen angrebet og metrologen slagtet og ædt. Tilbage i byen igen bliver Eben tvunget til at anholde en fremmed, der opfører sig særdeles aggressivt og bliver samtidig genforenet med Stella, der hjælper ham med at holde slynglen i ro. Selvom ingen af dem vil indrømme det, er det tydeligt af gnisten mellem de to stadig er intakt. Mens han forgæves forsøger at afhøre den fremmede går computere og telefonsystemet ned, og på elværket undslipper arbejderen Denise lige akkurat fra et blodigt overfald af en horde vampyrer. Senere ved computer centralen/vejstationen møder der Eben et frygtindgydende syn, som understreger den fremmede tilbage i cellens kryptiske kommentarer om ondskabens komme. På vej tilbage advarer Eben folk i byen om at barriekere sig indtil han har fået overblik over situationen, der udvikler sig værre og værre, sekund for sekund. På stationen redder Eben lillebror Jake fra den fremmede og forsøger frustreret at få at vide hvad der foregår, men får ingen anden besked end at døden er på vej og at han desuden selv allerede er en død mand.
Eben beslutter sig for i selskab med Stella at ta’ endnu en patrulje der ender i ren panik, da de pludselig må ta’ flugten fra en yderst aggressiv vampyr. Tilbage i byen er alt kaos og da de når frem til stationen er både Jack og Helen væk, mens væggen er tilsølet i blod. Eben er skræmmende tæt på at koge over og vil hævne sig på den fremmede i cellen, men Stella får ham heldigvis tilbage på rette spor igen. Mens vampyrerne anført af den makabre Marlow, (Danny Huston), hærger i gaderne bliver Eben og Stella genforenet med Jake på den lokale bar, hvor den resterende del af Barlow har forskanset sig. Byen er nu mørklagt, blodet flyder i gaderne og alle flugtveje destrueret. Nu er det op til den brogede flok at forskanse sig, samarbejde og på bedste vis forsøge at overleve de næste 30 dages totale terror…
Lavet over tegneserien af samme navn har David Slade på fornemmeste vis kreeret en vampyrwestern med ”30 Days Of Night”, der imponerer i sin visuelle stil med smukke og nærmest poetiske billeder af den lille landsby flække og dens snedækkede omgivelser, men som modsat også er ligeså grafisk potent i sine blodrøde og vilde splatteorgier, (bedst illustreret ved overgangen i starten af filmen fra den lysende idylliske by til de parterede og maltrakterede hunde), der skaber en malerisk kontrast mellem den overnaturlige og menneskelige verden, der langsomt opsluges i det alt omfavnende mørke, der på skift trækker persongalleriet ned i dybe psykiske huller, som de hver især må kæmpe deres egen kamp for at grave sig op af. Med sig som sikker styrmand gennem det visuelle landskab har David Slade fået selskab af fotograf Jo Willems hvis øje for at fange skuespillernes forpinte og plagede ansigtsudtryk, mens de langsomt bliver slidt op af både vejr og blodsudgydelser, er blændende godt udført, hvilket betyder at indlevelsen i karaktererne bliver desto mere intens.
Måden at fotografere på kommer løbende gennem filmen dens handling, samt mange chok og groteske scener til gode og gør spændingen for hovedpersonernes ve og vel nærmest ubærlig nervepirrende at se på, fordi vi som tilskuere kommer helt ind under huden på dem. Med nogenlunde samme teknik får Slade og Willems også det ultimative udtryk frem i vampyrerne og den ondskab de symboliserer. Først bygger de dem op som sløret kulisse, der nærmest skabes ud fra mørket, inden deres vildskab dernæst bliver illustreret effektivt ved vejstationen og senere som ren silhuet, da Eben og Stella bliver jagtet, før vampyrerne afslutningsvis så endelig træder frem i al deres grusomme vælde stadig med tøjet tilsølet i blod, (en detalje mangt en vampyrfilm undgår), og fuldt ud afslører sig selv, som de monstre de er.
