Dælme længe siden jeg sidst så TNG, så det var noget af et nostalgiske tilbageblik, men med den restaurerede første sæson, var det jo oplagt at begive sig ud i rummet igen. Og det holder sgu stadigvæk; jovist grafikken bære tydeligt præg af af sin tid, og skuespillerne skal lige have fundet den rigtige måde at begærdige sig på, men problemstillingerne og spørgsmålene er mindst lige så relevante i dag, som de var dengang.
Nogle af afsnittene er helt sikkert på det jævne, og hvis serien var blevet lanceret i dag, så er det tvivlsomt, at de ville have fået så mange afsnit og sågar flere sæsoner. Men efterhånden som man kommer halvvejs gennem sæsonen, så bliver skuespillerne mere og mere fortrolige med hinanden, og der kommer ganske enkelt et bedre flow, selv i de mere jævne afsnit.
Noget af det som virkede mindre godt var sjovt nok hovedplottet - something is rotten in the United Federation of Planets - og kulminationen i afsnit 25 var både voldelig og decideret visuel vulgær. Heldigvis var det ikke afslutningen på sæsonen, og afsnit 26 demonstrerede på fornemmeste vis, hvordan man med relativt simple metoder kan skabe spænding ved at fokusere på nogen af seriens primære styrker omkring udforskning, diplomati og dilemma.
Det er en gal verden vi lever i, og jeg har ingen tvivl om at det kun bliver værre, så man kan da kun håbe at flere får lyst til at se eller gense Star Trek, for kølig overvejelse og gensidig respekt er ved at blive en mangelvare.
Jeg elsker elsker elsker at finde billige film i rodebunken, som ved første øjekast ligner ragelse som så formår at ende som intense og opslugende filmoplevelser.
Filmen er blevet sammenlignet med Hostel. Det er lidt en skam, her er fokusset ikke på torturen nemlig, Captifs ligger mere vægt på hvad fangerne gennemgår psykisk. Uvisheden om hvorfor man er taget til fange og derefter en frygtelig venten på hvornår telefonen ringer i gangen velvidende man kan være den næste som slæbes ind til doktoren. I modsætning til Hostel føltes det her ægte og realistisk.
I forbindelse med det fag jeg har på universitetet der hedder "Den Amerikanske Western", skal vi hver uge se en film, som vi bruger i undervisningen, og til hver uge skal vi også skrive et kort blogindlæg om vores tanker om den pågældende film, og det tænkte jeg at jeg også lige ville dele her:
Duel in the Sun
Jeg er netop blevet færdig med at se King Vidor's "Duel in the Sun", og selvom at der er flere ting at beundre ved filmen, og den skam er en ganske udemærket film, så ender jeg alligevel med at være en smule skuffet, ovenpå den aldeles fremragende "Stagecoach". Og det skyldes i høj grad én ting. Hovedpersonen Pearl. Hun er desværre noget svær at holde af og føle sympati for. Gang på gang skifter hun holding, og springer frem og tilbage fra den ene ekstrem på følelsesregistret til den anden ekstrem, og det bliver hurtigt vældigt irriterende. Først så hader hun Lewt. Så elsker hun ham. Så hader hun ham, og så elsker hun ham igen. Og jeg føler bare ikke at disse ekstreme skift er særligt troværdigt udført. Heldigvis virker de andre karakterer noget mere troværdige, så det skader ikke hele filmen. Men hendes konstante overspil passer bare ikke særligt godt ind i filmen.
I modsætning til "Stagecoach", så er "Duel in the Sun" optaget i farver, og det giver nogle andre muligheder visuelt, hvilket de har været gode til at udnytte. Især det maleriske ved en solnedgang/solopgang giver en meget flot baggrund til nogle scener, og brugen af et rødligt skær er med til at farve stemningen. Der er også nogle imponerende setpieces flere steder i filmen, bl.a. ved afsporingen af et tog, men måske mest imponerende er scenen, hvor de gør brug af hundredevis af heste på en gang, da Senator McCanles forsøger at stoppe sporlægningen. Den scene indeholder også en flot krydsklipning mellem de mange galoperende heste og det buldrende tog. Vestens ideal om transport(heste) sat overfor civilisationens ideal om transport(tog).