Set fra en teknisk vinkel er filmen så gennemført lækkert lavet, at det næsten alene gør den til et interessant bekendtskab. For ud over Jo Willems flotte og stemningsfulde fotografering byder ”30 Days Of Night” også på et højt niveau når vi snakker redigering, hvor klipper Art Jones skaber stor intensitet i de forskellige dueller, (f. eks. scenen hvor vampyren jager Eben og Stella i bilen, mødet med den lille pige i købmandsbutikken, Beaus afledningsmanøvre, samt det endelige showdown og et par særdeles væmmelige halshugninger undervejs),
der for alles vedkommende fungerer efter hensigten ved deres opskruede tempo. Belysningen må også siges at være et sublimt stykke håndværk, selv om Roger Ebert tidligere i sit review, på vanlig sarkastisk facon, udtalte at det ikke var det rigtige valg, når nu byen sku’ forestille at være total mørkelagt. Meeen her mener jeg så nok, at man bør være lidt large hvad det angår. For det ville ha’ skabt total forvirring, som jeg ser det, havde Slade valgt kun at la’ billerne være oplyst af f. eks små lygter osv. Jeg synes faktisk det klær filmen rigtig godt med dette sølvhvide månelys, som man faktisk ikke rigtig tænker nærmere over, da filmen er konstant spændende og som heller ikke på nogen måde ødelægger stemningen, tværtimod. Effektmæssigt har Weta gjort et ligeledes fornemt arbejde og mikser CGI med gammeldags makeup latex, hvilket samlet fungerer upåklageligt hele vejen, mest tydeligt i vampyrernes look, splattescenerne og snestormen, men som også er mindst ligeså fremragende i den makeup der bruges til at illustrere hovedpersonen Ebens slidte ansigt, som indikerer at han så småt er ved at falde fra hinanden.
”It's hard to stop someone when there family's at stake. The things you'll do to save your own.”
Josh Harnett leverer som politichefen Eben Olson vel nok en af hans bedste præstationer til dato. Rollen synes nærmest skræddersyet til en langt mere erfaren og ældre type, men unge Hartnettt formår mod forventning, på en herlig underspillet facon, alligevel at gøre karakteren helt sin egen og er yderst troværdig fra første scene af som en person, der er i sikker balance med sig selv og sine omgivelser. Som handlingen skrider frem ændres denne ellers så kølige og velovervejede helte arketype dog i form af sin lederrolle, der uomtvisteligt fører et hav af ubehagelige beslutninger med sig som betyder, at Eben gradvist forvandles til det han frygter allermest og som vampyrerne derfor bliver et spejlbillede på, nemlig hans egen kamp for at holde sine indre dæmoner og mørke sider nede, midt i den krigslignende vanhvidsituation Barlow befinder sig i. Selvom broderen Jake,(spillet med en følelsesmæssig og skræmmende ægte skrøbelighed af Mark Rendall) og kæresten Stella, (hvis navn Melissa George i sandhed lever op til med sin smukke, hjertevarme og yndefulde præstation), er hans lys i mørket som hele tiden holder hans psyke ved lige, bliver de også hans motivationsfaktor der får ham til at handle som han gør i filmens slutning. Finalen virker ved første øjekast umiddelbart som et antiklimaks, men er, som jeg ser det, faktisk det stik modsatte både hvad angår Ebens udvikling, men også mht. filmens altoverskyggende budskab om offervilje, overlevelse af racen og et forsøg på at sikre sig at historien ikke gentages.
Dermed bliver ”30 Days Of Night” også sammenlignelig som parallel til krigslignende tilstande, hvor vampyrerne sagtens kan ses som nazister og samlingen af landsbyboere som en miniotetsgruppe af svage personer, der må søge tilflugt på lofter og rationerer med maden, mens udrensningen står på og der samtidig skruppelløst bruges levende madding for at få dem på krogen. Den pågældende scene hvor det foregår, er mindst ligeså hård/skræmmende at se på som filmens mange splattescener og man føler virkelig for både offeret samt Eben og hans team, der ikke kan gøre meget andet end at se på, hvis de selv skal ha’ en chance for at overleve. Samme krigslignende scenarie ser man også i scenen hvor Eben og Stella får kontakt til Billy, som grundet omstændighederne har måtte træffe et grufuldt valg ang. sin familie, hvilket Slade udstiller mesterligt ved kun at vise os rædslerne via Hartnett og Georges ansigtsudtryk. Må indrømme at jeg ikke havde forventet at blive oprigtigt rørt af denne film, men de to scener her især, samt måden Hartnett spiller på, gjorde at jeg uventet sad med en klump i halsen op til flere gange.
David Slade har lavet en af de bedste vampyrfilm jeg har set længe. Ganske enkelt af den simple grund at den er så meget mere end blot endnu en vampyrfilm. Dens personskildring er ikke dyb hvis man ser på de andre beboere i byen og heller ikke overdrevet nuanceret når det kommer til Jake, Stella eller sågar vampyrerne, særligt deres leder Marlow, men de er sådan set heller ikke vigtige at få beskrevet ned i mindste detalje, da det i bund og grund er Eben det hele drejer sig om. Stella fungerer som den lyse side, vampyrerne den mørke og i midten står en mand hvis hvide og rene hjerte presses ind i en moralsk gråzone, som han ikke kan se nogen anden udvej på end det valg han træffer til sidst hvis han selv skal frelses, for nu at bruge et lettere teatralsk ordvalg. ”30 Days of Night” er en visuel fryd for øjet, har en enkel men godt fortalt historie, (hvis deprimerende tone bliver opvejet med et rørende closing shot, samt et smukt budskab), er fremragende spillet af samtlige medvirkende og har masser af blood & guts for horrorfans. Kort sagt den har det hele og derfor tøver jeg heller ikke med at gi filmen...
6 / 6.
DVD & Blu-Ray :
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433961961...
30 Days of Night – Graphic Novel :
http://www.amazon.co.uk/30-Days-Night/dp/097197755...
#266 NightHawk 16 år siden
Trailer
Baseret på et kinesisk digt om de fire følelser Happiness, Pleasure, Sorrow og Love, tager instruktør Jieho Lee publikum med på en rejse gennem, hvad der bedst kan beskrives som en krydsning mellem en moderne fabel og et hårdkogt gangsterdrama, hvor de forskellige karakterer ved tilfældighedernes uforudsigelige spil kommer på kollisionskurs og i forsøget på at slippe ud af deres eget fastlagte mønster ubevidst ændrer livet for hinanden. Whitaker/Happiness http://www.theairibreathemovie.com/aib21280.jpg spiller en bankmand der siden skolen har fulgt en skematisk linie til punkt og prikke for at skabe sig en karriere, men som undervejs i forløbet gradvist har mistet sig selv samt sin lyst til livet generelt, hvilket delvist bliver beskrevet i det første af 4 flashback, der fornemt understøtter persongalleriets sindstilstande og efterfølgende i nutiden hvor han bruger sin fritid på at kontrollere udløbsdatoen på sine konserves, skure striberne på badeværelsesgulvet og sirligt sørge for at placere sine piller i eksakt rækkefølge, inden han tager dem. Forståeligt er det derfor når man lidt efter ser den stakkels mand alene i sin lejlighed sumpe hen foran tv'et i den totale depression.
”Sometimes being totally fucked can be a liberating experience.”
Da chancen for spænding byder sig, først i form af gangsterbossen Fingers, (Andy Garcia) http://www.thecinemasource.com/moviesdb/images/The... , håndlangers udfordrende kommentarer og senere da han overhører sine kollegaer om et fixet hestevæddeløb, slår han straks til og begir sig famlende ud i en hel ny verden, han slet ikke kan overskue og ender derfor hurtigt i kløerne på den brutale Fingers som tvinger ham, presset af gæld, til et bankrøveri der på én gang ender i kaos, men som samtidig også befrir ham fra sit eget følelsesmæssige fængsel. I andet kapitel introducere Lee os for Fingers højre hånd, den synske håndlanger Pleasure/(Brendan Fraser) http://i14.ahpic.com/4cye13.png, hvis evner har gjort ham til en følelseskold kampmaskine, der udfører sit job med nådesløs og slagkraftig effekt. Han fornemmer dog så småt at hans fremtid kan ændres, da Fingers præsenterer ham for, hvad han er sikker på bliver hans vej ud af det kriminelle miljø, popsangerinden Trista hvis pladekontrakt han har overtaget. Da håndlangeren tager et kig på hendes foto, svigter hans evner ham højst overraskende for første gang.
Senere under en bytur hvor han bliver beordret til at ta’ Fingers nevø Tony, (Emile Hirsch), med på sin rute går tingene helt galt, hvilket fører til et opgør med en bande særdeles nasty typer fra den russiske mafia. Da hans syn svigter ham igen, får det alvorlige konsekvenser og oplevelsen bliver et slags wake up call der åbner hans emotionelle panser og sender ham smask forelsket direkte i armene på den sørgmodige men underskønne Trista og dermed endnu flere problemer.