Noget jeg synes der er værd at bemærke er Gregory Peck. Det er lidt mærkeligt for mig at se ham i rollen som Lewt. Jeg kender ham hovedsageligt fra roller, hvor han er sympatisk og nærmest godheden selv(To Kill a Mockingbird og Cape Fear), så at se ham som både usympatisk og arrogant er lidt specielt. Især fordi at han er så glimrende i filmen. Men fedt at se at han også kan spille det komplet modsatte af den type han nok er mest kendt for.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#15554 Det er lidt spøjst, at Jennifer Jones fik en Oscar-nominering for rollen, for jeg synes faktisk, at hendes vildt overgearede skuespil er en af filmens største problemer. Hvorimod Joseph Cotten og særlig Gregory Peck spiller glimrende. Måske er tiden bare løbet fra den form for skuespil?
Ellers er den lige lovlig tung i r.... ind i mellem, men fantastisk brug af farver, og slutningen synes jeg er ret formidabel i al dens opera-overkogte vælde.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Jeg så de to Cape Fear film i går og for en sjælden gangs skyld foretrækker jeg remaket, som for mig fremstod mere kompleks. Selvfølgelig har den periode den første film er lavet i, noget at gøre med at der er nogen ting den må antyde, men fandt bare Robert de Niro langt mere intens i skurkerollen og synes Scorsese havde foretaget nogle gode valg. Særligt i forhold til datteren og konen, som er blevet langt mere aktive spillere. Samtidig finder jeg dramaet mellem Nolte og de Niro mere intenst fordi man tvivler mere på hvor meget Nolte har trådt ved siden af, end jeg fandt det var tilfældet med Gregory Pecks karakter. Alt i alt fandt jeg simpelthen bare Scorseses film mere engagerende.
Original 6/10 Remake 8/10
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg så de to Cape Fear film i går og for en sjælden gangs skyld foretrækker jeg remaket, som for mig fremstod mere kompleks. Selvfølgelig har den periode den første film er lavet i, noget at gøre med at der er nogen ting den må antyde, men fandt bare Robert de Niro langt mere intens i skurkerollen og synes Scorsese havde foretaget nogle gode valg. Særligt i forhold til datteren og konen, som er blevet langt mere aktive spillere. Samtidig finder jeg dramaet mellem Nolte og de Niro mere intenst fordi man tvivler mere på hvor meget Nolte har trådt ved siden af, end jeg fandt det var tilfældet med Gregory Pecks karakter. Alt i alt fandt jeg simpelthen bare Scorseses film mere engagerende.
#15557 Du synes ikke at skiftende mellem lille blid uskyldig pige og liderlig knaldperle (komplet med snærende tale, barmen skudt frem og manisk blik) er lige lovlig absurde? På mig virker de lidt som en slags ufrivillig parodi.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#15554 Det er lidt spøjst, at Jennifer Jones fik en Oscar-nominering for rollen, for jeg synes faktisk, at hendes vildt overgearede skuespil er en af filmens største problemer. Hvorimod Joseph Cotten og særlig Gregory Peck spiller glimrende. Måske er tiden bare løbet fra den form for skuespil?
Ellers er den lige lovlig tung i r.... ind i mellem, men fantastisk brug af farver, og slutningen synes jeg er ret formidabel i al dens opera-overkogte vælde.
Meget enig, selvom at jeg dog havde svært ved at nyde slutningen på grund af Jennifer Jones.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#15551 Sweetiebellefan 13 år siden
En kriminel i Johannesburg skal passe en bortført baby, og det må han skjule for sin bande.
Dette er en must see film.
9/10
Zarafa
Tegnefilm om en dreng i Egypten og hans giraf som rejser til en zoo i Paris.
En tegnefilm man ikke må glip af.
10/10
#15552 loki 13 år siden
Dælme længe siden jeg sidst så TNG, så det var noget af et nostalgiske tilbageblik, men med den restaurerede første sæson, var det jo oplagt at begive sig ud i rummet igen. Og det holder sgu stadigvæk; jovist grafikken bære tydeligt præg af af sin tid, og skuespillerne skal lige have fundet den rigtige måde at begærdige sig på, men problemstillingerne og spørgsmålene er mindst lige så relevante i dag, som de var dengang.
Nogle af afsnittene er helt sikkert på det jævne, og hvis serien var blevet lanceret i dag, så er det tvivlsomt, at de ville have fået så mange afsnit og sågar flere sæsoner. Men efterhånden som man kommer halvvejs gennem sæsonen, så bliver skuespillerne mere og mere fortrolige med hinanden, og der kommer ganske enkelt et bedre flow, selv i de mere jævne afsnit.