”Did you know that scars are the roadmap to the soul?”
Trista/Sorrow, (Sarah Michelle Gellar) http://www.theairibreathemovie.com/aib41280.jpg der gemmer på et traume så ubærligt hårdt, er en person man straks fatter sympati for, da man som tilskuer præsenteres for hende i et talkshow hvor værten gør alt for at pille hende og hendes image, som hun desperat prøver at opretholde, fra hinanden med en række spørgsmål og en fremgangsmåde, der er mere ubehagelig end et slag i ansigtet. Tingene skal dog efterfølgende hurtigt vise sig at blive meget værre, da Fingers melder sig på banen og tvinger hende til at arbejde for sig. Under et mindre sammenbrud redder håndlangeren hende og foretager så et skæbnesvangert valg, da han grundet sine nye stærke følelser, hjælper Trista ved at skjule hende fra gangsterbossens klamme fingre i sin lejlighed. Mens håndlangeren professionelt opretholder sin kølige attitude udadtil for ikke at virke mistænkelig, smelter hans hjerte fuldstændig i perioderne med Trista og de to forelsker sig hovedkuls i hinanden.
Lykken ender dog brat da Fingers og hans folk finder frem til dem, som man kan se i denne utroligt velspillede og barske scene :
Im not a bad man – Indeholder en stor spoiler. Så det er på eget ansvar!
Et stykke tid senere efter en koncert dukker en panisk mand pludselig op uden for spillestedet på jagt efter Trista. Han viser sig at være læge Love, (Kevin Bacon) http://www.blu-ray.com/movies/screenshot.php?movie... og er, ud over hele sit liv at ha’ ledt efter en større mening med sin eksistens, håbløst forelsket i biologen Gina, (Julie Delpy), en kvinde som han har måtte se sig gifte med en god ven, hvilket er endnu værre for det tvinger ham til ofte at være smerteligt tæt på og alligevel så langt fra. Da hun bliver dødeligt bidt af en slange under et eksperiment, går hans følelser amok og drevet frem af kærligheden til Gina, må han nu ud i en åndeløs kamp mod tiden for at finde frem til en modgift. Løsningen finder han ved et lykketræf, men kan han nå det tids nok og vil kærligheden i sidste ende overvinde alt for alle involverede?
Jieho Lee har både instrueret og delvist skrevet, (sammen med Bob DeRosa), denne perle af en film, med et overblik der er helt fænomenalt i sin visuelle stil. Skiftet mellem de lyse og uskyldige flashback scener og scenen til sidst i solopgangen kontra de mange mørke film noir inspirerede, (sublimt fotograferet af Walt Lloyd), fungerer med lige dele melankolsk poesi og malerisk skønhed sat overfor hverdagens realisme i hhv. skyggebaserede og sort orange billeder, der oser af atmosfære og som alle er med til at understrege og forstærke karakterernes inde og ydre følelser. Med sig i baglommen har Lee yderligere forstærkning i form af et stærkt soundtrack og score som levere lige dele slagkraft samt atmosfære de helt rigtige steder. Bare ta’ f eks hele åbningsmontagen der bliver banket solidt fast sat til tonerne af dette nummer eller The Concretes smukke og stemningsfulde ”Tomorrow” over en montage af Tristas forsøg på at skabe sig en ny tilværelse, (drømmen/håbet) i håndlangerens lejlighed, alt imens han står for at minde om den rå virkelighed ved at udføre sit beskidte arbejde for Fingers. Filmens score af Marcelo Zarvos fungerer så med sin afdæmpede og melodiøse klang modsat som perfekt kontrast, som specielt scenen i solopgangen er et ufatteligt smukt eksempel på.
Lee’s ultimative trumfkort, som løfter hans i forvejen komplekse og intelligente mosaikmanuskript helt op i skyerne, kommer dog i form af et cast der alle leverer deres absolut højeste niveau. Forest Whitaker spiller rollen som den desillusionerede og ensomme bankmand så overbevisende, at man bliver helt deprimeret ved synet af ham i hans lejlighed og samtidig er hans nervøse og klodsede forsøg på at skifte karakter i en fremmed og nådesløst miljø så godt lavet, at han burde være nomineret til en Oscar for sin præstation. I de yderligere mindre hovedroller leverer Emile Hirsch, som nevøen Tony, varen ved først at være fræk som en slagterhund i en klassisk smart ass rolle, men som løbende præget af de ting der sker, viser sig at være en ganske cool fyr med hjertet det rette sted. Julie Delpy, i den mindste rolle, er ligeledes god på sin sædvanlige charmerende facon. Hun behøver ikke mange replikker eller scener for, at vi forstår hvorfor Kevin Bacon er så forelsket i hende. En forelskelse som han spiller eminent godt, først afdæmpet ved frokost scenen med Gina og hendes mand og senere da han desperat og panisk mister overblikket i kampen for at redde hende, inden han så igen i en scene på hospitalet på Ginas stue skal vise både glæde og frustration på én og samme gang.
Oven over dem alle stråler de tre hovedroller, Fraser, Gellar og Garcia dog med tre præstationer, der uden tvivl må siges at være deres absolut bedste i karrieren filmmæssigt set. Fraser spiller ”against type” så hamrende godt som den fåmælte og brutale håndlanger, at jeg for første gang har fået decideret respekt for ham som skuespiller. Ligeså fucking cool når han klædt helt i sort træder ind i billedet med en smøg i kæften og et hærget blik i øjnene og uddeler tørre tæsk, ja ligeså afdæmpet og elskelig er han i de romantiske scener med Gellar, som gir ham perfekt modspil. Jeg troede ikke jeg længere ku’ blive overasket over hvad hun kunne præstere, men i ”The Air I Breathe” fejer hun fuldstændig benene væk under mig og trækker mig med helt ind i hendes karakter som må så grueligt meget ondt igennem, at det næsten ikke er til at holde ud at se på. De to scener med Brendan Fraser som jeg har vist længere oppe går begge lige i hjertet og ligeså er to scener i forlængelse af hinanden på hospitalet, den ene mellem hende og Garcia, også fantastisk spillet i alt sin enkelthed. Føj for satan hvor kan den mand dog spille en ondskabsfuld stodder og når man ser den nævnte scene, ja så forstår man hvorfor. Garcia kan den her type mafioso på rygraden og umiddelbart er det også en ganske traditionel en af slagsen, som Lee har kreeret her. Men bagved klicheerne gemmer der sig samtidig en mand der er så forpint og i konflikt med sig selv, at det grænser til skizofreni, hvilket Garcia i sin bedste rolle til dato mestrer at udstille med en uhørt elegance.
Jiehro Lee har som jeg ser det lavet et sandt mesterværk, som trods det ikke at ku’ undgå den her type histories fortænkthed, alligevel konstant er uforudsigelig og hvis tema om følelsernes indflydelse på hinanden afspejlet i karakterernes liv hænger så godt sammen og er så suverænt spillet, at det bliver en film der kan ses igen og igen uden at den mister sin magi. ”The Air I Breathe” er både fysisk og psykisk barsk, men indeholder samtidig en varm poetisk tone og et afslutningsvis smukt budskab, som jeg kun kan overgive mig til.
6 / 6
DVD/Blu-Ray :
http://www.axelmusic.com/productDetails/0143814939...
Musikvideo – Universe of Emotions :
#267 filmz-Narniabæver 16 år siden
For ti år siden udkom der endelig en fortsættelse til Don Bluth's tegnefilm fra 1982, men denne fortsættelse blev upopulær på internettet.
Timmy rejser til Thorn Valley hvor han vokser op, og han må sammen med en musepige (Med dansk stemme af Anette Heick) redde nogen mus fra NIMH.
9/10
#268 McPeter 16 år siden
Ganske udemærket underholdning der dog bæres af Tommy Lee Jones der som altid gør det godt. Ved dog ikke om den sådan blir rigtigt spændende af en opklaringsfilm at være, men på den anden side kedede jeg mig egentligt heller ikke. Så den på blu-ray og billede og lyd fungerede fint.
4 / 6
#269 BN 16 år siden
Så fik jeg endelig set 'Borte med blæsten' - underforstået HELE filmen den her gang - for første gang i 20-25 år. Jeg mener at have set den som barn, men er ikke sikker. Så indtil igår aftes begrænsede mine minder om filmen sig til den dag i 1988, hvor jeg som 22-årig havde lejet den (og et par andre film) i den nærmeste videobutik og blev totalt afskrækket af filmens musical-agtige udseende i de indledende scener og fremstillingen af den sorte husholderske - to faktorer der fik mig til at gå i panik og spole og spole fremad på vhs-båndet for at se, om der var noget der kunne fænge, hvilket der ikke var.