Noget af det som virkede mindre godt var sjovt nok hovedplottet - something is rotten in the United Federation of Planets - og kulminationen i afsnit 25 var både voldelig og decideret visuel vulgær. Heldigvis var det ikke afslutningen på sæsonen, og afsnit 26 demonstrerede på fornemmeste vis, hvordan man med relativt simple metoder kan skabe spænding ved at fokusere på nogen af seriens primære styrker omkring udforskning, diplomati og dilemma.
Det er en gal verden vi lever i, og jeg har ingen tvivl om at det kun bliver værre, så man kan da kun håbe at flere får lyst til at se eller gense Star Trek, for kølig overvejelse og gensidig respekt er ved at blive en mangelvare.
#15553 misuma 13 år siden
Captifs/Caged:
Jeg elsker elsker elsker at finde billige film i rodebunken, som ved første øjekast ligner ragelse som så formår at ende som intense og opslugende filmoplevelser.
Filmen er blevet sammenlignet med Hostel. Det er lidt en skam, her er fokusset ikke på torturen nemlig, Captifs ligger mere vægt på hvad fangerne gennemgår psykisk. Uvisheden om hvorfor man er taget til fange og derefter en frygtelig venten på hvornår telefonen ringer i gangen velvidende man kan være den næste som slæbes ind til doktoren. I modsætning til Hostel føltes det her ægte og realistisk.
Effektivt skuespil fra alle. Bravo.
6/6
The Horde:
The Raid møder 28 Days After!
4/6
#15554 Kruse 13 år siden
Duel in the Sun
Jeg er netop blevet færdig med at se King Vidor's "Duel in the Sun", og selvom at der er flere ting at beundre ved filmen, og den skam er en ganske udemærket film, så ender jeg alligevel med at være en smule skuffet, ovenpå den aldeles fremragende "Stagecoach". Og det skyldes i høj grad én ting. Hovedpersonen Pearl. Hun er desværre noget svær at holde af og føle sympati for. Gang på gang skifter hun holding, og springer frem og tilbage fra den ene ekstrem på følelsesregistret til den anden ekstrem, og det bliver hurtigt vældigt irriterende. Først så hader hun Lewt. Så elsker hun ham. Så hader hun ham, og så elsker hun ham igen. Og jeg føler bare ikke at disse ekstreme skift er særligt troværdigt udført. Heldigvis virker de andre karakterer noget mere troværdige, så det skader ikke hele filmen. Men hendes konstante overspil passer bare ikke særligt godt ind i filmen.
I modsætning til "Stagecoach", så er "Duel in the Sun" optaget i farver, og det giver nogle andre muligheder visuelt, hvilket de har været gode til at udnytte. Især det maleriske ved en solnedgang/solopgang giver en meget flot baggrund til nogle scener, og brugen af et rødligt skær er med til at farve stemningen. Der er også nogle imponerende setpieces flere steder i filmen, bl.a. ved afsporingen af et tog, men måske mest imponerende er scenen, hvor de gør brug af hundredevis af heste på en gang, da Senator McCanles forsøger at stoppe sporlægningen. Den scene indeholder også en flot krydsklipning mellem de mange galoperende heste og det buldrende tog. Vestens ideal om transport(heste) sat overfor civilisationens ideal om transport(tog).
Noget jeg synes der er værd at bemærke er Gregory Peck. Det er lidt mærkeligt for mig at se ham i rollen som Lewt. Jeg kender ham hovedsageligt fra roller, hvor han er sympatisk og nærmest godheden selv(To Kill a Mockingbird og Cape Fear), så at se ham som både usympatisk og arrogant er lidt specielt. Især fordi at han er så glimrende i filmen. Men fedt at se at han også kan spille det komplet modsatte af den type han nok er mest kendt for.
#15555 Benway 13 år siden
Ellers er den lige lovlig tung i r.... ind i mellem, men fantastisk brug af farver, og slutningen synes jeg er ret formidabel i al dens opera-overkogte vælde.
#15556 Collateral 13 år siden
Original 6/10
Remake 8/10
#15557 Skeloboy 13 år siden
#15558 BN 13 år siden
Helt enig i din konklusion vedrørende de to film.
#15559 Benway 13 år siden
#15560 Kruse 13 år siden
Meget enig, selvom at jeg dog havde svært ved at nyde slutningen på grund af Jennifer Jones.