Nå, men det var DENGANG .......... Du og jeg tidligere haft en diskussion omkring filmen, og da jeg læste dine to indlæg, blev jeg mindet om, at jeg for noget tid siden forærede min kone et eksemplar af filmen, og at jeg havde lovet at se den sammen med hende.
Og ##!!¤¤!! tage dig! .... Men du har ret, og jeg må æde langt de fleste af mine ord i mig igen. ;-)
Det ER en ret god film, og jeg forstår godt, at den har fået den status, den har i filmhistorien. Det kom som en overraskelse for mig, hvor fuldstændig uglamouriøs og hvor tragisk kærlighedshistorien mellem Scarlet og Rhett er. Og de ting, der overgår Scarlet's familie
Jeg blev også overrasket, ja, imponeret, over følgende scene: Tænk sig at en man i en film fra 1939 viser en mand (den indtrængende nordstatssoldat) blive skudt i hovedet, så blodet sprøjter! Lige dér - og især med de to kvinder, der fuldstændig bevarer roen i denne situation og gennemsøger soldaten - følte jeg mig hensat til en splinter-moderne film fra vores eget årti. Og hold da op, hvor er det en flot opsat scene, den hvor Scarlet leder efter doktoren og hvor kameraet kører op og lader os se stedet i fugleperspektiv, og der er bare sårede soldater overalt!
Ja, selv den sorte husholderske Mammy virkede ikke helt så racistisk fremstillet som jeg huskede det (og sandsynligvis tager jeg helt og aldeles fejl, da hun det jo kan jo være, hun simpelthen bare var den type, som hun fremstår som i filmen). Faktisk portrætteres hun med både karakter og viljestyrke, bl.a. ved de forargede blikke hun kaster på den beregnende Scarlet. Og de andre sorte personer i filmene skildres ikke ret meget anderledes end i nyere film. Så jeg har måttet pakke sammen med alle mine fordomme omkring filmene.
Er der så nogle svagheder ved filmen? Ja, indimellem irriterer den meget melodramatiske musik mig lidt, men sådan var film fra dengang nu engang, og jeg kan sagtens leve med det. Det hører til småtingsafdelingen. En anden ting er, at dialogen og skuespillet enkelte steder havde et ganske bestemt melodramatisk, banalt tilsnit, der fik mig til at tænke på diverse intrige-spækkede "soap operas" på tv ('Dollars', 'Horton-sagaen' o.lign.), men det var som sagt kun enkelte steder.
Rollen som Rhett Butler må vist være Clark Gables bedste - ihvertfald er han perfekt i den, og det samme må siges om Vivien Leigh's præstation som den selviske, beregnende Scarlet, der må lære af bitter erfaring, hvor den sande kærlighed findes.
'Borte med blæsten' bliver aldrig en af mine helt store favoritfilm. Men den har hermed opnået min uforbeholdne anerkendelse og ros. Det ER et stort værk, og jeg er ikke spor i tvivl om, at jeg vil nyde at gense den engang om et halvt eller helt år. Det er en rigtig helaftensfilm, en rigtig storfilm.
5/6
#270 wimmie 16 år siden
Det var en god fornemmelse endelig at få den set efter at have hørt og læst om hvor fed den skulle være i så mange år nu...derudover er det jo en af Eddie Izzards yndlingsfilm ... ;P
Skulle der være andre der ikke har set den, så får I lige et ganske kort resumé;
Det er 2. verdenskrig og nazisterne har lige bragt en stor flok til en fangelejr i Tyskland. Blandt disse fange er nogle af de mest berygtede udbryderkonger; som de høje herrer havde besluttet sig for at samle på ét sted for at holde øje med dem og undgå at de flygtede fra en fangelejr igen. Om det var en logisk idé ved jeg ikke...men det sørger for en god omgang underholdning da en håndfuld af fangerne lægger planer for (surprise surprise) at bryde ud - denne gang vil de tage 250 fanger med sig. Hvordan det går vil jeg ikke afsløre men udover selve planlægningen og udførelsen er det sjovt at se en række af de "gode gamle" samlet i denne film; Steve McQueen, James Coburn, James Garner, Richard Attenborough, Donald Pleasance og Charles Bronson (som jeg vist hidtil kun har set i de dér hævn-film fra 70'erne ;)
Alt i alt en god og underholdene film 5/6